Det er sket! Jeg er startet på min nye uddannelse. Og jeg kan allerede nu afsløre at jeg har grædt over det 3 gange, mindst. Jeg kan også afsløre at jeg i dag har det helt anderledes end i går, og at jeg egentlig skulle skrive et blogindlæg der indeholder ordet ”anusknop”, men at det må du vente med at læse til om et par dage, for det her blogindlæg står inde i min hjerne og tripper som et lille barn der skal tisse, og ikke kan holde sig længere.

Kickoff på den digitale læreruddannelse.

Da uddannelsen jo er digital, er der ikke noget fysisk fremmøde, derfor havde vi første studie dag i sidste uge, hvor vi blev budt velkommen, og fik en introduktion til hvad der skal ske de næste 4 år. Det er ingen hemmelighed at den digitale læreruddannelse absolut ikke var mit førstevalg, og det var svært at sige farvel til journalistuddannelsen. men … kæmpestort men! Jo mere jeg læser, lærer og oplever på min nye uddannelse, jo mere knuselsker jeg den. Det er alt lige fra friheden, selvstændigheden, tilgangen til læring, mine lærere, studieformen, emnerne jeg kan læse om og de muligheder uddannelsen alligevel åbner for mig.

Når det er sagt, var jeg efterladt i et kaotisk virvar af 36 åbnede faner i min internetbrowser, frustration over ikke at kunne finde rundt i alle de nye ”rum” i det software der er vores undervisningsplatform. Det var et fedt møde, og det var også den første gang jeg græd, for jeg anede ikke HVOR fed den her uddannelse faktisk er, og HVOR meget den passer til lige præcis mig. Jeg har jo egentlig valgt den, fordi den gør det muligt for mig at hjemmeundervise min datter, samtidig med at jeg læser, men nu er det rent faktisk en uddannelse der giver mig fødselsdag i maven. Så jeg græd lidt. Af glæde.

Studiestart

Mandag startede jeg så officielt på uddannelsen. Eller, det er der jeg begyndte at læse tekster og finde rundt i mit nye online studieunivers. Og denne første uge har været virkelig svær at komme igennem. Jeg skal både finde en rytme i forhold til hjemmeskolen og i forhold til mit eget studie, og kombinationen af begge dele, og det kræver lidt ro, tid og tilvænning. Jeg kan jo allerede se nu at jeg er langt klogere på vores setup nu end jeg var i mandags, og i næste uge kan jeg rette vores kalender til, så den nye læring bliver implementeret, og vores hverdag kommer til at give mere mening.

I denne uge har jeg hundset rundt med Emmalia, og i virkeligheden har det handlet mest om at jeg selv har været rundforvirret og ikke har haft et overblik, eller en idé om hvad mit nye studie kræver, og hvordan jeg bedst tilrettelægger min tid. Men så læste jeg en lærer skrive: ”giv dig selv tiden til at være nybegynder, giv dig selv tiden til at socialisere og lande i alt det nye”, og det var så anden gang jeg græd, mest af alt af lettelse, for jeg har haft så enormt høje forventninger til mig selv, allerede på første dagen. I dag er det torsdag, jeg har afleveret mit første abstrakt, jeg har stillet min lærer 100 spørgsmål og jeg har grædt af lettelse. Jeg har også menstruation i dag, så jeg tænker at det spiller lidt ind.

Så, jeg har fået mine forventninger lidt længere ned i øjenhøjde igen, og nu har jeg en idé om hvad det er jeg skal nå inden næste deadline, og cirka hvad det kræver af mig. Der er stadig mange (mange) ting jeg ikke forstår, ikke kan finde og ikke kan se for mig endnu, men man kan heller ikke nødvendigvis se længere end det næste skridt på en trappe op til stjernerne. Et trin ad gangen, og så lærer jeg forhåbentligt lidt hver gang. Frustration er i hvert fald en integreret del af studiet allerede, og det sagde mine undervisere faktisk også allerede på første dag.

Nu nyder jeg en pepsi, jeg glæder mig til at læse meget mere de kommende dage. Jeg har lavet en god deal med en nabo om at få printet tekster hos ham mod betaling (han har en laserprinter, jeg har ikke), og jeg er dykket ned i tekster om didaktik, lærerens personlighed og identitet og så har jeg spurgt mine medstuderende om vi skal lave fredagsbarn i et kvarters tid i morgen. Håber de vil med, ellers logger jeg bare selv på zoom og får en festlig samtale med mig selv et kvarters tid. Måske græder jeg en sidste gang denne uge. Hvem ved?

Det var den første uge, trods tårer er jeg allerede meget klogere end for blot et par dage siden, og alt tæller med.