Spørgsmålet kom for nyligt op, og det popper jævnligt op og jeg svarer jævnligt på det, men måske skulle jeg endelig få skrevet det blogindlæg om lige netop hvorfor, så kan jeg også nøjes med at sende et link næste gang jeg bliver spurgt. Dovenskab er at gøre tingene rigtigt første gang. Ha. Spørgsmålet er jo relevant og meget forståeligt, især hvis man ikke har læst alle mellemregningerne med fra stalking til nyt forældreskab. Men lad mig lige starte et andet sted først."Hej, jeg følger bare din blog på grund af alt dramaet. Den ene dag bliver du stalket og bor på hemmelig adresse, den næste dag får du et barn til med ham. Totalt reality tv!". Den kommentar fik jeg engang på facebook, og jeg tænkte over den i flere dage. For er det sådan mit liv er, egentlig? Både ja og nej. Der er meget "drama" i mit liv. Lige siden jeg kan huske, har der været høje highs og lave lows. Da jeg sagde mit coach-job op for Magasin, og havde min exit-samtale med min chef, sagde han "du har virkelig lært mig noget. Jeg troede jeg skulle rette dig ind så du blev sådan en lige linje, og det har jeg virkelig forsøgt, men efter noget tid gik det op for mig at dine "highs" er højere end de fleste, og de få lows du har, dem skal du bruge for at kunne performe som du gør, og det er meget værdifuldt og det skal ingen lave om på!". Og den sandhed om mig har jeg valgt at adoptere og gøre til min egen fortælling (en ud af en million) om hvem jeg er.Jeg lever ikke et liv hvor det vildeste der sker er tilbudsavisen fra Bilka, jeg ville nogen gange ønske jeg gjorde, men det er okay. Og så er jeg en disrupter. Og jeg er oftest træt af at være det. En der ser noget der ikke fungerer og ... gør noget ved det. Det kan være alt fra en relation til en ven der har det skidt til nogle børn på Lesbos der har brug for at nogen gør noget. Og jeg har det med at føle mig kaldet til at gøre ting hvor jeg kan se jeg kan udrette noget, også selvom det bare er en lille forskel. Det er f.eks derfor jeg har skrevet om mine graviditeter og om mit blogtema "hjemmefødsel efter kejsersnit". Jeg tog en aktiv beslutning om at tage fuldt ejerskab over så meget som muligt af min graviditet, og så tog jeg på rejse. Og det var fantastisk. Og sådan er mit liv bare. En perlerække af vanvittige historier hvor jeg kommer ud i alle hjørner af livet, følelser og oplevelser. Jeg ville ikke bytte det med nogen, heller ikke selvom jeg har lige så mange "ventildage" som alle andre.Nå, men det jeg ville fortælle med den facebook-kommentar var at den var så nuance-løs. Og det er det jeg gerne vil have med i mit svar på spørgsmålet om hvorfor jeg fik et barn mere med pigernes far. Nuancerne.For nej, han stalkede mig ikke den ene dag og næste dag tog vi på klinik og jeg blev gravid. Der gik år. Der gik mange samtaler hos en parterapeut (selvom vi ikke er et par), der skete erkendelser, tårer, angstanfald. Jeg husker første gang jeg stolede nok på ham til at han igen kunne få oplyst vores adresse. Jeg husker første gang jeg turde fortælle ham at Emmalia gik i institution. Det havde jeg været bange for at fortælle ham, fordi jeg frygtede at han ville bruge institutionen i mod mig, og at det ville gå ud over Ems. Så for at hun kunne få ro og vi kunne få ro, så holdt jeg det hemmeligt for ham. Og resten af verden. Jeg husker første gang hans tilstedeværelse ikke virkede truende. Jeg husker første gang jeg ikke havde behov for at have en beskytter med til samvær. Jeg husker første gang vi snakkede om at tage til Ungarn og besøge hans far. Jeg husker første gang jeg skulle sige fra overfor ham og alt frygten for at han ville gå tilbage til foreningen far og statsforvaltningen den skyllede ind over mig. Jeg husker første gang han var i min lejlighed alene med Emmalia, og jeg tjekkede alle skabe og skuffer om der sad optage-udstyr. Og jeg vidste godt at han ikke havde placeret noget, men jeg havde brug for at give mit nervesystem ro.Det hele har været ultra-bittesmå skridt hvor jeg hele tiden har skulle mærke ekstremt godt efter, turde tage et skridt frem og ni tilbage, turde have mig selv med, turde sige ja til noget, mærke efter og opdage at jeg igen igen igen havde sagt ja til (alt) for meget fordi jeg bare gerne ville vise ham at jeg gerne ville være der hvor vi var, men reelt set var jeg der faktisk ikke endnu. Turde at stå der.Så da jeg var gået i gang med fertilitetsbehandlingen (læs her) og han spurgte om ikke han skulle være far til det næste barn, så gav det bare mening. Med alt det vi havde været igennem, alt det arbejde, så ville det næsten være dumt ikke at gøre.Det korte svar er: fordi det var det eneste rigtige at gøre. Det havde været SÅ rigtigt at lade være også, men for mig var det det eneste rigtige for mine børn. Og som en anden facebook-ven skrev (lidt i sjov) så "er det jo bedre at have en stalker end to". Og det kan man jo sige er rigtigt. Selvom jeg nu ike tror vi ender "the bad place" igen.Han ville alligevel få et forhold til barnet. Og så skulle Emmalia være sammen med mor og far og baby havde kun mor, men Emmalias far kom og gik, og barnet ville få en relation til ham, men de var ikke relaterede? Og så skulle baby med til Ungarn og besøge Emmalias farfar, fordi jeg skal med mens pigerne er små, og så sad vi der i flyveren, Emmalia, mor og far og baby uden far. Men med Emmalias var ved siden af. Lidt. Nej. Det havde ikke været okay. Ikke når vi har bygget det samarbejde op vi har. Det ville være så synd for Selinna hvis det havde været løsningen.Derfor.Og så kommer jeg fra et broken home. Mine forældre har ikke talt sammen siden jeg var 3 år gammel. Min far har endu ikke mødt mine børn og jeg ved ikke om han nogensinde kommer til det. Jeg ved, i alle mine celler, hvad det gør ved et barn. Derfor har jeg kæmpet hårdt, arbejdet hårdt og været målrettet og insisterende og naiv og dum og alt mulig andet for at forsøge at skabe bedre forældrevilkår for mine egne børn. Og jeg takker mine forældre i dag for at have givet mig styrken til at kunne det her. Til at kunne skabe en familie som er præcis som den skal være og hvor ingen er alene eller kun bliver elsket halvt.Derfor fik jeg et barn mere med manden der stalkede mig. Ham der i dag er en dedikeret far til vores to piger. Lige i dag synes jeg han er en idiot, og det har jeg sagt til ham, men det er ikke anderledes end når man synes en veninde er en idiot eller ens kæreste eller mor er det. Og i morgen er det godt igen. Så hvis jeg nogen gange kommer til at male et billede af at alt er perfekt i vores forældresamarbejde, så beklager jeg, for det er det ikke. Men vi vil begge to det samme, vi vil vores piger og vi vil at de vokser op på en bro mellem mor og far hvor der er tryghed, kærlighed, nærvær, overskud og hvor vi, selvom vi synes hinanden er idioter nogen gange, stadig har hinandens ryg og altid viser børnene at vi, trods alt der er sket, er et team i dag der arbejder hårdt for samme mål.Fra nu af er det her mit svar på det spørgsmål. Tak for et relevant et, det var rart at svare på.