Ferien vi aldrig kom hjem fra …her er vi nu

Vi er tilbage efter at have holdt offline/skærmfri sommerferie for 3. år i træk. Og så alligevel ikke, for vi er faktisk slet ikke tilbage fra ferien. Vi er slet ikke i Danmark. Vi har taget en beslutning som ændrer vores opstart efter ferien en del, og som vi har taget sammen som familie for at udfordre os selv lidt. En beslutning som både er en stor del af vores hjemmeskoleliv, og en del af livet udenfor normerne. Den er også speciel fordi vi er neurodivergente, og måske derfor var den ekstra vigtig for os at tage. Velkommen til vores (ud af comfortzonen) eventyr.

En beslutning vi kommer til at huske resten af livet

Vi lever i en hverdag der er tilrettelagt ud fra at vi er en familie med 2 børn, der begge har haft skolevægring. I dag går de begge to i en kombination af online skole og hjemmeskole, hvilket på den ene side giver trygge rammer og meget frihed, og på den anden side kræver en del af mig, som både er mor og lærer. Men jeg har børn der trives igen. Jeg har børn der glæder sig til dagen der venter, og som suger læring og livet til sig. Kan man ønske sig mere end det? Ikke hvis man har oplevet det modsatte, tænker jeg. Er livet stadig svært til tider? Ja for pokker, at være anderledes i en verden der er bygget til en norm vi i hvert fald ikke er en del af, gør at livet altid vil være mere kompliceret at være i, og netop derfor blev denne beslutning så vigtig for os.

Faste rammer og struktur

En af de ting jeg altid har fået anbefalet til især min store datter, er faste rammer og strukturer. Hun er testet højt begavet, og hvis man havde behov for at grave videre i diagnoser, så fandt man nok også en der passede på hende. Det har vi ikke behov for i den ramme vi lever i lige nu, men faste rammer og strukturer er ikke en dårlig ting (for nogen som helst børn), så da vi fik denne mulighed, var det klart en del af mine overvejelser: hvad med forudsigelighed? Hvad med strukturer og rutiner?

Heldigvis har jeg også 11 års erfaring med at være mor til neurodivergente børn, og sidste år fandt jeg ud af at jeg selv var et, så jeg ved at strukturer, rammer og rutiner kan opbygges relativt hurtigt og kan skabes på mange måder. Det handler ikke altid om at gøre det samme hver dag på samme tidspunkt, men om at der skabes tryghed der hvor man er, og man skaber mønstre hurtigt, så man kan slappe af og overgive sig til den virkelighed man befinder sig i. Derfor er vi også blevet rigtig gode til at rejse, fordi vi ved at de her ting skal etableres med det samme, og så er overgangen til nye steder ikke så svær. Det kan være noget med hvor ens bøger skal stå henne? Hvor må man gå hen hvis man vil være alene, men hvor man stadig kan høre de voksne/de andre? Der skal skaffes safe-food, så man ikke er afhænge af andre ift mad osv. osv. osv. Det har vi nu gjort i 14 dage i et andet land, i et hus hvor vi i første omgang bliver en måned, og hvis alle stadig er glade efter en måned, så tager vi en måned til. Vi har nemlig fået en fuldstændig fantastisk og unik mulighed, som vi endte med at takke ja til.

Det hele startede for et halvt års tid siden

Jeg var sygemeldt med belastningsreaktion ovenpå min yngste datters skolevægring, og for mit vedkommende skolevægring vol. 2 efter at jeg tog min store datter ud af skolen efter skolevægring for knap 4 år siden. Jeg tjekkede min indbakke, og der lå den sødeste mail fra en fellow mama (og hendes mand), som skrev og spurgte om vi måske ville en tur til Norge og bo i deres hus mens hun, hendes mand og datter skulle til Indonesien et par måneder og forske. Først tænkte jeg at det lød megafedt, men med min enlige forsørger SU og mit, på det tidspunkt, mikroskopiske overskud kunne jeg ærlig talt ikke overskue det.

Men livet har lært mig ikke at svare med det samme, og lige sove på ting, så det gjorde jeg. Det var en god beslutning. Denne skønne kvinde og jeg har det sidste halve år haft nogle skønne besked-samtaler og facetime-møder, og langsomt begyndte jeg at tro på at ideen kunne blive til virkelighed. Jeg har længe drømt om at udnytte at mit lærerstudie primært er online, og at jeg hjemmeunderviser to børn, som nu også går i online skole, men økonomien har ikke lige frem gjort det muligt at tage et kvert eller halvt år til New Zealand eller lignende. Overskud til at søge legater har heller ikke været tilstede, så da denne mulighed voksede på mig, endte jeg til sidst med at sige kæmpe ja tak, og nu hygger børnene og jeg os i det smukkeste og hyggeligste store hus i Norge, hvor vi bor på en klippe med udsigt over en smuk fjord hvor der hver aften ligger sæler på stenene i vandet og chiller.

Jeg kan stadig ikke helt forstå at det her virkelig er virkeligheden, og hver morgen når jeg vågner, er det først når jeg ser havet ud ad vinduet at jeg er helt sikker på det ikke er en drøm, men at vi faktisk bor her og skal bygge en hverdag her i en periode.

Hvor bor i henne i Norge?

Vi bor lidt udenfor Grimstad i Sørlandet i Norge. Vi bor ca 4-5 km fra Grimstad centrum og vores primære transport rundt er ladcykel (med el, THANK GOD skulle jeg hilse og sige!) og bus. Men lige nu er den lokale buslinje på sommerferie, så vi har 35 minutters gang til nærmeste busstoppested til Grimstad eller Arendal (oh yes, hej hej Elsa og Anna), med mindre vi altså tager ladcyklen, som jeg i al beskedenhed er blevet badass til at køre på i det her smukke klippede og bakkede landskab. Min kondition er virkelig kommet på intensiv træningsrejse. Heldigvis er den med på legen. Men selvom vi har været her i en rum tid allerede føler jeg stadig lidt jeg fortjener en medalje efter hver cykeltur. Ikke kun på grund af konditionen og træningen, men også bare det at cykle rundt i Norge på smalle veje, finde vej og opdage det den app jeg af og til bruger til at planlægge cykelruter, den har et lidt andet billede af hvad der er cykelstier end jeg har. Et par af de cykelstier den har foreslået mig er knap nok en betrådt sti igennem skoven, og hvis jeg så kommer der med ladcyklen er jeg bange for at få en eller anden skovfoged efter mig hvis jeg kommer til at ødelægge noget af naturen. Så grusstier og asfalterede veje is is. Det kan være jeg har det anderledes om et par uger, time will tell.

Huset er et stort og smukt hus med 3 etager, som ligger på en klippe med udsigt over fjorden og ned til Grimstad. Her bor en dejlig familie som vi var heldige at tilbringe 2 dage sammen med, og som er hoppet lige ind i vores hjerter. Det var ret trist at de allerede skulle afsted efter 2 dage sammen, og vi savner dem og glæder os til at se dem igen engang når deres eventyr i udlandet er slut. Vi har mange fællesnævnere og fælles værdier, og det er bare fedt at rejse 13 timer i bus (om natten) til Norge og lande i favnen på nogen man bare har lyst til at kende resten af livet.

Så det er her vi bor lige nu, og indtil videre i en måneds tid.

Hjemmeskole og livet i Norge

Der ligger selvfølgelig 1000 tanker og små beslutninger bag denne store beslutning om at rykke familien til Norge og skabe en midlertidig hverdag i et helt nyt land, og nogle af dem vil jeg gerne dele her.

Vi hjemmeunderviser både ud fra unschooling (hvad er det? læs her) filosofien og i online skole, hvor mine børn har andre lærere og bliver udfordrede på den mere traditionelle skolemåde. Det fungerer rigtig godt for os. Mine første tanker om at tage til Norge og takke ja til muligheden for at bo i et hus her handlede mest om økonomi. Norge er dyrere end Danmark ift. mange ting, og jeg får jo altså ikke på magisk vis mere i SU bare fordi jeg bor i et andet land. På den anden side kan man altid blive bedre til budgetter og økonomi, og nye indkøbsmønstre kan være meget lærerige, så det kunne være en okay fed udfordring at skulle leve for lidt mindre end vi er vant til. I Danmark ligger der 2 Nettoer, 1 Føtex, 1 Meny, 1 Coop365 og et storcenter indenfor 700 meters afstand, og det gør immervæk også noget ved forbruget at man altid kan få alting indenfor få minutters gang. Her i Norge skal man tænke anderledes, for der er intet i nærheden, til gengæld kan man få mad bragt ud hos Oda, som er Norges svar på Nemlig.com, og for at det ikke skal være løgn, så har de gratis hjemmelevering til nye kunder de første 3 måneder, og ja, englene sang i mine små ører da jeg tilmeldte mig Oda. Hver krone sparet er ekstra kroner til bus og oplevelser til hjemmeskolen der nu er rykket til Norge.

En af de ting jeg ønsker at mine børn tager med hjem fra Norge er oplevelsen af at være nybegyndere i et helt nyt land. At tilegne sig et nyt sprog. Ydmygheden der følger med at være gæst. At tage sin safari-hat på og lære alt at kende. Naturen, lydene om natten, trafikken, kulturen, menneskene, oplevelserne, magien og sikkert også de ting der er svære eller anderledes her i Norge. Bare det at skulle handle i supermarkedet, og have nul referenceramme ift. at handle ind. Kender ingen af mærkerne, butikker der er indrettet anderledes, afgifter der påvirker varegrupper anderledes, som f.eks cola og slik og chips som er vanvittigt dyre i Norge, og som du til gengæld får kastet i nakken i DK (but why?). Vi har ændret vores forbrug af sukker og slik markant siden vi kom herop, og det er jeg som mor ikke særlig ked af.

Naboerne i Norge og børnene der forsvandt

To dage efter at vores skønne familie var taget afsted, fik jeg fornøjelsen af at låse mig ude, hvilket betød at jeg meget hurtigt fik et rigtig (og taknemmeligt) forhold til vores naboer her i Norge. Jeg sparede 4000,- på en låsesmed og handlede til gengæld chokolade til mine hjælpere som tak for hjælpen. Dagen efter forsvandt mine piger ind til naboerne og fik nye venner, og så så jeg dem nærmest ikke i et par dage. “Mor, vi spiser bare inde hos naboerne, så du skal ikke tænke på aftensmad”. Dagen efter kom børnebørnene fra huset ved siden af løbende og spurgte om de måtte tage mine piger med ned til stranden og fiske, det måtte de gerne, og så tog de voksne en flok unger med ned efter fisk, inklusiv mine to danske børn uden nogen problemer. “Mor, norsk er jo slet ikke svært at forstå!” og det kan jeg kun være enig i, vi har ikke haft problemer med at snakke med nogen her, tværtimod, og alle vi har mødt har bare været så søde og rare. Hvilket bringer mig til næste punkt på rejsen.

Den åbne ligning

Man kan regne kilometer, priser og rejsetider ud på forhånd. Man kan planlægge ruter ned til mindste detalje. Men det vigtigste ved en rejse lader sig ikke beregne: den fremmede, der inviterer på te, den uventede hjælp, samtalen, der ændrer ens syn på et sted, eller følelsen af at tage af sted med én forestilling og komme hjem med en helt anden. Den åbne ligning har vist sig at være fuldstændig magisk på denne rejse. Det startede med at familien, hvis hus vi bor i, de bare sendte på samme frevkens som os. Det kan man ikke regne ud på forhånd. Vi havde mange snakke om vi nu også kunne komme rundt med ladcykel eller om vi skulle leje en bil (hvilket ville ændre mit budget betydeligt), og jeg har så meget erfaring med alle mulige eventyr at jeg forsikrede den skønne mor om at vi nok skal finde en vej uden bil heroppe, og at deres ladcykel nok skulle klare opgaven. Og sådan er det blevet. Vi mangler overhovedet ikke en bil, og normalt når jeg kører i bil på rejser, så ser jeg ikke ret meget fordi jeg skal holde øje med trafikken. Med ladcykel og busser får det jeg det meste med og jeg føler at jeg oplever mere sammen med mine børn end blot at være chaufføren ved siden af dem. Det er en stor gave for os med den ladcykel og fordi vi ikke skal leje bil, så er der fint budget til busserne.

En anden del af den åbne ligning handler om at den norske krone er lav for tiden, så når jeg føler jeg har brugt en del penge, så kan jeg se på min bank at det slet ikke er så slemt, fordi beløbet jo er noget lavere i danske kroner. Det kan man heller ikke planlægge på forhånd - selvom den norske krone nu har været lav i lang tid efterhpnden. Lad det blive sådan lidt endnu.

Vi kunne heller ikke regne ud på forhånd at vi ville måde så mange mennesker på så kort tid her på “landet” ude på klippen. Det var også en af mine mange tanker, hvad med andre børn? En ting er livet på ferie i en uge hvor man oplever hele tiden, men når nu vi skal være her og skabe en hverdag, bliver tiden så for lang uden legekammerater? Det blev slet ikke noget problem, og vi hilser dagligt på folk i området og møder og taler med mange børn og voksne på vores ture. Begge mine børn er gode til at skabe kontakt til andre børn, så de har en fest med norske børn heroppe.

Til sidst kunne vi heller ikke regne ud af Oda’s bring ud service ville have gratis levering til alle nye kunder i 3 måneder. Jeg har tidligere haft et blogsamarbejde med nemlig.com og har været vildt glad for deres service i kombination med at lave madplaner, og det er lidt her vi er igen nu, og jeg ELSKER det! Der er det mad der er, og så får vi det bedste ud af det. Vi bager boller, kage, har god tid til at handle og putte ting i kurven og opbygger en indkøbsliste over et par dage. Så bestiller vi, og dagen efter kommer de sødeste norske bude i deres orange varevogne og afleverer maden. Og nå ja, så er haven fuld af blåbær, ribs og hindbær, og skovbunden 50 meter fra huset bugner med vilde blåbær i en uendelighed, så pigerne er ude og plukke bær hver morgen. Til gengæld har jeg flåt-noier, så jeg ligner Dustin Hoffaman fra filmen Outbreak fra 1995 når jeg skal ud og plukke vilde blåbær. Men det skal jeg, for det er så lækkert og der er så mange.

Der er sikkert mange dele af den åbne ligninger vi slet ikke har opdaget eller mødt endnu, men pointen er at vi ikke kan planlægge alting på forhånd, og at tingene godt kan falde ud langt federe eller bedre end man overhovedet kunne forestille sig.

Næste del af rejsen?

Det ville være forkert at skrive “nu er du opdateret”, for det er du ikke. Vi har været her i knap 2 uger og jeg har 1000 ting at fortælle om Norge, Grimstad, Arendal, naturen og ting vi lærer mens vi lever her. Og ikke mindst turen herop - oh my God! Til gengæld har jeg en masse tid og ro til både at lave studiearbejde og til at skrive, og familien her har kontor på øverste etage med udsigt over fjorden (jeg sidder her lige nu og har aldrig oplevet en hel fjord forsvinde bag så tyk en tåge før), så jeg kommer til at blogge en del om rejsen de kommende uger i takt med at hverdagen og studielivet starter igen om et par dage.

Det er en kæmpe fornøjelse at dele det her eventyr med dig, jeg har været tæt på ikke at springe ud i det, men nu er vi her, og vi elsker det! Det bliver en oplevelse for livet, og jeg håber du har lyst til at følge med, spørge ind og læse med,

Kærlig hilsen

Frejamay