Hvorfor rod dræner den højt begavede hjerne – og hvordan minimalisme kan hjælpe
Det spørgsmål jeg møder oftest, er spørgsmålet “Hvordan i alverden når du alt det? Hvor finder du overskud? Du er alene med 2 børn hvoraf det ene er et barn med særlige behov, du er fuldtidsstuderende, og du driver en fuldtids hjemmeskole, to blogs og dine sociale medier, og en podcast og alt det andet du laver?” Dette indlæg giver dig svaret.
For 2 uger siden blev testet højt begavet og fik ændret hele min egenfortælling og mit indre fundament (læs her). Lige siden vælter indsigterne og nye tanker og erkendelser ind. Alt giver meget mere mening nu hvor jeg forstår mit indre univers. I dag skal det handle om ovenstående, høj begavelse, visuel støj, minimalisme og forskning, og svaret på hvordan jeg når alt det jeg når. Jeg også glæder mig til at høre om der er andre end mig der kan genkende. Det er et lille mikro-studie vi sammen har gang i her. Velkommen til.
Hvad er minimalisme?
Minimalisme har de seneste 10 år været en meget stor hjælp for mig, især som travl alenemor til to børn. Minimalisme er en livsstil, kunststil og filosofi, der handler om at reducere til det essentielle og fjerne overflødige elementer. Det fokuserer på en enklere, mere bevidst måde at leve på, hvor man vælger at leve med færre materielle ting og mere fokus på det, der virkelig betyder noget. Minimalisme handler i min verden ikke om at bo med ingenting, men blot at de ting du omgiver dig med i dit hjem, er ting der skaber værdi (og glæde, tak Marie Kondo), og at du har forholdt dig aktivt til de ting du omgiver dig med. Ting hober sig ikke op og dit hjem bliver ikke en udstilling af din fortid, men derimod en ramme der bakker din aktuelle nuværende sæson af livet op, og støtter op om dine drømme for dig selv og din familie.
Dit hjem er en forlængelse af den du er
En Feng Shui veninde sagde engang til mig at ”dit hjem er en forlængelse af den du er”, og hvis det hjem er fyldt med rod, eller dårlige minder gemt i genstande, eller det udmatter dig eller stjæler din energi, eller du ikke har lyst til at invitere nogen hjem til dig, så kan minimalisme (og Feng Shui) hjælpe dig med at skabe balance, men også med at gøre dig klogere på hvem du er. For mig er der intet som helt hokus pokus i hverken minimalismen eller feng shui, som i min verden hænger sammen, og mit hjem er indrettet efter principper og tankegange fra de to filosofier/livsstile.
Dagligt arbejde med minimalisme på mikroplan
Jeg har altid holdt meget af at have overblik i mit hjem, at vide hvor alting præcist er henne, at have systemer i mine bøger, mit klædeskab, mit køkken mv. Alt er bygget op efter funktion, anvendelseshyppighed og om hvilke følelser, minder og fortællinger der er bundet ind i genstanden, klædestykket eller dimsedutten. Arbejdet med minimalismen foregår på daglig basis, og dagligt forholder jeg mig til de ting jeg omgiver mig med, og om jeg synes mit hjem afspejler det der foregår i mit lindre lige nu.
Eksempler:
Ting der er ødelagte skal enten repareres indenfor en kort tidsramme, max en uge.
Tøj jeg ikke kan passe længere skal enten sælges, gives videre eller gives til genbrug indenfor max en måned. Alternativt kommer de i en “Time will tell” kasse i kælderen indtil jeg er afklaret. Jeg har kun 1 “Time will tell kasse”, og jeg må ikke fylde mere end den ene, ellers skal der sorteres ud. En fysisk begrænsning (max 1 kasse) kan være en god hjælp til at “overvejelses-stationer” ikke breder sig i hjemmet eller garagen.
Legetøj der enten ikke leges med eller er gået i stykker skal videre indenfor en uge
Ting der hele tiden står i vejen skal ud eller have et fast sted at bo hvor det ikke står i vejen.
ALLE ting skal have et hjem i hjemmet, ellers bliver de hjemløse og vandrer rundt og skaber rod og uorden. Hvis en ting ikke har et sted at bo, hører den ikke hjemme i mit hjem.
to name a few …
Høj begavelse og minimalisme
De seneste 4-5 år har jeg ryddet ud og ryddet ud, og i takt med at jeg er blevet mere og mere bevidst om at der er høj begavelse (og asynkron udvikling, hyperintensiteter, nervesystemer der ikke skal overbelastes mv. ) på spil i vores hjem, er jeg blevet meget mere bevidst om rod, hvor mange ting der er i vores hjem, og hvad der skal til – visuelt og æstetisk – for at skabe et hjem hvor mine børns hjerner og nervesystemer kan finde ro og slappe af og lade op – og ikke bliver yderligere stresset. Det kommer også til udtryk i vores støjforvaltning herhjemme, vores forhold til skærme, legeaftaler, sove legeaftaler, antal sceneskift i løbet af en dag, forudsigelighed og alt mulig andet, og alt det er nu engang meget nemmere når ikke vi har en masse støj i form af rod og ting og dimser, som får lov til at udtrætte vores nervesystemer. Men det er helt andre blogindlæg end det her.
For meget legetøj ødelægger børns leg
Min søde overbo har bemærket at der tit står ting udenfor vores dør, som på den ene eller den anden måde skal videre. ”Ej nu har du ryddet ud igen!” siger hun misundeligt, og det er rigtigt, det er nærmest på ugentlig basis vi slipper ting i vores hjem, som enten bliver solgt, givet videre til andre, eller bliver afleveret til Røde Kors eller Mødrehjælpen. Det er bare blevet en praksis, ligesom yoga eller meditation er det for andre. Jeg kan nærmest fysisk mærke når vi har for mange ting i vores hjem, og forskningen er med mig her, når studier viser at for store mængder legetøj kan distrahere de små børn, og når børnene bliver distraherede, går det ud over deres leg. Legen kan blive helt uoverskuelig, særligt hvis de har adgang til alt legetøjet på en gang. Studiet viste, at børnene ikke fordybede sig i legen, når de var omgivet af masser af legetøj, som de ellers gjorde, når udvalget var mindre ( Kilde: Jyllandsposten og Sundhedsguiden). Legetøj skal være synligt på børnenes højde så det kan overskues – og at man kun har ét lag med ting på hylderne et rodet miljø kan føre til overstimulering, hvor barnet mister evnen til at fokusere og fordybe sig (Kilde: Samvirke).
Faktisk er det ikke kun børnehjerner der oplever at rod og for mange ting kan ødelægge legen eller overskud eller energien. Især når man, som jeg, har en neurodivergent hjerne, kan for mange ting og rod suge al mit overskud ud af mig, og jeg bliver stresset af det. Hvad siger forskningen her?
Når rod ikke bare er rod – og du ikke er doven
Der ligger bunker på spisebordet. Legetøj i hjørnerne. En opvask der stirrer anklagende. Og du tænker: “Hvordan kan det være så svært bare at rydde lidt op?”
Hvis du er som mange af os – en neurodivergent mor med et hoved, der kører 100 km/t, og et barn (eller to), der også tænker og mærker alt anderledes – så er det måske ikke dig, der er forkert. Det er måske bare verden, der ikke er designet til hjerner som vores.
Rod belaster din hjerne – ikke din rygrad
Forskere har faktisk vist, at rod stresser hjernen. Det “larmer” for hjernen, stjæler fokus og dræner din mentale energi. Især hvis du har ADHD, er højt begavet eller er på autismespektret, hvor hjernen i forvejen kæmper med at sortere sanseindtryk. Det gælder også for mange af vores børn.
Vi ser ikke bare “en stak ting”. Vi ser 47 uafsluttede opgaver. Og så fryser vi. Eller flipper. Eller laver en Maude.
Du er ikke doven. Du er overbelastet.
Rod kan få kroppen til at udskille mere stresshormon. Det påvirker søvnen. Og det kan give den der konstante følelse af at være bagud og “ikke god nok” – selv når du gør dit bedste. Men du er ikke doven. Du er træt. Mentalt overstimuleret. Og måske har du aldrig fået at vide, at din hjerne ikke trives i kaos/fysisk rod. Den bliver ikke motiveret af pres. Den lukker ned. Hos mig er der et kæmpe lighedstegn mellem ydre rod og indre rod, og man kan nærmest se på mit hjem hvordan jeg har det indeni.
Små skridt mod ro
Du behøver ikke et perfekt hjem. Mit hjem er ikke perfekt, men det er gennemarbejdet, så når det roder så tynger det mig ikke, da det tager meget kort tid at rydde det hele op. Men måske har du brug for ét roligt hjørne, hvor dit blik kan lande og din hjerne kan få fred. Jeg har eksempelvis mit yoga hjørne på mit værelse, og jeg har en regel om at der ikke må være legetøj/bamser/børnetøj på mit soveværelse. Og ja, det må man gerne have regler om derhjemme, for du skal huske at du er livsnerven i din familie, og hvis du er brændt ud, så er der ingen steder at få næring fra. Så ja til rod-frie zoner, og nej det er ikke ondt eller urimeligt, det er sundt og vigtigt for dit mentale velbefindende.
Kilder: McMains & Kastner, 2011 · Saxbe & Repetti, 2010 · ADDitude Magazine, 2022
Der er hjælp at hente i minimalismen, og det behøver ikke være et uoverskueligt projekt
Minimalisme har for mig været en kæmpestor del af løsningen, og roden til overskud, overblik og ro i mit nervesystem. Her er mine 5 bedste tips til små skridt mod store forandringer når det kommer til minimalisme og mere ro i hjemmet:
Start et nemt sted. Det kan være fristende at tømme alle skuffer og skabe når man er mest motiveret, men det er bedre at skabe små “nemme” successer, og så holde motivationen i gang på den måde. Tag en enkelt skuffe på badeværelset, en bestik-skuffe, ledning-kassen eller det ene natbord. Rør ved hver enkelt ting og spørg dig selv om det her er noget der bringer glæde og som bidrager til det liv du drømmer om at leve, eller om det dræner dig eller har udtjent sin værnepligt hos dig?
Sig farvel til gamle fortælliner om dig selv. Da jeg var igennem en forandringsproces, fandt jeg intet mindre end 8 bøger om ”dit indre sårede barn” og ”healing af dit indre sårede barn” i min bogreol. Jeg har på en eller anden måde aldrig fået læst en eneste af de bøger, men jeg har holdt fast i dem, fordi jeg befandt mig i troen på at ”hvis jeg bare lige får læst de 8 bøger der, så bliver jeg hel igen”. Men da jeg mærkede om bøgerne ”sparker joy” fik jeg nærmest kvalme. Der var ingen ”joy” i sigte, what so ever. Derfor besluttede jeg at gøre kort proces og kassere dem alle. Det var vildt grænseoverskridende, og jeg kan stadig mærke hvor vild en beslutning det var at sige ”nej tak til jer, jeg er fuldstændig hel som jeg er nu”. Og jeg har sjovt nok aldrig haft behov for at se mig tilbage eller købe nogen af bøgerne igen.
Husk på at rod er alt det der står imellem dog og det liv du drømmer om at leve, vær derfor kærlig kritisk med dig selv, og GIV SLIP på alt det der ikke støtter op om din ro og din fremtid.
Den her er den mest trælse men også den mest effektive regel: rod er beslutninger du udskyder. Pas på med at falde i “Time will tell” fælden. Det er fint at have en enkelt kasse til “Time will tell” ting, men ikke mere. Hvis du har haft tingen i et år og stadig ikke er helt afklaret, så er det altså et nej. Lad være med at skubbe flere beslutninger foran dig. Tag beslutninger NU.
Få tingene ud af vagten med det samme. Beslut dig for at køre på lossepladsen eller til genbrug NU eller aftal med en ven at vedkommende kommer og henter dine ting om 3 timer. Vær varsom med at pålægge andre i din omgangskreds dit rod. Hvis du ved du har en ven der også er samler, så lad være med at spørge den ven om der er ting de gerne vil overtage. Tag beslutning en gang for alle. Det kan også være en byrde at pålægge andre at de skal tage stilling til om de vil have dine aflagte ting. Giv evt. tingene væk i en bortgives gruppe hvor du ikke kender modtageren, men vær også her opmærksom på at det kan være en tidskrævende proces at forære ting bort, fordi folk brænder aftaler af osv. Tag styringen, tag lederskabet.
Jeg har lyst til at skrive 18 kapitler mere i det her blogindlæg, men jeg holder for nu. Jeg er spændt på at høre dine erfaringer, måske ligner de mine, måske kan du slet ikke genkende noget af det jeg skriver. Kan du slet ikke få nok, kan du læse mange flere tips her: Læs endnu flere tips i indlægget her.
Husk på at alle skal starte et sted, og skammen er ikke din ven her. Til gengæld er omsorgen og medfølelsen dine venner, og måske også sorgen over at have haft svært ved at slippe. Nu skal der handling til. Du kan starte med et finde 3 ting lige nu som skal ud. Farvel til dem, og vupti, så er du allerede i gang. Her er en lille liste over hvad jeg får ud af at arbejde med minimalisme herhjemme:
Ro
Overskud
Overblik
Ideer
Tid og lyst til at lege med mine børn
Tid og lyst til at kaste mig ud i nye projekter, som badeværelsesmakeover f.eks.
Glæde
Tid til egenomsorg
Tid til yoga og hjemmetræning (det er mest kun den første ting der bliver til noget, den anden er bare en illusion - who are we kidding)
Tid og overskud til at lave mad og gøre rent (jo flere ting man skal flytte rundt på, jo mere besværlig bliver rengøringen)
Kreative børn der bygger huler og mest af alt elsker papkasser og alt det sjove man kan få ud af dem
Og nu kribler det i mine fingre for at få sat alt det tøj til salg jeg lige har sorteret fra, fordi NOGEN har spist lidt for meget søde sager på det seneste :D
Husk at du kan støtte min blog og mit arbejde her på bloggen lige her, enten ved at blive betalende abonnent (en 10’er pr. måned), eller med et engangsbeløb på mobile pay (oplysninger i linket). Pengene går til at dække driftsomkostningerne på bloggen, og er en stor støtte for mig.
Tak fordi du læste med,
Kærlig hilsen
Frejamay