En personlig anmeldelse af Det skal blive godt nu af Glenn Bech og Mutti. En bog om klasse, kærlighed og relationer mellem mor og barn.

Familier. Selv de mest selvudviklede (eller selvindviklede) mennesker har en familie og en familiehistorie, der gemmer på kriser, konflikter, skam, svære samtaler, indebrændthed, vrede og usagte ting. Jeg kender det også fra min egen familie, og da jeg så at forfatter og psykolog Glenn Bech har skrevet en bog om relationer med sin Mutti, måtte jeg have fat i bogen med det samme. Jeg kan lige så godt afsløre, at jeg i forvejen er Glenn Bech fan, og det skal ikke være nogen hemmelighed at denne bog ramte noget særligt i mig. Nu vil jeg fortælle hvorfor.

Hvad handler Det skal blive godt nu om?

Bogen handler om Glenns opvækst og livet med sin bror og sin Mutti og de mænd der har levet sammen med dem. Bogen er samtalebaseret og gennem familieterapi, samtaler, billeder og breve fortæller Mutti og Glenn om hvordan de har oplevet den samme livsperiode fra henholdsvist et barns øjne og en mors øjne. Bogen er meget ærlig og ufiltreret, og gennem to mennesker der insisterer på at ville hinanden tager den svære famillieemner op som svigt, skam, selvmord, ensomhed, flugt, men også fællesskab, sårbarhed, støtte, styrke, kærlighed og håb.

Bogen handler om båndet mellem barn og forældre, og om hvordan vi kan komme på afveje i forsøget på at være stærke, i konflikten mellem at ville være tro mod sig selv, men også at være der for sine børn, om svære valg, om at se ting på afstand mange år senere og om at være med det der nu engang er og var for at bevare håbet om at det hele skal blive godt nu.

Derfor ramte bogen mig lige i maven

Udover at jeg elsker Glenns evne til at skære alt bullshit væk og se strukturer og mekanismer knivskarpt, så er jeg også vild med Muttis bramfrihed og cut the crap. Da jeg læste hendes brev til Glenn om at man da skulle være “godt dum i roen” hvis man sagde nej til at lave sådan et bogprojekt sammen med sin søn, så var det som om jeg sad ved siden af hende mens hun læste det op og mærkede hendes “ik så meget pis” og “jeg kan fandme selv!” energi. Den kontrast mellem Glenn og Mutti er en af de ting der gør at bogen virker så godt, fordi det ikke er to selvfrelste spirituelle typer der sidder og navlepiller om hvem der er mest enlightend, men derimod 2 ægte mennesker med ægte sår og ægte ar og ægte smerte, men også ægte tillid til at deres bånd mellem dem er stærkt nok til at kunne bære den samtale bogen tager os igennem. Og derfor er jeg så ramt. Både i maven og i hjertet.

Jeg er selv skilsmissebarn. Jeg kan relatere til mange lag i bogen. Jeg har også mistet min far, ikke til døden, men til alkohol og et enspænderliv der var svært at eksistere og navigere i som barn. Min mor blev framet som “den onde” og min far sparede ikke på hvor forfærdeligt et menneske min mor var. Fra jeg var 3 år var det mig der var talerør mellem 2 voksne der ikke kunne kommunikere. Og det var jeg så resten af mit liv. Da jeg blev 6 år kom der en ny mand ind i min mors liv. Og et nyt barn. Og jeg var ligesom bare med, flyttede med som et møbel man pakker op på en trailer og placerer i en fin ny stue. Min mor var nyforelsket. Det var i hvert fald min virkelighed og min følelse som barn. Og det er netop det bogen sætter fokus på, at vi jo i barn og voksenrelationer oplever livets store og små begivenheder vidt forskelligt.

Når smerte og kærlighed eksisterer side om side

Min egen historie handler ikke om at hverken min mor, min far eller min stedfar var onde mennesker, men om min oplevelse som barn. Det der med at lande i en ny familie og ikke være blevet spurgt om noget eller have sprog for noget. Jeg tror det var tiden. Eller det håber jeg det var, det kan jeg jo læse i Glenn og Muttis bog, at der er mange fællesnævnere og ting der aldrig blev talt om dengang. Sådan var det ligesom bare. I dag tror jeg der er mere bevidsthed om at børn jo også er mennesker, og der er mere indsigt i hvad det gør ved børn, at mor eller far får nye partnere eller sander til eller efterlader børnene lidt på perronen efter at have fundet eller stiftet en ny familie. Men samtalerne er stadig præcis lige så svære som de har været dengang, og det at læse så ægte og ærlige samtaler om Muttis bevæggrunde og tanker og hvordan konsekvensen heraf er landet i Glenn og til dels også Glenns bror, som er en del af historien er bare enormt genkendleigt og tankevækkende, i hvert fald for mig.

Mor-barn-relationer er aldrig bare mor-barn-relationer

Bogen rammer mig især fordi jeg har og har haft lignende samtaler med min mor gennem årene. Jeg husker engang da jeg var barn og hun ifmb. en snak om mine forældres skilsmisse sagde at hun i hvert fald var kommet videre. Og jeg svarede som barn "at det var da dejligt hun var det, men hvad så med os børn?”. Den samtale har vi begge besøgt sammen mange gange siden, og for mig er det en kæmpe gave at vi i nutiden også kan gennemskrive og omskrive vores historie sammen. Jeg finder hele tiden nye brikker i vores fælles fortælling, og det er helende og mindre og mindre svært at gå ind i de her samtaler hvor vi accepterer at det var hvad det var, men at vi går på opdagelse i hvad det har gjort ved hinanden, de ting vi har været igennem. Jeg kan mærke at vi gennem årene er blevet mere og mere modige i forhold til at spørge ind til svar der måske stadig kan være svære at høre. Det at læse Glenn og Muttis bog varmede både mit datterhjerte og mit eget mor-hjerte, fordi jeg en dag skal have lignende samtaler med mine egne børn. Selvom jeg virkelig gør mig umage, så vil der uden tvivl være valg jeg har truffet som mine børn lider under eller har det svært ved, eller oplever helt anderledes end hvad jeg overhovedet har tænkt eller forestillet mig.

Måske er det i virkeligheden noget af det smukkeste ved at være mor. Ikke at vi altid gør det rigtige, siger det rigtige eller forstår vores børn fuldt ud. Men at vi bliver ved med at vende os mod relationen. At vi tør lytte, også når det vi hører, gør ondt. At vi tør lade vores børn fortælle deres version af historien, selv når den ikke ligner den, vi selv troede, vi levede.

For mig er moderskab ikke fraværet af fejl. Det er viljen til at være i dialog. Til at være nysgerrig på det menneske, ens barn bliver til. Til at reparere, når noget er gået i stykker. Til at sige: "Fortæl mig, hvordan det var for dig." Også når svaret måske udfordrer det billede, man har af sig selv som mor… Måske er det netop derfor, at Det skal blive godt nu gjorde så stort et indtryk på mig. Fordi bogen minder os om, at kærlighed ikke handler om perfektion. Kærlighed handler om at blive ved med at møde hinanden. Igen og igen. Også efter skuffelserne, misforståelserne, efter konflikterne og de svære år. Måske især dér.

Hvem bør læse Det skal blive godt nu?

Bogen kan læses af både mødre, sønner og døtre, som kan spejle sig i den kompleksitet, der ligger i mor-barn-relationen. Af dig, der bærer på ar, men også på håb. Måske også af dig, der ikke genkender nogen af delene, fordi bogen alligevel tilbyder en udvidelse af det rum, der nogle gange kan blive alt for trangt i vores forestillinger om familie, kærlighed og tilhørsforhold.

Jeg tror faktisk også, at man kan få noget smukt ud af bogen, selv hvis man ikke længere har kontakt til sin mor eller far. Måske fordi relationen blev for svær at være i. Heling kan også findes i stedfortrædende historier, det er jo det smukke ved at læse bøger. Jeg har selv i perioder afbrudt kontakten til både min mor og far. Mest fordi jeg følte mig forkert og ikke-set i relationen, eller fordi det, der blev forventet af mig, ikke længere var noget, jeg kunne eller ville levere som datter og som menneske. Netop derfor blev jeg så rørt over, at bogen ikke kun handler om smerte. Den rummer også humor, varme og håb. En tro på, at mennesker kan blive ved med at lære hinanden at kende, også efter mange års misforståelser og tavshed (og brud).

Jeg har allerede lovet min mor, at hun må låne bogen på lørdag, når vi ses. Jeg glæder mig helt oprigtigt til at høre, hvordan hun oplever den. Måske bliver det endnu en af de samtaler, hvor vi sammen får øje på nye nuancer i vores fælles historie. Så går vi lige lidt meta sammen – og det føles faktisk som den fineste gave, en bog kan give.

Bogen Det skal blive godt nu, skrevet af Glenn Bech og Mutti, er udgivet på Gyldendal, og kan købes i din lokale bogbiks eller på nettet.

FAQ

Hvad handler Det skal blive godt nu om?
Bogen handler om Glenn Bech og Mutti, og deres fælles fortælling om opvækst, relationer og kærlighed set fra både barnets og forælderens perspektiv.

Hvem vil kunne spejle sig i bogen?
Bogen vil især ramme dig, der interesserer dig for familierelationer, mor-barn dynamikker, opvækst og de svære følelser, der kan følge med at vokse op i en kompleks familie.

Er bogen svær at læse?
Nej, den er let at gå til sprogligt, men den kan være følelsesmæssigt vedkommende eller intens, fordi den går tæt på svære temaer som opvækst, svigt og relationer. Omvendt er den ikke følelsesmæssigt sådan at den åbner døre man ikke vil gå ind i. Vi vil gerne igennem alle dørene når vi ledsages af både Glenn og Mutti.

Om Frejamay November
Mit space her på frejamaynovember.dk er et personligt univers om livet som menneske og mor midt i alt det, der ikke altid er enkelt. Her deler jeg refleksioner om relationer, moderskab, følelser og de mønstre, vi bærer med os gennem livet. Det er et sted for ærlighed, genkendelse og eftertanke – hvor der er plads til både det sårbare, det komplekse og det håbefulde.