Hvad 20 år som blogger har lært mig (og kostet mig)

Engang var vi bloggere. Nu er vi blevet “afløst” af influencere, reels og likes. Men jeg er her endnu, og langsomt vender flere tilbage til blogmediet, for der er stadig mange der ønsker at læse med. Jeg startede min blog i oktober 2007 – dengang man mødtes i Jubii Debatten (hvis du kan huske den) og skrev lange, ærlige indlæg uden at tænke på reach og engagement rates. I dag vil jeg dele mine tanker om, hvordan bloggerlivet har forandret sig – og hvorfor det stadig er værd at skrive langt, reflekterende og nuanceret, selv i en verden der swiper hurtigt videre, og virker til at foretrække polarisering frem for at mødes i vores forskelligheder.

Sådan så blogging ud før sociale medier og Photoshop

Dengang jeg begyndte at blogge var der stadig ikke rigtig nogen der vidste hvad internettet var for noget, hvem der læste med og hvilke konsekvenser det havde at poste noget på internettet. Man havde heller ikke smarte redigeringsapps, photoshop og andet der hjalp os, så vi måtte være kreative når vi bevægede os ud i dette ukendte terræn. Så for at passe lidt på os selv, satte vi sådan en censur-bjælke over vores øjne/ansigter, som vi sad og malede i microsoft-programmet paint. På denne måde kunne man ikke så nemt identificere os der bloggede, for som sagt, so kendte vi jo faktisk ikke konsekvenserne af at dele et billede af os selv på internettet.

Lavet med AI/Canva

Mit første sponsorat: En mail, en dims – og følelsen af at være noget

Efter at have blogget i et år eller to, fik jeg en dag en mail fra et firma der gerne ville lave et sponsoreret samarbejde. Jeg havde allerede, hos kollegaer, set hvordan de fik flere og flere sponsorerede samarbejde, en kæmpe anerkendelse af bloggere og blogs, og jeg ville også gerne være en man samarbejdede med. Og så en dag var den der, mailen!

En virksomhed havde fået øje på min blog, kunne lide mit indhold og ville gerne lave et sponsoreret samarbejde. Dengang fik man ikke penge for sit sponsorerede indhold, der fik man bare produkter, og det var kæmpestort (det var inden der var regler om hvordan man skulle beskattes af at modtage produkter i aflønning, og blogging var totalt ureguleret på den front, og helt nyt i Danmark). Produktet var … er du klar? Den her dims:

Oh my god, hvad skal man dog med sådan en dims? Men det var inden redaktionel bevidsthed og ansvarlighed, etiske retningslinger, fokus på bæredygtighed og alt det andet der i dag hører til at være influencer eller blogger, så jeg sagde bare ”kæmpe ja tak til dimser” og så gik jeg i kreativmode og fik lavet nogle vældig fine ”bobber” i mit hår. Så til alle der havde drømt at sådan et rigtig godt soccer-mom look, så havde jeg lige dimserne man gik og drømte om. Til en værdi af 74,50 kroner. Det var mit første samarbejde nogensinde, jeg glemmer det aldrig. Dimserne var forfærdelige at have i håret, og det var virkelig svært at få dem til at sidde pænt, men det skrev jeg ikke noget om, jeg skrev kun den halve sandhed om produkterne, fordi jeg jo gerne ville have flere samarbejder og på sigt ville jeg gerne leve af at blogge.

Fra plastikdimser til millioner: Influencing er blevet big business

I dag er der sket enormt meget på den økonomiske og markedsføringsmæssige del af blogging og influencing. Langsomt poppede bureauerne op, som tog influencere i stald, og sørgede for at vi fik betaling or vores arbejde. I 2024 blev der i Danmark brugt 301 millioner kroner på influencer marketing. Det er en stigning på 13% i forhold til 2023, hvor der blev brugt 266 millioner kroner, så der er altså sket lidt siden jeg i 2008-ish skrevet helt blogindlæg for (uduelige) plastik-dimser til en (salgs) værdi af 74,50 kroner. Samtidig med at pengene begynde at følge med, så kom der også mere fokus på markedsføringsloven og på beskatning, og også der er der sket meget.

I dag er der kommet fokus på etiske retningslinjer for influenter, hvor jeg, sammen med et stigende antal influencere, har tilmeldt mig ( https://www.influentnaevnet.dk/ ), ligesom jeg selv har siddet i bestyrelsen for bloggere og influenter i Dansk Journalistforbund, og har været med til at udarbejde de etiske retningslinjer. Det må bare ikke være okay at man promoverer vandfaste til mindreårige, og at man som influencer eller blogger ikke er sit ansvar bevidst. Men helt branchen har også skulle nå dertil, og i startet var vi slet ikke bevidste om hvilken magt man faktisk har som meningsdanner og influencer. Det ved de fleste i dag, også selvom det stadig kan være en svær balancegang.

Hvordan en fremmed blog reddede mit liv – og hvorfor jeg begyndte at skrive

(Trigger-advarsel: selvmord)

Jeg har efterhånden fortalt historien mange gange, også på de mange foredrag jeg har holdt om blogging, indtjening, hvordan man kan arbejde med aftabuisering og ærlighed på et blogmedie mv. men nu fortæller jeg den lige igen. Historien om hvordan jeg overhovedet startede min blog. For ja det er rigtigt at jeg brød ud af Jubii-debatten og startede som blogger, mest fordi jeg gerne ville dele min passion for mode. Det var sådan de fleste første danske blogs startede: modedullerne. Men der var noget helt andet på spil for mig, som også blev det der endte som min røde tråd gennem alle de snart 20 år jeg har bloggen. 

Mit liv var meget svært i den periode op til 2006-2006. Faktisk var det så svært at jeg gennem længere tid havde søgt efter måder at slutte livet på, på internettet. Hvordan kunne jeg komme herfra, så jeg ikke længere ville være en byrde for nogen, og ikke længere skulle leve med al den altødelæggende smerte indeni. Der var ikke mere håb tilbage, og det virkede som om jeg slet ikke kunne finde ud af det der liv. Dengang hed det jo ikke engang google, så jeg søgte på nettet, og havnede i min søgen inde på en blog, skrevet af en mand, som havde givet slip på sin kæreste, som havde begået selvmord. Alle de steder jeg i min søgen var landet, var der holdninger til hvor egoistiske og selvliske folk der begik selvmord de var. ”Tænker de da overhovedet ikke på de efterladte?” – jo det gør de faktisk lige præcis. Men den her blog, der hed noget med 2 sommerfugle. Den var så kærlig og fuld af omsorg for den kæreste der havde valgt livet fra, og nu ikke var her længere. Bloggen var så anerkendende og forstående, og selvom jeg aldrig har mødt bloggeren eller ved hvem der står bag den, så følte jeg må så set, så hørt og så mødt af hans fine ord, fine beskrivelser og kæmpestore kærlighed for det menneske for hvem livet var blevet for smertefuldt. Og lige der tog jeg en beslutning der stadig ligger så dybt i mig: ”jeg har ikke prøvet alt endnu, jeg er nødt til at have prøvet alt før jeg slipper, og hvis en fremmed blog kan gøre det her for mig, give mig et lille håb, give mig følelsen af at blive set og forstået i al min smerte … så kan jeg måske gøre det samme for en anden hvis jeg skriver en blog også”.

Derfor startede jeg en blog. Derfor skrev jeg om min egen smerte, om overgreb i barndommen, om selvmordstanker, om at være lost i livet. Og pludselig en dag opdagede jeg en ny knap på min blog, hvor man kunne se hvem der fulgte med. Og det var der 400 mennesker der gjorde. Jeg troede vitterligt at det mest var min mor, et par veninder og gamle klassekammerater der fulgte med. Det var det ikke. Der var mennesker jeg ikke kendte som kunne bruge mine ord og mine indlæg til noget. Det var et stort øjeblik for mig.

Fra tabu til teknik: Hvad der egentlig skal til for at drive en blog

Jeg har efterhånden drevet 5-6 blogs, jeg har ghost-blogget for andre, jeg har hjulpet hundredvis af mennesker i gang med at blogge, jeg har blogget professionelt i et magasin, jeg har gæsteblogget og haft gæstebloggere hos mig. Der er efterhånden ikke det blogformat jeg ikke har haft i hænderne, men den gennemgående røde tråd i min blogger-karriere har altid været at nedbryde tabuer, at nuancere og at have en høj grad af ærlighed og autenticitet. Jeg kan se mig selv i øjnene i alle mine indlæg, også dem hvor jeg har fucket op og hvor jeg er kommet til at træde andre over tæerne. Jeg har lært noget hver eneste gang jeg har sendt et nyt blogindlæg ud i verden, og det har altid været spændende hvilket liv bloggen ville vække, når den blev sendt ud og leve.

Der er mange andre ting man også skal lære når man blogger (hvis man er en nørd, ligesom jeg er), som seo, vinkling, indvendingshåndtering (som stammer fra salgsverdenen, men er yderst effektfuld i blogskrivning også), valg af billeder, ophavsret, etik, reklamelinks, forbrugerombudsmand, markedsføringsloven, presseetik, interviewteknik, håndtering af kilder, sårbare kilder, skrivestil … alt muligt jeg sikkert ikke kan huske nu. Nåjo, opbygning af hjemmeside, kodning, wordpress, widgets og og og og og. Hold nu op hvor er der sket meget udvikling de sidste 20 år, og hvor er der mange ting man ikke skal bøvle med længere. Heldigvis. Der er så også kommet en ny og større slgside, den kommer vi ind på nu.

Når ærlighed bliver udnyttet: Om kontroltab, data og digitalt overgreb

Der var ting jeg slet ikke havde overvejet da jeg startede med at blogge. At man kunne få stalkere var en af dem. At man kunne få haters lærte jeg også ret hurtigt. Shitstorme blev en del af pakken, mere og mere, større og større. Reddits gossiphjørne blev født, før det hed det Jodel hvor man svinede bloggere, influencere og alle mulige kendte mennesker til, spredte løgne om folk mv. Forsmåede ex-mænd kunne oprette anonyme profiler og ødelægge ex-konens ry. Der har været så mange vilde eksempler gennem tiden. Jeg har selv politianmeldt, nu 2 personer gennem tiden. Begge to stalkere. Jeg er blevet anmeldt anonymt til kommunen, men det er efterhånden noget langt de fleste morbloggere har været i gennem (nogle op til flere gange), og det nye er at medierne hiver fat i influencere så snart de ikke selv kan finde noget at skrive om, fordi det genererer kliks og trafik. Enten ved at svine dem til, bede dem redegøre økonomisk for løsninger på de problemer som influencere sætter fokus på (ved ikke lige hvor det krav kom fra, at en samfundskritik kun må komme med en finansieringsplan af løsningerne), finde nogen der kan svine dem til eller find selv på noget fjerde.

Der er mange bloggere/influencere der har lært på den hårde måde at sige pænt nej tak til medierne, når man kan lugte på lang afstand at det her kun handler om at skabe en shitstorm eller udstille influenceren som hjernedød. Jeg har så mange eksempler, både fra min blogger-vennekreds men også fra mig selv. I dag indgår min blog også i træning af AI-botter, hvilket jeg sådan set aldrig er blevet spurgt om jeg er ok med, ligesom mange af mine selvstændige venner/veninder og forfatteres indhold indgår i AI-robotter/søgemaskiner, og i det hele taget er data, datadeling, GDPR mv. blevet en kompliceret størrelse. Vi har flyttet os meget langt siden vi sad og lavede vores egne hjemmesider i Wordpress og lavede censur-bjælker over øjnene i paint. Det var ikke alt, jeg havde sagt ja til – og slet ikke alt, jeg var forberedt på. Men jeg lærte det på den hårde måde, og det kan ingen i dag tage fra mig.

Foto: Matilda Yokelin

Mine 10 vigtigste livslektioner efter 20 år med bloggen

Når man har delt sit liv og sine tanker offentligt i så mange år, sker der noget særligt. Man lærer ikke bare om blogging og kommunikation – man lærer om sig selv og om livet. De næste ti livslektioner er de dybeste erkendelser, jeg har gjort mig undervejs. De handler om mod, ærlighed, sårbarhed og styrke – og om hvordan vi kan navigere i en verden, der aldrig står stille.

Jeg håber, at mine erfaringer kan give dig noget med på vejen – uanset om du selv blogger, kæmper med livet eller bare er nysgerrig på, hvad der har formet mig som menneske gennem alle disse år.

1. Ærlighed vinder altid – men det koster

Jeg har altid sat ærlighed højt. At være ærlig over for mig selv og mine læsere har været min ledestjerne – også når det har gjort ondt. Men ærlighed kommer ikke uden konsekvenser. Ikke alle kan lide sandheden, og nogle gange mister man venner, fans eller samarbejdspartnere. Alligevel ved jeg, at uden ærlighed var min stemme ikke værd at lytte til. Det er et valg, jeg ikke fortryder, selv når det har kostet mig dyrt.

2. Du skylder ikke internettet hele din sjæl

I begyndelsen troede jeg, at alt jeg oplevede skulle deles. Men efterhånden lærte jeg, at det er okay at holde noget for sig selv. Ikke alt skal ud i offentligheden, og man må gerne sætte grænser – både for sin egen skyld og for sine nærmeste. At trække en tydelig linje mellem det private og det offentlige er en af de bedste beslutninger, jeg har taget i min blogger-karriere.

3. Du kan ikke styre, hvem der læser med – kun hvordan du skriver

Internettet når langt ud, og man ved aldrig præcis, hvem der læser med. Det kan være skræmmende, men det er også en af bloggingens vilde kræfter. Jeg har lært, at jeg ikke kan kontrollere alle læseres tolkning eller reaktion, folks hensigter og intentioner, men jeg kan altid styre, hvordan jeg formidler mine tanker. Integriteten i min stemme og min måde at skrive på er mit anker i det uendelige digitale hav.

4. Sårbarhed skaber fællesskab

Nogle af mine mest læste og mest elskede indlæg har været dem, hvor jeg har turdet vise min sårbarhed helt åbenlyst. Som da jeg skrev om abort. Jeg var sikker på jeg ville få hele abortmodstanden på nakken. Det skete ikke. I stedet fik jeg over 200 dybt personlige, rørende, hjerteskærende og fantastiske beskeder i indbakken fra de vildeste sejeste kvinder. Det er i det sårbare rum, at folk forbinder sig. At dele min smerte, min usikkerhed og mine nederlag har skabt nærhed og fællesskab, som jeg aldrig havde turdet håbe på. Det har også været med til at give andre mod til at dele deres historier.

5. Du må gerne udvikle dig – også offentligt

Jeg har ikke altid haft de samme holdninger, og jeg har sagt ting, jeg siden har ombestemt mig om. Men det er okay. Faktisk er det vigtigt at kunne udvikle sig og indrømme, når man tager fejl eller ændrer mening. Det gør os troværdige og ægte. Livet er en proces, og det samme gælder en blogger. Gid der var mere plads til alt det menneskelige i den her digitale urskov.

6. Kritik og kærlighed larmer forskelligt – men de former dig begge

Når man deler sin historie offentligt, kommer der både ros og kritik. Hver gang jeg har fået hård kritik, har jeg prøvet at finde det konstruktive i den – selvom det ikke altid har været let. Og jeg har også oplevet, hvordan kærlighed og støtte fra læsere og følgere har holdt mig oppe, når det var allersværest. Begge dele er med til at forme den, jeg er i dag. Jeg oplever et kæmpe fællesskab, især med dem der har læst med i mange år, og som jeg ved er fantastiske støtter og som også gerne deler ud med hjertet forrest.

7. Digitalt mod kræver pauser

Det kræver mod at være åben online – især når man står midt i shitstorms, hadkommentarer og konstante krav om tilgængelighed. Jeg har lært, at det er nødvendigt at holde pauser. Ikke for at give op, men for at samle kræfter, genfinde sig selv og blive klar til at fortsætte. Pauser er ikke svaghed. De er en investering i langtidsholdbarhed. Fuck algoritmerne, folk skal nok finde mig når jeg f.eks holder sommerferie uden SoMe og uden skærme i 1,5 måned (og skriver om det lige her)

8. Det personlige er stadig politisk

Når jeg har skrevet om svære ting som overgreb, selvmordstanker eller social uretfærdighed, har det aldrig bare handlet om mine egne ord, mine egne oplevelser. Det har handlet om at give stemme til dem, der ellers er tavse. At dele personlige historier er også at pege på samfundets svagheder – og det kan skabe forandring. Blogging er aktivisme, og nogle gange har blogging været med til at forandre livet for andre mennesker, som da vi startede den største private landsdækkende indsamling til Lesbos, og endte med at sende en halv million afsted i nødhjælp. Det var det vildeste projekt. Jeg stod med en 2 måneder gammel baby på armen og oplevede det vildeste netværk og samarbejde. Jeg har stadig kontakt med de fleste af de mennesker der var med i styregruppen dengang. Det var hårdt og fantastisk.

9. Du kan godt være både følsom OG professionel

Det tog mig lang tid at forstå, at følsomhed ikke betyder, at man ikke kan være professionel. Jeg kan både være sårbar og skarp, berørt og målrettet. Den balance har gjort mig til en bedre blogger, en bedre kommunikatør og et bedre menneske. Der er plads til begge dele – og det er faktisk en styrke jeg har brugt i mange andre sammenhænge også, og er glad for i dag.

10. Du er ikke dit sidste blogindlæg (ej heller dit første)

Det kan føles som om, man bliver defineret (og dømt) af det, man netop har skrevet eller delt. Men du er så meget mere. Det næste blogindlæg, det næste kapitel, kan blive begyndelsen på noget helt nyt – for dig selv og for dem, der læser med. Det har jeg lært at holde fast i, især når det føles svært. 

Og sidst men ikke mindst: så er der jo alle mine fantastiske læsere. Selvom jeg aldrig bliver “damebladsblogger” og kommer til at skrive ret meget om læbestifter og sultekure, og selvom jeg skriver om hårde emner, og en læser engang skrev til mig at “jeg skal altid lige tage en dyb indånding inden jeg går ind og læser din blog, for jeg bliver altid konfronteret mig med selv og mit eget bullshit - hvilket er hårdt, men det er også superfedt!”, så er der stadig plads til sådan en krøllet størrelse som mig herude. Der er plads til at jeg skriver om præcis det der fylder mig, lige nu er det børns trivsel, hjemmeskole og det samfund vi har indrettet som hverken passer til børn eller andre mennesker. Næste år er det måske noget andet. Jeg elsker at bloggen har haft så mange former og så meget forskellig indhold gennem tiden, og at den stadig har sin plads i denne skøre verden. Jeg går i hvert fald ingen steder, og elsker stadig at trykke “udgiv” og se hvad der sker på den anden side af det jeg har siddet i min egen hjerne og mit eget hjerte og bakset med.

Vi tager lige 20 år mere.

Tak fordi du læser med

Kærlig hilsen

Frejamay

PS. YAY! Husk at det nu er muligt at støtte bloggen, enten ved at abonnere (det koster 10kr om måneden) eller ved at bidrage med et engangsbeløb. Pengene går til den videre drift af bloggen og gør en reel forskel for mig. Læs meget mere, eller støt lige her.