Måske har du læst det. Blogindlægget om mit møde med Foreningen Far og deres metoder, ellers kan du læse det her (over 30.000 har læst det allerede). Her er et lille citat derfra:
"Han kæmper mod andres “sindssyge kvinder”. Jeg er skydeskive for en kamp der ikke engang handler om ham og mig. Den handler om bitre eksmænd der bruger uskyldige (det er han så ikke mere, det kan han så selv huske at takke Foreningen Far for) fortvivlede mænd til at drive et kvindehad der måske ikke engang boede i disse mænd til at starte med."Indlægget gav mig modet tilbage, styrken tilbage og overskud tilbage. Også selvom min situation var uændret og jeg stadig levede i frygt, og ikke mindst meget stor bekymring for hvordan Emmas fremtid ville se ud. Jeg skrev mig ud af det, der føltes som et kvælertag der strammede til og strammede til. Og til min store overraskelse blev jeg ikke politianmeldt af Foreningen Far for at skrive det. Tak for det.Det er nu knap 3 måneder siden jeg skrev indlægget, og jeg ved slet ikke hvordan jeg skal starte denne update, så jeg skriver mig lidt varm. Der er sket et julemirakel. Eller. Det vælger jeg i hvert fald at tro.
Emmas far og jeg har de sidste 3 måneder været på et skilsmissekursus. Jeg sagde kun ja fordi jeg ikke turde andet. Og fordi jeg havde et ringe håb om at det måske kunne ville ændre noget. Et eller andet. Det var en kæmpe overvindelse at skulle sidde i rum med ham. Ham og jeg og en terapeut. Lille rum. Store følelser. Frygt. Hjertebanken. Efter anden session fik jeg noget der minder om et angstanfald. Det var simpelthen så grænseoverskridende at sidde og høre ham fortælle og genopleve hele mareridtet igen, at jeg satte mig til at skrive "et to et to et to et to et to et toet to et to et to et to et to et toet to et to et to et to et to et to" på mit papir, for bare at holde ud af at være i rummet med ham. Da vi var færdige satte jeg mig ud i bilen. Jeg skulle lave en u-vending på en lille sidevej, og da jeg havde vendt bilen kunne jeg simpelthen ikke genkalde mig hvilken side af vejen man kører i. Jeg kiggede bare på begge sider af vejen og ledte febrilsk efter en eller anden referenceramme. Hvilken side kører man i? Hvad er højre og hvad er venstre? Alt kogte sammen i min hjerne. Så jeg stoppede bilen og trak vejret indtil jeg kom tilbage til mig selv. Efter nogle minutter kunne jeg både huske at det var højre side og jeg vidste hvilken side af vejen der var højre. Så kunne jeg køre sikkert hjem.Sideløbende gik samværet dårligere og dårligere. Emma fravalgte far og reagerede ikke på hans initiativer på biblioteket. Hun ville ham ikke. Selvom vi begge to pushede hende lidt, ville hun kun sidde ved mig og kun gå med far hvis jeg var med. Vi har hele tiden begge to gjort hvad vi kunne for at skabe så god en stemning som muligt under samværet. Men Emma er en klog pige og hun reagerer både på skuespil og på skjulte agendaer. Så det gik bare ikke.
Efter 5 sessioner hos terapeuten skulle vi endelig have en dialog om alt det der var sket. For første gang nogensinde. For det har man jo ikke i statsforvaltingen. Der har man advokater og krig og løgne og ondt i maven. Men ikke en menneskelig samtale. Jeg var simpelthen så nervøs inden den session. Følgende er kopieret fra min private lukkede facebook-profil den dag, efter sessionen:6. december kl. etellerandet om eftermiddagen, privat FB:"Mine tårer løber ned ad kinderne mens jeg skriver dette. Men jeg skal skrive det nu.I dag til skilsmissekurset fik vi hver en seddel med 4 spørgsmål. Hvornår er samarbejdet bedst? Hvornår er det sværest? Et jeg ikke kan huske og hvilken historie vil I gerne have jeres børn fortæller om skilsmissen når de bliver store?Det var ikke så meget spørgsmålene, det var mere situationen. I dag skulle vi for første gang i hele processen snakke sammen. I et rum uden advokater og stalking og færdrerettigheder, et liv i skjul, krænkelser, frygt og bræk og alt det andet der har været. Jeg skrev ”jeg ved ikke hvad jeg skal gøre jeg ved ikke hvad jeg skal gøre” på mit papir da vi fik et par minutter til at forberede os. Jeg vidste at det her var et afgørende øjeblik i mit liv.Han startede.Han sagde undskyld. Undskyld for det hele. Han fortalte men brugte ikke for mange ord, og svælgede ikke i sine følelser. Det var meget rent det han sagde. Han sagde at han ikke havde nogen anelse om hvordan jeg havde det, og derfor var han bange for at sige noget om noget samarbejde, fordi han ikke ville presse på, og han havde lagt alle krav bag sig. Han vidste at han kun kunne være en god far for Emma hvis han havde mig med på holdet, og han vidste at han havde spillet sine kort helt forkert. Hun har afvist ham den sidste måned, og det har tydeligt været rigtig hårdt for ham. Så han ville egentlig bare høre hvordan jeg havde det med ham.Kristine parterapeut sagde: ”Nu skal du være sikker på at du gerne vil have det du siger. Vil du have at Frejamay skal være HELT ærlig?””I need to know” siger han.Og så stoppede jeg med at tænke og så begyndte jeg bare at snakke. Og jeg fik sagt det hele:”Jeg ved ikke hvor jeg skal starte henne, men jeg kan starte med hvordan jeg har det med dig, R. Helt ærligt, så har jeg det meste af sidste år ønsket at du skulle blive ramt af en lastbil...(lang stilhed)... Jeg har været så presset at jeg er endt med at blive sygemeldt af alle dine angreb, og mit absolut eneste fokus har været at Emma skal komme hel igennem det her. Og ikke engang det har jeg formået helt. Efter sidste gang i statsforvaltningen brød jeg sammen i mit eget bræk og kunne ikke bevæge mig, fordi dine skjulte optagelser bare var endnu et angreb på det spinkle håb jeg havde for Emmas fremtid. Det at komme på dette kursus har været så grænseoverskridende at jeg ikke har ord for det. Når alt det så er sagt, så er du Emmas far, og jeg kan se at du elsker hende, og jeg kan se du gør det absolut bedste du kan med hende. Drømmene om den alternative familieform er slut, men jeg ønsker stadig – et sted ude i fremtiden som ikke er lige nu – at vi kan være sammen på hendes fødselsdag og til hendes konfirmation. Emma skal ikke skilles ad. Jeg ønsker stadig at Emma skal have en relation til sin far, det har jeg hele tiden sagt og det siger jeg stadig. Hun har en danser gemt i sig og den danser kan jeg ikke stille meget op med, men det kan du.”Jeg sagde at vi hver især har et ansvar for hvem vi opsøger som vores guides her i livet, især i de svære situationer, og at jeg faktisk også har opsøgt en agressiv advokat, der forud for første møde i statsforvaltningen sagde ”NUL SAMVÆR til den psykopat”. Men at jeg valgte at lytte til min søster i stedet, som havde et større overblik end jeg havde, og hun rådede mig til at holde fast i et minimum af samvær – selvom prisen for mig var høj. Det er jeg hende meget taknemmelig for i dag.Det gjorde indtryk på ham.Jeg var ikke vred i dag, jeg var meget afklaret. Og hudløs ærlig. Der var ingen følelser, ingen stemme der bævrede, ingen hjertebanken eller rystende hænder. Det var så let at fortælle ham det hele.Det endte med at jeg blev rørt og han blev rørt. Og der er nogle ting jeg godt kan forstå, men som jeg bestemt ikke synes er okay, og det ved han godt. Vi har begge to et valg.Så det endte sådan her i dag:Jeg vil gerne samarbejdet. Og jeg er muligvis den mest naive i verden efter det der er sket, og ja han udviser krænker-adfærd og ja til alle mulige bekymringer. Men det er min datter og vores fremtid, derfor er jeg nødt til at gøre en indsats for at skrive historien om herfra. Hvis jeg ikke gør det, så kender jeg vejen. Retssager, statsforvaltning, et liv under radaren, frygt og angst og en datter der kommer til at betale en tårnhøj pris. Jeg vælger at tro på at dette forløb, og hans indsigter, og hans vilje til samarbejde frem for krig det er ægte, i hvert fald lige nu, og hvis det ikke er, så må jeg tage konsekvensen en gang til. Men jeg er simpelthen nødt til at prøve. Og jeg skal nok passe på mig selv i alt det her og jeg får brug for hjælp til det. Men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for min datter, for at jeg kan være med til at skrive en ny fremtid til hende.Derfor sagde jeg til ham i dag at jeg synes vi skulle gå en tur i skoven i stedet for at være på biblioteket, og at jeg var tryg nok til at være alene med ham udenfor. Det blev han meget glad for. Så det gjorde vi, og selvom Emma var dødtræt og hang på mig det meste af tiden, så var det en rar oplevelse.Der er egentlig ikke noget der er uændret ved noget som helst, andet end at noget er helt forandret inde i mig. Der skal stadig ikke skures op for samværet, men vi skal arbejde på kvaliteten af det og jeg skal støtte dem lidt (men ikke fixe noget). Han har brug for hjælp og jeg har brug for at de får en god relation til hinanden, de får den bedste hvis jeg er teamplayer og hjælper med at oversætte lidt for hinanden. Ligesom jeg gjorde i dag.Rammen kommer til at blive at vi laver klare aftaler med Katrine Parterapeut, og så bliver hendes kontor rammen for samværsaftaler og kommunikation. I stedet for dyre konfliktoptrappende advokater og statsforvaltning.Vi er nødt til at prøve. Og jeg har truffet min beslutning, så jeg vil gerne frabede mig bekymrende beskeder med ”har du nu tænkt dig om” og så videre, også selvom de er sendt i den dybeste kærlighed. Det her betyder ikke at han pludselig er min bedste ven, at jeg har glemt og tilgivet alt hvad der er sket, at jeg ikke tror han kunne finde på at gå den vej igen. Men jeg er nødt til at handle på den (større eller mindre) forandring jeg tror på der er sket i os begge to, i hvert fald i kærlighed til min datter. Jeg gik opløftet fra mødet i dag og pludselig er det som om fremtiden ser en smule lysere ud.Han fortalte at hans egen proces har kostet ham mange venskaber, han er stoppet med at lytte til Foreningen Far og deres ambassadører, og at han faktisk var nødt til at slå op med en kæreste som hele tiden prikkede til hans frygt og udviste stor mistillid til mig (uden nogensinde at have mødt mig). Han ville ønske han kunne skrue tiden tilbage, havde lyttet til nogle andre, og han vidste godt at han var årsagen til at vi var havnet her. Og han fortryder det hvert eneste sekund, fordi han ved han aldrig kan blive en god far uden mig. Og at han ikke kan tvinge Emma til at elske ham.Vi skal hjælpes ad med at skrive historien om. Når der sker noget nyt i en familie, så skal familien også hjælpe med at skrive historien om. Og I er min familie. Så jeg vil gerne bede om kærlig støtte til det her for Emmas skyld, og hvis du ikke kan det, så har jeg fuld forståelse, men så er det ikke dig jeg skal snakke med om de her ting lige nu. Jeg synes stadig han er en fucking klaphat, og det vil jeg havde lov til at sige højt, men jeg vil også inkludere håbet og troen på at det kan blive bedre i den historie jeg skriver herfra. Og det vil jeg gerne mødes i.Jeg har håb for fremtiden efter i dag. Og jeg vil hellere såres en gang til, end jeg vil leve i frygt resten af mit liv, uden i det mindste at have prøvet.Tak fordi du har været, og forhåbentligt er en del af rejsen stadigvæk. Det bliver ikke let og det kommer til at tage mange år, men for Emmas skyld er det det værd, det vælger jeg i hvert fald at tro på."Lang update slut.
I sidste uge havde vi så sidste session. Endnu engang kom han med en kæmpe undskyldning, og han er begyndt at snakke 100% ud fra Emmas behov. Og det klæder ham bare så godt. Ingen fædrerettigheder, ingen paragraffer, ingen skjulte dagsordener. Ingen "Jeg vil have". Hans ændrede adfærd fjerner fuldstændig min modvilje mod ham. Derfor har jeg foreslået en optrapning af samværet på Emmas præmisser, og han har selv spurgt om jeg ikke godt vil være med under optrapningen stadig indtil Emma og ham har fået bygget en god relation til hinanden. Og der er ikke noget jeg hellere vil end det, og jeg har kæmpe respekt for at han er så ærlig og rækker ud, for alt det vi gør er for Emmas skyld. Og en dag er jeg klar til at tilgive, lige nu er jeg blot på vej derhen. Med små skridt.Så vi har aftalt at vi, en gang månedligt tager på aktivitetslørdag sammen hvor vi udvider samværet fra 1-3 timer. Og det kan vi fordi jeg er med, og Emma derfor er fuldstændig tryg og nyder samværet med sin far. As we speak sidder jeg faktisk på biblo, og de to fløjter rundt og jeg har ro til at skrive. De sidder og griner højlydt, og det er bare så dejligt at opleve at relationen fungerer igen. Børn har de vildeste antenner. For at cementere den nye ændring, og anerkende far for u-vendingen, tager vi allesammen i zoo sammen i næste uge, og jeg har totalt ro i maven over det. Jeg glæder mig helt ærligt lidt, for selvom vi aldrig får den familieform jeg/vi drømte om, så er det her et "godt nok" forældresamarbejde, som nu kan handle om Emma i stedet for alt muligt latterligt politisk og ret og forsmåethed.Jeg er så lykkelig.Emmas fremtid ser pludselig helt anderledes ud, og selvom jeg har mistet håbet mange gange det forgange år, så kan jeg pludselig se en lys fremtid for os alle igen. For Emma, for Emma og far, for Emma og mor. Jeg er så taknemmelig for at han har sagt farvel til den modbydelige "rådgiving", og lytter til de mennesker han har i sit liv, som taler ud fra barnets perspektiv. Og jeg har virkelig lyst og mod på at imødekomme hans initiativer. Han spurgte forsigtigt om hans far (fra et andet land), måske kunne hilse på Emma til sommer, men at han ingen krav havde, fordi han godt ved at han skal på arbejde for at bygge den tillid op han har ødelagt. Men jeg sagde med det samme at det vil jeg selvfølgelig rigtig gerne imødekomme og der er ingen grund til at gå og gemme på det svar. Og det føles bare så godt, og jeg kunne se han blev glad. Og det føles også godt. 
Så nu er jeg raskmeldt igen. Jeg har en masse sindssyge historier fra den relativt korte tid jeg nåede at være "i systemet", men det er nogle blogindlæg for sig (men trust me, de kommer, det er jo et sygt system der skal hjælpe mennesker der har brug for hjælp, what the fuck?). Jeg har ikke turde fortælle om min sygemelding på bloggen før nu, fordi jeg var bange for han/foreningen far ville bruge det i mod mig. Men nu ved han det, du ved det, alle ved det, og der er ikke længere grund til at frygte noget. Jeg var sygemeldt med en kraftig belastningsreaktion ovenpå det pres vi har været underlagt. Nu er det slut og jeg er tilbage igen. Men en tro på fremtiden. Med en tro på at Emmas fremtid er blomstrende og fyldt med oplevelser med både mor og far.Rom blev ikke bygget på en dag. Not at all. Men Rom blev bygget ved at man tog en sten og lagde den. Og så lagde man en til. Og på et tidspunkt havde man et fundament. Og så havde man en kirke. Og i dag har vi en smuk by med masser af muligheder.Jeg har ingen overhøjde, helikopterperspektiv eller kloge ord. Jeg vil heller ikke komme med en konklusion, mere end jeg er kommet med allerede. Jeg vil bare sige farvel og tak for nu til Foreningen Far, og goddag og velkommen til en kærlig far, der snakker udelukkende ud fra sin datter, og hvad der er bedst for hende - til stor gavn og glæde for både far og datter (og mor). Jeg er taknemmlig over at befinde mig midt i dette juleeventyr, som kommer både mig, Emma og Emmas far til gode. Tak fordi 2016 ender et sted der er fyldt med lykke, det havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet var muligt.KærligstFrejamay PS: Jeg kan virkelig anbefale PREP-kurset og Katrine, også selvom det har krævet mange dybe indåndinger at komme der. Du finder kurset og hende her.PPS: Og efter min "skriveblokade" det sidste års tid. Eller i hvert fald angst for at udtrykke mig, har jeg fortalt det til R, og han har sagt "helt ærligt, jeg har intet på vej til hverken statsforvaltning, ingen screenshots eller noget, og jeg holder mig fra dine online ting nu, så go have a blog-party" - og det er så dette indlæg. Jeg håber du læser at det er skrevet i respekt for ham også. Forhåbentlig bliver dette blogindlæg et stort tykt punktum i en bog der er slut. Og starten på en helt ny bog vi glæder os til at være fælles om at skrive.