Skolevægring efter Skolens Tabte Børn: En sårbar opdatering

Jeg har længe gerne ville skrive en opdatering på hvordan det altsammen er gået efter udsendelse af DR dokumentaren “Skolens Tabte Børn”, som vi er stolt over at medvirke i som familie, men noget har stået i vejen for at jeg kunne skrive det blogindlæg, og i dag kommer jeg med en noget andet opdatering end jeg havde regnet med at skulle dele. Den har holdt mig vågen, givet mig hjertebanken, den har forårsaget mange tårer, og nu er tiden inde til at dele, selvom det er virkelig svære ord at skulle skrive.

Sidste skoledag

Vi medvirkede i DR’s Skolens Tabte Børn som familie, men vores historie historie koncentrerede sig primært om min ældste datter Emmalias skolevægring for 3 år siden. Hun gik på en lille privatskole og endte efter skolevægring og mistrivsel i hjemmeskole, hvor hun stadig går, og er virkelig glad for at gå. Jeg læser til lærer på den digitale læreruddannelse på fuld tid (mest aften, nat og weekender - jeg styrer selv min studietid), og hjemmeunderviser min datter på fuld tid ved siden af. Jeg er alenemor og forsørger min familie (og driver hjemmeskolen) på min SU.

Min yngste datter derimod, hun går på en lille privatskole, og er et helt andet barn end Emmalia. Hun trives i skolefællesskabet, hun er den perfekte skoleelev, det sagde skolen også til seneste skole-hjem samtale “Hvis man kunne kopiere Selinna i et par stykker i hver klasse, så havde man en god klasse med en god kerne af virkelig engagerede og empatiske elever, parate til at lære, aktive og deltagende”. Det bliver man som forældre jo virkelig glad for at høre. Glad og stolt. Derfor er det også ekstremt trist at Selinna havde sin sidste skoledag på sin skole i mandags på grund af skolevægring.

To forskellige børn, to forskellige mennesker

Alle dage har jeg insisteret på at mine to børn er forskellige, og derfor skal de ikke “have det samme”. Da min ældste datter mistrivedes og blev ramt af langvarig ufrivilligt skolefravær (det vi med mit hadeord kalder skolevægring), endte jeg med at tage hende “ud af systemet” og hjemmeunderviste hende. Det har jeg gjort i 3 år nu og jeg har en datter der igen trives og er glad for sit liv, og for sin skolegang i hjemmeskolen. Hun går i klub og er sammen med andre om eftermiddagen, og har det rigtig godt. Det spørgsmål der gik mest igen var spørgsmålet om hvorvidt lillesøster så også skulle gå i hjemmeskole. Men lillesøster er et helt andet væsen og har haft et helt andet børnehave-liv end sin storesøster, derfor var det ikke det rigtige for hende, set med mine øjne, at skulle i hjemmeskole, og derfor fandt jeg en lille privatskole til hende som jeg mente passede til den hun er.

Børnehaveklassen gik godt, men da sommerferien i år var slut og hun startede i 1. klasse skete der noget. Hun havde svært ved at finde sig til rette, hun reagerede på støj, og hun blev drillet i skolen. Drillerierne fandtes også i børnehaveklassen, men min oplevelse var at vi kunne klare det meste hjemmefra ved at have gode snakke om hvorfor børn driller, at de ting de siger ikke handler om hende og alt det andet man som forældre, efter bedste evne fortæller sine børn for at klæde dem på til at der altid vil findes børn der driller derude.

Din datter har ondt i maven og skal hjem

Min “remote assistance” hjemmefra var ikke længere nok, og min datter blev flere gange ringet hjem med “ondt i maven”. Men hun havde ikke ondt i maven. Hun var ked af det, hun følte sig ikke tryg i sin skole og hun gik med mange ting helt alene. Jeg lyttede, men jeg så også samtidig en glad pige med glade oplevelser i skolen, så jeg gjorde som enhver forældre ville gøre, jeg motiverede selvfølgelig min datter til at fortsætte med at komme i skole, og jeg tænkte at det nok skulle gå over.

Jeg har jo stået med et barn i skolevægring før. Et barn der blev selvskadende, et barn der ikke havde lyst til at leve mere, et barn der gik fuldstændig i stykker, skreg, græd, knækkede og brød fuldstændig sammen. Et barn jeg ikke vidste om hun overhovedet ville overleve sin egen barndom fordi hun var så ødelagt (ja det er helt ægte tanker man står med når ens barn bryder sammen foran øjnene på en). Nu stod jeg med et barn der virkelig samarbejdede, og som lyttede til min forældrestemme, som bad hende fortsætte med at tage i skole hver morgen, som fortalte hende at det hele nok skulle gå, som egentlig ikke var bekymret, heller ikke selvom det nu var dagligt min datter ikke ville afsted.

Nedbrud

Pludselig en dag hentede jeg min datter, og vi havde ikke engang fortalt skolegården før hun brød fuldstændig sammen. Fuldstændig. Jeg har aldrig set hende så ulykkelig før, og jeg var helt i chok over hvor ked af det hun var. Hun græd og græd og græd og græd, ordene fløj ud af hende, og jeg havde meget svært ved at forstå hvad det hele handlede om. Jeg gik med mit hulkende barn igennem byen og hjem i vores sofa, hvor jeg bare sad med mit nedbrudte grædende barn i armene de næste timer. Hun var helt ødelagt, det var som om nogen havde suget al livsglæde og energi ud af hende, som om hun blev helt grå og øjnene helt matte. Jeg blev alvorligt bekymret.

Forandringen

Heldigvis gik vi ind i efterårsferien, og selvom vi havde ferie var min datter stadig totalt på overarbejde. Spurgte tusind gange om skolen havde svaret på min mail. Det havde de ikke. Ville have mig til at love at hun aldrig nogensinde skulle tilbage i skolen. Det kunne jeg selvfølgelig ikke love, da det at stoppe i en skole jo ikke er noget man bare lige gør, men jeg forsikrede min datter om at både skolen og jeg ville hjælpe hende tilbage så hun kunne blive glad for sin skole igen. Det var hun overhovedet ikke lydhør overfor. Det var en hård ferie og jeg kæmpede virkelig indeni mig selv for hvilken vej det her skulle gå.

Skammen

Jo flere dage der er gået, jo mere får jeg øje på hvor meget mit stille barn har lidt helt alene. Hvor meget nemmere det har været for mig at reagere på mit råbende, skrigende, sparkende barn, og hvordan jeg omvendt er blevet ved med kærligt at presset mit stille barn, for hvor slemt kunne det være når nu hun ikke reagerede udad? Først nu begyndte jeg at forstå at min yngste datter har haft PRÆCIS samme smerte, samme kamp, samme spark, skrig og råben, hun har bare råbt dem indad, ind i sig selv, i stedet for ud hvor jeg bedre kunne få øje på dem.

Pludselig kunne jeg se at hun ikke havde mere energi, og ikke havde haft det længe. Pludselig kunne jeg huske at jeg godt nok undrede mig over at mit barn klaskede helt sammen på sofaen når jeg hentede hende fra skole. Hun kom slet ikke kom ud i gården og lege, havde slet ikke havde overskud til at være social med andre, gad slet ikke andet end at stene Netflix, var slet ikke kreativ, slet ikke fjollende og skør som hun plejer at være. Fuld af fis. Hvornår har hun egentlig sidst været fuld af fis? I sommerferien?

Skolens tabte børn

En ting er at udkomme i en dokumentar med sin mest sårbare fortælling i sit liv, fortællingen om sit barns skolevægring. En anden ting er at stå midt i skolevægring vol. 2 mens hele Danmark sidder og ser din vol. 1 udspille sig på skærmen foran dem i stuerne ude i de Danske hjem. Det føles uvirkeligt, ud af kroppen-agtigt, sindssygt. Jeg havde selv en følelse af at “nu er det værste jo overstået” og “nu HAR jeg jo fortalt vores skolevægrings-historie”, og pludselig står jeg midt i det en gang til, og er åbenbart slet ikke blevet klogere. Jeg har tabt mit andet barn, og jeg har simpelthen ikke fået øje på hende før det var for sent.

Alligevel har der været en forandring. Denne gang har jeg haft en forældregruppe ved min side. Forældrene fra dokumentaren. Dem har jeg brugt og sparret med, her har jeg delt min smerte og min sorg - min nummer to forældresorg, den sorg man rammer når drømmen om et glad skolebarn med en glad skolebarndom den går i tusind stykker. Der findes ikke en eneste forældre der ønsker at barnet ikke går glad og smilende i skole og kommer hjem med ny læring, gode venskaber og en del af et givende, spirende og nærende fællesskab. Ikke en eneste. Så når man pludselig befinder sig midt i det modsatte, man presser et barn afsted og barnet kommer hjem mere og mere slidt og ødelagt, så gør går noget i stykker indeni. Ikke kun i barnet men også i en selv.

Beslutningen

De sidste uger har jeg kigget på mit yngste barn. Jeg har set hvor triste og trætte hendes øjne er blevet. Sådan skal ingen børneøjne se ud. Jeg har mærket hvordan hun pludselig er kravlet helt op under hagen på mig igen, krøllet helt sammen. Jeg har hørt hende sige nej til ting hun normalt ville have fløjet ud af døren efter. Den Blå Planet. Frilandsmuseet. Noget med heste. Noget med hunde. “Nej tak mor, jeg har ikke lyst”.

Nu kan jeg vælge at gå to veje. Jeg kan gå PPR-vejen, masser af møder-vejen, “lad os prøve det her” vejen” “nå, men så lad os prøve det her” vejen. Ventetid-vejen. Uendelige lange ventetider - vejen. Vi kan skrive en underretning, skolen og jeg, vi kan aktivere kommunen, vi kan kontakte familiecenteret, vi kan gå udredningsvejen, vi kan gøre en hel masse, og her kommer min erfaring mig til gode.

Mig bekendt har vi ingen diagnoser i min familie, men både min store datter og jeg er testet højt begavede. Det lyder fancy, det er det ikke. Det er, ligesom autisme, ADHD og andet, en anderledes måde (end normen) at være i verden på. Høj begavelse er der ikke ret mange der ved noget om (de fleste kender kun jantelovs-delen “så du siger du er klogere end mig”, herunder størstedelen af hele PPR apparatet. Been there, done that, got the t-shirt.

I skolevægring vol. 1 brugte jeg en ikke så ubetydelig del af min tid på at oplyse de fagpersoner der var tilknyttet vores sag om den høje begavelses natur ,og i særdeleshed hvilke udfordringer der følger med. Hyperintensiteter, asynkron udvikling, høj retfærdighedssans der virkelig kan skabe problemer i skolegården, læring der skal foregå på en helt anden måde end de uendelige gentagelser elever bliver undervist på i skolen. Og og og og og. Den liste er lang. Det er sjældent en god idé at gøre fagpersoner opmærksom på at de mangler viden, især når man jo faktisk gerne vil samarbejde, men opdager at dem man skal samarbejde med ikke ved noget som helst om det problem du står med. Det skaber utryghed og frygt (i mig), og den vej behøver jeg ikke gå to gange, jeg har jo faktisk set hvad systemet her i kommunen kan - og desværre ikke kan.

Den anden vej er hjemmeskole, og det virker ved første øjekast som en nem og rigtig løsning. Jeg HAR jo allerede etableret en ret velfungerende og succesfuld hjemmeskole med et barn i fuld trivsel igen, så hvad er problemet? Jo problemet er at jeg, som jeg skrev tidligere, har to forskellige børn, og derfor befandt jeg mig pludselig i et rent ud sagt helvede, for hvorfor kan jeg ikke. bare tage min datter hjem?

Nej tak til hjemmeskole

“WHAT?” tænker du måske? Hvorfor pokker ikke bare tage hende hjem i trygge rammer, det er da så oplagt? Jamen fordi, som jeg skriver, mine to børn er forskellige. Ligesom de har haft behov for to forskellige skoleliv, så har de også behov for to forskellige løsninger på skolevægring. Jeg kunne godt tage hende hjem, jeg kunne også godt undervise hende i hjemmeskolen og jeg kunne sikkert få det til at fungere, men det ville ikke være den rette løsning. Ikke lige nu i hvert fald.

Min yngste datter stortrives i faglige fællesskaber, hun er en rigtig “skoleelev”. Når hun rækker hånden op går skulderen nærmest af led, så hurtigt flyver armen i vejret. Hun ELSKER viden, det gør min store pige også, men den lille elsker viden på skolemåde, hvor min ældste datter har veto mod alt der minder om skole. Kopiark, mig der går i lærer-mode, skriveøvelser … i hjemmeskolen gentænker vi hele måden at lære på og arbejder mest med unschooling tilgangen til læring, hvilket virker fuldstændig fantastisk med hende. Men ikke den lille. Hun skal have noget helt andet, og det var først i en telefonsamtale med min veninde for ganske kort tid siden det gik op for mig hvad løsningen på skolevægring vol. 2 det er.

Den tredje mulighed

Min veninde har også lige været igennem et meget opslidende skolevægringsforløb med sin søn, der er blevet gjort så enormt forkert for at reagere på en skoleramme der ikke passer til ham. Han er blevet beskrevet stolte op og stolpe ned som “PDO” af de fagpersoner der har været omkring ham. Klip til 1,5 år senere hvor han nu er udredt og har fået en diagnose. Så meget for “PDO”. Min venindes søn er nu startet på en online skole, og er pludselig totalt modtagelig for læring igen, fordi han er i en skoleramme hvor han kan trække vejret, hvor han bliver set, mødt og hørt, hvor der er plads til den fantastiske hjerne han har, og jeg har hørt ham fortælle med sine egne ord hvad den her online skole gør for ham, og da jeg hørte hans fine søde stemme fortælle med begejstring om hvordan han igen er blevet en glad skoledreng kunne jeg pludselig se at det er præcis det min datter skal.

Jeg er selv lærerstuderende, og jeg har selv været så ekstremt heldig at jeg har fået lov at have størstedelen af mine praktikker på onlineskolen.eu. Online skoler er udskældte på lærerseminarierne og også blandt mange fagfolk der arbejder med børn. “Alle børn fortjener at komme ud i et fællesskab og opleve venskaber og …” siger de. Hvem kan være uenig i det? Men som verden ser ud lige nu, så har vi over 11.000 børn der ikke oplever de fantastiske fællesskaber, og hvis man tager mit yngste barn som eksempel, mit stille barn der skriger indad, så er det tal helt sikkert væsentligt højere.

Nogle af de elever jeg har haft æren af at møde i mine praktikker, de har også haft skolevægring, er blevet udstødte, udskammede, mobbede. Nogle af dem er højt begavede, andre har diagnoser, nogle var bare støjsensitive, andre har bare haft forældre der tidligt har set at deres barn ikke skulle sidde i en klasse med 24 andre elever og 1 lærer, dårlig akustik, dårligt indeklima, lærerflugt, mange vikarer, dårlig tid til forberedelse og relationsdannelse, fortsæt selv listen. Jeg har haft en læringsfest uden lige med de elever og de lærere jeg har arbejdet sammen med, og jeg kan helt personligt mærke på mit nervesystem, at jeg langt bedre kan være til stede som hele mig i en online klasse på zoom, hvor vi kan have livlige diskussioner om demokratiet eller lave en fælles analyse af en mystisk tegnefilm i dansk. Dem der siger at online skoler ikke kan give børn et fantastisk skoleliv, de har stadig til gode at opleve hvad online skoler faktisk kan udrette og skabe

D. 1. januar starter min yngste datter i fuld. 1. klasse på en online skole. Hun skal gå i skole herhjemme, men hun skal ikke gå i hjemmeskole. Til gengæld skal hun gå i skole i en tryg ramme, hvor der ikke er drillerier, larm og støj, og hvor hun kan få fuld glæde af et fagligt fællesskab hvor hendes skøre skønne hjerne hører hjemme.

Så det er det vi skal. Og hvorfor så først til 1. januar? Jamen meget kan man så en SU, men jeg kan ikke betale til 2 privatskoler på en gang, så jeg venter på opsigelsesperioden er slut på den ene skole, så hun kan starte på den anden skole, og den pause er nok i sidste ende en god investering i et nervesystem der kan falde til ro, og så hygger vi lidt ekstra i hjemmeskolen med vores midlertidige elskede ekstra elev.

Ikke okay

Det lyder jo altsammen godt, men sandheden er at jeg er fuldstændig ødelagt indeni. Jeg er dybt ulykkelig over at mit barn nummer 2 skulle igennem det samme som mit barn nummer 1. Ja, jeg er blevet mere erfaren, men det ændrer ikke på at jeg igen overså et barn fordi jeg simpelthen så gerne ville den lykkelige fortælling om glade børn i det glade fællesskab. Jeg har svigtet.

Det var ekstremt hårdt at tage min datter i hånden, aflevere hende til “farvel time” i mandags, pakke alle hendes ting ned, putte gummistøvler, regntøj, skiftetøj tegninger og Halloween-masker i en stor pose, se hende kramme alle sine venner, ikke vide hvad jeg rigtigt skulle sige til skolens vokse og samtidig bare mærke tårerne brænde fra maven, op i halsen og på indersiden af øjnene.

Den sidste uge har jeg grædt i hemmelighed i alle de små tidslommer jeg har haft. Mine børn har ikke set hvor mange tårer der er er blevet grædt, og ingen har set hvor mange tårer jeg har undertrykt og holdt indeni. Jeg har et kæmpe studiepres lige nu, og hver gang jeg sætter mig og kigger på min skærm, så flyder mine øjne over, for det er også der jeg har to minutter til at mærke hvordan mit flossede nervesystem egentlig har det. Jeg er så ked af det. Der er en vej, ja. Der er en løsning, ja. Jeg tror endda det er en virkelig god og rigtig løsning, men jeg har også et barn der nåede at gå i stykker, jeg har et barn der ikke blev set, hverken af skolen eller af mig, og jeg har et barn der længe vil være mærket af de seneste måneders forløb hvor hun faktisk, med det sprog hun havde til det, har råbt alle omkring hende op, og ingen har lyttet. Den skal jeg æde og den sidder jeg med i de her dage.

I dag har jeg det bedre end i går, men jeg er stadig i en form for chok og tid må gå før jeg lander igen. Det er ikke en konstant tilstand. Jeg går ture, jeg har gode samtaler med gode mennesker, jeg kan godt fungere til sociale ting, men sorgen bor i mig og tårerne mærker jeg hele tiden på indersiden. Det vigtigste lige nu er at tage mig rigtig godt af begge mine børn, få nået det jeg skal på mit studie, og når jeg får råd til det, så skal jeg besøge en psykolog eller noget traumebehandling og helt sikkert noget kropsterapi, for der er ikke en eneste muskel i min krop der ikke er overspændt. Den tid den hovedpine. Et minut ad gangen.

Heldigvis er jeg omgivet af søde mennesker der lægger øre og skulder og hjerte og kram til, og jeg føler mig ikke så alene. Selinna er allerede begyndt at spire igen, langsomt, men den rigtige vej, og vi krammer herhjemme som vi aldrig har krammet før.

This too shall pass, men hood kæft hvor er det hårdt at stå i igen. Jeg vidste godt at Skolens Tabte Børn ikke kommer til at gøre en forskel for vores egne børn, det vidste vi alle godt, men hvor vil jeg dog ønske at den kommer til at gøre en forandring for alle andres børn så hurtigt som absolut muligt, for det her, det fortjener ingen. Hverken børnene, deres forældre, deres fagpersoner og vores allesammens store fællesskab: samfundet.

Ønsker du at lære noget om hvad du konkret kan stemme for til det kommende kommunalvalg, så tag udgangspunkt i vores, Forældrekommisionens, 11 anbefalinger, dem finder du her:

I mellemtiden, send love og overskud i min retning. Jeg kæmper lige nu, jeg skal nok komme igennem det, der er en vej, mine børn kommer også igennem det, men jeg er flosset og ked af det og der er stadig tårer der skal grædes før jeg rejser mig igen.

Jeg lader op, jeg spiser alt for usundt lige nu, mit hjem roder mere end jeg bryder mig om og jeg synes økonomien fylder for tiden. Alt for mange forældre ved hvordan det her føles. Men jeg er samtidig stærk og jeg har ressourcerne til at klare det her også. Det ved jeg heldigvis.

Vær blide mod hinanden derude, der findes mennesker der kæmper en kamp du slet ikke kender til, og måske aldrig lærer at forstå. vil du forstå min bedre, så sæt dig med en kop te og se Skolens Tabte Børn på DR, og byt mit store barn ud med det lille, så er du cirka med <3