Trend: Genbrugsshopping! Her er mine 8 personlige tricks til at finde genbrugsguldet og blive supergenbrugsshopper

IMG_7475.jpg

Trend: Genbrugsshopping! Her er mine 8 personlige tricks til at finde genbrugsguldet og blive supergenbrugsshopper

Genbrugsshopping er over os, genbrugsshopping er blevet moderne. Uanset om du shopper til børn eller voksne eller boligen, så er der mange (MANGE) penge at spare på at shoppe genbrug, og der er alt at vinde for miljøet når du køber brugt. Men hvordan finder man egentlig genbrugsguldet? Hvad gør dig til en dygtig guldspejder når du er afsted på loppemarked eller i genbrugsbutikker? Jeg har samlet mine personlige tricks til at komme hjem med guld og undgå fejlkøb, for selvom det er billigt og brugt, så gider du ikke have fejlkøb hængende i dit skab. Vel?

1) Kend dine mærker

Hvis du, ligesom jeg, har nogle yndlingsmærker, så gå efter dem. Jeg er totalt sucker for dansk design, og elsker Ganni, Baum und Pferdgarten, Costummade, Underprotection, Nørgaard, Aiayu, By Malene Birger og mange flere, så er mærkerne gode lige at have i baghovedet når jeg shopper genbrug. Jo mere målrettet jeg går, jo mere finder jeg præcis hvad jeg leder efter, fordi min genbrugs-hit-radar er indstillet på hvad jeg går efter. Det kan også være en bestemt farve eller materiale eller style (kimoni, jeans, toppe i en særlig farve, gul eller lignende) jeg går efter. Jo mere specifik jeg er, jo lettere er det for mig at komme hurtigt igennem alle bøjestængerne.

2) Kend forskel på fascination og favoritter

En af de fedeste ting ved genbrugsshopping er at man kan finde de vildeste ting fra hele verden. Og i et svagt øjeblik kan en sombrero med katteøjne og gule bjælder virke som en virkelig god idé. Her er det godt lige at kende forskel på om du bliver øjebliks-fascineret af noget, eller om det vitterligt bliver en favorit hjemme i dit klædeskab. Jeg har haft de underligste ting med hjemme fordi jeg følte jeg virkelig stod med ET FUND! Og det gjorde jeg sikkert også hvis jeg skulle åbne et klædemuseum med vilde ting fra alle verdens lande. Men som noget jeg, selvom jeg måske har en temmelig farverig stil, aldrig nogensinde kommer til at bruge til andet end noget udklædning eller et sjovt selfie, det skal ikke med ind i mit klædeskab. Jeg har ikke plads til et museum herhjemme. Tip: tag et billede af det i prøverummet, og hyg dig med billedet, ikke med selve beklædningsdelen, og slet ikke derhjemme.

IMG_8137.jpg

3. Salgsværdien - vil du kunne sælge videre med fortjeneste?

Mød min indre jyde Jonna. Hej med dig. Jonna er hende der aldrig betaler fuld pris for noget, og godt kan lide at gøre en god forretning. Derfor kigger Jonna og jeg altid efter om prisen er så god at jeg kan elske tingen så længe jeg har lyst, og alligevel har en god chance for at sælge videre - med fortjeneste. Eller i det mindste ikke tabe på købet. Og det er en ret god klædeskabsforretning at tænke på den måde, for så koster klædeskabet dig ikke noget som helt, og du kan endda tjene lidt penge på at have en nice genbrugsgarderobe. Jeg har en god fornemmelse for hvad der sælger godt på de online sociale markedspladser, og jeg sælger næsten altid med fortjeneste. Jeg kan godt lide at tænke på hvad tøj egentlig koster mig. Hvis jeg køber noget til 2000 kroner men bruger det hver dag (eksempelvis en jakke), så regner jeg ud hvad jakken koster mig pr. dag. Så hvis vi leger at jeg har brugt jakken hver dag i et år (næsten), jamen så har den kostet mig knap 6 kroner pr dag. Og hvis jeg så sælger den til 1500, så har den kun kostet mig lidt over 1 krone pr dag. Alternativt kan en billig bluse fra H&M gå hen og koste mig 25 kroner pr dag, fordi jeg aldrig rigtig får den brugt eller kvaliteten er ringe eller lign.

4. Tag dig TID

God genbrugsshopping tager tid. Det tager tid at gennemgå stativerne og gennemgå varerne. Tag dig den gode tid, bliv god til at tjekke varerne (okay, lyd lige narkobaron-agtig!), nyd at gå rundt og se hvad der findes derude. Sæt nogle timer af hvis du eksempelvis er i Lidkøb eller Børneloppen, for der er meget at gennemgå. Og NYD det!

5. Del dine fund og pralereglen

Genbrugsshopping inspirerer, derfor kan du med fordel dele dine genbrugsfund og inspirere andre til at tage i genbrug frem for at købe nyt. Man må gerne prale med at man har købt noget megalækkert og unikt til 40 kroner (ligesom den blå kimono jeg har på herunder på billedet), det er nemlig både godt for miljøet, for pengepungen og for den gode genbrugsånd at vi deler de gode fund med hinanden.

IMG_7172.jpg

6) Tjek kvaliteten

Æv hvor er jeg bare kommet hjem med et fund mange gange, og så har jeg ikke lige fået tjekket syningerne ordentligt igennem. Selvom jeg selv genemtjekker alt for fejl og mangler når jeg sælger, så betyder det jo ikke at andre også gør det, så det er ærgerligt at komme hjem med noget, som så viser sig at være gået i stykker, og jeg har betalt en pris der svarer til en vare der ikke er i stykker. Genbrug betyder ingen bytteret og ingen reklamationsret, derfor giver det ekstra god mening at tage sig TID, som beskrevet ovenfor, og gå igennem syninger og holde varen op i noget godt lys og se efter pletter eller plamager. Jeg har sparet en del penge på den konto, og der er mange varer der er blevet hængende, fordi jeg kunne se at syningerne var dårlige eller der var pletter jeg ikke gad kæmpe med at få af.


7) Prioritér og giv slip

Selvom det er billigt er det her faktisk en god og vigtig regel. Fyld kurven, brug regel nummer 8, som du lærer lige om lidt, og så skal du altså have din benhårde prioriteringsBente med ind i prøverummet. Her kan du virkelig lave spejl-stråle-testen, som beskrevet længere oppe. Du har ikke brug for 8 nye kjoler. Vælg den ene eller de to som virkelig får dig til at smække danseskoene på og gå ud og gribe natten. Du har ikke brug for 3 par nye sneakers. Vælg det ene par der sidder som smurt, og lad de andre to gå. Jo bedre du bliver til at prioritere og absolut kun vælge det bedste, jo gladere bliver du fo dit klædeskab og jo bedre bliver du til hurtigt at mærke efter hvad der er rigtigt for dig alle mulige andre steder i livet også (I shit you not).

IMG_7783_bw.jpg

8) Den gyldne regel: hvis du er i tvivl er du overhovedet ikke i tvivl

Du kender det godt. Du står i en genbrugsbutik, og du har bare fundet den smukkeste kjole. Så smuk. Din veninde siger at den passer fint, og måske skal den bare lige syes lidt ind hist og her. Du vil SÅ gerne have den til at passe. Det er de vildeste fund, og så koster den jo næsten ingenting. Den er en sikker vinder, er den ikke? Nej. Og her er grunden til at du skal lade den hænge: mange af os falder i genbrugsfælden, at fordi noget er billigt, så vælger vi at overse en masse fejl eller at varen ikke lige passer helt perfekt. Den tid er forbi nu. Nu skal du kun hamstre noget der virkelig får dig til at stråle (jeg giver dig et ekstra trick til at afkode det lige om lidt), for der findes SÅ meget lækkert genbrugsguld derude nu, at der er rigeligt med fund til dig, derfor skal du lade “måske’erne” hænge så de kan finde deres rette ejerkvinde eller mand. For det er ikke dig. Tro mig, den kjole kommer til at hænge og samle støv i dit skab, og så skal du skille dig af med den, og så skal den sælges eller gives væk, men uanset hvad, så kommer du til at købe ærgerlig energi med hjem, og hvornår har det sidst været en god handel at købe ærgerlig energi? Lad den hænge . Sig til dig selv “der kommer noget bedre”.

Det her punkt kræver øvelse, og jo mere du øver dig, jo skarpere bliver du på at spotte guld der er guld for lige netop dig. Jo gladere bliver du for genbrug og jo færre fejlkøb får du med hjem. Overvej virkelig inden du går til kassen, om den her kjole eller bluse kommer til at være “ærgerlig energi” item eller om den bliver flået ned fra hylden i dit tøjskab som det første om morgenen, fordi du bare er crazy in live med den?

IMG_8058.jpg

Bonus: Stråletricket

Som en lille ekstra bonus får du lige et stråletrick med. Det tager lidt tid i starten, men du får lynhurtigt en fornemmelse af om det er “go” eller “no go”. Stil dig foran spejlet (i prøverummet) og sig (eller hvisk) til dig selv “jeg skal have dig med hjem” 10 gange. Læg mærke til dit kropssprog og din energi. Når du er færdig siger du “du skal blive hængende her, selvom du er meget flot” 10 gange. Læg mærke til dit kropssprog og din energi. Du bliver hurtigt god til at spotte om din krop og din energi stiger i glæde eller om din krop og din energi falder i begejstring mens du står der og messer sætningerne. Så når jeg siger du skal “prøve den på”, så mener jeg også at du skal lave stråletricket. Stråler du når du forestiller dig at du tager den med dig hjem? Eller er det sådan lidt la-la-tam-følelse?

Det var mine 8 (9) personlige tricks til at få succes med genbrugsshopping. Jeg kan umuligt være den eneste med strategier for hvordan jeg får det absolut bedste med hjem når jeg genbrugsshopper? Så kom med dit bedste trick, jeg glæder mig til at læse hvad du gør.

Furniturefree living - bæredygtig livsstil

furnifurefree living frejamay emmalia selinna

Furniturefree living

Rolig rolig. Jeg er ikke (helt) ved at skille mig af med alle møbler. Ikke helt. Men efter jeg er blevet mor til to, og jeg har to piger der elsker at løbe og (især) danse, så har jeg forelsket mig i at have rum. Plads og rum. Så selvom jeg ELSKER min gule lænestol (den her), så har jeg solgt den og har ikke købt noget at fylde den tommeplads ud med. Og i går røg sengen inde på børneværelset. Jeg skal nok vise billeder af alt det nye “ingenting” når solen har tænkt sig at komme igen, så jeg kan få taget nogle nye billeder.

I min søgen efter inspiration til furniturefree living fandt jeg ud af at der er noget der hedder det. Furniturfree living. Derfor kan jeg lyde helt smart og bloggeragtig i dette indlæg med engelske “furniturefree living”. Det handler simpelthen, som du nok har gættet, at leve uden møbler, eller med så få møbler som muligt.

Der findes mange familier der lever uden møbler. Se bare under hashtagget på instagram. Det har jeg ikke lyst til. Jeg elsker min sofa (den her) og mit lækre plankebord hamstret fra storskrald:

frejamay november hjem.png

Men efter et år med #Konmari (magisk oprydning, læs her) og fokus på bæredygtighed, så sker der bare forandringer i måden vi bor på hver eneste uge. Jeg er begyndt at plante krydderurter i mit køkkenvindue, og selvom jeg ikke helt vil stå ved det endnu, så ELSKER jeg simpelthen hvad de små spirer gør ved min sjæl. Det at se livet finde vej op igennem jorden, det er bare magisk. For mig. Åbenbart.

Så der rykker noget på slow-living kontoen, bæredygtighed, selvdyrk og nu også furniturefree living. Jeg elsker hvad pladsen gør ved min hjerne, men også ved mine piger. Jo mere plads, jo mere danser de. Og jo mere danser jeg. Så hvem ved hvad der ryger næste gang?

Hvis du vil købe nogle af vores ting eller vores tøj, så kan jeg i øvrigt anbefale dig at følge vores salgsprofil på instagram, du finder den her. Men priserne er sat meget lavt og tingene ryger meget hurtigt.

Hvordan har du det med dine møbler derhjemme?



Det særligt magiske ved børnefødselsdage og lidt om Emmalias fødselsdag i dag

IMG_1165_1.JPG

Rødvin i glasset. Pigernes far siger at rødvin har en værdi på nul i det glykæmiske index. Jeg køber den, så jeg tager lige et glas mere. Emmalia er gået ud som et lys på sofaen. Kold før tolv. Og pigernes far ligger på gulvet og leger putte-leg med Selinna. Selinna og jeg har lige haft en alvorlig snak om skraldespanden. Se samtalen lige her:

I dag har vi holdt 4 års fødselsdag for Emmalia. Hendes rigtige fødselsdag er på torsdag (d. 13 juni kl 4.54), men i dag kom familie og venner. Og faktisk skete der noget specielt i dag, i hvert fald hvis man kigger på den historie jeg har med pigernes far. Men tiden var inde, og selvom jeg var nervøs både i går og i dag over beslutningen, så endte det med at blive en KÆMPE succes. Og det vigtigste af alt, Emmalia havde den bedste dag i verden, netop på grund af denne beslutning.

Pigernes far og jeg havde besluttet at invitere nogle af hans venner med til festen, som blev holdt hjemme hos mig. Nu har vi i snart to år arbejdet på at bygge relationen op igen, genopbygge tilliden, skabe sunde rammer og et sundt fundament, og i dag tog vi skridtet videre og åbnede festen yderligere op. Jeg havde mødt to af vennerne før, og de har jo fulgt fars del af rejsen, og jeg var lidt spændt (er vist det rigtige ord) på at møde dem igen.

Men.

Det gik over al forventning. Min familie, hans venner, vores unger. Vi dansede, ungerne legede, vi hyggede og grinede og det var så afslappende og dejlig en dag for alle (tror jeg). Der er noget særligt magisk over børnefødselsdage synes jeg. Det der med at holde en fest for alle dem der elsker ens børn, det er bare lidt magisk. Jeg sørger altid for at stresse og piske mig selv ekstra meget op til festen, men kun fordi at jeg forlanger at kunne nyde festen og selskabet til fulde, for det er også min fest og min fejring af mine børn. Jeg nægter simpelthen at være en eller anden momzilla på dagen, som ender med at stå i køkkenet hele dagen og lege badehoteltjener for mine gæster. Nej. Høflig selvbetjening, og de fleste har en krop der kan transportere hovedet og munden rundt i i mit hjem og hente en kande saft selv. Så jeg stornyder mine pigers fødselsdage og jeg er altid helt glad i hjertet når festen er slut, fordi alle (inklusiv mig selv) vitterligt har haft en fest.

Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger. Elsker det. Også selvom jeg bliver lidt Ghitagate agtig i dagene op til. Men som de siger i Doctor Mcstuffins “Hun herser ikke, hun er boss!”. Og når de siger det i tegnefilm …

Her er lidt billeder fra dagen:

(Jeg har ikke et eneste billede af gæsterne, andet end et par af børnene, men jeg poster af princip kun mine egne børn på nettet)

Alle mine celler vibrerer, lejligheden er totalt clean igen, nu er begge børn faldet i søvn og far er lige taget hjem. Vi er alle trætte og mætte, men på den der måde hvor man er mæt på den helt rigtige universelle næringssammensatte lykkeagtige måde. Mit hjerte smiler, mine øjne stråler, jeg er så lykkelig. Lykkelig over det hele!



[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

#MOMBOSSTV med Frejamay November.png

[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

Denne video er til all mødre. Ja og fædre, for reglen i videoenn gælder vel egentlig også dem. Hvis du følger denne regel, så går du i 95% af tilfældene ikke galt i byen med dit morhood. Det tager lidt tid, men jo mere du øver, jo bedre bliver du, og jo lettere bliver det, især i svære situationer, hvor det kan være svært at følge reglen.

Jeg ELSKER at lave TV igen, jeg har virkelig savnet det. Men det kan jeg først rigtig mærke nu hvor jeg er i gang. Jeg kan mærke hvor “Let” det er at lave når motivationen og lysten er der. Det kræver en masse arbejde at lave en god video, men fordi det alle dele af processen bobler i maven, så er det sjovt arbejde. Og jeg elsker at dele videoerne. Så hvis du kan lide dem, så hjælp mig med at dele dem, så vi kan ramme en masse skønne mødre derude. Måske har de brug for at se lige netop denne video.

Lad os løfte nogle skønne mammas sammen <3

PS. Ja, rygtet taler sandt, jeg danser uden bukser på i videoen. Man kan jo godt, som træt solomomboss, komme til at glemme lige at tage bukser på!

Folketingsvalget er afgjort - her er mine tanker

image00043.jpeg

Stemmerne er talt op, og i dag er vist en følelsesladet dag for alle der skal sige farvel, men også alle der kommer til borgen. Jeg har selv valg-tømmermænd. Jeg sad klistret til skærmen, både fordi jeg var nervøs og bange, men også fordi jeg var fuld af håb. I det hele taget har det her valg været et nervepirrende og tåkrummende horrorshow. I dag deler jeg mine tanker om valget og fremtiden.

Hvor skal jeg næsten starte? I virkeligheden sidder jeg lidt med følelsen af at vi havde valget mellem pest eller kolera … eller total håbløshed for menneskeheden. Jeg satte min stemme det sted hvor jeg mærkede mest “ud af boksen ånd” og håb og fokus på klima og børn. Det blev alternativet. Selvom jeg ikke udelukkende er fuld af cheerleading når det kommer til Alternativet. Jeg synes på flere punkter de er useriøse. Men de er samtidig dem der tør være visionære og arbejder på en måde som vækker genklang hos mig og den fremtid jeg ønsker for vores befolkning.

Men hold kæft hvor jeg savner inspirerende lederskab. Jeg savner at nogen har kigget den danske befolkning dybt ind i hjertet, og har mærket efter hvad der er brug for og hvad der bringer os fremad, både på vækst, medmenneskelighed, klima, næstekærlighed og fremtid. Er tiden virkelig ikke inde til at vi skaber et land der er bedst for flest, hvor vi hjælper hinanden og ikke spilder tiden på at skyde hinanden ned? Hvor vi kigger på de stærke ressourcer der kan frisættes når vi samarbejder og hjælper hinanden? Og hvor vi lægger den MODBYDELIGE retorik på hylden. Nej. Begraver den.

Overordnet er jeg glad for valget, jeg tænker at det er det bedste resultat af de muligheder vi nu engang havde. Selvom det var en meget ambivalent omgang. Jeg er glad for at KD og Stram kurs ikke kom ind. Jeg er glad for at JBO røg ud og at LA fik en (velfortjent) lussing. Vi har hverken brug for billigere lystbåde eller silikonebryster, vi har brug for at få kontakt til vores hjerter igen. Jeg er også glad for at DF fik smæk. En snert af mig kan ike løbe fra at være en lille smule skadefro. En lille smule.. Men jeg er ikke udpræget fan af den nye regering. Jeg er ikke fan at tvangsopskrivning af vores børn, af et større statsapparat, af mere kontrol. Jeg afskyr det faktisk. Til gengæld skal vi have pumpet noget energi og næring i empatien og medmenneskeligheden igen, og det håber jeg regeringen kan arbejde på.

I det hele taget er modellen det hele er bygget på helt forkert i min verden. Dagpengesystemet, kontanthjælpssystemet, pasningstilbud, lovgivningen, især voldtægslovgivning trænger til en seriøs opgradering. Den måde vi forvalter og opmagasinerer de ældre på. Jeg tror virkelig på at det hele kunne fungere langt mere levende og konstruktivt hvis kræfterne blev brugt anderledes og hvis man stoppede med at møde alle med mistro og negative forventninger. Det er som om verden står og venter på at få sat en masse god energi fri, men vi er alle bundet i et system som borgerne er til for, og ikke et system som er til for borgerne. Og det skræmmer mig.

frejamay november nostalgi

Da jeg var barn havde man sjældent noget som helst med kommunen at gøre. Nu køres alt igennem staten/kommunen. Vi har systemer der gør folk syge og fattige, systemer der fastholder mennesker og børnefamilier og handicappede og alvorligt syge i urimelige og umenneskelige vilkår. Det er ikke okay. Men samtidig opstår alle de her græsrodsbevægelser som næstehjælperne og venligboerne, som bruger en masse frivillig kraft på at hjælpe så mange som muligt af dem som systemet kaster overbord hver eneste dag.

Så, i dag hvor valgtømmermændende har lagt sig, er håbet blegnet en smule, og jeg er spændt (på godt og ondt) på hvad den nye regering bringer. Jeg er ked af jeg ikke er fuld af håb og begejstring på den nye regerings vegne. Men det er jeg ikke, så det ville være at lyve at komme med et motivationspep her i indlægget.

Til gengæld har denne, på mange måder sindssyge, valgkamp fået noget af det smukkeste frem i en stor del af danskerne. Vi er blevet bedre til at stå sammen. Det glæder jeg mig til at støtte op om så godt jeg kan, og se meget mere af. Lad os bruge vores stemmer hver eneste dag, også selvom valget er overstået. Lad os bruge vores penge med de likes vi sætter, med måden vi bruger vores penge på og med at hive vores børn hjem hvis de tilbud der kommer fra det offentlige de ikke er gode nok. To name af few.

Hvad sidder du efterladt med i dag?


Miljøshaming af influencers (og alle andre)

IMG_8186.jpg

“Hvad synes du om at influencere både prøver at promovere sig selv som "grønne”, og samtidig lever de af at forbruge, og få os andre til at forbruge?”

Jeg så spørgsmålet hos Neohippie (som er meget inspirerende at følge hvis du ønsker en mere bæredygtig livsstil, og forandre dine forbrugsvaner). Jeg kommer muligvis til at skrive mange versioner af det her blogindlæg, men so be it, for jeg vil gerne være med til at påvirke den kultur vi har omkring influencere og det “behov” vi har for at pege fingre ad dem der rent faktisk prøver at gøre en forskel. Og alle andre der forsøger at gøre en forskel.

Vi kommer ikke udenom at det er moderne at være grøn. Bæredygtig, økologisk bomuld, zero waste, kemifrit. Vi kan godt blive enige om at det mest optimale ville være hvis vi allesammen pr. i dag stoppede med at købe noget som helst, og begyndte at bruge alt det der allerede er produceret op inden vi laver noget nyt. Og stoppede med at flyve, nedlagde al flytrafik, forbød alle biler der ikke kører på el eller rapsolie. Forbød alt plastik.

Men venner, sådan fungerer verden jo ikke. For 10 år siden var Neohippie heller ikke hverken veganer eller bæredygtig. Nu er der så gået 10 år, og hun er en rigtig vigtig og inspirerende stemme i vores alles rejse mod en langt mere bæredygtig og grøn planet.

Som en del af influencerverdenen er jeg derfor også nødt til at sige at det ikke nytter noget at skyde på dem der prøver. Jeg er selv en af dem. For et år siden meldte jeg min “nye grønne” profil ud, selvom jeg eksempelvis altid har købt en del i genbrug og altid har passet ret godt på jorden, fulgt kemidebatten og så videre. Der er intet nyt under solen der, jeg har bare ikke tillagt det nogen større værdi, fordi det jo altid har været sådan for mig. Men jeg har også altid elsket modeverdenen, og det gør jeg stadig. Derfor var det ikke helt uden bekymringer at jeg valgte at melde ud at nu tog mit brand en drejning. Jeg lever på rigtig mange måder af detailbranchen. Når jeg ikke blogger, så er jeg ude og lave salgstræning for virksomheder der sælger tøj, og jeg lærer dem at sælge mere og skabe mere salgskultur og arbejdsglæde. Men jeg kan jo heller ikke bare sige alle mine jobs op og sidde og glo ind i en væg med en økologisk gulerod i hånden. Hvordan skal mine børn så få mad på bordet? Eller er det så mere bæredygtigt at jeg står op hver dag og tager på et arbejde der ikke gør mig glad, sådan så alle miljøpolitinørderne kan sove bedre om natten? I think not!

Den her rejse er en proces for os allesammen. Og selvom en profil som Rockpaperdresses eller TrinesBlend (som jeg begge to følger og bliver inspireret af) lever af at annoncere og lever af vores andres forbrug, så kan jeg virkelig kun se det som absolut positivt at de begge to går i en langt mere bæredygtig retning, spreder gode budskaber om bæredygtighed og inspirerer os andre til at tage små overskuelige skridt i en mere bæredygtig retning. Jeg er nødt til at spørge, hvem er det der vinder noget ved at vi banker hinanden i hovedet, fordi vi ikke er “bæredygtige nok”?

Her på bloggen kommer du også til at møde affiliate links (reklamelinks), ligesom du hele tiden har gjort. Jeg holder jo ikke op med at forbruge. Men jeg vil gerne tage dig med på en mere miljøvenlig rejse når det kommer til forbrug. Jeg følger selv brands som Underprotection, Aiayu, Skall Studio, Stine Goya, Baum und Pferdgarten, Basic apparel (reklamelink) og mange flere, fordi jeg elsker deres designs, og fordi de arbejder i bæredygtige materialer. Men i sidste uge købte jeg to bluser i økologisk bomuld i H&M, fordi jeg ikke var lykkes mig at finde nogle i genbrug, hverken i Røde kors, Mødrehjælpen eller Lidkøb, og Selinna havde brug for nye bluser. Så jeg befinder mig et sted midt i mellem dem der ingenting gør, og dem der gør rigtig meget. Men er min rejse så mere rigtig eller forkert end de andres, fordi jeg forsøger at træde en sti der virker for os?

_S2A4002.jpg

Jeg har forsøgt at undlade shampoo i en længere periode. Det virker simpelthen ikke for mig og mit liv. Jeg har forsøgt at købe 100% genbrug. Det virker i 90 % af tilfældene. Men undertøj, sengetø,j og af og til en pæn kjole til pigerne eller mig selv, det køber jeg stadig på udsalg et sted, og sælger videre når vi er færdige med at bruge. Jeg ønsker også i høj grad genbrug til fødselsdag, både til pigerne og mig, og jeg opfordrer min omgangskreds til at tænke i genbrug når de køber noget til os. Men jeg er ingen helgen, og det bliver jeg muligvis heller aldrig. Det betyder bare ikke at jeg ikke går op i miljø og kloden. Jeg går bare også op i at vi så behandler hinanden bæredygtigt på den rejse, og det synes jeg ikke det er når man stikker snuden så langt ned i andres business, at man helt har glemt at holde øje med sin egen.

Her må lidt selverkendelse være på sin plads. Hvis du følger nogen der påvirker dit forbrug for meget, så må du selv tage et ansvar og trykke “unfollow”, men ingen er nogensinde blevet motiveret af dine fordømmende pegefingre. Tvært i mod, så mister man lidt lysten til at dele rejsen, fordi det unægteligt er en kende trættende med gloriepudsende miljøpoliti. Nej tak til det.

Hver eneste dag bliver jeg klogere, fordi jeg følger seje mødre der gør noget. Små skridt. Små overskuelige skridt jeg selv kan integrere. Og fordi det er små og overskueligt (og ofte spændende og sjovt), så forandres min egen hverdag hele tiden til noget mere bæredygtigt. Og fordi jeg kommer mere og mere ind i den bæredygtige tankegang, så søger jeg altid brugt først og i sidste ende overvejer tre ekstra gange om jeg virkelig har brug for den nye ventilator til 299,- fra Skousen (den her). Men jeg har søgt både facebook marketplace, Tradono, DBA og Freeme inden jeg købte ventilatoren, og jeg gjorde op med mig selv, at jeg godt gider bruge 299,- på en ny ventilator, så 3 ud af 3 mennesker i min familie kan sove om natten sommeren igennem. Min gamle ventilator har jeg haft i 6 år, og den er død nu. Den ryger naturligvis på genbrugsstationen og ikke ud i en hæk. Men vi er nødt til at have plads til de små skridt.

Og ja, der er nogen der misbruger “bæredygtighedslabelet”, mest brands. Men kan vi ikke bare blive enige om at vi gør det bedste vi kan hver dag i forhold til hvor og hvordan vi bruger vores penge (og dermed også vores meget konkrete stemme på hvilken fremtid vi ønsker for planeten og vores børn)? Og måden vi udbreder det her på, det er altså ved at være forgangsmænd og kvinder, og ikke mavesure polititrolde. Det sidste inspirerer ingen.

Så her er min holdning til influencers der arbejder på begge sider af hegnet: keep moving forward. Det er dejligt at store profiler begynder at få øjnene op for den grønne retning. Alting er en proces. Jeg er også kun en solomomboss til to. jeg kan ikke arbejde på det hele hele tiden. Vi kører også på McDonalds af og til, for så har jeg lige 30 minutter uden nogen der skriger i bilen. Bæredygtigt? Nej. Sundt? Not so much. Vegansk? Heller ikke nej. Men det er hyggeligt for os alle tre og jeg sorterer skraldet og smider det forsvarligt ud når vi kommer hjem. Og så spiser vi hjemmelavede bananpandekager og masser af økologiske gulerødder. Og det må også tælle i regnskabet.

_S2A3623.jpg

Her er tre profiler, og et hashtag, jeg til gengæld synes du skal følge

For at æde min egen medicin med at jeg synes vi skal løfte hinanden, er her tre bud på profiler der er værd at følge. Og et hashtag.

#MILJØMANDAG

Der er masser af lækre tips at finde. Gode hverdagstips. Følg hashtagget på instagram.

download.jpg

Maj My blog

Inspiration til et bæredygtigt familieliv. Du skal turde se indad og være villig til at mærke det du mærker når du læser med hos Maj. Og tage det alvorligt. Hvis du kan det, så er Maj det bedste sted at læse med, efter min mening.

Jeg har i øvrigt interviewet Maj my og skrevet blog om det her og været til et fantastisk foredrag med hende og skrevet om det her.

charline skovgaard.png

Charline Skovgaard på instagram

Charline har virkelig fingeren på pulsen når det kommer til bæredygtighed, fashion og forbrug. Charline har My fair shop, som jeg også varmt kan anbefale dig at følge.


Hvor henter du inspiration henne?

Skærmbillede 2019-05-23 kl. 22.25.34.png

I overmorgen er der valg ... et svært valg

frejamay november folketingsvalg 2019.png

Det her er det sværeste valg jeg nogensinde har været med til. Ikke fordi de andre valg ikke har været vigtige, men efter i årevis at have været vidne til hvordan vi behandler vores medmennesker (ældre, syge, jobsøgende, nedslidte, børn), selv have været i systemet (for en kort periode heldigvis), og samtidig se den ene mere vanvittige klimabeslutning efter den anden, ja så er det virkelig på tide med en ny og langt mere bæredygtig retning, både når det kommer til miljøet og menneskerne.

I dag var der en der skrev til mig på facebook at det var kortsigtet at investere i børnene. Jeg havde spurgt hvilke overvejelser folk gjorde sig når det kom til klima og børn. “Det er kortsigtet at investere i børn Frejamay”. Det er jeg simpelthen lodret uenig i. Børnene er vores fremtid. De er ikke statsejede (og skal heller ikke være det!), børnene er dem der skal bære Danmark videre, og hvis vi ikke kan finde ud af at give børnene en ordentlig start på livet, i trygge rammer, så taber vi alt på gulvet. Og så bliver statsapparatet først rigtig dyrt at drive, hvis da ikke det er det i forvejen.

Jeg tager tests hver dag. Valgtests. Jeg lander et sted mellem Enhedslisten og Alternativet. Der er flere der skriver til mig at KD er den der rammer mig bedst, men for mig er KD simpelthen ikke med i overvejelserne, da jeg er alenemor med to børn, går ind for utraditionelle familiemønstre, homo-ægteskaber og familieforøgelse og retten til at bestemme over egen krop, som i den frie abort. Vi skal simpelthen ikke følge med USA her og dreje uret 60 år tilbage i tiden, det går ikke, så de er udelukkede for mig.

Børn og klima. Og så medmenneskelighed. Vi skal af med det kontanthjælpsloft og vi skal begynde at behandle vores medmennesker med værdighed igen. Det gør vi ikke sådan som systemet er udsultet i dag.

Så. Egentlig var det ikke min mening at jeg ville være politisk lige pt, men jeg er dødfrustreret over det her valg, og ud fra de meldinger jeg har fået tilbage fra jer skønne læsere, når jeg alligevel har pippet lidt op hist og her, så er vi virkelig mange der stadig er i tvivl om hvor krydset skal sættes henne lige om lidt.

Nu vil jeg læse lidt videre. Jeg fik det her link til en god valgtest. En god idé er naturligvis at kigge på hvad partierne rent faktisk har stemt for og imod den seneste tid, så vi slipper udenom det værste valgflæsk, og denne test er egentlig ret god synes jeg (tak Sisse!).

LINK TIL TESTEN HER

Er du afklaret?

Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede? En blog om et ganske særligt venskab

image00003.jpeg

Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede?

Da dørene lukkede græd jeg lidt. Det gjorde jeg også i toget på vej hjem, og igen da jeg besøgte mine forældre senere på dagen. Han har været i Danmark i 10 dage, og i går tog han toget til lufthavnen, tilbage til Mexico, og det eneste vi har aftalt er at der ikke skal gå 3 år før vi ser hinanden igen, det er simpelthen for lang tid.

Mauricio er min bedste ven. For 10 år siden, da jeg boede i min dyre ejerlejlighed i Dyssegård i Gentofte, kæresten lige var flyttet ud og jeg stod et sted i mit liv hvor jeg ærlig talt ikke anede hvor jeg skulle hen, der gjorde jeg noget nyt. Det skal man jo. “Prøv noget nyt” siger de kloge. Så jeg meldte mig til couchsurfing. Et koncept, hvor man lader fremmede rejsende bo en natter eller 5 på sin sofa, uden nogen former for betaling, til gengæld kan du bo på fremmedes sofaer alle andre steder i verden når og hvis du selv rejser. Et community bygget på tillid, gensidig respekt og lysten til at lære andre mennesker at kende.

Couchsurfing er lige mig. Det er lige i min ånd. Men man skal lige i gang, og uden ratings (vurderinger fra andre brugere), er det svært at komme i gang. Så da jeg fik min første “sofaanmodning” fra denne her fyr fra Mexico, er skulle et par år til Danmark for at studere på DTU, så tog jeg et hurtigt kig på hans profil, så at han heller ikke havde nogle ratings, og så accepterede jeg hans anmodning og skrev at han var mere end velkommen til at bo hos mig alle 14 dage indtil hans kollegieværelse var klar til ham på Nybrogaardkollegiet. Min kusine var sikker på at jeg havde inviteret en seriemorder fra Mexico ind i mit hjem. Men det er alligevel en okay besværlig måde at være seriemorder på, hvis man skal rejse helt fra Mexico City, være totalt jetlagged og så skal til at slå nogen ihjel efter den lange flyvetur. Så jeg tog chancen.

image00001.jpeg


Det møde med den mexicaner, det blev starten på et af de mest værdifulde venskaber jeg nogensinde har haft i mit liv. Mauricio er … Det er stadig svært for mig at sætte ord på. Mauricio er noget helt unikt. Han er matematiker, han er spirituel, han har en helt særlig evne til at kigge indad (langt mere end stort set alle spirituelle selvudnævnte guruer jeg nogensinde har mødt i Danmark i hvert fald), og så er han blevet ret gode venner med sit eget ego, så det er med, men det tager aldrig over. Han har en dybt interessant måde at opleve og se verden på, han er tro mod sig selv, også når andre griner af ham, og når han bliver bange i sit liv, så tager han frygten i hånden og går ud og lærer den at kende. Indenfor de sidste par år er han begyndt at klatre. Det er han fordi han er bange for højder. Og nu er han her:

Skærmbillede 2019-06-01 kl. 19.46.41.png

Jeg elsker ham. Jeg elsker vores snakke. Jeg elsker det der opstår når jeg er sammen med ham, uanset om det er på skype eller i min stue eller i en skov et sted. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig over at han, for 10 år siden, tjekkede ind på min sofa, flyttede ind i mit hjerte og blev min bedste ven. Så da han tog afsted i dag var det svært, og jeg har stadig tårer i øjnene, fordi jeg kommer til at savne det som hans nærvær og sjæl gør ved mig når han er her. Han har været helt eminent fantastisk med mine to små piger, som begge to er tjekket totalt ind i hans unikke ro, tilstedeværelse og fantastiske humor. Jeg tror faktisk ikke Emmalia på noget tidspunkt har bidt mærke i at de to taler to vidt forskellige sprog. Eller også opdagede hun bare ed det samme at hendes og hans sprog i virkeligheden var det samme. Måske tror jeg mest på det sidste.

Alle burde have en Mauricio i deres liv. En urgammel sjæl, hvor man skal tage sig tiden til at lytte, reflektere og lytte til fuglene mens man dykker ned i timelange dybe snakke om meningsfuldhed. Men når jeg skriver om ham og deler rejser og billeder, så får jeg især én reaktion som får mig til at undre mig over noget. Denne her reaktion

“du lyder helt forelsket, hvorfor bliver i ikke kærester?”

Og misforstå mig ikke. Jeg forstår den egentlig godt. Og så alligevel ikke. Jeg har haft flere dybe dybe venskaber med mænd, som har gjort en massiv forskel i mit liv. Sårbare, følsomme, stærke, seje, dybe mænd, og samtidig mænd som jeg aldrig ville falde for romantisk. Og vice versa. Mauricio og jeg har aldrig været romantisk involveret, og det tror jeg heller aldrig vi kommer til. Vores relation er bare noget helt helt andet. Så når jeg får den reaktion, så føles det lidt som om du siger “hvorfor gifter du dig ikke bare med din bror?”. Og det kan vi alligevel godt blive enige om er en tosset idé.

image00002.jpeg


Kærlighed kommer i så mange forskellige forbindelser. Og de her venskaber er blot en af dem. Kærlighed til vores børn er en anden. Kærlighed til vores venner er en tredje. Familie en fjerde. Vilkårlig rækkefølge. Og så videre. Jeg elsker også gademusikanter. Men dem bliver jeg jo heller ikke kærester med fordi de kan få mig i kontakt med mit hjerte, når de står der midt på gaden og er tro mod hele deres sjæl, og tonerne fra deres kærlighed til musikken ramler lige ind i midten af mit hjerte og får mine tårer til at løbe. Alt behøver ikke ende i at man skal være et par.

Jeg forelsker mig i mennesker, men der er forskel på, for mig, at være forelsket i et menneske, og så tænde seksuelt på et menneske eller være romantisk interesseret i et menneske. Jeg har mænd og kvinder i mit liv som jeg ELSKER (og det nye er at jeg altså er begyndt at sige det til dem, selvom nogen af dem synes det er lidt mærkeligt, men vi siger “Jeg elsker dig” for lidt, så det må de altså lære at leve med), og som jeg aldrig ville danne par med. Jeg tror, at noget af det der gør mit venskab med Mauricio unikt er at vi netop ikke er romantisk involverede med hinanden. At vi kan snakke om parforhold og mænd og kvinder (som vi gør meget), og lære af vores egne og hinandens erfaringer sammen, men på et plan hvor ingen af os har aktier, følelser eller holdninger i klemme, fordi vi har en “ren” forbindelse til hinanden. Der er ikke “noget i luften” eller noget usagt eller gemte følelser der ligger og lurer.

Jeg har jo ikke rigtig svar for andre end mig selv, men her er min version af et unikt og dybt venskab mellem Mexicaneren og mig. Et venskab der altid løfter mig, nærer mig, inspirerer mig, får mig til at grine, tænke i helt nye baner og får verden til at åbne sig for mig. Når jeg har tilbragt tid med Mauricio, minutter, timer eller dage, så er mine celler altid fyldt op, mit hjerte vibrerer af glæde og jeg har lyst til at rejse mig og gøre en endnu større forskel i verden end jeg gør i dag. Jeg kan ikke sætte ord på præcis hvad det er der sker, men det er bare noget der opstår mellem os i vores snakke. Jeg kan endda mærke det nu hvor jeg skriver om det, følelsen kommer tilbage direkte i indbakken i mit hjerte. Varme, volumen og kærlighed. Noget meget dybere og stærkere end en flirt, romance eller seksuel tiltrækning.

Tak fordi du havde lyst til at læse om mit unikke venskab. Jeg er en heldig kartoffel. Og det er Mauricio også.

[VIDEO ] Velkommen til #MOMBOSSTV og lidt om at leve et liv der kilder i maven

frejamay november mombossTV.png

Velkommen til #MOMBOSSTV

Dans. I dag har jeg danset. Og i går har jeg danset. Jeg havde ingen idé om hvor meget det her fyldte. Men det ved jeg nu, og et eller andet sted er jeg ked af jeg har ladet så lang tid gå. Men på den anden side. Man er klar når man er klar. Og jeg var først klar til det nu.

I denne uge lancerede jeg min nye Youtubekanal #MOMBOSSTV. I gamle dage hed min kanal DeppeTV (du kan stadig se alle de gamle videoer), så fik jeg børn, tid gik, prioriteter ændrede sig og måske følte jeg ikke jeg havde lige så meget at sige og lige så meget tid til at sige det i (og klippe en god video sammen hver uge). Men jeg ELSKER at lave videoer. Jeg synes det er sjovt at filme, jeg synes det er sjovt at klippe videoerne sammen og jeg synes video er et super spændende medie at arbejde med, derfor besluttede jeg mig for at genoptage min passion i en vol. 2.0. Og i denne uge lykkes det så at lancere min nye kanal.

Ofte ved vi ikke hvor meget noget betyder før vi står midt i det. I dagene efter jeg postede min første video, havde jeg tæt forbindelse med mit hjerte igen. På en anden måde end jeg har haft længe. På en boblende måde. Jeg var nervøs, og alt hvad der kunne gå galt under indspilningen af videoen, det gik galt. Så var der nogle kabler der ikke passede sammen fordi noget af udstyret er opgraderet siden sidst. Så gik den ene lampe ud (og jeg filmer om aftenen og er afhængig af lamper), så virkede lyden ikke. Så græd Selinna midt i et godt taleflow. Afbryd. Så var videoen alt for lang. Så klippede jeg 20 minutter væk. Det tog nogle timer, men det lykkes, og det føles fantastisk at få det ud.

I videoen fortæller jeg meget mere om det der med at komme ud over rampen. Men i dette indlæg vil jeg sætte fokus på hvor uhyre vigtigt det er at vi følger vores hjerte. Min youtubekanal er (endnu) ikke kilden til de store millioner der ruller ind på kontoen, men den er enormt stor kilde til at noget i mit liv giver mening på et helt nyt niveau, kilde til arbejdsglæde, til kreativitet og inspiration, og så skal man ikke glemme at video er et fremragende markedsføringsværktøj. Jeg fik en del jobs på mit gamle “deppeTV”, selvom det aldrig var intentionen at kanalen skulle være cv eller “jobhunter” for mig.

Og det bringer mig til næste vigtige pointe. Vi kan ikke sidde her i nutiden og regne noget som helt ud i fremtiden. Vi kan have teorier og ideer om hvor vores valg vil bære os hen, men vi er nødt til at lade en meget stor del af den beregning være åben for alle de ukendte faktorer som unægteligt vil spille en stor rolle, uanset hvor meget vi bilder os selv ind at vi kan se direkte ind i fremtiden. Det kan vi ikke.

Alle gange hvor jeg er sprunget ud i noget hvor jeg på ingen måde kunne bunde, der er det lykkes. På den ene eller den anden måde. Aldrig på den måde jeg havde regnet ud. Og det er fordi mulighederne og universet (hvis man tror på den slags) åbner sig når man begynder at følge sit hjerte. Når man åbner op for drømmene. Du taler om dit liv på en helt anden måde når du tager udgangspunkt i hvad dit hjerte siger. Du har en helt anden udstråling når du går den vej der får dine kinder til at bluse op og dine øjne til at skinne stærkt lys, du tiltrækker andres opmærksomhed og villighed til at hjælpe dig når du lader passionen styre frem for frygten og tvivlen. De er begge to gode at have med på rejsen, men de må aldrig komme op og sidde i førersædet. Så ender du i rabatten.

Så velkommen til #MOMBOSSTV, jeg glæder mig helt afsindigt til at dele denne rejse med dig! Her er videoen til dig om lige præcis at komme ud over rampen, selvom det er svært:

Hjælp mig med at sprede budskabet om #MOMBOSSTV ved at dele videoen eller indlægget her, så vi kan nå ud til mange med den gode nyhed. Måske kender du en mor der trænger til at få afinstalleret det der “pæne-Lis” instagramfilter, og er klar til at møde et ærligt billede af hvordan det (også) er at være mor?



Velkommen til min nye blog, her er 3 seje nyheder | Frejamay November

frejamay november.jpg

YAY! Så skete det endelig, jeg rykkede over på min egen platform. Her er stadig fyldt med byggerod, indlæg der skal rettes til så de er flotte igen, og der er nye ting der lige skal designes færdig, men jeg kan næsten ikke vente med at fortælle dig hvad der kommer til at ske her på siden.

1. Jeg får min egen webshop!

Hvis du kigger på i menulinjen foroven, så kan du se der står “shop”. Og det er nemlig rigtigt, jeg kommer til at sælge mine egne produkter her på siden. Jeg får eksempelvis enormt mange spørgsmål om at blogge fra kreative ildsjæle som gerne selv vil starte en blog, og i stedet for at jeg svarer alle 1:1, så har jeg lavet et lille kursus for dig der gerne vil i gang. Det bliver lanceret lige om lidt.

Skærmbillede 2019-05-27 kl. 21.27.35.png

2. Min youtube kanal gentopstår!

Da jeg spurgte jer hvad i gerne ville have mere af på bloggen, var der overvældende mange der efterspurgte mine gamle motivationsvideoer. Og jeg skal være ærlig med dig, jeg KAMPSAVNER at lave video. Virkelig, men tiden har ikke været til det. Det er den til gengæld nu. Så hvis du allerede nu vil være en del af video-rejsen, så kan du abonnere på min kanal allerede ved at trykke lige her:

3. Slut med ustyrlige irriterende reklamer på bloggen!

Jeg hader dem selv, og jeg har åbenbart både reklameret for Roundup, Dansk Folkeparti og Victoria Milan på min gamle platform. Google-reklamerne er røget ud til fordel for udelukkende meningsfulde samarbejder. Ikke flere irriterende pop-ups (måske kommer der et nyhedsbrevs-signup, men that’s it). Når nu jeg bevæger mig i den bæredygtige retning så skal klaveret stemme, og det gør det ikke hvis kun dele af min blog arbejder for bæredygtighed.

Så selvom jeg ikke er helt færdig, så har jeg lært af erfaring bare at skyde kanonen af alligevel, ellers havner jeg i den der perfekthedsfælde, og så bliver der i hvert fald ikke skrevet et ord.

Så. Rigtig hjertelig velkommen på den “nye” blog, selvom adressen er den samme som den plejer at være. Der sker som sagt en masse i maskinrummet i denne tid, men der kommer også en masse nye indlæg, og lige om lidt, også video. Jeg glæder mig helt vildt.

Er der et specifikt emne du ville elske at få en video omkring?

Farvel til bloggen

IMG_9422.jpg

I et halvt år har jeg vidst at denne dag ville komme, og alligevel er det mærkeligt at det er nu. Men tiden er inde. Dette bliver mit sidste indlæg her på bloggen, og jeg vil gerne takke alle der har læst med indtil nu, alle fans, haters, skønne samarbejdspartnere, alle der har inspireret mig, kommenteret og delt og deltaget på alle måder man nu engang kan deltage på en blog. Jeg synes virkelig vi har haft en fest sammen.

Det sidste år, måske to, har bloggen bevæget sig i en ny retning, og det er jo det der sker når man har snuden i sporet, pludselig befinder man sig i en form der slet ikke passer længere, og så er tiden inde til at skifte form, spor eller i hvert fald lige holde et lille break og mærk efter i hjertet om man er på rette vej, eller om man skal et nyt sted hen. Og så må man sadle om. Så det er det der sker lige nu.Bæredygtighed, minimalisme, selvstændigt morhood og et helt nyt fokus på solomødre og powerkvinder i arbejde er noget af det der optager mig meget. Og så fællesskaber. Jeg har virkelig brug for at skabe noget hvor vi er mange der mødes meget mere ude i virkeligheden. Uden at det bliver sådan noget "netwørking". Jeg hader det. Nej, jeg vil hellere lave noget hvor vi kommer hinanden ordentligt ved, hvor vi tør reflektere dybt, grine højt og danse grimt. Så det er det der skal ske nu. Og derfor har jeg brug for en ny ramme.

Så efter nogle rigtig dejlige år hos Bloggers Delight er tiden inde til at flytte over i mit eget space igen. Denne uge bruger jeg på alt det tekniske bagom bloggen, så der bliver lidt stille, og så satser jeg på at vi på fredag åbner bloggen igen med et brag af en velkomstfest. Adressen er naturligvis den samme som du kender: frejamaynovember.dk men der kommer til at være mærkbare og synlige forandringer på det nye site.

Jeg håber naturligvis du vil være med på den nye rejse sammen med mig, og hvis du har lyst til at give bloggen et midlertidigt farvel, så vil det være awesome hvis du sender en hilsen i kommentarfeltet, måske hvor du fortæller om dit yndlingsindlæg eller bare fortæller lidt om hvad du har fået med fra at være læser her hos mig indtil nu. Det vil være en virkelig dejlig gave at få med videre (OG som motivation når jeg sidder klokken 3.24 om natten og bøvler med noget teknik de kommende dage). Og er der noget du ønsker dig mere af når flytningen er overstået?Vi ses til fest på fredag &lt;3&nbsp;Tak for nu, tak fordi du er en del af mit univers

Håb og identitet - en smøre

I en tid som denne, med valget 2019, med en abortlov i Alabama der lige sætter kvinder 50 år (plus) tilbage i tiden, med politikere, der udtaler sig om (forfærdelige) solomødre (læs min blog om det her), som om han selv bor i 50'erne, og den ene mere absurde frifindelse i voldtægtssager efter den anden, så er det let at miste håbet. Det er let at se alt det der går tilbage i tiden, det er hårdt at blive mindet om at kvinders rettigheder hele tiden er til forhandling. En ret er aldrig garanteret, det lærer vi i høj grad i disse tider. Men det er også vigtigere end nogensinde før at vi holder sammen, at vi bruger vores stemmer og at vi husker at grine, have det sjovt og kramme hinanden en helt masse.I sidste uge havde jeg besøg af en veninde. Selvom jeg er solomomboss, aldrig kan gå ud om aftenen og altid slæber minimum et barn med til alting, så er det vigtigt for mig at få set nogle mennesker i virkeligheden, så det ikke bare bliver på nettet, uden øjenkontakt og kram og ægte grin. Faktisk kan jeg mærke jeg har brug for langt mere af den slags end jeg får puttet ind i min kalender i øjeblikket. Jeg har brug for at være sammen med mennesker i den virkelige verden, mennesker jeg kan have dybe samtaler med, spise gode frokoster med og grine højt med. Så det må på to do listen over resten af 2019. Jeg trænger til flere fællesskaber på den rigtige side af skærmen. Og i virkeligheden har jeg mange af dem, jeg trænger bare til at se dem, men også møde nye mennesker.I dag var jeg sammen med min familie. For en gangs skyld skulle vi ikke noget som helst. Vi skulle ikke ordne noget, ikke afsted til noget, ikke nå noget. Det resulterede i spontan dans, spontan kagebag, Emmalia i mine arme det meste af dagen, Selinna der øver sig i at sige en masse nye ord. Lige nu siger hun, bad, moar, nej, ja, hej, vov-vov, baba (bryst), mam mam, og et par flere jeg ikke lige kan huske. Men hun kopierer og øver og øver og øver. Og det er magisk at se.Så i forbindelse med at mit yngste barn er i fuld gang med at skabe sin egen identitet, så tænker jeg i disse dage over hvad min egentlig er. Min online identitet. For jeg er hende der er ærlig, jeg er hende der bryder tabuer, jeg er også hende der af og til sender en justeringsflad ud i æteren og jeg har en okay god humor hvis jeg selv skal sige det. Og hvem vil jeg være fremadrettet? I denne tid hvor der er brug for stærke klipper? Det tænker jeg lidt over. Jeg har ikke noget svar endnu, men hos mig vil man i hvert fald altid finde en ny vej at gå, hvis man er villig til at gøre det arbejde der kræves for at blive ved med at være nysgerrig og lære noget nyt, både om verden og om sig selv.Det er nemt at blive bange, det er nemt at blive vikle ind i håbløsheden, men så må vi tage hinanden i hånden og gå hen der hvor håbet gror. Og det gør det heldigvis rigtig mange steder. Ikke bare online, men også i vores børn, i vores veninder, i seje kvinder der rejser sig, og så skal vi gro og vande håbet i os selv. Vi skal rejse os og vi skal deltage med vores stemmer og engagement alle de steder vi kan. Og der tror jeg også identiteten ligger, så vejen er den samme, uanset hvilket svar vi forsøger at finde.Jeg ved faktisk ikke om det her indlæg giver mening i dag for andre end mig, men det var det jeg havde brug for at skrive. For mig selv. At det er okay at være her hvor jeg er, lidt omtumlet, men egentlig et godt sted. Hvis ikke vi som kvinder skulle blive ramt nu, så ved jeg faktisk ikke hvornår vi skulle. Og det er godt. Det medfører gode ting. Vi skal bare igennem en svær tid sammen, og derfor skal vi holde hinandens hænder og hjerter og smil og lys.Det er i hvert fald vigtigt for mig at stå ved min stolthed over den jeg er. Den seneste tid har jeg været ked af mig. Ked af min mave der hænger ud efter min graviditet. Ked af at mit hår var blevet mullet-agtigt. Ked af at min hud slår lidt ud efter lidt for mange chai latter. Ked af at være så træt. Ked af flere ting i mit liv lige nu. Svære ting. Men i går, da jeg gik en tur med Selinna i slyngen, så kom jeg i tanke om mit gamle råd (til mig selv) om at sammenligne mig selv med ... mig selv. Og så gik jeg der, på vej hjem til mit skønne hjem i Brede, hjem til mine to skønne børn. Som jeg har med min gamle underbo, som jeg har været i fucking helvede med, men er kommet tilbage fra og har fået bygget et ret godt samarbejde med op. Så godt at vi valgte at få barn nummer to sammen. Jeg har et liv hvor rigtig meget kan lade sig gøre, hvor jeg kender rigtig mange vidunderlige og inspirerende mennesker. Hvor jeg ikke lader stå til eller har brug for at være noget som helst andet end den jeg er. Hvor jeg lever af at være mig. Hvor jeg kan have tider med snuden i sporet på godt og på ondt, og stadig være præcis den jeg er, og stadig leve af det. Hvor jeg har naturen omkring mig, hvor jeg ikke længere er misbrugt eller misbruger hvor jeg har det sjovt hver dag - også på de svære dage. Nogen gange især på de svære dage, fordi jeg har lært hvordan. Jeg er stolt over den jeg har valgt at være. Stolt. Jeg er stolt over at være den mor jeg er for mine piger. Hold kæft hvor er jeg led ved mig selv nogen gange, og jeg orker det ærlig talt ikke mere. Jeg har to seje og yderst velfungerende sjove og stærke piger der vil frem i livet. Det er godt. Jeg lader dem folde sig ud. Jeg har meget klare rammer. De ved præcis hvor de har mig henne. Det er godt. Jeg kan godt være mig bekendt.Så selvom jeg er træt og 2019 har taget mig med i tivolis spøgelseshus, så er alt på bedste coach-kliché virkelig okay og som det skal være lige nu. Også alle de steder jeg fejler for tiden. Det eneste jeg savner er at se nogle flere seje kvinder noget mere. Det er det næste jeg gør noget ved!Hvor er du henne lige nu? Med det hele?  

Kære mor (glædelig mors dag)

Kære mor,ja dig. Dig der har født 1 eller 5 eller 8 børn. Eller dig der har båret og mistet, men stadig vil være mor til evig tid. Dig der er mor for børn du ikke selv har født, og dig der på en anden måde er mama for nogen du gør en forskel for.Rigtig glædelig mors dag.Min datter er utilfreds med at det ikke er hendes dag, så hun synes jeg er en stor lort, og at jeg lugter. Men du ved, jeg elsker hende alligevel, og lige om lidt er jeg verdens bedste mor, fordi det lykkes mig at finde Cykelmyggen Egon på Viaplay.I dag vil jeg hylde dig. Dig der følger din mavefornemmelse, dig der følger bøgerne, dig der græder hver aften fordi du er usikker på om du gør det godt nok, dig der er kernesikker på dit morhood. Dig der fødte ved kejsersnit, dig der fødte vaginalt. Dig der fødte med smertelindring, dig der fødte uden. Dig der vaccinerer og dig der ikke gør. Og inden jeg bliver overfaldet her, så overvej lige om begge mødre ikke på hver sin måde ønsker det aller bedste for sit barn? Det tror jeg! Dig der hjemmeskoler, dig der er i tvivl, dig der hver dag sender dit barn afsted selvom du har en kæmpe knude i maven, dig der elsker folkeskolen, dig der elsker privatskolen og dig der ikke ved hvor du skal sende dit barn hen endnu.Dig der er veganer, dig der elsker kød, dig der bærer dit barn i slynge, dig der kører dit barn i barnevogn, dig der kører dit barn i Cayenne, dig der ikke har råd til en vogn - hverken den ene eller den anden. Dig der ammer, dig der ikke gør, ikke vil eller ikke kan. Dig der valgte at få børn alene, med kendt eller ukendt donor, dig der er skilt, dig der er sammen med din partner, dig der har prøvet i 10 år stadig uden resultat, dig der fik hjælp, dig der blev gravid ved et one night stand (ligesom mig).Jeg ærer dig!Hver eneste dag står du op og gør dit bedste. Også de dage du råber og skriger og tænker at dit barn ville have det meget bedre hos en helt anden mor end dig. Du gør dit bedste alligevel. Jeg skal selv lære at mine børn jo ser hele mig, det er kun mig der udelukkende ser alt det jeg gør forkert. Det er kun mig der glemmer at de 7 timer jeg var en awesome mor, de også tæller. Og at de 6 minutter jeg var en mor fra helvede de også tæller, men de er aldrig det fulde billede.Jeg hylder dig mor, fordi du er sej. Du er rummelig, du strækker dig, du går den ekstra mil. Og så går du en til. Og når du tror du er gået den sidste mil, så fortsætter du hver eneste dag, hver eneste time, hvert eneste minut. År ind og år ud, og du kigger indad, og du prøver igen og du dummer dig og du bliver ved med at prøve. Og langsomt tager dine små mennesker form og bliver til mennesker fyldt med kærlighed og mod på livet. Og måske en konto med et par tusinde kroner du har sat til side til nogle terapeuttimer senere i livet (:)).Kære mor. Glædelig mors dag. Du er awesome. Du er kickass. Du slæber og sætter dine børn først. Du tvivler og du bliver usikker, og så tager du et nyt skridt i en ny retning. Og målet er aldrig synligt for dig, men du går alligevel frem af. Hver. Enste. Dag.Tak for dig!

Selinnas første fødselsdag og et smut akut til lægen

Hvordan kan jeg skrive det her uden at ramme alle klicheerne? Det kan jeg muligvis ikke, men derfor vil jeg alligevel fortælle om Selinnas 1 års fødselsdag i dag, en dag med drama, akut lægebesøg, balloner og lykke i hele kroppen.1 år er det siden at jeg sad med min lille baby i armene. Veerne var startet aftenen inden, og jeg turde ikke kalde mit fødeteam til mig, da jeg var bange for at det var falsk alarm (igen). Men heldigvis havde jeg en sej mama Christina doula med, som insisterede på lige at komme forbi klokken 22.30 den aften. Og hun var ikke i tvivl: det er NU!Et halvt døgn senere lå jeg i min egen sofa, i min egen stue, omgivet af de dejligste mennesker, med min lille baby i armene, og med en storesøster der stoppede tiden et øjeblik og sagde "tak fordi i hjalp min lillesøster til verden". Læs hele fødeberetningen her (hjemmefødsel efter kejsersnit).Hver eneste dag det sidste år, hver eneste dag har jeg mærket den fødeoplevelse i min krop. Hver eneste dag har jeg følt og mærket hvor uendelig meget den fødeoplevelse har helet min krop. Ikke bare de svære følelser fra kejsersnittet og Emmalias start på livet. Nej. Jeg har fået helet alle de gamle historier jeg havde med mig om at min krop var defekt. Min misbrugte krop duede ikke.Men det gjorde den. Og Selinna har, siden hun lå i min mave, vist mig vejen til nydelse, til healing, til forsoning, til tilgivelse og til indre ro, men i høj grad også til virkelig at lytte ind til hvad der er vigtigt for mig. Hun kommer med visdom, og jeg har det altid som om jeg kigger ind i nogle øjne der er meget klogere, og rummer en langt ældre sjæl end min egen. Hendes gennemslagskraft er også allerede nogen gange skræmmende. Ingen jeg kender kan sige så insisterende et "hej" som Selinna kan.Dagen  i dag startede med at Emmalia gav Selinna de ømmeste kærlighedskrammere, og vi havde en skøn morgen. Vi sang sange og spiste kage til morgenmad og Emmalia pustede Selinnas lys ud 6 gange (jeg måtte tænde det igen og igen), og vi havde en fest.Jeg afleverede Emmalis i børneren, og gik hjem igen. Jeg havde en travl dag foran mig med masser af forberedelse til festen senere. Jeg tjekkede lige min facebook da jeg kom hjem og skulle putte Selinna, og så havde to veninder (uafhængigt af hinanden) skrevet "RING TIL LÆGEN NU!"Historien er den at jeg i går, mest i spøg, havde fortalt om en ret voldsom smerte jeg har fået i mit venstre lår. Det startede i går morges, og mit lår føles som om det er blevet til cement og er blevet slået med et baseballbat indefra. Det gør virkelig ondt. Så jeg havde skrevet noget med "ha ha smerte i lår, hvad er det nu vi heler det med, er det ingefær eller kokosolie" som en lille kommentar til alle de overflødige råd der florerer derude. Jeg anede ikke man kunne få en blodprop i benet.Jeg ringede til min mor som gav mig samme besked. Lægen. NU. Det kan altså være en blodprop. Og så stod tiden pludselig stille. Jeg har lige haft to meget nære familiemedlemmer med blodpropper i hjernen. Jeg har lige måtte trække stikket en måned for at tage noget begyndende stress i opløbet. Og ja, jeg har været stresset. Sådan med susen i øret og det hele. Så jeg blev bange. Tænk hvis jeg ikke skulle se Selinna blive 2? Dagen i dag var i forvejen meget følelsesladet for mig, fordi hele min graviditet og hele fødselsoplevelsen var så smuk og hård en rejse ind i mig selv og hele min historie om mig selv. Så jeg er gået igennem virkelig mange minder i dag.Min mor kunne godt høre jeg var bange og kørte med det samme. Hun ankom en halv time senere, jeg fik vækket Selinna, og vi kørte til lægen.De 5 minutter vi ventede på at komme ind til lægen varede et år. Tik. Tak. Tik. Tak. "Freja-Mæyj?" Og så gik vi alle ind til lægen. Jeg fortalte hende om mine smerter, og hun kunne også godt se jeg var bange. Hun stillede nogle opklarende spørgsmål og målte mine ben for at se om de var hævede. Og så kiggede hun på mig."Freja, du har ikke skyggen af en blodprop og jeg er overhovedet ikke bekymret. Du er sund og rask og det eneste der er galt med dit ben er at du på en eller anden måde har fået forstrukket en muskel, men tag du bare hjem og hold din datters fødselsdag med ro i maven, der er ikke noget at komme efter"Og så græd jeg lidt igen. Fuck altså en forskrækkelse og en dramatisk måde at starte dagen på alligevel.Resten af dagen kunne jeg mærke lettelsen, og da gæsterne kom sænkede roen sig og Selinna og Emmalia og de andre børn havde en fest. Jeg hyggede mig simpelthen sådan, fik snakket med alle, havde nået alle forberedelserne alligevel, nød bare at sidde og se på min familie og på alle de små børn vi har. Alle hyggede sig og Selinna gik vitterligt rundt fra festen startede kl. 14.30 til hun faldt omkuld her klokken 19.30. Jeg har lavet en lille film. Selinna fik en moppe i børnestørrelse i gave, og hun er allerede vild med den, se her:[video width="1280" height="720" mp4="http://bloggersdelight-dk.bloggersdelight.netdna-cdn.com/wp-content/blogs.dir/106113/files/2019/05/selinnax1xaxxrxgammel.mp4"][/video] Det har bare været sådan en vidunderlig dag, og fuglene sang her til aften da solen gik ned. Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger, jeg elsker at se dem omgivet af dejlige mennesker og se at der er mange mennesker i deres liv som holder af dem.Vi tog et øjebliks snakke-pause, og så satte jeg denne sang på, fordi jeg havde lyst til at give den til Selinna. Det er en magisk sang, og den satte lidt stemningen for dagen: https://www.youtube.com/watch?v=ps9bK1Q_WQADagen har været præcis som livet er, fyldt med det hele. Fyldt op. Og for at det ikke skal være løgn, så er mit toilet stoppet nu. Da de sidste gæster gik kunne toilettet ikke mere, så der er ringet efter forstærkning, men det ser ikke lige ud til at blive i aften, så det bliver naboen eller tissetræet nede i haven.Klokken er 21.40, jeg har stadig fest i hjertet. Nu vil jeg sætte musik på og danse lidt alene, i trusser og sokker og med glimmer på øjnene. Det første år er bare magisk, den første fødselsdag er noget ganske særligt.Tak til alle der, online og IRL har været med til at fejre Selinnas første fødselsdag. Denne helt særlige dag <3  

Lille barn, jeg har noget at sigeJeg har gjort nogetforregnet mig en delDer er meget jeg vil gøre endnumen det meste, må du redde selvHer er din jord, dit hav, dit livelsk det som jeg elsker digHer er dit træ, din blomst, dit sivLad det leve længere end jeg, en jeg
Som en stor og urolig fugl,vil jeg løfte mig over bjerg og bysige farvel til det hele en dagog se ned på digmed stolthed og det nyeHer er din jord, dit hav, dit livelsk det som jeg elsker digHer er dit træ, din blomst, dit sivLad det leve længere end jeg
Når du oplever verdenog ser al den kraft og saft du fårså gi igen hvad du formårÅhh åhh åhh åhhmhh mhh mhhHer er din jord, dit hav, dit livelsk det som jeg elsker digHer er dit træ, din blomst, dit sivLad det
   

Åh, de skrækkelige egoistiske selvvalgte solomødre

De findes stadig, dinosaurusserne, selvom vi gik her og troede at de var uddøde, så popper de stadig op hist og her og kvæulerer ud fra et meget gamle billeder fra fortiden. Og det har jeg en kommentar til i dag. De skrækkelige egoististe selvvalgte solomødre, dem som dinosaurusserne ikke kan døje. Dem som er skyld i alt ondt.Hvis du har fulgt lidt med i medierne, har du kunne følge en sag om en politiker fra socialdemokratiet der skriver følgende (jeg er blokeret fra hans profil fordi jeg likede n kommentar der kritiserede ham under #metoo, men en venlig sjæl sendte mig teksten):"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie. Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor. Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende. Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg? Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)."Lad os lige tage den fra en ende af:"Ulykkeligt at vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie. Det er sigende for en tid, hvor vi i større grad har opgivet at finde hinanden for sammen at skabe en familie."Ja, det er rigtigt, der har aldrig været flere singler end der er i dag (m/k - kilde), men at blive aleneforældre handler for rigtig mange forældre ikke om selvrealisering, men om at gøre noget aktivt ved et ur der begynder at køre på sidste klokkeslag, efter mange forsøg med "den traditionelle familiekonstellation". Jeg er selv en af dem. Jeg har været i gode lange faste forhold med mænd der bare ikke lige var klar til at få børn. Flere af dem bliver snart 40 og har stadig ikke børn. Og det er helt fair at de ikke ønsker det, men det ændrer ikke på at jeg har et biologisk ur der tikker og et dybtfølt ønske om at skabe liv og se mine børn vokse op inden jeg selv bliver for gammel. Det har intet at gøre med selvrealisering, det har alt at gøre med biologi og kærlighed.Jeg er i dag mor til to. Jeg sover ikke ret meget og jeg løber stærkt for at få enderne til at hænge sammen. Jeg har to velfungerende piger og jeg nyder hvert sekund med dem, men et personligt frigørelsesprojekt er det sgu ikke. Så havde jeg nok valgt at gå kaminoen eller flytte til New York i en periode eller noget. Det her er noget ganske andet. Og det er det for langt de fleste selvvalgte solomødre. Det er mødre der har prøvet og prøvet og prøvet, og som til sidst har taget sagen i egen hånd, har kigget dybt ind i sig selv, har snakket med andre solomødre, har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge om hun mener hun har ressourcerne det kræver for at bringe et barn til verden alene. Og hun har gjort et kæmpe forarbejde for at undersøge hvordan man sørger for at have gode mænd i livet barnet kan spejle sig i.Og som udgangspunkt er jeg rørende enig i at et barn har ret til at kende sit biologiske ophav. Det er bare en virkelig kompliceret snak at have, for du behøver bare at tænde for Mads og Monopolet en lørdag eller to, så vil du møde dybt frustrede børn af fædre der ikke lige orker deres egne børn, har fået en ny familie, eller som lige skred da moderen blev gravid og på ingen måde ønsker kontakt. Så de der stakkels børn der render rundt uden at kende en af sine forældre, det er altså ikke solomødrenes skyld. Der har altid været alenemødre. Altid. I dag er de bare selvvalgte og lagt fra så stakkels som de var engang. Tvært i mod er solomødrene i høj grad veluddannede, ressourcestærke og intelligente kvinder som har sat alle kræfter ind på at skabe det bedst mulige liv for det her barn.På det her tidspunkt har vi slet ikke været inde på de MANGE par der vælger at få et barn for at redde et forhold. Tal lige om egoistisk? At få børn er ALTID egoistisk. Jeg kender ikke et eneste barn der selv har registreret sig på borger.dk inden det blev født, med en ansøgning om at blive bragt til verden. Nej. Det er forældrenes egoistiske ønske, uanset om man er mor og far, far og far, mor og mor, mor eller far."Dertil kommer at børn SKAL have ret til at vide, hvem deres far er. Den internationale konvention om barnets rettigheder er klar. Her står, at børn har krav på at kende deres far og mor."Alletiders, så synes jeg vi skal tage fat i alle de fædre der skrider fra deres børn, og ikke vil have noget med dem at gøre. Jeg tror der er flere af dem end de 700 selvvalgte solomødre, der sidste år valgte at blive gravide ved hjælp af inseminering."Da man lavede den danske særlov om sæddonation, tog man ikke hensyn til, at barnet altid har stor interesse i at vide, kende og have en relation, til dets biologiske forældre. Flere og flere kvinder bliver soloforældre og det er en tragedie af shakespeareske dimensioner når der samtidigt er ca. 500.000 skønne og vidunderlige mænd der er barnløse og det tal er stigende."Det er godt nok et tal grebet ud af luften, Simon Simonsen, og jeg kan se i kommentarsporene på facebook at der er en del skønne singlemænd der ikke ønsker at blive taget som gidsel under dine 500.000. Og det kan jeg godt forstå. Debatten kunne jo lige så godt hedde "singlemænd skal tvinges til at have børn med deres partner", og det er jeg ret sikker på at ingen synes er en god idé. Derfor er det ret positivt at man, som kvinde, kan vælge at få hjælp til at få et ønskebarn.Der fødes ca 60.000 børn om året i Danmark. Af dem er ca 700 donorbørn, af dem ca. 500 med ukendt donor. Så det drejer sig altså om ca. 500 børn om året, uanset hvor meget man vender og drejer det, så KAN de 500 børn ikke have 500.000 skønne og vidunderlige singlemænd til fædre. Det kan de bare ikke. Ikke hvis man ved sådan helt basis hvordan biologien fungerer.Når man bliver forældre, så handler det om et kærligt ønske om at stifte familie, men måske har man ikke mødt den rigtige mand endnu. Og vi kan bare ikke ligestille biologien. Mænd kan sprede sine gener hele livet, det kan kvinder ikke, kvinder kan føde børn, det kan mænd ikke. Og det er jo ikke engang sikkert at barnet aldrig får en far. Det er altså set at nogen af de her solomombosses (as i like to call them), de finder en livspartner. Min egen mor blev skilt, fandt en mand og de har lige fejret sølvbryllup. Man har aldrig kun en chance for kærlighed i livet. Hvor kom jeg til?Nåja"Indtil for 30-40 år siden var en af disse mænd blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Er det godt for et barn at starte tilværelsen ud, med kun en forældre? Hvad hvis hun bliver syg?"Nej. En af disse mænd var ikke nødvendigvis blevet mand til Joy i artiklen og far til Joys barn. Verden så virkelig anderledes ud for 30-40 år siden. For 30-40 år siden fik gifte kvinder lov til at beholde deres eget efternavn, som ikke automatisk blev lavet om til mandens. Det var der vi var. Historien kunne med lige så stor sandsynlighed have været at Joy havde fået et barn med en mand, som så var skredet. Eller at Joy havde fået et barn med en mand, som så var død. Eller at Joy havde fået et barn med en mand hun havde mødt på en bar. Den historie kune have set ud på mange måder.Og når vi nu er i gang med "hvad nu hvis", så hvad hvis det her?

  • begge forældre dør i en bilulykke? (dobbelt så mange mænd som kvinder dør i biluheld)
  • far bliver fyret, mister sit arbejde, tyer til flasken, slår mor, som går psykisk ned. Hvad så med lille Peter eller Lise? Eksempelvis er der i Danmark ca 122.000 børn der vokser op i en familie med alkoholproblemer? (kilde) Og ja, tallet for mænd i den statistik er mere end dobbelt så højt som for kvinder (kilde)
  • Hvad hvis hun bliver syg? (der er faktisk langt større risiko for at far bliver syg og dør end mor, både fordi mænd er dårligere til at gå til lægen og blive tjekket og på grund af risikoadfærd, mænd begår oftere selvmord og mænd levere kortere tid end kvinder mv. se link / kilde)
Du kan simpelthen ikke gøre livet op på den måde, om det er "godt at starte med kun en forældre". Er det godt at starte med to mødre? Er det godt at starte med en far der har været udsendt og har ptsd? Er det godt at starte med en mor der har lidt af depressioner? Er det godt at starte livet med en multihandicappet storebror? Er det godt at starte livet med forældre der har lavet dig fordi de gerne ville redde deres kriseramte ægteskab? Er det godt at starte livet med forhøjet risiko for brystkræft? Er det godt at starte i en familie hvor dine præstationer er vægtet højere end dig som menneske? Hvor starter og slutter denne her "hvad nu hvis" leg så henne Simon?HVIS vi skulle lave sådan en skala, så er der, efter min mening, emner der er langt mere presserende at tage op, som f.eks "er det godt st starte livet på Sjælsmark?" eller "er det godt at starte livet i en familie med alkoholmisbrug?". Der er også lavet en del forskning på området, som viser at børn af sæddonerer klarer sig lige så fint som andre børn (kilde). Der er også undersøgelser der giver andre resultater, og vi kan konstatere at billedet ikke er klart og tydeligt. Måske fordi vi ikke kan sammenligne med traditionelle familier, da det jo er et uendeligt vidt begreb."Betyder den far biologiske så lidt som hun tror? Selvfølgelig NEJ? Men vi skal ikke dømme hende, men hjælpe hende og de mange mange andre kvinder og mænd som ofte ender som barnløse, alene og i umulige valg. Det er ikke kun deres ansvar, men også et kæmpe politisk problem. Den kønspolitik vi fører skiller de facto kvinder og mænd mere end den samler.(statistikken er klar)." "
"There seems to be a stereotype of single women seeking sperm donation as anti-men or as not having carefully considered the needs of heir future children. Our research would suggest that is not the case."
Dr Sophie Zadeh, of the University of Cambridge - link til artikel
Den biologiske far er megavigtig (med mindre han skrider, så sker det her med børnene)! Og som udgangspunkt er jeg absolut enig i at børn har ret til at kende sit biologiske ophav, og kunne besvare "hvor kommer jeg fra?" og "hvem er jeg?" og "hvor kommer de her sider af mig fra?" Men du ved faktisk ikke hvad Joy tror om vigtigheden af en biologisk far. Du ved kun hvilket valgt hun har truffet, ikke hvilke (måske) indre diskussioner og hvilket forarbejde og hvilke mavepiner hun har rendt rundt med.Du skriver vi ikke skal dømme hende, efter du lige har dømt hende og alle solomødre (ved skrive "vi er blevet så selvcentrerede og egoistiske. At blive aleneforældre er et blevet personligt frigørelsesprojekt, der handler om selvrealisering frem for at forsøge at komme hinanden mere ved, satse mere på familielivet og ad den vej skabe en familie", dømmer du).Måske skal vi se kønspolitikken i et større perspektiv, du ved, hvor vi ikke udskammer solomødre (eller nogen andre), men hvor vi åbner op for at flere familier (solomødre er også familier) kan skabe flere fællesskaber (familier) baseret på kærlighed og dybtfølte ønsker, og færre på tvang og skam og frygt. Hvor fædre kan tage mere barsel, hvor flere kan være mere sammen med børnene i stedet for at sende dem i institution, hvor pengene følger barnet og familien. Vi har så mange kasser og lukkede muligheder, og i stedet for at kigge på hvilke familier der findes i Danmark og hvorfor, så bruger vi tiden på at udskamme og kritisere dem der bruger de muligheder der nu engang er, og får børn alene.Børn skal ikke være frigørelsesprojekter (eller redningskranse eller ting man kan vinde i statsforvaltningen/familieretten eller dele midt over), men solomødrene er virkelig ikke de rigtig at gå efter her. Hvis det virkelig handler om barnets tarv og ikke forældres ret (m/k), så er der altså mange andre steder vi skal sætte ind før vi begynder at hive fat i solomødre. Jeg har listet nogle af stederne ovenfor i min del af "hvad nu hvis" legen.I det hele taget tror jeg det er på tide at vi re-tænker hvordan vi gerne vil være samfund omkring de familier og familieformer der findes i dag, hvordan vi sikrer at flest mulige børn trives, at familierne er støttede og at børn får en sund, god og tryg opvækst, så der er mindst risiko for at de havner i systemet igen senere i livet. Vejen dertil er bare ikke at udskamme og angribe solomødre. Det løser absolut intet.Intet.Big fat kudos herfra til alle de solomødre der vælger at stå alene med barn/børn. Selvvalgt eller ej. I er fandme seje. Og big fat shout out til alle solofædrene derude. I er pisseseje. Det er virkelig ikke let at være alene om det. Men det er vidunderligt!

Verdens undergang

Her sidder jeg, inde i min hule. Jeg kigger ud gennem et hul i barken, men kan mærke at jeg ikke skal alt for meget derud lige nu hvor stormen river, og hvor alting lander nye steder. Når det altså engang lander. Velkommen til verdens undergang.Jeg har længe haft en idé om at skrive et blogindlæg som tager udgangspunkt i et interview med en marsmand. Marsmanden skal komme ned til jorden, og så skal han snakke med et menneske, som forsøger at forklare marsmanden hvor intelligente mennesker er, og dygtige og effektive vi er her på jorden. Men marsmanden forstår simpelthen ikke det geniale.- Men jeg skal bare lige forstå det rigtigt, så nogen steder på jeres jord der skyder i hinanden? I skyder også på jeres børn?- Ja altså nu er det jo ikke vores egne børn vi sky ...- Men er i ikke ét folk?- Nej nej, det er vi ikke, vi er mange forskellige folk, og vi skyder jo kun dem der ikke opfører sig ordentligt.- Okay, og hvem bestemmer så det? Altså at eksempelvis børn skal skydes?- Øhh det ... det ved jeg ikke lige- Nå men så siger du at i har masser af mad, men der er også nogen der sulter? Hvordan hænger det sammen? Sørger i ikke for at der er mad til alle?- Jo, altså, nej. Vi sørger for os selv, og så er der bare nogen der bor steder hvor der ikke er så meget mad. Og hvor man skyder hinanden. Men det har de jo selv valgt.- Nå men så hjælper i dem vel med mad og husly, så de ikke skal være bange?- Nej, det gør vi ikke- Okay, hvorfor ikke?- Jamen det er fordi der skal være plads til os alle, og hvis der kommer flere herop, så er der jo mindre plads til nogen af os. Så ... det er bedre de bare bliver hvor de er- Men, er i ikke et folk? Altså, ved I godt at, udover mig, så er i det eneste liv i hele universet? Og så bruger i tiden på at skyde hinanden, brænde hinandens bøger og bøvle med Nem-ID, samtidig med at I er det eneste ægte livsmirakel der findes? Det er alligevel en længere snak om hvorvidt det liv er intelligent eller ej. Nu skal jeg hjem til mars, vi må fortsætte snakke en anden dag.Eller noget i den stil. Jeg blev aldrig færdig, og nu fik jeg lyst til at bruge ideen. Og det er ikke fordi jeg går rundt med en sort sky over hovedet eller befinder mig i en depressiv tilstand. Det gør jeg ikke. Denne her tid, kan jeg mærke, er bare enormt hård og filterløs, og jeg har ekstra meget brug for at være ekstra meget sammen med de mennesker jeg holder allermest af. Og "sammen med" i form af tæt fysisk kontakt, hånden på hinandens hjerter, øjenkontakt, smil, stemninger og den energi man kun kan udveksle med andre mennesker, når man befinder sig så tæt at man stadig kan mærke hinandens tilstedeværelse selvom man lukker øjnene.På den ene side ved jeg at det verden skal igennem nu, det er tvingende nødvendigt, for hvis noget nyt skal blomstre, så skal noget gammelt dø. Sådan er det, det har livet lært mig (og det tror jeg på). Vi skal re-tænke vores liv her på jorden i en skala som ikke en eneste politiker (jeg har hørt om) er i stand til. Forandringen skal komme andre steder fra, og det GØR den heldigvis.Der sker heldigvis så meget under den hårde mur af kolde hjerter, og jeg ser det ske alle mulige steder. Nyt der bryder igennem mørket. Og jeg støtter alle steder jeg kan, dog uden at tabe mig selv. Derfor er der lidt længere mellem mine blogindlæg i øjeblikket, for jeg skal have mig selv med. Og også jeg bliver rusket rundt for tiden. På den usexede måde. Og det er okay.Så min opfordring til mig selv, i en tid hvor ingen kender i morgen, det er følgende:

  • Vær sammen med dem jeg elsker
  • Vær kærlig ved mig selv
  • Vær sammen med og i naturen
  • Støt dem der tager stafetter der kæmper for fred og "unitedness"
  • Ti de andre ihjel
  • Spis kage
Jeg kan mærke forandring i min krop, på celleplan, i mit hjerte, i min energi. Det føles på samme tid som at være faldet i en dyb dyb sø som virker bundløs, og på den anden side føles det som at være på det vildeste river-rafting eventyr nogensinde.Det her, det er livet. Jeg tager stafetten snart, og jeg ved også hvor jeg vil hen. Der er så meget der ikke er vigtigt mere, og samtidig noget der er vigtigere end nogensinde før.<3 

Digital anti-revolution: Jeg er gået 10 år tilbage i tiden, og her er vores nye familiemedlem

Min kæreste var lige flyttet ud. Måske var det derfor der skulle ske noget nyt. Selvrealisering eller noget. Han havde selvfølgelig taget vores 42" fladskærms-tv med sig, alt andet havde været mærkeligt. Så ugen efter han var flyttet, besluttede jeg mig for at jeg var sådan en kvinde, der godt selv kunne købe et godt tv, så jeg endte med et eller andet rubin-serie-halløj fra Samsung. Et virkelig flot TV. Og efter at have kigget på det flotte mørkerøde tv i præcis 9 dage, så solgte jeg det igen. Det var ikke lige det jeg ville med mit liv. Sidde der. Og siden har jeg ikke haft fjernsyn. Lige indtil ...Stort set alle jeg kender har fjernsyn. Jeg selv kunne slet ikke forestille mig at have sådan et stort sol hul hængende på min væk. Stue-alteret. Og jeg har været vildt glad for ikke at skulle indrette mit hjem efter hvor alteret stod henne. Men fordi jeg ikke har haft fjernsyn betyder det jo ikke jeg ikke har set film. Jeg har bare siddet foran min computer.Så fik jeg barn. Så fik jeg en Ipad. Så fik jeg et til barn, og nu har der været situationer hvor vi har siddet foran hver vores skærme og set henholdsvis Pocoyo, Gurli Gris og Rejseholdet (igen igen). Og jeg kan mærke at det på en eller anden måde stikker i mit moderhjerte. I det hele taget er jeg ikke ret vild med den Ipad. Jeg købte en til mig selv for mange år siden og solgte den igen efter et par dage. Jeg kan ikke med den. Jeg står i præcis samme situation nu. Den skal ud.Når jeg besøger mine forældre ser vi nogen gange en film sammen. Eller sætter en Disney-film på, og så ser ungerne film. Og jeg ser med. Det savner jeg. Det der med at sidde foran fjernsynet sammen, eller ligge på et tæppe sammen på gulvet og se en film sammen. Jeg kan huske følelsen af hvor utrolig hyggeligt det var som barn, det der med at sidde og se noget sammen. Og når der var reklamer kunne man lige nu ud og tisse og poppe nye popcorn.Efter et par dages summen over emnet, gik jeg på facebook marketplace for at se hvor billigt jeg kunne få et lille fjernsyn. Det skulle vikke være et der hænger på væggen, men derimod et der kunne stå mit mit lille rullebord (flyttemands-rullebord, som man flytter tunge møbler med), og som kan rulles frem og tilbage efter behov.Efter 2 minutters søgning var det der. 300 kroner, 32", kunne afhentes i Nordvest. Så jeg pakkede pigerne i bilen, drønede til Nordvest og fik det (meget tunge) fladskærms-tv ind i bagagerummet, og nu har vi haft fjernsyn et par uger og jeg ELSKER det! Selvom jeg gennem mit boligselskab betaler for kanaler, så har jeg ikke koblet mit fjernsyn til et antenne-stik. Til gengæld har jeg købt Google Chrome Cast. Det er den smarteste opfindelse jeg er faldet over længe, så nu kan jeg streame Youtube, Yousee, Netflix, Viaplay, HBO og hvad der ellers er derude, direkte fra min telefon over på fjernsynet. I går så vi Disney film, og det er tophyggeligt at ligge på puderne på gulve og se en film sammen.Til gengæld er Ipad'en pensioneret og ryger til salg på facebook marketplace lige om lidt. Resultatet af vores 10 år tilbage i tiden "digitale anti-revolution" er at vi har mindre individuel skærmtid, mere fælles skærmtid (dog samlet set begrænset skærmtid ift før), og vi er mere ude, og laver mere kreative ting sammen. Selinne mister hurtigt interessen for filmen og begynder at lege, og det er nemt at lave aftaler med Emmalia om at hun må se et eller to afsnit af Doctor McStuffins, og så skal der slukkes. Hun går endda selv hen og slukker på kontakten når sidste afsnit er slut.Og det bedste ved det hele: fjernsynet kan rulles væk bag sofaen, så det ikke står og fylder når vi ikke bruger det. Det er simpelthen så god en løsning for os, og jeg nyder at have taget denne beslutning for vores lille familie. Tilbage til fortiden.Jeg tror rigtig meget det handler om at finde ud af hvad der virker for den enkelte familie. Jeg snakkede med en veninde om denne her "løsning" vi har fundet herhjemme, og hun kom i kontakt med at deres familie derhjemme også sad med hver deres skærm, og at hun egentlig også savnede det der med at sidde sammen og se noget. Have en god filmoplevelse sammen.Løsningen virker for os, og hvis jeg en dag kan mærke at behovene (vi er jo 3 mennesker) ændrer sig, så må vi finde på noget nyt. Men indtil videre er jeg virkelig begejstret for den her nye, men meget urgamle løsning.Hvordan gør I hjemme hos dig? Har i hver jeres skærm? bruger i fjernsyn? Har i fravalgt fjernsyn? 

Kan vi rumme hinandens rædsel?

Time flies. Pludselig gik der tid uden at jeg fik blogget. Det er ellers ikke så tit det sker at der er lange pauser. Det var påske og nu er hverdagen tilbage. Gode gamle hverdag. Jeg har været stille her på bloggen og hvis du har fulgt med på instagram, så ved du hvorfor. Jeg vil gerne uddybe lidt her. Det handler om at det er svært at være kreativ når man ikke har sig selv med.Hvis man i gamle dage mistede sin ægtefælle, så var man i sorg i cirka to år før nogen overvejede om man måske skulle have hjælp til at komme ud af sorgen (i form af eksempelvis medicin). I dag er den tid reduceret til 14 dage (Kilde: Professor Peter Gøtzsche fra et af hans foredrag). Det siger lidt om hvordan vi har skabt os et fixer-samfund. Alle har røven fuld af gode råd, men meget få kan sidde igennem en andens rædsel og bare "være der". Og det er fair nok, hvis bare folk gad tage ansvar og sige "jeg føler mig simpelthen så utilstrækkelig her, så jeg ved ikke om jeg bare skal trække mig? Jeg er bange for at sige noget forkert til dig" i stedet for at fyre gode råd af. Så har man i det mindste gjort et forsøg på at starte noget der ligner en ærlig og sårbar samtale, som der kunne komme noget smukt ud af.Derfor har jeg også holdt lidt igen med at fortælle om hvad jeg gennemgår i øjeblikket. Jeg ORKER ikke alle dem der så gerne vil fixe, fordi de oftest ikke engang kan rumme deres egen rædsel/smerte/sorg/sårbarhed. Så er det lettere at forsøge at fixe min, end at kigge på sin egen.Men nu er jeg et sted hvor jeg godt kan skrive om hvad der sker, så det gør jeg. Jeg vil dog stadig gerne henstille til at jeg hverken er i nogen som helst form for fare eller har nogen som helst brug for at blive fixet. Jeg har brug for at gennemgå hver eneste dag, hver eneste time og hvert eneste minut af denne her rejse, så jeg kan få det hele med når jeg er ved vejs ende, og skal i gang med en ny rejse lige om lidt.For nogle uger siden fik min far en blodprop i hjernen. En uge senere fik et andet nært familiemedlem også en blodprop i hjernen. Min far hr været indlagt i 6 uger, og her i påsken tog jeg til Jylland for at gøre hans hus rent og hjælpe ham med at finde en ældrebolig. Ikke en helt nem proces. Som jeg har fortalt på instagram så har huset fået lov at stå til i mange år, og det er på ingen måde let at komme ind i et menneskes hjem og sortere og smide ud, især når det er et menneske der på den ene side har givet en livet, og på den anden side er fremmed på mange områder. Rydningen inkluderede mødet med skadedyr, eller mange rester fra specifikke skadedyr, og det er hårdt at se et menneske man holder af have givet op i livet.Så.Jeg er okay. Men jeg har haft trukket stikket fra stort set alt i en måned. Turen til Jylland har sat enormt mange tanker i gang om hvordan jeg gerne vil leve mit eget liv, hvordan jeg gerne vil være med mine egne børn, hvordan jeg gerne vil bo og hvordan jeg gerne vil have det indeni i den tid jeg har tilbage.Samtidig er jeg ikke okay. Og ja, man kan godt både være okay og ikke-okay på samme tid. Vi mennesker er langt mere komplekse end at ingefær og koldpresset olivenolie er svaret på alle  vores kvaler. Jeg er flosset, jeg trækker mig hurtigt hvis jeg kan mærke noget sluger min energi for meget og jeg bruger rigtig meget kvalitetstid med mine to små børn lige nu.Men jeg synes faktisk det er lidt svært at dele det her, for jeg føler vi som samfund har rykket os ret meget i retningen af at vi skal være så forbandet lykkelige og "ovenpå" hele tiden. Vi må ikke være kede af det, og hvis vi er skal vi i hvert fald tale om det, vi skal måske opsøge en coach eller en psykolog og vi skal gøre noget ved det. Nogen gange ikke? Nogen gange, så skal vi bare være. Og nogen gange skal vi ikke tale om det, men så skal vi bare gå lidt i ring eller lidt rundt om os selv i en periode, og så gå det hele nok igen. Andre gange skal vi ikke. Det er bare vigtigt at det er noget vi hver især får lov til at afgøre for os selv, og ikke andre der trækker det ned over hovedet på os.Så her sidder jeg, lidt i sorg. Min far er ikke død (som flere fejlagtigt har troet, og jeg undskylder hvis jeg ikke har været tydelig nok, det er helt sikkert mine formuleringer der har været uklare), men der er alligevel meget sorg i den her proces. Til gengæld er jeg også i glæde. Det føles godt at kunne hjælpe en man holder af, det føles godt han har mødt mine børn inden hans tid er forbi, det har været et stort dybtfølt ønske fra min side at han skulle møde dem. For en måneds tid siden lykkes det endelig, og jeg vil aldrig glemme den dag.Midt i alt det her har jeg haft sådan nogle hjertelige samtaler med mennesker omkring mig. Både mennesker jeg kender rigtig godt og helt fremmede følgere der har delt deres egne historier med mig i private beskeder. Det har været så helende og rart at opleve og læse, og det varmer så meget mere end nytteløse råd, eller andres behov for at flygte fra smerte som bliver pålagt mig. Jeg har ikke det behov. Jeg går ikke i stykker af at livet er sorgfyldt eller hårdt i perioder. Men jeg bliver ked af det når andre ikke kan styre deres eget behov for at fikse mig. Også selvom intentionerne er gode.Så,selvom jeg græder i øjeblikket, så griner jeg også ret meget.selvom jeg er meget træt, får jeg også gået en masse ture. Jeg har endda købt mig et par gode løbesko (luntesko), som jeg fandt ubrugt på fb marketplace.selvom jeg føler mig alene (ikke ensom lige nu i hvert fald), så føler jeg mig samtidig også forbundet med de mennesker der tjekker ind i min rejse, både fremmede og nære relationer.selvom jeg ingen appetit har, får jeg stadig noget at spise.selvom jeg ikke ved hvornår nogens tid slutter, er jeg mere taknemmelig end nogensinde for den tid jeg har med dem jeg elsker.Og sådan er der så mange små oaser man kan skabe sig, selvom hjertet smerter for tiden. 

Inspiration til krea-påske med ungerne (eller påske-zen til mor)

Min Oma (tyske farmor) havde fødselsdag forleden dag. Hvis hun altså stadig levede. Påsken minder mig altid om hende, rigtig dejlige minder, og derfor var det sjovt at sige ja til den her kampagne, både for at genopfriske et gammelt minde, men også for at starte en tradition i min egen lille familie, som forhåbentligt kan vare ved i rigtig mange år endnu.

I Tyskland fejres påsken næsten på højde med jul, sådan er det ikke helt i Danmark, hvor påsken mere er sildemadder og snaps (ikke at der på nogen måde er noget galt i det). Hele min barndom har vi fejret påsken i Tyskland, og Oma havde altid lavet en KÆMPE (KÆMPE!) påskekurv, både til min bror og mig, og til naboernes børn, som vi skulle finde ude i haven. Kurvene, ikke naboernes børn. Der var chokolade nok til en uge, hvis man ikke spiste andet. Den følelse vil jeg gerne give videre til mine børn, også selvom det bliver med noget mindre chokolade, og noget mere krea-hygge rundt om bordet.

En af de ting der er vigtig for mig som mor, det er at vi arbejder med kreativitet i vores hjem. Jeg har masser af maling, perler, vandfarver, karton og papirer, sådan så vi altid lige kan klippe og klistre og farvelægge og tegne og sætte perler på snor. Jeg har et helt skab, i mit beskedne hjem, dedikeret til krea-hygge-stunder. Så da vi skulle ned og semi-tømme en Panduro for påsketing, så var det med julelys i øjnene. Det var dog en lidt anden oplevelse at sidde og lave påsketingene, for pigerne gad ikke rigtigt, så det endte med at Emmalia kastede sig over håndmaling og Selinna (som alligevel er for lille endnu) legede med de pom-poner jeg havde lavet for at kreere påske-kaniner.

Og så vil skæbnens ironi at de godt gider nu hvor jeg sidder og skriver indlægget, og Emmalia har pakket to af pakkerne op, så gæt hvad vi skal lave igen i eftermiddag. Børn er ikke kreative på kommando. Det er vi andre jo heller ikke.

Til gengæld kampnød jeg at lave påske-kreationer om aftenen da pigerne sov, og jeg kunne overraske, især Emmalia, med et lille miniature-påskelandskab næste morgen. Jeg gik helt i zen. Især fordi der ikke lige var en plan-tegning med til påskehuset, så jeg skulle virkelig bryde min hjerne med alle mulige gamle kneb fra sløjd for at få huset til at stå. Det lykkedes! Det var næsten som julemorgen. Hun har leget med huset lige siden, og det er blevet omdøbt til Elsa-slot, hvor Elsa bor med påskekaninen Firkløver. Og nu har vi et hus med tilbehør som skal med frem til påske hvert eneste år.

Men altså ... jeg har brug for et godt råd, for når man er nybegynder til noget, så får man altid lige fucket lidt op, det er jo den måde man lærer og bliver klogere på. Jeg havde haft pigerne med ude i skoven for at samle en ordentlig omgang mos, som vi havde lavet til græsplæne, hvor vores miniature påskehus skulle bo. Og det blev simpelthen SÅ fint (Se fotos)! Til gengæld vågnede jeg op til et optog af bænkebidere langs alle paneler i dagene efter vores påskekreation, og selvom pigerne havde en fest med dem, så er jeg alligevel ikke sådan helt vild efter at lægge hus til bænkebidere i stuen, så, er der et eller andet gyldent trick til at af-bænkebide sit mos inden det skal ind og fungere som dekoration, eller er det ligesom bare en del af påske-eventyret? Der må sidde erfarne påske-pyntere derude der lige ved hvad man kan gøre (krydser fingre).

Men altså, påsken har allerede skabt underholdning i ugevis her i hjemmet, og vi er ikke engang færdige med pynten endnu, mit håb er at vi kan samles om de sidste projekter i næste uge, og få lavet det sidste pynt, som skal op og hænge. Her er et par af de projekter vi skal i gang med:

Jeg er ikke den slags kreative mortype, som bare ser et tomt lærred, og så kommer ideerne til mig. Derfor er jeg glad for Panduros "færdig pakker", som den her på billedet. Så er der ligesom tænkt nogle grundtanker for mig, og jeg skal bare sørge for at slippe kreativiteten løs sammen med pigerne, og slippe ideen om at vi skal ende med kreationer som på billedet, men hellere ende et sted hvor vi har haft det sjovt og hvor vi har opfundet nogle nye påskekyllinger, som ingen andre har opfundet før, ud fra de materialer der nu er pakket i pakkerne.

Forhåbentligt kommer vi dertil en dag hvor pigerne ser tilbage på påsken som en hyggelig tid med klister og klip, fjer og farver og masser af chokolade. Jeg har allerede fundet den perfekte æske til alle vores kreationer, og Emmalia har allerede kastet sin kærlighed på en af påskekaninerne, som jeg er sikker på hun vil glædes ved hvert år når påsken indfinder sig, og vi skal have æsken med vores lækre hjemmelavede påskepynt frem igen.

Hvis du skal nå at have dine påsketing klikket hjem fra Panduro, så er i dag sidste dag (søndag d. 14. april) du kan nå at bestille på nettet. Og jeg advarer dig, der er rigtig gode tilbud derinde, rigtig god krea-påske til dig og dine unger (eller bare dig hvis du også elsker at fordybe dig i små DIY projekter). Ellers er det bare at hoppe ned i din lokale Panduro en af de kommende dage, der er masser af påske i butikkerne (og god service!).

Med fare for at sætte fut under dit kreative jeg, så vil jeg også gerne anbefale Panduros Instagram profil, lige her, jeg har fulgt dem længe, og deres kreative opslag giver mig altid inspiration til hvad jeg kan lave med ungerne når der er ferier og højtider.

Hvad med hjemme hos dig? Hvad er dine bedste påskeminder? Hvilke påsketraditioner har i derhjemme? Og har du noget du gerne vil lave med dine børn i påsken?

Dette indlæg er lavet i samarbejde med momstertest.dk. Panduros påskeprodukter vil blive anmeldt på Momster Test af flere mødre indenfor nærmeste fremtid.

Selvom kriser er hårde kan de også være smukke

Den første solstråle. Den glemmer jeg aldrig. Jeg sad i bus 6A fra Emdrup og ind til København. Det var 4 uger siden han flyttede sine ting. Krise. Jeg havde ligget i fosterstilling alle 4 uger. Jeg havde grædt og grædt og grædt. Alting føltes så meningsløst. Livet uden ham. Selvom beslutningen var den helt rigtige, det vidste jeg godt. Mens jeg sad der i bussen, på vej et sted hen, ramte solstrålen mig på næsen. Jeg lukkede mine øjne, lod solen varme mit ansigt, og lige dér, der vidste jeg at en dag ville alt se lysere ud. Og det gjorde det også.2019 og jeg skal lige lære hinanden at kende. Jeg ved ikke om det er fordi vi begge to er alfahanner eller hvad det er, men vi tager nogle ture i ringen. Og disse dage er vi i ringen igen. Derfor er jeg også lidt stille alle steder. Lidt. Når livet viser tænder, så er jeg efterhånden så god damn erfaren, at jeg ret godt ved hvor jeg skal gå hen, og hvad jeg skal gøre, for at få mig selv helt med igennem og ud på den anden side.Livet, for mig, handler ikke om at vi skal være lykkelige det meste af tiden. For uanset hvor frelste og hellige og skyklappede vi er, så gælder livets vilkår for alle. Død, sygdom, smerte, svigt og hvad vi ellers kommer igennem. Ingen har trukket fripas, en af de ting vi alligevel alle har tilfælles. Når jeg er på sådan et, jeg kalder det udviklingsplateau, som jeg er lige nu, så handler det om at finde de fine åndehuller og gøre det her helvede så rart og hyggeligt, fordi jeg jo ikke ved hvor længe jeg skal være her. Dermed ikke sagt at jeg ikke arbejder for at komme videre, men jeg må godt bo her lidt, tage ved lære, hele nogle sår, acceptere at det ikke er alting der kan heles, ikke lige nu i hvert fald, være vred, være rasende, være ked af det og (sæt dig lige ned) være et offer. I min verden må man gerne være et offer når man er det. Hvis man er offer for overgreb, sygdom, trafikuheld, en overfusning, en fyring eller hvad der nu lige kan sætte os i offerrolle en øjeblik, så må man gerne være et offer. Det farlige kan være når man bliver hængende der uden at blive færdig med offerrollen, eller endnu værre; nægte at være i offerrollen lidt og bare skynde sig videre. Efter min mening. Den kan vi tage en anden dag.Selvom jeg har haft mange udfordringer i mit liv, og især i 2019 stadig har det, så synes jeg ikke jeg lever et lorteliv. Jeg synes heller ikke jeg "putter glanspapir på lorten". Jeg synes jeg tager tyrene ved hornene hver gang jeg har mulighed for det og jeg synes jeg er god til at få det bedste ud af situationen, selvom den kan være hård og træls gennem en længere periode.Så mine 3 "go to" steder, når jeg er her i kriseland, det er:

  1. Humor. Jeg er simpelthen nødt til at kunne finde det sjove i situationen. Ikke at flygte fra den, men at kunne grine af den. Ellers bliver det simpelthen for tungt.
  2. Bryd stilheden. Det første jeg altid har gjort er at isolere mig når tingene er svære. Gøre som om det ikke findes, ikke involvere eller belemre nogen med mine "dårligdomme" eller mit "tunge liv". Det har jeg gjort en stor del af mit liv og jeg har heldigvis lært at den taktik bare gør alt MEGET værre og langt mere ensomt. Når jeg derimod deler og åbner op, så åbner jeg også for kærlighed, omsorg, andres livserfaringer, og jeg lærer at jeg langt fra er alene og at vi er mange der ved hvordan det er når livet er svært.
  3. Ud i naturen. Selvom jeg har dage hvor jeg føler jeg ingen kræfter har, så skal jeg ud alligevel. Om det så bare er en tur ud på græs i bare tæer i 3 minutter. Eller et minut. Den dag. Naturen heler mig ikke, men den løfter og tømmer mit hoved for tanker. Derfor er jeg ude i timevis i de her dage, og jeg har det helt anderledes når jeg har været ude med ungerne og bygget sandslotte og plukket ramsløg.
Jeg har mange andre ting der virker, men det her er de 3 der fylder mest. Jeg prøver ikke at forherlige kriser, for det er rockerhårdt at være en der kæmper. Jeg fortæller bare hvad der virker for mig når jeg er der hvor det er svært at være.Her er ting jeg ikke gør (længere):
  1. Ryger mig skæv eller drikker mig fuld. I gamle dage var det min strategi. At lindre. Og jeg havde masser af undskyldninger for hvorfor det var en god idé at give mig selv en "pause" fra det der gjorde ondt. I dag har jeg det helt omvendt. Min krop kan slet ikke have stimulanser af nogen arter, andet end mere kage end jeg plejer. For mig personligt virker det ikke at dulme med alkohol eller stoffer, tvært imod fucker det med min søvn og dagen efter er jeg bare endnu længere nede i et sort hul. Jeg kan kun tale for mig selv, jeg ved ikke hvad der virker for dig eller andre.
  2. Shopper amok. Det var også en strategi engang. Shopping. Jeg forsøgte at købe smerten væk. Men det var en "tis i bukserne" strategi, for når nyhedsværdien af tøjet var forsvundet, så var smerten der stadig. Og pludselig var pengene på kontoen væk, og de gav en helt ny mavepine jeg skulle forholde mig til.
  3. Prøver at klare det hele selv. Det holder i et par dage, og ikke nok med at det skruer op for ensomheden og forladtheden, så vokser oplevelsen af svigt, selvom andre jo ikke har haft en jordisk chance for at vide at jeg havde brug for hjælp. I dag rækker jeg ud. Nogen synes endda jeg rækker alt for meget ud, og glemmer at de selv har et ansvar for at sige nej tak. Jeg spørger på facebook, jeg ringer til veninder, jeg bruger mit private netværk og jeg har tillid til at dem der melder ind og siger "Jeg er her for dig", de selv har afklaret med deres egen energikonto, om de har lyst til at lægge øre eller skulder til et par dage, eller om de hopper over denne gang. Jeg er nemlig også færdig med at tage overansvar.
Så midt i krisen, så er der gode ting. Jeg kan se at jeg har rykket mig helt vildt meget. Jeg føler ikke jeg er væltet eller nede, ikke på samme måde som jeg har gjort engang. Selvom jeg er uhyre bevidst om at jeg skal passe på mit helbred og min søvn lige nu, så har jeg puttet gode nærende og meget få aktiviteter ind i min kalender, som gør at jeg glæder mig til dagene, jeg kan overskue de ting jeg skal, jeg får set nogle mennesker, og vigtigst af alt: jeg har god kvalitetstid med mine to små børn.Jeg så engang en TED-talk, "The danger of a single story" (her er den), den satte mange tanker i gang hos mig, for vi ved jo aldrig hvornår en historie er slut og hvornår den bare er ved at hoppe hen til næste kapitel. Det har gjort at jeg har sluppet ideen om at kriser er isolerede historier. Det er de aldrig. i hvert fald ikke i mit liv. Og det har i hvert fald givet mig lidt frihed og lidt mere råderum og bevægelse når jeg befinder mig i dem. Som eksempelvis i går hvor jeg havde en fantastisk dag, og i nat hvor jeg faldt i søvn med ungerne, vågnede klokken 2, drak noget vand og gik i seng igen. I dag er jeg træt, men humøret fejler ikke noget, jeg ved bare i dag er en energimæssig "pak dig ind i en ekstra dynejakke i dag"-dag, og det er okay.Lidt sårbar, lidt smilende, lidt glad, lidt træt, glæder mig til at komme udenfor. For få dage siden havde jeg lyst til at give op og bare grave mig ned i et hul og blive der. Sige op som mor. Sende mine børn hen til en meget bedre mor end mig. Aldrig snakke med nogen igen. Og jeg tillod mig selv at have det sådan, fortælle det til mit private netværk, også selvom jeg ved at de måske dømmer mig og tænker at jeg er både svag og ustabil. Men det var den dag. I dag er en anden dag. Jeg er den samme som jeg var for få dage siden. Jeg er bare et nyt sted og solstrålen rammer min næse i dag og varmer mit ansigt.