Når selvfortællingen knækker – og livet begynder forfra – om at finde ud af hvem man egentlig er som 42-årig.
Der er et før og et efter i tirsdags. Et livet vol. 2.0. Den dag jeg så en af mine værste frygte i øjnene og risikerede at hele den selvfortælling min barnehjerne havde skabt om mig, den skulle skrives om. Og da hun under testen lagde bogen foran mig, og jeg kunne vælge at løbe min vej for evigt eller tage udfordringen op, så valgte jeg det sidste, og nu bliver livet aldrig det samme igen. Velkommen til et maskefald for voksne.
** Trigger warning - dette indlæg indeholder beskrivelser af selvskadende adfærd **
Skal, skal ikke dele?
Det er altid en svær beslutning om jeg skal dele de her personlige oplevelser eller ej. På den ene side gør delingerne mig måske sårbare, på den anden side har jeg de sidste snart 20 år som blogger solid erfaring med at finde fællesskaber i mine personlige fortællinger, og jeg oplever fra mine læsere at mine tekster, refleksioner og indsigter skaber genklang ude i verden, og derfor skriver jeg også denne oplevelse, som hører til blandt de største transformationshistorier i mit liv. Måske den største, lige på nær mine 2 fødsler af mine børn.
Sårbarhed er en styrke, og ingen kan ramme mig med noget jeg selv har delt og gennemarbejdet. Det jeg skriver i mine blogs er jo altid kun en lille koncentreret del af et langt større billede, og der ligger mange tanker og beslutninger bag alt hvad jeg nogensinde har udgivet, derfor er beslutningen relativt nem. Selvfølgelig skal jeg dele det her også. Alt hvad jeg kommer til at skrive herfra kommer til at have rod i dette indlæg, det der skete i tirsdags og den transformation jeg står midt i lige nu.
En gammel fortælling der varede i 42 år
Der var engang en lille pige. Jeg blev født, voksede op – og havde det svært. Mine forældre blev skilt, da jeg var tre år gammel. Jeg blev gjort ansvarlig for kommunikationen mellem dem, og samtidig flyttede jeg ind i et nyt hus med en ny familie og startede på en ny skole.
Skolen var svær. Der var for mange børn, for meget larm, for lidt tryghed. Jeg blev mobbet. Jeg låste mig inde på badeværelset. Lærerne var efter mig. Efter ganske få år havde jeg lært at pjække fra skolen og lyve mig syg. Der var ingen, der lyttede. Jeg fik at vide, at man bare skulle lade mobning gå ind ad det ene øre og ud af det andet. Problem solved.
Jeg blev aldrig glad for at gå i skole. Karaktererne fejlede ikke noget, selvom jeg ikke husker ret meget fra timerne. Men skolen var så svær, det var et mareridt at skulle afsted hver dag. Til sidst begyndte jeg at tro, at det måtte være mig, der var noget galt med – at jeg simpelthen var dum og uintelligent, siden jeg ikke engang kunne finde ud af at gå i skole ligesom alle de andre. ALLE børn kan jo finde ud af at gå i skole! Undtagen mig.
Det eneste, jeg husker som positivt, var projektugerne i de større klasser. Her kunne jeg vælge mit eget emne og dykke ned i filmproduktion, foto, hekse og pyramider – nørde noget, jeg virkelig syntes var spændende. Ligesom når jeg i fritiden tog på biblioteket og lånte bøger om stenografi, fordi jeg gerne ville være journalist og ville lære at tage hurtige noter.
Barndommen var ensom, og det blev sværere og sværere. I 4. klasse kom jeg til psykolog hos PPR, men jeg lærte hurtigt at sige det, jeg kunne regne ud, at psykologen gerne ville høre. Så stoppede samtalerne hurtigt igen. Allerede efter første samtale blev jeg bedt om at tage både min mor og far med næste gang – selvom jeg lige havde fortalt, at ikke engang statsforvaltningen kunne få dem til at være i samme rum. Men at lægge det ansvar over på mig, en pige i 4. klasse – det stod klart for mig at denne psykolog ikke hørte hvad jeg sagde, og derfor begyndte jeg at fake at jeg havde det godt. Jeg løj og sagde, at alt gik godt igen. Og derefter blev jeg endnu bedre til at skjule, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg begyndte at tro endnu stærkere på fortællingen om, at der ikke var nogen, der kunne – eller ville – hjælpe mig. Den fortælling blev til: "Jeg er dum. Jeg kan ikke finde ud af at gå i skole. Der er ikke andre som mig. Hvorfor er jeg så forkert?"
I min familie blev det billede bekræftet: Jeg var hende, der skabte problemer. I skolen var jeg hende, der blev mobbet og holdt udenfor. Jeg trak mig længere og længere ind i min egen verden og blev mere og mere dygtig til at observere hvordan andre gjorde, sådan så jeg kunne blende ind.
I en lang periode blev jeg selvskadende, fordi det var den eneste måde, jeg kunne holde det hele ud på. Jeg vidste godt, det ikke var normalt at rive i sin hud med rivejern og dække det til med makeup. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg ellers skulle gøre. Jeg fortalte aldrig om min selvskade til nogen, det var ikke et råb om hjælp, men en måde at straffe alt min forkerthed på, al min stupide dumhed. Langsomt begyndte en stemme i mit hoved at blive stærkere: du er snotdum! Du kan jo ikke engang finde ud af at gå i skole! Hvad fanden er der galt med dig? Hvorfor kan du ikke bare være ligesom alle andre?
Så det blev fortællingen jeg tog med fra folkeskolen og barndommen: snotdum. Heldigt du kan finde ud af at trække vejret selv. Held og lykke med det.
Et barn i mistrivsel.
Ca. 20 år senere blev jeg selv mor til et barn, som efter skolestart endte i mistrivsel og skolevægring. Mit barn låste sig inde på toiletterne i skolen. Gemte sig grædende i hjørner, ligesom hun blev selvskadende og heldigvis viste sin smerte til mig så jeg kunne hjælpe hende. Den proces har jeg skrevet meget om, og kommer til at skrive meget mere om, men i denne kontekst vil jeg blot nævne at min datters mistrivsel i skolen blev startskuddet til min egen heling af min egen fortid.
Da min datter mistrivedes i skolen, fik jeg hende testet hos Gifted Institute, som testede hende højt begavet. Da jeg skrev om min datters testresultat på min blog, var der flere læsere der skrev til mig at de allerede, da min datter var lille, havde skrevet til mig at jeg måske skulle overveje at min datter var højt begavet. Det havde jeg pure afvist. Hvordan skal en snotdum mor få et højt begavet barn? Jeg var med på at min datter var kvik, havde en ret sindssyg hukommelse, huskede detaljer fotografisk og havde en virkelig veludviklet voksenhumor allerede som barn, og at hun var meget sansestærk og skulle skærmes i mange sammenhænge, det var jeg med på … men altså, det var jo bare sådan hun var, hun kunne ikke være højt begavet. Men det var hun altså. Og da jeg begyndte at læse al litteratur om høj begavelse jeg kunne komme i nærheden af, begyndte jeg langsomt at stille spørgsmål til min egen barndom og skolegang og sejlivede selvfortælling - en fortælling jeg overlede på. Der var bare ting der ikke helt hang sammen.
Autisme, adhd, viljestærk, højt begavet?
De sidste 2 år har jeg læst op på adhd og autisme hos voksne. Taget tests. Jo mere jeg lærer min datters indre verden at kende, jo mere jeg beskæftiger mig med den neurodivergente hjerne, jo mere kan jeg genkende ting fra mit eget liv. Gode ting, men også meget svære ting. Men jeg har ikke kunne genkende mig selv helt/nok i hverken autisme eller adhd. Nogle træk, ja, men ikke nok til at jeg tror der er en diagnose på spil hos mig. Alligevel har jeg ikke kunne finde ud af med mig selv om det var en vej jeg var villig til at gå, altså at få klarhed over mit eget indre liv, eller om jeg på bedste Frost-vis skulle let it go, let it gooo.
Jeg kunne ikke let it go. Jeg så jo mig selv på google igen og igen og igen. Noget måtte ske.
Voksenafdækning hos Gifted Insitute.
Aftalen havde været i kalenderen en måneds tid, da jeg i tirsdags sad i bilen på vej mod Næstved, hvor jeg skulle mødes med Gifted Institute og se min værste frygt i øjnene. Hver dag den sidste måned, har jeg sagt til mine veninder i telefonen at jeg har haft lyst til at aflyse. Løbe skrigende væk, holde mig for ører og øjne og råbe ”ikke alligevel, ikke alligevel”. For hvad nu hvis afdækningen viser at jeg faktisk bare er snotdum. At det bare er mig der er inkompetent når det kommer til at leve livet. At alle andre kan finde ud af det og jeg bare ikke kan? Men nysgerrigheden og håbet om at få svar har vundet hver dag, og mine veninder har holdt mig når tvivlen har fyldt for meget.
På vejen i bilen var der helt vindstille indeni mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente, jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle håbe på? Jeg har kaldt mig selv neurodivergent, fordi det har været den kasse jeg har følt at jeg bedst passede ind i, for at oversætte mig selv til det publikum der følger med ind af mit lille vindue i verden. Men måske skulle jeg efter denne dag skifte identiteten ud med ”snotdum, uduelig til livet, trist”. Hvilke andre forklaringer kunne der være på alt det der har været så svært ved at være mig i en verden jeg sjældent føler mig særlig tryg i? For slet ikke at tale om set, mødt, hørt og forstået? Hvor har jeg dog brugt mange år, mange kræfter og mange indre kampe på at forsøge at passe ind i alverdens sammenhænge, hvor jeg overhovedet ikke har følt mig hjemme. Hvor der ikke har været nogle af mine slags måger at flyve med. Hvor jeg har været så uendelig træt og udkørt, og hvor jeg simpelthen ikke kunne forstå hvorfor. I udu.
LØB! Løb for livet!
Det var en fantastisk oplevelse at være hos Grith fra Gifted Institute. Jeg kender hende fra min datters test og forløb med skolevægring og mistrivsel, hvor Gifted Institute og Grith aldrig gav slip på os, og var en kæmpe støtte i den sværeste tid jeg som mor har stået i, og stået i ret alene. Havde det ikke været for Grith, sene telefonsamtaler og høj faglighed, så havde jeg aldrig stået så stærkt med så solid en viden om min datter, som jeg har i dag. Så jeg var ret tryg ved at skulle voksenafdækkes af Grith også.
Testen startede, og det eneste jeg håbede på var at de der hæslige IQ tests ikke skulle være en del af dagen. Ikke firkanter, ikke mønstre, ikke cirkler og farver og systemer. Alt andet end det. Og da Grith lagde bogen med lige netop de tests foran mig, og jeg skulle svare på den første test forsvandt alt blodet fra min krop, og jeg havde lyst til at bryde grædende sammen og løbe ud af lokalet. Løb. Løb.
Jeg har aldrig i mit liv turde at tage en eneste IQ test, fordi jeg har været så overbevist i min grundvold om at testen ville afsløre HVOR dum jeg i virkeligheden er. Det jerngreb min barnefortælling lavede for at overleve og give det hele mening dengang, den har været mit fundament jeg har levet hele mit liv ud fra. Hver gang jeg har virket klog så blev min fortælling at jeg bare ramte heldigt. Når ekstremt kloge mennesker ville være venner med mig, var det bare fordi de ikke var i stand til at gennemskue hvad og hvem jeg virkelig var. Når jeg var dygtig til mit arbejde, måtte det være fordi jeg på en eller anden måde snød. Alt har rod i den gamle fortælling. Når jeg godt kunne se at jeg havde virkelig meget viden indenfor mange områder, så handlede det i bund og grund bare om at jeg jo overkompenserede fordi jeg skulle dække over min egen utilstrækkelighed. Der var altid en forklaring, og forklaringen havde altid rod i den fortælling jeg lavede for at overleve folkeskolen.
Men jeg løb ikke. Jeg blev. Og det forandrede mit liv.
IQ
Jo flere af de tests jeg lavede, jo sjovere blev det. Min hjerne kunne lide det, kunne jeg mærke. Min hjerne blev motiveret og sulten efter mere, kunne jeg mærke. Hvad fanden var det der skete? Der var enkelte tests jeg ikke kunne gennemskue, men set i bakspejlet, så tror jeg mere det handlede om at jeg var bange for ikke at klare opgaverne hurtigt nok, og derfor bare gav op, fordi jeg havde blidt mig selv ind at man jo skulle være meget hurtig. Det skulle man faktisk ikke. Den ene opgave gav jeg op på, så bladrede jeg videre til den næste, som heldigvis var ret nem. Jeg pegede på det rigtige svar og Grith svarede ”det der, det er den sværeste test i hele bogen”, og det ødelagde noget i den gamle fortælling jeg havde indeni … som jeg kunne mærke måske trængte til at blive ødelagt.
Under hele testen mærkede jeg mit hjerte og helingstårerne presse sig på. Bare det at sidde i det rum sammen med Grith og tale ud fra ægte mig, ægte min kerne, ægte uden masker. Jeg var så set og så mødt og så holdt i det rum, at jeg kunne overgive mig fuldt og helt, jeg kunne være bundærlig i alle mine svar, jeg behøvede hverken at moderere, redigere eller censurere mig selv af frygt for hvordan det ville lande hos Grith. Det er ekstremt sjældent jeg møder mennesker (udover mine allernærmeste venner) hvor jeg kan give mig selv den tilladelse og oplever den tryghed. Jeg er så vant til at (nu låner jeg et udtryk fra autismen) maskere mig, jeg er så dygtig til at indgå i alle mulige sammenhænge og efterhånden også at forstå sociale koder og læse rummene … og jeg er så pissetræt af det. Jeg gider ikke være god til det længere. Jeg vil bare gerne være mig selv.
Resultatet
Det præcise tal kommer jeg aldrig til at dele offentligt eller med ret mange, det er dybt personligt for mig, men jeg kan fortælle at tallet kom som et ret stort chok for mig. Jeg er ikke dummere end at jeg nok havde regnet ud af jeg var gifted, hvis jeg skal være ærlig. Begavet. Intellektuelt vidste jeg det godt og har vidst det længe. Men følelsesmæssigt var det stadig fortællingen om at være dummere end vådt bølgepap der herskede. Den fortælling skal jeg nu bruge resten af mit liv på at lave om, for den er ikke, og har aldrig vært sand.
Da jeg så mit tal kunne jeg helt fysisk mærke en dør lukke i og en ny dør åbne sig. Da jeg krammede Grith farvel med tårer i mine øjne og satte mig ud i bilen, kunne jeg pludselig mærke mit indre sårede barn, som altid har været henvist til at ligge forslået i fosterstilling nede i min højre ankel, rejse sig op og fylde hele min krop ud. Det skete på et splitsekund. Jeg kan stadig mærke varmen i mit hjerte når jeg skriver om det. Jeg kom hjem.
Og det er ikke fordi tallet er særlig vigtigt. Det er fordi tallet fortæller en historie om hvordan det er at være sådan et menneske med sådan en hjerne i en verden, hvor der ikke er ret mange der er ligesom jeg er. Hvor der er mange der ikke forstår min måde at se verden på, min måde at være i verden på, min måde at tænke på, at reflektere på, at reagere på, at blive påvirket på. Pludselig kan jeg se hvor helt enormt forkert jeg har trådt helt enormt mange steder, fordi jeg bare er gået ud fra at andre oplever verden på samme måde som mig. Det gør de overhovedet ikke. De mange gange hvor jeg tror jeg f.eks. har gjort det rigtige ved at gøre opmærksom på ting der i arbejdssammenhæng ikke fungerer, er jeg blevet fyret og folk er blevet virkelig vrede.
Som dengang jeg arbejdede på en specialskole for børn med kognitive funktionsnedsættelser og ikke kunne forstå hvorfor specialpædagogerne gav børnene SÅ mange informationer på morgenmøderne, og forventede at børnene skulle kunne huske alt det, når jeg (som voksen uden kognitive funktionsnedsættelser) havde brug for at skrive tingene ned, hvis blot jeg skulle kunne huske halvheden af de informationer der blev delt. Det faldt ikke i god jord da jeg gjorde opmærksom på det, og jeg kunne ægte ikke forstå hvorfor de ikke ville have den viden eller blev glade for den, det kunne jo hjælpe børnene? Det forstår jeg jo godt i dag, og jeg har lært at holde min mund med mange af de ting jeg ser. Det er jo blandt andet derfor jeg blogger. Jeg er nødt til at have mine tanker og observationer ud et eller andet sted, og her på bloggen er mit safe space. Her kan folk jo bare smutte hvis jeg træder nogen over tæerne.
Klarhed
Alting skal genfortælles. Hele min livsfortælling, min egenfortælling er i fuld gang med at blive skrevet om, bid for bid. Derfor er jeg også nødt til at fortælle om den her oplevelse, for ordene hober sig op i mig, der er så mange oplevelser siden i tirsdags jeg har lyst til at dele allerede, og jeg mærker forbindelse til en indre flod af ting der pludselig giver mening, og som står i et knivskarpt og blændende klart lys. Alt det grå er forsvundet, alt det der har føltes som om det bare ikke sad ordentligt i hak, det er faldet i hak. Der er så meget overkompensation og maskering jeg ikke behøver rode mig ud i længere, fordi jeg er landet i mig selv. Jeg har min egen tilladelse til at være alt det jeg er, og jeg har sluppet den gamle fortælling om at jeg var snotdum. Det var jeg ikke, jeg havde bare ingen at spejle mig i, og der var ingen der så mig for alt det jeg var. De så et barn på tværs, et barn der gemte sig i sig selv og konkluderede alt andet end at jeg var begavet og havde brug for en anden måde at lære på end den folkeskole kunne tilbyde dengang (og nu).
Nu forstår jeg hvorfor jeg oplever så mange skøre ting, og havner i så mange skøre situationer ift gennemsnittet. Det er der rent faktisk en helt fornuftig forklaring på. Det bliver et blogindlæg for sig.
Nu forstår jeg hvorfor minimalisme har gjort så kæmpestor en forskel i mit liv, og hvorfor andre måske ikke er lige så begejstrede for minimalismen som jeg er. Det bliver også sit helt eget blogindlæg.
Nu forstår jeg hvorfor visse mennesker gør mig så enormt træt, og hvorfor jeg ikke behøver bruge mere tid på det. giftedness og relationer. Det bliver også et blogindlæg for sig.
Nu forstår jeg hvorfor jeg har svært ved store vennegrupper med mange mennesker i. Jeg forstår også hvorfor der er fællesskaber jeg simpelthen ikke kan trække vejret i. Også et blogindlæg for sig.
Det vælter ind med nye indsigter, og jeg kan næsten ikke rumme det, derfor er jeg nødt til at skrive, skrive skrive og skrive.
Nu må jeg se mig selv. Nu må jeg hele mig selv. Nu må jeg tage mig selv i hånden. Jeg har hele mit liv tilpasset mig, slået knuder på mig selv for at passe ind, maskeret mig, gjort mig dummere end jeg er, undladt at træde på folks egoer ved at tie stille i stedet for at råbe op … Nu må det være verdens tur til at rumme mig. Jeg vil ikke tilpasse mig længere. Det må være absolut rimeligt. Og jeg vil bruge min stemme på at ikke flere børn skal gå igennem det samme som jeg gjorde dengang, og ikke skal vente til de bliver 42 med at forstå hvem de er. Ligesom jeg vil bruge min stemme til at skabe et sprog som forhåbentligt mange andre kan bruge og spejle sig i. Hvad enten det er høj begavelse, autisme eller adhd eller andet, så er der en fællesnævner i at finde svar, få klarhed, og finde de rigtige måger at flyve med. Jeg er så heldig at jeg allerede har fantastiske mennesker tæt på mig, som ser mig, spejler mig og hvor jeg kan være præcis den jeg er. Og der kommer flere og flere til nu hvor jeg begynder at forstå min sande natur. Jeg er ikke forkert, jeg er bare gifted.
Sorg og glæde
Dagen efter voksenafdækningen skrev jeg sådan her til en veninde:
” I dag er den første dag i mit nye liv. I går var den sidste dag i mit gamle liv. I går skete der nemlig noget der flyttede mine indre tektoniske plader derhen hvor de hører hjemme ... noget jeg har ventet på af få afklaring på hele mit liv, men aldrig har turdet forfølge - for hvad nu hvis der ikke var "noget galt"? Så er det jo bare mig der ikke kan finde ud af livet.
Jeg var hos Gifted Institute i går og blive "voksenafdækket", hedder det. Jeg fik lavet alverdens tests, herunder IQ og afdækning ift adhd, autisme, ocd mv. Det var benhårdt, men også trygt og spændende.
Da jeg for 3 år siden fandt ud af at Emmalia er højt begavet, og at mange af hendes udfordringer i livet skyldes den høje begavelse og den asynkrone udvikling, begyndte en indre rejse for mig også. For hvorfor havde jeg så pinefuldt svært ved at gå i skole? Hvorfor droppede jeg ud af gymnasiet 3 gange, når alle andre godt kunne finde ud af at gå i skole? Hvorfor har jeg bedst ved online uddannelser hvor det nærmest er et selvstudie, og hvor jeg får langt højere karakterer end jeg gør i den traditionelle fysiske skole? Hvorfor er det svært at overskue at gå i bad når jeg er 42? Hvorfor har jeg altid følt mig så enormt forkert og udenfor?
I går fik jeg en stor del af svarene på mine spørgsmål, og jeg kan nu for good lægge tvivlen bag mig og begynde et nyt niveau af helingsarbejde. Jeg kan begyndte at dykke ned i min egenforståelse, og jeg behøver ikke længere overkompensere og maskere så meget som jeg tror jeg skal for at passe ind. Der er en forklaring.
Men der er også en sorg. Nu er vi 3 generationer af gifed personer der har kæmpet i skolen og i livet. Min far der var ekstremt højt begavet og det mest distræte menneske jeg nogensinde har mødt. Selvdulmeri med alkohol og arbejdsnarkomani hele livet, eneboer, afstand. Mig der har kæmpet med skole og uddannelse altid, og med at finde en plads i livet, og har skammet mig så meget over at træde min egen sti i livet, selvom jeg jo ikke kunne finde ud af andet, og aldrig har kunne finde ud af at være som alle andre (og dømt mig selv så enormt hårdt for det). Min datter der ikke passede ind i, og som endte i skolevægring og mistrivsel. Nu træder vi hendes nye sti sammen, men med en larmende bevidsthed om at vi jo er "de anderledes" igen.
Jeg har altid følt at de beslutninger jeg tog for mine børn blev set skævt til, men jeg har vidst at det var det rigtige jeg gjorde, også selvom jeg på ingen måde følger normen. Nu ved jeg hvorfor min indre stemme har været så stærk, og jeg er så enormt glad for at jeg havde modet til at lytte til den.
I dag er første dag i mit nye liv, og jeg mærker at noget i min krop slipper i en sådan grad at jeg har haft kvalme siden jeg kom hjem i går. Jeg mærker også at mit indre sårerede barn der altid har været forvist ned i min ene ankel, hun har rejst sig i hele min krop og og jeg har omfavnet hende og budt hende velkommen.
Jeg ved ikke hvor det her ender, men jeg ved at jeg er vild med begyndelsen og jeg glæder mig til at opleve hvor dette nye liv med denne nye bevidsthed tager mig hen <3”
Jeg har lyst til at råbe ud til hele verden hvor stort det her er. Jeg nøjes med at dele den spæde start på min nye historie her, og så har jeg tillid til at den nok skal finde vej til hvem end der måtte have brug for at høre den.
Tak fordi du læste med. Tak fordi du er en del af rejsen, og velkommen til hvis du er ny læser her, jeg glæder mig helt vanvittigt til at se hvor vi skal hen herfra.
De kærligste hilsner
Frejamay, gifted child i en voksenkrop.
