Nulstilling. Det er nok det ord der kommer tættest på den tilstand jeg, og måske også mine børn oplever her i Norge. Vi har nu i to måneder boet på en klippe i Norge lidt udenfor Grimstad, og vi har en måned tilbage heroppe inden vi skal hjem. Der er så mange oplevelser jeg gerne vil dele og fortælle om, men i virkeligheden er ordet “nulstilling” det der bliver ved med at ville ud.

Fra én måned til tre: Derfor endte vi med at bo i Norge

For 2 måneder siden hoppede mine to børn og jeg på en Flix-bus i København (og havde en vild tur - den har jeg stadig ikke fortalt om) og landede dagen efter i Grimstad i Norge, hvor vi blev hentet af den familie hvis hus vi skulle bo i og passe på i en måned. Nu er en måned blevet til tre måneder, og vi har boet i Norge i to af de tre måneder, og det har fuldstændig forandret vores liv at bo her på en klippe med udsigt over en fjord i et kæmpe hus hvor vi bare kan være helt os selv.

For at være helt ærlig troede jeg ikke på at jeg ville have overskud til den her tur. Jeg var sygemeldt med belastningsreaktion fra mit studie efter at barn nummer 2 var blevet en kedelig del af skolevægringsstatistikken, og jeg kunne ikke overskue hverken turen eller økonomien ift. at bo i et dyrt land som Norge. Jeg er alenemor og på SU, kan man godt klare sig i Norge når alting er dyrere heroppe?

Heldigvis gjorde vores offline sommerferie noget godt for mit nervesystem, og jeg endte i sidste ende med at takke ja til den her enestående mulighed for at bo i Norge i en periode. Vi startede med at tage afsted i en måned, men nu er alting på plads til at vi bliver her i 3 måneder i alt, og kommer hjem i slutningen af oktober.

Efter år med skolevægring og stress blev Norge vores nulstilling

Det har helt ærligt været svære år at have børn i skolestart. Først det ene barn i skolevægring og så det andet. Jeg besluttede at gøre noget endet end at gå systemts vej, selvom min ældste datter nåede at blive visiteret til en specialplads. Den takkede jeg nej til og meddelte kommunen at jeg oprettede min egen skole til min datter, og startede derfor en hjemmeskole. Den har hun gået i i 4 år nu, og har det bedre end aldrig før. Hun er stadig mærket af de traumer de fleste slæber med sig efter skolevægring (både voksne og børn), og vi kæmper stadig med at reparere meget af det skoletiden fik ødelagt for hende, men vi oplever små successer hver dag og vigtigst af alt: et barn der trives.

Desværre gentog historien sig med lillesøster, som i 1. klasse også blev ramt af skolevægring. Her sprang vi det lange opslidende forløb med børnefaglig undersøgelse og PPR over, og jeg tog hende bare ud og startede hende op i hjemmeskolen så hun ikke nåede at gå lige så meget i stykker som sin storesøster desværre gjorde.

Siden januar 2026 har begge børn gået i både online skole i kombination med vores hjemmeskole, og det går rigtig godt med begge dele. Til gengæld har jeg haft “behov for” at bukke under et øjeblik, og min søde læge har heldigvis været med på hele rejsen, og det var hende der satte foden ned og sagde “nu skal du simpelthen sygemeldes”. Så det blev jeg. Det sidste halve år inden sommerferen var jeg altså sygemeldt med rødglødende stresstests, søvnbesvær og måske endelig plads til at reagere på mange års kamp for mine børn.

Derfor kom Norges-projektet som en appelsin ned i min skandinaviske turban, og hver morgen når jeg går ud på klippen her i Norge takker jeg mig selv og universet for at jeg både fik muligheden og at jeg sagde ja til den, selvom jeg tvivlede længe på om jeg kunne overskue det. Det er som om mit nervesystem endelig har fundet ind til roen igen. Det ene barn maskerer ikke så meget længere og folder sig ud, det andet barn danser igen og rykker helt vildt på ting hun ellers har været vildt bange for.

Selvom vi har en masse ro heroppe, og selvom jeg ofte ikke synes vi laver noget, så sker der helt vildt meget hver eneste dag, og jeg har slet ikke haft tid til at sætte mig ned og skrive før nu. Jeg er 100% tilbage på mit studie og har været det siden august, så der er en del at se til, pigerne er tilbage på deres online skoler (den ene starter på ny online skole i næste uge), vi har mødt søde nye venner her i Norge som vi ses med og vi tager til alle mulige events hvor vi møder nye mennesker og lærer nye ting hver gang.

Derfor nulstilling. Det er som om dette eventyr i vores naboland har været én lang ctrl+alt+del (eller genstart for nyere generationer) på al frustrationen, smerten og byrden, og vi har endelig fået rum til at lande oveni alt det der er sket de sidste 5-6 år ift. skole, skolevægring og alt det andet vi har bøvlet med. Det er ikke sådan et “før var alt dårligt, nu er alt godt” blogindlæg jeg forsøger at skrive, men mere et “hold kæft hvor er det rart at kunne fucking trække vejret et øjeblik”- blogindlæg. At få lidt afstand. At have tid til at lukke øjnene lidt og mærke fødderne solidt plantet på klippen. Mærke at “her er jeg, nu er jeg her, jeg står her, og her bliver jeg stående et øjeblik uden at noget eller nogen kommer og vælter mig omkuld igen”.

Det føles lidt som at skrive et blogindlæg om ingenting, og indeni i mig er det her bare lige så stor en følelse som følelsen af et kæmpe majestætisk bjerg der rejser mig indeni mig. Som en mur af tryghed i mit eget ståsted. Som en rygsøjle af gamle træer der har overlevet storme i hundredevis af år. Der hele vokser i mig hver dag, samtidig med at jeg mærker taknemmeligheden bruse rundt i mine årer som små bobler af lykke. Tænk at vi er her nu. Det her er noget vi kommer til at huske for evigt, og det er en rejse der kommer til at have stor indflydelse på hvordan både mit og mine børns liv skal leves herfra. Noget er sluppet, noget er sat fri, noget er sat i gang.

Norge var ikke en løsning eller et quickfix – men noget har ændret sig

Og måske er det egentlig det, jeg prøver at sige med alle de mange ord: Vi har ikke fundet løsningen på livet heroppe på en klippe i Norge, vi er ikke blevet hverken klogere eller mere “enlightend beings” (yikes). Vi har ikke fikset de sidste 5-6 år. Vi har ikke fået en magisk opskrift på, hvordan man undgår at blive væltet igen. Men vi har fået vejret, dansen, friheden og kreativiteten tilbage.

Vi har fået lov til at være en familie uden hele tiden at skulle forholde os til, om vi nu gør det rigtige, om børnene udvikler sig rigtigt, om vi passer ind i de rigtige kasser, om vi burde gøre noget andet eller være et andet sted. Vi har bare været os. Og hold kæft, hvor har det været rart. Vi er sammen 24 timer i døgnet, og selvom jeg kan have tidspunkter hvor jeg lige skal sidde alene på klippen lidt ,eller snakke i telefon med en anden voksen lidt, så kan jeg også have tidspunkter hvor jeg savner at høre fra pigerne, fordi de har siddet på en anden etage og leget et par timer mens jeg har læst.

Om en måned pakker vi sammen og tager hjem. Til Danmark. Til hverdagen. Til studiet. Til online skole. Til alt det, vi også skal tilbage til, men jeg tror ikke, vi tager hjem på helt samme måde, som vi kom, for noget har flyttet sig. I mig. I pigerne. Der skal være mere plads. Både fysisk og åndeligt og mentalt. Jeg tror vi skal mindre når vi kommer hjem, i hvert fald mindre der støjer og mere der holder liv i den her nulstilling vi mærker i Norge. Jeg ved ikke præcis endnu, hvad “mindre” kommer til at betyde. Måske færre aftaler. Måske færre ting. Måske færre forventninger om, hvordan et familieliv skal se ud. Men jeg ved, at jeg ikke har lyst til at fylde al den plads, vi har fundet heroppe, ud igen, bare fordi vi kommer hjem.Jeg er spændt på hvad der åbner sig af muligheder når vi kommer tilbage til Danmark … jeg kender ikke retningen, men vinden den er god.

Tak til fortids-mig for at sige ja til denne mulighed. Tak til familien hvis hus vi bor i, og som er flyttet ind i vores hjerter. Tak til mine børn for at have modet til denne rejse - selvom vi rejste ud i det ukendte og ikke helt vidste hvad vi kunne forvente, og tak til alle der følger med i vores lille (store) eventyr, og hepper på os, det er en kæmpe fornøjelse at dele rejsen med dig!

De bedste hilser

Frejamay