Alt om donorvalg og farfigur for det nye barn. Det her indlæg kan man vist roligt kalde for "breaking"

Bop bop bop. Hvordan skriver jeg det her blogindlæg bedst? Jo. Jeg kan starte med spørgsmålene. Noget af det jeg er blevet spurgt mest ind til, i forbindelse med min graviditet, det er hvordan jeg valgte donor, hvordan processen var med at vælge donor, hvilke tanker jeg har gjort mig i forhold til at den nye baby får en faderrolle ind i sit liv, hvad Emmalias far egentlig siger til det hele, hvordan har processen været med ham, og at der kommer et nyt barn.Allesammen super gode spørgsmål, super relevante spørgsmål og super vigtige spørgsmål. Jeg lover dig at du får svar på DET HELE i dette blogindlæg, og så slår mit hjerte rimelig hurtigt, og jeg skal holde tungen lige i munden i det her blogindlæg, fordi... ja det kan du jo selv læse lige om lidt.Først det med faderfiguren. Jeg har gjort mig vildt mange tanker om hvordan dælen jeg får faderfiguren ind i mit kommende barns liv. Der er rigtig mange ting man kan gøre. Man kan vælge institution med flere mandlige ansatte, man kan aftale med venner/bekendte om de vil have en større mande-rolle i barnets liv, og så er jeg så velsignet at jeg har to fantastiske brødre og min søsters mand, min stedfar og nogle rigtig gode mande-venner, så der mange gode muligheder. Og inden jeg svarer på flere af den slags spørgsmål, så tænker jeg at det giver bedst mening at fortælle hvordan Emmas far egentlig har har taget det hele. Det er jo en hård nyhed at sluge når den anden forældre skal have et nyt barn.Da jeg havde haft det første møde med fertilitetsklinikken Trianglen i Hellerup, besluttede jeg mig for at fortælle Emmas far om forløbet, og de forandringer der nok ville komme til at ske. Jeg ville ikke have at han skulle læse om det på min blog, hvis nogen af hans venner (som læser med) skulle falde over det. Så for at komme det hele i forkøbet, skrev jeg en lang mail til ham og skrev at jeg selvfølgelig gerne ville snakke med ham om det, hvis han havde brug for lige at vende noget af det. Vi har et rigtig godt samarbejde og en god kommunikation, så det tænkte jeg ikke ville blive noget problem. Men så skete det her.Jeg fik en mail tilbage. Han var ikke glad. Det var med meget blandede følelser han havde modtaget mailen, og han spurgte om vi kunne snakke dagen efter, hvor vi alligevel skulle ses til samvær med Emmalia. Det sagde jeg selvfølgelig ja til.Vi sad i køkkenet meget længe og havde en lang snak om det hele. Emmalia løb rundt og sagde lyde, og selvom snakken var alvorlig, så blev hele stemningen blødt op af den lille ninjafis der rendte rundt og sang sange om lort og broccolimos.Vi snakkede om hvor langt vi er nået fra hvor vi har været. Vi snakkede om drømme for fremtiden og mine drømme om at få børn. Og hans drømme om at få børn. Vi snakkede om hvordan det vil blive at tage på rejse, måske til Ungarn igen, og have et fælles barn med og et barn der kun var mit, men som ingen far har, og som skal forholde sig til Emmas far alligevel og skævvrideningen mellem de to unger. Vi snakkede om alle de følelser min mail havde vakt hos ham og alle de tanker jeg havde haft i den her process (som jo har været i gang siden jeg blev gravid med Emmalia) med at beslutte at Emmalia ikke skal være enebarn.Efter en lang og dyb snak måtte jeg simpelthen afbryde ham og sige: "Sidder vi to og snakker om at du skal være donor til det næste barn?""ja!""Jamen, det er søndag i dag og det er i OVERMORGEN jeg skal på klinikken til undersøgelsen. Altså. Det synes jeg da du skal bruge noget tid på at tænke over?""Jamen det skal jeg ikke. Jeg er klar!""Jamen...nå...nå!""Er det ikke vildt dumt ikke at gøre det? Vi har været SÅ meget igennem, vi har alt det værste bag os, vi kender hinandens grimmeste sider, vi er skidedygtige til at være forældre for Emmalia på den måde vi nu engang har en familieform. Vi har et barn der virkelig trives og ser både mor og far, vi kan være sammen alle tre uden problemer. De bliver helsøskende og du slipper for at bo med en mand, og jeg får to dejlige unger, og en mor til mine børn, som jeg godt kan holde ud og være sammen med, og er den bedste mor, og jeg er en pretty god far?"En plan der starter i hjertet, den ender aldrig blindt. Så jeg måtte ned på klinikken og sige "ehrrmm... de papirer der hvor der står jeg skal have en anonym donor. Dem skal vi lige have lavet om". Og det var de heldigvis helt cool med, jeg blev hverken stenet eller landsforvist.Og sådan kan det ske at livet lige tager en kursændring af de helt store, og nu skal Emmas far være far igen og jeg skal være mor igen.For et par måneder siden fortalte jeg det på min lukkede private Facebook. Jeg var dødnervøs, for det er altså 200 mennesker der har fulgt min rejse de sidste to år på helt klods hold. Jeg var sikker på at de ville dømme mig ude og ryste på hovedet og fortælle mig hvor sindssyg jeg må være fordi jeg gør det her efter alt hvad vi har været igennem. Men sådan kan jeg ikke leve mit liv. Jeg kan ikke træffe beslutninger ud fra hvad der er rigtigt eller forkert for andre. Jeg vil ende som et bittert ulykkeligt menneske hvis ikke alle beslutninger jeg tager, de starter i mit eget hjerte og giver 100% mening for mig. U A N S E T hvad andre måtte mene, tænke eller synes.Men det gjorde de ikke. Råbte af mig eller skældte mig ud. Ikke en eneste. Der var to der havde nogle kærlige bekymrende tanker omkring det, helt fair, men resten har været udelukkende positive og rørte over hvordan den her rejse bare har udviklet sig. Og i dag har Emmas far og jeg været i parterapi, hvilket vi fortsætter med, fordi det er et godt sted at sætte rammer og lufte drømme og frustrationer, og bare touch base. Katrine, vores parterapeut, vidste hverken at jeg er gravid eller at Emmas far er donor til det næste barn også. Så da vi, en halv time inde i sessionen, fortalte hende at "dnåja og så er der i øvrigt også sket det her", så brød hun ud i tårer og brugte flere minutter på at komme tilbage til sig selv igen. Hun har jo en kæmpe aktie i den rejse vi har været på, og som vi fortsætter på i samme rolige og opbyggende tempo, som hidtil.Så for at svare på alle spørgsmål. Emmalias lillebror eller lillesøster ender med at få sin helt egen far, som hun eller han skal dele med sin storesøster. Og vi er allesammen rigtig glade og helt afklarede med det her valg. Også selvom det er utraditionelt. Men både Emmalias far og jeg er ikke mennesker der nogensinde er gået den slagne vej i livet. På godt og ondt, så det her er naturligvis sådan det skal være.Tag godt imod dette blogindlæg, det er sårbart at skrive og dele sådan en slags rejse her, men jeg deler den for at dele min glæde med dig, for at dele høsten af vores ret hårde arbejde, både hans og mit, alle de valg vi hver især har skulle træffe for at vi kan sidde her og bringe et nyt liv til verden i de bedste rammer vi overhovedet kan forestille os. Jeg er dybt taknemmelig for alle jer der har været med på hele rejsen, og især overfor jer er jeg stolt over at dele denne del også, især fordi jeg aldrig havde troet at det her ville ske.Jeg deler den også som inspiration til dig der mister troen og håbet på at noget rigtig grimt og umuligt kan vende sig igen. Det kan det. Det kræver viljestyrke og fælles målrettet indsats, men det kan det. Det kan vende sig til at alle kan blive vindere igen, og bandet kan udvides - hvis man altså vil - men man skal være to om den beslutning.Både Emmalias far og jeg vil gerne ud og dele de erfaringer vi har med vores historie, både til mødre og fædre som har børn i klemme. Vi ved bare ikke hvordan endnu.Jeg glæder mig til at dele rejsen herfra, nu kommer der ikke flere store breakings den næste uges tid i hvert fald (høhø). Jeg har aldrig lovet et leverpostejsliv til nogen.Kæmpe kramFrejamay