Jo jo, du læste rigtigt. Opdragelse inspireret af Justin Bieber. Ham den unge sanger alle elsker eller hader. Pludselig var han alle vegne, han sang sammen med alle de store navne. Og så troede verden at de havde hørt det der var at høre til Justin Bieber. Men det havde de ikke, for Bieber er alle steder. Og når du læser det her, så er det vigtigt at du ikke læser "jeg synes alt hvad Justin Bieber gør, er og siger er inspirerende" (det synes jeg om ingen i verden), for det skriver jeg ingenlunde, men der er noget han gør, som jeg er voldsomt inspireret af.Jeg har set begge film om ham, og uanset hvor mange gange Justin Bieber fejler når han øver sig, så kommer der aldrig en dom fra ham. Ingen frustration, ingen "ej nu må du lige stramme dig an", hans gå-på-mod er fuldstændig uændret og så fortsætter han bare indtil han kan det han er i gang med at øve. Han dømmer aldrig sig selv ude, og dét er jeg inspireret af.Faktisk blev jeg så inspireret at jeg begyndte at øve det på mig selv efter jeg havde set den første film. Jeg begyndte - sådan helt fysisk - at give mig selv et skulderklap for hver gang jeg gav noget et forsøg. Dengang begyndte jeg at køre mountainbike i skoven, og i stedet for at blive frustreret og irriteret, så tænkte jeg på Justin Bieber og tænke "kom så! En gang til" uden dom og med masser af "you can do it" energi i stemmen.For mig var det helt nyt. Især fordi jeg er vokset op i et lille samfund hvor man absolut ikke skilte sig ud. Og det der med at være pinlig og træde ved siden af det blev man mobbet for. Og når man lavede fejl i skolen (i regning, diktat, og alle de andre fag), så fik man en fed rød streg og ingen heppede fordi man i det mindste forsøgte. Så sådan en voksen blev jeg. Sådan en der i hvert fald ikke skulle være pinlig og falde over en kantsten og synge forkert når jeg øvede mig. Og så var der en hel masse ting jeg holdt op med at kaste mig ud i, fordi jeg jo ikke kunne det til hudløshed inden jeg var startet. Det har faktisk været en ret stor del af mit liv, nu jeg lige tænker over det.Så derfor er jeg inspireret af Justin Bieber. Han er fra en anden generation og han har (heldigvis) ikke lært at han skal skamme sig når han øver sig og træner. Han bliver bare ved, og det vil jeg give videre til Emsen. Og det er - indtil videre - lykkes.Jeg har en del børnfaglige (seje) mennesker i mit netværk. En af dem har jeg ikke set længe, og hun arbejder med børns sproglige udvikling. Hun fortalte hvor imponeret hun var over at Emsen siger en masse ord, også selvom hun ikke kan dem endnu, men det er tydeligt hun øver sig og vil et sted hen med det (Emsen altså). Og så fortalte hun at børn tit først vil sige ordene når de kan dem. Og så blev jeg jo stolt og glad, men det er faktisk noget vi helt bevidst har trænet derhjemme. Det der med at man skal øve sig og når man øver og træner, så skal man kludre helt vildt meget i det, for så bliver man rigtig god. Her er nogle ting jeg har gjort helt bevidst lige siden hun var lille:
- Jeg har gentaget (eller spejlet om man vil) Emsens lyde (også selvom vi står i en bus eller et fyldt to og det kan virke mærkeligt. Det er vi heldigvis ligeglade med). Så når hun siger BZZZ (i stedet for bus), så gentager jeg BZZZZ i stedet for at rette hende til det der er "rigtigt". Hun hører jo mig sige "bus" en masse gange alligevel. Og i dag kan hun sagtens sige "bus". Hendes udtale er meget tydelig.
- Jeg har heppet på (eller anerkendt om man vil) Emsens initiativer, så der hele tiden er koblet en positiv oplevelse på det der med at prøve. Ikke på resultatet men på øvelsen. Inspireret af Justin Bieber. Øvelsen er en vigtig del af rejsen.
