Jo, Mette – skolevægring fandtes også i 80’erne, jeg var et af de børn
Mette Frederiksen siger at der ikke fandtes skolevægring da hun var barn. Mette er født i 1977, jeg er født i 1982. Da Mette var barn var jeg også barn, og jeg er et levende bevis på at der fandtes skolevægring dengang, dengang kaldte vi det bare ingenting, og os børn der ikke passede ind i skolerammen blev problematiseret i en sådan grad at mange af os stadig lever med følgerne af det, her 40 år senere.
En ret stor del af mine skoledage foregik således:
Jeg stod op om morgenen, jeg pakkede min skoletaske, jeg spiste morgenmad med min familie, jeg kyssede mine forældre farvel, jeg tog min cykel, og så cyklede jeg ned i en skov, så langt ind at ingen kunne se mig, og så ventede jeg. Jeg frøs og jeg var bange, men jeg var nødt til at vente længe nok til jeg var helt sikker på at min mor og stedfar var taget på arbejde, så der var fri bane.
Da jeg var helt sikker, sneg jeg mig tilbage mod vores hus, for hvad nu hvis de havde glemt noget eller alligevel ikke var taget afsted? Jeg måtte, præcis som en indbrudstyv, sikre mig at ingen var hjemme, før jeg satte nøglen i døren, tjekkede alle rum, og endleig kunne ånde lettet op, fordi at det denne dag var lykkes mig, i 3. klasse, 4. klasse, 5. klasse osv. at skabe mig et helle, et pusterum, hvor jeg bare kunne få lov til at være mig selv, hvor jeg ikke var bange, ikke havde ondt i maven, ikke blev mobbet, heller ikke af lærerne, hvor jeg bare kunne trække vejret og være det eneste trygge sted jeg kendte: alene. Selvom jeg også her var helt vildt forkert, for hvorfor fanden kunne jeg ikke bare gå i skole ligesom alle andre børn?
Men det kunne jeg ikke.
I. 4. klasse løj jeg mig syg, jeg flygtede ned i skoven, jeg løj mig til både tandlæge og sundhedsplejerske, og løj i det hele taget ret meget, fordi jeg ikke kunne finde ud af bare at være mig, og uanset hvor jeg kiggede hen var jeg helt forkert. Hjemme, i skolen. Jeg må have haft et tårnhøjt fravær, men mig bekendt var det ikke noget man gjorde noget ved.
Omkring 4. eller 5. klasse blev jeg sendt til PPR, der lå i så fjern en afkrog på skolen at jeg var sikker på at det også måtte være der både nisserne og musene på loftet holdt til, for jeg havde aldrig hørt om det sted før, selvom jeg havde gået på skolen i mange år.
Den første samtale gik okay. Jeg kan huske at jeg virkelig forsøgte at være modig, og fortælle hende hvor svært det var at være mig. Jeg fortalte hende om min mors og fars skilsmisse, jeg fortalte hende hvordan ikke engang (dengang kaldet) statsamtet kunne få samlet min mor og far i samme lokale, fordi de var så uvenner, og at al kommunikationen gik gennem mig. Jeg fortalte hende om mobberierne i skolen, hvortil lærerne alle havde været på samme kursus, hvor de havde lært at sige "bare lad det gå ind ad det ene øre og ud af det andet" eller endnu bedre "du er jo også nem at mobbe når du bare er sådan en stille mus". Så det var altså min helt egen skyld, så hvis bare jeg lavede mig om til noget andet, så ville mobberierne stoppe. Nemt.
PPR-psykologen, en ung kvinde med en kort page og en kæmpe plakat med noget om broccoli på væggen bag sig, kiggede på mig med milde øjne, og sagde at jeg havde været rigtig dygtigt i dag. Så hvis bare jeg nu gik hjem og sagde til både min mor og far at de gerne begge to måtte komme med til næste PPR-samtale, så ville det være rigtig godt.
Alt stod stille indeni mig. Havde hun slet ikke hørt hvad jeg havde sagt? Jeg havde lige fortalt om alt det der gjorde ondt indeni, om hvor uvenner mine forældre er ... selvfølgelig kunne jeg ikke gå hjem til min mor og far og bede dem mødes i det her dumme broccoli-lokale 14 dage senere. Den dag mistede jeg tilliden til dem der skulle hjælpe børn som mig.
Et par år senere døde min Oma (tyske farmor), det eneste sted jeg havde et helle, hvor jeg følte mig elsket og hvor jeg var okay som jeg var. Nu var der ikke mere tilbage. Skolen var et helvede, jeg kørte stadig i skoven så mange morgener jeg overhovedet kunne, men det holdt aldrig op med at være svært.
En morgen pakkede jeg min taske som jeg plejede, men denne morgen, i 7. klasse, kørte jeg hverken ned i skolen eller gemte mig i skoven. Jeg tog bussen til den nærmeste togstation, og kørte fra Sønderborg til Nyborg. Jeg anede ikke hvorfor det lige blev Nyborg. Jeg ville ud og starte på en frisk et sted, et sted hvor ingen kendte mig og hvor livet ikke gjorde så forbandet ondt. Et sted hvor en familie der ikke kendte mig måske kunne tage sig af mig, hvor jeg kunne få et arbejde og måske kunne jeg tjene penge nok til at få mit eget sted, hvor jeg kunne være i fred og ikke være omsluttet af den her afgrundsdybe forkerthedsfølelse.
Jeg gik ned på havnen og låste mig inde på et toilet. Der blev jeg så, i mange timer. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg skrev dagbog. Jeg læste alle digtene og citaterne og de klamme ord der var skrevet på toiletdøren og væggene.
Pludselig blev det mørkt. Der blev koldt. Jeg gik ud i byen, følte alle kiggede på mig, vidste ikke hvor jeg skulle gå hen. Jeg gik tilbage til havnen, besluttede mig for at sove der, så måtte jeg finde på noget nyt i morgen.
Timerne gik, og til sidst blev jeg nødt til at give op. Jeg havde ingen plan, der var intet sted for mig, hvordan skulle jeg finde et nyt liv når jeg var så bange. Jeg endte med at gå på gågaden, finde en telefonboks, bide al fiaskofølelsen i mig og ringe til min mor.
Kort efter kom en politibil og hentede mig, og kørte mig til stationen i Nyborg. De havde 3+, der var stille på politistationen. Jeg sad bare der og ventede på at mine forældre skulle hente mig. Jeg ville bare dø.
Mange af mine år i folkeskolen har jeg fortrængt, men de her oplevelser husker jeg. Jeg vil ikke kede dig med butikstyverier og hashmisbrug, som jeg også kan fortælle lange historier om, men jeg vil gerne fortælle at jeg i 2025 blev testet højt begavet. Jeg havde/har bare en anderledes hjerne. Jeg reagerer på lyde og larm. Jeg lærer på en anden måde end gennemsnittet. Skolen var svær for mig, men jeg kom alligevel ikke ud med dårlige karakterer, til gengæld forlod jeg folkeskolen med en selvfortælling af at jeg var dummere end snot og at jeg var et dybt forkert og uduelige barn - for hvem fanden kan ikke finde ud af at gå i skole? Det kan alle da?
"Takket være" min datters skolevægring for 3 år siden, og det at hun blev testet højt begavet, ved jeg nu bedre, jeg forstår det hele på en helt ny måde. Min datter er i trivsel igen, og på grund af min livslange mistillid til systemet tog jeg hende hjem, modsat så mange andre, som kæmper i et system der slet ikke er klædt på til at håndtere de 10.000vis af forældre og børn der i dag går i stykker fordi vores Folkeskole ikke griber, fordi vores system ikke griber, fordi vi har udviklet et samfund og et system der producerer den her mistrivsel og ufrivillige skolefravær i børn.
Lad være med at synge med på fortællingen om at skolevægring er en ny ting på grund af "nutidens curlingforældre" og "ikke fandtes i gamle dage". Det passer simpelthen ikke. Forskellen fra dengang og nu er at vi forældre har et sprog, vi har en helt anden opmærksomhed på vores børn, og vi går til månen og tilbage igen for at sikre at vi og vores børn får den støtte vi har ret til. ALLE børn har ret til en god barndom. Det er desværre ikke noget alle børn er sikrede i dag, heller ikke på din vagt Mette, børnenes minister.
Jeg er ret overbevist om at jeg ikke var det eneste barn der havde skolevægring i 80'erne, Mette. Bare lad være. Det ville klæde dig at lytte frem for at udskamme og gentage en myte om at skolevægring er en ny ting. Det kan du gøre meget bedre.