Hej. Velkommen til,

Frejamay November

| leverpostej exotic |

Solomomboss til 2 piger.
Livsglad, normkritisk, feminist og minimalist. Jeg hjemmeunderviser højt begavet barn på
morskolen.dk og podcaster på Helle for familien podcast.

Hope you have a nice stay!

Guide til online skole: Alt du bør vide, før dit barn starter

Guide til online skole: Alt du bør vide, før dit barn starter

Foto: Privat

Selvom de fleste børn i Danmark trives, er der en voksende gruppe, som mistrives i folkeskolen. Det har åbnet dørene for flere online skoler, hvor børn kan lære på alternative måder, få individuel støtte og opleve undervisning i et trygt og fleksibelt miljø.

Mit udgangspunkt for at skrive dette blogindlæg er, at jeg er 100% digitalt lærerstuderende ved UC Syd, og i mine praktikker underviser jeg blandt andet på en online skole. Når jeg ikke læser til lærer, er jeg fuldtids-alene-hjemmeskolemor for mine børn, som både går i online skole og i hjemmeskole. De har ingen diagnoser, men er testet højt begavede. Jeg har derfor dobbelt indsigt i livet med online skole: både som lærerstuderende og som mor til børn med neurodivergens, der ikke kunne rummes i den traditionelle skole.

Dette blogindlæg er primært skrevet til forældre der skal træffe beslutning om deres barn/børns skolefremtid, og målet med dette blogindlæg er, at du bliver klogere på online skoler, økonomi og muligheder, så du kan træffe et oplyst valg for dit barn. Næste afsnit handler om vores egen historie, den kan du bare hoppe over hvis du vil direkte videre til viden og info om online skoler.

Her er vi, min søde mor har lige sneget sig med på billedet her. Foto: Privat

Vores egen historie - derfor går mine børn i hjemmeskole

Du kan søge i denne blog under emnerne “mistrivsel”, “skolevægring” og “højt begavet”, hvor du vil finde et hav af blogindlæg om vores egen historie. Du kan også se DR dokumentaren Skolens Tabte Børn, som vi medvirker i. Derfor opsummerer jeg bare vores historie ganske kort i dette afsnit, så du kender mit udgangspunkt for overhovedet at skrive dette indlæg.

For 4 år siden læste jeg tv - og medietilrettelæggelse på journalisthøjskolen i Emdrup. Livet var fedt, drømmeuddannelse, solomomboss, barn 1 var startet på en friskole og barn 2 gik i børnehave. Klip til at livet pludselig ikke var så fedt mere, fordi min ældste datter fik det sværere og sværere i sin skole. Til sidst blev hun ringet hjem hver dag kl. 8.45 og havde som 7-årig mistet lysten til at leve. Efter en tur gennem kommune, PPR, familiecenteret, familiebehandler, BFU som konkluderede at min datter skulle i specialtilbud, kunne jeg se at i takt med at flere og flere fagpersoner blev involveret i min datters mistrivsel, så blev min datters mistrivsel værre. Vi sad flere og flere menensker rundt om de runde borde, men det havde nul procent effekt på min datters trivsel, og da jeg til sidst sad til møde med en utrolig nedladende PPR-psykolog og tænkte “er det HAM der skal få os ud af det her mareridt?”, så tog jeg en beslutning der har forandret vores liv.

Det første jeg gjorde var at google hvad man kunne læse online, så jeg kunne have mit barn hjemme og selv overtage det fulde ansvar for hendes trivsel og uddannelse. Til min store overraskelse kan man læse til lærer, og jeg søgte derfor ind på læreruddannelsen og kom heldigvis ind. Det var med temmelig meget is i maven jeg sagde min studieplads på DMJX op inden jeg var sikret en plads på lærerstudiet, men jeg kom heldigvis ind.

Jeg var alt andet end sikker på at det kunne lykkes mig at få min datter i trivsel og samtidig læse til lærer på fuldtid, men jeg var nødt til at forsøge før jeg gav op. Nogen var nødt til at hjælpe min datter, og systemet hjalp i hvert fald ikke - tværtimod.

3 år gik der, min datter kom i fuld trivsel, og vi har fået bygget en ret fed hjemmeskole hvis jeg selv skal sige det. Hjemmeskolen har sin egen hjemmeside, den kan du følge med i lige her. Min yngste datter startede på en lille privatskole. Jeg har to meget forskellige børn med meget forskellige behov, og jeg var sikker på at en lille skole med trygge rammer var det bedste for min yngste datter. Omkring efterårsferien sidste år ændrede vores liv sig så drastisk for 2. gang, da min yngste datter også havnede i skolevægring med et brag. Jeg gjorde kort proces, udenom kommune og system, og besluttede at tage min yngste datter hjem i vores hjemmeskole også.

Ja, online skole livet kan været ret sjovt! Foto: Privat

Hvorfor så ikke bare fortsætte med hjemmeskolen? Hvorfor overhovedet starte på en online skole?

Ja det er et godt spørgsmål, og mit svar bliver at vi mennesker har helt forskellige behov, og hele dynamikken i hjemmeskolen ændrer sig når der kommer et barn mere, derfor har jeg taget et meta-kig på hvad det er for et skoleliv og barndom jeg ønsker for mine børn. Den yngste trives rigtig godt i noget mere traditionelt skole-læring-ramme, hvor den ældste trives ufattelig godt i en unschooling-ramme. Jeg har skrevet om hvad unschooling er lige her. Så skal jeg dele mig i to, eller er der andre veje at gå?

I mellemtiden er min venindes søn, som også var endt i massiv mistrivsel i sin skole, startet på en online skole, og hun var begejstret for skolerammen. Hendes søn var pludselig blevet glad for at gå i skole igen og følte sig endda både set, hørt og mødt som den han er. Det talte til mig, og jeg besluttede at min yngste datter skulle starte i fuld. 1. klasse på samme skole som min venindes søn, Skolen Fri. Jeg læste lidt videre på skolens hjemmeside og opdagede at de også har en Minecraft klasse, hvor al undervisning foregår via læringsplatformen Minecraft Education. Begge mine børn (og jeg) elsker at bygge i Minecraft, og da der er fokus på samarbejde og læring i Minecraft klasserne besluttede jeg mig for at min ældste datter skulle starte der. Det er nu 1,5 uge siden hun er startet, og da Minecraft timen sluttede i morges sagde hun “mor, det er den fedeste skole jeg nogensinde har gået i, jeg glæder mig bare til at komme i skole hver eneste dag”. Det er det samme barn som stadig er så panisk angst for kopi-ark, fordi det minder hende om den skolegang der endte med at traumatisere hende. Det tog mig 6 måneder i hjemmeskolen overhovedet at få hende til at arbejde med læring igen efter jeg tog hende hjem.

Online skolen letter også mit arbejde som hjemmeskoleindehaver og alene-voksen (og fuldtidsstuderende, blogger på 2 blogs mv.), så det er selvfølgelig også en investering for mig ift. at frigøre mere tid til mit studie, til mig selv og til andre projekter. Og så må jeg bare sige at jeg suger inspiration til hjemmeskolen til mig fra online skolen, ligesom jeg gør fra mit studie. Win-win-win.

Som du nok kan fornemme, så har jeg en masse at fortælle, men nu skal resten af bloggen handle om at klæde dig på med en masse viden om online skole, sådan så du kan gå videre herfra på et oplyst grundlag, og derfra tage en beslutning når det komme til dit barns uddannelsesmæssige og trivselsmæssige fremtid.

Foto: Privat

“Hvornår giver online skole mening – og hvornår er barnet klar?”

Hvis du overvejer, om online skole kunne være godt for dit barn, men i virkeligheden er nysgerrig på følgende, så læs mine erfaringer og refleksioner under de her spørgsmål:

– Hvornår giver det mening at begynde, hvis barnet er sygemeldt med en belastningsreaktion?
– Hvornår har barnet det “godt nok” til at starte noget op igen?
– Kan det give mere ro – eller mere pres – at få lidt indhold i en uge, der ellers er helt åben?
– Er det muligt, at barnet faktisk får det bedre af en blid indtrapning?
– Eller kommer det helt an på, hvornår barnet selv viser interesse for læring igen?

Når børn er i belastning, stress eller mistrivsel, lukker hjernen reelt ned for indlæring. Det er ikke et spørgsmål om vilje eller motivation, men om neurobiologi. Først når barnet oplever tryghed og regulering, kan læring finde sted. . og det tager TID. Noget der synes at være en mangelvare på alle hylder i det samfund vi har skabt os. Derfor giver det ikke mening at presse skole “på plads”, før trivsel er genoprettet – men det kan give mening at arbejde med blid, fleksibel indtrapning, når barnet selv viser tegn på nysgerrighed eller overskud.

Da jeg tog min datter ud af skolen lavede vi INTET skoleagtigt før et halvt år inde i hjemmeskolen. Jeg meldte klart og tydeligt ud til vores tilsynsførende at vi havde en god portions reparationsarbejde at komme i mål med inden vi overhovedet kunne tage hul på noget der minder om skole. Det var vores tilsynsførende fuldstændig med på. Her 3 år senere kan jeg stadig ikke lægge et kopi-ark med skoleopgaver foran min datter uden at hun får en nedsmeltning, hun er traumatiseret af den gamle skoleramme, og derfor arbejder vi med næsten alt andet end “skole-agtig” skole. Til gengæld elsker hun at lære og kaster sig ud i både børnepraktikker og opgaver vi opfinder med kæmpe ildhu og nysgerrighed.

Min datter havde nok været klar til Minecraft klasse allerede et år efter jeg tog hende hjem og startede hjemmeskolen, men jeg vidste ikke det fandtes, og hendes motivation for at starte i Minecraft klasse her i starten af 2026 er kæmpestor, og måske er det også derfor vi har så meget succes med det. Hun elsker fællesskabet, læreren, måden at arbejde med læring på og hele rammen for undervisning.

Personligt ville jeg ikke presse et stresset barn der ikke selv havde et ønske om at starte. Det kan være frustrerende at vente, men tiden er givet så enormt godt ud. Og er der en lille interesse kan man måske starte med noget man VED barnet elsker og vil have en fest med, og derfra bygge mere på når barnet har motivation og interesse. Tilliden til skolen er brudt når et barn har været i mistrivsel og langvarig ufrivilligt skolefravær, og vi SKAL investere tid og masser af tillidsopbygning før vi starter på noget nyt.

Min yngste datter stoppede i skolen omkring efterårsferien 2025 og her i januar 2026 er hun startet på den online skole i fuld. 1 klasse. Men jeg tog hende også ud med det samme hun røg i skolevægring i sin skole, hvorimod jeg lod min ældste datter være i systemet alt for længe. Derfor er det også to meget forskellige forløb.

Foto: Privat

Hvad er online skole?

Online skole er en skole hvor al undervisningen foregår online. Undervisningen foregår typisk via zoom eller teams, hvor læreren logger på, og hvor alle eleverne sidder hjemme hos dem selv og følger med i undervisningen. Klasserne er ofte mindre end i folkeskolen, der er ro, ingen larm og afbrydelser, og på alle de online skoler jeg har kendskab til, er det frivilligt om man vil deltage med mikrofon og kamera tændt eller ej, om man vil sige noget i timerne eller ej eller om man vil deltage eller ej.

Som lærer kan det være svært at følge med i elevernes udvikling når man aldrig ser eller hører eleverne, og her er et godt samarbejde med forældrene et redskab man kan bruge. Omvendt så er der mange elever der får rigtig meget ud af bare at lytte til undervisningen, selvom de ikke er med på kamera og mikrofon, og så løser de opgaver i stilhed eller i breakoutrooms hvor men er 1:1 med sin lærer og har mulighed for at guide og sparre på opgaverne og undervisningen.

En af de ting jeg selv som lærerstuderende er nysgerrig på, det er hvordan man skaber følelsen og oplevelsen af fællesskab når eleverne sidder alle mulige steder i verden, og ofte har mikrofon og kamera slukket. Jeg har skrevet en opgave som er blevet udgivet på UC Syd om netop det emne i faget dansk, som du kan læse lige her. Det korte svar er, det kan du sagtens! I planlægningen af undervisningen kan du tænke både fællesskab og samarbejde ind, også selvom eleverne kun indirekte arbejder sammen. Blandt andet ved at bruge læringsplatform som Padlet, som jeg selv er kæmpe fan af i min undervisning, er det muligt at skabe en “klasse-følelse” og motivere eleverne til deltagelse, også selvom det for nogle elever kan være svært at være “på” online. Det her blogindlæg burde være en bog, jeg kan allerede mærke det. men det bliver det altså ikke i første omgang.

Et par vigtige forskelle fra den fysiske traditionelle skole jeg både som lærerstuderende og som mor har noteret mig.

I folkeskolen har en lærer i gennemsnit 2 minutter pr. elev. pr. time, og ofte går der en del tid før alle har sat sig og roen har indfundet sig i klasselokalet, det har jeg observeret på flere forskellige folkeskoler i alle klassetrin over længere perioder gennem mine praktikker. Timerne er kortere i online skoler end de er i folkeskolen, og eleverne taber intet ved at timerne er kortere. Der er ingen larm, du skal ikke have ro på klassen, alle sidder klar og venter på at læreren går i gang. Undervisningen er koncentreret og fokuseret og fagligheden er høj. Der er varierende elevdeltagelse i online skoler, ligesom der er i folkeskolerne, men det er muligt at få de fleste med og arbejde med sin undervisningen, skabe tryghed og øge elevdeltagelsen, ligesom det er i folkeskolen.

Det er ingen mobning på online skoler, men det er stadig muligt at skabe elevrelationer elever i mellem, ligesom det er muligt at skabe et klassefællesskab, hvis det også er et fokus man inddrager i sin forberedelse som lærer.

Hvilke elever er online skolen for?

Du vil møde ligeså forskellige elever i online skoler som du vil møde forskellige børn ude i resten af verden. Der er børn der går i hjemmeskole, som mine. Så er der børn der har været i mistrivsel/skolevægring, som mine. Så er der børn der er elitesportsudøvere der bor i udlandet og skal passe en dansk skole. Så er der børn med forskellige diagnoser. Så er der børn der er højt begavede. Så er der børn der rejser med deres forældre/forældres arbejde og derfor går i online skole. Så er der børn der er blevet mobbet og derfor går i online skole. Så er der børn der bare helst ville i online skole og så er der de 1000 andre jeg ikke har nævnt.

Foto: Privat

Hvad er Minecraft klasse?

En Minecraft-klasse bruger Minecraft Education, en særlig udgave af det populære spil Minecraft til skolebrug, som fremmer kreativitet, samarbejde og problemløsning. Fagene integreres i spillet, så eleverne kan lære matematik, naturfag, historie og meget mere gennem spændende opgaver og projekter.

I sidste uge i min ældste datters Minecraft klasse (4. - 6. klasse) havde de om Atlantis, og herefter om Rungholt, som var en dansk handelsby der forsvandt under havet på en enkelt nat efter en voldsom storm. Det anede jeg f.eks ikke, og kan kun lyde historisk smart fordi jeg lyttede med med et halvt øre til min datters Minecraft undervisning. Opgaven blev så at eleverne skulle se et billede fra handelsbyen og derefter se om de kunne bygge deres eget hus fra den tid med den byggestil i Minecraft Education. Her skal man både arbejde alene, overholde nogle gode regler og arbejde i hold og lære at hjælpe hinanden. Jeg er dybt imponeret over hvordan læreren fasciliterer undervisningen og jeg har aldrig haft så skoleglad en datter som jeg har nu.

Her har min datter bygget kunstmuseet Aros. Foto: Emmalia Lindholt

Eleverne arbejder både individuelt og i grupper, bygger, undersøger og dokumenterer deres læring med spillets indbyggede værktøjer. Det gør det muligt at visualisere abstrakte koncepter, skabe sociale oplevelser online og engagere børn på tværs af fag og kompetencer.

Foto privat

Hvordan arbejder man med praktiske fag i en online skole, som f.eks fysik/kemi?

Selvom man ikke sidder fysisk i et klasselokale, kan praktiske fag som fysik og kemi stadig opleves og læres online. Mange online skoler bruger eksperimenter derhjemme, bruger simulationsprogrammer, vider videoer, arbejder i virtuelle laboratorier og digitale værktøjer, så eleverne kan observere, teste og dokumentere resultater. Jeg har selv læst geografi, biologi og fysik/kemi på HF online, og de fleste ting kunne vi lave derhjemme ved at læse og arbejde med videoinstruktioner, se videoer og simulationsprogrammer.

Fokus er på forståelse og nysgerrighed frem for blot at følge en opskrift. Læreren guider online, stiller spørgsmål og hjælper eleverne med at reflektere over deres observationer. På den måde kan eleverne arbejde med eksperimenter, logge resultater og diskutere koncepter, selvom undervisningen foregår hjemmefra.

I sidste uge havde min yngste datter om atletik i idræt i sin 1. klasse, og hun havde både opvarmning, længdespring og kuglestød herhjemme, hvilket resulterede i flyvende bamser i alle retninger, løb frem og tilbage i hele hytten og kæmpe energi der sluttede med fælles stopdans. Min datter havde en fest, og det havde jeg virkelig også.

Foto: Privat

Hvordan får man sit barn i online skole sådan helt lavpraktisk?

Der er mig bekendt ingen ventelister og du kan starte de fleste mandage året rundt.

Hvis du gerne vil hjemmeskole dit barn er det ikke noget du skal spørge om lov til. Retten til hjemmeundervisning i Danmark er forankret i Grundlovens § 76, som fastslår, at forældre selv kan stå for børns undervisning, så længe den står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. Der er undervisningspligt, ikke skolepligt, og hjemmeundervisning kræver blot skriftlig anmeldelse til kommunen.

Hvis du ønsker at dit barn skal gå i en online skole, så skal du gøre som ovenfor og derefter kontakte den online skole dit barn skal starte på, og så hjælper de dig med resten. De online skoler er gode til at hjælpe og de kender helt sikkert til situationer som lige netop du står i, hvadenten du har barn i mistrivsel, barn med diagnose, barn uden diagnose eller bare bor i udlandet og gerne vil have dit barn på en online skole. Der er så mange muligheder.

Fuldtid eller deltid i online skole?

Dit barn kan gå i skole på alverdens måder: i fuldt skema, altså eksempelvis en fuld. 1. klasse, som min yngste datter går i, dit barn kan bruge en online skole som supplement til nedsat skema, det kan også være I er flyttet til Spanien på grund af dit arbejde, og du ønsker at din søn eller datter skal holde sit dansk ved lige, så kan du købe et enkelt fag. Der er flere online skoler der samarbejder med kommuner, men det har jeg ikke den store viden omkring, kontakt derfor den online skole du er interesseret i og få deres hjælp til at hjælpe dig videre.

Tilsyn ved hjemmeundervisning / online skole

Når man hjemmeunderviser, fører kommunen tilsyn med undervisningen for at sikre, at børnene får en forsvarlig undervisning. Det betyder ikke, at børnene skal være på samme niveau som jævnaldrende i folkeskolen, og det betyder heller ikke, at der automatisk skal afholdes prøver hvert år – det er op til kommunen.

Kommunen udpeger typisk en tilsynsførende, ofte en skoleleder fra distriktsskolen (det er det i vores tilfælde herhjemme), som besøger hjemmet eller mødes et andet sted for at se, hvordan undervisningen foregår. Den tilsynsførende skriver en rapport, som kommunen bruger til at vurdere, om undervisningen lever op til kravene. Som hjemmeunderviser har man ret til at få en kopi af rapporten.

For at få en god oplevelse med tilsynet er det en god idé at:

  • Snakke med den tilsynsførende på forhånd om, hvordan tilsynet skal foregå.

  • Dokumentere undervisningen, fx med materialer, dagbog over aktiviteter, ture eller projekter. Vi dokumenterer delvist på en lukket instagram-profil hvor vi laver videoer og viser billeder af vores hverdag, som en slags skoledagbog.

  • Lave en undervisningsplan med mål for fagene, så man tydeligt kan vise, hvad barnet arbejder med (det gør vi ikke, men jeg nævner det blot fordi mange arbejder på den måde).

Tilsynet handler først og fremmest om dialog og samarbejde, ikke kontrol. Det skal give både forældre og barn tryghed og en chance for at vise, hvordan læring foregår i praksis. Går dit barn i en online skole så kan den online skole hjælpe med at dokumentere barnets fremskridt og sørge for, at undervisningen står på mål med det elever lærer i Folkeskolen, og dermed har samme muligheder som alle andre for at komme videre i uddannelsessystemet. Husk at du i Danmark har metodefrihed og derfor kan du sagtens arbejde med læring ud fra unschooling principper, ligesom vi gør herhjemme når pigerne er færdige med deres online skole.

Foto: Privat

Forældrenes rolle: hvor meget skal man hjælpe, sidde ved siden af og støtte barnet?

Som lærerstuderende har jeg primært haft udskolingen, og her er eleverne 100% selvkørende. Som mor har jeg en datter i 1. klasse og en datter i 4. klasse Minecraft klasse. Min ældste datter er 100% selvkørende, her skulle jeg kun vise hende hvordan man logger på, og forudindtaste koderne til skolen 1 gang, så havde hun helt styr på det. Men …

I de mindre klasser, der er jeg altså en del mere på end jeg havde regnet med. Vi er stadig der hvor min datter vil sidde i min dyne på mit soveværelse, og den første dag ville hun slet ikke sige noget. Nu er vi i gang på 3. uge og hun er mere og mere selvkørende, men jeg skal lige have et halvt øre med, så jeg laver mest praktiske ting mens hun er i skole, for jeg kan ikke fordybe mig i eksempelvis mit eget studie mens hun bliver undervist. Jeg tænker at det med tiden kommer til at ændre sig, men lige nu er jeg meget på. Så er der et link der lige driller, så forstod min datter måske ikke helt opgaven og skulle lige have forklaret opgaven igen, så skal der printes noget ud (det står som regel i årsplanen og man kan printe forud, men så fremme i skoene er jeg ikke altid at jeg får tjekket årsplaner forud for hver eneste time). Så her skal man lige indregne at der i hvert fald er en opstartsperiode hvor man måske skal sidde med 100% af tiden. Jeg kan klart mærke en forskel fra prøveugen til nu hvor hun har været i gang i 3 uger og jeg satser på at den udvikling fortsætter i samme retning i takt med at min datter bliver mere og mere tryg i sin klasse.

Når det er sagt vil jeg sige at jeg oplever lærerne, både på min datters skole og på den skole hvor jeg selv er i praktik, som enormt inkluderende, enormt rummelige, enormt tryghedsskabende og enormt tålmodige, uden undtagelse. Der er virkelig rart at være i alle de klasser jeg har været i, både som mor og som lærerstuderende, og det er selvfølgelig noget eleverne også kan mærke med det samme.

Foto: Privat

Kan man arbejde uden for hjemmet samtidig med online undervisning?

Ja og nej. Se mit svar ovenfor. Jeg ville ikke kunne arbejde udenfor hjemmet med den yngste lige nu, og det ville jeg heller ikke være tryg ved det næste lange stykke tid, men med den store ville jeg sagtens kunne det. Det er nemt for mig at sidde og have en holdning til hvad man burde og ikke burde gøre, faktum er at alle familier er forskellige, og hvis en løsning er at barnet er i online skole mens man selv er afsted, også i de mindre klasser, ja så kan det være at det er den rette løsning i en periode. Der kender man sit barn bedst selv og ved hvilke rammer og hvilke aftaler man kan lave. Det kommer an på hvilket barn man har og hvor lang tid det drejer sig om, og det vil jeg mene er forskelligt fra barn til barn og familie til familie. Men når jeg nu, gennem samtaler med hundredevis af familier om skolevægring de seneste 3 år har set hvor presset familier kan blive af systemsvigt, så er det her klart en løsning der er værd at foretrække. Forstår du hvor jeg vil hen med det jeg skriver?

Foto: Privat

Faglighed og materiale - skal man som forældre selv sørge for bøger og hæfter?

Jeg kender ikke alle online skoler i detaljer, men de fleste tager udgangspunkt i folkeskolens formålsparagraf samt lærings- og kompetencemålene i faghæfterne fra emu.dk. Det er min opfattelse at de fleste lærere på online skoler er læreruddannede og er vant til at arbejde med læringsmål og børns faglige udvikling. Så hvis du leder efter tryghed i “om de lærer nok”, så er en online skole et rigtig godt svar på det spørgsmål, da det ofte er det de er sat i verden for at sikre, selvom man måske har et barn der er udfordret i folkeskolen. Jeg kan for egen regning sige, med et barn i fuld 1. klasse, og som lærerstuderende at jeg er helt sikker på at eleverne i hvert fald bliver undervist i “nok”, men at jeg også oplever at eleverne lærer rigtig meget fordi der netop er ro til at lære.

Materialet står skolen for, du får adgang til læringportaler, film, arbejdshæfter mv. gennem skolen. Det kan være en fordel hvis du vakler mellem hjemmeskole og online skole. I hjemmeskolen skal du selv stå for alle materialer og adgang til fagportaler. Her kan du evt. melde dig ind i Fri Læring, hvor man går sammen med flere hjemmeskoler om at købe adgang til fagportaler. I en online skole er det den online skole der står for adgang og materialer, og det indgår i det beløb du betaler for dit barns skolegang. Jeg er eksempelvis ikke medlem nogen steder som hjemmeskolemor, men gennem mit studie som lærerstuderende har jeg adgang til et hav af portaler, og har derfor en fordel i vores hjemmeskole.

Materialer og hvad eleven skal bruge til hvilke timer findes i skolens årsplan, hvor jeg som forældre selv kan printe og sørge for at computerne er logget ind de rigtige steder, så det er nemt for barnet at tilgå links, videoer mv.

Afgangseksamen - kan man få det på en online skole?

Hos online skoler som Skolen Fri eller Skolen Online kan elever forberede sig grundigt til Folkeskolens Afgangsprøver (FSA). Selve prøverne kan ikke afholdes direkte i den online skole, men foregår i samarbejde med din kommune eller en fysisk skole, så du kan få et officielt afgangsbevis på samme måde som andre elever i Danmark. Online skolen hjælper dig med pensumlister, undervisning, øvelser og vejledning, så du er klar til prøverne, når det bliver tid til afgangsprøven.

Her lånte lillesøster storesøster fordi der skulle arbejdes med perspektivering og fotos i billedkunst i 1. klasse. Foto: Privat

Sociale aspekter - hvad med det sociale og fællesskabet på en online skole?

Det er klart at elever i en online skole ikke indgår i sociale fællesskaber i skolen på samme måde som man gør det i folkeskolen, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting hvis du spørger mig.. Nu er det mit blogindlæg, så jeg tillader mig et stille mig kritisk overfor den umiddelbart universelle sandhed om at “fællesskabet” (the one and only) i folkeskolen er så godt for alle som vi gør det til.

For nogle børn kan de traditionelle sociale rammer være stressende, krævende eller uoverskuelige. Online skole kan derfor skabe et trygt og roligt læringsmiljø, hvor er der er plads til mange af de børn folkeskolen pt. ikke kan rumme. Min ældste datter var et af de børn. Klokken 10 hver formiddag var hendes sociale batteri totalt brændt af. Hun foreslog selv skolen at hun kunne blive inde i frikvartererne fordi hun er bevidst om at hun lader op når der er ro og få omkring hende, hvilket blev afslået “fordi fællesskab og relationsdannelse”. Resultatet blev at hun slet ikke kunne gå i skole længere og var 100% ekskluderet fra fællesskabet, ligesom hun var for ødelagt til at fortsætte i sine fritidsaktiviteter. Vi er nødt til at forstå at ligesom vi voksne agerer forskelligt i fællesskaber, så gør børn det altså også.

Online skoler har stadig et stykke vej at gå i forhold til at skabe fællesskaber, men de er godt på vej. Man kan skabe virtuelt læsehjørne hvor man kan mødes om bøger, man kan lave gruppemøder, lave samarbejdsprojekter onlilne, arbejde i chatrum eller lave interessebaserede online klubber. For børn der mistrives i den traditionelle sociale ramme kan online fællesskaber være langt mere inkluderende end den traditionelle skoleramme, og den nuance synes jeg ofte mangler når man kritiserer online skoler for ikke at give børn et fællesskab.

I sidste uge var min datter til time i (vistnok) kristendom. Pludselig forlod hun timen og hentede sin kæphest og skyndte sig tilbage igen. Kort efter skyndte hun sig ind på sit værelse efter en kæphest mere, og hun smilede over hele hovedet. Da jeg gik ind for at se hvad der foregik så fortalte hun at hun og en anden klassekammerat havde opdaget - helt uden at forstyrre timen - at de begge to var glade for kæpheste. Ingen dialog, ingen larm i klassen, bare stille kommunikation via webcam hvor de skiftedes til at hente flere og flere heste og samtidig lyttede til læreren fortælle om Gud. Det var så fint at opleve og da timen var slut sagde min datter “mor, jeg tror mig og X er blevet venner nu”.

Men hvad med venner?

For at komme en kritik i forkøbet er vi nødt til at brede “relationer, social dannelse og social udvikling” lidt ud. Børn lærer ikke kun at indgå i fællesskaber i folkeskolen. Det første sted de lærer noget om relationer og fællesskaber er i familien. Den nære familie og den udvidede familie. Vi har eksempelvis en ret stor familie og mine børn ses ofte med deres 7 fætre og kusiner. Vi bor i en ejendom med knap 20 børn under 18 som vi allesammen kender og ses med på kryds og tværs. Vi er to mødre i ejendommen der står for sociale arrangementer som Halloween, sommerfester, Fastelavn mv. Begge mine børn har on/off gået til sport, og de er begge utrolig gode til at vedligeholde deres relationer med deres gamle klassekammerater og endda børnehavevenner. Ingen af dem har problemer med hverken samarbejde, at få nye venner, at begå sig socialt eller at indgå i store eller små fællesskaber.

Det, de derimod ikke kan tåle, er fællesskaber, hvor tryghed og voksenstøtte ikke er tilstrækkelig. Begge mine børn har oplevet stress og mistrivsel i skolemiljøer, hvor de voksne ikke kunne imødekomme deres behov for struktur og omsorg. Dette understøtter forskning, som viser, at mistrivsel og stress hæmmer børns sociale og kognitive udvikling, mens trygge relationer og støttende miljøer fremmer både sociale kompetencer og læring. Studier peger også på, at socialisering starter i familien, men kan suppleres gennem forskellige sociale kontekster som sport, fritidsaktiviteter og nære venskaber, hvilket alle bidrager til barnets sociale udvikling og evne til at navigere i større fællesskaber.

Derfor. Det er ikke det at deltage i mange fællesskaber, der gør børn socialt kompetente, men at deltage i fællesskaber, hvor der er tryghed, voksenledelse og mulighed for at opleve succesfuld interaktion, og det kan man finde mange andre steder, udover i Folkeskolen. Her ligger selvfølgelig en stor og vigtig forældreopgave, som jeg oplever at langt de fleste hjemmeskoleforældre tager meget alvorligt.

There is never nothing going on
— fra filmen Peaceful Warrior.

Spørgsmål: Mine børn er tvillinger, kan de komme i hver sin klasse så de ikke forstyrrer hinanden?

Det er jeg helt sikker på at de sagtens kan hvis der er flere klasser på det pågældende klassetrin. Jeg ved også at der på flere online skoler er mulighed for at gå et trin eller to op eller ned i et specifikt fag, hvis du oplever at dit barn ikke bliver udfordret på sit eget klassetrin, eller har brug for lidt mere støtte i et andet fag. På den måde kan du virkelig sammensætte en skoleramme der passer til lige præcis dit barn. Jeg ved dog ikke om det er alle skoler der har denne mulighed, ellers ved jeg at lærerne er dygtige til at differentiere undervisningen, og at der er flere muligheder for differentiering online end jeg oplever i folkeskolen, både som lærerstuderende og som mor.

Foto: Pixabay

Økonomi og adgang - hvad koster det at gå i online skole?

Nej, det er ikke gratis at gå i online skole, det koster lidt, men ikke ret meget i forhold til hvad du får, hvis du spørger mig. Jeg er enlig mor på SU og jeg får ingen tilskud, så jeg betaler det samme som alle andre. Jeg har 1. barn i fuld 1. klasse og 1. barn i Minecraft klasse, og jeg betaler lige knap 3100,- pr. måned inkl søskenderabat (det får alle der har søskende på samme skole, sådan er det oftest også på de fleste privatskoler).

Priserne varierer fra online skole til online skole, og hvis du vil vide lidt mere om hvordan jeg får råd på så stram en økonomi som jeg har, så har jeg skrevet detaljeret om min økomoni lige her. Flere skoler har tilbud til elever når det gælder ekstra undervisning til gode priser, men der skal man ligesom være inde i systemet for at få den adgang.

Kan kommunen sige nej til online skole?

Jeg har desværre haft kontakt med flere forældre der har fået et nej fra kommunen til at undervise online, men jeg har kun hørt at den beslutning er blevet lavet om når man har gjort opmærksom på den grundlovssikrede ret til at hjemmeundervise. Om der er tilfælde hvor kommunen er lykkes med at fastholde deres nej ved jeg desværre ikke.

Jeg ved at der er flere online skoler der samarbejder med kommuner, kontakt derfor den online skole der taler til dig, og hør dem om hvad mulighederne er. Dette er ikke indenfor mit vidensområde.

Foto: Privat

Hvad online skole kan tilbyde?

Det her bliver lidt opsummerende, men en online skole kan tilbyde fuldt skema, supplement til nedsat skema, fleksibilitet for børn med HB, autisme, ADHD mv. Den kan tilbyde enkeltfagsundervisning, vedligeholdelse af sprog, supplement til deltidsskole og sikkert også løsninger jeg slet ikke kender til endnu.

Ikke 2 online skoler er ens, og det er ikke sikkert at fordi det ikke fungerede på en online skole, så fungerer det automatisk heller ikke på andre. Skolerne arbejder forskelligt med læring og det er min oplevelse at alle skolerne er meget fleksible i forhold til at imødekomme individuelle behov. Tag en snak med skolerne, se hvad der er muligt sammen.

Jeg har selv oplevet elever blomstre totalt op igen, og online skoler får slet ikke den credit de fortjener i arbejdet med børn der af den ene eller den anden grund ikke kunne rummes i folkeskolen.

Hvilke online skoler findes der?

(Disclaimer: Jeg har intet samarbejde med nogen af skolerne. For gennemsigtighedens skyld så går begge mine børn på Skolen Fri - hvor jeg betaler fuld pris ligesom alle andre - både fordi de har venner der og fordi jeg selv er i praktik på Skolen Online og ikke ønsker at være lærer på samme skole som mine børn, men jeg anbefaler begge skoler varmt, de andre 3 kender jeg ikke, men har valgt at tage dem med for at give et overblik over mulighederne. Nedenstående er derfor ChatGPT’s indeksering af skolerne, neutralt og fri for mine input.)

1. Skolen Fri

Et af de mest kendte online skole‑tilbud i Danmark med undervisning i alle folkeskolens fag, små klasser og fokus på trivsel og tilpasset faglighed. Undervisningen foregår via livestream og inkluderer adgang til digitale læringsmaterialer – og skolen arbejder med både almindelig undervisning og alternative metoder.

2. Skolen Online (Onlineklasse)

En fleksibel online skole for elever fra 0.‑10. klasse med live‑undervisning via Zoom og fagrum, hvor elever både kan deltage synkront og arbejde med opgaver på egen tid. Skolen fokuserer på at dække pensum og gøre det muligt at afslutte grundskolen med en afgangsprøve i samarbejde med distriktsskoler.

3. Onlinefag

En online skole med fokus på rolige rammer, kortere og færre timer fordelt over ugen, hvor læring og trivsel går hånd i hånd. Undervisningen foregår i realtid, og der er fokus på at skabe overskuelig adgang til faglig hjælp og tilpasset undervisning til den enkelte elev.

4. Den Frie Digitale Skole

En online skole, hvor undervisningen tilpasses elevens individuelle behov og interesser. Skolen tilbyder både faglig undervisning og sociale online klubber/arrangementer, og lægger vægt på at skabe et inkluderende miljø for elever med fx mistrivsel, skolevægring eller særlige behov.

5. Skyen Skole

Et online undervisningstilbud, som understøtter hjemmeskolede børn ved at facilitere supplerende faglig undervisning og sociale arrangementer. Fokus er på kreativitet, dannelse og selvstændighed i et trygt online rum for elever i alle aldre.

Online skoler er ikke ens. De har forskellige måder at organisere undervisning, sociale muligheder og faglig støtte på, så én skoles tilgang kan være rigtig god for ét barn, mens en anden skole passer bedre til et andet barn, ligesom du allerede kender det fra folkeskolen.

Kan mit barn læse videre online efter 9. klasse? Eksempelvis gymnasiet?

Ja! Også her kan jeg dele en personlig erfaring, da jeg har læst min HF online med kæmpe succes. Gymnasiet var ikke noget for mig, jeg kedede mig, jeg havde svært ved det sociale og jeg droppede ud af gymnasiet flere gange før jeg indså at det ikke var noget for mig. Men da jeg i mit voksenliv drømte om at komme på journalisthøjskolen valgte jeg at læse HF-enkeltfag online, og det var en fantastisk måde for mig at lære på. Jeg er selv testet højt begavet sidste år, og jeg har altid haft svært ved den traditionelle måde at lære på i folkeskolen. Jeg kom fejlagtigt til at konkludere at jeg derfor måtte være snotdum efter folkeskolen, men jeg klarede alle mine fag på online HF med topkarakterer og kom både ind på journalisthøjskolen og nu læreruddannelsen med mit høje gennemsnit fra gymnasiet.

Der er SÅ mange måder at lære på og gå i skole på, og online undervisning er virkelig en vinder for typer som mig og mine børn. Jeg er med på at vi ude i samfundet stadig kæmper med utrolig sejlivede universelle “sandheder” om læring og fællesskaber, men jeg er her for at fortælle dig at dine børn kan få et rigt og dejligt liv fuld af gode relationer i en online skole også.

Når jeg i mit voksenliv kigger på mit relativt store netværk, så kommer 80% af det netværk gennem mit online liv, også selvom langt de fleste efterhånden er mennesker jeg har mødt ude i virkeligheden og har skabt gode stærke bånd til. Og med den udvikling (eller afvikling) vi ser i folkeskolen og i samfundet lige nu når det gælder børns trivsel, helt fra vuggestuen og til de bliver voksne, ja så har dette blogindlæg nok sin berettelse i mange år endnu.

Jeg vil løbende opdatere indlægget med nye spørgsmål, og hvem ved, måske en dag indenfor nær fremtid får jeg lavet en printvenlig e-bog som du kan downloade eller sende til en der har brug for at læse den.

Tak fordi du læste med,

De bedste hilsner

Frejamay

Jeg driver denne blog gratis, og det er gratis at læse med. Jeg har årligt udgifter for ca 3000,- for at drive bloggen her. Hvis du synes om mit arbejde og vil støtte, kan du gøre det her:

Giv et frivilligt bidrag til bloggen lige her
 

P.S. Du kan følge vores hjemmeskoleliv på instagramprofilen morskolen, hvor vi deler vores hverdag som hjemmeskolefamilie. Online skole er en lille del af vores alsidige, eventyrlige og farverige hverdag, og på instagarm deler vi store og små oplevelser fra hjemmeskolelivet. Jeg skriver lidt mere uddybende på vores blog og hjemmeskole-hjemmeside morskolen.dk.

PP.S. Har du spørgsmål til mig eller til dette indlæg er du velkommen til at kontakte mig via min kontaktformular.

Når luksus ikke følger prisskiltet - En personlig fortælling om 600 kroner i Magasin, SU-liv, penge, tid og følelsen af overskud

Når luksus ikke følger prisskiltet - En personlig fortælling om 600 kroner i Magasin, SU-liv, penge, tid og følelsen af overskud