Jeg har været en vat-mor, derfor blev jeg militær-mor og nu er putningen en succes!

Det er ingen hemmelighed at søvn hos os altid har været noget af en udfordring. Putning og søvn om dagen. Til gengæld har Emma altid sovet igennem om natten. Men altså, det der putning tog bare overhånd og var tit oppe på en 1,5 times sceance, og det endte ofte med at enten en af os eller begge af os græd af frustration til sidst.For ca halvanden måned siden besluttede jeg mig for at lave det om. Putning skal være en god stund for os begge to, især når vi ofte har nogle rigtig dejlige dage sammen, så er det træls at putningen skal ende i øv. Derfor tænkte jeg at hente inspiration fra militær-verdenen (eller fly-verdenen om du vil), og lave super enkle regler for putning, til gengæld ville jeg aldrig mere afvige fra dem, så Emma ikke er i tvivl om hvilke regler der gælder når der er tale om putning. Det kan lyde brutalt, men nu skal du bare høre hvad der så skete.Jeg har ærlig talt haft svært ved at vænne mig til det der med grænser og tydelighed, som jo er supervigtigt i den alder Emma er i nu. Emma skal kunne regne med at når mor siger ja eller nej, så mener mor også ja eller nej, også selvom Emma bliver ked af det. Det må hun gerne, svaret er bare stadig det samme. Fordi vi har været meget igennem det sidste år, så har jeg haft slækket på nogle ting, opdragelsesmæssigt, fordi jeg ville give Emma masser af tryghed og kærlighed. Men trygheden ligger også i tydeligheden og klare grænser og rammer. Og det har jeg fået galt i halsen nogle gange. Derfor var det vigtigt med en indsats, og jeg havde brug for at det skulle være nu, for jeg orkede ikke flere putte-sceancer der endte i to frustrerede ninjaer.Så. Fra den ene dag til den anden besluttede jeg at putningen betyder: i seng, ligge ned, maks to sange og så skal vi sove. INGEN rejser sig eller hopper i sengen eller noget, når der er sagt godnat, så bliver vi liggende og så er det slut med leg. Ingen skæld-ud, blot gentagelse af reglerne og hjælp til selvhjælp. Min motivation lå i at vi begge to skulle nyde putte-sceancen, at den ikke skulle trække ud og trække tårer, og derfor var jeg forbedret på at Emma ikke ville sætte sig og klappe i hænderne de første par dage. Hun var jo vant til at få lov til at tulle rundt, fordi jeg havde har haft noget hensynsbetændelse i mit mor-hjerte. Meningen har været god, men det endte skidt for os begge to.De første tre dag var et helvede. Emma skreg og skreg, og hver gang hun rejste sig, så lagde jeg hende ned til mig og sagde "Nej skat, nu skal vi putte". Til sidst lod jeg være med at lade hende rejse sig, men lagde blot min arm over hende som en sikkerhedssele, og sagde "nej skat, vi skal sove nu" - helt roligt, ingen skæld-ud eller opgivende "NEJ SKAT; NU SKAL DU ALTSÅ SOOOOOVE!". Det var blot en gentagelse af reglerne, kærligt og bestemt.Når det en enkelt gang blev svært for mig, eller jeg tvivlede et øjeblik, så tænkte jeg "hun er tryg, hun er hos sin mor, hun oplever en frustration fordi det hun kender er under forandring, hun lider ingen nød, hun har ingen smerter, hun er bare ked af at der er en forandring i gang, og det må man gerne være og det vil jeg støtte hende i", og så blev jeg bragt tilbage til min beslutsomhed.Fra at putningen tog 1,5 time, så tog den nu 40 minutter. Og på fjerde-dagen skete der nogen. Emma blev liggende og hun græd slet ikke. Hun havde accepteret sin nye putterutine, og selvom hun enkelte gange forsøgte at rejse sig, så lagde jeg bare armen over hendes bryst, som en kærlig sikkerhedssele der lige mindede hende om at man altså sidder fastspændt når man kører bil, og så slap hun med det samme og blev liggende og sagde "putte" og jeg smilte og gentog "Ja, putte, det er rigtigt skat".Og nu, næsten to måneder senere, tager putningen i gennemsnit 20 minutter (i dag tog den 10), og det er superhyggeligt og vi griner lidt og der er en helt anden ro over putningen end der nogensinde har været før. Emma har endda videre-udviklet rutinen, så faktisk er det hende der siger "putte", og så siger jeg "hvem skal med ind og sove" og så tager hun 3 af sine bamser med ind, slæber dem ind i seng, siger "op", jeg løfter dem alle 4 op, så tænder hun natlampen og siger "lys", jeg siger "dygtig" og så putter vi os ned og synger og snakker lidt, så bliver hun ammet lidt, slipper, og lægger sig til at sove. Det er stjernehyggeligt. Hun prøver af og til at rejse sig fra sengen, men jeg ligger med armen om hende, og der er bare ingenting, så snart hun mærker at hun har armen over sig, så slipper hun og bliver liggende.Jeg har længe gerne ville fortælle om vores nye sove-rutine og hvordan vi kom dertil, men tiden er rigtig nu. Det var virkelig en god oplevelse at tage en beslutning på baggrund af en erkendelse, og se (efter lidt omstilling) at det lykkedes. Og skulle der sidde en enkelt eller to derude og synes det er synd for Emma at hun har fået en streng mor, så kan jeg hilse fra Emma's mor og sige at Emma selv er markant gladere under putning, og tager aktivt del i putningen nu, hvor jeg før nærmest skulle vente på hun havde kørt sig selv op i en spids. Jeg har ikke længere hjertebanken inden putning, fordi jeg ved hvordan den ender og jeg ved at Emma er med på legen. Det andet var både synd for Emma og mig. Det nye er en putte-fest.Her er billeder fra aftenens putning. Emma har valgt 3 sovedyr, kommer til at træde i et solbrille etui på vejen og kan næsten ikke bære dyrene, men de SKAL med ind og putte. Og når hun vågner om morgenen og slår øjnene op, så smiler hun over hele hovedet over at både mor og vovvov og bi og kanin ligger omkring hende.Vi er nødt til også at kunne snakke om når vi kan se at det vi gør det ikke virker eller ikke er hensigtsmæssig, jeg kan umuligt være den eneste der har oplevet det her.Hvad har du gjort af erkendelser undervejs, hvor du vidste du var nødt til at ændre din adfærd for at hjælpe dit barn til det samme?PS. og som altid har jeg kun svarene for hvad der virker hjemme hos os! Ikke hvad der virker hjemme hos dig, de svar har du selv.