Den ting jeg hader allermest ved at være blogger

Twrigger-warning, dette indlæg indeholder beskrivelser om selvmordstanker. Har du det svært kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Inspireret af dette opslag af Pernille Melsted på Facebook skriver jeg det her blogindlæg, for jeg kan mærke, at jeg ikke er færdig med at sætte en grænse. Jeg har blogget siden 2007, jeg har haft tusindvis af mennesker igennem mine platforme, og der er én ting, der går igen — og kun bliver værre: At jeg igen og igen skal håndtere noget, der slet ikke er mit, men dit. Så nu siger jeg det højt: Vær venlig at tage ansvar for dit eget shit.
Jeg er helt færdig med at bære det for dig.

En sommerfugls selvmord

Da jeg en oktoberdag i 2007 besluttede mig for at starte en blog, så gjorde jeg det fordi jeg ikke kunne finde noget som helst sted på internettet der repræsenterede min måde at være i verden på. Der var heller ikke så meget på internettet dengang, sammenlignet med i dag, og det var faktisk på grund af en anden blog jeg i sin tid startede min egen. I min søgen på måder at ende livet på, fordi jeg på alle leder og kanter ikke kunne trække vejret i en verden der ikke synes at kunne rumme en som mig, faldt jeg over denne blog. Alt andet jeg havde fundet om selvmord, beskrev selvmord som egoistisk og alt muligt nedladende, som kun gjorde at jeg fik det endnu værre med mig selv, og ilten forsvandt omkring mig. Men sommerfuglebloggen var anderledes. Uden at forfatteren ved det, så har han reddet mit liv. Her var et sted hvor ord gjorde en forskel mellem liv eller død - for mig. Her var dyb forståelse, dyb rummelighed, sanselighed og noget i mig begyndte at spire, noget jeg aldrig havde mærket før. Måske var livet ikke slut før jeg havde prøvet at starte min helt egen blog og skrive mit perspektiv på livet. Skabe den plads og den ilt jeg selv havde brug for, for at kunne eksistere i denne verden. Og det blev så det jeg gjorde, og det har jeg gjort lige siden. Det er den ultrakorte version af hvorfor du kan læse med her på min blog på 20. år.

20 år senere

Dengang jeg startede med at skrive var der slet ikke noget der hed shitstorme, haters og reddit. Ingen vidste rigtigt hvad det der internet var for noget, og alle trådte mere varsomt. Det kan jeg godt savne stadigvæk. Jeg har været i utallige shitstorme efterhånden, jeg har haft mine runder i medierne, jeg deltager også frivilligt når der er mulighed for at tale en sag mit hjerte banker for, og jeg har også fucket op undervejs, og kommer højest sandsynligt til at fucke op igen. Det gør vi allesammen. Jeg har lært utrolig meget af mit liv på internettet, jeg har været i kontakt med så mange mennesker, jeg har været udsat for stalking og dødstrusler i perioder , jeg har politianmeldt følgere, og jeg har fået venner for livet fra alle mulige steder i verden. Tak for det. Men der er stadig noget gennemgående jeg hader ved at være blogger.

Nej tak til damebladsversioner

Jeg skriver ikke for at få likes. Jeg skriver ikke for at være populær. Jeg skriver ikke fordi du skal være enig med mig i alting. Jeg skriver ikke for at få mange følgere. Hvis jeg skrev af grunde som disse, så ville jeg ALDRIG skrive om abort, om kvinders rettigheder, om skolevægring, om at samle penge ind til Lesbos, om mistrivsel, om selvmord eller selvmordstanker, om at leve på budget, om gæld og lign. Så havde jeg skrevet om læbestifter, boligindretning, “sæsonens farver” og “denne jakke er et MUSTHAVE dette efterår” og om alt det vi efterhånden godt ved skaber likes. Jeg kunne kaste mig ud i kendis-dramaer eller melde mig til reality-crap. Det er ikke så svært. Men det er simpelthen ikke mit “why”. Mit why er 100% uændret i forhold til da jeg startede min blog: jeg skriver fordi jeg har brug for et sted i verden hvor jeg har noget at spejle mig i og hvor jeg kan trække vejret.

At du har lyst til at læse med er fedt, men jeg er her simpelthen ikke for din skyld, jeg er for min egen og for mine børns fremtidige verdens skyld. Jeg skriver ikke fordi du skal have det rart med dig selv eller dit liv. Jeg skriver ikke fordi du skal tænke over din måde at opdrage dine børn på. Jeg skriver ikke fordi jeg synes jeg er bedre end dig eller du er bedre end mig. Jeg skriver ikke fordi jeg synes der er nogen rigtig eller forkert at være i verden på. Jeg skriver fordi JEG vil have plads til at være MIG i den verden der er vores allesammens. Jeg skriver fordi der er enormt meget i denne verden jeg forsøger at forstå. Jeg skriver fordi jeg har tanker om livet, mig selv, verden, som jeg ikke kan finde andre steder end i min egen hjerne. Jeg skriver fordi jeg har tanker der skal UD af min hjerne. Jeg skriver fordi jeg har fortællinger der lever i mine fingre, og som har brug for et sted at lande. Jeg skriver fordi jeg ser ting jeg ikke oplever at andre får øje på.

Hver gang jeg har skrevet noget, så er jeg sådan set færdig med det. Så må det leve sit eget liv. Måske tænder det en tanke hos dig du ikke har tænkt før, måske provokerer det dig, måske tænker du “jeg skal aldrig læse på den lorteblog igen” eller måske tænker du “her kan jeg også tække vejret”. Uanset hvad der sker hos dig når du er her, så er det dit, det er ikke mit.

“Det er ikke en offentlig debatplatform, og jeg skylder ingen et sted at lufte deres meninger.
Og du har heller ikke krav på svar fra mig, bare fordi du godt kunne tænke dig det.
Jeg deler, fordi jeg har behov for at udtrykke mig.
Ikke fordi jeg vil bruge tid på at administrere andres behov for at (af)reagere.
Jeg er ikke dit øvelokale for loud opinions”

— Pernille Melsted

Her kommer det nyeste eksempel, men der er mange af dem, og jeg orker dem ikke mere:

Jeg delte for nyligt dette billede på både instagram og facebook:

Jeg deler ikke for at starte en diskussion, jeg deler ikke pga noget politisk. Jeg deler sådan en lille historie fordi jeg synes børnehjerner er fuldstændig magiske, fordi jeg synes det er en inspirerende børnemåde at tackle en “ups’er” på, jeg deler fordi jeg altid skriver sjove/spændende/tankevækkende samtaler med mine børn ned, og jeg deler fordi denne lille samtale er af fragment af en verden jeg synes alle fortjener at leve i. Jeg vil gerne selv blive bedre til at eje mine fuck-ups uden skam, men derimod under dække af at jeg “udforskede” noget. Jeg synes det er pisseklogt, langt mere klogt end selvudslettende voksen-undskyldninger, hvor vi skal skamme os ihjel over et eller andet vi er kommet til at ødelægge eller fucke op.

En fb-person skriver så følgende:

“Jeg må personligt erkende, og det er åbenbart ikke særlig pædagogisk favnende og rummeligt og jeg ved ikke hvad, men jeg havde i ramme alvor flippet ud, hvis mine børn havde gjort noget lignende. Jeg kan godt lide og følge med herinde, dog begynder jeg mere og mere at føle, at den her umiddelbart helt utrolige rummelige tilgang til børns adfærd, og nu skal vi også forstå, anerkende og respektere børns "kreative" spilopper og de udforsker jo bare, de er så dygtige i deres helt fantastiske, frie udfoldelse, alt imens de klipper deres hår, klipper (ødelægger) tøj og lagner, og alverdens andre ting, det skal man jo nærmest smile af og udvise en anerkendende forståelse overfor. Jeg er nysgerrig på, hvornår eller hvordan du eventuelt irettesætter dine døtre. Korrigerer dem, bliver rasende og ja, gud forbyde, måske skælder ud?”

Jeg spurgte ChatGPT hvordan den tolkede den her kommentar, og jeg synes - af en robot at være - at den gennemskuede kommentaren rimelig spot on: “Perfekt — det her er jo nærmest en masterclass i passiv-aggressiv moralisme pakket ind som “nysgerrighed” 😅 Hun forsøger at iscenesætte sig selv som ærlig og jordnær (“jeg må erkende...”), mens hun i virkeligheden bruger ironi og overdrivelse til at miskreditere dig og dit syn på børn.”

Og her har vi kernen af hvad jeg fucking hader ved at være blogger: jeg hader at skulle deale med den slags mennesker. Havde hun skrevet “hold kæft hvor bliver jeg provokeret af at du ikke råber dit barn ind i pæren at man fucking ikke klipper huller i ting, og hvor er jeg dog bare pinligt bevidst om at det er mit eget”, så havde jeg inviteret på kaffe og hun havde været mit nye spirit animal. Kæmpe ja tak til den slags ærlighed. Men det der perfide lort, det orker jeg simpelthen ikke mere. Det ligger i samme kategori som spiritual bypassing og andet toxic shit vi andre skal gå og indånde, og det er så enormt drænende at skulle parere, læse og bruge tid på. Jeg orker det ikke mere. Livet er for kort.

Folk der siger “jeg hører hvad du siger” efterfulgt af, bøjet i neon, at de hverken har hørt eller forstået et ord af hvad du har sagt. Same.

“Jeg er nysgerrig på, hvornår eller hvordan du eventuelt irettesætter dine døtre. Korrigerer dem, bliver rasende og ja, gud forbyde, måske skælder ud?” skriver hun (og jeg har hørt og læst den i så mange versioner efterhånden). Den sætning handler hverken om nysgerrighed eller samtale. Den handler om kontrol og fordømmelse forklædt som interesse. Pludselig skal jeg stå skoleret, redegøre for mine valg, forklare mine grænser og retfærdiggøre noget, der aldrig nogensinde har været til debat. Det er en form for psykisk overgreb pakket ind i pæne ord: “Jeg er nysgerrig…” lyder uskyldigt, men det er et krav om ansvar, som ikke er mit. Det er at placere mig i en position, hvor jeg skal forsvare mig overfor andres projektioner, og det er trættende, nedværdigende og fuldstændig urimeligt. Må jeg være fri.

Jeg står her, fuld af ansvar for mit eget liv og mine børn, og jeg har ikke lyst til at blive trukket ind i en andens behov for at måle, vurdere eller dominere.

Så ja. Jeg deler ikke for at få likes, eller for at være “rummelig rollemodel”, eller for at være bannerfører for noget som helst.

Vores ord og handlinger skaber verden i morgen

Jeg deler, fordi mine børn lærer mig noget om verden hver eneste dag, og fordi jeg nægter at lade andres frygt, projektioner og pædagogi-politi definere, hvordan jeg må være mor. Og hvis nogen føler sig provokeret af den måde, jeg vælger at være menneske på, så er det faktisk helt fint. Men det bliver aldrig nogensinde mit ansvar at bære rundt på deres uforløste lort.
Jeg ejer mine egne fejl og fuck-ups. Jeg ejer også når jeg selv bliver provokeret af noget andre skriver (derfor går jeg f.eks ikke ind på DF’s facebookside -ever, hvad skulle jeg dog der?). Jeg “ejer” mine børn (læs: jeg tager ansvar for dem, de ejer sig selv). Jeg ejer min måde at være mor på, hvordan du er mor derhjemme rager mig en høstblomst. Og hvis det provokerer — så må det gøre det. Det er stadig ikke mit.

Og til sidst, så fucking hader jeg når folk reducerer andre mennesker til et screenshot, et opslag, en holdning, en tanke eller en mening. Fordi jeg ikke flipper ud over et klippet pandehår eller et klippet lagen, så ved du INTET om, hvordan jeg opdrager mine børn. Intet.

Du ved ikke noget om vores hverdag, vores samtaler, vores konflikter, vores varme, vores grænser, vores rytmer, vores kampe eller vores kærlighed. Du aner ikke, hvor meget arbejde der ligger i at lære børn om ansvar uden at knuse deres mod. Du ved ikke, hvor mange gange jeg siger nej, eller hvor mange gange jeg vælger at tage en dyb indånding i stedet for at eksplodere. Du ved heller ikke hvor mange gange jeg rent faktisk eksploderer, og over hvad. Du ser ét opslag og tror, du har mødt hele mennesket bag.

Men sådan fungerer mennesker ikke.

Vi er ikke et enkelt øjeblik, du tilfældigvis får øje på.
Vi er summen af tusind valg, tusind fejl, tusind forsøg på at gøre det bedre end i går.
Vi er alt det, du ikke ser: de sene snakke, de svære dage, de små sejre, de kæmpe udfordringer og den kærlighed, som aldrig kommer med på billedet.

Så nej, du kan ikke konkludere noget som helst om min opdragelse ud fra en anekdote om et lagen.
Hvis du tror, du kan se mit forældreskab gennem et opslag eller to, så er det ikke min dømmekraft, der halter.

Jeg tænker at mit blogindlæg med al tydelig demonstrerer at grænsesætning ikke er noget vi bøvler ret meget med hjemme hos os.

Tak fordi du læste med,

Frejamay

P.S.

Og ja, jeg ved, at der allerede sidder nogen og tænker: “Jamen, når du selv vælger at være offentlig, når du byder op til dans, så må du jo forvente det…”

Lad mig sige det tydeligt: Nej.
At vælge at dele mit liv, mine tanker, mine erfaringer offentligt, betyder ikke, at jeg siger farvel til respekt, empati eller almindelig anstændighed. Det betyder ikke, at jeg har sagt ja til at blive reduceret til et opslag, et screenshot, en mening eller et øjebliks observation. Det betyder ikke, at andre automatisk har ret til at trække mig i stykker, projicere deres uforløste shit over på mig, eller kræve, at jeg skal stå skoleret for noget, jeg aldrig har lovet nogen.

At være offentlig betyder ikke, at man giver andre mennesker tilladelse til at være smålige, dømmende eller passive-aggressive. Det betyder bare, at man tør være synlig. Og ja — det kan provokere. Men provokation er ikke ensbetydende med accept.

Så nej. Jeg forventer ikke at blive dømt, og jeg tager heller ikke ansvar for andres dårlige energi. Jeg står her stadig som et helt menneske, med hele mit liv, mine børn, mine fejl, mine sejre. Og dét har ingen ret til at tage fra mig. Du vælger selv, om du vil være her. Men ordentlig opførsel er trods alt ikke for meget at bede om.