Lidt om at dele sit liv (og være meget ærlig) på nettet
Jeg er ofte blevet spurgt om hvorfor og hvordan jeg tør at dele mit liv så ærligt på nettet, jeg har jo gjort det i mange år. Jeg har gjort mig nogle nye tanker, og måske giver de mening for dig at læse?
Det første jeg vil fortælle dig er at det har taget mig LAAAANG tid at komme hertil. Jeg startede min "karriere" på nettet allerede tilbage i 1999, hvor jeg oprettede en profil på Jubii-debatten. Cirka deromkring. Jeg var anonym og jeg læste kun debatter, jeg deltog aldrig i nogen. Dengang havde jeg ingen som helst meninger om noget som helst, for jeg anede ikke hvor dælen man fik en mening fra. Hvor i kroppen sidder en mening? Og hvordan ved man overhovedet hvad man mener?
Efter at have læst med i nogle år, begyndte jeg at kommentere lidt i trådene. Men altid kun noget ingen kunne blive sure over. Hvis nogen havde skrevet om noget der var hårdt eller svært, så skrev jeg noget lidt trøstende. Det var ikke farligt.
Gradvist og over mange år, har jeg studeret debatter og debatformer, og konflikter på nettet og opdaget at der jo altså ikke var nogen der blev skudt. Og dem der blev smidt ud af sitet, de kom oftest tilbage igen efter en karantæne. Jeg begyndte langsomt at mærke hvor jeg var mere eller mindre enig med noget. Mine meninger blev mere og mere nuancerede og jeg turde oftere og oftere at bevæge mig ind i debatter hvor jeg også kunne erklære mig uenig.
Alt dette gav mig sideløbende modet til at fortælle lidt om min egen historie. Gradvist, og stadig anonymt, men jeg delte, og jeg kunne se at jo mere jeg fortalte og jo ærligere jeg turde være, jo flere debattører fulgte med og åbnede op for deres egne lukkede æsker. Det var ret fantastisk at opleve.
I 2007 oprettede jeg min første blog. Den hed "The Little girl grew up" og handlede lidt om mode og lidt om livet og lidt om alt muligt. Bloggen var meget nyt i Danmark, men jeg var (og er stadig) helt vild med formatet, og det der med at skabe sin egen platform hvor man selv kan bestemme hvordan det hele skal være. Derfor har jeg i øvrigt netop lanceret levafdinblog.dk som lærer andre at leve af deres blogs. Tjek det ud hvis du har lyst, især hvis du gerne vil være ærlig og tjene penge på bare at være dig.
Men Anne, er du ikke bange for at dine kunder eller at dine arbejdsgivere kunne læse alt det om dig?
Det har jeg aldrig været bange for. Jo det har jeg, men ikke mere end at det har været en bevidsthed jeg altid har haft med mig, jeg kan nu engang bare ikke løbe fra hvem jeg er uanset hvem jeg står overfor. Og jeg skal jo ikke leve af at være et helligt falsk poleret glansbillede, sådan som politikerne skal, så det er ikke så farligt at vise hvem jeg er.
Til gengæld har jeg oplevet at det er en fordel for mig at mit brand og min personlighed, fordi begge dele er ret tydelige i alt hvad jeg laver efterhånden, klarer sorteringsarbejdet for mig. Der er mange der bare unfriender mig eller fortæller mig at de aldrig ville hyre mig som coach fordi de synes jeg er for meget eller for et eller andet andet. Jeg sparer en hulens masse tid og konflikter fordi jeg er tydeligere i den jeg er, og dermed også markant lettere for andre at vælge til eller fra. Og det gælder altså både business og privat.
De virksomheder jeg laver ledertræning, erhvervscoaching og salgstræning for, de vælger mig netop fordi de kan lide min kant og min tilgang til livet/mit materiale/adfærdsforandring osv. Jeg er meget anderledes i forholdt til mine konsulentkollegaer. For nogle virksomheder er jeg selvfølgelig et wildcard at hyre ind, fordi jeg ikke står og lirer en masse teorier af, og for andre er jeg lige præcis det los i røven de har brug for.
Men jeg skal jo ikke sælge mig selv ind til Mærsk, mit farverige personlige væsen ville aldrig passe ind sammen med alle de jakkesæt. Derfor er min ærlighed noget der hjælper mig til at få de rigtige kunder, og det bliver mit arbejde meget sjovere af, for jeg skal jo bare ud og være mig selv, da det er hende de forventer at få uden at have mødt mig, men blot ved at have læst om mig på nettet.
Da jeg blev ansat som coach for Magasin du Nord spurgte min HR-Direktør mig hvorfor han sad overfor en ung kvinde der virkede som om hun havde livserfaring som en 50årig. Jeg spurgte om han ville have den polerede version eller den ærlige version. Han trak på smilebåndet og svarede "altid den ærlige". Så havde han jo selv valgt. Og jeg fortalte ham om et liv med misbrug og overgreb og alt det jeg nu engang har med i min livsbagage. Uden filter. Jeg fik jobbet et par timer senere. Jeg fortalte alt det jeg ikke gad at de selv skulle opdage, alt det som jeg ikke gad og gå rundt og frygte at de fandt ud af. Det havde han kæmpestor respekt for, og det blev til knap 4 års fantastisk ærligt og givende samarbejde.
Anne, bliver du ikke bange for hvad folk tænker?
Nej.
Det var jeg engang, men så lavede jeg en pengeindsamling på nettet i 2011 (og skrev en bog om det som du kan købe her), jeg blev så voldsomt dømt af hele Danmarks befolkning, men samtidig blev jeg også hyldet og gjort til indsamlingsekspert (!?). Når reaktionerne på 1 ting jeg havde gjort, kunne være så forskellige, så lærte jeg at andres reaktioner umuligt kunne handle om mig, men kun kunne handle om folk selv. Når andre dømmer mig for at være for meget, så siger det 0% om mig og 100% om dem. Når du f.eks dømmer mig for at være inspirerende, så siger det faktisk også 0% om mig og 100% om dig. Det kan du jo tænke over næste gang du tager imod ros eller kritik, det handler ikke en skid om dig. Og så kan jeg jo igen bare være mig selv og skrive hvad jeg vil, for reaktionerne jeg får har intet med mig at gøre. Det betyder ikke at jeg ikke synes det er interessant at følge med i hvilke reaktioner jeg vækker i andre, og af og til tænker jeg også over om det er de reaktioner jeg ønsker at vække. Men de handler stadig ikke om mig.
Hvad er din holdning til ærlighed og det med at udlevere andre når man f.eks deler sin historie?
Uanset hvor vred du er må du ALDRIG udlevere nogen. Aldrig. Det er min regel. Jeg kunne aldrig drømme om hverken at udlevere dem der har udsat mig for voldtægt, mennesker jeg har mødt der har været voldsomt grimme overfor mig, mennesker fra min personlige historie der har såret mig dybt osv. Aldrig. Du får mig heller aldrig til at dele et billede af en mulig voldtægtsforbryder fra Aalborg på FB. Jeg synes det er en dybt problematisk kultur vi har gang i når det kommer til at udlevere andre, for historier er så komplekse, og ikke engang de få involverede parter kan forstå ned i dybden hvad deres egne aktier er i det der er sket.
Jeg fandt f.eks ud af hvad mine egne aktier var i at jeg i knap 20 år har haft et mønster som overgrebsoffer. Det betyder ikke at det var min egen skyld, men jeg fandt ud af at nøglen ud af mit destruktive mønster ikke lå hos alle de slemme mænd, men derimod hos mig selv. Der er ingen vindere når vi hænger nogen ud, det løser intet, og dig der hænger den anden ud vinder heller intet ved det, hævnfølelsen har intet med heling at gøre. Så nej, du vil aldrig se mig udlevere nogen når det kommer til ærlighed på nettet og livshistorier.
Det er ikke noget problem at fortælle historier om sit liv, heller ikke historier som involverer andre, men hvor du stadig har fokus på at det handler om dig, og din historie, og ikke om hvad den anden person gjorde mod dig.
Når jeg f.eks fortæller om min underbo og skriver at jeg syntes han var en klaphat, så fortæller jeg det på en måde, hvor du som læser IKKE vil tænke at han er en klaphat, men jeg tager ansvaret hjem og skriver at det jo er min dom af ham og at det intet har med ham at gøre. Du ved selv hvordan du skal fortælle en historie så andre er enige med dig. Det er lige så meget manipulation som alt mulig andet er det.
Jeg ved også hvordan jeg skal fortælle en historie om nogen jeg synes er dumme, sådan så du synes det samme som mig, og vi kan blive enige om at det er mig det er synd for. Det er bare ikke ansvarligt i sidste ende, og hvis noget er den andens skyld, så ligger nøglen til løsningen aldrig placeret hos dig, og du låser dig selv fast i en offerrolle. Bum.
Så det er jeg meget bevidst om når jeg skriver. Ærligheden og ansvaret. Min historie, mit ansvar, min historie, mine holdninger, mit ansvar, ingen andres.
