“jeg savner at skrive” sagde jeg til min læge, da jeg havde tørret mine tårer væk fra mine hævede øjenlåg. Jeg havde grædt i to dage. “Det skal du da bare i gang med igen, og nu får du lidt tid til det” sagde min læge mens hun kiggede på mig med kærlige og forstående øjne. Og det er det jeg får nu. Tid. For jeg har valgt at tage en pause fra det hele for at tanke mine rungende tomme tanke op igen. Og sådan er livet også engang i mellem.

Studiestart

Det har på alle måder været et vildt og hæsblæsende år. Hvis vi ser bort fra lock-down, corona, og det at få det hele til at køre som solomomboss til to små krudtkanoner, og så lige Ukraine og hvad der ellers sker af regnskovskatastrofer og børnearbejde, ja så er der virkelig også sket meget i mit lille liv.

Min far døde i slutningen af november, og jeg stod pludseligt helt alene med begravelse, rydning af bo, skifteret og i sidste ende skulle sorg, der også lige passes ind i det praktiske. Heldigvis har jeg verdens bedste netværk, og jeg fik hjælp fra nær og fjern, og mennesker jeg aldrig har mødt før. Så det var sorgens tid, men jeg har lært, at når man bare siger det der er højt, så vil mennesker gerne hjælpe andre mennesker, og det er på alle måder både fantastisk og helende at opleve.

Efter min fars død, havde jeg semesteropgave på min skole, og så blev jeg og pigerne ramt af corona cirka da jeg skrev mit seneste blogindlæg tilbage i midten af februar. Og så har jeg ikke været rask siden.

Corona og senfølger

Det startede med en rimelig almindleig omgang corona, tror jeg. Høj feber nogle dage, og så føltes det egentlig som om det gik væk. Men så overtog en virkelig slem omgang nældefeber, og jeg måtte både på skadestuen og tage binyrebarkhormon, famle mellem alverdens virkningsløse antihistaminer, og jeg var bare hævet og rød og kløende overalt. Da det var slut overtog en god omgang svineinfluenza (influenza A), og nu er jeg (forhåbentligt) i sidste fase, hvor jeg har fået døvhed på det ene øre og halvt døvhed på det andet øre, åbenbart også en kendt corona-senfølge. Så ja, jeg har en fest med min krop for tiden, den gør hvad den skal, men den er på overarbejde.

Så da jeg ringede til min læge i mandags for at bestille tid til at få tjekket mine ører, så brød jeg fuldstændig sammen i telefonen og kunne slet ikke komme igennem gråden, og ind til alle ordene. System overload. Og så sad jeg der, på en bænk i Lyngby og græd ned i min skoletaske, for planen var at jeg skulle starte på mit studie igen i mandags, efter over en måneds sygdom.

Sygeorliv fra studiet

Derfor er der simpelthen sket det nu, at jeg, efter aftale og opfordring fra skolen, skal på sygeorlov, og så starter jeg op på det næste hold på studiet og bliver et år “forsinket”. Som tidligere stressramt (2006) ved jeg hvor store konsekvenserne kan være når jeg ikke lytter til min krop, og derfor tager jeg det meget alvorligt at min krop reagerer. Og derfor er et år i det store billede fuldstændig og aldeles ligegyldigt. Det vigtigste er jeg passer på mig selv, så jeg kan passe på mine børn og komme til hægterne igen.

Det første ord der kom til mig, da proppen ligesom var blevet opløst af tårer, det var “NATUR”. Det næste var “RO”. Og det er det jeg skal. Jeg har allerede, i denne uge gået både 25.000 og 21.000 og 15.000 skridt på lange gåture, og jeg kan allerede trække vejret bedre end jeg har kunnet længe. Jeg er stadig i slutningen af selve “sammenbruddet”, så jeg kan godt mærke jeg skal træde varsomt lige nu, og virkelig ikke putte for meget ind i min kalender på nogen måde. Det gode ved at have været knækket tidligere er at jeg har god erfaring med hvad der virker. Og det er det her:

Natur (gå-ture, sidde i en solstråle, kajak, skov, mountainbike i skoven)
Bevægelse (jeg skal ud af hovedet og ned i kroppen hver dag for at komme “tilbage til mig selv”)
Kage og sund mad. Begge dele. Jeg søger tilbage til sukker og fedt, ligesom et spædbarn gør det i modermælken, og jeg skal bare øve at balancere det lidt, så der også kommer lidt spinat med ind.
Grin og gode mennesker. Den her er svær, for lige så meget som jeg elsker gode mennesker og snakke og selskab, så aflaver jeg også og får human-overload, især når jeg har det svært. Så det kan være kærkomment at tænke “ej så skal jeg se en masse mennesker jeg ikke har set længe”, men det er faktisk en rigtig dårlig idé når man er mig. Få menensker jeg kender godt, og som jeg ved kan holde til at jeg aflyser med kort varsel, fordi jeg pludselig mærker at mit system ikke kan alligevel.'
1-ting-arbejdsdag. Der skal bare kun stå 1 aftale i kalenderen om dagen indtil jeg er “stabil” igen og mærker overskud.
Blive ved med at øve at acceptere situationen. Det er skidesvært at stå i, også selvom det måske virker let når du læser det her blogindlæg. Jeg kæmper hver dag, for jeg har jo også periodisk energi, men mit styresystem er bare brændt sammen, og det er vigtigt ikke at lade sig narre. Jeg ved det samme gælder mennesker der kæmper med depression. Må man godt være glad? Hvad så hvis man kom til at hygge sig en aften? Skammen og skylden, for er man så “rigtigt” syg. Og ja, det er du, og ja det er jeg også. Så det er virkelig en øvelse at huske tudeturene og langsomheden og roen. Især når man er en som mig, der elsker at søsætte en masse sjove ting.
Søvn. Jeg er i den “heldige” situation at jeg er (forhåbentligt) midlertidigt døv, det gør at jeg er dødhamrende træt om aftenen … min belastningsreaktion gør også at jeg er træt selvfølgelig, så jeg får faktisk min søvn i øjeblikket. Jeg plejer at arbejde bedst om aftenen, men i øjeblikket skal jeg bare i seng klokken 20.30, ellers kan jeg slet ikke fungere.

Livet er. Og det er det bare. Og nogen gange går det vildt godt, andre gange er det sgu lidt svært. Hvis livet har lært mig noget, så er det at glæden kan findes både i lyset og i mørket, og det øver jeg mig lidt på igen i de her dage.