Gode råd til mors første aften ude søges!

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

Mit hjerte hamrer allerede, og jeg er kun nået til at skrive blogindlægget om at jeg skal sige farvel til mine børn i weekenden for at tage på date med en fyr. Og 9 damer. Lyder det ikke som en god date? Det kan være du kender ham i øvrigt, det er Michael Bublé. Du ved, ham sangeren (der er pretty amazing!). Men det er ikke kun amazing, for den her date betyder også at jeg skal forlade mine børn, at det ikke er mig der putter og at det potentielt set bliver en hård aften for (især) Selinna. Alligevel ved jeg at tiden er inde. Vi er klar. Og jeg glæder mig rent faktisk til at skulle afsted, jeg kunne måske godt bruge et råd (for en gangs skyld) til hvordan jeg kan forberede både Selinna og mig bedst på at mor skal i byen.

public.jpeg

Mine forældre kommer og passer pigerne. Mine piger er rigtig trygge ved mine forældre og elsker at være sammen med dem. Men jeg plejer at amme Selinna i søvn og selvfølgelig være der hver gang hun vågner. Det kommer jeg ikke til i weekenden. Sidste gang Selinna blev passet i aftentimerne er ret præcist et år siden, og selvom hun jo er blevet meget ældre og kan forstå hvad der bliver sagt, så er det stadig bare enormt svært at skulle forlade hende første gang, sådan rigtigt, fordi jeg skal i byen. Alle andre gange jeg har været afsted fra hende har udelukkende været på grund af arbejde.

Men det er slut nu. Jeg har også brug for et voksenliv, for at se mine skønne influencerkollegaer (som jeg skal afsted med) og mine veninder, og i det hele taget fylde min egen kop op. Hvis jeg skal vise mine piger hvordan man kan leve sit liv, så er jeg nødt til at leve det. Komme ud. Opleve. Komme hjem med fornyet energi og god energi i kroppen, og ikke bare knokle mig igennem dagene og ugerne og månederne. Som jeg lidt har gjort. Derfor betyder denne her aften faktisk ret meget for mig, når jeg mærker efter. Det er så vigtigt jeg kommer afsted.

Så. Hvad kan jeg gøre for at forberede Selinna på at mor skal ud med damerne og Michael Bublé? Jeg ved i hvert fald at jeg skal have både glimmer og læbestift på. Og en kjole man ikke kan amme i. Bare denne ene aften! Åh hvor er det modsatrettede følelser. Kender du det?

public.jpeg

Jeg har malket ud, jeg sørger for at køleskabet er fyldt med mad og snacks pigerne elsker. Mine forældre får koderne til blockbuster og netflix og hvad jeg ellers har, så alle mulighederene er åbne. Selinna får en bluse der lugter af moar. Og der er billeder af mig de kan kigge på. Emmalia er der til at hjælpe. What ells can I do?

Og, hey, skal du i øvrigt med til koncerten? Og hvis du ikke nåede at få billet til koncerten d. 26 (som jeg skal med til), så kan du altså stadig nå at købe billet til ekstrakoncerten d. 27/10! Lige her faktisk. YEAH! Ej hvor jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at tage toget, sidde i toget uden at skulle holde styr på to små ninjas. Gå i mørket. Møde de andre. Lytte til skøn musik. Mærke bassen i brystet. Klappe og huje. Drikke en bobbel. Eller hvad der nu er af muligheder til koncerten. Nyde turen hjem. Mine ømme ammebryster. Og så putte mig ind til mine dejlige piger med hele koncertoplevelsen i hjertet og falde til ro.

Det bliver godt!

En fantastisk bog til børns store følelser (inkl rabatkode til dig!)

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

En bog til børns største følelser

Bøger! Jeg elsker børnebøger, jeg synes det er dejligt at læse eventyr og sjove historier og snakke med mine børn om de universer der åbner sig når man sammen åbner en bog. Men noget jeg elsker endnu mere, det er bøger, der også åbner min verden og udvider min værktøjskasse, og ikke kun (selvom det er awesome i sig selv) min fantasi. I dag vil jeg, i samarbejde med forlaget Alvilda, anbefale en helt særlig bog, som vi er blevet rigtig glade for hjemme hos os.

public.jpeg

Hver måned modtager vi i øjeblikket en bogpakke. Sidste måned var det Gurli Gris (læs her og få nemme tips til mindre skærm og mere bog i hverdagen) og i denne måned har vi læst 5 minutters eventyr (genial til godnatlæsning) og andre gode bøger. Vi øver os stadig i mindre skærm og mere læsning, men nu hvor Selinna (1,5 år) er blevet større, er hun også lettere at have med når vi skal læse godnathistorier. Det lykkes mig oftere og oftere at putte Selinna først, sådan så der er tid til at Emmalia (4 år) og jeg kan fordybe os i en historie. Emmalia ELSKER eventyr. Men hun er også ret vild med den nye bog om modige Magnus. Eller Malene, som han er døbt herhjemme (mest fordi feminist-mor her er træt af at der er så mange bøger der handler om drenge). Magnus er heldigvis tegnet helt unisex, så man kan som forældre bare læse det køn man helst vil. Hvis man, som mig, går lidt op i den slags.

public.jpeg

Modige Magnus (Malene) handler om at håndtere svære følelser. Vi følger ham igennem en hel uge, og hver dag er der svære situationer der skal tackles. Det kan være at han savner sine gamle venner i den nye børnehave, at han er bange for mørke, og andre situationer som vi allesammen kan relatere til når vi har børn eller omgås børn. Bogen giver helt konkrete værktøjer til gode måder at snakke med børn om store og svære følelser på, og selvom du og jeg sikkert allerede er ret gode til netop det, så synes jeg personligt det er dejligt med inspiration udefra. Ja, og så er det dejligt at læse hvad Magnus eller Malene går igennem, for det gør det nemt at snakke med Emmalia om hvor hendes følelser sidder hende og hvad vi kan gøre ved dem, når de opstår i hende. Vi er faktisk ikke færdig med at læse bogen, for vi ender med kun at læse en dag og en udfordring pr gang, og så snakker vi ret meget om hvad der sker, og hvordan jeg kan hjælpe Emmalia bedst. Modige Magnus (Malene) er virkelig en god og lærerig bog for både børn og voksne. Bogen er skrevet af den svenske adfærdsforsker, coach og bestsellerforfatter Carl-Johan Forssén Ehrlin, som debuterede med den meget omtalte bog “Kaninen der så gerne ville sove”. Men altså, jeg er selv coach, og jeg synes ikke bogen er skrevet i et “coach-sprog”, jeg synes den er superdejlig og nem og ikke-pædagog-Jonna-agtig. Hvis du, som jeg, kan blive lidt træt af den slags (indsæt selv blinkesmiley).

public.jpeg

Rabatkode

Er du nysgerrig på bogen? Så kan du købe den lige her: modige Magnus - en uge vendt på hovedet, men VENT lige et øjeblik, for jeg har en tidlig adventsgave til dig. Du får lige nu 20% rabat på bogen (ikke på portoen og ikke hvis du er premium-medlem) ved at bruge koden:

MAGNUS20

Koden gælder måneden ud, så du kan stadig nå at hapse bogen hvis du også har lyst til et nemt og børnevenligt værktøj til at få åbnet op for gode snakke om de der svære følelser, som vores samfund bliver mere og mere dårlige til at håndtere. hvis du altså spørger mig :)

Kender du bogen? Og hvilken bog om store følelser kan du anbefale? Lad os samlenogle gode eksempler sammen.

Er du blevet nysgerrig på mere lækkert bogunivers? Så kan du med fordel holde øje med momstertest.dk, hvor der kommer uddybende anmeldelse.

public.jpeg

YES! Bæredygtigt vintertøj og fodtøj til efteråret 2019

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

Jeg pissefryser. Ja undskyld, men det gør jeg. Og jeg fryser normalt aldrig. Men det blæser og regner og er koldt udenfor, og nu er tiden inde til at opdatere børnenes efterårs- og vintergarderober. Og så kommer der jo børnepenge i dag. Derfor har jeg været rundt på nettet, og ude i det virkelige liv, og har samlet rigtig gode og bæredygtige brands og inspiration til dig (og mig selv).

Inden jeg viser dig hvad jeg har fundet, vil jeg virkelig slå et slag for at du ser om du kan finde noget af vintergarderoben brugt. Fodtøj anbefales ikke at købes brugt. Eller, man skal i hvert fald være varsom (læs her). Men flyverdragter, termotøj, huer og vanter og halstørklæder kan man sagtens finde i rigtig god kvalitet brugt. Jeg har lige købt et lækkert termosæt til Emmalia brugt, jeg fandt det på Reshopper til 100 kroner. Det er godt for miljøet (og pengepungen) at købe brugt, og jeg kan varmt anbefale Reshopper, Facebook marketplace, Den Blå Avis og Trendsales, og ellers dine lokale genbrugsbutikker.

public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg

RAP sko

Jeg kendte simpelthen ikke det her mærke før jeg deltog på en trend-dag for Babysam for nyligt, men jeg er fuldstændig forelsket i brandet og deres sko. RAP er et af de mærker, som vægter bæredygtig produktion meget højt. Arauto RAP sko er altid fri for kemikalier og er produceret med hensyn til miljøet. RAP forhandles hos Tjubang sko på Frederiksberg, og i deres webshop. Vi fik målt pigernes fødder i butikken, og vi fik en rigtig god service derinde. Og som gammel sko-pige ved jeg hvor vigtigt det er at børn har ordentligt fodtøj, især når de er små.

RAP kollektionen bliver i dag designet og udviklet i Danmark og bliver produceret uden krom og nikkel på en familiejet fabrik i Portugal. RAP er kendt for at lave børnesko til brede fødder men RAP er også blandt de bedste til at lave f.eks. sandaler og vinterstøvler  til særligt smalle fødder. RAP har altid gjort stort brug af rågummisåler, som bliver dejligt bløde og fleksible i brug. I dag laver RAP også et stort udvalg af børnesko og støvler på almindelige gummisåler, som giver et mere sporty look. YAY! Jeg synes virkelig deres sko er smukke!

Emmalia valgte sko med glimmer og Selinna fik smukke bordeaux støvler, som simpelthen passer godt til ALT hvad hun har! Jeg skal lige vænne mig til at de har så store sko på, men det er kun mig der skal det, for pigerne suser afsted i deres nye bæredygtige vinterstøvler.

Nu har vi testet skoene i et par uger, og de er virkelig et kæmpe hit. God støtte, holder til ALT. Jeg har to abekatteninjas (hvorfor er det ord ikke godkendt i min webordbog?), som klatrer i alt lige fra loftet i S-togene til træer til lygtepæle og stejle bakker i skovene. De hr sko er lækre, forede, holder varmen, holder vandet ude og har en lækker pasform. Mine piger er også begejstrede og Selinna har lært at tage sine sko på selv.

public.jpeg

Genbrugte plastikflasker i flyverdragter

Mærket VRS, som forhandles i Bilka og Føtex arbejder faktisk med materialer af genbrugt plastik i deres flyverdragter og vintertøj. Læs her. Det kan godt betale sig at kigge efter på nettet, for mange af os (inkl mig selv) tror ofte at de dyreste mærker også er dem der gør en indsats for miljøet. Det er langt fra altid tilfældet.

public.jpeg

Flyverdragter fra Freds World uden kemi

Slidstærk flyverdragt fra Fred's World er fri for fluor komponenter og andre kemikalier, der på sigt kan skade både miljøet og dit barns helbred. En flyverdragt fra Fred’s world er imprægneret med Bionic finish Eco - en imprægnering uden fluorstoffer og andre problematiske stoffer. Det er ikke lykkes mig at finde GOTS certificerede flyverdragter, så her er i hvert fald et bud og et skridt på vejen. Freds world finder du her.

Til gengæld har jeg lært at når du kigger efter flyverdragter, er Bluesign® et vigtigt certifikat. Bluesign®-systemet er den mest strikse miljøstandard på markedet. Leverandører og producenter af tekstiler og andet materiale til brug i bl.a. outdoorindustrien kan frivilligt tilmelde sig bluesign® og dermed blive hjulpet til at producere bæredygtigt i overensstemmelse med markedets højeste standard.

Bluesign® hjælper eksempelvis outdoorbrands med at overvåge hele produktionsprocessen af deres produkter; fra udvinding af råmaterialer, til bearbejdning af tekstiler og frem til det færdige produkt. Det betyder, at bluesign® holder øje med, om der bliver brugt unødige kemikalier, der kan skade naturen, i produktionen og i bearbejdningen af de tekstiler, som anvendes i deres produkter. Foruden dette overvåger bluesign® også producenternes håndtering af vand, deres energiforbrug, luftforurening, arbejdsforhold for medarbejdere m.m. Et brand som er Bluesign-certificeret er Isbjörn af Sweden, som du blandt andet finder her.

public.jpeg

Det er stadig en jungle at finde rundt i når det kommer til bæredygtige overtøj, men jeg vil til hver en tid forsøge at finde vintertøj og sko som går langt udenom skadelige materialer. Derfor er listen ikke ret lang og jeg er ikke færdig med at søge. Men altså, nu er det børnepengetid og de fleste skal ud og købe overtøj nu her, så jeg ville gerne have en oversigt klar. Måske kan vi hjælpes ad? Kender du til flere bæredygtige mærker når det kommer til vintertøj og fodtøj til børn, så del i kommentarfeltet så vi kan få opdateret listen og hjælpe hinanden tættere på de bæredygtige valg, både for vores børn, for vores fremtid og for jorden.

Bolig: Men hvorfor må mor egentlig ikke få det største rum?

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

Der er sket noget vildt. Noget fantastisk. Noget der har fået hele min krop til at vågne op og mærke efter hvor jeg lige har placeret mig selv i mit liv. Om jeg sidder derude i et skur og prøver at holde varmen, eller om jeg sidder i en trone inde i min balsal midt i mit kongerige. Og jeg kan vist godt allerede afsløre at det gjorde ondt at bliv prikket til. Av.

Det hele starter med at jeg er flyttet ind i vores nye lækre lejlighed i Lyngby. I den forbindelse kan jeg godt lide at hive en ekspert ind udefra for at forstå lejlighedens placering i forhold til Feng Shui. Derfor fik jeg kontakt til Heidi fra Nordjylland som driver The Space Lift (find hende her). Jeg ville rigtig gerne have hende til at gennemgå mit hjem med mig, og hjælpe mig i forhold til indretning, møblernes placering, farver på væggene, materialer og så videre.

Men kan du ikke finde ud af det selv Frejamay? Jo, det kan jeg sagtens, men når du skal have en ny bil, er det så ikke meget rart at snakke med nogen der ved noget om biler, så du finder den bil der matcher dine behov allerbedst? Det synes jeg. Jeg ved en del om Feng Shui, ligesom jeg også ved en del om børneopdragelse, ladcykler og hvordan man laver en hjemmeside og sådan, men det at hive en ekspert ind som ikke har nogen former for følelsesmæssig tilknytning til mit hjem og mine ting, og som kigger på det med øjne fuld af muligheder, det er bare fantastisk. Og fantastisk, det blev det, men først skulle det som sagt gøre ondt.

Heidi og jeg gennemgik lejligheden fra rum til rum. Det første rum vi gennemgik var entreen, som er det vigtigste sted at starte. Det er det første sted du træder ind, det er der du byder dine gæster velkommen, det er dit center, det er så vigtigt at der er grounding og ro i din entre, og det er faktisk ofte der vi roder allermest. Entreen skal ryddes for rod og frakker og sko, og vi nåede frem til at jeg skal have malet min entre i jordfarver, have et firkantet tæppe der kan grounde, have et møbel til sko og småting (taskeindhold, nøgler osv) og så have et spejl og måske lidt billeder derude. Min entre har 7 døre man kan åbne. Man kan ikke gå igennem til andre rum uden at krydse entreen. Derfor er det bare helt enormt vigtigt at der kommer så meget fokus på ro og fred, elementer der grounder og stilhed i materialerne og møblerne, som muligt.

Den seneste tid har jeg haft en nogle udfordringer med en i mit liv. Da Heidi siger at selv ens nøglering kan have betydning for den energi man lukker ind i sit hjem, så hopper mit hjerte et slag over. Jeg går ud og kigger i min nøglering, og ganske rigtigt, der sidder den miniature-sko vedkommende har sat fast i min nøglering (som gave). Det var lige godt satans. Heidi kigger på mig og siger “og hvor er det sjovt at det er en sko… du er under tøflen!”. Nu har jeg pillet den ud.

Rum for rum gennemgår vi muligheder og og snakker om hvordan vi kan løfte energien i rummet ved at fjerne, flytte eller tilføre elementer. Man kan altid gøre lidt, også selvom man ikke har økonomien til at gå ud og købe nye ting eller ny maling, eller hvad der nu skal til for at ændre energien i et rum. F.eks har jeg en masse på mit køleskab. Magneter og sedler og informationer fra børnehaven. Jeg blev bedt om at pille det hele ned, for der skal være ro omkring køleskabet. Nu har jeg haft pilet alt ned i to dage, og jeg synes det er rart at der ikke hænger noget. Jeg har bare aldrig forholdt mig til “larmen” på mit køleskab før.

Da vi kommer til soveværelset gennemgår vi rummet og Heidi fortæller at det er et rum med enormt meget energi i. Pudsigt nok har vi faktisk også haft ret svært ved at sove derinde, selvom det er det lækreste rum i verden. Der er store vinduer på to sider af væggene, og man kan ligge og se op i stjernerne. Vi gennemgår de mulige forandringer der er i rummet, og går videre til stuen. Og nu sker det.

public.jpeg

Vi sætter os ind i stuen, som absolut er lejlighedens største rum. Jeg har haft svært ved at indrette rummet og har følt at uanset hvad jeg gjorde, så stod møblerne bare ikke helt rigtigt. Følelsen af kompleksitet har ikke ville slippe mig når jeg var i stuen. Det er også et rum der skal rumme meget. Det fungerer som spisestue, tegnestue, mit kontor, dansegulv for pigerne, leg, afslapning, ro og aktivitet. En stue skal kunne enormt meget.

Heidi kigger på mig. Jeg sidder ned. Der er allerede mange følelser i spil i min krop. Selvom vi snakker om “døde” ting, som sofa og farve på væggene og vaser, så er det jo stadig mit hjem, en forlængelse eller manifestation af noget af mig. Det kan ikke undgås at man bliver rørt.

- Frejamay, kunne du overveje at skifte rum?

- Hvad mener du?

- Ja skifte soveværelset ud med stuen?

- Hva? Nej! Altså stuen er jo det største rum i lejligheden, her skal stuen være

- Ja, og jeg ved du er enormt glad for dit soveværelse, men det vil simpelthen gavne dig og jer hvis i laver et room switch

- men det er jo det største rum?

- Ja, og hvad så? Hvorfor må mor ikke få det største rum?

Og den ramte mig lige i hjertet. Og i maven. Og føltes som en kæmpe mavepuster. Og så sad jeg der og mærkede smerten over at jeg har slidt og slidt og slidt og har kæmpet for at skabe en masse plads til mine piger (både fysisk og i overført betydning). Jeg har kæmpet for at smadre den der skrøne med at enlige mødre ikke kan klare sig selv og er tabere (for den lever stadig). Jeg har arbejdet så meget på at løbe væk fra nogle åndssvage billeder. Jeg har kigget bagud i stedet for frem. Jeg har glemt mig selv så meget, at når der står verdens skønneste kvinde fra Nordjylland og siger “du skal sgu da have det største rum. Du er denne families livsnerve, du er den alle skal suge fra, hvorfor skal du ikke have et MOMSTERBEDROOM?”, så skammer jeg mig næsten over at skulle tage SÅ meget plads. Av.

Men da ideen var landet, og min puls var forsvundet ud af øret igen, så vidste jeg at det var det jeg skulle. JEG skal indtage det kæmpestore rum og lave MOMSTERBEDROOM, både for min skyld og for mine pigers skyld. Det skylder jeg faktisk os alle. Og jeg blev så begejstret for ideen at jeg, tords massiv træthed efter en dejlig og hård process med skønne Heidi, flyttede rundt på rummene med det samme, rakte ud og spurgte på facebook om er var en venlig sjæl der ville komme og hjælpe mig med at skure mine skabe ned og bytte dem om i de to rum. Og det var der.

Så ikke nok med at jeg har sovet helt fantastisk i mit nye momsterbedroom, for der ER virkelig en helt anden ro i det rum, ja så har jeg i dag tilbragt 3 timer med skønneste Thomas fra facebook, som havde kage med, og som hjertens gerne ville hjælpe. Vi fik en god snak om livet og arbejde og karriere, mens han skruede skabe ned (Selinna hjalp lidt til med dans og sjove ord), og jeg er bare så glad og taknemmelig. Nu har jeg inviteret ham med til indflytterfest, fordi han bare er et rart menneske, og jeg kan godt lide rare menesker der hjælper hinanden.

public.jpeg

Funny story. Dagen efter jeg skifter rum. Altså i dag. Får jeg tilbudt koncertbillet til en aften i fællesskab med mine blogger-mor-kollegaer. Og jeg kan få pigerne passet præcis den dag. Energierne skifter. As we speak sidder jeg i min nye stue, og modsat alle de andre aftener, så mærker jeg ikke den samme træthed som da jeg havde stue inde i mit nu soveværelse. Og jeg har altså knoklet fra klokken 6 i morges, så jeg burde være træt.

Og det er sådan energierne arbejder, og sådan man kan arbejde med energier. Jeg har haft alt for mange positive oplevelser med Feng Shui tidligere til at jeg tror på det er tilfældigt at liv og ting ændrer sig når man flytter rundt på sit hjem. Jeg ved det gør en stor forskel, og det kommer det her også til. Jeg kan jo allerede nu mærke hvad det gør ved mig at jeg har taget beslutningen om at indtage lejlighedens største rum til MIG. Mine celler har danset fa glæde og begejstring hele dagen, mit overskud har været anderledes og jeg går og drømmer om hvordan jeg skal forvalte al den ekstra plads jeg har sat på mit personlige pladsbudget. I LOVE IT!

public.jpeg

Jeg har haft hele instagram med på denne rejse (du kan stadig se lejligheden før og alle storis fra Heidi’s besøg hos mig under “hightlights på min instagram profil her). Jeg har også fortalt lidt om det her room-switch på instagram (stories), og jeg fik en tankevækkende kommentar.

“Det der rumskifte, det kommer du SÅ meget til at fortryde. SÅ stort et soveværelse? FOR HVAD DOG?? Og så lille en stue der knap kan være gæster i. Det var så hyggeligt før, ØV på jeres vegne! Sorry, tror bare lige du blev grebet af stemningen. Det fortryder du!”

Jeg har en del at sige til det.

  1. Tankevækkende at du reagerer så kraftigt på at sætte meget plads af til sig selv. Soveværelset er hjemmets mest feminine rum. Jeg ville helt klart kigge på hvad det er hos mig selv der gør at jeg reagerer så kraftigt på at “tage plads til sig selv”.

  2. En stue der knap kan være gæster i. Jeg har boet i over 15 hjem i mit liv. Jeg har haft en 1 værelses lejlighed fyldt med gæster. Jeg har ikke et hjem for at det skal være en bar eller lignende. Jeg har et hjem for at have et hjem hvor min og pigernes hverdag har de bedste rammer overhovedet. Intet i mit hjem skal indrettes for andres end vores egen skyld. I vores “lille” (så lille er den faktisk ikke) stue kan der pt sidde 4 gæster ved bordet og vi i sofaen, for slet ikke at tale om hvor mange der kan sidde på gulvet på vores flotte bæredygtige puder fra Craftsisters. Det er rigeligt. Havde vi stue i det andet rum havde der ikke været flere siddepladser, for jeg havde ikke tænkt mig at købe flere møbler. Jeg er stadig i proces med at skille mig af med mest muligt, således at vi kun har det allermest nødvendige til os selv.

  3. Jeg er ikke bange for at fortryde noget i mit liv. Jeg er til gengæld bange for ikke at kaste mig ud i ting, og så leve i tvivlen om hvad der kunne have været, fordi jeg enten lod mig styre af frygt eller angsten for at tage beslutninger jeg måske skulle tage om. Og når det kommer til mit hjem, så har jeg næsten intet på spil. Hvad er det værste der kan ske? At jeg skal flytte tilbage igen hvis det ikke fungerer? At jeg skal male et rum om igen? Hvad tager det? 6 timer? at jeg skal flytte to skabe igen. Det er bare rum og møbler. Det ville være værre hvis min endetarm faldt ud fordi jeg havde flyttet min seng over i et forkert verdenshjørne. Plop. Så for satan. Men det gør den jo ikke. Så derfor, hvis jeg kommer til at fortryde, så gør jeg det med glæde. Og så rykker vi bare tilbage igen. Men jg ved allerede nu at jeg ikke kommer til at fortryde, for jeg er vanvittigt forelsket i mit store momsterbedroom, og den kompleksitets-følelse jeg oplevede i den “gamle stue”, den er pist borte. Møblerne passer perfekt ind i den nye stue, og når den er malet og der er kommet billeder og lampe op, så bliver der kamp om hvilket rum der nu er mit yndlings.

  4. “SÅ stort et soveværelse, for hvad dog?” Jo nu skal du bare høre. For nærig. For selvforkælelse. For ro. For rum. For mig, at indtage så meget plads er et klart og tydeligt signal til både mig selv og omverden om at jeg gerne må fylde. Noget jeg har glemt (med rette, jeg har fået to små børn, alt er godt) lidt for længe. Det er slut med at knokle. Mine bør har fået ALT jeg havde af give (også de dage jeg intet havde), nu er tiden inde til at jeg også giver mig selv, så jeg kan give endnu mere til mine børn. For nydelse, for privatliv, for at kunne lukke en dør, for at jeg kan udfolde mig i et rum der er dedikeret til den smukke og dejlige kvinde jeg er. Og den kvinde har brug for rum og plads til udfoldelse. Når jeg går rundt derinde nu bevæger min krop sig anderledes, jeg føler mig løftet og jeg går og smiler hele tiden fordi det er SÅ VILDT fedt at have givet så meget plads til mig selv. Så derfor.

  5. Vent nu og se tiden an. Det er dejligt du er så dedikeret på mine vegne, men giv det tid, se hvad der vokser og hvordan rummene udfolder sig, og se om du ikke også ender med at blive revet med. Og hvis du ikke gør, så er det simpelthen så i orden, bare husk at det er dine følelser, din skuffelse, din fortrydelse. Det har intet med mig at gøre.

public.jpeg

Hvad siger du så? Momsterbedroom! Greatness! Queentime! Jeg glæder mig ubeskrivelig meget til at male rummet og indtage min plads. Så hvis du mangler noget at lave på søndag, så har jeg en malerrulle og en freaking fed farve der skal op på mine vægge. Jeg giver pizza!

Jeg har været på date i dag!

public.jpeg

Der er virkelig mange spændende ting at fortælle om lige præcis denne fredag, men det eneste jeg virkelig har lyst til at dele med dig i dag, det er at jeg har været på date. Det var egentlig ikke meningen, men pludselig opstod muligheden, vi kunne begge to på samme tidspunkt, og efter at have installeret Selinna sammen med sin far, tog jeg afsted med sommerfugle i maven. Kom med på daten lige her.

Det her er en date jeg har glædet mig til rigtig længe. Jeg har haft både sorg og glæde i hjertet over at der er gået så lang tid før vi kunne ses på denne her måde, men det er bare ikke altid så enkelt det der med at frigøre tiden. Og jeg lover at det var hele ventetiden værd. Det var min date heldigvis enormt enig i.

Så jeg hoppede på bussen, smilede over hele hovedet og vidste faktisk ikke hvad vi skulle lave. Men det havde vi allerede aftalt at jeg ikke skulle bestemme. Da jeg åbnede døren og gik ind, kiggede to af min dates venner på mig og sagde “hvad laver du her så tidligt?” og jeg sagde “jeg skal hente Emmalia, fordi hun og jeg skal på eventyr sammen i dag”, og så kom verdens største glædeskugle løbende og hoppede ind i mine arme.

public.jpeg

Det. Føltes. SÅ. GODT!

Jeg har altid Selinna på armen, altid Selinna med, det er altid Emmalia der skal vente, være tålmodig, dele, affinde sig, og det er bare alt for sjældent at Emmalia og jeg har alene-tid med hinanden. Så det skulle vi i dag, og jeg var simpelthen ved at tude i bussen på vej ud til børnehaven, for jeg glædede mig så meget.

Emmalia bestemte at vi skulle have is, og at vi bagefter skulle i legetøjsbutikken (genbrugsbutikken) og finde en gave til hende og Selinna. Jeg nød at kunne være bedre til stede, lytte bedre efter, fordi der for en enkelt gangs skyld kun var et barn der nakkede ad gangen og ikke et andet (lille) barn der skulle underholdes.

public.jpeg

Emmalia er så fuld af farver og ord og fantasi, og hun har så meget hun gerne vil dele, men jeg er der bare ikke nok kun for hende. Og selvom jeg jo har givet Emmalia livets gave i form af en lille søster, så har jeg også brug for at tilbringe lidt tid sammen med min store pige, måske en fast dag om måneden, hvor hun bestemmer hvad vi ska og hvor vi kan få snakket ordentligt sammen.

Vi gik rundt og sang og dansede og pjattede og jeg kampnød hvert eneste sekund af min date med min store pige i dag. Hendes øjne lyste mere end de plejer, hendes smil var lidt bredere og det er længe siden vi har været på tur, hvor jeg har haft overskud til bare at betragte mit store mirakel. Jeg skal altid have styr på retning, rejsekort, tasker, pakning, skiftetøj, mad, penge, pigernes utålmodighed, andre mennesker og alt muligt, som gør det svært at sidde fordybet i min stor piges magiske tankeunivers. Som jeg i øvrigt elsker at befinde mig i!

Det var en sand drømmedate. Kram. Kys. Sang. Dans på gaden. Kærlige blikke. Jeg havde bare lyst til at stoppe tiden et øjeblik og udvide det hele. Til gengæld skal vi på date igen meget snart. Det har vi aftalt. For vi er begge to ret vilde med hinandens selskab, og tiden forsvinder når vi danser i regnen og lyser gaderne op.


Monkeyglasses! Go bananas! Bæredygtige briller og grand opening!

public.jpg

Udover at være vild med navnet, så er jeg vild med konceptet. Og jeg ved INTET om briller, da jeg ikke bruger dem (endnu, selvom jeg altid har drømt om at have briller). Men jeg satte mig for at finde ud af hvad der ligger i “bæredygtige briller” og bæredygtig produktion af briller, og jeg blev utrolig meget klogere, sådan så du også kan blive det. Bloggen i dag tager dig med til Grand Opening af Monkeyglasses grand opening af deres smukke (smukke!) butik på Fælledvej 16 på Nørrebro. Og så vil jeg vildt gerne fortælle dig om Monkeyglasses, som har taget bæredygtigheden et (stort) spadestik dybere.

public.jpeg

Helt ærligt, jeg kommer til en del events rundt omkring, og alle har gode nyheder og nye flotte kollektioner eller ideer og måske fokus på bæredygtighed. Men lige da jeg trådte ind til Grand Opening i dag, kunne jeg mærke en særlig stemning. Den kender jeg kun fra de steder hvor der virkelig er hjerte bag visionen. Hvor man ikke har sat sig ned og tænkt “hvordan kan vi tjene nogle gode penge”, men hvor man har kigget på verden, set at noget ikke er i orden eller kan gøres (markant) bedre eller anderledes, eller hjælpe flere liv mere bæredygtigt, og så har man sat sig for at gå fra sit why til sit how, og så er man ikke stoppet før man er i mål. Det var tydeligt i alt fra indretning, til menneskerne bag, til nærværet og historie og design, ja og navnet, at her er nogen der tør gå i sin helt egen retning og have fuld fokus på bæredygtighed, på den ikke-greenwashing-agtige måde. Jeg synes virkelig det er inspirerende og godt gået.

public.jpeg

But also

Selvom Monkeyglasses tager bæredygtighed til et nyt niveau (i forhold til hvad jeg ellers har set mange gøre for at blive lidt mere grønne), så er der ingen hellige køer på isen. De arbejder ud fra at det perfekte ikke må stå i vejen for det gode. Hvad betyder det? Jo, det er bedre for verden at vi er mange der gør noget i stedet for at der sidder 3 i et hjørne og lever fuldstændig bæredygtigt. Der vil altid være noget der kan gøres bedre, men ingen redder verden af at skyde på hinanden. Det er jeg ret vild med.

public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg

Zero Waste

Selvom jeg ikke havde hørt om brandet før for et par måneder siden, så har Monkeyglasses faktisk eksisteret i 10 år. De har fundet en metode at producere briller på, som minder lidt om at lave bolsjer. Brillerne er producerede af en særlig form for plastik der består af ca. 95% bomuldsblomster og træmasse. Råmaterialet er biologisk nedbrydeligt og kommer fra Italien, og alle briller leveres i foldbare etuier designet af genbrugspapir.

Udover produktionen og zero waste, så støtter Monkeyglasses Red Orangutangen, og Syn for sagen (som jeg heller ikke kendte før i dag). Syn for Sagen er en forening, hvor brugte briller indsamles, opmåles og efter en synstest udført af autoriserede optikere, udleveres til mennesker bosat i verdens fattigste områder. Her er en god historie fra Syn for sagen, som jeg synes er værd at dele:

“Én af dem, handlede om en brugt brille de fik ind, der havde - 4 og -9 i styrke. Her tænkte de, at de ville de da aldrig finde nogen der kan passe præcis de styrker. Det ville være som at finde en nål i en høstak, men de tog den alligevel med på rejsen. Utroligt nok, finder de en mand, der havde præcis de styrker, bare omvendt på øjnene. Heldigvis kunne en af de dygtige, frivillige optikere bytte rundt på glassene, således at de også kunne hjælpe denne mand.”

Følg i øvrigt også gerne Syn for sagen på facebook (her)

Det er så meget optur det her brand, og jeg glæder mig til at følge med på deres rejse herfra og videre ud i verden. Det var en fornøjelse at være med til Grand Opening i dag, og havde jeg været en bedre blogger, så havde jeg fotograferet ALLE hjørner af butikken, for den re virkelig godt indrettet, men med to små børn på armen (under bordet), så kan det være lidt svært at nå det hele.

public.jpeg

Følg Monkeyglasses her

Følg Monkeyglasses på instagram herfacebook her og på deres hjemmeside her, og seriøst, køb deres briller! Især hvis du er typen der tør skille dig lidt ud og samtidig går op i bæredygtighed, der er SÅ mange fede styles! (jeg må have mig et par!)

Et shelter på 2. sal

public.jpeg

En motorcykel der kører i ring, en motorvej i nærheden, en bil der bremser, men også lyden af nat og de sene aftentimer der overtager putteritualerne og tandbørstningen og “solen er så rød mor”. Her sidder jeg i mørket, med børnene puttet godt under dynerne og vinduerne pivåbne i mit nye soveværelse på 2. sal midt i Lyngby. Og tænker lidt over livet.

Det føles næsten som en sheltertur, at sidde i helt frisk kold luft og høre alt omkring sig. Men vi ligger altså trygt og godt under dynerne i verdens dejligste seng. Pigerne er faldet i søvn, Selinna først, og Emmalia efter et par timers tegnesession inde i stuen. Vi har haft en virkelig hyggelig aften.

Der sker så meget for tiden. Men det føles lidt som om livet er et lyntog der er kørt forbi mig, og så er jeg på en eller anden måde blevet hægtet fast bagefter, og så skal prøve at følge trop. Og det går virkelig dårligt med det. Jeg synes dagene skifter og svinger rigtig meget og bølgerne går højt, og selvom jeg er i gang fra 5.00 morgen til 00:30 aften, så føler jeg ikk rigtig jeg når noget.

Jeg ELSKER vores nye hjem her i Lyngby. Elsker elsker elsker. Det var det helt rigtige at flytte, selvom det gik vildt stærkt og vi stadig ikke helt er på plads her. Jeg elsker at vi skaffede så mange ting af vejen inden vi flyttede, sådan så vi bor på næsten dobbelt så meget plads med det absolut mest nødvendige. Det er en kæmpe frihed at have luft og overskud i samtlige rum.

På mandag kommer en skøn feng shui kvinde, Heidi, og skal gennemgå vores hjem med os. Jeg har fået assistance fra Anja, som filmer seancen, sådan så du kan komme med hjem i alle kroge af vores hjem og se processen, og måske lære noget undervejs. Jeg glæder mig helt vildt, især fordi jeg er ved at være lettere desperat efter at komme sådan rigtigt på plads.

public.jpeg

Så er der mange der spørger ind til Selinna og institution. Det vil jeg rigtig gerne svare på, jeg er bare ikke helt landet i hvad vi gør endnu. Hun er godt nok skrevet op et sted og vi har plads fra 1/12, men jeg har ærlig talt ondt i maven over det, og jeg skal lige lidt i tænkeboks og mærke-efter boks inden den endelige beslutning bliver taget. På den ene side elsker jeg at have hende hjemme og vi laver mange sjove ting, hun tager med til events og de fleste møder. Men jeg har også brug for at få frigjort lidt flere timer til at få lavet noget arbejde så jeg kan hente min løn hjem. Og så savner jeg at bruge bare lidt flere timer på Frejamay-ting og lidt færre timer på at være mor. Jeg er enormt meget mor. Så meget at jeg kun har haft ca 20 timer for mig selv siden Selinna blev født i maj sidste år. Det er simpelthen for lidt. Og det fleste af de 20 timer har været fordi jeg skulle arbejde.

Så. I meget nær fremtid bliver der booket både spa og massage for at få fyldt lidt op på min mig-konto. Det bliver jeg i øvrigt også en bedre mor af. Forleden slog det mig at hvis jeg var kæreste med mig, så ville jeg sgu være noget skuffet over at der var så lidt kæreste-tid. Og hvis vi nu leger at jeg var kæresten, så ville jeg synes det var helt fair med en opsang. Så den har jeg givet mig. YEAH!

public.jpeg

Hvad ellers? Jo, jeg har fundet en reservebedste. Nu skal jeg bare have “installeret hende”. Hold kæft det har været svært at finde en jeg ville turde overlade mine børn til. Jeg er så skadet af at have haft voksne omkring mig der i høj grad har overskredet mine grænser som barn, så det har været en langvarig proces at finde den rette person som jeg ved jeg kan stole på. Men jeg har accepteret at det er sådan jeg har det. Og pludselig sad hun der i min stue og jeg kunne bare mærke at hun var den rigtige. Bum. Det er SÅ okay at man bruger meget tid på at finde den der skal være med sine børn når man ikke selv kan være der.

Når jeg er færdig med det her blogindlæg går jeg ud i mit elskede nye køkken og laver en kop ceremonial kakao (hvad er det? læs her), og så bruger jeg 10 minutter på at skrive mine drømme ned i min nye drømmebog. Det er en notesbog jeg har dedikeret til mine drømme. Det er for længe siden jeg har brugt tid på mine drømme, og for kort tid siden jeg har slukket ildebrande. Så nu er det tid til et fokusskifte. Hokus pokus, drømmene i fokus.

Hvad drømmer du om i øjeblikket?

Pigelus, tøsedrenge og hvorfor det aldrig bare er et tilfælde at din søn elsker traktor

IMG_0815_1.JPG

Pigelus, tøsedrenge og hvorfor det aldrig bare er et tilfælde at din søn elsker traktor

Det her er min 6 begyndelse på dette indlæg. Og jeg har slettet og slettet og slettet, og jeg har taget dybe indåndinger, som nok snarere var dybe suk, for det her er stadig SÅ tung en vognstang at løfte, for slet ikke at tale om at rulle med vognen. Og det hele startede med en historie fra Emmalias børnehave i dag, som aktiverede min indre mor-feminist, og så tænkte jeg ”ej lad nu være med at gøre så stort et nummer ud af det”. Og så delte jeg nogle tanker om det i en forældregruppe på facebook med ca 5000 forældre i, og så kunne jeg se på de andres svar at det her emne er så pissehamrende vigtigt at vi bliver ved med at sætte GIGANTISK spotlight på, i hvert fald hvis du, som jeg, ønsker at dine og mine piger skal have lige muligheder i livet som drenge, og ønsker at dine drenge skal vokse op i en verden hvor deres følelser er præcis lige så okay som pigers følelser er, og dermed ikke ender i voldsstatistikkerne. Og jo det hele hænger sammen.

Så hvor i alverden starter man henne? Jeg vil gerne dele forskningen, jeg vil gerne dele de artikler og dokumentarer der har åbnet mine øjne mest. Jeg vil så gerne uddanne dig og mig sammen, og samtidig vil jeg ikke overvælde dig så meget at du bare trækker skodderne for igen.

 

Men skylder vi egentlig ikke vores børn at gøre en indsats for at give alle børn lige muligheder i livet? Eller er du okay med at din datter ender på listen over spiseforstyrrede unge, der aldrig kunne drømme om at gå efter  en lederstilling fordi hun er kommet til at tro på at hun er mindre værd som menneske, og at hun skal være en size zero bare fordi hun er den uheldige indehaver af en tissekone?

 

Lad mig starte med det der startede det hele (i dag, for det er jo på ingen måde et nyt emne her på bloggen). Jeg henter Emmalia, og står i garderoben. Jeg har lige akkurat nået at tilbringe 4 sekunder med min datter, før der kommer en dreng løbende og råber hende ind i hovedet ”nananananana for du er en PIGE!” med et ”føj” udtryk i hovedet. Emmalia bliver (selvfølgelig) vildt ked af det og jeg får heldigvis hurtigt reageret og sagt ”hov Martin, der er vist noget du har helt misforstået, for piger de er PISSEseje (jeg sagde PISSE), så det svarer jo til at du driller med at være superman, og ham driller man heller ikke med”. Der stod en far ved siden af mig og hørte det og fortsatte ”piger er faktisk de SEJESTE!” og jeg smilede til ham og sagde ”præcis!” Og hele vejen hjem snakkede vi om seje piger og så har jeg lært både Selinna og Emmalia hvordan en sej pige ser ud og hvor højt sådan en sej pige kan BRØLE når hun spænder sine muskler. Så det har vi brugt det meste af aftenen på.

 

Næste skridt er at tage det op med pædagogen, for det er langt fra første gang jeg har oplevet at ”pige” bliver brugt som både nedsættende og skældsord. Og hvis du er en af dem der tænker ”ej come on, sådan har det da altid været, det dør børn ikke af”, så vil jeg anbefale dig at uddanne dig selv lidt, hvis du altså har mod på at udvide din horisont en smule i dag til fordel for dine børn? Og hvis den argumentation i øvrigt holder så slog vi også børn engang, det døde (de fleste) heller ikke af. Kunne vi i øvrigt ikke også hæve barren for vores børn lidt og hæve nulpunktet lidt over om børn dør af noget eller ej? Er vi ikke længere interesserede i at få sunde, stærke, velfungerende og trygge selvstændige mennesker ud af vores børn?

Her er to steder jeg ville starte hvis jeg var dig og leder efter den nemme løsning:

Jeg ville hoppe på Netflix og så ville jeg se Miss Representation og derefter ville jeg se “The Mask you live in”. To fremragende dokumentarer om hvordan måden vi kønsstereotyper på, det skader både vores små drenge og vores små piger resten af livet. Begge dokumentarer er forskningsbaserede og mange eksperter udtaler sig meget rammende.

Når du har set dem, så kan jeg varmt anbefale denne TED-talk med Justin Baldoni “When I’m done trying to be “man enough”". Det er ikke forskning, det er mere en vigtig nuance i forhold til hvad det egentlig er vi lærer vores drenge om livet, følelser og det at være “en rigtig mand”.

Og dertil kommer denne ret vigtige talk af Jackson Katz som underviser i anti-sexisme (blandt andet hæren mv). Hvad har den med børn at gøre Frejamay? Jo, den her talk og Jacksons arbejde belyser hvad sproget gør ved vores unge drenge og piger. Derfor er den enormt vigtig. Jackson Katz er også med i dokumentaren “The Mask you live in”, som er nævnt ovenfor.  

Hvis du, som jeg, også er til bøger og konkret forskning og undersøgelser, så kommer der her en række anbefalinger af gode bøger jeg selv har læst, og som virkelig har åbnet mine øjne og forandret min måde at se verden og strukturel sexisme på (det er overalt, især i medierne, hvor man som succesfuld forretningskvinde stadig bliver kaldt Adam Price’s kone, og ikke har sin egen identitet - læs her)

Liza Marklund - Der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden. Find bogen lige her (reklamelink). Den her bog er genial, hurtigt læst og skræmmende på samme tid. Her refererer bogen eksempelvis til “Baby X studierne”, hvor man klædte helt små børn, ned til 24 timer gamle, tilfældigt i lyserødt og blåt tøj, og lod voksne mennesker gå ind til babyerne. De lyserøde babyer talte man blidt og kærligt til, man forsøgte at berolige dem, få dem til at ligge stille og helst falde i søvn. De blå babyer blev opmuntret til at pludre og sprælle, man talte til dem med høj og entusiastisk stemme og løftede dem gerne op og ned i luften.

Når man viste børnene legetøj foregik det efter nøjagtig samme mønster. Alle blåtklædte babyer fik en rangle eller legetøjshammer og blev opmuntret til at fægte og slå med den. babyerne i lyserødt fik alle en blød dukke, som de skulle kramme og holde stille i armene, ikke vifte med.

Der er mange flere eksempler i studierne, og det de viser med al tydelighed, er ikke hvilken forskel der er på drenge og piger, men derimod hvilken forskel der er på hvordan de voksne opfører sig alt efter om den voksne tror det er en drengebaby eller pigebaby. Altså den forskel som den voksne forventede at finde mellem drenge og piger, og hvilke ideer d havde om hvordan drenge og piger skal opføre sig. Man giver nøjagtig de samme ting helt forskellige betydninger, udelukkende på grund af en formodet kønsidentitet. Forsøgene handler altså helt og holdent om normer, om hvilke etiketter man sætter på børn, der lige er blevet født.

Og sådan fortsætter resten af bogen med forsøg på forsøg på forsking og forsking og enkelte personlige erfaringer fra en lang karriere i mediebranchen. Du behøver kun have læst et par kapitler før du forstår titlen “der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden”. Den er i min verden et must-read.

Gretelise Holm’s “Håndbog for feminister (og deres modstandere) er også klart på listen over must-reads (køb den her - reklamelink). Den er for dig der er historisk interesseret i hvorfor vi i dag kæmper med de her kønsproblematikker og hvorfor der stadig er lang vej til ligestilling. Berlingske har skrevet følgende om bogen: “Ligestillingens grønspættebog … Den ultimative håndbog for moderne kvinder, der ikke gider høre mere vrøvl … giver en overskuelig, klar og velbegrundet introduktion til debatten om køn og ligestilling”

Arbejder du fagligt med børn, så er du nødt til at læse denne:

Bogen har jeg faktisk allerede skrevet om og anmeldt lige her (klik), og jeg ville ønske alle der arbejdede med børn og unge læste den. Især dem der synes at de i hvert fald behandler alle børn fuldstændig ens uanset køn. Der kan jeg jo starte med at spørge om hvilken forældre du ringer til når barnet er syg eller skal hentes? Mor eller far? Ringer du altid til far først? Nej vel? Læs bogen.

Bogen er fuld af referencer til vigtig forskning om hvordan der forskelsbehandles i daginstitutioner i hele norden, og hvor meget fagpersonale, helt uvidende, er med til at påvirke børn til stereotype kønsrollemønstre (bogen fortæller også hvorfor det naturligvis er et problem). Her er et eksempel på hvordan forældre ubevidst forskelsbehandler:

“I testen får mødrene mulighed for at justere en rampe, i forhold til hvor stejlt op eller ned deres barn på 10-11 måneder kan kravle. Og derefter lader de barnet afprøve hældningen. Til sidst prøver forskerne børnenes evner. Det viser sig, at drengene kan mestre en større hældning end pigerne. Mødrene til drengene kunne faktisk med 1 procents nøjagtighed finde niveauet til deres sønner. Mens mødrene undervurderede deres døtre med 9 procent. Forventningen til drenge og piger er forskellige, og vi undervurderer pigerne. Der var rent faktisk ingen forskel i pigernes og drengenes mestring af rampen. Der er ingen forskel på drengenes og pigernes fysiske aktiviteter, hvis vi giver dem mulighederne” (Korsgaard 2018, s 101)

Av. Den ramte virkelig mig, og siden jeg læste bogen, har jeg sat mig på mine hænder når det kommer til at lade mine piger prøve kræfter af. Det har resulteret i at min halvanden år gamle ninja så sent som i forgårs lærte sig selv at kravle op i den øverste køje i køjesengen. Og at mit hjerte stod stille, men jeg lod hende kravle, og se bare der, hun kunne sgu! Og hun er simpelthen så stolt. Og ja de slår sig, men de dør ikke af at falde ned fra en gynge eller ned fra en køjeseng. For lige præcis 18 minutter siden faldt Selinna ned fra sengen i soveværelset i søvne. Det reagerede hun ikke ret meget på.

Det her emne er lidt at rive et plaster af et betændt sår. Det er så dejligt nemt at leve livet i uvidenhed omkring alt det her, for når du først har fået øje på det, så kan du ikke gå tilbage og gøre som om det ikke findes længere. Det findes og det gennemsyrer alt hvad vi foretager os. Hvilket bringer mig tilbage til de to dokumentarer jeg nævner, “the mask you live in” og “Miss Representation”: De fortæller nemlig begge to om de altoverskyggende konsekvenser ved at vi ikke er nok der tager det her dybt seriøst.

Jeg ser det overalt. I medierne, i reklamerne, i bøgerne, i tøjbutikkerne i legetøjsbutikkerne, hver gang vi handler i Netto og en eller anden i køen forventer at “får man ikke et lille smil”. Hell fucking no, INGEN børn skylder dig at smile. Eller børn der “skaber sig”, altså, udtrykker sund vrede, hvordan piger bliver slukket og drenge får at vide at de skal “mande sig op”. Det er gift for samfundet at vi fortsætter i det spor.

Så, jeg ved godt dette indlæg er tungt, men jeg håber alligevel at du har fået lyst til i hvert fald at se de to dokumentarer. Så kommer resten af sig selv. Og jeg tager hjertens gerne en debat om emnet, men kun hvis du gider gøre dig en lillel smule umage for at sætte dig ind i tingene, ligesom jeg har gjort. Hvis niveauet er “jamen min lille Frederik han har altså altid bare godt kunne lide traktor”, så orker jeg faktisk ikke den debat. Men hvis du oprigtigt synes emnet er spændende så fyr løs, så snakker vi om det.

Og lad mig lige svare på et spørgsmål jeg VED jeg får med det samme. Det lyder sådan her “men går du ind for kønsneutralitet? Synes du drenge og piger skal være ens?”. Prø’li’å’hør’her, jeg synes børn skal være lige præcis dem de ønsker at være, OG jeg synes de skal have absolut lige muligheder i livet, uanset om de er født som drenge eller piger. Det er desværre langt fra tilfældet som det ser ud i dag. Derfor vil jeg blive ved med at tage det her emne op, indtil vi kan sende vores børn ud u verden, uanset hvem de er, og sikre lige muligheder for dem alle.

Så er det din tur <3

(Inkl. rabatkode) 5 gode måder skrue op for læsetiden og ned for skærmtiden med dine børn

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

I en tid hvor der er stor fokus på skærmtid og masser af gok i nøden til forældre (hver dag er en “gok en mor eller far i hovedet” -dag på nettet), tænkte jeg at jeg ville komme med kærlighed og muligheder til os forældre i stedet. Og hvem er bedre til at sprede kærlighed og muligheder end selveste Gurli gris? Så i samarbejde med forlaget Alvilda og Gurli Gris kommer jeg her med vores egne bedste bud på mindre skærmtid, og mere tid med Gurli og alle hendes venner. Jeg deler udelukkende hvad vi gør for at bruge mere tid på bøger og mindre på skærmen, håber du kan finde inspiration i indlægget.

(Serviceinfo: Hvis du bare er her for rabatkoden, så er den nederst i indlægget)

public.jpeg

Jeg elsker at læse med mine børn, og ideelt set læser vi hver dag. I hvert fald hvis mit glansbillede af vores familieliv var virkeligheden. Men virkeligheden er en anden. Jeg gad eksempelvis rigtig godt læse godnathistorier hver aften, men med en på knap 1,5 år og en på 4 år, så bruger jeg al mit krudt på putning, og sang og læsning må vente til Selinna bliver en lille smule større og pigerne ikke gejler hinanden op (som de gør nu), hvis jeg ikke holder fuld fokus på at nu skal de sove. Derfor læser vi på andre tidspunkter og derfor har jeg skrevet denne guide, som både er til dig og mig selv.

public.jpeg
  • Bryd vanerne. Jeg har kigget på hvornår skærmtid fylder meget hos os, og er nået frem til at det er morgentimer (mor får lige 20 minutter mere i sengen) og om aftenen (mor får lige lavet mad mens fjernsynet underholder). Jeg havde en Ipad til pigerne men solgte den igen fordi jeg ikke ville have at mine små børn sad alene med hovedet ned i en skærm. Defor købte jeg i stedet et brugt tv så vi kan se fjernsyn sammen. Men det handler om at turde bryde vanerne, derfor bilder jeg nogen gange pigerne ind at tv-et ikke virker, og så må de selv finde nogle løsninger. Og det er de ret gode til, men det kræver at jeg giver dem chancen. Jeg skal som mor turde se indad og kigge på hvor jeg kan tackle mig selv i mine og vores skærmvaner, og det er jeg efterhånden blevet ret god til.

  • Vælg gode bøger. Okay, lad mig lige starte med at komme med en feministisk forældre alarm. Jeg gør en ret stor indsats for at mine piger ikke skal læse “og så fik hun sin prins så der var en der kunne tage sig af den hjælpeløse stakkels passive prinsesse resten af sine dage” bøger. Så som Askepot og tornerose og snehvide og alle de andre bøger. Jeg ønsker kun at give mine børn bøger som har stærke og sjove kvindelige hovedroller, som pigerne kan spejle sig i eller som åbner deres verden op i forhold til kreativitet, mod og muligheder i livet. Derfor ELSKER vi Gurli Gris (*reklamelink) herhjemme. Hun er sjov, hendes verden er sjov, bøgerne er sjove at læse og er til tider lidt politisk ukorrekte, og det må de aldrig stoppe med at være. Både Selinna og Emmalia er fuldstændig forelskede i den skønne lille gris. Og det er jeg ærlig talt også. Jeg gider ikke læse mere om Askepot, men jeg gider rigtig gerne læse Gurli Gris.

public.jpeg
  • Sæt bøger ind i den daglige rutine. Jeg vågnede i går og så at Emmalia havde dekoreret vores vindueskarme i soveværelset med bøger. Min første tanke var at (suk) det blev mig der skulle rydde bøgerne op igen. Men så tænkte jeg at det egentlig var en ret god ide at have flere bøger stående omkring sengen, for det er i sengen vi læser mest, og måske kunne vi skifte de første ti minutter af morgenskærmtiden ud med en bog (bryd vanen), og hygge lidt i sengen. Det kræver bare at vi hør det nemt at vælge bogen og hygge os med lidt læsning.

  • Lad børnene læse for hinanden. Selinna er ret forelsket i Emmalia (det meste af tid indsæt smiley med sved på panden), og Emmalia kan godt lide storesøsterrollen, derfor har vi faktisk succes med at det er Emmalia der læser bøger for Selinna. Emmalia har en god hukommelse og kan alle bøgerne udenad, og så ligger vi og snakker om hvad der sker i bogen og hvem der kan pege på anden i Gurli Gris’ baghave og hvor Gustav Gris’ dinosaurus er henne og hvem der kan finde den først. Der er så mange måder at læse bøger på, og vi øver os i at gøre det sjovt og spændende, og snakker om alt det vi ser i de universer vi læser i.

public.jpeg

  • Tag bøger med på farten. Jeg har næsten altid en bog i tasken. Nu har vi jo solgt vores bil og kører ladcykel og bus og tog i stedet, og det er vildt hyggeligt og sidde og læse bøger når vi skal på lidt længere ture i toget. Så er der heller ingen der skændes over hvis tur det er til at vælge sang på youtube, for der er kun en bog og den kan vi læse sammen nu eller vi kan lade være. Har du vil kan det også være en mulighed at have et par bøger stående på bagsædet så ungerne har bøger at gribe ud efter. Jeg har gjort det flere gange med Emmalia da jeg havde bil, og jeg blev noget overrasket over hvor lidt hun brokkede sig over at Ipad’en var skiftet ud med en bog. Nogen gange er det kun i min hjerne at det er et problem at bryde vanen. Ikke i børnenes.

Måske har du totalt styr på det med læsning for dine børn, for der er ingen tvivl om at det er vigtigt at lære børn gode historier fra en tidlig alder, men hvis du, som jeg, kan være lidt udfordret, så håber jeg du har fået lidt inspiration i dette indlæg. Et lille bonustip er at have en bog stående ude på toilettet. Nogen læser shampo-flasker, andre læser Gurli Gris når de laver bommelom. Og så er der bare de børn der leverer et utrolig detaljeret kommentarspor af hvad de laver derude når de bommelommer (har jeg hørt, host host).

Gurli gris julekalenderen  er et stort hit herhjemme, selvom det er lidt tidligt.

Gurli gris julekalenderen er et stort hit herhjemme, selvom det er lidt tidligt.

Vi har fået en bogpakke med skønne Gurli Gris bøger, den ene afgik desværre ved døden fordi Selinna (ubemærket) havde lagt en af de nye bøger ind i min nye vaskemaskine og fik en tur på 40 grader sammen med alle mine (dyre) håndklæder. Det sker ikke igen! Til gengæld har vi været så heldige at få den helt nye julekalender fra Gurli Gris med 24 små søde bøger i som vi måtte teste og hygge med i forbindelse med dette blogsamarbejde. Jeg har skjult den for Emmalia, for hun får den først til december, men Selinna og jeg har hygget med dem, og det er en sød lille pakkekalender til en virkelig god pris, synes jeg. Jeg glæder mig til at give den til Emmalia når december banker på døren.

Rabatkode til dig

I forbindelse med dette skønne samarbejde med forlaget Alvilda og fokus på læseglæde hos børn, så har jeg en tidlig julegave til dig (butikkerne er allerede begyndt at pynte op, så jeg er late-mover når det kommer til tidlige julegaver). Du får nemlig 20% rabat på den splinternye julekalender fra Gurli Gris hos saxo.com - lige her (reklamelink).

Rabatkode til Gurli Gris Julekalender (Obs! kan forudbestilles allerede nu, forv. levering d. 4/10, rabatkoden gælder ikke leveringsomkostninger og gælder ikke premium-abonnement):

MOMSTERGURLI

Hvad med dig?

Hvad er dine tips til at minimere skærmtiden og skrue op for læsehygge med dine børn? Alle tips modtages med kyshånd, og jeg har brug for at blive bedre også, så det kunne være så awesome hvis du delte hvad i gør hos jer for at skabe succes og glæde med læsningen?

Jeg glæder mig til at læse dine ideer og erfaringer.

Vil du læse mere om bogpakkerne, om fokus på læseglæde og en dybere test af begge dele, så følg med på momstertest.dk hvor mindst 3 andre mødre fortæller om deres oplevelser med bøgerne og bogpakkerne hjemme hos dem. Og ellers kan du med fordel følge med på instagram på følgende hashtags, hvor du også meget gerne må dele dine egne billeder og erfaringer: #forlagetalvilda #børnebøger #huskbogen

Til alle nye følgere – her er historien om vores regnbuefamilie

frejamay november regnbue familie far emmalia selinna.jpg

Til alle nye følgere – her er historien om vores regnbuefamilie

Først og fremmest velkommen til alle nye her på kanalen. I er mange og det er fantastisk at så mange har lyst til at følge med. Og jeg kan virkelig godt forstå at det er svært at finde ud af hvordan den her familie er skruet sammen, derfor har jeg besluttet at lave en kort opsummering (måske bliver den lidt længere end kort, nu ser vi), og så er jeg klar til alle dine spørgsmål bagefter. Her er historien om vores regnbuefamilie.

Det hele startede med et one night stand. Jeg havde været til fest, det havde han også, vi mødte hinanden tilfældigt ved et busstoppested efter at have været hinandens underbo og overbo i et par måneder, dog uden nogensinde at have mødt hinanden før. Læs hele historien her (du kan læse historien i Ude&hjemme her). Vi tog hjem sammen, havd et one night stand og så tog han til Ungarn og jeg hyggede mig i mit nye hjem i Hellerup (i lejligheden over hans). Efter nogle uger havde min krop det anderledes, især mine bryster gjorde ondt som aldrig nogensinde før. En veninde jokede med at jeg var gravid (eller hun jokede faktisk ikke, hun mente det helt alvorligt), og jeg endte med at tage en graviditetstest, men kun for at lukke munden på hende. Den test endte så med at lukke munden på mig, for da der var to streger på testen greb jeg febrilsk ud efter brugsanvisningen, for det måtte være noget med at der skulle være tre streger. Men nej. Jeg var gravid.

Af alle ting i verden jeg troede der kunne ske i mit liv, så var det her på ingen måde på listen. Jeg troede faktisk ikke jeg kunne blive gravid efter (for læææænge siden) at have haft klamydia og en læge mente jeg var blevet steril af det (lang historie også, den kommer en anden dag). Så jeg havde sagt farvel til drømmen om at sætte børn i verden.

d5fa2a7cc657479288adb3bc71d1d500.jpg

Graviditeten var hård og det var endnu hårdere at blive gravid med en mand man ikke kender. Det endte med at vi flere gange under graviditeten måtte afbryde kommunikationen, fordi det simpelthen gik i hårdknude. Jeg kastede op alle 9 måneder 24/7 og jeg kunne ikke rumme mere end alle de forandringer min krop gennemgik, forholde mig til at jeg skulle blive mor (en kæmpe drøm) og prøve at holde ud at være i min krop der reagerede så voldsomt på graviditeten. Samtidig var jeg ovenud lykkelig, for det her lille barn skulle ud og have mig som mor, og det var jeg bare så taknemmelig for.

Det endte helt skidt med hans og min kommunikation, og dagen inden jeg skulle føde flyttede jeg ned på mine forældres båd fordi jeg ikke kunne holde ud at være i lejligheden lige over hans. Jeg blev indlagt med forhøjet blodtryk og fødslen blev sat i gang. Det var en forfærdelig tid.

Jeg havde en naiv forestilling om at det hele ville blive bedre når baby var ankommet, men det gjorde det ikke, og da Emmalia var et par måneder gammel kulminerede konflikten i min lejlighed og jeg måtte true med at tilkalde politiet for at få ham til at gå. Jeg tog et par uger til mine forældre, vi endte i statsforvaltningen, jeg måtte flytte ud af lejligheden, jeg fandt ud af han stalkede mig (læs her) og jeg boede nogle måneder i lånte lejligheder og på venners sofaer med vores 7 måneder gamle datter. Selv nu når jeg skriver om det får jeg ondt i maven og hjertet når jeg tænker på den tid. Det var så svært og så tungt og jeg følte mig så alene og så angrebet. Jeg havde slet ikke ro til bare at være mor for mit barn. Og alligevel formåede jeg at være det og sætte hendes tryghed over alt andet.

frejamay november mørke gråd historien om vores regnbuefamilie.png

Lang og tung historie kort, så pålagde statsforvaltningen os at tage et skilsmissekursus hos en parterapeut. Det gjorde vi, også selvom vi aldrig har været hverken par eller skilt. Det kursus blev vendepunktet. Efter kurset besluttede vi os for at skifte statsforvaltningen ud med en parterapeut, og lave vores samværsrammer der. Det var simpelthen så hårdt at sidde så tæt på ham i det lille lokale. Vi aftalte med terapeuten at hun skulle lade mig gå først efter mødet og så ham bagefter så jeg ikke var alene med ham. Samvær foregik på et offentligt sted hvor jeg ikke var alene med ham (vi havde overvåget samvær i starten). Jeg fik angstanfald i bilen på vejen hjem fra mødet, så meget at min hjerne simpelthen ikke kunne huske hvilken side af vejen man kører i. Og jeg måtte holde ind til siden for at lade kroppen reagere og genstarte hjernen igen. Hold kæft det var hårdt.

Men dag efter dag efter dag blev der bygget sten for sten op igen efter alt det der var blevet brudt ned. Et nyt fundament blev grundlagt, og det tog LANG tid og MANGE svære situationer. Min krop husker og jeg har PTSD (fra andre ting), så jeg har virkelig dealet med mange reaktioner på den her rejse. Efter knap et år droppede jeg vores hemmelige adresse og han fik vores hjem at se. Han fik også at vide at Emmalia var startet i vuggestue. Det havde jeg holdt hemmeligt fordi jeg var bange for han ville komme og hente hende og tage hende med til Ungarn og at jeg aldrig ville se hende igen.

Efter noget tid tog vi til Ungarn sammen, ned for at møde hans far. Det var på alle måder en overvindelse, men det blev en god tur med stor respekt for mine grænser, og vi postede hele tiden lidt ny tillid ned i vores samarbejde og på den måde er vi nået dertil hvor vi er i dag.

Tid gik, samarbejdet gik bedre. Han sagde en dag til parterapi at det gik op for ham at han aldrig nogensinde have tænkt på hvordan Emmalia og jeg havde haft det under alt det her. Han havde bare fokuseret på sin egen ret. Og det var rart for mig at høre at han selv havde den indsigt. Så kunne vi bygge videre.

frejamay november historien om vores regnbuefamilie.jpg

For to år siden besluttede jeg mig så for at jeg ville have en lillebror eller lillesøster til Emmalia. Jeg har selv 3 dejlige søskende som på alle planer har beriget mit liv, så jeg har hele tiden vidst at jeg ikke skulle have et enebarn. Men jeg vidste også at jeg ikke skulle ud og finde en mand til det formål, så jeg gik i gang med et kæmpe research arbejde i forhold til at få barn med en donor. Jeg har også skrevet en del indlæg om det her på bloggen, jeg finder lige links på et tidspunkt, eller søg på “donor” i søgefeltet ude i højre side, så kommer indlæggene frem.

To dage inden jeg skulle i gang med de sidste undersøgelser inden insemineringen besluttede jeg mig for at fortælle min datters far at jeg nu var gået i gang med denne proces og at han snart ville kunne læse om det offentligt, så jeg ville gerne at han hørte det fra mig først. Det tog han meget blandet, og det endte med at vi sad i mit køkken med Emmalia rendende rundt om benene, og han spurgte hvorfor han ikke kunne være donor til det andet barn også, han ville også gerne have flere børn.

Bum. Bum bum bum. Øhhh … Alle argumenterne var der, og det ville blive noget rod med to børn, en med far, en med donor, når far var en aktiv del af vores liv. Jeg ville jo alligevel skulle til Ungarn med Emmalia og far, og så skulle babyen med, have en relation til Emmalias far, men ikke selv have en far. Og så videre. Det var faktisk det eneste rigtige (for os) at gøre. Så det gjorde vi. To dage senere gik vi ned på klinikken, ændrede alle papirerne, og så blev han far til Selinna, som blev født for 16 måneder siden og nu har vi to børn sammen.

frejamay november foredrag historien om vores regnbuefamilie

Der er folk der synes jeg er fuldstændig sindssyg fordi jeg har fået et barn til med ham, og det er naturligvis fair nok, men der er jo så meget af rejsen de og alle andre ikke kender. Alle de små skridt vi har taget, Både ham og jeg, fordi vi ikke ville ende som vores egne forældre, som ikke har snakket et ord med hinanden siden de blev skilt. Både han og jeg ved hvordan det er at sidde med en klemme om hjertet fordi man altid vil bo på den ødelagte bro mellem mor og far. Altid. Måske har det været en ekstra motivation fra både hans og min side for at få det hele til at fungere bedst muligt for os allesammen.

Hvordan er samarbejdet i dag?

Samarbejdet i dag fungerer godt. Jeg skriver naturligvis ikke om alle de uenigheder og situationer der (naturligvis) stadig opstår, da jeg har respekt for at han ikke er offentlig, og jeg er. Det er absolut ikke uden udfordringer og vi sluger begge to kameler. Det er bare langt nemmere end det var dengang vi var i statsforvaltningen. Og nu kender vi også hinanden og vi har allerede været på en kæmpe udviklingsrejse sammen (og hver for sig), så der er masser at bygge på. Jeg har stadig dage hvor jeg forbander det hele langt væk, men der er heldigvis også dage hvor det fungerer, som i går da han hentede pigerne, tog dem med ned efter fredagsslik, og så havde vi ellers en fredagsfest her i lejligheden. Han puttede Emmalia og så tog han hjem og jeg nød min alene-aften med karbad og stearinlys og ro.

Hvor tit ser pigerne deres far?

I øjeblikket har vi faktisk ingen samværsplan, hvilken jeg synes er røvfrustrerende. Men han ser dem cirka 1-2 gange ugentligt. Onsdage har han dem med til dans, eller i hvert fald Emmalia, og så er han sammen med Selinna når han kommer med Ems. Emmalia sover hos ham en overnatning hver 14. dag. Så det er ikke fordi det er så meget, og jeg så gerne det var lidt mere, men der er bare rigtig mange ting der skal gå op i en højere enhed, så lige nu er det sådan her det ser ud.

Ja. Det er historien om vores regnbuefamilie, den er meget kort i dette blogindlæg, og der er så mange fine nuancer med i historien som jeg ikke kan nå at få med her. Men læs den her på bloggen hvis du en dag får tid, den er lærerig og barsk og fin og ender godt.

Har du nogen spørgsmål, så skyd endelig løs, jeg svarer rigtig gerne, og jeg ved han også gerne vil svare. Vi har stadig på to-do-listen at lave et foredrag om vores rejse som inspiration til andre. Hvis de vil. For det kræver TO forældre der ønsker et samarbejde. Ingen kan gøre det her alene hvis den anden har besluttet sig for krig. Ingen.

Gæsteblog: Låst inde i forældreskabet - her er nøglen ud af familierådgiver Smilla Lynggaard

public.jpeg

Det her brevkassesvar er i virkeligheden til mig. Jeg sad fast på instagram i går i en story som handlede om en mor, som aldrig kunne drømme om at hæve stemmen overfor sit barn. Eller tage fat i armen eller råbe. Og så sad jeg der. For i virkeligheden har jeg jo heller ikke lyst til at være den mor der nogen gange taber fatningen (for så at samle den op igen og sige undskyld hvis jeg har råbt for meget eller været urimelig) og råber og er dum. Men det er jeg. Hende er jeg. Også oftere end jeg synes er sjovt. Hvis det nu var en gang om året, så var det noget andet, men det er det ikke. Så derfor sad jeg i går og googlede “hvordan bliver man en sød og kærlig mor”, men det eneste jeg fandt var svaret på hvordan man bliver en sød og kærlig kæreste, og det kunne ærlig talt ikke rage mig mindre. Lol. Så tak til Smilla fordi hun tog sig tid til at skrive denne blog, sådan så jeg kan dele den med dig og ALLE dem der også mister tålmodigeheden eller fatningen i ny og næ.

Af familierådgiver Smilla Lynggard

Kærlig og venlig mor- hvem ønsker ikke at være det?

Jeg tror, at de fleste mødre og fædre ønsker at være kærlige og venlige forældre… Og der er dage, hvor det egentlig bare kører og føles så super ligetil. Og på de dage kan det være svært at forstå, hvordan det kan køre så let, og det kan samtidig være svært at forstå at vi i sidste uge var sure og irriterede på vores børn… Men så pludselig…..

 

BUM, så rammer vi muren. Og pludselig er vores børn ikke til at holde ud. Vores lunte er kort. Venligheden i stemmen er væk. Tvivlen på, om vi elsker vores børn kan snige sig ind. Vi taler grimt, siger ting vi ved ikke giver mening… Og ja, jeg kunne godt blive ved, men stopper her … Og hvad stiller vi så op, når vi er der?

 

Vi har to muligheder:

• Vi kan blive vrede og frustrerede over vores manglende tålmodighed, rummelighed og kærlighed. Vi kan bruge timerne, når endelig børnene sover på at sidde at tænke, at vi er crap forældre. Vi kan ryge i et hul, hvor vi egentligt bare kan have lyst til at forsvinde væk,  så nogen andre kan tage sig af vores børn.. 

• Eller vi kan få noget fokus på, hvor det er vi i svinget har glemt os selv.

Når vi eller er vrede på vores børn handler det meget sjældent om dem. Det handler om os. Det handler om vi har glemt at prioritere os. At vi har glemt at sætte tid af til vores passion. Vi har glemt at skabe små oaser til os selv…. 

Og til tider kan livet byde så meget forskellig fra de mennesker vi har omkring os, eller det arbejde, eller en flytning, eller en fyring… Og så handler det om at vi tager venligt hånd om os selv… Og når tiden ikke er til det, der lader os op, så skal vi bruge tid på at drømme om alt det vigerne vil, og måske lave en liste med det du gerne vil lave, både personlig og fagligt, når tiden er der til det igen.. Sådan så du mærker at du ikke mister dig selv i forældreskabet.. Ja, man kunne sige, føler dig lukket inde i forældre-skabet..

På den måde kan vi i ”nedturstider” skabe noget god energi og løfte os, bare ved tanken om, hvad der ligger og venter.. 

Og hvis vi har et barn vi bliver specielt vred på, så kan vi sætte os ned og kigge på barnet og være nysgerrig på hvad kan vi lære af hende/ham… nogle af de ting, vi fx kan lære kunne være: leve i nuet, ikke gøre noget man ikke har lyst til, mærke tydelig egne behov, sige til og fra

 Som ofte, når vi er vrede på et barn, så handler det om at vi får kigget på, hvad de er skarpe på… og på den måde får vi nogle ideer til, hvilke knapper vi selv skal skrue på og hvilke behov vi alt for længe har fået lukket ned for hos os selv..

public.jpeg


Så det handler om at vide at i nedtursperioderne skal vi være venlige og passe ekstra godt på os selv og være tilgivende og rummelige ift, hvad vi gør.. Og så pludselig er den periode ovre og vi er videre.. og sådan går livets gang i familien…

 

Løft dig i optur, vær venlig og kærlig mod dig selv i nedturstider… <3

Du kan købe Smillas bøger ved at klikke direkte på bogen/bøgerne på billedet herover.

P.S. Hvis du nu sidder og tænker om du ikke skal søge viden og info på google, når du har dine nedtursperioder. Så vil jeg bare sige, pas på med det.. der er en stor risiko for at du kommer til at føle dig som en stor fiasko, så nu er du advaret…


Du kan med fordel følge Smilla her hvis du gerne vil have kærligt guidence til et forældreskab hvor der også er plads til dig.

Hvad 30 dages blokering (fra facebook) har lært mig om facebook

hvad 30 dages blokering fra facebook har lært mig om facebook

Hvad 30 dages blokering (fra facebook) har lært mig om facebook

Well hello again. 30 dage. Så længe har jeg været i facebook-fængsel. Hvorfor? Fordi jeg i 2017 havde postet et blogindlæg som indeholdt et billede af min gravide mave, og i 2019, august, opdagede facebook det, og derfor blev jeg blokeret i 30 dage. Jeg er en trussel mod fællesskabet og det vil jeg egentlig godt lige starte med at sige noget om, inden jeg fortæller hvad “fængslingen” har lært mig.

Det der med facebook er virkelig ambivalent for mig. På den ene side synes jeg det er det fedeste medie, eller det var det engang. Pludselig kunne man være connected til hele verden, man kunne få venner for livet man aldrig havde mødt før og en verden af muligheder åbnede sig. Faktisk er de fleste af mine venner i dag mennesker jeg kender gennem facebook. Så blev facebook lidt en arbejdsplads, og det er det på en måde stadig. Men det har ændret sig.

Udover alle de endeløse annoncer og reklamer, så er der trolde over det hele på facebook. Tonen bliver hårdere og hårdere. Især hvis du er kvinde skal du virkelig vælge dine kampe og debatter med omhu (det er der nemlig lavet en undersøgelse om lige her). En uges tid inden jeg blev blokeret blev jeg sågar anklaget for at være racist af folk jeg kender, men som tydeligvis ikke kender mig. Jeg forholder mig altid til om de miljøer jeg kommer i de nærer mig, det gælder også online miljøer, og det må jeg bare indrømme at facebook ikke gør længere. Så måske var blokeringen lidt en gave.

Det første der var træls ved at være udelukket var dog at jeg sælger en del af mine ting på facebook, og derfor kunne jeg pludselig ikke svare på mine salgsannoncer, da jeg også var udelukket fra at bruge messenger. Jeg er med i en bestyrelse hvor jeg skulle svare på nogle vigtige ting, det kunne jeg heller ikke, men jeg kunne dog læse med og svare dem pr. mail. Facebook er jo blevet en del af vores allesammens hverdag og flere og flere bruger den mindst lige så meget (hvis ikke mere) som vi bruger vores e-mail, så det har klart kunnet mærkes.

Men efter et par dage var det faktisk rart. Jeg har brugt en del mere tid på på instagram profil (find den her) end jeg plejer. Og der er stadig forholdsvis rart at være. Her handler det om inspiration og billeder og ikke at skyde hinanden ned med totalt unødvendigt had hele tiden (som jeg desværre ofte oplever på facebook). Og så har jeg brugt en masse tid på ikke at være på facebook, og det kan jeg mærke i min hjerne. Der er en tåge der er lettet, og jeg kan afsløre at efter 72 timer tilbage på facebook (yep, så længe har jeg kunnet skrive noget igen), har jeg ikke haft lyst til at dele noget som helst derinde. Det kommer nok igen, men lige nu er jeg bare glad for min blog og instagram. Og rigtige mennesker ude i virkeligheden.

Jeg ved stadig ikke hvor jeg lander henne med facebook, men jeg bliver ikke inspireret derinde længere, så måske er svaret lige foran mig. Det har været rigtig godt at have en hel måned væk, det er bedre end 3 eller 7 dage, hvis man skal have et ordentligt break. Og det skulle jeg. Og måske skal vi det allesammen engang i mellem.

Det vigtigste jeg har lært er at jeg intet har mistet. Jo lidt trafik til min blog, men den er hurtigt genoprettet igen. Ingen venner har glemt at jeg eksisterer, jeg har ikke mistet min identitet, ikke mistet penge eller mine ører eller min forretning eller. Alt er som det plejer, alt er som det skal være.

Det kan stadig undre mig at det er mig der er sådan en der “ødelægger” fællesskabet, men når jeg så ser hvilket fællesskab det er facebook holder fast i, så tror jeg ikke det gør mig noget at jeg er en af dem de ikke bryder sig om. Jeg bliver udelukkende blokeret fordi jeg poster billeder af min gravide mave eller mine børn. Men når jeg anmelder videoer og indhold med vold mod børn, dyr og kvinder, så har jeg stadig til gode at opleve facebook slette eller blokere indholdet eller personen der slår det op. Hvis det er det fællesskab facebook ønsker, så ønsker jeg at finde et nyt sted hvor jeg kan blomstre, sprede inspiration, og dele og sprede glæde og grin og godt humør, for jeg ønsker ikke at støtte det univers hvor man er okay med vold men ikke okay med eksempelvis et barn der hopper i en vandpyt.

Så wallah, jeg er tilbage, nok i en mere stille form til at starte med og så må vi se om det dør ud eller hvad der sker. Tillykke til mig med min frihed.

En lille guide til et hjem med (genfunden) børnevenlig danseglæde

public.jpeg

Faktisk må jeg give pigernes far æren for det her indlæg, for det var ham der lærte mig at tage dansen hjem igen. Og efter at have postet et par stories på instagram, hvor jeg viser hvordan vi danser i vores hjem hver morgen, så er jeg blevet spurgt om jeg vil skrive lidt om det der dans, og hvordan vi bruger fjernsynet til bevægelse og aktivitet i stedet for passivitet. Og det vil jeg supergerne!

public.jpeg

 For 10 år siden solgte jeg mit fjernsyn. Det gav ikke mening for mig at have sådan et stort skrummel hængende på væggen, selvom jeg (i et stroke af ”kvinder kan sgu da også købe store fladskærmstv’er”) lige havde købt det et par uger forinden. Jeg kunne mærke det helt tydeligt, det TV skulle ud af vagten igen. Så der kom en glad mans og hentede det, og så har jeg levet uden fjernsyn siden.

 

For et års tid siden købte jeg en brugt Ipad til pigerne, mest Emmalia, fordi vi ikke havde fjernsyn, og fordi det nogen gange er rart at koble fra til noget skærm, det kender jeg alligevel godt fra mig selv. Og det fungerede egentlig også fint, indtil det blev til at vi sad med hver vores skærm. Jeg sad enten ved min computer eller med min telefon og så et eller andet og Ems sad med Ipad’en. Og så sad vi der, hver for sig. Og det kunne jeg mærke jeg ikke ville være med til.

 

Derfor solgte jeg Ipad’en og brugte i stedet pengene på et TV som vi fandt brugt (præcis ligesom Ipad’en). 350 kroner, røvtungt, og nu står det på sådan en dims med hjul som flyttemænd bruger når de skal løfte tunge ting. Men det har samlet os. Vi ser alt sammen nu, ingen er isolerede med sin egen skærm, og det meste af tiden foran fjernsynet bruger vi på at danse til sange vi kan lide. Vores top 10 hitliste ser pt. Således ud:

 

1.     Tarzan Mamma Mia med Kim Larsen

2.     Roar med Katy Perry

3.     Syng sangen med Ash (fra filmen syng)

4.     Pippi (alle, gerne på svensk)

5.     ALT med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar og Minibillen

6.     Baby Shark (oh lord … )

7.     Hello Kitty temasangen til Hello Kitty filmen på dansk

8.     What does the Fox say med Ylvis

9.     AC/DC (tak for det pigernes far, Selinna kan endda sige AC/DC)

10.  Tjubang Chokolademand med Alberte

public.jpeg

 Hver morgen danser vi, uanset om det er 1 minut eller en halv time. Jeg har altid elsket morgener. Altid. Selv da jeg var barn satte jeg vækkeuret til klokken 6 om morgenen så jeg kunne stå op før verden stod op, og havde lidt tid for mig selv. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at sove længe, og jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange jeg har måtte vække mine børn med et vækkeur de sidste 4 år. Morgen er der hvor hele dagen starter, det kan lige så godt være fantastisk at have morgen.

 

Jeg tror meget på ”children see children do”, så hvis jeg har hyggemorgen, så har pigerne det også. Hvis jeg danser, så gør pigerne det også. Nogen dage ligger jeg på sofaen mens de danser, pt fordi jeg er ramt af en forfærdelig hoste, men så hepper jeg og kigger på dem og glæder mig over hvor dedikerede dansere de begge to er. Hvis du ikke allerede følger mig på instagram, så kan jeg virkelig anbefale dig at følge med her, og se mine morgen-stories, der bliver danset med hver lille muskel i pigernes små kroppe.

public.jpeg

 Pigernes far danser, og har gjort det altid. Jeg fortalte ham engang at jeg havde glemt dansen og følte mig lidt som en betonklods når jeg dansede. Han sagde at jeg skulle danse 15 minutter hver dag, sætte uret og bare gøre det, så skulle dansen nok komme tilbage. Og det gjorde den. Så i dag føler jeg mig ret fri i mig krop, selvom den er tung og træt i øjeblikket ovenpå hoste og flytning og ikke nok søvn. Prøv det. Put det i din kalender, dans, også selvom du føler dig fjollet eller akavet. Når man har været væk fra noget længe skal man jo lige finde hinanden igen.

 

Emmalia er i øvrigt lige startet til dans i sidste uge. Vi bookede en prøvetime hos Stardance Studio (find dem her)  Og Emmalia var fuldstændig solgt. Du har godt set den der youtube video af nogle små piger der danser, og den ene pige danser som om der ikke er noget i morgen. Sådan danser Emmalia også. Det er pigernes far der tager hende med til dans hver onsdag, og han havde optaget en video af Emmalia der dansede. Og jeg tudede mig igennem den og var simpelthen så stolt over at se min lille dansemus give den så meget gas. Så selvfølgelig skulle hun gå til dans. Det er så sådan nu, at hun går til dans onsdag eftermiddag og torsdag morgen spørger hun hvor mange gange hun skal sove før hun skal til das igen. Hun glæder sig så meget, og i dag har hun vist mig dansetrin fra dansetimen, som jeg tænker vi skal øve til morgendans i morgen tidlig. Jeg glæder mig allerede!

 

Sådan danser vi her hos os. Hvordan bruger i dans hjemme hos jer?

Status på flytning og puttehelvede

public.jpeg

Årh hvor gad jeg godt skrive en masse mere end jeg gør lige pt, men der er simpelthen så meget jeg skal nå i de her uger, og vi hoster på 4. Uge allesammen og jeg skal aflevere gammel lejlighed på lørdag og og og. Men jeg vil gerne lige sige hej, for der er også mange ting der går godt.

En af de ting jeg elsker ved vores nye hjem, det er at der er rum og masser af plads. Det inviterer til bevægelse og nydelse og vi bruger en masse tid på gulvet, både med leg og spisning og dans og kravle og cykle (Ems har en cykel i lejligheden lige pt).

Og så er der ro! Jeg har ikke hørt et pip fra de andre lejligheder, og jeg ved at mindst to af dem er hjemme. Åh hvor er det rart at man ikke SKAL følge med i hele ens nabos liv, ha ha!

public.jpeg

i går kastede jeg håndklædet i ringen, lagde min lange og presserende to-do liste på hylden et øjeblik, og sørgede for at tanke mig selv op. Jeg kunne simpelthen ikke starte endnu en uge på tomme batterier. Så jeg tog et laaaangt mor-bad (ca 4 minutter når det er solomombossminutter), scrubbede min trætte krop, lavede dejlig varm ceremonial cacao, hørte stille afrikansk musik. Det var simpelthen så tiltrængt. Og så lagde jeg mig ind til mine dejlige røvbananer, fordi jeg ærlig talt var lidt af en lortemor i går, og så sov vi allesammen tæt sammen. Minut en time eller to i nat hvor vi var ved at hoste vores lunger ud.

public.jpeg

i dag er min energi bare helt anderledes. Jeg har lavet madplaner for ugen, jeg har bagt antiinflammatoriske valnøddeboller (opskrift her), jeg har lavet dahl med hjemmegroet chili i (hvor sejt er det lige?) og jeg overvejede at tage Selinna med i ladcyklen ud og hente Ems, men mine lunger kan knap nok klare trappen til anden sal, så jeg må hellere vente et par dage.

Men alt i alt går det godt. Vi er lige pt i en periode hvor ingen af mine piger har lyst til at sove, og det resulterer i at jeg starter putningen som en blid hønemor og slutter den som en T-Rex der er klar til at kæmpe for overlevelse. Og det er bare ikke fedt. For nogen. Så jeg er gået i kreativmode for at finde ud af hvad dælen vi kan gøre bedre, og jeg er ude i noget med dæmpet lys, en lille ceremoni, meditation og kærlige tryk og massage, sådan så det bliver noget virkelig rart som vi alle glæder os til.

public.jpeg

Inden du smider om dig med gode råd, så vil jeg godt lige indskyde at vi naturligvis er i en ekstraordinær anderledes situation. Vi bor i et nyt hjem, alt er spændende, vi har ingen rutiner haft et par uger og vi skal alle lige lande. Det er en fuldstændig naturlig reaktion på vores livssituation lige nu, OG derfor må man stadig gerne lige synes det er træls et øjeblik. Men det her er også en mulighed for at starte nye dejlige aftenritualer og det går vi i gang med nu!

Sådan har jeg håndteret flytningen med pigerne

public.jpeg

5 dage har vi boet i den nye lejlighed, og helt ærligt, det går virkelig godt. Jeg har været spændt på pigernes reaktion, og jeg har fået mange spørgsmål omkring håndteringen af flytningen i forhold til pigerne. Hvordan og hvornår har du sagt at I skulle flytte? Har du ventet? Hvorfor, hvorfor ikke? Her er mine tanker omkring at flytte børn og hvad jeg har gjort helt konkret.

public.jpeg

Selinna er 1, 5 år og Emmalia er 4 år gammel. Der er stor forskel på hvad de forstår og ikke forstår, og da det hele skete meget pludseligt, at vi fik tilbudt lejligheden, så besluttede jeg meget hurtigt at involvere begge piger i det, især Emmalia. Så, da jeg havde sagt ja til lejligheden besluttede jeg mig for at fortælle Emmalia at vi snart skal flytte, sådan så hendes system også kan bearbejde flytningen og den forandring hun står overfor. Det har været en rigtig god beslutning.

Selvfølgelig ved Emmalia ikke hvad det vil sige at vi skal flytte, for hun har ikke prøvet det før og hun ved ikke hvad hun “får”, men kun hvad hun skal sige farvel til. Så hun og jeg har brugt en masse tid på at snakke om hvad en flytning betyder, vi har set billeder af den nye lejlighed, og har snakket om at “Mandens ting bliver flyttet ud inden vi skal flytte ind”. Vi har snakket med andre om at vi skal flytte, og at hun får sit eget værelse, og der har været al plads i verden til de dage hun har syntes at det var dumt vi skulle flytte. Jeg har jo også haft dage hvor jeg har haft svært ved at overskue projektet, og det har der også været plads til.

Mit udgangspunkt var at der ikke var grund til at “holde noget hemmeligt” for pigerne, for det fyldte hele mit system og mit liv, og det ville være helt forkert at skulle undlade at snakke om flytningen når pigerne var der. Vi begyndte også ret tidligt at pakke ned, og vi havde mange samtaler om hvilke ting der skulle med. “moar, skal vores seng også med?” og jeg svarede “ja Emmalia, ALLE vores ting skal med, også vores seng”, og dagen efter kunne hun spørge om det samme og så fik hun samme svar igen. SÅ min oplevelse er faktisk at Emmalia har været enormt tryg i den her proces og at hun har følt sig mødt i alle de følelser hun har haft. Også her i efterreaktionerne.

public.jpeg

“Moar, jeg kunne bedre lide den gamle lejlighed”, og jeg fortæller hende at det kan jeg sagtens forstå og spørger ind til hvad det var hun savnede ved den gamle lejlighed. Det ved hun ikke helt, men det ender med at det bare handler om at skulle vænne sig til alt det nye, og det kommer tit i forbindelse med en konflikt med Selinna, og det er helt okay.

Jeg har gjort en stor indsats for at gøre pigernes værelse klar hurtigt, og få pakket deres ting ud hurtigt, sådan så de hurtigt har følt genkendelighed og tryghed. De andre rum kunne vente, børneværelset var vigtigst, køjesengen var vigtigst at få købt hurtigt og hentet, rummet skulle males hurtigt, sådan så mine børn hurtigt kunne lande et trygt sted i det nye hjem. Det har helt klart været en god investering, og Emmlia lukkede allerede første dag døren til sit eget værelse og sagde med begejstring i stemmen “moar, jeg skal lige lege lidt alene, så jeg lukker lige døren”. Det var så hyggeligt.

Nu da vi har fået køjeseng kunne man godt tænke at det er på tide at pigerne sover på deres eget værelse, men helt ærligt, det behov har jeg overhovedet ikke. Til gengæld støtter jeg altid børnenes initiativer, og Emmalia har selv ønsket a sove øverst i køjesengen, så det har hun faktisk gjort i 2 ud af de 4 nætter vi har sovet her allerede. Det har været SÅ underligt, men det har også været SÅ fantastisk at se hvordan Emmalia bare lytter til sine egne ønsker, og hvordan hun bare vokser når jeg udviser tillid til at hun ved bedst selv. Jeg har været inde hos hende 25 gange hver aften, og i nat vågnede jeg ved at hun kaldte stille og roligt, og jeg løb ind til hende, og hun lå bare og smilede. Alligevel spurgte jeg om hun ville med ind i min seng, og det ville hun gerne. Små skridt, lidt frem og tilbage, og en dag så må jeg spørge om jeg må putte inde hos hende lidt.

public.jpeg

Det er så positiv en oplevelse af flytte med pigerne, og hvis der kommer en reaktion senere, hvilket der meget vel kan gøre, så er vi klar til at tage dem også, der er i hvert fald plads til dem. Men det er helt klart at de begge er glade for deres nye hjem. Selinna render rundt her som om hun aldrig har boet andre steder og Emmalia har allerde opdaget alle gemmestederne i lejligheden (dem er der en del af). Og mit hjerte flyder lidt over <3

YAY! Vi er flyttet ind i vores nye drømmebolig!

public.jpeg
public.jpeg

Det er så uvirkeligt. Hver eneste aften den seneste måned, har jeg set på billeder fra lejligheden. Siden i fredags har vi boet her. Vi flyttede alle tingene fredag, og de sidste to dage har stået på at sætte skabe op, male, hente køjeseng til pigerne, købe vaskemaskine. Der har været run på, og så har jeg været syg, så snuden i sporet, og nu sidder jeg her søndag aften og er ved at tude af lykke.

public.jpeg

Emmalia ligger, as we speak, og sover inde på sit eget værelse i sin egen nye køjeseng, omgivet af ALLE de bamser hun ejer. Det har været en hård uge for hende, for det er svært at forstå for en 4årig hvad en flytning indebærer. Hun ved jo kun hvad vi flytter fra. Alligevel er begge piger faldet pladask for lejligheden, og Emmalia er vokset et år på to dage, fordi hun nu har fået sit eget værelse (næsten, hun skal dele med Selinna), og kan lukke døren. Og dagen blev lige en million gange bedre da morfar havde bygget køjesengen færdig og pigerne kunne lege i deres nye seng.

Seriøst, jeg revner af lykke. Der er SÅ meget plads her. Så mange rum, store lyse dejlige rum. Jeg har godt nok malet pigernes værelse helt mørkt, men det er fordi jeg ville skabe en hule/drømmerum. Og det er lykkes SÅ godt, jeg er helt misundelig. Mit eget soveværelse føles lidt som at sove på en sky i himlen, køkkenet er stort og der er plads til min lille urtehave, stuen er stor og rummelig, og i dag hentede jeg vores egen vaskemaskine, som jeg købte brugt af et par i Holte. Køjesengen er også købt brugt, den er fra Flexa.

public.jpeg

Det eneste der skal skiftes ud er vores lækre plankebord. Det passer simpelthen ikke ind i stuen. I stedet skal vi have et let og lyst rundt bord hvor vi kan spise og tegne og hygge. Derfor har jeg solgt plankebordet og købt et andet i stedet, det kommer på tirsdag.

Det har overhovedet ikke været svært at indrette og jeg vidste ret præcist hvor alting skulle stå henne da vi flyttede ind. Lejligheden er fuld af god energi og pigerne kvidrer og leger og griner (når de altså ikke lige ryger i totterne på hinanden, lad os bare være ærlige). Og jeg slapper af og tager mig selv i at smile over hele hovedet flere gange dagligt.

Her kan vi vokse, her kan vi gro, der er mange børn i ejendommen, der er den bedste gård med legetøj, legehus, have og stole og borde og blomster og det tager os cirka 1,5 minut at hoppe ned til toget fra Lyngby station. Jeg har solgt vores bil og skiftet den ud med en ladcykel, og selvom vi ikke har haft bil i en måned, så har jeg virkelig ikke savnet den en eneste gang. Til gengæld er både min krop og sjæl glad for ladcyklen.

Det her er så godt for os. Flytningen er så godt for os. Jeg glæder mig til fremtiden i det her hjem. Det kan gå alle veje herfra <3

public.jpeg

Jeg lover at poste en MASSE billeder fra vores penthouse for rockerfrøer så snart vi er kommet helt på plads. Lige nu går jeg bare og sætter i skabe og lægger tøj sammen og er. Jeg nyder!



Det store vigtige farvel

public.jpeg

Mit hjerte slår hårdt. Ikke hurtigt, bare hårdt. Jeg ved jeg står overfor et stort skifte i mit liv, på mange planer, og selvom jeg godt ved at hele rejsen jo startede for længe siden, så er det alligevel ret vildt at der nu kun er tre dage til at vi rykker rødderne op her i Brede og flytter vores liv ind til Lyngby C. Jeg tager dig her med tilbage til hvor i livet vi var da vi fik denne lejlighed, hvad den har givet os, hvad vi er taknemmelige for og hvor vi skal hen nu. Det er vigtigt at få sagt ordentligt farvel.

public.jpeg

Det føles helt uvirkeligt at sidde her, i det her “nye” liv, og skulle vende tilbage til hvor jeg var henne for tre år siden, da vi flyttede ind her i Brede. Emmalia og jeg var flyttet fra lejligheden i Hellerup, lejligheden over min underbo’s lejlighed, pigernes far. Jeg havde opdaget at han stalkede mig og sendte alverdens ting og sager ind til statsforvaltningen (læs her). Så, sammen mit lille barn på 7-8 måneder boede vi i gode menneskers hjem i nogle måneder, inden denne lejlighed i Brede blev ledig. Først lånte vi en lejlighed i Brønshøj. Der var kun få møbler, men der var ro, og det var et sted jeg kunne lande efter en sindssyg svær tid som nybagt mor og med et samarbejde med faderen som gjorde ondt i sjælen. Så tog vi en uge til Barcelona, hvor jeg besøgte en veninde.

public.jpeg
public.jpeg

Da vi kom tilbage flyttede vi til Trørød, hvor vi boede i et kæmpe dejligt hus og lånte den ene bil af min veninde Zenia, hendes mand Joey Moe og deres søn Elion. Det at have voksne at snakke med om aftenen, og det at Ems havde en legekammerat, og at vi kunne trille rundt med bilen, det gjorde bare en kæmpe forskel. Så da jeg skulle flytte ind i vores nye hjem i Brede, så var det med fornyet energi og med følelsen af at noget nyt og godt kunne blomstre ud af det jeg kom fra. Alle der hjalp i denne periode skal vide at jeg er jer evigt taknemmelige. Team Regen Kirke, mit private netværk og Anja (min engel), Helle BW., mine forældre, Lise B, Zenia og Joey, Nat, min søster var en kæmpe hjælp, og alle dem jeg har glemt at nævne lige nu. Jeg havde ikke klaret det uden alle jer der bar mig igennem en tid jeg seriøst aldrig troede jeg ville overleve.

public.jpeg

Endelig kom dagen hvor vi fik nøglen, og jeg stod med min baby på armen og blev vist ind i denne lille dejlige 2 værelses lejlighed, og her skulle vores nye liv så starte. Jeg var så lykkelig og så taknemmelig. Efter et par dage havde jeg Ems med rundt i området, og det viste sig at Brede jo er den vildeste naturperle, fuld af idyl og historie og vand og skov og natur. Det ANEDE jeg ikke da jeg sagde ja til lejligheden (som jeg heller ikke havde set før den dag jeg flyttede ind). Jeg vidste bare at der skulle jeg bo.

public.jpeg

Vi fik bygget os et fantastisk hjem her i Brede, og langsomt ændrede konflikten med pigernes far sig. Vi fik skiftet statsforvaltningen ud med en parterapeut. Bedste beslutning ever! Stalkingen ophørte og samarbejdet begyndte. Ems gik i vuggestue, jeg arbejdede og livet blev sjovere at leve.

public.jpeg

Som tiden gik, kunne jeg se at jeg ville have ro her i nogle år. Jeg er ellers vild med udfordringer og er ikke bange for at kaste mig ud hvor jeg ikke kan bunde. Der starter alle mine eventyr. Men for sådan en som mig, der kan det godt være sundt med et leverpostejsliv i en periode. Så jeg satte fuld fokus på stabilitet, jeg fik mig en bil, forsikringer, styr på tingen, og så kunne jeg mærke et behov vokse. For som barn med tre søskende, så ved jeg med sikkerhed at mit barn ikke skal være enebarn. Livet med 3 søskende har simpelthen givet mig så meget værdi i mit liv, at det skal mine børn også have. Så jeg besluttede mig for at tiden i Brede er tiden hvor jeg, hvis naturen er med mig, får et barn til.

Det var i sig selv en rimelig vild beslutning at tage. Første gang kom det der barn jo ligesom bare dumpende ned i min turban, og jeg så havde jeg ellers fra nu af til at forholde mig til at jeg skal være mor. Denne gang var processen stik modsat. Jeg ville have et barn mere, nu skulle jeg bare finde ud af hvordan. Og det gjorde jeg så. Det har jeg skrevet en MASSE indlæg om, du finder dem allesammen ved at klikke her.

Det er en stor beslutning at vælge at få et barn selv. Donorvalg, åben/lukket donor, hvordan indretter man sit liv så barnet får den bedste mulige opvækst? (og hvad er det?) Og to dage inden jeg skulle igennem sidste undersøgelse inden inseminering, så ændrede alt sig, for pigernes far meldte sig på banen som donor til nummer to barn. Og jeg sagde ja. Og nu står vi her, forældre til to skønne piger.

public.jpeg
public.jpeg

Den største ting der er sket i denne lejlighed her i Brede, det er helt klart hjemmefødslen med Selinna (læs den her). Denne lejlighed vil altid være det sted hun kom til verden, med min mor, Emmalia, min doula Christina og jordemoder Sophia og dokumentarfotograf Greg ved min side. Det er det mest magiske jeg har oplevet i hele mit liv. Den hjemmefødsel helede så mange gamle traumer og sår som overgreb havde ført med sig. Den hjemmefødsel viste mig at min krop ikke er defekt, men at jeg er en powermama og en fødegudinde og et powerhouse. Og den følelse har jeg med mig hver eneste dag.

public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg

Kære lejlighed i Brede. Af hjertet tak fordi du har dannet rammerne om de vigtigste år i mit liv, nemlig de år hvor forsoning fandt sted og et fundament blev bygget for vores lille finurlige familiekonstellation. Du har skabt rammerne for mine to smukke børns første leveår, og vi har været så trygge og glade og lykkelige her hos dig. Vi har aldrig rigtig manglet plads, vi har haft fantastiske naboer, vi har boet i de mest vidunderlige omgivelser og vi har haft så mange store og små eventyr i den tid vi har boet her hos dig.

Nu er tiden kommet til at sige farvel og tak for denne gave. Tak fordi jeg kunne få et sted og hele igen, bygge mig selv LANGSOMT op igen, og trække stikket hver gang noget som helst gik for hurtigt. Jeg har hele tiden haft følelsen af at mit hjem var mit helle, og det ha du været, lejlighed, du har været et vidunderligt helle for os. Alle der er kommet i vores hjem har altid påtalt den dejlige energi der har været her, og her er virkelig skønt og en dejlig energi.

Tak for alt!

public.jpeg

Velkommen til en ny begyndelse med masser af nye eventyr ❤️ Jeg tror vores sjæle bliver glade når vi takker og siger ordentligt farvel til alt der har givet os noget og har bragt os videre i livet.


Anbefaling: Take-away, så tæt på hjemmelavet (lækker!) mad som muligt

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

Der er tre ting der får mig til at genbestille hos take-out steder. Det ene er om de har dessert på menukortet (GOD dessert, og JA det er prioritet nummer et), det andet er om de overholder leveringstiden, og på en delt andenplads ligger om maden er lækker og velsmagende. Man spiser også med øjnene. Derfor er det mig virkelig en fornøjelse at beskrive min test af take-out konceptet Homemate.dk. Nu skal du høre hvorfor!

Hjemme hos os arbejder vi for det meste med madplaner. Jeg laver madplanerne hver søndag, handler ind og så ved jeg hvad vi skal spise hver aften. Men helt ærligt, 2019 har ikke ligefrem været madplanernes år, i hvert fald ikke for mit vedkommende. Der har simpelthen været så mange ting der er dumpet ned i vores liv, så derfor har madvanerne været lidt som vinden blæser, og der har været en del take-out på menuen.

Den sidste måned har så stået i flytningens tegn, og om præcis 5 dage rykker vi ind i vores nye fantastiske hjem. Så den sidste måned har været kaotisk, og for at det ikke skal være løgn har den sidste uge stået på 39,3 i feber (for mit vedkommende, hej vilde feberdrømme), og virkelig man-flu. Jeg kan simpelthen ikke takke guderne eller Allan nok for at have introduceret homemate.dk i vores liv, for mit overskud har været under nulpunktet.

Nu skal det ikke lyde som om at homemate kun er fantastisk hvis man er i underskudsvognen, jeg har nemlig testet det i flere uger, også uger hvor jeg har haft optur. Men de ER altså fantastiske, og det er de i bund og grund fordi det er take-out som gør at du bevarer din selvrespekt som mor. I hvert fald min indslæt selv stolt mor-smiley. Homemate fungerer på den måde at du går ind på deres hjemmeside, så vælger du (hvis du ligner mig i hvert fald) først hvilken dessert du gerne vil have (og ja der er flere at vælge i mellem), og bagefter vælger du hvad familien skal have og spise. Der er både retter med og uden kød, der er lækre sunde salater, mad børn har lyst til at spise og nåja desserter.

public.jpeg

Når du har valgt din mad, så bestiller du, vælger om du vil afhente eller have maden leveret, og så skal du bare hjem, tage låget af, GØRE INTET udover at stille bakken ind i ovnen, og 15-20 minutter er der næsten hjemmelavet lækker med til rimelige priser! Seriøst, det her koncept redder enhver travl business-mama der lige er lidt underdrejet ELLER som lige sætter kvalitetstid med unger højere end madlavning den ene dag. Og jeg ved godt at de to ting sagtens kan forenes, især hvis man har nogle andre børn end mine. Hvis mine skal med i køkkenet pt, så bliver der i hvert fald ikke serveret mad den dag.

public.jpeg

Helt ærligt, ALT hvad der gør solomombossliv og travle familieliv lettere, men gerne på en sundere og velsmagende måde, det gider jeg virkelig godt reklamere for, og nu har jeg testet det, og det smager godt. Og ja, man kan godt spise deres brownie selv, selvom man kun er en person, og ens børn kom til at blive puttet inden man opdagede at man også havde bestilt brownie. Har jeg hørt …

Kender du konceptet? Har du prøvet det? Hvad er dine erfaringer?

Vil du gerne læse mere? Så kommer der en dybere anmeldelse på momstertest, hvor andre mammas også har testet dette geniale koncept.

Søstersind, søsterhood, søsterskab og new world order. Vær med!

frejamay november søstersind

Der sker et brud. Opbrud måske. Sådan oplever jeg det i hvert fald. De seneste dage har jeg oplevet den positive konsekvensen af opbruddet, og det vil jeg virkelig gerne dele med dig. Det vender jeg lige tilbage til. For der er en gammel skrøne om at “kvinde er kvinde værst”. Og det er måske rigtigt og det har måske været rigtigt. Jeg har i hvert fald bildt mig selv ind at det var rigtigt engang, men jeg må bare sige at den tid har været slut virkelig længe. Velkommen til et indlæg om søsterhood.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har mange spirituelle venner, jeg snakker enormt meget om “energierne” og jeg arbejder selv med energier, også når jeg skriver blogs. Der er bare ingen der ved det, og jeg har ikke behov for at flashe det eller italesætte det. I dag har jeg alligevel besluttet at det måske vil give mening at nævne netop i denne sammenhæng.

Jeg mærker energier enormt tydeligt, og noget af det der har optaget mig (spirituelt) de seneste år, har været skiftet fra maskulin til feminin energi. Jeg mener det er Lars Muhl der taler om det (hvis du er interesseret i at læse mere). Der har i årevis været et nedbrud af alt det “gamle og tunge”, alt det vi kender det virker ikke mere, og verden gør klar til den mere feminine energi, det bløde, det lette. Det betyder ikke at mænd er dumme og kvinder er gode, overhovedet ikke faktisk. Det har intet med mænd og kvinder at gøre, eller ligestilling eller køn. Det har kun noget med energier at gøre. Og energiskifte.

Årh jeg kan mærke jeg er udfordret ved at skrive det her indlæg, for jeg har jo egentlig ikke brandet mig selv som ret energi-væsen-agtig. Men jeg kommer ikke udenom at tage det her op af og til, derfor kan det lige så godt være i dag. Jeg skriver mig igennem det.

Jeg kommer selv et sted fra hvor mit liv var fyldt med frygt. Jeg havde kæmpe modstand mod at være “en krævende kæreste”, så i stedet blev jeg sådan en kæreste der ingen krav havde, der ikke stod for noget, og som fandt mig i alt for meget. Jeg turde ikke stille krav på mit arbejde, og i mine relationer lod jeg mig behandle som skidt. Min kæreste mente at kvinder med holdninger var nogle kællinger, så det mente jeg naturligvis også. Dengang.

Frejamay november søsterhood søsterskab søstersind

Siden det liv jeg levede dengang er der sket enormt meget. Jeg har opdaget at jeg har masser af holdninger, at folk synes jeg er irriterende (og det lever jeg fint med), at jeg har budskaber der er vigtige, at jeg har masser af krav og forventninger til min omverden og at jeg slet ikke er færdig på den rejse endnu. Og så har jeg opdaget noget andet meget meget vigtigt: kvinder!

Jeg troede at kvinder var sådan nogle der backstabbede hinanden så snart de fik chancen, at arbejdspladser med kvinder var hønsegårde og og og og, du kender sikkert selv alle fortællingerne. Men jeg har oplevet det stik modsatte. Jeg har oplevet massiv støtte blandt mine veninder, mine læsere, mit netværk og de kvinder jeg har omkring mig i mit liv, både tæt på og ude i det fjerne. Bevares, jeg oplever også støtte fra mænd, men det der med at være sammen med andre kvinder, det kan bare noget helt unikt. Og når vi tør træde i karaktér og tale det vi mærker indeni med power og integritet, så er der intet stærkere end kvinder.

Min nyeste opdagelse er sisterhood. Og de seneste dage har jeg oplevet en kollega i blogland gøre lige præcis det jeg beskriver ovenfor. Hun siger fra overfor de der fingre der kommer til at pege hele tiden. Hun gør det på så fin og kærlig og powerfuld en måde, og hun har fået et hav af feminin power til at rejse sig, fordi vi er mange der faktisk gerne vil støtte hinanden. Jeg kan mærke at jeg vil bruge min energi på at hylde flere kvinder oftere, bakke mere op end jeg gør.

Hvis du har læst Liza Marklund - der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden.* reklamelink, så vil du måske også overveje at gøre det samme. Jeg troede egentlig på de der historier med at kvoter i bestyrelser var noget fis, men efter at have læst bogen kan jeg godt se at vi bare ikke kommer videre hvis ikke vi gør noget, og kvoter er måske det bedste forslag der findes lige pt. Forleden dag læste jeg en artikel om at forskningen nu viser at kvinder ikke er bedre til at multitaske end mænd, kvinder laver bare mere (læs den her). Det kommer ingenlunde bag på mig, men det motiverer mig til at heppe mere på kvinder.

Hver gang jeg skriver om mit liv som solomomboss, så modtager jeg mindst 5-10 mails eller beskeder fra kvinder der nærmest undskyldende fortæller at de ikke har det lige så hårdt som mig, for de har jo en mand, men at de VIRKLIG godt kan genkende det jeg beskriver og de føler sig faktisk ret alene om det med børnene. Og hver gang må jeg fortælle dem at jeg måske i virkeligheden er den af os to der har det nemmest, for jeg ved præcis hvad jeg har, så jeg skal ike både være alene og leve med det svigt som de her kvinder (helt berettiget) lever med.

frejamay november søstersind

Og nu kommer min momboss-gangsta lige op i mig. FUCK kvinder er seje. Og ja der er altid undtagelser og #notallmen og #notallwomen og “notalldinosaurs men generelt. Vi får mindre i løn, vi laver mere, vi kæmper imod glaslofter og strukturer der er perfekte til at holde os nede, vi udsætte for mere partnervold og slås oftere ihjel, samtidig med det skal vi opfostre de små borgere som lige om lidt skal bære vores samfund videre, men vi må satme ikke opfostre dem alene, nej nej, vi skal have de børn med en mand, ellers er det også forkert, og så skal vi smile og hvis vi er vrede er vi hysteriske, men hvis mænd er vrede så er det simpelthen så super sagligt og i orden, og ingen beder en vred mand smile fordi han så vil se meget sødere ud. Og når vi så klarer os godt eller har gennembrud så skal vi hagles ned. Jeg er to gange blevet beskyldt for at knalde mig til gode stillinger fordi folk simpelthen ikke kan kapere at en kvinde kan være dygtig til noget andet end at være mor. Eller. Det kan hun heller ikke, hvis man skal tro mængden af de tvivlsomme artikler der flyder alle vegne, fyldt med “eksperter”, der har svaret på de 7 dødssynder mødre begår mod deres børn. Jeg læste lige en af de artikler i går. Min patter faldt sgu næsten af af ren og skær træthed.

frejamay november søstersind søsterhood søsterskab

Vi burde fandme have en eller anden orden. Eller et håndtegn. Sådan et “yo, du er kvinde, du laver mere, du hare strukturerne i mod dig, jeg hylder dig, uanset om søvntræner dit barn eller bager din egen pasta selv eller spiser de fleste måltider på McDonalds. Så hylder jeg dig, yo!” - ligesom når motorcyklister hilser på hinanden. Ingen ved om man hilser på en massemorder, man ved bare han/hun kører motorcykel og så får man lige en hilsen med på vejen.

Det her er den nye tid. Tiden hvor vi hylder hinanden, tiden hvor vi forventer at blive behandlet ordentligt, uanset om det er af vores kærester, arbejdsgivere eller retssamfundet. Tiden hvor vi bekymrer os om vores medmennesker og ikke længere vil være med til at vi ikke behandler vores børn, ældre, syge og svage dårligt mere fordi der skal være råd til en ny Audi. Hov, nu blev jeg lige politisk, det var ikke meningen. Men du forstår hvad jeg mener?

Men Frejamay, jeg har mødt en ond kvinde engang. Og det kan du tro, det har jeg også, og det er nok ikke sidste gang det er sket at du har mødt et ondt menneske, eller i hvert fald en der opførte sig ondt. Men det har bare ikke noget med det her at gøre.

Like en søsters business. Del en søsters budskab. Tag del i en søsters debat- Jeg deltager ofte i debatter om voldtægter, og selvom jeg ofte står alene (fordi jeg ikke synes at det er en kvindes egen skyld at hun er blevet voldtaget), så kan jeg se hvor mange MANGE der liker det jeg skriver. For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra en kvindelig læser som skrev at hun havde læst en debat om voldtægt, og hun var simpelthen blevet så modløs over tonen og det kvindehad som (jo det gør) lever i allerbedste velgående. Men så var jeg poppet op, og hun havde følt sig SÅ set og SÅ hørt og grebet af mine kommentarer, selvom vi aldrig har udvekslet et ord hende og jeg. Og det skal vi huske. Det er aldrig lige meget.

Så hvis du ikke har noget at sige så del eller like, hvis du ikke vil stå offentligt ved en deling eller liiking af en søster der “tager en for holdet”, så skriv til hende privat. Du kan altid bare sende et hjerte. Jeg ved selv hvor pissealene man kan føle sig i debatter, sager, shitstorme osv. Og det betyder så ufattelig meget hver gang der er en søster der skriver til mig at det jeg laver har en betydning, at det ikke er lige meget. Hver gang jeg tror jeg står helt alene i mørket, og jeg skriver om det, så kommer der 5.000 søster (og et par brødre!) og tager om mig og fortæller mig “jeg er her sammen med dig, vejen skal du træde selv, men jeg går lige ved siden af dig og passer på dig”.

Det er den nye tid. Det er søstersind og søsterhood og søsterskab. Og jeg håber inderligt du vil være med på den rejse <3


30 dages facebook-blokering og livet i flytterod

public.jpeg

13 flyttekasser er pakket, de står stablede i stuen, klar til at blive flyttet. Jeg har opdaget at jeg faktisk ikke ejer ret mange ting længere, og det er simpelthen så rart, nu hvor vi om ganske kort tid skal flytte til noget større. Og med endnu en blokering fra facebook, så er der masser af ekstra tid til at nye flytteprocessen.

Her går det godt. Jeg synes dagene er lidt lange for tiden, med små børn der vågner tidligt og falder sent i søvn. Så når klokken nærmer sig 19 så synes jeg egentlig godt ungerne må sove. Det synes de så ikke. Så jeg ender lidt med at være en sur mor i de her dage.

Til gengæld er jeg en ret glad mor de resterende timer, for jeg glæder mig simpelthen så ubeskrivelig meget til at skulle flytte. Vi afventer stadig den præcise dato (det bliver senest 15/9), og stod det til mig måtte det gerne være i morgen. Eller i går. Jeg er SÅ klar på at rykke vores liv videre til et nyt kapitel med langt mere plads og rum til udfoldelse. Jeg er så dybt taknemmelig for hvad livet i Brede har givet os. Jeg landede her i en ekstremt svær tid, og jeg fandt ro og grounding og fik et barn mere. Det har været fantastisk. Og nu er tiden bare inde til at vi flytter os.

public.jpeg

Hvordan reagerer pigerne?

Altså, Emmalia er ret meget med. Hun og jeg bruger aftenerne på at kigge på inspirationsbilleder af børneværelser på instagram. Forleden sagde hun “moar, jeg glæder mig rigtig meget til alt det nye, men jeg kommer også til at savne alt det gamle”. Hun er en klog pige, min Emmalia. Jeg kunne kun give hende ret. Selinna ved jo ikke rigtig hvad der skal ske, hun synes bare det er sjovt at stuen ligner en lille lagerhal, og er helt sikkert glad for at mor er glad.

Jeg selv kan faktisk ikke sove af spænding for tiden. Jeg går i ordentligt tid i seng (næsten), og så ligger jeg bare og vender og drejer mig i en time indtil jeg hiver telefonen frem og kigger på billeder fra vores nye hjem, og hopper på pinterest og får ideer.

En ting er helt sikkert, jeg skal have det her badekar for voksne i mit nye hjem. “Men Frejamay, har du ikke sagt at du går ind for bæredygtighed?” og jo det har jeg, men bæredygtighed, for mig, betyder ikke at jeg overhovedet ikke må købe noget nyt. Bæredygtighed, for mig, handler om at passe godt på planeten alle de steder jeg kan, minimere mit forbrug og kun omgive mig med ting der gør mig glad. Det her kommer til at gøre mig rigtig glad, jeg har ønsket mig det siden jeg fandt ud af at det var opfundet, men jeg har ikke haft plads. Før nu. Så det her bliver min indflyttergave til mig selv.

public.jpeg


Facebook blokering

Så ja, min hjerne er totalt i flyttemode. Og ekstra meget fordi jeg er blokeret fra facebook. Yes. Der er sket det at jeg i 2017 har delt et blogindlæg som indeholder et meget smukt billede af min gravide mave. Blogindlægget er delt på min blogside (her). Tilbage i 2017. Det har facebook så lige opdaget IGÅR. Derfor har de nu blokeret mig i 30 dage. Jeg har klaget, men de fastholder at min gravide mave krænker fællesskabet (modsat pornobilleder, vold mod børn/dyr/kvinder, som alle jo ved er fællesskabsstyrkende indhold). Så jeg har taget blokeringen som en pause, og en tid til at tage en vigtig beslutning.

Jeg har længe, i flere år, haft det meget blandet med facebook. Facebook tager mere og mere tid, tonen bliver mere og mere modbydelig, jeg har et par shitstorme på mit influencer-cv og jeg bliver bombarderet med ting jeg ikke ønsker i mit liv: voldeligt indhold, politisk bullshit, folks ligegyldige meninger om ligegyldige ting, mænd der tror jeg elsker dickpics og meget andet. Og havde det så bare været det. Men det er det ikke. Facebook er også stedet hvor jeg connecter med virkelig mange mennesker, hvor jeg har mødt de fleste af mine venner i dag, hvor jeg følger med i folks liv og hvor jeg er med i grupper og fællesskaber jeg ellers ikke ville være med i. Så det er ikke så enkelt, og jeg er normalt stor fortaler for teknologisk udvikling. Men spørgsmålet er om mit liv bliver bedre uden facebook? Nu har jeg 29 dage til at teste det.

Jeg fortsætter naturligvis på min blogside på facebook og så på instagram som jeg er ret vild med, så helt væk er jeg ikke. Og så kommer der en del nyt på bloggen henover de næste måneder, så den står alt andet end stille. Men jeg går i tænkeboks, og så må jeg se hvor jeg lander henne når min blokering er slut.

Hav en awesome mandag!

P.S. Selinna har lært at sige “Tissemand” i dag. Jeg er så stolt!