Hemmeligheden om hvad der virkelig skete for et år siden da Emsen skulle fødes...

Skærmbillede 2016-06-09 kl. 11.54.54

ADVARSEL TIL GRAVIDE; indeholder fødselsberetning, overvej lige om du skal læse den lige nu (den er hverken slem eller dårlig, men man kan bare godt få information overload, og det er totalt unødvendigt!)

Velkommen til "a little trip down memory lane". På mandag dag fejrer Emsen sin anden fødselsdag (1 år), og jeg sidder og gennemgår minderne fra dagene op til fødslen. Hold kæft en mærkelig tid, der var blandet med følelser fra øst og fra vest. Der var nogle ting jeg ikke kunne skrive om dengang. Det kan jeg nu, er du klar til den sande fødselsberetning? (ikke at den anden ikke var sand, der var bare nogle detaljer der ikke kunne skrives dengang, som jeg kan skrive nu).14 dage inden jeg blev sat i gang blev jeg indlagt på grund af forhøjet blodtryk. Jeg havde mildest talt også en temmelig hård graviditet, hvis jeg selv skal sige det. Derfor var det nærmest en befrielse bare at ligge i en seng og få bragt noget mad 3 gange dagligt. Efter en uge blev jeg sendt hjem igen, da mit blodtryk var nogenlunde stabilt. Jeg skulle komme til kontrol nogle dage efter. Til kontrollen er mit blodtryk nu skyhøjt igen, men de vælger alligevel at sende mig hjem (?).Alt dette fortæller jeg til Emsens far, Underboen, for at holde ham orienteret. Det har jeg gjort under hele graviditeten. Han har vært med til al hvad der vedrører vores datter, men alt hvad der vedrører min gravide krop har jeg ikke inviteret ham med til. Vi kendte jo overhovedet ikke hinanden, og det var meget grænseoverskridende at skulle have en fremmed mand med ind og snakke om mit underliv. Det var en aftale vi begge to var afklarede med. Troede jeg. Men fordi jeg gerne vil holde ham underettet fortæller jeg ham kort om hvad der sker (og det var han glad for), og det ender med at han pludselig insisterer på at ville med på sygehuset og han er truende overfor lægerne "de kan kraftedme lige vove på... blablabla". Jeg siger at ingenting har ændret sig, det er min krop, og jeg skal ikke have hverken ham eller hans temperament med ind på det sygehus, at min mor hjælper og at der er styr på det, og at han vil blive informeret så snart jeg selv har nyt i sagen. Hvad der så sker, det ved jeg ikke, men han ser i hvert fald rødt og skriver til mig som om jeg lige har skrevet "du får aldrig nogensinde din datter at se dit dumme svin". Det eneste jeg skrev var at jeg ikke ville have ham med ind og snakke med sygehuset, sådan som det hele tiden har været aftalen, og at så snart jeg vidste noget, så skulle han naturligvis orienteres. Han bliver så vred at jeg til sidst må slukke telefonen og gå under jorden for at passe på mig selv.Rigtig fed situation at stå i når man ligger med forhøjet blodtryk og skal føde om 5 minutter. Sense the tone. Jeg fortæller på facebook at jeg har brug for ro, og derfor vil der ikke komme mere fra mig før EJ er født. Men det var ikke derfor. Det var fordi jeg havde brug for at trække stikket helt til hendes far, så jeg bare kunne koncentrere mig om at få bragt det her lille væsen til verden, og selv overleve i så trygge rammer som muligt. Så jeg flyttede højgravid ned på mine forældres båd (vi boede jo i samme opgang, og jeg var bange for hvad han kunne finde på når nu han var så rasende at han dirrede, som han skrev). Eliminate all disturbing factors! NOW! Man ryger i survival mode og gør hvad der skal til for at klare situationen.Skærmbillede 2016-06-09 kl. 11.10.32Dagen efter ringede min mor til sygehuset og de beklagede at de havde lavet en fejl, og jeg blev indlagt igen med det samme. Ingen vidste noget, for jeg havde så hårdt brug for ro. Ro ro ro ro ro ro.Emsen er født en lørdag, og jeg blev sat i gang onsdag. Dagen inden, altså tirsdag, finder jeg ud af at mine barselsdagpenge ikke er gået i orden, der er noget vrøvl med en forsikring, de har lavet en fejl. Så mandag flygter jeg ned på båden, væk fra underboen, tirsdag skal jeg i gang med at ringe rundt til udbetaling danmark, mit forsikringsselskab og kommunen, og jeg ligger med forhøjet blodtryk og skal føde lige om lidt. Det var simpelthen så skidehårdt og så for meget, og jeg havde bare lyst til at lave en Ctrl+Alt+Delete og forsvinde fra jordens overflade. Jeg var rasende og vred og såret og ked af det. Den, måske, eneste gang jeg skulle bringe et lille liv til verden, skulle der være så meget drama og frygt omkring det. Det ønsker jeg ikke for nogen som helst gravide i hele verden. Og prøliåhørher: ja jeg ved der er nogen i verden der har det værre, kan vi acceptere det faktum at vi hver især har vores shit at deale med? Der er altid nogen der har det værre, det skal ikke fratage nogen (mig) retten til at noget lige er lidt svært.Onsdag blev jeg sat i gang, og så havde jeg ellers veer i tre dage. Jeg brugte de teknikker jeg havde lært hos Mia (fra den gode fødsel), jeg havde noget rigtig godt personale omkring mig, og alle kendte til min situation, og om at de skulle hemmeligholde at jeg var indlagt der. Ingen tagging, ingen selfies, sygehuspersonalet var også alle informerede om ikke at oplyse til nogen, især faderen, hvor jeg var. Så det lykkes mig at få den ro jeg havde brug for. Min telefon var slukket så vi var nødt til at lave aftaler på den gammeldags måde. Aftale et tidspunkt face to face og så overholde det og stole på den anden også gjorde det.Jeg fik både mad fra McDonalds og slik og is, og mine venner, mine veninder, og min familie var simpelthen så gode til at være der for mig. Det lappede lige nogle huller. Eftersom jeg ikke kunne noget som helst, så overgav jeg mig bare, og modtog blomster og massage og healing og kærlighed og hygge. Så jeg har rigtig gode minder fra den tid jeg lå der i min egen lille sikkerhedsbobbel og ventede på at Emsen skulle komme til verden.Fredag kom jeg på fødegangen og fik Sofie, verdens bedste jordemoder, som føde-general for min fødsel. Og ja, så endte min planlagte hjemmefødsel jo så som akut kejsersnit, som du kan læse alt om i min fødselsberetning. Jeg havde en fantastisk fødsel! Også selvom det endte helt modsat af hvad jeg havde planlagt.Det var sådan virkeligheden var. Jeg ringede til ham lørdag og fortalte han var blevet far og informerede ham om hvor vi befandt os henne. Tillykke. Meget kort samtale, men jeg har ikke, har aldrig og vil aldrig have intentionen om at tage Emsen og ham fra hinanden eller ødelægge deres forhold, så det var det helt rigtige at gøre. Jeg vil bare have retten til mit eget liv. Han kom søndag og så hende, jeg sørgede for vi ikke var alene i rummet på noget tidspunkt, og han kom med en stor undskyldning over sin opførsel. Jeg har efterhånden lært at rette min opmærksomhed mod folks handlinger i stedet for folks ord, og det var hverken første eller sidste jeg gang jeg skulle udsættes for den adfærd. Jeg sagde "jeg gider ikke snakke om det, nu ser vi fremad og så sker der her aldrig igen!". Det lovede han. Men... ja... always pay attention to peoples actions, not their words! Jeg er åbenbart en slow-learner.Jeg skriver ikke denne blog for at svine nogen til, og jeg håber stadig på at der en dag kan etableres tillid mellem underboen og mig. Det skal bare ikke forhindre mig i at fortælle min egen historie og hele mit eget liv. Jeg har overlevet ved at dele det der er. Det var det, der i sin tid fik mig igennem meget svære tider som barn. At fortælle. At stå ved. At dele. At hele. Derfor fortæller jeg min historie ordentligt nu. Jeg kan sagtens se i dag, at jeg i al min iver efter at skulle skabe en lykkelig alternativ familie, ikke har ville indse tydelige tegn på at det aldrig kan komme til at ske, som f.eks den episode jeg beskriver her. Det er ikke sådan man skaber et trygt og kærligt fundament for en familie, alternativ eller ej, det er ikke sådan man skaber tillid eller tiltro til hinanden. Jeg ville ikke se realiteterne i øjnene, for jeg ville give Emsen en bedre barndom uden krig og drama. Jeg har fejlet.Jeg er selv skilsmissebarn, jeg ville så inderligt have at det skulle lykkes at skabe en kickass alternativ trekløver, hvor vi tre og eventuelle nye kærester og nye børn kunne have det fedt sammen. Måske fordi jeg også havde ønsket det for min egen familie. Jeg ville så gerne være et godt eksempel, både for underboen, for Ems, for mig selv og for andre. Men jeg blev både blind og døv og dum af det ønske, og det betaler jeg så prisen for i dag. Det tager jeg det fulde ansvar for, og jeg er blevet klogere, og det er jeg taknemmlig for. Og det er jo sådan her livet fungerer. Vi prøver noget, vi kaster os ud i noget, nogen gange lykkes noget, andre gange gør det ikke, vi slår os, vi falder, og så rejser vi os igen, nogen gange lidt klogere end da vi startede, andre gange lige så meget i tvivl, måske endnu mere, end da vi begyndte. Det er det, der er så skræmmende, men også smukt ved at være i live, og derfor bliver livet aldrig en kedelig størrelse at have noget med at gøre.Nu har jeg skrevet dette, nu kan jeg slippe vreden, og så kan jeg komme videre. Det hjælper altid at kaste lys på skyggen, så forsvinder den. Beklager forsinkelsen, Anne Deppe, jeg havde lige brug for tid, og et par på lampen (min indre lampe). Man kan ikke være inspirerende når man brænder inde med vrede, så for at rense ud, skulle jeg lige kaste op på bloggen. Det har jeg gjort nu. Det var hvad det var, og nu er det ikke mere.De næste par dage vil jeg til gengæld dele en masse skønne ting ved året der er gået, det første år med Emsen, en masse skønne billeder og på mandag vil jeg fejre hendes fødselsdag med dig og med en lille konkurrence og med lidt inspiration til dig og din baby. Jeg håber du vil være med :)Jeg glæder mig.Slagt mig ikke fordi jeg skriver dette indlæg. Jeg synes ikke selv det er fedt at være taberen i et spil ingen kan vinde, og slet ikke at skrive om det. Det er federe at være hende den seje. Men det er ikke tilfældet her og det er ok. Måske er du ikke lige målgruppen for dette indlæg, men jeg havde brug for at skrive det. Og bloggen er en to-vejs-ting. Jeg giver, og du giver også lidt. Så i dag havde jeg måske bare brug for at blive lyttet til, så jeg kan slippe og komme videre.Tak <3Deppe+and+the+lost+sock+kommentarfelt+billede+anne+deppe