Når luksus ikke følger prisskiltet - En personlig fortælling om 600 kroner i Magasin, SU-liv, penge, tid og følelsen af overskud

Den her historie vender tilbage til mig i de her dage, ligesom den popper op af og til gennem mit liv. Måske ved jeg i slutningen af dette blogindlæg hvorfor, og hvorfor jeg synes det skal deles (hint - jeg fandt svaret, om lidt kender du det også).

Der var engang jeg arbejdede som coach for Magasin du Nord i deres HR-afdeling. Det meste af min arbejdstid tilbragte jeg ude i alle Magasins varehuse, hvor jeg arbejdede med små og store teams, jeg holdt kurser, oplæg, pep-talks, undervisnning, coaching og alt mulig andet. Men en af opgaverne, som jeg holdt meget af, var at læse feedback fra kunderne i Magasin, både ris og ros. Af og til sendte vi chokolade ud til kunderne som et plaster på såret (hey, alle fucker op), og andre gange var opgaven at viderebringe en stor ros eller anerkendelse til en medarbejder der havde gjort en forskel for en kunde. Det. var en hyggelig del af mit arbejde, og en dag, da jeg sad og gennemgik al feedback, faldt jeg over en meget lang tekst skrevet i ALL CAPS LOCK. Jeg var sikker på jeg skulle have mine brede skuldre på her. Jeg kan ikke huske den ordret, men frit efter hukommelsen:

“DET ER SÅ VILDT! JEG HAR FÅET ET GAVEKORT TIL MAGASIN PÅ 600,- JEG HAR ALDRIG FØR I MIT LIV HAFT SÅ MANGE PENGE SOM JEG FRIT MÅ BRUGE I MAGASIN, JEG FØLER MIG SOM DEN VILDESTE DRONNING, JEG HAR VÆRET RUNDT PÅ ALLE ETAGER OG JEG KAN KØBE ALT MULIGT, JEG KAN SLET IKKE VÆLGE. JEG HAR ALDRIG HAFT SÅ MANGE PENGE FØR SOM KAN BRUGES PÅ NOGET KUN TIL MIG. DET ER DEN VILDESTE DAG. TUSIND TUSIND TAK FOR AT FÅ EN DRØM TIL AT GÅ I OPFYLDELSE”

Da jeg havde læst færdig gik det op for mig at jeg havde ondt i kinderne af at smile så meget mens jeg læste. Det var så fin og rørende en feedback, som satte meget i perspektiv for mig. Jeg var vant til personalerabatter og før-udsalgs-events, og syntes egentlig ikke (dengang, nu på SU er livet noget nyt og andet) at 600,- i Magasan lød af særlig meget. Men det ER meget, og hvor er det egentlig vildt at forestille sig at gå i Magasin med et gavekort med 600,- KUN til Magasin, KUN til dig. Du kan købe den chokolade du ALDRIG køber, fordi det bare ligger udenfor dit budget. Du kan måske købe et sæt flotte øreringe der aldrig nogensinde ellers er indenfor din rækkevidde, eller også kan du unde dig selv en lækker frokost på toppen af Magasin med udsigt over Kongens Nytorv, helt alene med dig selv mens det kilder lidt i maven fordi det her gør du bare ALDRIG.

Det er mange år siden, men jeg husker tydeligt den person og den tekst, det satte sig i mig, og i de her SU-tider med ekstremt høje fødevarepriser, så priser jeg mig lykkelig for at det var mig der havde “Ris & ros” tjansen på mit arbejde i Magasin den dag, for den minder mig om at nyde det jeg har, de muligheder jeg har, de muligheder der kan opstå med meget få midler. Det minder mig om at det ikke behøver at være dyrt eller vildt eller “mange penge” der skal til for at skabe følelsen af eksklusivitet, noget særligt og noget helt specielt.

Den her person havde sin drømmedag i Magasin for 600,-. Der er måske en stor del, i hvert fald i det Nordsjællandske område hvor jeg selv bor, der vil mene at man ikke kommer langt i Magasin for så “lille et beløb”, men det er en god påmindelse om at man faktisk kan komme ret langt for ret lidt, det handler i sidste ende om hvor man kommer fra, hvad ens udgangspunkt er.

At leve et priviligeret liv har ikke altid noget med penge at gøre

Hvis jeg skal rette blikket mod mig selv, så synes jeg selv jeg lever et ret priviligeret liv - det lyder helt forkert at sige. Næsten alt hvad jeg ejer er købt i genbrug, eller også er det nøje udvalgt og sparet sammen til, som f.eks. mine notesbøger, som er vigtige for mig. Jeg har ikke en bil længere, jeg elsker offentlig transport, både hastigheden, tilgængeligheden og så muligheden for at få lov at møde og kigge på så enormt mange forskellige mennesker hver dag. Jeg elsker at mine børn vokser op med at få udvidet deres horisont hver eneste dag. Meget liv kan læres i et S-tog. Jeg øver mig hver måned i at få min SU til at strække sig over hele måneden, så der altid er råd til mad, til undervisningsmaterialer i hjemmeskolen og alt det andet man skal bruge penge på, og jeg er i al beskedenhed blevet ret god til det, selvom man jo altså ikke får flere penge eller færre udgifter af at være skarp til budgetter. Til gengæld er jeg ultraskarp på hvad pengene skal bruges på og hvad de ikke skal gå til.

Det der gør mit liv til følelsen af overskud er at jeg har tid. Jeg har tid til stille morgener. Jeg har tid til at reflektere over mig selv og over mine børn. Jeg har god tid til dybe snakke med mine venner, veninder, familie, arbejdskolleger, læsere, følgere og folk jeg møder på gaden. Jeg værner også meget om min tid, jeg siger nej til rigtig meget for at kunne sige ja til der hvor jeg vil bruge mit overskud og min energi, langt mere nej end ja. Jeg forsøger at leve mit liv som vedkommende der havde den vildeste dag med et gavekort på 600 kroner til Magasin, fordi jeg oplever at ham/hende har fat i den lange ende. I hvert fald fra mit synspunkt.

Privilegieblindheden

Så hvis du nu sidder og tænker at det her lyder privilegieblindt, at jeg romantiserer manglen på penge, eller at det er let for mig at sige, fordi jeg ikke står midt i det værste længere, så forstår jeg det sådan set godt. For det ER et privilegie at have tid. Det er et privilegie at kunne trække vejret, reflektere og mærke efter. Det er ikke noget, man bare kan beslutte sig for, og det er bestemt ikke noget, alle har adgang til – hverken på SU eller uden. Jeg skriver ikke det her for at udviske, hvor hårdt det kan være at mangle penge, overskud eller sikkerhed. Jeg ved godt, at økonomisk pres slider, begrænser og kan fylde alt.

Og nej, manglen på penge er ikke romantisk. Den er ikke smuk, der er intet nice i ikke at have råd til medicin eller fødselsdagsgaver til sit barn. Men det, den her historie mindede mig om var perspektivet. Hvordan følelsen af noget særligt ikke altid følger prisskiltet, men udgangspunktet. Hvor forskelligt 600 kroner kan føles, afhængigt af hvor man står i livet.

Feedbacken på skærmen på min computer ved min plads i HR i Magasin har fulgt mig gennem mange økonomiske tider, og den hænger stadig ved. I dag fik jeg lyst til at dele den, og måske er det bedst at dele den når jeg selv lever på en meget lav indkomst. Dengang mindede caps lock teksten mig om noget, jeg havde glemt – og i dag minder mig om noget, jeg har brug for at huske: at luksus ikke altid er det, vi tror, og at det, der føles stort for ét menneske, aldrig skal gøres småt af et andet. Jeg sidder og kigger på det smukkeste sengetæppe som min søde nabo havde købt forkert, men ikke orkede at returnere, så hun spurgte om jeg ville have det. Det har ændret hele min følelse i mit soveværelse og jeg er glad og taknemmelig hver gang jeg kigger på det.

Dette indlæg er hverken en opskrift, et råd, et “se positivt på det”, det er bare en lille fortælling om noget der har gjort en forskel for mig. En lille historie om hvordan glæde og “eksklusivitet” af og til kan opstå i sprækkerne, ikke fordi svære vilkår skal gøres lette, men fordi vi som mennesker er forskellige, og fordi vores historier om os selv godt kan ændre sig med tiden.

Tak til den person, hvis identitet jeg ikke kender, som skrev en “ris/ros” i caps lock, som jeg var så heldig at læse den dag, og som stadig følger mig her mange år efter. Vi ved aldrig hvem vores ord ender med at påvirke, så lad os bruge dem ansvarligt.

Tak fordi du læste med,

Kærlig hilsen

Frejamay