Must-read: Vi er alle anderledes af Christian Groes – en revolutionerende bog om neurodiversitet
“i see you” siger de i Avatar-filmene, og på sjæleplan ved vi godt hvad det betyder når et andet menneske sådan “rigtigt” ser os. Når vi mærker følelsen af “hjemme” i deres øjne og deres sjæl. Sådan har jeg det med bogen “Vi er alle anderledes” skrevet af antropolog og forsker Christian Groes, som jeg vil fortælle dig om i dag. En bog, som i hvert fald ikke er for dem, der mener at den norm og den virkelighed, vi andre gisper efter vejret i i dag, bare er top dollar.
En følelse vi er mange om at være alene med
Neurodivergens er meget svært at forklare til mennesker der ikke selv har det inde på livet. Man skal af og til være virkelig kreativ for at åbne lemmen ind til ens eget krøllede univers, især når man står overfor en der virker meget lige og afrettet som et jernrør. I “Vi er alle anderledes” kommer Christian Groes med en virkelig spændende historisk gennemgang af menneskets opdeling af “rigtig og forkert”, “normal og unormal”, “neurotypisk og neurodivergent”. Hvilke stemmer har på hvilken måde ændret vores blik på “det anderledes”, hvem har vi lyttet til gennem tiden og hvilke konsekvenser har det haft for vores liv, samfund og syn på hinanden? Hvordan betaler vi som mennesker og som samfund prisen for den historisk og de valg den dag i dag? Det er vi mange der lever i konsekvensen af på celleplan, men det at læse om forskning og historie på området blåstempler på en eller anden måde den følelse af forkerthed og anderledeshed der bor inde i mig, og i mange af de fantastiske krøllede menensker jeg har haft æren af at møde gennem mit krøllede liv.
Hvorfor skal DU skrive den bog?
Da jeg læste på tv- og medietilrettelæggerlinjen på journalisthøjskjolen hørte jeg et vanvittigt spændende foredrag med filminstruktør Thora Lorentzen, som har skabt serien “Efterskolen” fra 2019 (anbefaler hvis du vil bliver klogere på ungdommen - så smuk og vigtig serie). Thora nævnte at man altid lige skal touch base med hvorfor det lige er dig, der skal skal lave den her film, skabe den her serie eller skrive den her bog. Det skal man for at forbinde sig til sit projekt, men også for at finde ind til en dybere sammenhængskraft med det emne eller område man skal i gang med at lave et projekt omkring. Siden da har jeg altid været nysgerrig på hvad der er sammenhængskraften mellem et værk og dens skaber, og det er jeg naturligvis også her i Christian Groes’ bog.
Christian Groes sammenhængskraft med sin bog om at vi alle er anderledes hedder Oskar. Christian indleder sin bog med fortælling om sin egen søn Oskar, som foreslår at far og søn sammen skal skrive et brev til statsministeren. “Far, vi kan spørge, hvorfor det er os, der skal lære at være som normale børn, og ikke dem, der skal lære om os?”. Oskar har en autismediagnose, og Oskars spørgsmål fik Christian Groes til at overveje hvordan vi som samfund kan udvikle et menneskesyn, så børn som Oskar (og mine børn herhjemme) ikke længere skal tænke, at de er forkerte. Og det er derfor Christian Groes skulle skrive den her bog. Fordi han har et anker i problematikken, fordi han selv har været på den indre rejse som os med neurodivergens kender - rejsen ud af “jeg er forkert” og ind i “der er jo noget helt skævt med det samfund vi har skabt os - hvem kan trække vejret frit her?”. Jeg er dybt taknemmlig for Oskar og for at Christian som far skrev bogen og tog på den rejse som vi allesammen heldigvis kan læse resultatet af.
Forfatteren skriver det selv i sin slutning, at vi allesammen skal finde ind til det neurodivergente i os og møde hinanden derfra, at vi ALLE er anderledes. Mange af os får først skabt forbindelse til vores anderledeshed når vi har fået børn, mange af os må genbesøge vores rejse gennem livet efter vi har fået børn, fordi vi slet ikke var klar over at vi gik og maskerede os selv gennem livet, men pludselig står vi der med et lille barn som stikker en finger direkte ind i alt det vi ikke selv har haft kontakt til - fordi det har været lagt i kassen “forkert”. Men som der nævnes i bogen, så er kasser til øl og ikke til at putte mennesker i.
Skal den sytrådstynde norm være samfundets bærende fundament?
Gennem inspirerende eksempler på hvordan vi kan møde det neurodivergente i både skoler, på arbejdspladser og i familier, giver bogen ikke kun et historisk indblik, men leverer også løsninger og inspiration, ligesom den udfordrer vores menneskesyn, som er delt op i “rigtige og forkerte” måder at være menneske på, og hvor vi sygeliggør og problematiserer hele befolkningsgrupper til stor skade for alle.
Set i lyset af at der i denne uge er udskrevet valg, så ville jeg inderligt ønske at alle politikere - især midt i en travl valgkamp - tog et par timer ud af kalenderen og læste denne bog, og gik ind til alle diskussioner og samfundsrelevante emner med pointerne fra denne bog i hjertet og i deres politik.
Bogen handler ikke kun om mennesker og neurodivergens, den handler om normerne, hvad de er normalt, og hvornår vi egentlig sidst har holdt et fællesmøde om det virkelig er den her model vi ønsker for os selv, vores liv og vores fremtid? Er denne sytrådstynde norm virkelig det vi ønsker at trække ned over hele og halve befolkningsgrupper? Sygeliggørelsen af noget der måske blot er en anden måde at være i verden på end lige præcis din? Er det nu vi lytter til Christian Groes (og efterhånden så mange andres) kritik af et samfund, der accelerere i en fart hvor det ikke lader til at der er nogen tilbage, der kan følge med længere?
En bog til fagpersoner
Både som mor, som neurodivergent, som hjemmeskole-mor der træder min egen sti, men også som lærerstuderende er bogen yderst relevant. Og jeg har et ydmygt ønske om at denne bog bliver en del af pensum på alle uddannelser hvor man ender med at have med andre mennesker at gøre. Her tænker jeg ikke kun på pædagoger, lærere, sygeplejersker, SoSu’er, psykologer og socialrådgivere (selvom det burde være den første bog man læste inden man læste noget andet på sit studie).
Nej, jeg tænker også på IT, finans, forretningsudvikling, ingeniører, og måske især arkitekter og andre der arbejder med at indrette vores infrastruktur, vores togsystemer, vores informationsteknologi og brugervenlighed indenfor alt hvad vi rører ved hver eneste dag. Der er SÅ mange ting der ikke giver mening, fordi man ikke har neurodivergente med ved bordet når noget nyt skal tegnes eller designes.
Lille eksempel: larm på offentlige toiletter fra håndtørrere. Jeg har børn der kommer hjem fra (ellers inspirerende og hyggelige) ture med ondt i maven, fordi de ikke tør gå ind og tisse på et offentligt toilet, fordi “de sorte kasser på væggene larmer og kan finde på at tænde af sig selv, mor, jeg bliver SÅ bange”. Jeg tror nærmest hellere de vil sove ude i en farlig jungle end at gå ind på et offentligt toilet med håndtørrere, der for det første bare blæser vand ned i ens ærmer, ofte er bakteriefyldte, og for det tredje er årsag til en timelang tinnitus og utryghed i hele nervesystemet. Skal det virkelig være så bøvlet at komme på toilettet hvis man ikke lige er der hjemme? Der ligger at koloenormt potentiale lige foran fødderne på os, som bare venter på at nogen folder det ud.
Hvis man læser Christian Groes’ bog i starten af sin studietid, og hvis man i fællesskab, både undervisere og studerende i alle studieretninger starter med en historisk viden om “det normale” og “det neurodivergente” og hvordan den opdeling af mennesker aldrig har gjort noget godt for nogen af os, så er jeg sikker på at vi kan få bredt den her fællesskabsrevolution ud til mange flere langt hurtigere, end vi kan med nogen som helst politikker eller regler eller rammer. Som forfatteren skriver, så starter den her bevægelse i os selv (også). Ja der er en masse ting vi kan gøre udefra, men hvis vi allesammen omfavner vores egen neurodiversitet og møder verden derfra, så forstår og navigerer vi også langt bedre i andres anderledeshed, og vi lærer hurtigere værdien af og styrken i at vi ikke alle er ens.
“Neurodivergente har en særlig modstandskraft mod ensretning. Det divergente i os har en særlig evne til at sætte spørgsmålstegn ved hierakier og ideen om nogen skulle være mere rigtige end andre. ”
Som du sikkert nok kan fornemme, så giver jeg denne bog mine allerbedste anbefalinger. Bogen findes både som lydbog og ebog, og i den gode gammeldags fysiske udgave. Det er efterhånden ikke ret ofte jeg køber bøger længere, både fordi min skæve hjerne bliver stresset af et hjem med for mange ting, fordi jeg er på SU og alenemor til 2 i hjemmeskole (jeg også selv finansierer) og fordi biblioteket er mit andet hjem, men denne her bog var jeg simpelthen nødt til at eje. Jeg kommer til at referere til den herfra og til månen de kommende år, og derfor skal den selvfølgelig bo hjemme i min hellige bogreol.
Jeg håber virkelig du vil gøre dig selv og safumdet den tjeneste at læse bogen, lytte den og dele dine egne indsigter fra bogen med alle du orker at tale med, for den er simpelthen så vigtig, så velskrevet og så er der i øvrigt ingen irriterende lyde i lydbogs-udgaven (vigtigt).
Rigtig god fornøjelse,
Kærlig hilsen
Frejamay
