For nyligt har jeg skrevet om min datters spæde start på opdagelsesrejse i “højt begavet barn” eller “gifted children universet. Det kan du læse om her. Siden det indlæg er der sket rigtig meget, som jeg vil dele i dette indlæg, og så er der sket noget fuldstændig uventet, som jeg stadig ikke helt fatter noget som helst af. Hvis du har set “The Truman Show”, hvor Jim Carey pludselig opdager at hele hans verden er noget helt andet end han troede, så er det cirka det samme sted jeg befinder mig i dag. Og det vil jeg forsøge at formulere nogle sætninger om i dag.

Høj begavelse er arveligt

De seneste uger har jeg læst psykolog Ole Kyeds bog om intelligente børn (køb den evt. her - reklamelink). Jeg har lyttet til den her podcast med Hjerne-madsen om højt begavede børn. Jeg har talt med mange forældre til højt begavede børn og som er medlemmer af gifted children foreningen. Jeg har hørt at det her med høj begavelse er arveligt, men jeg har ikke lige sat lighedstegn mellem min intelligens og min datters. Og det er der en heltsærlig grund til.

Dum og uintelligent

Min folkeskoletid var på alle måder et mareridt. Jeg har altid følt mig anderledes og udenfor, jeg blev mobbet, og en af mine identitets-definerende historier jeg forlod folkeskolen med, var at jeg var særligt dum eller uintelligent. Det handlede blandt andet om at min matematiklærer mobbede mig, at jeg havde svært ved at følge med i skolen, ikke lavede lektier (men fik alligevel ret gode karakterer, som jeg tilskrev held), og det eneste sted jeg virkelig husker jeg trivedes, det var når der var projektuger, og jeg selv måtte definere mine opgaver, eller mår jeg skulle skrive danske stile. Men jeg forlod folkeskolen med “særligt dum” på en indre-post-it i panden. Så det er ligesom det jeg har bygget mit liv ud fra.

Det betyder blandt andet at alle mine arbejdsmæssige succes’er er tilskrevet held. At jeg har kæmpet rigtig hårdt for at tilegne mig en masse viden om en masse ting, så folk ikke skulle opdage hvor dum eller uintelligent jeg var. Det betyder at jeg i mit datingliv har søgt efter nogen der var på “mit niveau”, altså som også var simple, ligesom mig. Det betyder at jeg har haft enormt meget bøvl i nogle af mine realtioner og har taget et kæmpe overansvar, fordi det jo altid måtte være mig den var gal med hvis der var noget der gik galt. Når jeg som 23årig var chef for 60 mennesker, så var det enten et uheld, held eller fordi de ikke lige kunne finde andre. Da jeg skabte kæmpe coacingsucces i mit arbejde som erhvervscoach for Magasin, så var det bare indtil de opdagede at jeg i virkeligheden ikke kunne noget.

Jeg har altid holdt min min mund på arbejdspladser når jeg havde gode ideer til at skabe forandring, fordi jeg ikke ville blive til grin når jeg kom med mine dumme uintelligente forslag. Jeg har næsten aldrig sagt noget på HR-møderne, fordi jeg syntes folk talte så utrolig meget og utroligt længe uden at sige noget, men det måtte være mig der bare ikke forstod sammenhængen.

I guder hvor har jeg siddet i mange samtaler og nikket lyttende og anerkendende, selvom jeg udemærket godt vidste at jeg vidste mere om emnet end dem der sad overfor mig og prøvede at forklare mig hvordan tingene hang sammen.

Så mens jeg lytter til lydbøger og podcasts og læser om højt begavede børn eller gifted children, så falder der bare et kæmpe livstæppe ned omkring mig, og pludselig er der bare så uendeligt mange ting i mit eget liv der giver mening. Pludselig forstår jeg hvorfor så mange ting har været så enormt svære. Hvorfor jeg lægger bånd på mig selv i så mange sammenhænge. Hvorfor jeg er så bange for at lyde klog eller arrogant eller virke bedrevidende. Hvorfor jeg føler mig så talt ned til når nogen forklarer mig ting jeg udemærket godt ved, og som jeg føler er en kæmpe fornærmelse, og samtidig føler jeg burde være taknemmelig for.

Hvis det her blogindlæg virker rodet, så handler det vitterligt om at jeg står MIDT i at tæppet stadig er i gang med at falde. Big time. Det vælter ind med indsigter i de her dage. Det vælter ind med minder der skal omdefineres, omarkiveres, omskrives og forstås på en helt ny måde. 40 års fuldstændig fejlfortolkning.

Gave eller forbandelse?

Selvom det er en kæmpe mundfuld, mere end jeg kan bide over lige for tiden, så er det samtidig en stor forløsning, en stor gave, fordi jeg virkelig kan forstå min datters univers. Og så er det rockerhårdt. Alene det at skrive det her blogindlæg er en kæmpe kamp indeni, for jeg ved at nogen vil læse det som et “ha ha jeg er klogere end dig” arrogant blogindlæg. Og hvis man ved bare en lillebitte smule om høj begavelse, så vil man heldigvis vide at det intet har med sagen at gøre. “Højt begavet barn” lyder utrolig priviligeret, smart og luksus-problem-agtigt. Det er det ikke. Tværtimod. Og det samme gør sig gældende for højt begavet voksen. Der er intet som helst “bare” over den her rejse.

Dåse tun

Forestil dig den der tegneseriefigur fra gamle dage, som taber kæben med et kæmpe “KLONK”. Det er cirka der jeg er. Nærmest hver time får jeg nye aha-oplevelser. “Ahhh, det er DERFOR sådan og sådan” … “shit, nu giver det jo pludselig totalt god mening at jeg sådan og sådan”. Jeg skal nok skrive mange af de konkrete eksempler ned. Et eksempel kan jeg allerede nævne nu. Jeg har eksempelvis aldrig turde tage en intelligens-test, fordi jeg var så hunderæd for at den ville afsløre at jeg knap nok var klog nok til at trække vejret, eller at jeg havde en IQ på højde med en dåse tun. Det er ikke engang noget jeg skriver for at være sjov, det er vitterligt sådan jeg har haft det, og det sted jeg har levet mit liv ud fra, og så bare håbet at ingen nogensinde ville opdage det.

Ja, så hvis jeg virker lidt fra den i de her dage, så er det egentlig “bare” det der sker. Jeg skal lige omskrive 40års levet liv, fordi en af de store vigtige historier om mig selv, slet ikke passer. Og jeg hører enormt gerne fra andre voksne der har været samme proces igennem. For det er en vild proces.

Som sagt, så deler jeg alle dele af denne “højt begavet” rejse. Det her er en totalt uventet drejning og deling, som jeg ikke engang selv er landet i endnu. Held og lykke til mig.