"Husk nu at nyde det" - hvad så hvis man virkelig ikke gør det?

woman-2349048_1920.jpg

“Husk nu at nyde det”

Verdens mest velmenende og samtidig mest irriterende råd, det er “husk nu at nyde det”. Jeg møder det stort set ugentligt, især hvis jeg skriver om noget der er udfordrende eller hårdt for tiden, så bliver jeg lige tacklet bagfra af en “husk nu at nyde det”. Hvis jeg skulle lave en liste over bullshit-ting vi siger til hinanden, så ligger denne her på top 10.

Forleden dag spurgte jeg om et konkret på de sociale medier. Det sker, selvom jeg normalt ikke bryder mig meget om råd. Men jeg er god til at spørge når jeg føler jeg kommer til kort, og det gjorde jeg lige her. Jg har pt. to små børn som larmer fra morgen til aften. Min lille pige larmer i den forstand at hendes vilje er fordoblet, men hendes sprog er ikke udviklet nok til at udtrykke ALT hvad hun ønsker sig, så der bliver øffet en del i løbet af sådan en dag. hvilket er helt okay, og i 95% af tilfældene er det ret tydeligt hvad hun vil, og så finder vi ud af det, og så er der de sidste 5% hvor Emmalia som regel ender med at knække koden. Halleluja for storsøster.

Og nu vi er ved storesøster. Så er Emmalia trådt ind i en ny æra, hvor jeg enten skal se hver eneste nye bevægelse hun har lært sig selv at lave, hvor jeg skal svare på alle spørgsmål om alt lige fra fuglelorte til ting Alfred måske eller måske ikke siger eller ting om Elsa og Anna eller om hindbær er lavet af jordbær, og om det ikke er rigtigt at hvis man spiser agurk så bliver ens lort grøn? Jeg er vild med hendes nysgerrighed, hendes vidunderlige undren og sin lyst til at inddrage mig i sit univers. Og når det så er sagt, så har jeg fysisk ørepine hver eneste aften i øjeblikket, fordi der bare er larm og støj og spørgsmål fra klokken 5 om morgenen til klokken ca 20.30 om aftenen NONSTOP. Og jeg skal huske, som en lille service til de læsere der glemmer det, at tilføje at jeg ELSKER MINE BØRN, men der er simpelthen grænser for hvor meget lyd jeg kan holde til på daglig basis. Derfor spurgte jeg om råd til netop dette på facebook og på instagram.

Heldigvis har jeg fået en masse dejlige og sjove og brugbare svar, som jeg er ved at samle i et blogindlæg, så vi alle kan lære af dem, for jeg lærte nemlig meget hurtigt at jeg langt fra er den eneste mor med denne udfordring, og at det varer i mange år endnu, derfor er det en ret god ide at finde en løsning på udfordringen ret hurtigt, i hvert fald hvis ørerne ikke skal visne og falde af. Klonk.

Så lærte jeg, som altid, at børn er spejle, og at deres konstante lyd nok er et udtryk for at jeg ikke er en nærværende mor eller ikke er nok til stede, og at jeg skal overveje at være mere til stede med mine børn, for hvis jeg er det, så forvandler de sig til små mutede englebaser, der kun siger “namasté” og “jeg elsker dig mor du er bare den bedste”, og ikke siger “jeg hader dig din dumme mor” og “du er bare en lort mor!”. Det råd har jeg valgt fuldstændig at ignorere, fordi jeg (som kender mig) VED at jeg er en nærværende og til stede mor meget af tiden. men jeg har simpelthen valgt at det er okay ikke at være det hele tiden, og der må simpelthen være andre løsninger end at være en overperfekt supermor der kan være nærværende 100% af tiden.

Og så kom den så. I flere former. “husk nu at nyde det…” Du ved, den der slags sætning som fuldstændig ignorerer den udfordring og frustration som man sidder med, og lige så godt kunne have hedder “hold nu kæft med dit tuderi, jeg ved bedre end dig, nu skal du bare høre”. Og ved du hvad? Jeg nyder det ikke. Jeg elsker at være mor, men der er virkelig også ting jeg ikke nyder. Og ting jeg ikke SKAL nyde, bare fordi du savner at have små børn.

yes-4328419_1920.jpg

Så til dig derude der også er ufrivilligt modtager af den lortesætning: det er helt okay at der er ting du ikke nyder. Og helt ok at der er ting du ønsker dig løsninger eller erfaringer til at kunne ændre eller gøre anderledes, sådan så du jo rent faktisk måske kunne nyde lidt mere. Både du og jeg ved at du nyder, du nyder så mange ting, selv nogle af de svære ting nyder du. Du nyder så meget, og det er simpelthen ikke nødvendigt at nyde ALT. Ingen mennesker nyder ALT i sit liv. Ingen, og derfor skal du ikke huske dig selv på at nyde noget som helst som du ikke nyder. Nope, Niet, niente, nein, nej, nutterbutter.

Så kan vi blive enige om at næste gang nogen beder dig nyde noget du ikke nyder, så er det helt okay at sige “ved du hvad, jeg nyder det overhovedet ikke, derfor spørger jeg om hjælp”. Og selvom de har de bedste intentioner.

Her er ting der som udgangspunkt også er rare, men også kan være virkelig dårlige

Sex

Mad

Rejser

En kjole

Der er jo heller ikke nogen der skal nyde et knald der føles lidt som et kaste en cocktailpølse ind i Aalborghallen, vel? “Husk nu at nyd det”. Øh nej tak til det. Eller et måltid der smager som om ens forkølede 6årig har lavet modellervoks og kylling på samme tid. Det behøver vi heller ikke nyde. Vi skylder ingen nydelse til nogen.


Det var bare det :)

P.S. Dette indlæg er skrevet mens jeg har haft en sovende baby på armen, spist en hjemmelavet pizza og har sat plaster på den ene balde på mit andet barn. Det skulle bare ud, men jeg retter først slåfejl senere.

Solomor Tema: "Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utrolig rigtigt" - Nadja, solomor

Foto: Privat

Foto: Privat

Mit navn er Nadja, jeg er 24 år gammel og har en datter, Leia, på 11,5 måned. Jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer en 2,5 uge inden min termin og starter mit første lærerjob op til august.  

 Vi er noget af en regnbuefamilie, det er helt sikkert. Hvis jeg skal starte med mig selv, så har jeg min mor og far, der er skilt, men heldigvis stadig snakker sammen. De er både med til fødselsdage sammen, og vi holder også stadig nytår sammen. Derudover har jeg min lillesøster på 20 og et sæt bedsteforældre på min mors side. Småt, men godt.

Min datters far og jeg er ekskærester. Dog helt tilbage fra 2011-2012. Vi har siden vi slog op, været gode venner, der on/off har hjulpet til i forhold til hinandens behov, så at sige. Det vender jeg lige tilbage til. I hvertfald har min datter adresse hos mig, så det er bare os to, i en lille 1 værelseslejlighed. Rent principielt laver jeg vel ikke noget til dagligt, I hvertfald ikke I skrivende stund. Blev færdiguddannet kort tid inden jeg fødte og gik derfor direkte på barsel efter endt uddannelse. Dog har jeg job fra 1/8, så der skal jeg ud og undervise andres børn.

Foto: Privat

Foto: Privat

Egentlig har jeg vidst at jeg skulle være solomomboss lige siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Min datter var ikke planlagt, og jeg var først 5 måneder henne, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Og så tænker du sikkert: 5 måneder?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?! Jo nu skal du bare høre. Jeg var midt I en enormt stresset periode på studiet, jeg havde en kæmpe eksamen I januar måned. Jeg var stoppet på mine p-piller en måned efter jeg blev gravid (rent tilfældigt), fordi jeg følte de fuckede med mine hormoner (der skulle jeg vist have lyttet bedre til min krop, hva?) og eftersom det ikke er første gang jeg stoppede på pillerne, vidste jeg også at min cyklus ville være helt, i mangel på et bedre ord, fucked. Så at jeg ikke fik min menstruation lige til at starte med, undrede mig ikke.

Når men jeg var altså gravid, og en måned inden jeg fandt ud af det, havde far fået en kæreste. Ikke at det ville have ændret på tingene. Vi var enormt dårlige til at være kærester. Jeg var alt for dominerende I det forhold og han var alt for sensitiv til mig. Det var en nem beslutning og han fik også af vide at det var op til ham, om han ville være en del af hans datters liv. Det ville han heldigvis gerne. Og selvom vi er uenige engang imellem, ved jeg at vi er bedre forældre for sig end sammen. Det er bare ikke alle der delte det synspunkt. Tanken om at være solo mor skræmte mig egentlig ikke. Til dels fordi jeg har et tæt forhold til min familie, og dermed et godt netværk, men også fordi jeg har haft mulighed for at følge folk som dig, Frejamay, der viser det hele, godt på ondt. Det var hjulpet mig igennem de hårde dage.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer jeg fik, var heldigvis positive. Har haft en håndfuld støttende veninder, de var guld værd igennem min graviditet og også her efterfølgende. Det der nok overraskede mig mest, var da vi fortalte min datters farmor at jeg var gravid. En af de første kommentarer jeg/vi fik, var om det ikke var en god ide at vi fandt sammen igen, for vores datters skyld. Og selvom drømmen altid havde været en kernefamilie, følte jeg virkelig det var den dummeste kommentar i verden. Først og fremmest havde han fundet en anden, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke ideen i at en kernefamilie skulle være bedre, hvis det er med forældre der er ulykkelige? Jeg følte mig simpelthen så forarget, og vred over det. Det gik mig utroligt meget på, at hun mente at jeg/vi ikke ville gøre hvad der var bedst for vores barn.

 

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Helt utroligt hårdt, men også så rigtigt på samme tid. Jeg har været utroligt heldig og har haft en relativt nem baby, der siden jeg stoppede amningen har sovet igennem hele natten, hvilket har gjort at jeg har haft mere overskud i løbet af dagen. Men derfor har det stadig været utroligt hårdt. På de rigtig øv dage, har jeg været så ked af at der ikke kom en hjem kl 16 så jeg kunne få en pause. Jeg har måtte ofre rigtig meget at mit social liv, fordi jeg ikke har haft en til at være hos hende om aftenen, i mens jeg er ude. Selvom jeg har familie der glædeligt passer hende, har det ikke altid været nok. Så det første år her, har været enormt hårdt. Men det hele værd.

Foto: Privat

Foto: Privat

Rent egoistisk, ville jeg nogle gange ønske at jeg stod alene med det hele. Det er hårdt sagt, men det ville sgu nogle gange være en del lettere, ikke at skulle planlægge, snakke and what not, med hendes far. Jeg er jo så glad for, at hun har en far der gider hende. Men det havde godt nok gjort mit liv, og min hverdag så meget lettere, hvis jeg bare kunne stå med beslutningerne selv.



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Jamen jeg får nærmest på ugentlig basis af vide hvor sej jeg er. At folk er så imponeret over hvordan jeg har klaret hele situationen osv.. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det? Jeg ved at folk mener det godt. Men det kan også nogle gange virke som om, at det er fordi jeg har overgået deres forventninger.

Jeg siger altid tak, men at jeg ikke føler mig sej. Mest fordi jeg ikke har prøvet det anderledes. Jeg er ikke gået fra at have hjælp, til at stå alene med det hele. Jeg var været alene med det hele fra day one, og det tror jeg ærligt talt har gjort en del ting, meget lettere.






Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Vores hverdag kører rimelig smooth. Min barsel sluttede d. 24/6 og Leia er startet I vuggestue. Det er enormt hårdt. Hårdt at hun ikke er der hele tiden, hårdt at hun er ked af at jeg går. Men også enormt rart at jeg kan få et par timers pusterum til at få ordnet ting derhjemme, uden at hun skal sidde på armen hele tiden. Vi ser min far også søster flere gange om ugen og går også I mødregruppe. Vi har generelt et ret godt flow for tiden, så jeg er spændt på hvordan det hele bliver, når jeg starter på arbejde, og det hele bliver vendt op og ned. Jeg må indrømme at jeg er super nervøs.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Stol på dig selv. Der er en årsag til alt.

image2.jpeg


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg er bare så træt af at blive set ned på. Det kan simpelthen ikke være rigtig at nogle I dagens danmark stadig ser ned på solomødre. Jeg er simpelthen bare så skuffet.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Vi gør det absolut bedste for vores børn. Om det er planlagt eller ej. Og så skal folk bare forstå at vi er fucking seje, og at man altså ikke har brug for en mand I hjemmet, bare fordi man får/har børn.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

 Det ville være så fedt hvis arbejdspladser tog mere hensyn. Specielt ift arbejdstider. Derudover stod jeg I min barsel og fik nærmest ingen penge ind på kontoen, fordi jeg havde haft en studiejob, og afsluttet mit studie. Det gjorde det nærmest umuligt at få udbetalt en ordenligt beløb I barselsdagpenge og jeg har derfor levet fra måned til måned det sidste år.

 Folk skal bare huske at bære lidt over med os solomødre. Vi gør fandme det vildeste stykke arbejde, og har ikke nogle til at tage over når det brænder på. Så kender du en solomor, så hjælp hende. Ikke bare tilbyd, men hjælp. Kom forbi med mad til fryseren, hjælp til med at handle ind eller en opvask. Selvom vi måske ikke siger det med det samme, så er det de små ting der gør hverdagen en million gange nemmere.

<3



Tak for dit bidrag Nadja, jeg ved i hvert fald at jeg personligt synes du er mega kickass, og tak for din ærlighed, jeg kan virkelig genkende ALT det du skriver!

Hvad med dig? Har du lyst til at følge med hos Nadja, så hop ind på instagram lige her og følg livet som solomomboss hos Nadja. Du er også velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet, jeg er sikker på Nadja gerne vil besvare. Alle kommentarer med gode intentioner får lov at forblive, også kritik sålænge intentionen og tonen er god. Alt andet slettes.

Her passer vi på hinanden <3

Blogtema: 7 liv som solomomboss ud af skyggen

DSC00965.jpg

Der var engang en tid hvor enlige mødre var udstødte. Eller blev det. Men tiderne har ændret sig, og vi er trådt ind i en tid hvor solomødre, eller alenemødre eller enlige mødre eller solomombosses, eller hvad vi kalder dem (os), efterhånden er ressourcestærke kvinder der vælger at få barn eller børn alene uden en mand. Desværre er der stadig lidt (lang) vej igen når det kommer til hvordan solomombosses (ja det hedder de her hos mig), bliver mødt ude i det virkelige liv, og især i debatter på de sociale medier. Derfor vil jeg gerne være med til at re-brande solomombosses. Tiden er inde.

Jeg kender jo mit eget liv. Jeg havde et one night stand med min underbo, det kom der Emmalia ud af, klip til to år senere, hvor underbo besluttede at han gerne ville være donor til lillebror eller lillesøster, fordi alt andet gav egentlig ikke menening. Så her er vi nu. Far der bor i Hellerup, mor der bor i Lyngby, jeg har pigerne det meste af tiden, vi har et godt samarbejde og ka lave ting sammen alle fire uden at vi skal lege kernefamilie, for det er alle klar over at vi ikke er. Og det blogger jeg så (blandt andet om), hvordan det fungerer (og nogen gange ikke fungerer).

Men jeg har også brug for inspiration udefra, for nogen gange kan jeg godt falde i SoMe (sociale medier) fælden, og komme til at sammenligne mine “downs” med alle andres highlights. For det er highlights vi ser når vi scroller Instagram igennem. Det er ikke virkeligheden. Faktisk er et et stylet, nøje udvalgt, redigeret, sikkert censureret og meget bevidst valg du sammenligner dig med. Ikke et autentisk øjeblik af den rå sandhed. Heller ikke hos mig, selvom mange måske tror det. Jeg har jo også redaktør-briller på hver gang jeg udgiver noget, der er altid et formål. Altid.

Derfor har jeg været så heldig at hele 7 megaseje solomombosses har sagt ja til et blive interviewet om ders hverdag, og de interviews er så småt ved at tikke ind i min indbakke, og nu skal de ud til dig og alle dem der er vildt nysgerrige på hvordan sådan et solomomboss-liv ser ud. Uanset om det er selvvalgt eller ej.

Så hvad er kriterierne for at være med? Man skal bare stå med opgaven mest alene. Thats is. Så du kommer både til at møde fraskilte mødre, mødre hvor far ikke magtede opgaven alligevel, mødre som helt selv har truffet beslutningen om at være solo fra start, og alt midt i mellem. Jeg har forsøgt at ramme bredt, og jeg vil lige skynde mig at KÆMPE takke alle der har meldt sig på banen, og endnu engang undskylde hvis jeg ikke er vendt tilbage, jeg endte md at få over 150 henvendelser i 5 forskellige indbakker, så jeg kan simpelthen ikke garantere at der ikke mangler et svar et sted. Undskyld. Og tak <3

Første interview bliver bragt i morgen, og de kommende interviews bliver bragt fordelt over de næste 3 uger. Jeg glæder mig helt vildt til selv at læse dem og til at dele dem med dig.

Kender du en sej solomomboss der skal læse med? Eller en der skal have rettet sit syn på solomødre lidt? Så tip dem gerne om dette tema. Og tag de seje solomombosses du kender.

YAY! God sommer til ALLE!



Velkommen til vores opdaterede soveværelse i penthousen for rockerfrøer

frejamay november soveværelse

Velkommen til vores opdaterede soveværelse i penthousen for rockerfrøer

3 mennesker. En momboss, en 4årig og en 1årig. Så mange mennesker sover vi i den seng du ser på billedet ovenfor. Vi bor i en 2 værelses lejlighed, og for omkring et år siden forelskede jeg mig i minimalisme og et nyt niveau af bæredygtighed. Nåja og Konmari (hvad er det? læs mit blogindlæg her). Det har ført til en grundig gennemgang af ALT hvad jeg (og vi) ejer, og efterhånden er 50% af hved jeg ejede givet videre eller solgt eller kørt til genbrug. Og det føles så godt at jeg får lyst til at sige farvel til endnu mere. Så i dag får du vores opdaterede soveværelse at se. Snart kommer de resterende rum, der også har fået en gennemgang.

IMG_6623.jpg

Minimalsme og konmari

Minimalisme er, for mig, ikke at bo med absolut mindst muligt. For mig handler minimalisme om at stoppe overforbrug og udelukkende omgive mig med ting der skaber glæde og værdi for mig og mine børn. Det er misforstået at man ikke må beholde sin Star Wars samling eller skosamling hvis man indretter med minimalisme eller Konmari-metoden. Du skal bare sikre dig at det du har, det er noget der skaber glæde og værdi. Og det er det jeg (forsøger) at indrette vores hjem efter. Og det er indtil videre lykkes meget godt.

frejamay november blogger soveværelse bolig

Så hvad er der sket siden sidst?

Vi har solgt Emmalias seng. Ingen sov i den, og den blev mest brugt til at lægge tøj i eller brugt som hule eller klatrestativ. Efter at Selinna er blevet større, har jeg kunnet mærke behovet for at downsize hele vores hjem, og det har resulteret i salg af en del møbler. Ikke fordi der var proppet, men mere fordi gulvpladsen er mere værdifuld for os. Vi løber og danser og tilbringer rigtig meget tid på gulvet, så sengen blev solgt til en sød familie, og i stedet købte jeg en gardinstang og to gardiner, og fik afskærmet soveområdet i soveværelset lidt, sådan så det blev et rum i rummet.

Allerede næste morgen, efter at gardinerne var blevet sat op, løb mine to børn rundt i soveværelset som aldrig før, dansede og hvinede af fryd. Lige der vidste jeg at det var den rigtige beslutning at sige farvel til Emmalias seng, og bruge gulvpladsen i stedet.

frejamay november minimalisme bæredygtighed soveværelse

Plantebaseret indeklima

Jeg har længe gerne ville have flere planter i soveværelset, gerne planter der renser luften og hjælper til et godt indeklima. Efter lidt kvalitetstid med google, fandt jeg ud af at nyrebregnen (NEPHROLEPIS EXALTATA 'BOSTON') er alletiders i soveværelset. Den fandt jeg to af i det lokale plantecenter, og så fandt jeg bloggerplanten i Ikea. Ikea er i det hele taget et fint sted at finde planter, synes jeg. Men jeg går også rigtig gerne i plantecenteret, nogen gange bare for at blive inspireret, jeg synes der er rart at være.

IMG_6628.jpg
 
IMG_6630.jpg

Ingen forstyrrelser

For mig skal et soverum være så fri som muligt for ting der kan forstyrre øjet. Derfor har vi ret hvide vægge og kun et enkelt foto på væggen. Lige så snart der er for meget der forstyrrer, så er det svært at finde roen. Efter vi har fået gardinerne op foran sengen, så er det bare blevet endnu mere hyggeligt at ligge derinde og putte alle tre, og der er intet andet end os der løber med opmærksomheden, eller støjer for øjnene.

Det eneste der støjer en lille smule er en ventilator* vi har købt til sommeren. Det er til gengæld en virkelig god investering, for der bliver rigtig varmt i vores lejlighed, og fordi vi bor så tæt på vand, så er her mange myg. Så valget er mellem varme og myg, og så foretrækker jeg at slå varmen ned med lidt indeblæst. Det fungerer rigtig godt. Om vinteren ryger den i kælderen, klar til næste år.

Sådan ser vores soveværelse altså ud nu. Det er simpelthen sådan et dejligt rum. Jeg har som sagt ryddet op med Konmari metoden, og det har betydet at alle kasser der stod ovenpå skabene, de er væk. Næste mål er at få så mange ting ud af hjemmet, så vi kan undvære Emmalias skab, og så vi alle tre kan have alt vores tøj i det store klædeskab. Hvis det ikke lykkes er det også okay, men det kunne være ret dejligt med den ekstra gulvplads. Det er godt at have noget at gå efter.


Hvad er vigtigt i dit soveværelse?


Tabu: Lad os snakke lidt om vrede (long read)

Foto: Amir Boucenna

Foto: Amir Boucenna

Tabu: Las os snakke lidt om vrede

Hvornår blev vrede egentlig dømt ude? Hvornår var det vi besluttede at vrede ikke hører hjemme i familier? At man er en dårlig mor eller far når man udtrykker vrede? Og at børn heller ikke må være vrede? Eller den endnu mere tossede idé: at børn gerne må være vrede og flippe ud, og at voksne aldrig må og bare skal rumme alle børns store følelser? Og hvis det er den sidste der gælder, hvornår er man så for gammel til at være vred? Vrede optager mig en del for tiden, især fordi vrede er blevet et tabu. Skulle vi ikke starte med at holde op med det, og tale om vreden i stedet for at dømme den ude?


For nogle måneder siden slog jeg til. Jeg har villet det længe, og da der var et godt tilbud, så skyndte jeg mig ind og købe Pernille Melsteds vredeskursus ”Forstå din vrede”. Det var med lige dele glæde og lige dele frygt at jeg kastede mig ud i kurset, for vrede har virkelig været en svær størrelse at håndtere i mit liv. Og selvom kursusforløbet sluttede for nogle uger siden, så er jeg stadig ikke i mål, fordi nogle af modulerne tager mig lidt længere tid at komme igennem. Så jeg arbejder stadig med min vrede. Og lad mig lige hurtigt sige at jeg kraftigt kan anbefale kurset. Det er helt gammeldags undervisning og lektier fra uge til uge, det er intenst og det er gennemarbejdet og man (jeg) bliver ikke overloadet, sådan som jeg nogen gange gør på online kurser. Det er helt perfekt. Og man får virkelig set sig selv efter i sømmene, men får også rigtig gode værktøjer til at få et sundere forhold til sin (og andres) vrede. En af de store indsigter jeg fik, var at jeg slet ikke er så forkert som jeg gik rundt og troede. At det faktisk er helt okay at blive vred, og at det er sundt at vreden er medspiller i livet. Så længe det er den sunde vrede, og den har jeg, trods min personlige vredeshistorie, god kontakt til.

Photo by  Zoë Reeve  on  Unsplash

Photo by Zoë Reeve on Unsplash

 

Min egen vredeshistorie

Mine forældre er skilt, og den ene part har haft en voldsomt aggressiv og eksplosiv vrede. Den anden part har bare aldrig udvist den vrede der helt sikkert har været der. Så jeg er vokset op på broen mellem mine forældre med to ekstreme yderligeheder, og har slet ikke kunnet finde hoved og hale i det med vrede. Og så er jeg fra den tid hvor man sendte børn væk når de var vrede/sure, og så måtte man komme ud igen når man var blevet ”god igen”. Så der er både noget tidsmæssigt kulturelt, og nogle meget modsatrettede (ubevidste) læremestre, der skulle give mig et sundt forhold til min egen vrede. Og med de forudsætninger, så kan jeg i dag sagtens forstå hvorfor vrede altid har været en utrolig svær størrelse for mig. Ingen skyldsplacering, blot en konstatering.

 

Min første gang

Jeg glemmer det aldrig. Jeg har levet hele mit liv som en der åler sig. Undgår konflikter, trækker mig hvis der er konflikt forude og ALTID tage overansvaret. Hold kæft hvor har jeg taget meget ansvar for at andre var nogle røvhuller, fordi jeg ville undgå både konflikter og vrede mennesker. Jeg gør det stadig engang i mellem, men jeg er blevet langt bedre til at spotte det.

 

Derfor glemmer jeg naturligvis aldrig første gang jeg blev rigtig vred. Jeg boede i min skønne lejlighed i Gentofte sammen med min kæreste. Han havde haft nogle problemer med sin vægt, og jeg havde virkelig forsøgt at støtte ham så godt jeg kunne. Jeg var ligeglad med hans vægt, jeg syntes han var dejlig. En dag han sad i noget selvmedlidenhed fik han sagt noget i stil med ”ja, nu har du jo fået mig helt derud …”, som om at ansvaret for hans kvaler var mine. Jeg husker ikke ret meget andet end at det sortnede for mine øjne, og at jeg på bedste børnehave-vis rakte runge ad ham (seriøst, det gjorde jeg). Og så skreg jeg så højt (huske ikke hvad) at jeg var hæs i tre dage. Jeg pakkede mine ting, smækkede med døren og så tog jeg væk i et par dage med slukket telefon. Det havde bare stået på SÅ længe og intet virkede og han ville ingenting, og jeg var parat til at gøre hvad som helst for at hjælpe ham, og så tørrede han den bare af på mig. Big fat nej fucking tak!

Billede af Giacomo Zanni

Billede af Giacomo Zanni

Den store forandring

Det var første gang. Anden gang skete der en forandring i mit liv og i mit forhold til vrede. Jeg havde været i Odense og lave teamcoaching for en kæmpe gruppe mennesker. De var 60. Det var en ret stor opgave for en nyuddannet mastercoach, så jeg var bare så stolt. Udover mit honorar fik jeg et par flasker vin som tak for indsatsen. Jeg kørte med mine kollegaer fra Odense til Charlottenlund, blev sat af og satte min taske med vin og papirer fast bagpå min cykel. Og så kørte jeg syngende og glad mod Gentofte, hvor jeg boede (kæresten var flyttet ud).

Med til historien hører måske også at jeg var overgrebsoffer. Jeg var udsat for et seksuelt overgreb da jeg var 6 år gammel, og igen da jeg var 15 og igen da jeg var 19 to gange. Det sidste skete da jeg var 27, og det var en ekskæreste. Det sidste overgreb bragte mig så meget ud af fatning, fordi jeg havde arbejdet så meget med mig selv hos en psykolog at jeg ikke forstod det kunne ske igen. At jeg frøs til is igen og ”lod det ske” (i dag ved jeg at ansvaret ikke var mit). Så da det sidste overgreb fandt sted og jeg oplevede at min krop stadig gik i ”frys” mode og ikke i ”fight”, så skruede jeg op for psykologtimer og gik 1 gang hver uge i 7 måneder. Og det eneste vi arbejdede med var mit selvbillede og mine leveregler (”jeg har ret til at blive behandlet med respekt” eller ”alle andres behov er vigtigere end mine” osv).  Jeg havde virkelig gjort en kæmpe indsats for at ændre mit fundament.

Så denne dag på cyklen fra Charlottenlund til Gentofte, den lå i kølvandet på mit intense psykologforløb. Og så skete det alligevel. Jeg cyklede og snakkede med min veninde i telefonen. Bag mig kom en scooter, og jeg kunne ikke forstå at den ikke overhalede mig, men blev liggende bag mig. Vi var endda på vej op ad en bakke ved Dyssegård station.

Pludselig gav min cykel et kæmpe ryk i den ene side, og jeg tog telefonen og min hånd ned på styret for at holde balancen og undgå at styrte. Nyt ryk, denne gang endnu hårdere. Det gik op for mig at de to unge fyre på scooteren forsøgte at stjæle min taske. De vidste naturligvis ikke at jeg altid spænder mine ting fast på min cykel, netop fordi jeg ikke gider at folk stjæler mine ting. Så da det gik op for mig at de var ved at vælte mig af cyklen for at stjæle min taske, så skete det.

 

Smagen af blod bredte sig i hele min krop. Mine muskler voksede og jeg har et billede af at jeg tog form som Serena Williams i sin bedste kamp. Jeg sværger, hvis jeg havde haft en pistol, så havde jeg skudt dem. Arrigskaben, vreden og hævntørsten tog over, og på en eller anden måde fik jeg stanset cyklen med begge fødder solidt plantet på jorden, og så skreg jeg så højt at de to fyre lignede to små rotter, og så drønede de væk. Min veninde var stadig i røret og havde hørt det hele, jeg smækkede på og ringede op til politiet med det samme. Ingen tøven, ingen tvivl, ingen ”ej de har bedre ting at bruge tid på end mig”. Jeg gav dem et signalement og så cyklede jeg hjem.

 

Næste morgen vågnede jeg op, jeg var ked af det og den eneste tanke, der fyldte mit hoved, var at jeg alligevel ikke var kommet videre. ”Der kan du bare se, du er stadig sådan en der bliver udsat for de her ting”. Bortset fra at det var jeg jo ikke. Og frygten og ked-af-det-heden blev overtaget af styrke og stolthed. Nej. Nej. Jeg er ikke længere hende der fryser. Nu er jeg hende der kæmper. Jeg kæmper! Jeg har fundet styrken og kraften i mig selv, og det er slut med at gå i frys!

Photo by  Omer Salom  on  Unsplash

Photo by Omer Salom on Unsplash

Jeg havde fundet en ny vej og en kæmpe styrke i mig selv. Og jeg skal love for at den styrke blev testet henover sommeren. Et par uger efter stod jeg på hovedbanen, og en mand kom med en et de der ”velmenende komplimenter”. Alle kvinder kender dem, mænd gør ikke så ofte. Den slags komplimenter hvor du bliver kaldt luder og narrefisse hvis du ikke straks falder ham i armene, eller giver ham et blowjob af taknemmelighed over at den her pæne flinke dude lige lod et par ”hey beautiful” falde i din retning. Sådan en type mødte jeg. ”Hey beautiful” sagde han. Jeg svarede høfligt ”hey” og passede min egen business igen. Jeg stod og ventede på en ven. Den flinke pæne mand kom nærmere, lige lidt for tæt på og fortsatte med sine flinke komplimenter ”hey girl, I like your hair, how are you?” og jeg svarede ”please leave me alone”, og så begyndte han (selvfølgelig) at blive aggressiv, for hvordan i alverden kan man tillade sig at afvise så dejlig en adfærd (sense the tone). Så begyndte han at puste brystet op og kalde mig ”bitch”. Og det er her jeg gjorde noget helt andet end jeg plejer.

 

Jeg pustede også mit bryst op, og jeg trådte et skridt tættere på ham. Det eneste jeg kunne høre i mit hoved var ”try me, just TRY ME!”. Og så skete der noget jeg aldrig havde troet skulle ske for mig. Jeg satte mine hænder på hans brystkasse og så skubbede jeg til og råbte ”DID YOU NOT HEAR ME? I TOLD YOU TO LEAVE ME. THE FUCK. ALONE!”, og så blev jeg bare stående og lyttede til min egen vejrtrækning, som var overraskende rolig. Den flinke mand turde ikke andet end at forsvinde fra gerningsstedet meget hurtigt (med et ”you crazy cunt), og jeg blev stående og folk kiggede og så skete der ikke mere den dag.

Billede af Satya Tiwari

Billede af Satya Tiwari

Under en uge senere stod jeg på Nørrebrogade, og det begyndte at hagle voldsomt. Jeg snakkede med min mor i headset, og søgte hurtigt ly på en sidevej. Himlen så fascinerende ud, og selvom Instagram ikke fandtes den vej, så var jeg stadig en dygtig blogger, så jeg tog et par billeder af himlen mens jeg snakkede med min mor. Vi stod rigtig mange sammen under grønthandlerens markise, både på den side jeg stod og på den modsatte side.

 

Pludselig stod der en ung fyr og råbte og skreg på den anden side af vejen og pegede over mod der hvor jeg stod. Vi var flere der kiggede undrende på hinanden, hvilket bare gjorde fyren endnu mere vred. Da ingen af os reagerede på hans råb og skrig, brød han ud af menneskemængden han stod i stilede direkte over til mig, helt tæt på, næsten næse mod næse.

 

-       har du en problem eller hvad?

-       Næh?

-       Står du og tager billeder af mig?

-       Nej

 

Min mor var stadig i røret og fik det hele med. Og det samme skete igen. Jeg hævede brystkassen, og det eneste der skete i min hjerne var sætningen ”hvis du så meget som krummer et hår på mit hoved så kommer du til at fortryde resten af dit liv!”

 

-       Jeg vil se dit kamera i din mobil

-       Nu skal du høre her, du skal ikke se en skid, kan du forstå det? Jeg siger til dig at jeg ikke har taget billeder af dig, kan du forstå det? Og nu skal du skride inden vi to bliver alvorligt uvenner, forstår du hvad jeg siger!

Og så mumlede han et eller andet og skred ud i regnen. Og sådan blev det til at jeg blev sådan en slagsbrorstype, som ikke tager nogen som helst fucks fra nogen. Der er sket meget siden og jeg har fundet et noget mere afbalanceret niveau. Som f.eks. den dag foran Magasin du nord, hvor jeg stod ved siden af hovedindgangen og ventede på en veninde. En pels kom gående meget målrettet hen til mig og min cykel, og forventede åbenbart at jeg flyttede mig så hun kunne komme forbi. Det havde jeg ikke tænkt mig, for der var virkelig meget plads på begge sider, og jeg kunne se at hun havde to ben.  Alligevel forløb samtalen sådan her

-       Der står du GODT NOK FINT HVA?

-       Ej tak skal du have, hvor er det sødt af dig at sige det.

Og sådan gik det til at damen kom i tanke om sine to ben, og gik hele vejen udenom store stygge mig, og det føltes så rart at jeg kom til at smile lidt af situationen.  

Så vrede.

Mit liv er blevet markant bedre efter jeg har lukket vreden ind. Men det har godt nok været en lang rejse og meget vedvarende intenst arbejde at finde ind til den og arbejde med den og lære at bruge den.

Billede af Kevin Phillips

Billede af Kevin Phillips

Da jeg blev mor kulminerede vreden.

Da jeg blev mor skete der noget nyt med min vrede. Pludselig blev jeg vred i afmagt. For en god ordens skyld skal jeg lige understrege at jeg aldrig har slået mine børn eller rusket i dem eller lignende. Men jeg har råbt af dem. Også mere og højere end jeg bryder mig om at indrømme. Men det har jeg altså. Og det er enormt svært at rumme. Og faktisk var det udelukkende min råben af mine børn der gjorde at jeg købte Pernille Melsteds kursus. Og det er jeg glad for at jeg gjorde.

 

Det var virkelig nedslående og en kæmpe falliterklæring for mig at jeg ikke bare var den der anerkendende mor, som bare rummer alle facetter af moderhood’et. At jeg er den mor som flipper ud og kan blive drevet til vanvid. At jeg er den mor der kan miste fatningen og skrige ad mit barn. Og vær sød lige at læse færdigt inden du anmelder mig til kommunen (det er jo en ny trend at anmelde bloggere der skriver om de her svære ting som rigtig mange af os ikke tør tale om).

 

Til gengæld har jeg nu, efter at have læst Jesper Juuls bog ”førerulve”, Smilla Lyngaards bog om ”En vellykket familie er sjældent særlig køn” og læst den artikel om vrede (hvor Smilla også er med, læs her)”, nåja og Pernille Melsteds kursus om vrede, har jeg nu lært at jeg alligevel har gjort noget rigtigt.

Den sunde vrede kan godt være med volumen på. Det vigtige er at man ikke udskammer og taler ned til og om barnet. ”Din lille idiot, kan du ikke tænke selv?” eller ”hvad er der dog galt med dig” eller ”fatter du bare ikke noget din åndsambøe” eller hvad man ellers kan finde på at kalde sine børn. Det har jeg aldrig gjort. Jeg har dog sagt “det gør du bare” når Emmalia har råbt at hun flytter op til Momse.

 

En anden vigtig ting er at man rydder op og debriefer hvis man har mistet fatningen. Og det har gjort hver eneste gang Jeg er blevet vred. Hver eneste. Også inden jeg tog nogle kurser eller læste bøger om emnet. Jeg kunne simpelthen ikke være i det hvis ikke vi kunne snakke om det herhjemme, sætte ord på, være kede af det, sige undskyld. Og snakke om at mor blev et råbemonster. Og faktisk er det en vigtig pointe i alt det her. At man ikke bare er en brølemor eller en råbemor. Man er nogengange en meget træt mor der ikke har mere at give af. Og det “sjove” ved det er at reserverne ofte højest er tomme et halvt minuts tid, så finder man noget magisk kraft et eller andet sted igen. Men det er de der sekunders vrede eller afmagt som får lov til at fylde hele ens selvbilelde som mor. I hvert fald mit. Pludselig findes det ikke at jeg har vugget min baby i 18 timer fordi hun ikke kunne ro. Pludselig findes det ikke at jeg altid sætter mig på hug og krammer og lytter når der er brug for det. Pludselig findes de 1.467 (det er det rigtige tal) morgener ikke, hvor jeg har skabt en magisk morgenstund med 1-2 piger, lavet god morgenmad og hygget i flere timer for at vi altid får en god start på dagen. Pludselig findes alle de skøre tiltag der også kendetegner mig som mor ikke, fordi jeg råbte i 3 sekunder. Og det er faktisk ikke fair.

Lad mig lige slå fast. Jeg går ikke ind for at vi går og råber ad hinanden. Til gengæld går jeg ind for at vi er autentiske, og faktisk går jeg også ind for at mine børn får et sundt forhold til vrede, i stedet for at være fanget i midten af usund aggressiv og eksplosiv vrede, og så passiv ikke-eksisterende og helt på sin plads udeblevne vredes-reaktioner. Mine piger skal ikke lære i en alder af 30 år hvordan vrede ser ud, det er altså helt fint at de får det med herhjemmefra, og at de samtidig lærer at sige undskyld eller at snakke om det efter man har  været uvenner. Nåja og at de lærer at de er lige så meget værd at elske når de er vrede og (gammeldags syn) ”uartige”, og i min optik bare reagerer sundt. Det har jeg faktisk lavet en lile video om, hvor jeg forsøger at oversætte vredens sprog. Se den her

 Efter jeg havde lavet videoen skete der faktisk præcis det jeg havde regnet med. Universet tester altid. Emmalia fik et regulært meltdown dagen efter, og jeg havde min egen video lige i baghovedet. Så det endte med at jeg lagde mig ved siden af hende og aede hende (det var okay) og sagde ”jeg elsker dig skat” og ”det er okay” og ”du er i sikkerhed skat”. Og det føltes så rart at kunne være der for hende lige der. Jeg garanterer ikke at det er sådan et overskud jeg udviser næste gang hun flipper ud i svømmehallen, fordi vandet ikke er dybt nok eller noget, men lige der lykkes det. Og helt ærligt, jeg køber simpelthen ikke den der med at man kan lære børn et sundt forhold til vrede, hvis man ikke har adgang til sin egen vrede, eller voksne ikke må være vrede hjemme i husstanden.

Kunne vi ikke lukke vreden tilbage ind i varmen? Det betyder ikke at vi skal gå rundt og råbe og skrige ad hinanden, men jeg kan i hvert fald personligt mærke at jeg er blevet en langt sjovere, langt sundere og langt mere til stede mor, efter jeg har accepteret at vrede både er en del af min måde at være mor på og min måde at opdrage mine børn på. Når jeg tør åbne for vreden, så skruer jeg også op for alle andre haner. Humor, fjol, fis og ballade, dans, glæde, sang, nuancer. Det er som om det at slukke for vreden, det også lægger en dæmper på alt andet, og så bliver jeg sådan et hylster der ikke må mærke noget. Det er ikke rart for nogen.

Emmalia reagerer virkelig positivt på at vi snakker om tingene herhjemme, vi snakker også om at mor nogen gange kommer til at råbe. Og at Emmalia nogen gange kommer til at råbe, og at Selinna er overraskende god til at råbe allerede. Vores konflikter varer heller ikke så længe mere nu hvor alle gerne må råbe, og jeg har en stor datter der er god til at sige undskyld, og det har hun, i al beskedenhed, lært af mig, fordi jeg ikke erbange for at sige undskyld til mine børn.

Jeg er ikke færdig med vreden her på bloggen, måske bringer jeg et par interviews med mennesker  der har forholdt sig til vreden på en eller anden måde. Måske skriver jeg selv mere om den. Jeg ved det ikke endnu. Jeg har et andet spændende blogtema til dig, som starter på søndag. Jeg glæder mig helt vildt!

Hvordan ser vreden ud i dit liv og i din familie? Del gerne i kommentarfeltet. Er vreden også et tabu hos dig?

Velkommen til #FREJASFREDAGSFEJRING

%23frejasfredagsfejring.jpg

Velkommen til #FREJASFREDAGSFEJRINGI

dag skal vi to fejre et nyt, men meget gammel koncept sammen. En form for re-lancering. Jeg har længe gerne ville støve det her koncept af, og vupti, på et møde på Østerbro forleden dag, så stod stjernerne bare rigtigt, og i dag fejrer vi for første gang #frejasfredagsfejring sammen. Hvis du vil være med. Men først lidt baggrundshistorie.

Tilbage i 2010. Min kæreste var lige flyttet ud af min ejerlejlighed i Gentofte, jeg var blevet færdig med min uddannelse som coach, og jeg besluttede mig for at starte op som selvstændig. Det var en gigantisk beslutning, især for sådan en som mig, som aldrig troede jeg rigtigt kunne blive til noget som helst. Jeg droppede ud af gymnasiet (et par gange), jeg kom ud af et hashmisbrug, ud af et voldeligt forhold, ud af et mønster med seksuelle overgreb og voldtægter, og så stod jeg der og anede faktisk ikke hvem jeg var, når nu jeg ikke var offer for alt det længere.

Så det at jeg, MIG, skulle starte som selvstændig, det var virkelig på alle måder en ud ad kroppen oplevelse. Jeg lejede et kontor midt inde i København, hvilket i sig selv også er en ret stor ting, især når man kommer nede fra Als, og rådhuspladsen lidt føles som at stå på Times Square i New York (jeg har prøvet begge dele).

En dag sad jeg på mit kontor, jeg havde bestilt en masse printerpapir, for jeg tænkte at man nok skulle printe en hel masse, når nu man var selvstændig. Men jeg havde trykket forkert på min bestilling, så jeg fik tre store kasser A3 papir. Og hvad gør man så? Man finder en måde at vende det til noget brugbart på.

Et par dage forinden havde jeg taget mod til mig og inviteret til housewarming på mit 10m2 store kontor på Lars Bjørnsstræde i indre by. Jeg fejrer aldrig mig selv, og sidst jeg holdt noget der ligner en fødselsdag var vist 6 år siden da jeg blev 30, men jeg øver mig (med 5 års mellemrum), så jeg besluttede mig for at invitere til fest en fredag.

Jeg var i fuld gang med forberedelserne, handlede ind, snacks, lidt bobler, og så stod de der kasser med A3 papir og stirrede på mig. Jeg stirrede lidt igen og besluttede mig for at lave nogle kollager. Jeg skrev “succes” med bogstaver jeg klippede ud fra blade, og satte kollager op over det hele på kontoret. Jeg ville have alle til at skrive en lille succes (eller en stor) inden de forlod festen.

Og det gjorde de! Der blev skrevet og skrevet, og mens jeg skriver, så tror jeg faktisk jeg har samtlige kollager i min kælder endnu. Vi festede, drak godt til og jeg lukkede døren til kontoret om aftenen og tog på weekend. Men da jeg mødte ind igen mandag morgen, fik jeg en oplevelse der rørte noget i mig. Jeg satte mig ned og læste alle mine gæsters store og små success’er, og jeg blev simpelthen så rørt.

“det er en succes at jeg er her i dag”

“ i går bagte jeg en kage der ikke faldt sammen”

“jeg har for første gang nogensinde rejst mig op foran en forsamling og har stået ved mig selv”

“jeg har inviteret en pige ud selvom jeg er ved at dø af skræk”

Jeg havde faktisk troet at mine kollager ville være fyldte med sådan noget amerikansk "salgs-succes-snak”, men det var der intet af. Det var rørende, hjertevarme, modige og smukke successer, og jeg endte med at bruge det mest af den mandag på at være i dyb kontakt med mit hjerte på grund af nogle successer andre havde haft.

Inden jeg forlod kontoret igen samme mandag læste jeg beskeder igennem fra mine gæster. Flere af dem spurgte “hvornår kommer der succesklub igen, det var fantastisk!” Alle var gået derfra opløftede og med rank ryg, fordi omdrejningspunktet havde været fejring af en selv. Alle havde sagt ja til at få øje på noget succesfuldt omkring sig selv, selvom det måske også var svært at finde noget. Det var simpelthen så fint.

Og således blev Danmarks første Succesklub født. Jeg har holdt omkring 150 succesklubber, været ude og snakke med virksomheder om at skabe “succeskultur”, har holdt foredrag om “succesklub” og den erfaring jeg har med at rette fokus på succes og hvad der sker når vi fejrer os selv. Det har virkelig været en rejse.

Derfor har jeg savnet succesklub. Det blev meget hurtigt meget stort, og dengang kunne jeg ikke overskue eller finde ud af at omsætte det til en god forretning, så jeg slap det simpelthen helt. Men jeg savner succesklub. Helt vildt. Det var virkelig et forum hvor der blev skabt nye smukke relationer og hvor man kom meget tættere på sig selv og alt det vi også er: fantastiske, modige, powerfulde, kærlige, kreative og kickass.

frejas fredags fejring

Så. Nu starter vi igen. Og jeg håber virkelig du har lyst til at være med til at kickstarte #frejasfredagsfejring i dag, og alle de fredage du overhovedet kan komme i nærheden af. Vi fejrer på instagram, facebook og her på bloggen, yay!

Konceptet er simpelt, kig på den uge der netop er gået og find 1 succes pr. dag. DE ER DER, det lover jeg dig, du skal bare øve dig i at finde dem (hvis du altså er en af dem der synes det er svært). Og når du har fundet de 5, så giver du den bare gas.

Her er mine 5 (+ 5 freestyle) for ugen der er gået:

  1. Jeg har besluttet mig for at være et aktivt røvhul (læs her)

  2. Jeg har haft en fantastisk første-uge-ferie med mine to piger

  3. Jeg har bagt boller

  4. Jeg har lavet gode forandringer på min blog og har fået lavet noget koncentreret arbejde

  5. Jeg har grinet meget mere end jeg har gjort længe

  6. Jeg har danset i regnen med mine børn

  7. Jeg har fået sorteret pigernes legetøj så jeg atter kan trække vejret i stuen igen'

  8. Jeg har fået ryddet op i mine vitrineskabe i stuen

  9. Jeg har lukket et spændende salg med en ny kunde

  10. Jeg har været til et megaspændende forretningsmøde (+1 = og jeg fandt en parkeringsplads, yay!)


Nu er det simpelthen din tur. Del 5 (+) successer fra denne uge. INGEN succes er for stor eller lille eller for mærkelig eller kedelig. Ingen. Jeg lover dig at det er en dejlig øvelse, og vi laver den hver fredag fra nu af. Brug hashtagget #frejasfredagsfejring hvis du gerne vil have jeg ser din post eller update, så kommer jeg ind og siger hej og fejrer med dig.

Jeg glæder mig helt vildt meget til at læse dine successer, og jeg hjælper gerne hvis det er svært at komme i gang!


Den dag jeg besluttede mig for at være et aktivt røvhul i stedet for et passivt

7205BC56-6AF4-4F7F-90D3-851EE6FCD101.jpg

Åh, det er godt at have veninder. Veninder man kan vende ting med, og som lige husker en på at det er bedre at være et aktivt røvhul end et passivt-agressivt. Eller bare passivt. Og faktisk mindre end en time efter Smilla og jeg havde afsluttet den samtale, stod jeg i en sitaution i Magasin hvor jeg fik testet min nye identitet som “aktivt røvhul” af. Tak Smilla, tak Magasin og tak idiot-kunde i Magasin. Så hvad handler alt det her om? Jo nu skal du bare høre (læse):

Jeg ringede til Smilla og fortalte at jeg er blevet sådan en der koster rundt med folk og kommanderer, mest fordi jeg over en længere periode er blevet rimelig træt af pis. Andre folks pis. Mit eget pis. Pis generelt. Og jeg gider ikke være over-fleksibel, for den slags fleksibilitet gør alle til tabere, og når man hele tiden er sådan en fleksibel type, så ender man med at skide sine egne behov et stykke og glemme hvad der er vigtigt for en selv. Og jeg har fået et armbånd fra den tur. Jeg har vel nærmest VIP status i at være sådan en der bare er mega fleksibel, med det resultat at jeg aldrig rigtig får det på den måde jeg gerne vil have det, og altid ender med at være på overarbejde på andres projekter (store og små).

4F5F3F91-9A2F-4E7A-B985-6D3F4367B3A2.jpg

Så. I stedet for at være sådan et passivt røvhul der går og bliver sur, og som de andre bliver irriterede på, ja så har jeg besluttet mig for bare at være et aktivt et, som folk jo alligevel bliver sure på uanset hvad man gør. Det har jeg testet i et døgn nu, og det har resulteret i følgende:

  • En mail til en internetbutik, som er min til dato mest agressive mail jeg nogeninde har skrevet. Og selvom de to gange prøvede at løbe om hjørner med mig, så endte det med at jeg både fik skrevet “jeg accepterer hverken undskyldninger eller bortforklaringer, der er kun en mulighed og det er at i overholder aftalen” og “jeg accepterer ikke den løsning”. Efter halvanden time havde de refunderet mine penge og alt gik i orden. Jeg skældte dem ikke ud, svinede dem ikke til, jeg holdt bare 100% fokus på bolden og hvad jeg ville have der skulle ske.

  • Jeg har sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!” til en ung kvinde i Magasin i Lyngby. Emmalia dansede rundt på gangene og kom til at gå ud foran en ung kvinde. ikke ind i, men bare ud foran, så denne unge kvinde var nødt til at sænke farten et ganske kort øjeblik og vente på at Emmalia havde flyttet sig. Jeg tror aldrig jeg har set noget menneske rulle så aggressivt med øjnene, som denne kvinde gjorde, og jeg stod lige ved siden af. Og i en helt rolig og kølig tone fik jeg sagt “Slap dog af med de nykker der, det er et lille barn!”. Og selvom man ikke skulle tro det var muligt, så stak kvinden næsen endnu højere i sky, og gik videre hen til det næste tøjstativ, som hun havde haft SÅ travlt med at komme hen til. Og ved du hvad? Det føles forbandet godt at sige fra i situationen. Jeg var helt glad da jeg gik ud af Magasin, og jeg gik ikke med et efterslæb, som alle mulige andre fik lov at betale for. Næh. Jeg gik med stolthed i rygraden over at have sagt “gider du lige”, i stedet for at skulle bruge aftenen på at tænke over alle de ting jeg skulle have sagt.



Så det er min nye rolle. Og det føles virkelig godt på alle planer. Og desuden ønsker jeg at lære mine piger at være aktive røvhuller i stedet for passive. Det skriver jeg en blog om i morgen.

Jeg er for at man opfører sig ordentligt og har respekt for hinanden i det offentlige rum og med kunder/virksomheder og generelt alle steder. Men jeg er også for at man påtaler når man ser noget der ikke er i orden. Og “pyt” knappen kan give virkelig farlig spænding i skuldrene, og skabe eksplosionsfare andre steder, da de fleste af os ikke mener det der “pyt” når det virkelig kommer til stykket på. Men “pyt” er da en god måde at ignorere sine egne følelser på i stedet for at deale med dem og anerkende den vrede der måske er opstået, og kunne hjælpe hvis den fik lov.

Hej til in nye indre “aktive røvhul”. Jeg ka’ li’ dig.






En smertefuld (men sund) indsigt på vores første feriedag

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Taske og bluse er begge fra genbrug.

Dagen er gået stik mod forventning. Måske har du læst mit indlæg, hvor jeg fortæller at vi kæmper lidt for tiden, Emmalia og jeg. Ellers kan du læse om det her. I dag har vi så første officielle feriedag, og jeg var forberedt på at vi lige skulle bruge et par dage på at brænde sammen inden vi kunne smelte sammen, pigerne og jeg. Men det er ikke sket. Til gengæld har vi haft verdens bedste dag, og til min store skræk og rædsel, men nu (et par timer senere) også glæde, har jeg fået øjnene op for noget meget meget vigtigt.

Men først lidt om dagen. Vi stod op da vi stod op. Vi skulle ikke nå noget (andet end et enkelt lille forretningsmøde hvor man gerne må have børn med). Og jeg spurgte Emmalia hvad hun gerne ville bruge dagen på. Det var hun slet ikke i tvivl om. “Moar! Vi SKAL i den hvide legetøjsbutik!” og oversat til almindelig dansk betyder det at vi skal i Lidkøb på Østerbro. Emmalia kender ikke rigtigt til andre legetøjsbutikker end genbrugsudgaverne, så det er en fornøjelse at have hende med i “legetøjsbutikken” og hun finder en ting til 5 kroner hun må få med hjem.

Vi havde sådan en vidunderlig dag i dag. Emmalia har været så sød ved Selinna, har snakket pænt til mig og har haft en fest hele dagen. Selinna har også hygget og leget og grinet og jeg har været helt afslappet og hvilet i mig selv. Hvilket ikke så tit sker her på det seneste, fordi jeg absolut ikke har hvilet i at være en sur gnaven og træt råbe-mor.

Vi fandt nogle fine ting til os alle tre, og så gik vi på legepladsen lige overfor Lidkøb, og legede en times tid inden vi tog hjem igen. En alletiders og lige tilpas tur for alle. Da vi kom hjem slappede vi af og lejede Cykelmyggen Egon på Viaplay. Emmalias yndlingsfilm pt. efter at have set Cykelmyggen forestillingen på Bellevue teater. Og resten af aftenen har vi bare slappet af og hygget. Og så slog det mig.

Skærmbillede 2019-07-01 kl. 23.14.23.png

Jeg undrede mig over hvorfor det var gået så godt hele dagen. Men sagen er jo den at Emmalia og Selinna sjældent er sammen i de “gode” timer. Til hverdag er de sammen om morgenen, hvor vi er lidt trætte og lige skal i gang med dagen. Selinna bliver ret hurtigt vrøvlet igen efter hun er stået op, og så starter nedtællingen med at nå over i børneren inden hun bliver helt umulig og skal sove sin første lur. Og selvom jeg henter Emmalia forholdsvist tidligt hver dag (ca 14.30), så henter jeg stadig en træt storesøster der har været på og har været sammen med 17 andre børn og voksne hele dagen, og når man så skal hjem og deale med en baby der også har haft en træt dag, OG en mor der har sovet lidt for lidt i et års tid og ikke har verdens længste lunte, ja så er situationen sgu lidt en træls en af slagsen. Av. Det gør sgu lige lidt ondt i sjælen at jeg ikke har set det noget før. At jeg har været vred på Emmalia over at hun jo i virkeligheden bare har været træt og har haft brug for (meget) mere ro. Av.

Så min indsigt er simpelthen at mine piger jo ikke tilbringer de gode timer sammen. Og det er en kæmpe fejl. Det skal simpelthen laves om. Om det så betyder at de skal have en eller to fridage sammen om ugen eller hvad, det ved jeg ikke endnu, men der skal i hvert fald ændres noget i planen efter vores ferie. Det er en ren fornøjelse at have dem med på tur sammen, de er super gode til det og jeg nyder virkelig at være sammen med dem. Men hold nu op det gør en forskel at de er sammen i “de gode timer”. Det gør en forskel for os allesammen.

Så jeg tager noter til denne ferie, jeg er sikker på den måned her kan lære mig rigtig meget, og det er mit udgangspunkt. Jeg glæder mig allerede til i morgen!

Ligger du inde med lignende indsigter? Så del virkelig gerne dine erfaringer <3

4 ugers sommerferie med pigerne, sådan her gør jeg for at jeg også nyder ferien.

IMG_0594.JPG

Faktisk troede jeg det ville blive mit værste mareridt sidste år. En måneds sommerferie helt alene med to små børn, som nybagt mor til en lille baby. Men det blev alt andet end det. De første døgn var rædselsfulde, men da de var overståede gik det helt fantastisk, og pigerne og jeg fandt en fælles melodi. Jeg har alligevel nogle “lessons learned” til dig omkring det at holde sommerferie alene med små børn, og dem deler jeg med dig her.

Selvom det lyder totalt tillokkende at tage en uge sydpå eller leje et sommerhus eller smutte til London, så er det mega krævende at være afsted med små børn. Udover at du som forælder er på overarbejde fordi alle omgivelserne er nye, så reagerer børn ofte også med ikke at ville sove, at være ekstra urolige mv. på nye vaner og nye omgivelser. For mig er ferie afsted hjemmefra ikke ferie. Det er ferier jeg skal have ferier fra når jeg kommer hjem.

Derfor har jeg besluttet mig for at vi bliver hjemme, men i stedet tager på små udflugter og hygger, men så vidt muligt sover i egne senge og står op i egne senge igen dette år. Måske tager vi nogle dage på sejlerferie hist og her med mine forældre, men båden kender mine piger også, og så er jeg ikke alene.

Det gælder simpelthen om at gøre ferien nem FOR MIG! Det har jeg lært og det er den vigtigste lektie jeg vil give videre. Hvis jeg ikke kommer til at nyde ferien og slappe af, så er der ingen der gør. Og små udflugter fra hjemmet, dem er jeg vant til og det er som regel ret hyggeligt. Når vi kommer hjem i trygge omgivelser, så slapper alle af, og falder i søvn, mætte på oplevelser.

IMG_0595.JPG

Når mine piger bliver større, så vil jeg tage dem med ud og opleve verden, men her på sjælland er der så mange muligheder, og jeg har tanket mit rejsekort op, så jeg kan endda lade bilen stå. Begge piger er enormt nemme at have med i offentlig transport, jeg har den lille i slyngen, en rygsæk på ryggen og Ems i hånden. Så kan vi tage alle steder hen.

Jeg har lavet en lille vision for ferien, hvilket jeg tror er en god idé for alle at gøre. En lille forventningsafstemning. Når børnene er små er det måske lidt svært, men lidt større børn (end mine) kan sagtens være med. Min vision i år handler om at skabe en afslappet ferie uden for meget skærme, hvor vi er meget ude i naturen, får noget farve, får grinet og krammet og får nye oplevelser med hjem, der er med til at udvide vores allesammens verden. Bum. Og så kan jeg mærke at det er rart at have friheden til bare at smutte til jordbær-pluk eller lade være en dag hvis vi har lyst til det, så selvom der er nogle få ture jeg gerne vil på (noget med bondegårde og sådan), så er der også plads til spontanitet og pop-op ting og sager. Jeg vil gerne noget med musik og dans, så jeg leder efter noget babygroove eller børnekoncert, tip mig gerne hvis du har hørt om noget.

Det her er ikke reklame, da jeg ikke tjener noget på det, men jeg er alligevel meget meget stor fan af Smilla, som er familierådgiver og min veninde. Hun har en klub for forældre til viljestærke børn, og har faktisk i denne måneds tema lavet et tema om hvordan du holder en god sommerferie med dit viljestærke barn. Uanset om man har et viljestærkt barn eller ej, er jeg ret sikker på at det er guld til den kommende sommerferie der er at finde i Smillas klub denne måned. Jeg skal selv høre udsendendelsen i aften. Du finder klubben lige her. 

Hvad skal du på din ferie med børnene? Og hvad skal dig der skal afsted uden? Hvordan holder du en god ferie for dig selv? Og hvad er dine ferie lessons learned, uanset om du skal på ferie med børn eller ej?

Jeg glæder mig til at læse svaret i kommentarfeltet <3


P.S. Billederne i dette indlæg er taget af skønne Anja fra Social Media by heart, tjek hende ud lige her (især hvis du vil blive klogere på din instagram business)

Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

image00003.jpeg

Dette billede er kun den halve sandhed. Her får du resten.

Se godt på dette billede. Idyllisk ser det ud. Fyldt med kærlighed. Det blev taget på tur i parken i dag, efter at pigerne og jeg havde været et smut nede og besøge Summerbird chokolade (jeps, flødebollerne) og bland-selv slik butikken. Men billedet er ikke hele sandheden, selvom billedet også er sandheden, for jeg kæmper i øjeblikket, og jeg har faktisk utrolig svært ved at rumme det. Og bedst som jeg havde besluttet mig for ikke at skrive om det, så kom jeg i tanke om hvad der sker når jeg deler det her fra mit liv. Det holder op med at gøre så ondt og jeg føler mig ikke så alene. Så here I go.

image00004.jpeg

Den seneste tid har været en periode præget af stress. Faktisk så meget at jeg for nogle uger siden endte i et nødspor på vej til Odense med hjertebanken og en grædende baby ved siden af mig. Selvom vi kun befandt os 38 minutter fra mit hjem, så tog det os 6 timer at komme hjem igen. Lang historie, det jeg vil fortælle med den er at det ikke bare har været den moderne “jeg er stresset = travl” type. Jeg har symptomerne på den usunde stress.

Oven i det har blogflytningen og samarbejder fyldt meget. Ikke noget negativt, det har bare krævet mere af mig end jeg lige havde at give af lige der. Tilsæt så to små børn der gik fra at sove kl 18.30 til først at sove kl 21-22, så hele min aften er væk, og min morgen starter typisk kl 5. Pigernes far har også haft travlt og dem jeg normalt har omkring mig til at hjælpe med babypasning (kun Ems), de har været ude og rejse en længere periode. Det er ikke kun en ting, det er mange der bare er faldet uheldigt sammen, og så har det snigløbet mig lidt. Så der sad jeg så. I nødsporet.

Hvorfor fortæller jeg overhovedet det? Det gør jeg fordi mine børn naturligvis reagerer (sundt) på at have en mor der har været presset. Emmalia har virkelig givet den gas på den agressive front mod lillesøster, og jeg føler jeg været forhandler/bokseringsdommer/general/hooligan-råber og Berlinermur. Og hvis ikke lillesøster har fået høvl, så har jeg.

Efter nogle snakke med min veninde Smilla (som tilfældigvis er ekspert i familier, se bare her), er det gået op for mig at det svære ikke er at Emmalia reagerer. Det svære er heller ikke at rumme hendes store følelser. Nej. Det svære er simpelthen at rumme MIG i den her situation. Mig som råbe-mor, mig der ikke orker mere, mig der er Berlinermur, mig der må tage en time-out i stuen mens begge mine børn græder inde i soveværelset, mig der omkring aftentid ikke har mere lunte tilbage til overtrætte sure børn der farer i flæsket på hinanden.

image00001.jpeg

FÅRK jeg synes det holder hårdt for tiden. Så når du ser billederne af seje imponerende inspirerende Frejamay i parken med sine to børn i dag, så ser du kun smilene. Du ser ikke Emmalia skubbe Selinna i gulvet og hoppe op på mig og tage kvælertag, du ser heller ikke mig sige pænt og i øjenhøjde (alt for) mange gange at jeg ikke vil have det. Du ser heller ikke at jeg til sidst tager hårdt fat i Emmalias arm og siger “SÅ STOPPER DU FANDME!” fordi jeg faktisk ikke længere ved hvordan jeg skal få hende til at forstå at hun ikke må gå amok på sin lillesøster. Lige pt. er det fuldstændig ligegyldigt hvad jeg siger til hende, det eneste hun hører er “bliv ved” eller “gør det hårdere!”. Og det gør hun så.

Men vi viser jo ikke de her sider. Og jeg er faldet i fælden igen, i det tankeskabte illusionsfængset, hvor jeg ikke ser andre end mig have de her udfordringer, og derfor er jeg parat til at fyre mig selv som mor. Jeg føler jeg har fejlet, at jeg har et totalt uopdragent barn, og at alt det her med at “hun skal kunne mærke sig selv” og “følg barnets initiativ” og hvad jeg ellers praktiserer, det er et stort flop, og det havde været bedre for alle, især Emmalia, hvis bare jeg havde opdraget ud fra bøgerne i stedet for det mit hjerte tror på.

Jeg ved godt det ikke hænger sådan sammen. Og i morgen tror jeg på mig selv igen. Og i morgen er en ny dag. Men for helvede hvor kan tvivlen, frustrationen, smerten og håbløsheden bare ramme en i maven og i sjælen med 400 km/t. Splat. Det er klamt at blive ramt.

Grunden til at jeg alligevel skriver om det her er fordi jeg ved at vi er mange der sidder alene med den her forfærdeligt følelse om aftenen. Jeg har grædt ned i min varme kakao de seneste aftener og jeg kæmper virkelig med en følelse af håbløshed i disse dage. Det har hjulpet mig at få lokaliseret hvor præcist udfordringen ligger henne, og det er på en måde en lettelse at forstå at det er det med at rumme mig selv der er svært, ikke at rumme Emmalia. Jeg vil jo bare gerne være sådan en rummelig sød mor der går ned i knæ og møder mit barn anerkendende og med kærlighed i øjnene hver gang. I stedet er jeg sådan en med røg ud ad ørerne og med lyn og vrede i øjnene, og jeg kan ikke lide at være den mor der kigger sådan på mit barn.

Men det er jeg.

Det er jeg.

Jeg er hende. Og det piner mig.

Heldigvis har vi også gode stunder, og det er faktisk kun om aftenen det her er svært. Det er også om aftenen mine børn er overtrætte og har svært ved at sove i varmen for tiden. Det er også om aftenen jeg kan mærke at dagen, der startede klokken 5, den har været lang, og at jeg ikke har siddet ret meget ned. Og ofte har glemt et måltid pt. Det er også om aftenen jeg er desperat efter en time eller to for mig selv, og de timer er pt. ikke eksisterende. Og inden du starter Jonnas store bog om rådgivning til solomødre, så ved jeg godt jeg skal spørge om hjælp og række ud og at det også er bedst for mine børn at jeg har alene-tid osv. Jeg ved godt det hele. Jeg har bare brug for at sige det her højt og dele det med mit univers. Jeg skal nok selv fikse det og er allerede i fuld gang med at sætte pasning og ro og optankning op. No need to worry. Men derfor er det bare STADIG vigtigt at vi minder hinanden om, og i dag minder mig selv om, at sådan her er livet også nogle dage. Og andre dage er det ikke.

Ikke?

Ny dansk webshop og lækker inspiration til dit hjem (og til dine hjemmespa-aftener, momboss)

stori.jpeg
Skærmbillede 2019-06-23 kl. 09.48.53.png

Jeg opfatter ikke mig selv som boligblogger, men jeg går ret meget op i at mit hjem afspejler den jeg er, at det er funktionelt og især praktisk indrettet, jeg elsker Feng Shui, #Konmari og er vild med dansk design, både når det gælder tøj og møbler. Så måske er jeg det man kan kalde skabs-boligblogger (høhø). Velkommen til et inspirationsindlæg til et lækkert hjem (og lidt økologisk spa-tid til mombosses)

Forleden dag skrev jeg om furniturefree living, noget som vi praktiserer mere og mere herhjemme, fordi pladsen og luften er vigtigere for os end møbler. Men når det så er sagt, så er det bare enormt vigtigt at de møbler vi så har (for jeg bliver aldrig helt furniture free), de spiller og skaber glæde i rummet. Og som en kæmpe fan af dansk design, er det en fornøjelse at fortælle lidt om webshoppen Stori, som er en (lækker!) ny dansk webshop, der forhandler (lækre!) danske mærker og lækkert dansk design. Nu skal du bare se!

Internettet er fuld af webshops, mere eller mindre overskuelige. Stori er rart for øjet og hjemmet. Og det bliver mere og mere vigtigt (for mig i hvert fald), på den online verden, hvor de gule tilbudsskilte falder over hinanden for at komme til, ting der blinker og bimler og bamler. Det er nogen gange svært at finde rundt fordi der er så meget der larmer. Derfor er det rart med steder hvor der er internet-zen, og hvor jeg i ro og fred kan finde det jeg leder efter. For jeg er én kræsen momboss når det kommer til indretning, det kan tage mig flere år at finde den rigtige sofa eller de rigtige skabe.

Nogle af mine personlige yndlingsmærker er at finde på Stori. Blandt andet House doctor, som har lavet den her smukke pude (som muligvis bliver min næste investering, for den er virkelig fin). Puder er en nem måde at skabe spil og kontraster i rummet på, og jeg har altid været kæmpe fan af mange puder, og føler aldrig helt jeg er i mål, rent pudemæssigt, fordi der er så mange muligheder. Jeg blander gerne genbrugspuder fra Indien med House Doctor eller andre puder jeg finder på min vej, for at skabe et helt unikt udtryk i min stue.

Det danske Hübsch, et dansk design- og interiørbrand, som i dag anses som et af Skandinaviens største, forhandles også på Stori. De laver så mange fine ting, blandt andet det her dekorative metalskab. Hvis jeg boede i et større hjem, så ville det klart være et vitrineskab der skulle bo hos mig, blandt andet til alle vores hobbyting, som vi bruger når vi skal være kreative herhjemme, pigerne og jeg. Se flere smukke vitrineskabe lige her.

For nyligt fik vi selv nyt sofabord herhjemme (jeg laver en mini bolig-reportage over hvad der er sket i vores hjem siden baby flyttede ind for et år siden), og det har virkelig forandret stuen, og den måde vi bruger rummet på. Se udvalget af sofaborde på Stori her. Det næste vi skal have er en lampe over spisebordet. Vi har en sjov sag fra Ikea lige nu, men jeg har længe gerne ville finde en lampe der giver lidt mere lys over bordet, frem for den vi har i dag. Her er nogle af de loftlamper jeg har øje på lige nu:

På Stori kan du også købe Meraki. Meraki produkter indeholder ingen parabener, farvestoffer eller hormonforstyrrende stoffer. Derudover er emballagen fremstillet af 100% genanvendelige materialer, og er derfor meget miljøvenlig. Meraki er lavet til dig som ønsker ærlige plejeprodukter uden at skulle forstå de komplekse kemiske sammensætninger. En stort del af udvalget er godkendt af Dansk Astma- og Allergiforening, Ecocert Cosmos og Nordisk Svanemærke. Og jeg har testet Meraki de seneste uger, og det er LÆKKERT! Klart noget jeg vil bruge til værtindegaver, og generelt et brand jeg gerne vil bruge penge på, fordi de har tænkt gode tanker for vores miljø og vores hud. Jeg er virkelig fan af deres produkter:

Der var engang jeg boede helt uden personlig stil. Alle mine møbler var brune og resten af hjemmet var hvidt. Jeg havde ikke noget forhold til ting og købte de ting der var moderne eller ting der var i bladene. Men efterhånden som jeg har lært mig selv bedre at kende, så har jeg fundet ud af at jeg har masser af personlig stil, og jeg har en holdning til hvad der skal ind i mit hjem og hvad det skal gøre for mig. Jeg elsker kontraster og farver. Jeg kan også lide enkelthed og humor. Jeg blander mine genbrugsfund med (nogen gange) stilfuldt dansk design og så kan jeg godt lide at mit hjem er i bevægelse, ligesom jeg selv er. Derfor forholder jeg mig hele tiden til om mit hjem passer til det liv vi lever, og hvis ikke det gør, så justerer jeg med det samme. Da jeg bor alene med mine piger har jeg den fordel at jeg ikke skal gå på kompromis med min stil og min indretning, og derfor kan jeg skabe et hjem der er en forlængelse af mig selv, og som skaber den ramme om vores liv, som er sjov, hyggelig, enkel og indbydende. Jeg synes indretning er sjovt og inspirerende.

Hvor finder du inspiration til dit hjem henne?

Følg Stori på

www.stori.dk
www.facebook.com/StoriShop
www.instagram.com/Stori.dk

Trend: Genbrugsshopping! Her er mine 8 personlige tricks til at finde genbrugsguldet og blive supergenbrugsshopper

IMG_7475.jpg

Trend: Genbrugsshopping! Her er mine 8 personlige tricks til at finde genbrugsguldet og blive supergenbrugsshopper

Genbrugsshopping er over os, genbrugsshopping er blevet moderne. Uanset om du shopper til børn eller voksne eller boligen, så er der mange (MANGE) penge at spare på at shoppe genbrug, og der er alt at vinde for miljøet når du køber brugt. Men hvordan finder man egentlig genbrugsguldet? Hvad gør dig til en dygtig guldspejder når du er afsted på loppemarked eller i genbrugsbutikker? Jeg har samlet mine personlige tricks til at komme hjem med guld og undgå fejlkøb, for selvom det er billigt og brugt, så gider du ikke have fejlkøb hængende i dit skab. Vel?

1) Kend dine mærker

Hvis du, ligesom jeg, har nogle yndlingsmærker, så gå efter dem. Jeg er totalt sucker for dansk design, og elsker Ganni, Baum und Pferdgarten, Costummade, Underprotection, Nørgaard, Aiayu, By Malene Birger og mange flere, så er mærkerne gode lige at have i baghovedet når jeg shopper genbrug. Jo mere målrettet jeg går, jo mere finder jeg præcis hvad jeg leder efter, fordi min genbrugs-hit-radar er indstillet på hvad jeg går efter. Det kan også være en bestemt farve eller materiale eller style (kimoni, jeans, toppe i en særlig farve, gul eller lignende) jeg går efter. Jo mere specifik jeg er, jo lettere er det for mig at komme hurtigt igennem alle bøjestængerne.

2) Kend forskel på fascination og favoritter

En af de fedeste ting ved genbrugsshopping er at man kan finde de vildeste ting fra hele verden. Og i et svagt øjeblik kan en sombrero med katteøjne og gule bjælder virke som en virkelig god idé. Her er det godt lige at kende forskel på om du bliver øjebliks-fascineret af noget, eller om det vitterligt bliver en favorit hjemme i dit klædeskab. Jeg har haft de underligste ting med hjemme fordi jeg følte jeg virkelig stod med ET FUND! Og det gjorde jeg sikkert også hvis jeg skulle åbne et klædemuseum med vilde ting fra alle verdens lande. Men som noget jeg, selvom jeg måske har en temmelig farverig stil, aldrig nogensinde kommer til at bruge til andet end noget udklædning eller et sjovt selfie, det skal ikke med ind i mit klædeskab. Jeg har ikke plads til et museum herhjemme. Tip: tag et billede af det i prøverummet, og hyg dig med billedet, ikke med selve beklædningsdelen, og slet ikke derhjemme.

IMG_8137.jpg

3. Salgsværdien - vil du kunne sælge videre med fortjeneste?

Mød min indre jyde Jonna. Hej med dig. Jonna er hende der aldrig betaler fuld pris for noget, og godt kan lide at gøre en god forretning. Derfor kigger Jonna og jeg altid efter om prisen er så god at jeg kan elske tingen så længe jeg har lyst, og alligevel har en god chance for at sælge videre - med fortjeneste. Eller i det mindste ikke tabe på købet. Og det er en ret god klædeskabsforretning at tænke på den måde, for så koster klædeskabet dig ikke noget som helt, og du kan endda tjene lidt penge på at have en nice genbrugsgarderobe. Jeg har en god fornemmelse for hvad der sælger godt på de online sociale markedspladser, og jeg sælger næsten altid med fortjeneste. Jeg kan godt lide at tænke på hvad tøj egentlig koster mig. Hvis jeg køber noget til 2000 kroner men bruger det hver dag (eksempelvis en jakke), så regner jeg ud hvad jakken koster mig pr. dag. Så hvis vi leger at jeg har brugt jakken hver dag i et år (næsten), jamen så har den kostet mig knap 6 kroner pr dag. Og hvis jeg så sælger den til 1500, så har den kun kostet mig lidt over 1 krone pr dag. Alternativt kan en billig bluse fra H&M gå hen og koste mig 25 kroner pr dag, fordi jeg aldrig rigtig får den brugt eller kvaliteten er ringe eller lign.

4. Tag dig TID

God genbrugsshopping tager tid. Det tager tid at gennemgå stativerne og gennemgå varerne. Tag dig den gode tid, bliv god til at tjekke varerne (okay, lyd lige narkobaron-agtig!), nyd at gå rundt og se hvad der findes derude. Sæt nogle timer af hvis du eksempelvis er i Lidkøb eller Børneloppen, for der er meget at gennemgå. Og NYD det!

5. Del dine fund og pralereglen

Genbrugsshopping inspirerer, derfor kan du med fordel dele dine genbrugsfund og inspirere andre til at tage i genbrug frem for at købe nyt. Man må gerne prale med at man har købt noget megalækkert og unikt til 40 kroner (ligesom den blå kimono jeg har på herunder på billedet), det er nemlig både godt for miljøet, for pengepungen og for den gode genbrugsånd at vi deler de gode fund med hinanden.

IMG_7172.jpg

6) Tjek kvaliteten

Æv hvor er jeg bare kommet hjem med et fund mange gange, og så har jeg ikke lige fået tjekket syningerne ordentligt igennem. Selvom jeg selv genemtjekker alt for fejl og mangler når jeg sælger, så betyder det jo ikke at andre også gør det, så det er ærgerligt at komme hjem med noget, som så viser sig at være gået i stykker, og jeg har betalt en pris der svarer til en vare der ikke er i stykker. Genbrug betyder ingen bytteret og ingen reklamationsret, derfor giver det ekstra god mening at tage sig TID, som beskrevet ovenfor, og gå igennem syninger og holde varen op i noget godt lys og se efter pletter eller plamager. Jeg har sparet en del penge på den konto, og der er mange varer der er blevet hængende, fordi jeg kunne se at syningerne var dårlige eller der var pletter jeg ikke gad kæmpe med at få af.


7) Prioritér og giv slip

Selvom det er billigt er det her faktisk en god og vigtig regel. Fyld kurven, brug regel nummer 8, som du lærer lige om lidt, og så skal du altså have din benhårde prioriteringsBente med ind i prøverummet. Her kan du virkelig lave spejl-stråle-testen, som beskrevet længere oppe. Du har ikke brug for 8 nye kjoler. Vælg den ene eller de to som virkelig får dig til at smække danseskoene på og gå ud og gribe natten. Du har ikke brug for 3 par nye sneakers. Vælg det ene par der sidder som smurt, og lad de andre to gå. Jo bedre du bliver til at prioritere og absolut kun vælge det bedste, jo gladere bliver du fo dit klædeskab og jo bedre bliver du til hurtigt at mærke efter hvad der er rigtigt for dig alle mulige andre steder i livet også (I shit you not).

IMG_7783_bw.jpg

8) Den gyldne regel: hvis du er i tvivl er du overhovedet ikke i tvivl

Du kender det godt. Du står i en genbrugsbutik, og du har bare fundet den smukkeste kjole. Så smuk. Din veninde siger at den passer fint, og måske skal den bare lige syes lidt ind hist og her. Du vil SÅ gerne have den til at passe. Det er de vildeste fund, og så koster den jo næsten ingenting. Den er en sikker vinder, er den ikke? Nej. Og her er grunden til at du skal lade den hænge: mange af os falder i genbrugsfælden, at fordi noget er billigt, så vælger vi at overse en masse fejl eller at varen ikke lige passer helt perfekt. Den tid er forbi nu. Nu skal du kun hamstre noget der virkelig får dig til at stråle (jeg giver dig et ekstra trick til at afkode det lige om lidt), for der findes SÅ meget lækkert genbrugsguld derude nu, at der er rigeligt med fund til dig, derfor skal du lade “måske’erne” hænge så de kan finde deres rette ejerkvinde eller mand. For det er ikke dig. Tro mig, den kjole kommer til at hænge og samle støv i dit skab, og så skal du skille dig af med den, og så skal den sælges eller gives væk, men uanset hvad, så kommer du til at købe ærgerlig energi med hjem, og hvornår har det sidst været en god handel at købe ærgerlig energi? Lad den hænge . Sig til dig selv “der kommer noget bedre”.

Det her punkt kræver øvelse, og jo mere du øver dig, jo skarpere bliver du på at spotte guld der er guld for lige netop dig. Jo gladere bliver du for genbrug og jo færre fejlkøb får du med hjem. Overvej virkelig inden du går til kassen, om den her kjole eller bluse kommer til at være “ærgerlig energi” item eller om den bliver flået ned fra hylden i dit tøjskab som det første om morgenen, fordi du bare er crazy in live med den?

IMG_8058.jpg

Bonus: Stråletricket

Som en lille ekstra bonus får du lige et stråletrick med. Det tager lidt tid i starten, men du får lynhurtigt en fornemmelse af om det er “go” eller “no go”. Stil dig foran spejlet (i prøverummet) og sig (eller hvisk) til dig selv “jeg skal have dig med hjem” 10 gange. Læg mærke til dit kropssprog og din energi. Når du er færdig siger du “du skal blive hængende her, selvom du er meget flot” 10 gange. Læg mærke til dit kropssprog og din energi. Du bliver hurtigt god til at spotte om din krop og din energi stiger i glæde eller om din krop og din energi falder i begejstring mens du står der og messer sætningerne. Så når jeg siger du skal “prøve den på”, så mener jeg også at du skal lave stråletricket. Stråler du når du forestiller dig at du tager den med dig hjem? Eller er det sådan lidt la-la-tam-følelse?

Det var mine 8 (9) personlige tricks til at få succes med genbrugsshopping. Jeg kan umuligt være den eneste med strategier for hvordan jeg får det absolut bedste med hjem når jeg genbrugsshopper? Så kom med dit bedste trick, jeg glæder mig til at læse hvad du gør.

Furniturefree living - bæredygtig livsstil

furnifurefree living frejamay emmalia selinna

Furniturefree living

Rolig rolig. Jeg er ikke (helt) ved at skille mig af med alle møbler. Ikke helt. Men efter jeg er blevet mor til to, og jeg har to piger der elsker at løbe og (især) danse, så har jeg forelsket mig i at have rum. Plads og rum. Så selvom jeg ELSKER min gule lænestol (den her), så har jeg solgt den og har ikke købt noget at fylde den tommeplads ud med. Og i går røg sengen inde på børneværelset. Jeg skal nok vise billeder af alt det nye “ingenting” når solen har tænkt sig at komme igen, så jeg kan få taget nogle nye billeder.

I min søgen efter inspiration til furniturefree living fandt jeg ud af at der er noget der hedder det. Furniturfree living. Derfor kan jeg lyde helt smart og bloggeragtig i dette indlæg med engelske “furniturefree living”. Det handler simpelthen, som du nok har gættet, at leve uden møbler, eller med så få møbler som muligt.

Der findes mange familier der lever uden møbler. Se bare under hashtagget på instagram. Det har jeg ikke lyst til. Jeg elsker min sofa (den her) og mit lækre plankebord hamstret fra storskrald:

frejamay november hjem.png

Men efter et år med #Konmari (magisk oprydning, læs her) og fokus på bæredygtighed, så sker der bare forandringer i måden vi bor på hver eneste uge. Jeg er begyndt at plante krydderurter i mit køkkenvindue, og selvom jeg ikke helt vil stå ved det endnu, så ELSKER jeg simpelthen hvad de små spirer gør ved min sjæl. Det at se livet finde vej op igennem jorden, det er bare magisk. For mig. Åbenbart.

Så der rykker noget på slow-living kontoen, bæredygtighed, selvdyrk og nu også furniturefree living. Jeg elsker hvad pladsen gør ved min hjerne, men også ved mine piger. Jo mere plads, jo mere danser de. Og jo mere danser jeg. Så hvem ved hvad der ryger næste gang?

Hvis du vil købe nogle af vores ting eller vores tøj, så kan jeg i øvrigt anbefale dig at følge vores salgsprofil på instagram, du finder den her. Men priserne er sat meget lavt og tingene ryger meget hurtigt.

Hvordan har du det med dine møbler derhjemme?



Det særligt magiske ved børnefødselsdage og lidt om Emmalias fødselsdag i dag

IMG_1165_1.JPG

Rødvin i glasset. Pigernes far siger at rødvin har en værdi på nul i det glykæmiske index. Jeg køber den, så jeg tager lige et glas mere. Emmalia er gået ud som et lys på sofaen. Kold før tolv. Og pigernes far ligger på gulvet og leger putte-leg med Selinna. Selinna og jeg har lige haft en alvorlig snak om skraldespanden. Se samtalen lige her:

I dag har vi holdt 4 års fødselsdag for Emmalia. Hendes rigtige fødselsdag er på torsdag (d. 13 juni kl 4.54), men i dag kom familie og venner. Og faktisk skete der noget specielt i dag, i hvert fald hvis man kigger på den historie jeg har med pigernes far. Men tiden var inde, og selvom jeg var nervøs både i går og i dag over beslutningen, så endte det med at blive en KÆMPE succes. Og det vigtigste af alt, Emmalia havde den bedste dag i verden, netop på grund af denne beslutning.

Pigernes far og jeg havde besluttet at invitere nogle af hans venner med til festen, som blev holdt hjemme hos mig. Nu har vi i snart to år arbejdet på at bygge relationen op igen, genopbygge tilliden, skabe sunde rammer og et sundt fundament, og i dag tog vi skridtet videre og åbnede festen yderligere op. Jeg havde mødt to af vennerne før, og de har jo fulgt fars del af rejsen, og jeg var lidt spændt (er vist det rigtige ord) på at møde dem igen.

Men.

Det gik over al forventning. Min familie, hans venner, vores unger. Vi dansede, ungerne legede, vi hyggede og grinede og det var så afslappende og dejlig en dag for alle (tror jeg). Der er noget særligt magisk over børnefødselsdage synes jeg. Det der med at holde en fest for alle dem der elsker ens børn, det er bare lidt magisk. Jeg sørger altid for at stresse og piske mig selv ekstra meget op til festen, men kun fordi at jeg forlanger at kunne nyde festen og selskabet til fulde, for det er også min fest og min fejring af mine børn. Jeg nægter simpelthen at være en eller anden momzilla på dagen, som ender med at stå i køkkenet hele dagen og lege badehoteltjener for mine gæster. Nej. Høflig selvbetjening, og de fleste har en krop der kan transportere hovedet og munden rundt i i mit hjem og hente en kande saft selv. Så jeg stornyder mine pigers fødselsdage og jeg er altid helt glad i hjertet når festen er slut, fordi alle (inklusiv mig selv) vitterligt har haft en fest.

Jeg elsker at holde fødselsdag for mine piger. Elsker det. Også selvom jeg bliver lidt Ghitagate agtig i dagene op til. Men som de siger i Doctor Mcstuffins “Hun herser ikke, hun er boss!”. Og når de siger det i tegnefilm …

Her er lidt billeder fra dagen:

(Jeg har ikke et eneste billede af gæsterne, andet end et par af børnene, men jeg poster af princip kun mine egne børn på nettet)

Alle mine celler vibrerer, lejligheden er totalt clean igen, nu er begge børn faldet i søvn og far er lige taget hjem. Vi er alle trætte og mætte, men på den der måde hvor man er mæt på den helt rigtige universelle næringssammensatte lykkeagtige måde. Mit hjerte smiler, mine øjne stråler, jeg er så lykkelig. Lykkelig over det hele!




[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

#MOMBOSSTV med Frejamay November.png

[VIDEO ] Den ultimative guide til mødre (med et twist) #MOMBOSSTV ude nu

Denne video er til all mødre. Ja og fædre, for reglen i videoenn gælder vel egentlig også dem. Hvis du følger denne regel, så går du i 95% af tilfældene ikke galt i byen med dit morhood. Det tager lidt tid, men jo mere du øver, jo bedre bliver du, og jo lettere bliver det, især i svære situationer, hvor det kan være svært at følge reglen.

Jeg ELSKER at lave TV igen, jeg har virkelig savnet det. Men det kan jeg først rigtig mærke nu hvor jeg er i gang. Jeg kan mærke hvor “Let” det er at lave når motivationen og lysten er der. Det kræver en masse arbejde at lave en god video, men fordi det alle dele af processen bobler i maven, så er det sjovt arbejde. Og jeg elsker at dele videoerne. Så hvis du kan lide dem, så hjælp mig med at dele dem, så vi kan ramme en masse skønne mødre derude. Måske har de brug for at se lige netop denne video.

Lad os løfte nogle skønne mammas sammen <3

PS. Ja, rygtet taler sandt, jeg danser uden bukser på i videoen. Man kan jo godt, som træt solomomboss, komme til at glemme lige at tage bukser på!

Folketingsvalget er afgjort - her er mine tanker

image00043.jpeg

Stemmerne er talt op, og i dag er vist en følelsesladet dag for alle der skal sige farvel, men også alle der kommer til borgen. Jeg har selv valg-tømmermænd. Jeg sad klistret til skærmen, både fordi jeg var nervøs og bange, men også fordi jeg var fuld af håb. I det hele taget har det her valg været et nervepirrende og tåkrummende horrorshow. I dag deler jeg mine tanker om valget og fremtiden.

Hvor skal jeg næsten starte? I virkeligheden sidder jeg lidt med følelsen af at vi havde valget mellem pest eller kolera … eller total håbløshed for menneskeheden. Jeg satte min stemme det sted hvor jeg mærkede mest “ud af boksen ånd” og håb og fokus på klima og børn. Det blev alternativet. Selvom jeg ikke udelukkende er fuld af cheerleading når det kommer til Alternativet. Jeg synes på flere punkter de er useriøse. Men de er samtidig dem der tør være visionære og arbejder på en måde som vækker genklang hos mig og den fremtid jeg ønsker for vores befolkning.

Men hold kæft hvor jeg savner inspirerende lederskab. Jeg savner at nogen har kigget den danske befolkning dybt ind i hjertet, og har mærket efter hvad der er brug for og hvad der bringer os fremad, både på vækst, medmenneskelighed, klima, næstekærlighed og fremtid. Er tiden virkelig ikke inde til at vi skaber et land der er bedst for flest, hvor vi hjælper hinanden og ikke spilder tiden på at skyde hinanden ned? Hvor vi kigger på de stærke ressourcer der kan frisættes når vi samarbejder og hjælper hinanden? Og hvor vi lægger den MODBYDELIGE retorik på hylden. Nej. Begraver den.

Overordnet er jeg glad for valget, jeg tænker at det er det bedste resultat af de muligheder vi nu engang havde. Selvom det var en meget ambivalent omgang. Jeg er glad for at KD og Stram kurs ikke kom ind. Jeg er glad for at JBO røg ud og at LA fik en (velfortjent) lussing. Vi har hverken brug for billigere lystbåde eller silikonebryster, vi har brug for at få kontakt til vores hjerter igen. Jeg er også glad for at DF fik smæk. En snert af mig kan ike løbe fra at være en lille smule skadefro. En lille smule.. Men jeg er ikke udpræget fan af den nye regering. Jeg er ikke fan at tvangsopskrivning af vores børn, af et større statsapparat, af mere kontrol. Jeg afskyr det faktisk. Til gengæld skal vi have pumpet noget energi og næring i empatien og medmenneskeligheden igen, og det håber jeg regeringen kan arbejde på.

I det hele taget er modellen det hele er bygget på helt forkert i min verden. Dagpengesystemet, kontanthjælpssystemet, pasningstilbud, lovgivningen, især voldtægslovgivning trænger til en seriøs opgradering. Den måde vi forvalter og opmagasinerer de ældre på. Jeg tror virkelig på at det hele kunne fungere langt mere levende og konstruktivt hvis kræfterne blev brugt anderledes og hvis man stoppede med at møde alle med mistro og negative forventninger. Det er som om verden står og venter på at få sat en masse god energi fri, men vi er alle bundet i et system som borgerne er til for, og ikke et system som er til for borgerne. Og det skræmmer mig.

frejamay november nostalgi

Da jeg var barn havde man sjældent noget som helst med kommunen at gøre. Nu køres alt igennem staten/kommunen. Vi har systemer der gør folk syge og fattige, systemer der fastholder mennesker og børnefamilier og handicappede og alvorligt syge i urimelige og umenneskelige vilkår. Det er ikke okay. Men samtidig opstår alle de her græsrodsbevægelser som næstehjælperne og venligboerne, som bruger en masse frivillig kraft på at hjælpe så mange som muligt af dem som systemet kaster overbord hver eneste dag.

Så, i dag hvor valgtømmermændende har lagt sig, er håbet blegnet en smule, og jeg er spændt (på godt og ondt) på hvad den nye regering bringer. Jeg er ked af jeg ikke er fuld af håb og begejstring på den nye regerings vegne. Men det er jeg ikke, så det ville være at lyve at komme med et motivationspep her i indlægget.

Til gengæld har denne, på mange måder sindssyge, valgkamp fået noget af det smukkeste frem i en stor del af danskerne. Vi er blevet bedre til at stå sammen. Det glæder jeg mig til at støtte op om så godt jeg kan, og se meget mere af. Lad os bruge vores stemmer hver eneste dag, også selvom valget er overstået. Lad os bruge vores penge med de likes vi sætter, med måden vi bruger vores penge på og med at hive vores børn hjem hvis de tilbud der kommer fra det offentlige de ikke er gode nok. To name af few.

Hvad sidder du efterladt med i dag?




Miljøshaming af influencers (og alle andre)

IMG_8186.jpg

“Hvad synes du om at influencere både prøver at promovere sig selv som "grønne”, og samtidig lever de af at forbruge, og få os andre til at forbruge?”

Jeg så spørgsmålet hos Neohippie (som er meget inspirerende at følge hvis du ønsker en mere bæredygtig livsstil, og forandre dine forbrugsvaner). Jeg kommer muligvis til at skrive mange versioner af det her blogindlæg, men so be it, for jeg vil gerne være med til at påvirke den kultur vi har omkring influencere og det “behov” vi har for at pege fingre ad dem der rent faktisk prøver at gøre en forskel. Og alle andre der forsøger at gøre en forskel.

Vi kommer ikke udenom at det er moderne at være grøn. Bæredygtig, økologisk bomuld, zero waste, kemifrit. Vi kan godt blive enige om at det mest optimale ville være hvis vi allesammen pr. i dag stoppede med at købe noget som helst, og begyndte at bruge alt det der allerede er produceret op inden vi laver noget nyt. Og stoppede med at flyve, nedlagde al flytrafik, forbød alle biler der ikke kører på el eller rapsolie. Forbød alt plastik.

Men venner, sådan fungerer verden jo ikke. For 10 år siden var Neohippie heller ikke hverken veganer eller bæredygtig. Nu er der så gået 10 år, og hun er en rigtig vigtig og inspirerende stemme i vores alles rejse mod en langt mere bæredygtig og grøn planet.

Som en del af influencerverdenen er jeg derfor også nødt til at sige at det ikke nytter noget at skyde på dem der prøver. Jeg er selv en af dem. For et år siden meldte jeg min “nye grønne” profil ud, selvom jeg eksempelvis altid har købt en del i genbrug og altid har passet ret godt på jorden, fulgt kemidebatten og så videre. Der er intet nyt under solen der, jeg har bare ikke tillagt det nogen større værdi, fordi det jo altid har været sådan for mig. Men jeg har også altid elsket modeverdenen, og det gør jeg stadig. Derfor var det ikke helt uden bekymringer at jeg valgte at melde ud at nu tog mit brand en drejning. Jeg lever på rigtig mange måder af detailbranchen. Når jeg ikke blogger, så er jeg ude og lave salgstræning for virksomheder der sælger tøj, og jeg lærer dem at sælge mere og skabe mere salgskultur og arbejdsglæde. Men jeg kan jo heller ikke bare sige alle mine jobs op og sidde og glo ind i en væg med en økologisk gulerod i hånden. Hvordan skal mine børn så få mad på bordet? Eller er det så mere bæredygtigt at jeg står op hver dag og tager på et arbejde der ikke gør mig glad, sådan så alle miljøpolitinørderne kan sove bedre om natten? I think not!

Den her rejse er en proces for os allesammen. Og selvom en profil som Rockpaperdresses eller TrinesBlend (som jeg begge to følger og bliver inspireret af) lever af at annoncere og lever af vores andres forbrug, så kan jeg virkelig kun se det som absolut positivt at de begge to går i en langt mere bæredygtig retning, spreder gode budskaber om bæredygtighed og inspirerer os andre til at tage små overskuelige skridt i en mere bæredygtig retning. Jeg er nødt til at spørge, hvem er det der vinder noget ved at vi banker hinanden i hovedet, fordi vi ikke er “bæredygtige nok”?

Her på bloggen kommer du også til at møde affiliate links (reklamelinks), ligesom du hele tiden har gjort. Jeg holder jo ikke op med at forbruge. Men jeg vil gerne tage dig med på en mere miljøvenlig rejse når det kommer til forbrug. Jeg følger selv brands som Underprotection, Aiayu, Skall Studio, Stine Goya, Baum und Pferdgarten, Basic apparel (reklamelink) og mange flere, fordi jeg elsker deres designs, og fordi de arbejder i bæredygtige materialer. Men i sidste uge købte jeg to bluser i økologisk bomuld i H&M, fordi jeg ikke var lykkes mig at finde nogle i genbrug, hverken i Røde kors, Mødrehjælpen eller Lidkøb, og Selinna havde brug for nye bluser. Så jeg befinder mig et sted midt i mellem dem der ingenting gør, og dem der gør rigtig meget. Men er min rejse så mere rigtig eller forkert end de andres, fordi jeg forsøger at træde en sti der virker for os?

_S2A4002.jpg

Jeg har forsøgt at undlade shampoo i en længere periode. Det virker simpelthen ikke for mig og mit liv. Jeg har forsøgt at købe 100% genbrug. Det virker i 90 % af tilfældene. Men undertøj, sengetø,j og af og til en pæn kjole til pigerne eller mig selv, det køber jeg stadig på udsalg et sted, og sælger videre når vi er færdige med at bruge. Jeg ønsker også i høj grad genbrug til fødselsdag, både til pigerne og mig, og jeg opfordrer min omgangskreds til at tænke i genbrug når de køber noget til os. Men jeg er ingen helgen, og det bliver jeg muligvis heller aldrig. Det betyder bare ikke at jeg ikke går op i miljø og kloden. Jeg går bare også op i at vi så behandler hinanden bæredygtigt på den rejse, og det synes jeg ikke det er når man stikker snuden så langt ned i andres business, at man helt har glemt at holde øje med sin egen.

Her må lidt selverkendelse være på sin plads. Hvis du følger nogen der påvirker dit forbrug for meget, så må du selv tage et ansvar og trykke “unfollow”, men ingen er nogensinde blevet motiveret af dine fordømmende pegefingre. Tvært i mod, så mister man lidt lysten til at dele rejsen, fordi det unægteligt er en kende trættende med gloriepudsende miljøpoliti. Nej tak til det.

Hver eneste dag bliver jeg klogere, fordi jeg følger seje mødre der gør noget. Små skridt. Små overskuelige skridt jeg selv kan integrere. Og fordi det er små og overskueligt (og ofte spændende og sjovt), så forandres min egen hverdag hele tiden til noget mere bæredygtigt. Og fordi jeg kommer mere og mere ind i den bæredygtige tankegang, så søger jeg altid brugt først og i sidste ende overvejer tre ekstra gange om jeg virkelig har brug for den nye ventilator til 299,- fra Skousen (den her). Men jeg har søgt både facebook marketplace, Tradono, DBA og Freeme inden jeg købte ventilatoren, og jeg gjorde op med mig selv, at jeg godt gider bruge 299,- på en ny ventilator, så 3 ud af 3 mennesker i min familie kan sove om natten sommeren igennem. Min gamle ventilator har jeg haft i 6 år, og den er død nu. Den ryger naturligvis på genbrugsstationen og ikke ud i en hæk. Men vi er nødt til at have plads til de små skridt.

Og ja, der er nogen der misbruger “bæredygtighedslabelet”, mest brands. Men kan vi ikke bare blive enige om at vi gør det bedste vi kan hver dag i forhold til hvor og hvordan vi bruger vores penge (og dermed også vores meget konkrete stemme på hvilken fremtid vi ønsker for planeten og vores børn)? Og måden vi udbreder det her på, det er altså ved at være forgangsmænd og kvinder, og ikke mavesure polititrolde. Det sidste inspirerer ingen.

Så her er min holdning til influencers der arbejder på begge sider af hegnet: keep moving forward. Det er dejligt at store profiler begynder at få øjnene op for den grønne retning. Alting er en proces. Jeg er også kun en solomomboss til to. jeg kan ikke arbejde på det hele hele tiden. Vi kører også på McDonalds af og til, for så har jeg lige 30 minutter uden nogen der skriger i bilen. Bæredygtigt? Nej. Sundt? Not so much. Vegansk? Heller ikke nej. Men det er hyggeligt for os alle tre og jeg sorterer skraldet og smider det forsvarligt ud når vi kommer hjem. Og så spiser vi hjemmelavede bananpandekager og masser af økologiske gulerødder. Og det må også tælle i regnskabet.

_S2A3623.jpg

Her er tre profiler, og et hashtag, jeg til gengæld synes du skal følge

For at æde min egen medicin med at jeg synes vi skal løfte hinanden, er her tre bud på profiler der er værd at følge. Og et hashtag.

#MILJØMANDAG

Der er masser af lækre tips at finde. Gode hverdagstips. Følg hashtagget på instagram.

download.jpg

Maj My blog

Inspiration til et bæredygtigt familieliv. Du skal turde se indad og være villig til at mærke det du mærker når du læser med hos Maj. Og tage det alvorligt. Hvis du kan det, så er Maj det bedste sted at læse med, efter min mening.

Jeg har i øvrigt interviewet Maj my og skrevet blog om det her og været til et fantastisk foredrag med hende og skrevet om det her.

charline skovgaard.png

Charline Skovgaard på instagram

Charline har virkelig fingeren på pulsen når det kommer til bæredygtighed, fashion og forbrug. Charline har My fair shop, som jeg også varmt kan anbefale dig at følge.


Hvor henter du inspiration henne?

I overmorgen er der valg ... et svært valg

frejamay november folketingsvalg 2019.png

Det her er det sværeste valg jeg nogensinde har været med til. Ikke fordi de andre valg ikke har været vigtige, men efter i årevis at have været vidne til hvordan vi behandler vores medmennesker (ældre, syge, jobsøgende, nedslidte, børn), selv have været i systemet (for en kort periode heldigvis), og samtidig se den ene mere vanvittige klimabeslutning efter den anden, ja så er det virkelig på tide med en ny og langt mere bæredygtig retning, både når det kommer til miljøet og menneskerne.

I dag var der en der skrev til mig på facebook at det var kortsigtet at investere i børnene. Jeg havde spurgt hvilke overvejelser folk gjorde sig når det kom til klima og børn. “Det er kortsigtet at investere i børn Frejamay”. Det er jeg simpelthen lodret uenig i. Børnene er vores fremtid. De er ikke statsejede (og skal heller ikke være det!), børnene er dem der skal bære Danmark videre, og hvis vi ikke kan finde ud af at give børnene en ordentlig start på livet, i trygge rammer, så taber vi alt på gulvet. Og så bliver statsapparatet først rigtig dyrt at drive, hvis da ikke det er det i forvejen.

Jeg tager tests hver dag. Valgtests. Jeg lander et sted mellem Enhedslisten og Alternativet. Der er flere der skriver til mig at KD er den der rammer mig bedst, men for mig er KD simpelthen ikke med i overvejelserne, da jeg er alenemor med to børn, går ind for utraditionelle familiemønstre, homo-ægteskaber og familieforøgelse og retten til at bestemme over egen krop, som i den frie abort. Vi skal simpelthen ikke følge med USA her og dreje uret 60 år tilbage i tiden, det går ikke, så de er udelukkede for mig.

Børn og klima. Og så medmenneskelighed. Vi skal af med det kontanthjælpsloft og vi skal begynde at behandle vores medmennesker med værdighed igen. Det gør vi ikke sådan som systemet er udsultet i dag.

Så. Egentlig var det ikke min mening at jeg ville være politisk lige pt, men jeg er dødfrustreret over det her valg, og ud fra de meldinger jeg har fået tilbage fra jer skønne læsere, når jeg alligevel har pippet lidt op hist og her, så er vi virkelig mange der stadig er i tvivl om hvor krydset skal sættes henne lige om lidt.

Nu vil jeg læse lidt videre. Jeg fik det her link til en god valgtest. En god idé er naturligvis at kigge på hvad partierne rent faktisk har stemt for og imod den seneste tid, så vi slipper udenom det værste valgflæsk, og denne test er egentlig ret god synes jeg (tak Sisse!).

LINK TIL TESTEN HER


Er du afklaret?


Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede? En blog om et ganske særligt venskab

image00003.jpeg

Kan mænd og kvinder have en dyb relation uden at være romantisk involverede?

Da dørene lukkede græd jeg lidt. Det gjorde jeg også i toget på vej hjem, og igen da jeg besøgte mine forældre senere på dagen. Han har været i Danmark i 10 dage, og i går tog han toget til lufthavnen, tilbage til Mexico, og det eneste vi har aftalt er at der ikke skal gå 3 år før vi ser hinanden igen, det er simpelthen for lang tid.

Mauricio er min bedste ven. For 10 år siden, da jeg boede i min dyre ejerlejlighed i Dyssegård i Gentofte, kæresten lige var flyttet ud og jeg stod et sted i mit liv hvor jeg ærlig talt ikke anede hvor jeg skulle hen, der gjorde jeg noget nyt. Det skal man jo. “Prøv noget nyt” siger de kloge. Så jeg meldte mig til couchsurfing. Et koncept, hvor man lader fremmede rejsende bo en natter eller 5 på sin sofa, uden nogen former for betaling, til gengæld kan du bo på fremmedes sofaer alle andre steder i verden når og hvis du selv rejser. Et community bygget på tillid, gensidig respekt og lysten til at lære andre mennesker at kende.

Couchsurfing er lige mig. Det er lige i min ånd. Men man skal lige i gang, og uden ratings (vurderinger fra andre brugere), er det svært at komme i gang. Så da jeg fik min første “sofaanmodning” fra denne her fyr fra Mexico, er skulle et par år til Danmark for at studere på DTU, så tog jeg et hurtigt kig på hans profil, så at han heller ikke havde nogle ratings, og så accepterede jeg hans anmodning og skrev at han var mere end velkommen til at bo hos mig alle 14 dage indtil hans kollegieværelse var klar til ham på Nybrogaardkollegiet. Min kusine var sikker på at jeg havde inviteret en seriemorder fra Mexico ind i mit hjem. Men det er alligevel en okay besværlig måde at være seriemorder på, hvis man skal rejse helt fra Mexico City, være totalt jetlagged og så skal til at slå nogen ihjel efter den lange flyvetur. Så jeg tog chancen.

image00001.jpeg


Det møde med den mexicaner, det blev starten på et af de mest værdifulde venskaber jeg nogensinde har haft i mit liv. Mauricio er … Det er stadig svært for mig at sætte ord på. Mauricio er noget helt unikt. Han er matematiker, han er spirituel, han har en helt særlig evne til at kigge indad (langt mere end stort set alle spirituelle selvudnævnte guruer jeg nogensinde har mødt i Danmark i hvert fald), og så er han blevet ret gode venner med sit eget ego, så det er med, men det tager aldrig over. Han har en dybt interessant måde at opleve og se verden på, han er tro mod sig selv, også når andre griner af ham, og når han bliver bange i sit liv, så tager han frygten i hånden og går ud og lærer den at kende. Indenfor de sidste par år er han begyndt at klatre. Det er han fordi han er bange for højder. Og nu er han her:

Skærmbillede 2019-06-01 kl. 19.46.41.png

Jeg elsker ham. Jeg elsker vores snakke. Jeg elsker det der opstår når jeg er sammen med ham, uanset om det er på skype eller i min stue eller i en skov et sted. Jeg føler mig så heldig og taknemmelig over at han, for 10 år siden, tjekkede ind på min sofa, flyttede ind i mit hjerte og blev min bedste ven. Så da han tog afsted i dag var det svært, og jeg har stadig tårer i øjnene, fordi jeg kommer til at savne det som hans nærvær og sjæl gør ved mig når han er her. Han har været helt eminent fantastisk med mine to små piger, som begge to er tjekket totalt ind i hans unikke ro, tilstedeværelse og fantastiske humor. Jeg tror faktisk ikke Emmalia på noget tidspunkt har bidt mærke i at de to taler to vidt forskellige sprog. Eller også opdagede hun bare ed det samme at hendes og hans sprog i virkeligheden var det samme. Måske tror jeg mest på det sidste.

Alle burde have en Mauricio i deres liv. En urgammel sjæl, hvor man skal tage sig tiden til at lytte, reflektere og lytte til fuglene mens man dykker ned i timelange dybe snakke om meningsfuldhed. Men når jeg skriver om ham og deler rejser og billeder, så får jeg især én reaktion som får mig til at undre mig over noget. Denne her reaktion

“du lyder helt forelsket, hvorfor bliver i ikke kærester?”

Og misforstå mig ikke. Jeg forstår den egentlig godt. Og så alligevel ikke. Jeg har haft flere dybe dybe venskaber med mænd, som har gjort en massiv forskel i mit liv. Sårbare, følsomme, stærke, seje, dybe mænd, og samtidig mænd som jeg aldrig ville falde for romantisk. Og vice versa. Mauricio og jeg har aldrig været romantisk involveret, og det tror jeg heller aldrig vi kommer til. Vores relation er bare noget helt helt andet. Så når jeg får den reaktion, så føles det lidt som om du siger “hvorfor gifter du dig ikke bare med din bror?”. Og det kan vi alligevel godt blive enige om er en tosset idé.

image00002.jpeg


Kærlighed kommer i så mange forskellige forbindelser. Og de her venskaber er blot en af dem. Kærlighed til vores børn er en anden. Kærlighed til vores venner er en tredje. Familie en fjerde. Vilkårlig rækkefølge. Og så videre. Jeg elsker også gademusikanter. Men dem bliver jeg jo heller ikke kærester med fordi de kan få mig i kontakt med mit hjerte, når de står der midt på gaden og er tro mod hele deres sjæl, og tonerne fra deres kærlighed til musikken ramler lige ind i midten af mit hjerte og får mine tårer til at løbe. Alt behøver ikke ende i at man skal være et par.

Jeg forelsker mig i mennesker, men der er forskel på, for mig, at være forelsket i et menneske, og så tænde seksuelt på et menneske eller være romantisk interesseret i et menneske. Jeg har mænd og kvinder i mit liv som jeg ELSKER (og det nye er at jeg altså er begyndt at sige det til dem, selvom nogen af dem synes det er lidt mærkeligt, men vi siger “Jeg elsker dig” for lidt, så det må de altså lære at leve med), og som jeg aldrig ville danne par med. Jeg tror, at noget af det der gør mit venskab med Mauricio unikt er at vi netop ikke er romantisk involverede med hinanden. At vi kan snakke om parforhold og mænd og kvinder (som vi gør meget), og lære af vores egne og hinandens erfaringer sammen, men på et plan hvor ingen af os har aktier, følelser eller holdninger i klemme, fordi vi har en “ren” forbindelse til hinanden. Der er ikke “noget i luften” eller noget usagt eller gemte følelser der ligger og lurer.

Jeg har jo ikke rigtig svar for andre end mig selv, men her er min version af et unikt og dybt venskab mellem Mexicaneren og mig. Et venskab der altid løfter mig, nærer mig, inspirerer mig, får mig til at grine, tænke i helt nye baner og får verden til at åbne sig for mig. Når jeg har tilbragt tid med Mauricio, minutter, timer eller dage, så er mine celler altid fyldt op, mit hjerte vibrerer af glæde og jeg har lyst til at rejse mig og gøre en endnu større forskel i verden end jeg gør i dag. Jeg kan ikke sætte ord på præcis hvad det er der sker, men det er bare noget der opstår mellem os i vores snakke. Jeg kan endda mærke det nu hvor jeg skriver om det, følelsen kommer tilbage direkte i indbakken i mit hjerte. Varme, volumen og kærlighed. Noget meget dybere og stærkere end en flirt, romance eller seksuel tiltrækning.

Tak fordi du havde lyst til at læse om mit unikke venskab. Jeg er en heldig kartoffel. Og det er Mauricio også.

[VIDEO ] Velkommen til #MOMBOSSTV og lidt om at leve et liv der kilder i maven

frejamay november mombossTV.png

Velkommen til #MOMBOSSTV

Dans. I dag har jeg danset. Og i går har jeg danset. Jeg havde ingen idé om hvor meget det her fyldte. Men det ved jeg nu, og et eller andet sted er jeg ked af jeg har ladet så lang tid gå. Men på den anden side. Man er klar når man er klar. Og jeg var først klar til det nu.

I denne uge lancerede jeg min nye Youtubekanal #MOMBOSSTV. I gamle dage hed min kanal DeppeTV (du kan stadig se alle de gamle videoer), så fik jeg børn, tid gik, prioriteter ændrede sig og måske følte jeg ikke jeg havde lige så meget at sige og lige så meget tid til at sige det i (og klippe en god video sammen hver uge). Men jeg ELSKER at lave videoer. Jeg synes det er sjovt at filme, jeg synes det er sjovt at klippe videoerne sammen og jeg synes video er et super spændende medie at arbejde med, derfor besluttede jeg mig for at genoptage min passion i en vol. 2.0. Og i denne uge lykkes det så at lancere min nye kanal.

Ofte ved vi ikke hvor meget noget betyder før vi står midt i det. I dagene efter jeg postede min første video, havde jeg tæt forbindelse med mit hjerte igen. På en anden måde end jeg har haft længe. På en boblende måde. Jeg var nervøs, og alt hvad der kunne gå galt under indspilningen af videoen, det gik galt. Så var der nogle kabler der ikke passede sammen fordi noget af udstyret er opgraderet siden sidst. Så gik den ene lampe ud (og jeg filmer om aftenen og er afhængig af lamper), så virkede lyden ikke. Så græd Selinna midt i et godt taleflow. Afbryd. Så var videoen alt for lang. Så klippede jeg 20 minutter væk. Det tog nogle timer, men det lykkes, og det føles fantastisk at få det ud.

I videoen fortæller jeg meget mere om det der med at komme ud over rampen. Men i dette indlæg vil jeg sætte fokus på hvor uhyre vigtigt det er at vi følger vores hjerte. Min youtubekanal er (endnu) ikke kilden til de store millioner der ruller ind på kontoen, men den er enormt stor kilde til at noget i mit liv giver mening på et helt nyt niveau, kilde til arbejdsglæde, til kreativitet og inspiration, og så skal man ikke glemme at video er et fremragende markedsføringsværktøj. Jeg fik en del jobs på mit gamle “deppeTV”, selvom det aldrig var intentionen at kanalen skulle være cv eller “jobhunter” for mig.

Og det bringer mig til næste vigtige pointe. Vi kan ikke sidde her i nutiden og regne noget som helt ud i fremtiden. Vi kan have teorier og ideer om hvor vores valg vil bære os hen, men vi er nødt til at lade en meget stor del af den beregning være åben for alle de ukendte faktorer som unægteligt vil spille en stor rolle, uanset hvor meget vi bilder os selv ind at vi kan se direkte ind i fremtiden. Det kan vi ikke.

Alle gange hvor jeg er sprunget ud i noget hvor jeg på ingen måde kunne bunde, der er det lykkes. På den ene eller den anden måde. Aldrig på den måde jeg havde regnet ud. Og det er fordi mulighederne og universet (hvis man tror på den slags) åbner sig når man begynder at følge sit hjerte. Når man åbner op for drømmene. Du taler om dit liv på en helt anden måde når du tager udgangspunkt i hvad dit hjerte siger. Du har en helt anden udstråling når du går den vej der får dine kinder til at bluse op og dine øjne til at skinne stærkt lys, du tiltrækker andres opmærksomhed og villighed til at hjælpe dig når du lader passionen styre frem for frygten og tvivlen. De er begge to gode at have med på rejsen, men de må aldrig komme op og sidde i førersædet. Så ender du i rabatten.

Så velkommen til #MOMBOSSTV, jeg glæder mig helt afsindigt til at dele denne rejse med dig! Her er videoen til dig om lige præcis at komme ud over rampen, selvom det er svært:

Hjælp mig med at sprede budskabet om #MOMBOSSTV ved at dele videoen eller indlægget her, så vi kan nå ud til mange med den gode nyhed. Måske kender du en mor der trænger til at få afinstalleret det der “pæne-Lis” instagramfilter, og er klar til at møde et ærligt billede af hvordan det (også) er at være mor?