En ny trend/filosofi vokser sig større og stærkere for tiden, og den hedder "minimalisme" eller "minimalistisk livsstil". Og faktisk er den overhovedet ikke ny, det er en modernistisk kunstretning fra 60'erne, som i dag (af mange) bruges som et oprør mod den meningsløse materialisme som mange af os (inkl mig) er fanget i.Måske har du læst mit indlæg om bæredygtighed og genbrug? Ellers kan du læse det lige her. Eller mit indlæg om min nye retning med bæredygtighed her på bloggen? Læs her. Det er som om det hele hænger lidt sammen. Mere omtanke på miljøet, mere sundhed i kosten, mindre overforbrug. Hos mig er det i hvert fald opstået i det små og har vokset sig større. Min udfordring har bare været at jeg oplever ret meget ... mmm ... at det er enten/eller hos nogle af dem jeg selv er inspireret af, at det hurtigt bliver den ultimative sandhed, og så står jeg af (det gør jeg generelt alle steder hvor fok påstår at have opfundet SANDHEDEN, og missionerer og dømmer andre for ikke at leve på samme måde, det er bare usexet). Så hvor er der plads til min version af minimalisme? Svaret på det spørgsmål fandt jeg i dokumentaren "The Minimalists" på Netflix, som jeg har set to gange nu.De to mænd, der tilsammen kalder sig "The Minimalists" fortæller om deres rejse ind i minimalismen og fortæller om deres version af at være minimalistiske. Jeg havde et billede af at minimalisme var sådan noget med et bo i et stort tomt rum og så stod der 1 stol og måske en kaktus, og så var man minimalstisk (sat på spidsen). Men jeg elsker jo mit tøj og mine bøger og de ting jeg har i mit hjem, så kan jeg jo ikke være minimalist?Det gik op for mig at minimalisme (undskyld hvis jeg er den eneste der ikke har fattet det før nu) slet ikke handler om hvor mange ting du har, men om at leve med bevidsthed og omtanke i stedet for at være styret af forbruget (hvilket jeg må indrømme at jeg stadig er).Eksempelvis kan man spørge sig selv, inden man står overfor et potentielt køb eller frasortering af en genstand:

Bringer det? værdi i mit liv?
Er det nyttigt?
Er det her en bevidst beslutning?

Hvis ikke, så må vi slippe det igen.Så hvor starter man henne? Nu er jeg jo på ingen måde ekspert, og på alle mulige måder så ny som man næsten overhovedet kan være i det her, så måske er jeg ikke den rette at spørge, eller måske er jeg netop derfor den rette at spørge. Det vælger du selv.Jeg kan fortælle dig hvor jeg starter:Jeg starter med et enkelt skab ad gangen. Som solomomboss til to piger, og pt. noget nær ingen søvn (2-3 timer pr. nat er bare ikke nok), så tager jeg et skab ad gangen. Jeg kigger på hver eneste ting og spørger om det bringer værdi og hvad det giver mig at have denne ting.Jeg behøver ikke 16 kopper. Mange af kopperne minder mig om ting jeg ikke har brug for at blive mindet om, og få kopper giver mig glæde og glæde minder (jeg kan mærke der er 3 kopper mere der skal til genbrug, nu hvor jeg skriver det her). Jeg har aldrig 16 personer på besøg på en gang der skal drikke the eller kaffe. Jeg bor i en lille lejlighed. Jeg vil hellere have luften omkring kopperne end jeg vil have kopperne.Derefter sørger jeg for at få de overflødige ting UD af mit hjem hurtigst muligt. Det meste har jeg kørt til Røde Kors i Hørsholm. Tøj og ting. Så har jeg afleveret nogle ting i The Organic Club, som er et ret genialt koncept (som jeg skriver mere om snart). Få ting har jeg sat til salg, og hvis de ikke bliver solgt indenfor eksempelvis 14 dage, så skal de videre til Mødrehjælpen eller lign, så de ikke står og tager plads her.

Det sværeste synes jeg helt klart er mit klædeskab. Jeg har været igennem pigernes tøj og har grovsorteret mit eget. Det jeg har sorteret fra er tøj der ikke gør mig glad eller tøj der får mig til at føle mig tyk/grim/ikke-ladybosslike/nederen. Eksempelvis har jeg en pailletjakke, som er mindst 10 år gammel, som jeg aldrig går i, og den går jeg lidt rundt om i øjeblikket og mærker efter. Og nu hvor jeg skriver kan jeg bare klart og tydeligt mærke at den skal videre. Så måske er tricket at sige det højt hvis der er en genstand man er i tvivl om, og så kan man selv høre om den skal blive eller ej?Ellers har jeg fundet en ret god "udsmidningsguide" her i denne blog, som jeg læner mig op af.Det, der er mit mål, er at ende op med at kunne åbne min garderobedør og så er der KUN tøj jeg elsker, sådan så min "tøjkrise" kun handler om at vælge mellem "WOW" eller "NØØØØJ". Nu har jeg sjældent tøjkriser, fordi jeg i al beskedenhed er ret god til at finde det der får mig til at stråle. Men jeg har bare stadig ikke brug for 7 par jeans.Det samme gælder legetøj. Jeg bliver irriteret over at der ligger så meget legetøj og flyder, og Emmalia leger altså kun med en 10. del af det. Og hun gider slet ikke at lege med det når det hele roder. derfor har hun og jeg i fællesskab (og i etapper) sat mere og mere legetøj ned i kælderen de seneste 14 dage, og stuen er blevet til at holde ud og være og og, voila(!), pludselig leger hun med alt sit legetøj igen.

Vi er langt fra i mål, jeg vil stadig have halvedelen af det resterende ned i kælderen, men det er godt for os begge to at gøre det her i etapper, sådan så ingen af os føler at det bliver trukket ned over hovedet på os, og at vi skiller os værdigt af med de ting der trods alt har betydet noget.Så det er der jeg er lige nu i processen. Og det er en process, det tror jeg er vigtigt lige at understrege. Det sagde gutterne i dokumentaren også. Jeg følger dem på instagram, det kan du også gøre her. Og så har jeg unfollowet 10 profiler som kun handler om forbrug og "fast fashion". Jeg holder fast i min kærlighed for mode og det udtryk mode kan gøre (for det elsker jeg), og så søger jeg efter bæredygtige og miljøbevidste modebloggere som jeg kan følge i stedet. Måske kender du nogen?Del rigtig gerne din rejse med os andre i kommentarfeltet, det er bare fedest at følges ad :D