Når mørket ruller ind: Sandie Wesths hjerteskærende bog om sorg og tab
Ærligt, jeg var i tvivl om jeg kunne holde til at læse den her bog af Sandie Westh. Både fordi jeg fulgte med i hendes sorg dengang Sandies datter Vilma døde, og derfor kendte historien og dermed også tyngden, og fordi jeg har en uudtalt frygt om at der sker mine børn noget. En frygt der mærkes som et jag i mit nervesystem, som jeg er bange for stikker mere af hvis jeg læser bøger som den her. Men hold nu kæft hvor er jeg glad for at jeg læste - slugte -bogen på under et døgn.
“Når mørket ruller ind” er en bog der handler om sorg. Bogen er delt op i 3 dele, som hver rummer 3 forskellige fortællinger om sorgens væsen. Da Sandie Westh mister sin datter Vilma nægtede hun at gå alene med sorgen, og jeg fulgte hende allerede inden Vilmas død på instagram, og blev hængende, selvom sorgen blev altomsluttende på Sandie’s profil. Både fordi jeg selv bærer en stor sorg i mit eget liv, som aldrig var blevet taget hånd om, og fordi jeg følte mig hjemme i den rå og filterløse ærlighed sorgen blev leveret i gennem Sandie’s ord og billeder på profilen.
Nu er sorgen og ordene blevet til en bog, som jeg bare har lyst til at bære tæt på mit hjerte. Sandie er ekstremt gavmild med at lukke os læsere ind i den dybeste smerte, de mest forbudte og grimme tanker, og i det uendelige tomrum og mørke man er efterladt i, når man mister en eller flere af de mennesker man elsker allermest. Jeg tror det var Sandie selv der engang skrev at sorg er kærlighed der er blevet hjemløs.
Jeg har ikke selv prøvet at miste et barn. Jeg har gennemgået en abort, men da jeg var barn mistede jeg den stærkeste voksen-klippe på et af de mest kritiske tidspunkter i mit liv, og jeg stod helt alene i den sorg. Den sorg er stadig et åbent sår i min sjæl, og jeg har siden oplevet mange former for sorg i mit liv. Sorgen over at noget vigtigt ikke skulle blive som jeg havde drømt om. Kærlighed der gik i stykker. Sorgen over at mit barn kom i skolevægring, aóg at det andet barn også gjorde. Sorgen over at miste min far, og lige nu står jeg i en sorg igen som er kompliceret, og ikke er en jeg kan dele med ret mange. Derfor går jeg rundt med en alene-følelse, og da jeg passerede denne bog på biblioteket i forgårs, da jeg skulle hente min datter fra bogklub, så prikkede den mig på skulderen og hviskede “tag mig med hjem”.
Pludselig fik jeg en ny ven i mit mørke. En bog der kunne rumme min smerte og min sorg. Og selvom det ikke er min sorg der er beskrevet i bogen, så mærker jeg en form for ro, fordi den sorg jeg selv står i lige nu, den får lov til at fylde mere, bogen kan godt rumme den. Fordi bogen også beskriver de grimme tanker, urimeligheden, den minder mig om at jeg ikke behøver være god, stærk, modig eller at få det bedre i et eller andet uskrevet tempo - fordi vi i samfundet er så fattige når det kommer til at tale om og håndtere sorg.
Jeg kan huske et par dage efter min far døde, og jeg havde fyldt bilen med nogle af min fars ting som jeg kunne sælge for at få råd til begravelsen. En muslimsk mand fra Marketplace kom for at købe min fars Rolls Royce af en gamercomputer, og han spurgte hvorfor i alverden jeg solgte den. Jeg fortalte manden at min far lige var død, og at selvom min far slet ikke gamede, så læste han altid tyske Tüv-tests (kvalitetstest) over alting, selv min fars mælk i køleskabet var Tüv-testet, og den her computer måtte have vundet en eller anden test siden min far havde købt den til at se Youtube-videoer om kobraslanger eller kaimaner i Amazonas floden.
Manden sagde noget i stil med “Det, Gud har taget, tilhører Ham. Det, Han har givet, tilhører Ham. Og alting har en bestemt tid hos Ham.” og det var bare så fint et øjeblik at stå der med en komplet fremmed mand der gav mig et stykke af sin egen tro og visdom til helt fremmede mig, der stod der med sorg ned ad mine kinder. Vi bliver overraskede - på godt og ondt - når vi står i sorgens mørke og kigger efter hænder der kan gribe os. Af og til dukker de op genenm FB Marketplace.
“Når mørket ruller ind” er både befriende upassende sjov, mavepustende hulkefremkaldende og alle nuancer midt imellem. Jeg har både grinet og grædt mig igennem samtlige sider, og jeg har slet ikke kunne slippe bogen igen, fordi den er som et kæmpe ocean af tiltrængt rå og kærlig ærlighed, som måske er den største gave man kan give et andet menneske.
Sandie Westh’s bog er enorm vigtig, og jeg er overbevist om at bogen allerede er i gang med at ændre den måde vi møder os selv og vores næste i sorgen på. At vi skal spørge, at det værste vi kan gøre er at møde en sørgende med at slå blikket ned og gå over på den anden side af vejen. Dobbelt smerte. Bogen har også mindet mig om at jeg ikke skal please andre eller passe på andre når jeg står i mit eget mørke. Jeg behøver ikke sige til nogen at “ja det går bedre” for at passe på deres berøringsangst mens jeg forlader mig selv. På en eller anden måde har jeg rejst mig i en ny styrke det sidste døgn, fordi Sandie har nægtet at stå alene i sin sorg.
Jeg har allerede anbefalet den til 5 af mine nærmeste mennesker i telefonsamtaler det sidste døgn, og jeg skrev til min mor at “jeg er færdig med bogen nu. Smuk og stærk. Tror du vil elske den, den er på en måde Preben Kok’sk a la Skæld ud på Gud”, som også handler om sorg, bare set fra en hospitalspræsts point of view - en bog vi begge har stående som bibel i vores bogreol derhjemme. Nu skal “Når mørket ruller ind” gøre Prebens bog selskab på hylden. Den her er jeg nødt til at eje når SU’en går ind i næste uge, og jeg afleverer ikke bogen på biblioteket igen før jeg har fået købt mit eget eksemplar. Med Sandie Wesths bog føler jeg mig ikke længere helt alene i mit mørke, og som hun skriver, så er der altid en anden side efter mørket, men jeg tror også på at “efter" mørket” føles mere i fred med det der er, når mørket fik lov at rulle sig helt ud, og man valgte hverken at moderere eller censurere sig selv eller den sorg man går igennem og lever med.
Kæmpe anbefaling herfra,
God læselyst!
