"Du må virkelig undskylde at jeg ringer og tager din tid, og hvis jeg ribber op i noget Frejamay..." og så græd hun. Og så fik jeg tårer i øjnene. Hun havde fået mit nummer af min mor, fordi denne kvinde selv er mor til en ung pige som er blevet voldtaget i weekenden, og nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre. Så hun ringede til mig og vi fik en rigtig god snak, og jeg bad hende gemme mit nummer og bruge det lige så meget hun ville.Jeg har holdt mange foredrag om de overgreb jeg har været udsat for. Jeg blev seksuelt misbrugt af en fremmed mand på en strand da jeg var 6 år gammel. Jeg har haft nogle oplevelser da jeg var 17 år med en fyr fra mit gymnasie som overfaldt mig på et diskotek (og en del andre piger fra skolen også, deriblandt en fuldbyrdet voldtægt mod min veninde dengang). Jeg levede i et psykisk og fysisk voldeligt forhold da jeg flyttede hjemmefra og blev tvunget til at udføre klamme seksuelle ting. Da jeg var 19 ramte jeg ind i en uheldig profil på et dating-site, og blev voldtaget to gange af den samme mand. Han har senere fået Danmarks hårdeste straf for voldtægt. Jeg var ikke en af anmelderne, jeg hørte først om sagen flere år efter, da der var faldet dom. Da jeg var 27 skete "det sidste overgreb". En ekskæreste som mente han stadig havde ret til at have sex med mig, selvom jeg ikke ville. Og inden vi kaster os ud i en racesnak, så er der tale om almindelige hvide danske fyre/mænd i samtlige tilfælde.Da det sidste overgreb skete, ringede jeg til min psykolog, for jeg var dybt chokeret over at det her skete igen. Nu havde jeg jo været igennem så meget terapi omkring de overgreb jeg havde med mig i bagagen, og alligevel blev jeg endnu engang offer for en mand der mente at hans magtliderlighed var mere berettiget end mit nej.
Min psykolog og jeg gik igennem en intensiv process sammen. Det eneste vi arbejdede med var mit selvbillede, mine evner til at sætte grænser, mine leveregler for mit liv. Da jeg startede hos min psykolog, 6 år forinden, var det egentlig på grund af stress, og jeg nævnte overgrebene i en bi-sætning, fordi jeg aldrig havde tillagt dem nogen større betydning. På en eller anden måde havde det jo nok i sidste ende været min egen skyld, og jeg har aldrig anmeldt noget af det. De blev starten på en vigtig rejse i mit liv og en vigtig forståelse for min egen værdi som menneske.Vi arbejdede intensivt med mit selvbillede, og det gik op for mig at jeg stadig, inderst inde, så mig selv som et offer der ikke har ret til at forsvare mig.Efter 7 måneders intensivt hårdt arbejde, var jeg i Odense for at holde et kæmpe team-building-event. Mit første store event som teamcoach. Jeg var superstolt, og da jeg blev sat af i Charlottenlund, og satte min tunge taske bag på cyklen, ringede jeg til min veninde og cyklede hjem til Gentofte. På vej op ad en bakke ved Dyssegård station, kunne jeg høre en scooter bag mig. Den måtte køre langsomt, for den overhalede ikke, men den lå lige bag mig. Og pludselig skete der noget.Noget rev hårdt i bagenden af min cykel, samtidig med at en stærk hånd prøvede at skubbe mig af cyklen. Jeg forstod ikke hvad der foregik. Samme sceane en gang til, og det gik op for mig at de to fyre på scooteren prøvede at vælte mig af cyklen samtidig med at de prøvede at stjæle min taske.For første gang i mit liv skete der noget der aldrig er sket før.Jeg mærkede en blodrus tage over i hele kroppen. En vildskab og arrigskab og det føltes som om mit hjerte blev dobbelt så stort og pumpede blod helt ud i øjnene på mig. Med én bevægelse bremsede jeg min cykel op, og med den næste bevægelse slog jeg så hårdt ud efter fyrene at jeg var ved selv at vælte. Jeg skreg så højt at jeg efterfølgende var hæs i tre dage. Jeg knaldede røret på med min veninde, som havde hørt det hele, og ringede direkte op til politiet. Der var ikke skyggen af tvivl. De røvhuller skulle anmeldes. NU!Da jeg kom hjem kom reaktionen. Jeg rystede og begyndte at græde. Jeg lagde mig til at sov, og næste morgen vågnede jeg op med en gammel kending i hjertet. Skylden. Tvivlen. Jeg tænkte at intet havde forandret sig, og at jeg stadig var offeret. Men den tanke nåede ikke ret langt før jeg kunne mærke noget nyt:"NEJ! Nej du er ikke offer. De fik dig ikke væltet af cyklen, de fik ikke din taske, de stak halen mellem benene og så stak de af. Du reagerede for første gang nogensinde med styrke og power og råstyrke, og der skete ikke andet end at du forsvarede dig selv for fuld skrue og du var ikke bange før bagefter"Og siden da har... jeg ved ikke om man kan kalde det at blive testet af universet, men jeg har i hvert fald haft en del oplevelser med både mænd og kvinder, hvor jeg har fået bekræftet at den råstyrke stadig ligger solidt i mit system.
Få måneder efter stod jeg på Nørrebrogade da himlen begyndte at hagle med så store hagl, som jeg i hvert fald aldrig havde set før. Jeg stod og snakkede med min mor i mit headset mens jeg forsøgte at tage nogle billeder af haglen (haglet?). Vi stod mange mennesker tæt sammen under markiserne og på alle sider af gaderne. På den anden side af vejen stod der en ung fyr og råbte og fægtede med armene. Vi kiggede på hinanden, os der stod sammen på "min side" af vejen, men ingen kendte den unge fyr. Pludselig brød han ud af mængden, krydsede vejen, og gik direkte over til mig, helt tæt på mig, truende, alt for tæt, og råbte at jeg fandme ikke skule tage billeder af ham og at han ville se mit kamera.Jeg trak vejret helt roligt, mærkede mit stærke hjerte igen, lænede mig frem mod ham og tænkte "hvis du så meget som krummer et hår på mit hovede, så kommer du til at fortryde det resten af dit liv!". Og så sagde jeg: "Jeg har ikke taget billeder af dig, og nu træder du væk igen lige så hurtigt som du kom", og så fastholdt jeg blikket og var fuldstændig i ro. Og så skete der noget jeg ikke havde regnet med. Han gik. Han sagde ikke noget, han så bare ned i jorden, og så gik han og forsvandt væk i menneskemængden. Og så spurgte min mor hvad fanden der skete. Og så mærkede jeg stolthed i hele kroppen.Og sådan har der været nogle oplevelser. En mand i Belguien der skubbede min søster og mig ud på en vej og hvor jeg reagerede pr. instinkt og skubbede tilbage. Selvom han både var stor og bred og fuld.Jeg har også overreageret nogle gange. En dame der engang var enormt latterlig, hvor jeg gik helt tæt på hende og spurgte om hun havde et problem jeg kunne hjælpe hende med at løse, eller om hun bare skulle holde sin kæft og passe sit eget lort. Så sagde hun undskyld og gik. Den er jeg ikke så stolt af, men jeg er stadig glad for at jeg markerede min grænse helt tydeligt. En anden gang ville jeg nok ikke være truende tilbage igen. Det tager tid lige at lære en ny kraft at kende.Sidder du nu, som offer for overgreb eller voldtægt og tænker at min pointe er at det er folks egen skyld, så er det helt misforstået. Den mor jeg talte med i går spurgte mig om man kommer ud på den anden side. Og ja det gør man. Man kommer igennem, og hvis man vil kan man komme igennem med en styrke man ikke havde før. MenDETERALDRIGDINSKYLDnår et menneske begår overgreb imod dig. Det er aldrig din skyld. "Jamen jeg sagde ikke nok fra" - okay, men sagde du overhovedet til? Ham der voldtog mig to gange, ham sagde jeg overhovedet ikke fra overfor første gang. Vi havde skrevet sammen på dating-siden. Jeg havde gjort alt hvad der stod i bøgerne. Set flere forskellige billeder, spurgt ind til dit og dat og aftalt at mødes et offentligt sted. Vi sms'ede længe og jeg følte mig set og hørt og smigret og han var så sød og forstående overfor alle mine sikkerhedsspørgsmål og foranstaltninger. Alligevel endte vi med at aftale at vi skulle mødes hjemme hos ham den morgen efter byturen, og jeg følte han havde imødekommet alt, så hvorfor skulle jeg blive ved med at være bange?Da jeg kom op i hans lejlighed åbnede han døren, men jeg kunne ikke se ham, så jeg skulle ind i lejligheden før han lukkede døren og pludselig stod bag mig i undertøj. Problemet var bare at han slet ikke var den mand jeg havde skrevet med, ham her var en helt anden. Jeg stivnede af skræk, og jeg gjorde alt hvad han sagde fordi jeg simpelthen frygtede for mit liv, og mit mål var udelukkende at komme levende ud af den lejlighed igen.Det næste jeg husker er at jeg sidder hjemme i mit bad og prøver at få gang i min verjtrækning, og det eneste der kører på repeat i mit hovede er "det her er aldrig sket det her er aldrig sket det her er aldrig sket det her er aldrig sket", jeg besluttede mig for ALDRIG at fortælle det til nogen, for jeg skammede mig sådan over hvor uforsigtig og dum og naiv jeg havde været.Så begyndte han at ringe og stalke mig. Her sagde jeg fra. Jeg fik hemmeligt nummer, jeg flyttede. Jeg fortalte ham at jeg ville gå til politiet. Han hånede mig og grinede af mig og spurgte om jeg regnede med at politiet ville tro på en lille horeluder som mig eller en velhavende forretningsmand som ham. Hans argument vandt, og jeg min sidste rest af værdighed døde lige der.To måneder efter jeg var flyttet troppede han en dag op i min lejlighed, trængte sig ind og tog hvad han ville have. Mig. Jeg kunne intet gøre. Jeg slog og kradsede, men det gjorde ham bare vildere, og til sidst lå jeg helt stille og fik det overstået. Det var kort tid inden jeg flyttede til København og besluttede mig for aldrig at åbne den låge igen. Lige indtil den dag jeg så hans rigtige billede på forsiden af Ekstra Bladet på vej hjem fra arbejde, og ringede til Århus politi for at høre om de manglede cases, for jeg var en af dem. Det gjorde de ikke, men jeg kunne starte min egen sag op. Det havde jeg ikke brug for lige der. Mit liv kørte rigtig godt og jeg prøvede at lukke lågen igen. Uden held.En voldtægt er aldrig din skyld. Du kan selv gøre meget for at bearbejde traumet bagefter, og for at have åbenhed omkring det (hvis du har lyst og hvis du en dag er klar til det), men skylden ligger ikke hos dig.
Her kan du få hjælp:Joan Søstrene herCenter for voldtægt herLandsorganisationen mod seksuelle overgreb herOfferrådgivingen i Danmark Du kan ALTID bare ringe og græde i telefonen, de ved hvordan de skal hjælpe, de er søde, de er forstående, de er kompetente og kærlige og omsorgsfulde!Som jeg sagde til den mor jeg snakkede med i går, så:
- er det vigtigt at din hjælp ikke bliver et nyt overgreb. Spørg om du må kramme og røre inden du gør det, spørg også hvordan du kan hjælpe bedst. Selvom hun måske ikke ved det på stående fod, så kan det være svaret kommer i morgen.
- Man kan godt veksle ud og ind af tilstande efter sådan en traumatisk oplevelse, styrke, sammenbrud, fortvivlelse, vrede. Så vidt muligt lad personen gennemgå de følelser der kommer uden at dømme dem eller forsøge at "få personen til at tænke positivt"
- Opsøg professionel hjælp. En psykolog kan gøre underværker, det har jeg selv massiv personlig erfaring med.
- vær der med kærlighed og støtte og vis gerne din vrede også - det er også kærlighed. Jeg fortalte først min far om overgrebe mange år efter de var sket. Han blev rasende. Ikke på mig, men på de mænd. Jeg følte mig enormt værdsat da jeg hørte min fars vrede stemme i telefonen og fortvivlelsen over ikke at kunne gøre noget. Vi har snakket om det siden og alt er godt igen, men det hjalp.
- Overvej at anmelde det. Det er dumt at give et råd jeg aldrig selv har fulgt, men nu siger jeg det alligevel. Hvis jeg f.eks havde meldt ham voldtægtsmanden fra da jeg var 19, så havde de 8 andre kvinder måske sluppet for at have samme oplevelse som mig. Og de andre kvinder der sikkert også er derude, som, ligesom mig, aldrig meldte det. Tag aldrig alene ind til sygehuset, politiet mv. Hav en med dig. Hvis man bare har fulgt lidt med i nyhederne i dag, så kan det desværre være endnu en krænkende oplevelse at snakke med politiet bagefter, de er ikke klædt ret godt på til at håndtere voldtægtssager. Men det skal de blive, og vi er nødt til at få anmeldt de overgreb, krænkelser og voldtægter der sker, både for vores egen skyld og for vores medsøstres skyld.
- Det tager lang tid at komme igennem et overgreb og en voldtægt. For nogen mennesker sidder det i kroppen resten af livet. Jeg har stadig senfølger af de overgreb jeg var igennem, og der er stadig rester jeg arbejder med. Men jeg lever et godt liv, og jeg er glad for at jeg har valgt at dele mine oplevelser, for det har bragt mig tæt på så mange fantastiske kvinder gennem tiden, og det har helet noget i mig hver eneste gang jeg har snakket med nogen, nogens mor, nogens bror eller kæreste om de her svære oplevelser.