Lykken findes i livets overgange
Jeg føler altid lidt at ingen får noget ud af at læse om det her mellemrums-refleksioner, at jeg ikke bidrager med ”5 måder du kan leve dit fedeste liv nogensinde på”, men jeg gider ikke selv læse den slags længere, fordi indlæg som det her aldrig er med. Vi er så optagede af mål og performance, at vi ikke forholder os til det bare at leve længere. Og overgange og mellemrum er uhyre vigtigste at vide noget om hvis vi nogensinde ønsker den der ”fedeste liv nogensinde”. Hvis du vil have mit bedste råd, så kommer det her: Livet er her. Nu. Ikke for enden af nogen, for den findes ikke. Hvis du kan finde glæden i overgange, mellemrum, hjørner, dybet, mørke og lys, så er du i mål hele vejen til enden.
Jeg vidste godt at det jeg gjorde ville komme med en stor regning
Da min datter fik det skidt i sin skole (læs historien her), gjorde jeg det jeg altid gør når jeg vil vende en supertanker, jeg sætter alt hvad jeg har ind på at skabe en forandring. Derfor rakte jeg både ud til netværk, kommune, PPR og hvad der ellers var nødvendigt for at finde en holdbar løsning så min datter kunne blive glad i sin skole igen. Jeg var også nødt til at stikke hånden ind i en hvepserede, noget jeg ellers virkelig har forsøgt at undgå, men jeg vidste det var nødvendigt, og at der skulle ske ændringer for at både min datter, men også jeg selv, kunne lande et bedre sted.
Det har været benhårdt. Jeg var i forvejen sygemeldt med en belastningsreaktion efter min far døde, og efter senfølger efter corona. Jeg skulle starte på mit studie på journalisthøjskolen igen lige om lidt, alt imens min datter var færre og færre timer i skole. Jeg tog til møder og møder og flere møder. Opstartsmøder, børnefaglig undersøgelse jeg selv havde sat i gang, PPR, skolemøder, familierådgivningsmøder osv. Til hvert møde forberedte jeg mig som om dette var det sidste møde jeg nogensinde skulle holde. Jeg satte mig ind i lovgivningen, jeg knoklede røven ud af bukserne samtidig med at jeg vidste, at ved siden at mit nye job som super-projektleder, også bare er mor til to små børn, og studerende, og enlig, med alt hvad der dertil hører. Jeg havde både min læge og min psykolog med ved sidelinjen, fordi jeg af erfaring ved at en supertanker, den vender man ikke alene. Jeg rakte ud til alle dem jeg vidste der kunne hjælpe mig i mit netværk, og havde telefonsamtaler day and night for at være sikker på at jeg var på rette kurs med det jeg havde sat mig for. Jeg havde en knivskarp plan, og jeg vidste også præcis hvad jeg skulle gøre hvis ikke det med min datters skole ville lykkes.
”Jeg er fuldt ud bevidst om at alt andet end det her er sat på pause lige nu. Jeg ved jeg skal betale regningen på den anden side”. Sådan sagde jeg både til min læge, til mine veninder og til min psykolog, som alle vidste at jeg havde ret, men at jeg var nødt til at gøre det der var nødvendigt for at min datter skal få et godt liv, og være livsglad hele tiden, ikke kun når hun kommer hjem fra skole. Så alt hvad der hed egenomsorg blev sat på hold. Og nu står jeg her på den anden side og er i gang med at rejse mig igen, efter mit livs kamp (eller i hvert fald en af min livs største kampe).
Lægen
Min fantastiske læge har været med mig hele vejen. Jeg har siddet og grædt på hendes kontor og har brugt hende til at læsse af, og sikre mig at jeg havde en udefra der holdt øje med om jeg var okay, når nu jeg ikke selv havde fokus på det. Hver eneste gang sagde min læge at det var helt sindssygt hvad jeg stod i, men at hun absolut intet kunne sige for at hjælpe, fordi hun kunne høre jeg havde en plan, og at jeg gjorde alt hvad der overhovedet stod i min magt for at nå i mål, og samtidig gøre hvad der var muligt for at have mig selv med. Jeg skabte et helle i mit eget hjem, et fysisk helle, hvor jeg kunne koble fra. En yogamåtte, nogle saltlamper og krystaller, hvor jeg bare kunne sidde og trække vejret hver gang jeg lige havde to minutter til mig selv. Jeg bookede kropsterapi, selvom en SU og inflationen ellers ikke lige rimer på pleasue injection investeringer. Så måtte vi spise lidt mere spaghetti de uger.
Det at have en fagperson ved sin side, især når jeg ved at mine evner som mor også kommer under lup i den børnefaglige undersøgelse, det er guld værd. Især når man er heldig, som mig, at have en fantastisk livsklog læge, som kan føre helt jordnære og nærværende samtaler om livet, når det er svært.
Et helt nyt liv
Så nu sidder jeg her. Jeg har sagt farvel til mit drømmestudie (læs historien her). Jeg er blevet optaget på mit nye studie hvor jeg læser til lærer på den 100% digitale læreruddannelse, som allerede nærmer sig titlen som drømmestudie, både fordi det løser alle mine problemer, men også fordi det er dødhamrende spændende at læse de tekster jeg skal læse for at blive lærer. Den børnefaglige undersøgelse slutter nu, sagen bliver lukket, fordi verden så helt anderledes ud for 5 måneder siden, end den gør i dag hvor min datter bliver hjemmeundervist (af mig), er i total-trivsel, og den hvepserede jeg stak hånden ind i, den er blevet brændt, og kun asken er tilbage.
Jeg er stærkere end jeg nogensinde har været før. Jeg er mere målrettet end jeg nogensinde har været før. Jeg har set en helt ny og vild styrke vokse frem, og jeg er blevet uhyre skarp på mine grænser og hvad jeg ikke gider spilde mit liv eller min tid på længere. Jeg har også prøvet kræfter med det system som jeg kun har dårlige erfaringer med, og selvom de ikke har kunnet hjælpe, så ved jeg, at jeg også i det system er stærk, skarp og har autoriteten på plads. Det var en vigtig detalje at få på plads i mit liv.
Regningen
For at flytte os er vi nødt til at slippe trapezen. Det er ikke muligt at nå den næste trapez før du har sluppet den anden helt først. Det vidste jeg da jeg starte den her rejse i sommers. Jeg vidste at jeg på et tidspunkt ville hænge i luften og ikke ville ane om der var et net under mig, eller om den nye trapez ville svinge hen mod til, så jeg kunne gribe den. Men jeg vidste med sikkerhed at jeg ikke ville blive hængende i fortiden, og i et liv hvor jeg stadig var bange for hvepsereden, og tydeligt havde en datter der ikke var lykkelig i sit skoletilbud. Jeg har selv overlevet 10 års mareridt i folkeskolen, jeg kunne ikke drømme om at trække mit eget barn igennem det samme helvede. Not in a million years.
Så regningen har været at min krop er helt stiv. Jeg har taget næsten alle de kilo på som jeg tabte. Jeg er tung, mine fødder er trætte. Mit overskud har været væk, jeg har ikke selv mærket livsgnisten i mig, jeg har ikke levet mine drømme … men det kan vi for pokker heller ikke altid. Nogen gange skal vi tage arbejdshandskerne på, rejse os mod de monstre vi møder, og kæmpe kampen for at vi kan leve. Og leve drømmene. Der er ikke et eneste sekund hvor jeg ville have valgt anderledes end jeg gjorde. Ikke et sekund, for den styrke jeg står med nu, den kan ingen tage fra mig. Nogensinde. Og regningen, den har jeg været forberedt på hele tiden. Og den betaler jeg med glæde. Nu vil jeg oversætte hvad det betyder.
Regning med afdragsordning
Jeg kan af gode grunde ikke betale det hele på en gang, fordi min krop er slidt og mit mentale overskud er træt. Det vigtigste har været først at få etableret vores nye liv. Få en god studiestart selv, sikre at min datter har det godt i hjemmeskolen. Sikre at lillesøster, som også har skulle være stærk, også har haft plads til at reagere. Det har hun, og hun er landet så fint igen. Så. Alle er okay.
Næste skridt er at få min krop med mig. Jeg er begyndt at tælle kalorier igen og have lyst til, indefra, at komme tilbage til gode spisevaner. Jeg mærker langsomt energien vende tilbage til min krop, jeg mærker til gengæld også min krop, og den har ondt flere steder, især i ryggen. Så det næste jeg investerer i, igen, det er kropsterapien, som virkelig har hjulpet mig undervejs.
Jeg skriver dagbog, og har gjort det i alle måneder mens det her har stået på. Når jeg går ture, tænder jeg af og til min diktafon på min telefon, og snakker med mig selv. Flere gange har jeg grædt, fordi jeg har mærket forbindelsen til mig selv, og det er en af de ting jeg har måtte give køb på i en periode. Nu ændrer det sig, nu er jeg hos mig igen.
Jeg krammer mine børn. Det har jeg gjort hele tiden, men jeg er langt mere til stede i min kærlighed til mine børn igen, fordi livet ikke længere handler om at overleve, men vi er nu der hvor vi kan leve og nyde og lege igen. Jeg skal vænne mig til ikke at kæmpe. Jeg har for længst lagt min rustning og min lanse fra mig, men indeni min krop er jeg stadig parat på hvad der end måtte blive skudt i min retning, og det vil tage lang tid før jeg helt kan slippe det alarmberedskab der aldrig sover. De ved jeg, og det er en del af regningen.
Jeg græder. Jeg har ikke kunnet græde længe, og jeg har stadig svært ved det, men jeg mærker at der venter mig en dyb hulketur forude, og jeg glæder mig til at træde ind i den når jeg er klar. Indtil videre triller der tårer af og til, mest når mine piger leger og danser og bare er fuldstændig dem selv, for det er jo det jeg har kæmpet for. Men den store tur den kommer, og jeg trænger til det.
Et helt nyt spejl
I går havde jeg en coachende samtale med en skøn kvinde, som jeg ikke kender privat. Jeg havde meldt mig frivilligt til hendes projekt, og vidste, at bare det at blive stillet nye spørgsmål, det kan nogen gange sætte noget godt og sundt i gang i mine tanker og følelser. I øvrigt noget der er vigtigt for mig, når jeg står i overgange, det er at dele dem, både før, under og efter, både med sjælevenner og fremmede og fagfolk. Det giver flere lag at arbejde med, og det er spændende at arbejde med sig selv på flere planer. Hvis man har lyst til det.
Hun hørte min historie, og hun anerkendte min indsats. Hun var imponeret over hvad jeg har gjort og hun satte et meget nypudset spejl op, som jeg kunne spejle mig i. Det gav mig et stik i hjertet. Min udfordring handlede om at jeg i hjemmeskolen jo også skal have plads til mit eget studie, og at jeg føler jeg svigter min datter hvis jeg tager en time eller to ud i dagtimerne for at koncentrere mig om mit eget. Derfor har jeg haft svært ved fuldt og helt at indrette og skemalægge vores hverdag. Der sad et stort stykke skyldfølelse i klemme i døren. Samtalen foregik cirka sådan her
- Jeg føler jo jeg svigter min datter hvis jeg tager 2 timer hver formiddag og arbejder koncentreret på mit eget. Og det er ikke engang fordi hun er overladt til sig selv. Hun spiller og læser og løser opgaver på egen hånd, så det er jo mere end muligt. Og resten af tiden laver vi ting sammen, laver eksperimenter og løser opgaver, går ud og er på museer eller ser andre. Men det er som om jeg ikke er ”rigtig” og ”nok” og ”tilstrækkelig” hvis jeg vælger mig selv og min egen studietid til. Og det gør jo både at jeg sidder oppe til sent om natten og læser, og at jeg ikke er ordentligt til stede resten af tiden, fordi jeg stresser over mit studie.
- Frejamay, har du egentlig skænket det en tanke at der er meget få mennesker der giver deres børn den kæmpe gave som du giver din datter? At du har valgt at dedikere din tid og dit liv til at tage hende under din vinge, og sikre at hun får den bedste barndom?
- Mjja … nej, sådan har jeg ikke lige tænkt på det
- At du vælger at give dig selv eksempelvis 2 timer hver dag i dagtimerne, hvor du er koncentreret og når det du skal, er jo en kæmpestor gave til dine børn, til din datter som du hjemmeskoler, til dig selv og til hele jeres familie, jeres glæde og jeres overskud
Og da hun sagde det, så faldt tiøren bare. Selvfølgelig sgu da! Og min datter vil elske at have tid for sig selv også, hvor jeg godt nok sidder på den anden side af væggen og altid er tilgængelig, men hvor hun ved at hun har tiden for sig selv i de to timer, og at vi skal ud og fyre den af bagefter. Jeg manglede simpelthen at vælge mit eget valg. At stille mig bag mig selv og sige ”nu er det simpelthen det her vi gør, for fuld skrue”. Og det har jeg nu gjort, så vores uger er fuldt skemalagte og jeg ved præcis hvornår vi skal hvad.
At være i en overgang, at hænge mellem to trapezer
At være i en overgang rummer både sorg og glæde. Det var svært for mig at slippe det gamle, især fordi det gamle var en stor drøm, men det var samtidig en nobrainer, fordi jeg vidste at det nye liv på mange planer ville være meget tættere på det liv jeg drømmer om, og den fremtid jeg drømmer om for mine børn og mig selv. De muligheder mit nye studie og hjemmeskolen åbner for, gør at mange af mine drømme faktisk bliver mulige at nå. Og det har kæmpeværdi.
Men for at forandringen kan finde sted og kan ægte bundfælle sig, så er det også vigtigt at vi ærer sorgen over det vi siger farvel til. Selv når vi kommer ud af voldelige forhold, følger der en sorg med. Og det siger jeg kun fordi jeg selv har været der, og har forladt sådan et. Jeg sagde stadig farvel til den version af mig der levede det liv, jeg sagde stadig farvel til en identitet som jo havde været mig. Jeg kan stadig, den dag i dag, blive ked af når nogen laver sjov med at ”det godt nok var et uheldigt valg af mand dengang hva?”. Jeg var jo hende der traf det valg. Jeg var hende der troede at det var den eneste kærlighed jeg fortjente. Der følger altid en sorg med at farvel, uanset hvor gammel man er, og hvor destruktivt det man forlader, det var. Det er både vigtigt at huske for os selv, men også som pårørende til mennesker i sorg og i overgange. Og jeg tror mangel på fokus på lige netop sorgen i overgangene, er med til at gøre at overgange nogengange ikke når i mål, og ikke finder sted.
Så. Jeg har hele tiden haft fokus på at ære sorgen. Jeg aner ikke hvor længe den sorg varer, men hver gang den titter frem, så får den lige et kram, og jeg fælder en tåre. For det var et andet liv jeg sagde farvel til. Og det er okay. Mens jeg omfavner alt det nye, kan jeg godt rumme at sorgen skal heles, og at det tager lige præcis den tid det tager.
Mit nye liv
I dag sover børnene hos min mor og stedfar. Jeg har haft tid til at sove længe, lave god morgenmad, og skrive dette blogindlæg. Og det har været så tiltrængt for mig at sætte ord på den overgang jeg står i. Det føles så stort, så vigtigt og så rigtigt. Og samtidig skal jeg som sådan ikke ”gøre” ret meget andet end at være til stede i det, og være opmærksom på at det er mig der former alt det nye, hvad der står i vejen, og hvordan jeg finder hen til der hvor jeg gerne vil være. Som eksemplet med at det var svært at skemalægge fordi skyldfølelsen sad i klemme i døren.
Livet er her. Nu. Ikke for enden af nogen, for den findes ikke. Hvis du kan finde glæden i overgange, mellemrum, hjørner, dybet, mørke og lys, så er du i mål hele vejen til enden.
Pas på dig selv. Nyd livet.
