En eller anden dag er jeg simpelthen nødt til at skrive en bog om den her historie, altså... Hvis du er ny på bloggen, så er her et meget kort resumé af vores historie:

Jeg havde en engangsting med min underbo (læs historien her)
Det gik op og ned. Og pludselig gik det bare helt ned. (Læs her)
Men så skete det her (læs her)

Og nu sker der her:For ikke så længe siden fortalte jeg dig hemmeligheden jeg har holdt hemmelig for alle i næsten et år (læs her), nemlig at Emma hemmeligt har gået i vuggestue. Jeg fortalte det til Emmas far, og jeg fortalte ham hvorfor jeg havde holdt det hemmeligt. Heldigvis forstod han 100% mine grunde. I dag var så dagen hvor han skulle se Emmas vuggestue. Jeg hentede ham ved stationen, og vi kørte sammen derhen. Jeg havde list stress på, ikke fordi han skulle hen og se vuggestuen, men fordi jeg har haft rigtig mange aftaler og møder i dag, og hele dagen var allerede presset inden jeg stod op i morges. Men sådanne dage er man bare nødt til at tage en bid ad gangen, så det gjorde jeg.Det var en rigtig god oplevelse, han så stedet og jeg fortalte lidt, og han spurgte om jeg havde lyst til at spise frokost sammen, for vi har egentlig ikke været alene sammen siden helvede brød løs. Det ville jeg gerne. Og da vi sad i bilen og skulle køre til cafeen, så mærkede jeg lige efter i maven, og så spurgte jeg om han havde lyst til at se noget mere af området? Han kiggede spørgende på mig og sagde "Øh ja?". Og så hoppede vi ud af bilen igen, og jeg fortalte lidt om området, mens vi gik rundt om hækken og hen til en opgang. Så stoppede han op og spurgte forsigtigt: "Er det her I bor?". Og jeg kiggede og smilte og sagde "Ja, det er her vi bor. Jeg synes du skal se hvor Emma har sin hverdag". Og så inviterede jeg ham op i lejligheden, og han så Emmas værelse, legehjørnet, køkkenet og stuen. Og så gik vi ned til bilen. Og han blev så glad, og jeg havde helt ro i maven omkring det.Så tog vi på cafe mens vi ventede på at Emma sov færdig så jeg kunne hente hende til samvær. Vi snakkede, og det var bare helt okay. Vi er begge to forsigtige stadigvæk, og det hele er stadig meget nyt, men der er ingen af os der ønsker at vende tilbage til krig og ødelæggelse, så det er meget fint og respektfuldt.

På vej tilbage til vuggestuen fortalte jeg ham at vi skulle til bogreception senere. Han var stille lidt. Så spurgte han om Emma skulle med. Så sagde jeg ja. Meningen var at vi skulle til samvær med hendes far, og så til bogreception inde i byen bagefter. Så spurgte han forsigtigt: " ville det være okay hvis jeg tog med til bogreceptionen? Så kan jeg jo være sammen med Emma der og du kan snakke med dem der er der?" og så lettede min stress omgående, for så kunne jeg pludseligt overskue resten af dagen. Bortset fra at jeg ikke kunne overskue parkeringsplads og at finde en blomsterbutik på vejen. Men altså, vi fik hentet Emma, vi kørte ind til byen alle tre, og da vi nåede Kongens Nytorv sagde jeg højt ud i bilen "der er ALTID en parkeringsplads", og så drejede vi ind af stræderne, og 100 meter senere var der en helt fri parkeringsplads klods op af en blomsterbutik 100 meter fra bogreceptionen. Armmen altså hva?

(fortsætter efter billederne)

Ved du hvad?Vi havde simpelthen sådan en god dag! Alle tre. Emma og far tullede rundt og spiste alle de oliven og vandmelon-stykker de kunne komme i nærheden af. Jeg nød at have Emma med, SAMTIDIG med at jeg faktisk også fik ført nogle voksne samtaler og mødt nogle nye mennesker. Der er en helt ny måde at være mor på. Far havde en fest og han og Emma var bare så søde og gode sammen. Og efter et par timer hoppede vi alle tre i bilen, Emma og jeg kørte far hjem og vi kørte hjem og hun røg på hovedet i seng efter en virkelig lang dag.Det her overgår alle mine drømme jeg havde for vores lille alternative familie dengang det hele startede. Og jeg må virkelig stå ved at drømmen om oplevelser som denne, de var fjernet fuldstændig fra min radar. Fuldstændig. Og i stedet for en stresset dag, så har jeg haft en travl dag, men i zen og med støtte og godt selskab. Emma har haft en supergod dag og været sammen med mor og leget en masse med far (og spillet tromme på hans hovede).Hold kæft jeg har en dejlig følelse i kroppen altså. Og jeg er også rørt over min egen, men også fars indsats. Det har virkelig krævet en benhård arbejdsindsats at komme hertil. Han har måtte slippe en masse frygt og frustrationer og det samme har jeg. Men vi er her nu. Og det er godt. Og det bliver sikker svært igen, men jeg tror ikke vi kommer tilbage til Foreningen far og statsforvaltningen og advokater. Det er simpelthen ikke et sted for familier og børn.Jeg er så træt, for det har været en lang dag. Men jeg er træt på den glade dejlige og "en fremtid fuld af lys" agtige måde. Og jeg har møder allerde tidligt i morgen, så nu vil jeg sove. Men jeg var nødt til at dele det her. Jeg er så glad. Derfor vil jeg nu tage ejerskab over successen, og i stedet for at kalde det "for vildt" eller "fantastisk" eller "det går ud over min fatteevne", så hedder det fra nu af "jep, det er helt normalt. Eller... det er i hvert fald mit nye normal" - så fortæller jeg også universet at det ikke er for godt til at være sandt, og at alt er præcis som det skal være :)