Du er ikke alene. Jeg er ikke alene. I dag var jeg for første gang længe, i et rum fyldt med nogen som mig, nemlig andre voksne mødre, der har den ting tilfælles, at de er senfølgeramte efter overgreb i barndommen. Og de har alle sammen selv børn. Hvorfor det er en vanvittig god idé at vi mødes, skal du læse om nu.

Hvad er senfølger?

Senfølger er reaktioner og ”belastninger” der kommer lang tid efter noget traumatiserende du har oplevet for længe siden. Du kan have senfølger efter corona (det havde jeg), senfølger efter overgreb i barndommen samme princip, det er bare andre ting du er ramt af. Du kan læse meget mere om senfølgerne her, og jeg vil gerne dele nogle af de senfølger jeg lever med i mit voksenliv, efter overgreb i barndommen:

- PTSD

- Periodisk træthed/udmattelse

- Svært at overskue helt almindelige hverdagsting i perioder

- Skam og skyld

- Følelsen af ikke at passe ind

- Svært ved at lukke andre helt tæt på

- Komplikationer ift graviditet og fødsel

- E-boks frygt

To name a few. Det kommer i perioder, og de fleste af mine senfølger er jeg bevidste omkring, og har arbejdet med i mange år. Men det betyder bare ikke at jeg så går fri, de kan stadig overmande mig og tage styringen, og jeg kan fuldstændig miste min power til dem.

Familiecafé møde med Landsforeningen Spor

I dag var jeg inviteret ind som oplægsholder til cafémøde hos Landsforeningen spor, som er en brugerforening for senfølgeramte voksne. Jeg kæmper selv lidt i øjeblikket, og var egentlig ved at aflyse mange gange, fordi jeg ikke følte jeg havde noget at bidrage med i dag. Men jeg har heldigvis ret stor erfaring med at være mig og at være senfølgeramt. Derfor ved jeg også at jeg bare skal tage af sted, og så kommer det til mig det der er vigtigt at få sagt, delt og været med. Det var så godt jeg kom afsted, for jeg fik givet mig selv en fantastisk gave i dag.

En gave at møde ligesindede

Jeg fik sagt det meste af det jeg ville under mit oplæg, men det der gav allermest værdi for mig i dag, var at møde andre seje og stærke mennesker, som delte ud af deres egen historie. Man kan jo ikke se på os at vi er senfølgeramte. Vi ser seje ud, almindelige ud, tjekkede ud, men det flossede indre er skjult udenpå. Så det at sidde i et rum med andre, hvor vi ikke engang behøver dele vores historie, men hvor vi ved at they know! Det er nok. Når jeg lytter til de andre kan jeg høre mig selv. Når de andre deler hvad der er svært, bliver jeg bevidst om nyt ting ved mit eget liv, som jeg troede bare ”var sådan”, men som jeg kan høre er noget der tilhører mine senfølger. Pludselig sidder jeg i et rum hvor jeg er helt normal. Hvor alle kender min smerte og min skam, uden at jeg overhovedet behøver sætte så meget som en lyd på hvad der skete engang. Det behøver jeg ikke. Her kan vi tale om hvad vi hver især gør der virker, der er rum til at grine, selvom det også er alvorligt, og så er det fantastisk med et rum hvor vi kan dele hvor svært det nogen gange er at være senfølgeramt og samtidig mor til et lille menneske. Hvordan gør man det?

Frivillig i Landsforeningen Spor

Der er så mange steder der skal sættes ind, og hvis du selv er senfølgeramt, og ikke har været med til et cafémøde endnu, så vil jeg virkelig opfordre dig til at komme afsted. Du behøver ikke engang sige noget, du kan bare være. Være i et rum med andre som dig. Være i et rum hvor alle kender den del af dig du måske har allermest svært ved at sætte ord på, og hvor ingen forventer af dig at du italesætter noget som helst. Du må godt bare drikke noget te og lytte.

Jeg har i dag meldt mig som frivillig til at hjælpe med at afholde flere cafémøder i Københavnsområdet. Landsforeningen Spor mangler hænder, for opgaver er der nok af, og jeg kan personligt mærke hvor helt enormt givende og vigtigt det er at møde de her mennesker, som jeg kan spejle mig i. Også på regelmæssig basis. Jeg vil ære den side af mig som har brug for det her rum, de her mennesker, de her spejle og den her rejse. Jeg kan også mærke et stort behov for at engagere mig i arbejdet med at få senfølger på dagsordenen. Det inkluderer blandt andet kritiske områder som

- Sundhedsplejersker der virkelig mangler oplysning og uddannelse i senfølger

- Jordemødre der virkelig mangler oplysning og uddannelse i senfølger

- Læger der virkelig mangler oplysning og uddannelse i senfølger

- Politik, som … dont even get me started.

- Kommuner, sagsbehandlere, familierådgivere, psykologer.

Listen er uendelig lang, og hvis jeg på nogen måde kan hjælpe bare lidt til, så bare en senfølgeramt mere får hjælp, så vil jeg virkelig gerne det. Hvis ikke vi hjælper hinanden, så går de her senfølger i arv, og det er dyrt for alle. Der er brug for mange hænder og hjerter for at rykke ved det her område.

Den blytunge gode træthed

Efter dagens cafémøde er jeg dødhamrende træt. Men jeg er træt på den gode måde. Lidt ligesom efter en rigtig god time hos en dygtig psykolog, hvor der virkelig er blevet arbejdet igennem, og hvor man bare kan sove i et år bagefter. Det var fantastisk at vores børn kunne være med, og det var helt fantastisk at opleve et rum hvor børn bare falder i hak med det samme, og hvor der i dén grad er plads til alle. Både børn, voksne, pauser og følelser. Der blev ikke snakket om alt det vi sjældent snakker om, nemlig det vi har været udsatte for, men det er heller ikke nødvendigt. Det er virkelig dejligt at kunne snakke med ligesindede om alt det udenom, og alt det efter, om tvivlen, og alle de ting der kommer op som nye senfølger efter vi er blevet nogens forældre.

Jeg kan virkelig anbefale alle der kæmper med senfølger om at tage med. Virkelig. Og du kan sagtens komme alene, du vil hurtigt mærke at du er forbundet med de andre i rummet, og det er i sig selv det hele værd. Især når man, som mig, er vant til at føle sig alene og som ”den eneste mærkelige”. Ikke her, ikke til det her møde. Her kan du bare være.

Det koster 100 kroner om året at være medlem af Landsforeningen Spor, du kan tilmelde dig med det same lige her.

Jeg håber vi ses næste gang der er cafémøde.

Kh

Frejamay