Efter tre års skærmfri sommerferie har jeg opdaget én ting: Det handler slet ikke om skærme
Jeg troede, det handlede om iPads …
Da vi første gang besluttede os for at holde skærmfri sommerferie, handlede det om skærme, om skærmtid. Det handlede om at logge af, slette SoMe apps, om at detoxe vores hjerner. Ikke kun mine 2 børns men også min egen. Jeg var nysgerrig på, hvad der ville ske, hvis mine børn ikke havde adgang til iPads, Youtube og spil i flere uger. Ville de kede sig? Ville sommerfereien blive ét langt meltdown? Ville de savne det hele tiden? Og hvad med mig? Mig der blogger og har været på Insta og Facebook siden SoMe blev skabt?
Nu går vi ind i vores tredje sommer med mere end en måned uden skærme. Om ganske få dage trækker vi stikkene igen, iPads bliver låst væk, SoMe apps slettet og fjernet fra telefonen, børnenes telefoner bliver hjemme, og vi tager lidt over en måned uden skærme og SoMe, og faktisk har det overrasket mig ret meget at det ikke handler om skærmene, det handler om noget helt andet.
Her kan du læse om 1,5 måneds skærmfri sidste år og hvordan ferien så endte med at blive for både børn og voksen.
Skærme er symptomet – ikke årsagen
Vi lever med skærme. Det gør de fleste af os. Det kan nærmest ikke længere undgås, da du både skal bruge din skærm til emails, bus, tjekke strømpriser så din elbil kan sættes til at lade når strømmen er billigst, aula, tandlægetider, kommunikation med skolen, snaps, TikTok and what not. Jeg kan stadig huske at digitaliseringen blev solgt ind til samfundet med argumenter om at alting skulle blive nemmere og mere effektivt. Den køber jeg ikke længere. Det er klart der er mange ting der er blevet nemmere, men der er også mange ting der er blevet sværere.
Jeg er sådan et oldtidsfund der stadig kan huske tiden uden mobiltelefoner og internet. At man sagde “Kan Sandra lege på onsdag?” og det kunne Sandra godt, og så mødtes man 3 dage senere nede foran ridehallen kl 16, for det var det man havde aftalt. Og så var man der sammen. Man kiggede ikke på nogens snap eller scrollede TikTok danse sammen osv. Og det kan helt sikkert også noget, men vi er sammen med hinanden på en anden måde når skærmene ikke er en del af legeaftalen (eller daten eller frokostmødet). Jeg savner at skrive og få postkort. Og breve. Håndskrevne breve med små tegninger. Det er bare aldrig det samme at få en mail med vedhæftede feriebilleder, eller se et opslag fra Karinas facebook fra Tenerife mens de stadig er der.
I dag svarer vi på beskeder med det samme. Vi streamer det næste afsnit. Vi googler svaret med det samme uden lige selv at prøve at finde svaret først - eller have en samtale om hvem det nu var der spillede med i den film fra 1972? Vi tager telefonen med på toilettet, vi har podcasts i ørerne, eller en god lydbog. Vi er hele tiden aktiverede, både børn og voksne. Og så hører vi samfundet sige at børn skal lære at kede sig, men det er der jo ikke en ærlig voksen der selv gør længere. Det har vi slet ikke tid til. Så rådet klinger lidt hult. Skærmen er bare den mest synlige repræsentant for et tempo, som mange af os er blevet vant til, og det tempo tager vi med ind i sommerferien. Vi har i hvert fald gjort det hjemme hos os, indtil vi besluttede os for at koble skærmene helt af vores ferie, og se om der ikke var noget andet der var muligt, eller kunne opstå når skærmene var ude af ligningen.
Skærmene er blevet rammen om en meningsløshed og en ensomhed som jeg tror flere og flere voksne mærker. Jeg har selv taget mig i at sidde i telefonkøer med 64 personer foran mig i køen, hvorefter jeg skal snakke babysprog for at en (fucking) bot skal afkode hvad mit problem med min pakke eller mit internet er, og jeg ser bare mit liv forsvinde ud mellem hænderne på mig, mens jeg stadig ikke får løst mit problem. Intet i naturen har travlt, jeg ved ikke hvad det er vi mennesker render rundt og skal nå?
De første dage føles næsten altid mærkelige
Når skærmene forsvinder, opstår der et tomrum. Som jeg har skrevet tidligere, så havde jeg en ret skræmmende oplevelse da jeg slettede Instagram og facebook i starten af vores skærmfi sommerferie sidste år:
“Første aften, da pigerne sov, og jeg sad i sofaen og så noget tv, skete der noget, og det skete mange gange de kommende aftener. Pludselig sad jeg med min telefon i hånden. Jeg kunne ikke huske at have taget nogen aktiv beslutning om at tage min telefon i hånden, ej heller kunne jeg huske hvad formålet med at skulle tage telefonen op det var, men jeg sad nu med min telefon i hånden og havde, helt uden at konsultere min bevidsthed, tastet ”insta” ind på min telefon. Først der vågnede bevidstheden op, og opdagede at min autonome robot-arm havde taget telefonen, og var gået ind for at søge efter instagram uden at jeg opdagede det. Men når appen er slettet, kommer der jo ikke noget instagram frem på telefonen, og først der opdagede jeg hvad der foregik. Havde appen ikke været slettet, havde jeg siddet på instagram og dødsscrollet. helt uden at have taget nogen former for aktiv beslutning om det. Det var helt vildt skræmmende, for jeg kan genkende bevægelsen, men den er blevet så automatiseret at min bevidsthed ikke længere registrerer den. Der gik 5-6 dage før det stoppede, og jeg tror stadig ikke helt chokket har lagt sig. Er jeg så nem at programmere? Og helt uden at være bevidst om det? Åbenbart.”
Den oplevelse sidder stadig i min krop, og bevidstheden om “robot-armen” har ændret på mit forhold til min telefon. Men børnene reagerer også på overgangen fra skærm til skærmfri. De keder sig, de vandrer rundt, de kan godt synes deres liv er ødelagt, de spørger efter underholdning. Men efter at have kørt projekt skærmfri sommerferie i 2 år så ved jeg at det kun varer ganske få dage, så er benspændet ligesom landet, og så starter de timelange lege, kortspil og hylebygninger igen. Børnene er fordybede på en helt anden måde end jeg oplever i vores hverdag.
Jeg fik læst 10-12 bøger sidste sommerferie. Jeg slugte den ene krimi efter den anden, og måtte ned i den lokale genbrugsbutik for at se om de havde en bogserie mere jeg kunne købe billigt, for jeg læste simpelthen så hurtigt. Det var ubeskriveligt dejligt at fordybe sig i lange bøger, der ikke lige var studiebøger og faglitteratur.
Mine børn er i øvrigt slet ikke de værste når det komme til at fylde stilheden ud. Det er jeg. Jeg er slem til at have min telefon i hånden når jeg går fra rum til rum herhjemme, fordi jeg lige skal tjekke noget, lige skal sætte en sang på, lige skal finde en podcast, lige skal aktiveres. Og jeg lever ellers i en hverdag hvor opgaverne der skal klares står i kø.
Kedsomhed er overgangsfasen mellem tempo og nærvær
Kedsomhed er ikke et mål. Det handler ikke om at vi skal lære at kede os. Det handler om at vi skal lære bare at være. Slå et tæppe ud på græsset og bare putte sammen. Tegne på hinandens ryg og gætte hvad det er. En sol. Et lyn. En sky. Et hjerte. Kedsomheden og rastløsheden er hurtigt overståede, det er næsten som om vores nervesystem meget hurtigt genkender ro og nærvær når vi giver muligheden for ro og nærvær. Og så kommer de sjove ideer. Så kommer kreativiteten. Så bliver der opfundet lege. Restaurant, mor, kom og spis en sandkage. Der bliver tegnet, læst, skrevet, bygget, skabt og kreeret, og vi går flere ture uden planer, fordi vi bare skal være. Sammen. Aldrig på dag 1 eller 2, men i dagene derefer.
Det vigtigste er ikke kreativiteten
Vores skærmfri sommerferie handler ikke længere om væk fra skærmene, men langt mere om at få øje på os selv og hinanden igen. Vi sidder længere tid sammen ved bordet. Vi taler mere sammen. Vi opdager ting. Sidste år sad vi på en restaurant i Skagen og spiste aftensmad efter en spontan tur ud til Grenen, og min ene datter kigger rundt om os og får pludslig øje på den smukkeste papegøje, som hun går over og snakker med. Den havde ingen af os set hvis vi havde hovederne ned i skærmene eller kun havde den nærsynede opmærksomhed aktiveret. Det er de små mellemrum, der opstår, når vi ikke hele tiden skal konkurrere med algoritmer om vores opmærksomhed. De har ingen markedsværdi, ingen plads i finanslovens regneark og ingen effekt på BNP. Alligevel er det måske netop i de mellemrum, at relationer, kreativitet og livsglæde får plads til at vokse - hvornår begynder de at tælle med i det store regnskab?
Sommerferien giver hjernen noget, den sjældent får
I løbet af et skoleår hjemme hos os sker der meget. Mit fuldtidsstudie på den digitale læreruddannelse, børnenes online skoler og vores hjemmeskole med masser af ture og udflugter. Klub, SFO, venner, fritidsaktiviteter, notifikationer, beskeder, opgaver, nyheder, forventninger, pres, krav. Pauserne er også fyldt med indhold. Måske er det derfor jeg glæder mig så meget til vores skærmfrie somre. På fredag d. 26 juni trækker vi stikket og vi er først tilbage igen d. 1 august. Hjernen har brug for perioder hvor der ikke hele tiden sker noget. Hvor vi ikke skal forholde os til noget, præstere, følge med, forstå noget, afkode noget, men hvor vi bare skal være. Flyde i havet, bygge et sandslot. Slå tempoet fra.
Derfor gør vi det igen i år
Skærmene er ikke farlige. Eller det er en lang debat, skærmene er også farlige, men de er også ikke farlige. Vi er selv glad for mange måder at anvende skærme på hjemme hos os, så det her er ikke et “jeg hader skærme” indlæg. Jeg er bare optaget af pausen fra skærmene. Og ikke i form af en enkelt skærmfri dag eller to, men derimod den fantastiske mulighed sommerferien rummer, hvor vi kan trække stikket i lang tid og opleve effekterne af flere ugers, op til 1,5 måned uden skærmenes indflydelse på vores nærvær og tid sammen. Stilheden og fraværet af støj og konstante dopamin-aktiveringer kan give os noget ingen algoritme kommer til at forstå, og jeg tæller dagene til på fredag når det er tid til at slette apps og pakke Ipads væk i skabet for en stund igen. Jeg glæder mig til at fortælle om det hele på den anden side når vi ses igen.
God sommer,
Kærlig hilsen
Frejamay og pigerne
FAQ om skærmfri sommerferie
Holder I virkelig helt op med at bruge skærme?
Nej. Vi lever ikke i en hule, og vi forsøger ikke at leve analogt. Vi bruger stadig min voksen-telefon til praktiske ting som GPS, bank, billetter og nødvendige beskeder. Men vi fjerner sociale medier, streaming, iPads, spil og den underholdning, der normalt fylder vores opmærksomhed.
Hvor længe varer jeres skærmfrie sommerferie?
Vi holder typisk mellem en måned uden iPads, sociale medier og underholdningsskærme. I år varer vores skærmfrie periode fra slutningen af juni til starten af august.
Bliver børnene ikke sure?
Jo. Især de første dage, men de kender også gamet og har også mærket effekterne af skærmfi sommerferie. Der bliver brokket og forsøgt forhandlet lidt. Der bliver spurgt efter iPads og underholdning. Det er helt ok. Men efter nogle dage sker der noget, og rastløsheden aftager, og de finder tilbage til leg, kreativitet og fordybelse. Det er i hvert fald vores erfaring efter tre skærmfrie somre.
Keder børn sig ikke uden skærme?
Jo, i starten. Men jeg har efterhånden lært, at kedsomhed bare er en overgangsfase. Når der ikke længere er hurtig underholdning til rådighed, opstår der plads til nye idéer, lege og projekter.
Er skærme skadelige?
Jeg mener ikke, at skærme er entydigt gode eller dårlige. Det er en længere snak og diskussion og et andet blogindlæg end det her. Vi bruger selv skærme på mange måder i vores hverdag, både til læring, arbejde, studie, kontakt med andre og underholdning. For os handler den skærmfrie sommer ikke om, at skærme er farlige, men om at skabe en pause fra den konstante stimulering og tilgængelighed.
Hvad får I ud af det?
Mere ro. Mere nærvær. Flere samtaler. Flere bøger. Mere leg. Mere rolige nervesystemer. Mindre følelsen af hele tiden at skulle følge med. Vi får mulighed for at opleve sommerferien i et langsommere tempo.
Ville du anbefale andre familier at gøre det samme?
Ikke nødvendigvis på samme måde som os, og der er jo et hav af muligheder for at få skærmen til at fylde mindre. Men jeg vil klart anbefale alle familier at være nysgerrige på, hvad der sker, når skærmene fylder mindre. Det behøver ikke være en hel måned. Måske er en uge nok til at opdage noget nyt om sig selv, sine børn og den måde, man er sammen på. Og så er det en meget god måde lige at få et realitytjek på ens egen voksne skærmafhængighed *indsæt selv blinkesmiley*.
