Mit barn skulle bare ikke være alanebarn, og det er ikke fordi der er noget galt med at være alenebarn, jeg har bare selv fået så meget foræret ved at have søskende, og det vil jeg også give mine børn. Men spørgsmålet dukker jævnligt op, og derfor vil jeg i dag svare på nogle af de tanker og bekymringer jeg møder hos alenemødre og solomødre der overvejer at få nummer 2 barn.

Ingen kender i morgen

Det første jeg vil sige er at ingen kender i morgen. Du kan planlægge og overveje og vurdere og mærke efter, men ingen har svaret på hvordan i morgen ser ud, og du kan ende langt værre eller langt bedre eller tæt på lige det du havde regnet med. Så for mig handler sådan en beslutning aldrig om logistik eller ”kan den store så stadig komme til fodbold når der er en lille”. Det er der alt sammen løsninger på. For mig handler det langt mere om at finde ud af

- Hvad vil det give mig at få et barn mere?

- Hvad vil et barn mere betyde for familien?

- Hvordan vil mit liv se ud om 18 år, hvis jeg sender 2 børn ud i livet?

- Hvad vil det give min søn/datter at få en søster?

Det hårdeste og det nemmeste

Det at gå fra 1 barn til 2 børn som alenemor eller solomor, det er uden tvivl noget af det sværeste (de første 5 måneder) og det letteste (resten af tiden) jeg nogensinde har gjort. For mig var der en sindssyg stejl læringskurve, og det tror jeg i virkeligheden der er for alle forældre, jeg tror bare den er ekstra stejl når man ikke lige har en anden voksen man kan række babyen til midt om natten, når man bare ikke kan mere. Jeg synes de første 5 måneder var hårde, især hårde for min ældste datter, fordi jeg stillede for store krav til hende ift at udskyde sine egne behov. Men det overlevede vi. Og hvis det er det værste min datter har oplevet i sine 7 første leveår, så går det nok alt sammen.

Men jeg synes samtidig hurtigt jeg fandt en rytme. Når der kommer et nyt menneske ind i ens liv, så skal man jo lige lære hinanden at kende, og jeg kan ikke sidde og være den person jeg er nu, og regne ud hvad jeg vil gøre om et til barn, for der vil jeg ikke være det samme menneske som jeg er nu.

Jeg var bange for at mine børn ville stå i vejen for mine drømme, men det viste sig, at da mine børn pludselig var her, så var mine drømme bare noget helt andet end da jeg sad og var bange for at mine drømme ville blive ødelagt. Min pointe er at vi flytter os med livet. Vi flyttr os med vores børn. Noget der på vores top3 liste over ultravigtige ting, dem kan vi pludselig ikke forstå hvordan de overhovedet havnede på den liste. Og så er der andre ting der er vigtige at holde fast i, og så finder vi simpelthen bare en måde at gøre det på.

Jeg har holdt fast i at holde foredrag i al den tid jeg har haft børn. Foredragene kunne jeg udarbejde og skrive om aftenen, og når de skulle afholdes, så kunne min mor (eller børnehaven) hjælpe i de 45 minutter jeg stod på scenen.

”Men hvad så med netværk og pasning?”

Jeg ved ikke hvorfor, men det virker som om folk tror jeg bare har folk til at passe mine børn i tide og utide. Det har jeg ikke. Min mor og stedfar passer mine børn 1 overnatning hver 14. dag, og ikke engang hver 14. dag, men cirka og af og til, men ellers har jeg mine børn hele tiden. Det betyder at jeg er superskarp på hvilke aktiviteter jeg skal lave om aftenen når de sover, og hvilke jeg sagtens kan lave mens de er hjemme, vågne og i weekenden. Det betyder også at jeg er blevet benhård til at prioritere hvad der er vigtigt at bruge min meget sparsomme fritid på, og hvad der er aldeles ligegyldigt at bruge tid på.

Mit relativt store netværk, det bruger jeg mest til sparring, til at græde ud hos, til at hente inspiration og ideer hos, og til at læsse af hos. Ligesom de bruger mig den anden vej. Jeg ved fra andre solomødre og alenemødre jeg kender, at de har en morfar der passer fast hver lørdag, eller har aftaler, nogen har råd til en barnepige, eller har været gode til at finde en reservebedste eller legeonkel. Der er så mange muligheder, men det kommer jo an på hvilket behov man har, og hvilke behov man får.

Personligt savner jeg ikke at gå i byen, og jeg er så heldig at jeg bor i en ejendom med ret mange (kickass) enlige mødre, så om sommeren mødes vi i gården, ungerne sover i telt, og så drikker vi et par Gin&Tonic og hygger og hører musik og fester.

Dit liv, dit overskud, dig der kender dig bedst.

En anden ting jeg hører tit er at ”jeg er bange for at blive spændt for hårdt op”. Som du måske ved, fik jeg en abort sidste år. Det var der mange grunde til, men en af dem var klart at jeg vidste jeg ville blive spændt så hårdt op med et 3. barn, at jeg ikke ville kunne være den mor jeg ønsker at være, for mine allerede levende eksisterende børn ude i virkeligheden. Jeg har to ben, to arme og to ører. Jeg ka ligge med et barn i hver arm. Jeg kan have 2 børn gratis med i bussen. Jeg kan have 2 børn i min ladcykel. Jeg kan økonomisk overskue to børn, to pladser på en privat skole osv. Jeg skal ikke afvise at jeg, når pigerne er større, sagtens kan overskue en efternøler, der er jeg bare overhovedet ikke lige nu, derfor (der var flere grunde der er private) tog jeg beslutningen om at afbryde graviditeten, ikke kun for min egen, men i langt højere grad for mine to børns skyld, og der går ikke en eneste dag hvor jeg ikke er taknemmelig for at jeg valgte præcis som jeg gjorde. Det var den helt rigtige beslutning.

Søskende

En af de største glæder i livet for tiden, det er at se den kærlighed, det fællesskab og det bånd mine to piger har til hinanden. Det kan godt være de skændes 18 gange hver dag (hahahahaha, som om det kun er 18!), men det er alt sammen lige meget når jeg samtidig oplever dem kysse, kramme, lege og udvise den største omsorg, kærlighed og respekt for hinanden. Og skulle jeg dø, så har de hinanden. Det er så stor en gave, og jeg tror i virkeligheden jeg oplever at jeg har ret meget ”fri”, fordi de deler hinandens universer, og kan lege i timevis. Jeg har aldrig haft oplevelsen af at jeg skulle underholde mine børn, i hvert fald ikke efter jeg fik et barn mere. Jeg leger ikke rigtigt med mine børn, jeg laver mine voksen ting og så laver vi en masse krea sammen, men det er fordi jeg godt gider det og synes det er sjovt. De teamer op imod mig og rotter sig sammen, og jeg elsker det (det her vil jeg ikke citeres for når de bliver teenagere!).

Den brudte symbiose

Da vi fik lillesøster, blev symbiosen mellem mig og min store pige brudt. Det er en af de største sorge jeg er gået igennem i mit liv. Det var virkelig hårdt, og jeg har faktisk ikke tænkt på det før jeg lige akkurat skriver denne sætning nu. Men hold nu op, den gave jeg har fået efter den brudte symbiose, den er uvurderlig. Og nu har jeg bare to forskellige forhold til to forskellige, men helt igennem vidunderlige børn, og jeg ville ikke bytte det ud med noget som helst andet i verden.

Der findes kun hårdt

Selvfølgelig er det skidehårdt når der er sydom, men det er også hårdt når du er alene om 1 barn. På en eller anden måde synes jeg ikke at det er dobbelt op på hårdt når der så er to børn der er syge. Ja der er flere tandlægebesøg, men der er også flere syltetøjsglaslysestager i julegave fra børnehaven. Der er flere tegninger. Der er flere kram, flere smil, flere fucked up sjove ting børn siger. Flere legekammerater. Flere dybe samtaler og flere numser der skal tørres. Der findes ikke hårdere og hårdest, der findes kun hårdt, når det er hårdt. I sidste ende handler det om at kende sig selv godt, og vide med sig selv at man bare aldrig giver op. Jeg havde også kunnet klare et 3. barn alene, det er jeg ikke i tvivl om. Det er bare ikke det liv jeg ønskede at live, derfor gjorde jeg det ikke. Og så kan det være verden ser anderledes ud om et år, men det kan jeg jo alligevel ikke bruge til noget som helst nu.

Det var mine tanker omkring det der med at få et barn mere. Spørg endelig løs hvis der er noget jeg har glemt at svare på.