"skal du så ikke være på instagram mere?""hvad med din facebook?""jeg troede du var på digital detox, hvad laver du så herinde?""kan du godt undvære mobile pay og gps os ...?""jeg kunne ikke undvære reshopper i hvert fald!""bruger du så et andet kamera til at tage billeder med?""skal du aldrig have en smartphone igen?""har du sat tidsbegrænsing på dit digitale forbrug?"Det rejser unægteligt mange spændende spørgsmål når man som digital junkie offentligt vælger at digitalt detoxe. Og jeg er vildt glad for hvert eneste spørgsmål, for der er virkelig meget nyt jeg skal forholde mig til i øjeblikket, nu hvor jeg har sat mine digitale vaner under lup.Lad mig starte med en opdatering, og så besvarer jeg alle spørgsmål til sidst, hvis jeg ikke når dem undervejs. 
Hvordan går det?
Det er den vildeste rejse! Der er ingen tvivl om at det her lille projekt, det er både skræmmende og tankevækkende og virkelig vigtigt. Det er en rejse frem og tibage i tiden, og en rejse med nye glæder og gamle frustrationer.Praktisk:Jeg har købt en ny telefon. Den her. Til 279 kroner (den er midlertidigt udsolgt, jeg tænker det har noget med mig at gøre - i at beskedenhed). En Denver pensionist klaptelefon. Oller. For første gang i mange telefoner, har jeg rent faktisk glædet mig til at modtage en ny telefon. Hver gang jeg købte en ny Iphone tidligere, blev glæden mindre og mindre for hver gang i takt med at prisen blev højere og højere. Men man pakker jo bare en telefon ud der ligner den gamle, og downloader den gamle telefon på den nye. Og så er der 3-4 synlige features man lige kan studere og så er glæden forbi.Sådan er det ikke med en pensionist klaptelefon. Det her er en HELT ny oplevelse. Jeg læste for første gang nogensinde brugsanvisningen til en telefon. 4 sider i et minihæfte. Min telefon kan ikke ret meget. Den kan sms'e, ringe og afspille fm-radio. Jeg forsøgte at lægge en sang over på telefonen, men det er der slet ikke plads til. En enkelt sang. Men det var jo også det der var meningen med den.Så. Jeg ELSKER den. Den er rød, den er lille og lækker, den kan holde batteri et et år (ej, men den kan dælme holde batteri længe. Jeg fik den i mandags og har ikke ladet den op endnu). Faktisk har jeg fundet ud af, at det med at man kan se batteriet også er en stressfaktor. Jeg bliver allerede stresset når min Iphone "kun" har 94% strøm tilbage. På den nye telefon kigger jeg slet ikke på batteriniveauet fordi jeg ved den kan holde helt ufatteligt længe.Jeg får ryddet op i alle mine kontakter, da det ikke var muligt at overføre kontakter fra Iphone til sim til pensionisttelefon. Så alle kontakter skal tastes på ny. Og jeg har virkelig mange kontakter, så jeg har bedt alle om at sende mig en sms med deres navn i, så jeg kan få opdateret min telefonbog.
Nå. Men nu har jeg brugt telefonen i knap en uge, og det er godt nok "a trip down memory lane". Det tager mig 100 år at skrive en sms. Jeg skal taste "send" og "ja jeg er sikker på jeg gerne vil sende" og "ok" for at sende en sms. Og så bruger den så rigeligt tid på at få sendt sms'en afsted. Jeg er så vant til at det hele går så snapt at jeg knap nok registrerer det.Smileys? Glem det! Når nogen sender mig en smiley, så modtager jeg bare en tom sort firkant med en hvid ramme omkring (se foto ovenfor). "Gæt en smiley" og alligevel ved jeg ret præcist hvilke smileys mine nærmeste venner og veninder sender mig. Men det er nyt at kommunikere uden smileys. Og min omgangskreds har lagt mærke til en markant ændring i mine sms'er, et par enkelte har spurgt om jeg er sur fordi jeg svarer så kort.Det har været MØG irriterende! Vildt hamrende irriterende, og allerede første dag tænkte jeg "det her, det går simpelthen for langsomt, jeg skifter tilbage til min smartphone!!". Men jeg giver aldrig så let op (med mindre det er en telefonkø til kundeservice ved Yousee eller uoverskuelig kø i netto) , så det gør jeg heller ikke her. Jeg besluttede mig for at der er et højere formål med det her projekt, og at jeg er nødt til at give det mindst 14 dage før jeg gen-overvejer situationen. Og nu er der så gået 6 dage med oldtids-sms (altså short message service ... som i SHORT!) og jeg er faktisk begyndt at være vild med det.Der er simpelthen sket det at en eller anden tåge er ved at lette fra min hjerne. Jeg føler ikke jeg bliver så afbrudt hele tiden, og nu hvor jeg kun kan kommunikere meget kort og uden smileys, så skal jeg pludselig ikke forholde mig til sms-romaner midt imens jeg er ved at lave mad eller er sammen med ungerne. Pludselig er der virkelig meget sms-tekst der er virkelig ligegyldigt. Ting der skal tages over samtaler eller måske skulle man skrive breve igen.Og her vil jeg lige tillade mig at bringe et citat i spil:
Jeg elsker det her citat. Og jeg er ellers en ret anti-citattype når det kommer til stykket. Især de der "challenge your limits" og "if you can dream it you can do it" hold nu k*! Nå men det her elsker jeg, og det gjorde jeg allerede inden jeg startede med min digitale detox.Vi lever i en informationsalder hvor vi ikke længere skelner mellem hvad der er vigtigt og væsentlig information, og hvad der er crap og tidsfordriv og tidsspilde. Alt tilgængeligt information skal spredes ud i alle revner, og vi kan fodre svin med overflod af tilgængelig information. Vi ser en insta-story af en person vi ikke kender, som spiser noget mad vi ikke selv skal spise, eller befinder sig på et bjerg vi heller ikke kender i noget tøj vi aldrig får råd til. Forleden dag tjekkede jeg ud af nærværet og virkeligheden med mine to elskede piger. Det gjorde jeg for at se et billede af en ko der fløj igennem luften over en landevej i Jylland (endda et billede som var photoshoppet, det var ikke engang ægte). Prøv lige at overvej hvor vanvittigt det i virkeligheden er. Seriøst. Prøv lige et øjeblik.Hvis vi havde haft mere tid, så havde vi skrevet kortere sms'er og kortere breve og kortere artikler og færre artikler. Vi havde respekteret hinandens opmærksomhed, nærvær og tid langt mere. Men fordi vi er så optagede af at være med hele tiden. Med og på. Online. Tilgængelige, så har vi ikke særlig meget tid. Vores hjerne-båndbredde er jo aktiveret 24/7. Men fordi der ikke er kvalitet, men masser af kvantitet, og fordi vi alleammen er hooket op på vores "devices", så er det ligemeget om vi gør os umage. Vi klikker alligevel og skyller nærværet, det dybe nærvær ud i toilettet. Sammen med empatien og evnen til at fokusere og alt det andet vi også gambler med.Og virkelig, undskyld min helligtale, nu lyder det som om jeg er et hak bedre. DET ER JEG IKKE! Det her er skrevet som en kærlig opsang til mig selv. Jeg har haft en relation tidligere i år, hvor vi sendte laaaaaaange sms-samtaler til hinanden hver eneste dag flere gange dagligt. Gerne om noget negativt. Jeg var simpelthen nødt til at bryde ud af hele relationen fordi jeg ikke vidste hvordan jeg ellers skulle slippe ud af det og jeg kunne mærke at jeg ikke ønsker relationer baseret på alt for meget tekst i blå endeløse bokse på min smartphone. Sådan gider jeg ikke leve mine relationer.Jeg vil mødes. Jeg vil snakke. Jeg er heller ikke den megalangesnakitelefonsnaktype, men jeg nyder dog mere en samtale end jeg nyder en lang sms-roman. Og det kan min nye telefon heldigvis slet ikke kapere. Den kan kapere korte beskeder, som kan besvares med et "ja tak" eller "ringer senere" eller "uden nødder med chokolade, tak"Og så er der sket det at mit samvær med mine unger er ændret så drastisk at jeg lige nu bearbejder skam og dårlig samvittighed og sorg over at jeg først opdager det nu hvor den ene er 3 og den anden er 4 måneder. En af de helt store nærværsrøvere, det har været mit kamera i min smartphone. et at skulle dokumentere mine børn hele tiden. Med min nye telefon har jeg ikke noget behov for at have telefonen i samme rum som mig, for den kan ikke noget. Den er heller ikke med på toilettet, modsat min smartphone. Ad, siger du? Som om du ikke selv har slæbt den med derud. I gamle dage læste vi bagsiden af shampoflasker, i dag spiller vi wordfeud eller ser en video med katte på facebook mens vi bummelummer. 
Der er kommet et helt nyt niveau af nærvær tilbage til mig, jeg havde helt glemt at det kunne være sådan. Nærværet far skam været der før også, men nu føles det mere mættet. Som når man har spist et måltid med den helt rigtige sammensætning af de rigtige naturlige næringsstoffer og er mæt på den naturlige og rige måde. Ikke McDonalds-mæt hvor man er sulten igen efter 40 minutter.Min automatpilot tænker stadig ca hver 10 minut at "hvor er mit kamera" eller "øj det her ville være et godt billede", men jeg tager ikke min smartphone frem eller mit kamera. Jeg har committet mig selv til at lade være og se hvad der sker hvis jeg bare bliver og er tilstede uden kamera og smartphone. Jeg har taget enkelte billeder den sidste uge, og så har det været en beslutning der har været oppe og vende et par gange. Og jeg har spurgt pigerne først "er det okay hvis jeg lige går ind og henter mit kamera og så tager jeg et billede?" og Ems har været okay med et. Og det er et kæmpe skridt ikke at skulle dokumentere alting. For så bliver det hele ligemeget. Jeg får aldrig set de 4500 billeder igen. Men jeg får set 3. Og de 3 vil betyde noget helt andet end de 4500 som ingen betydning har.Det føles SÅ godt!Noget af det jeg savner ved min nye telefon er:- Jeg kan ikke ændre ringetone eller sms-tone. Jeg kan godt lide at custommize den slags. Men jeg betaler ikke med nærvær for at kunne spille en anden lyd, så det er som det er nu.
- Jeg savner smileys
- Jeg savner den intelligente ordbog en smartphone har. Det tager helt vildt lang tid at skrive "kan jeg ringe om en time?" Og samtidig er der et eller andet interessant ved at være i det og samtidig være nysgerrig på hvor det fører mig hen at det tager så lang tid .
Min smartphone er nu degraderet til et apparat/ en værktøjskasse.Jeg har stadig mobile-pay, reshopper, facebook, gps og instagram (selvom jeg overvejer at slette FB-appen og messenger på smartphonen lige nu, og nok ender med at gøre det senere i dag), netbank og alt det jazz man ellers bruger den til. Alt det der gør den smart. Men jeg har fjernet telefon-funktionen, sådan så jeg kun bruger min nye telefon som telefon, og min smartphone til smarte ting. Som at få vist vej til Farum.Enkelte gange har jeg taget mig selv i lige at klappe min Oller-mobil op og se om der er sket noget nyt. Det er der ikke. Jo en ørkenvind hvirvlede over skærmen og mindede mig om at herinde sker der INTET. Og så klappede jeg telefonen sammen igen og lod den ligge. Ingen røde notifikationer, ingen apps der kaldte på mig, ingen dopamin-tyv der stod og lokkede med gratis stoffer til min hjerne, ingen mailkonto der minder min om at jeg har 4.103 ulæste mails. Intet.Om morgenen og om aftenen tjekker jeg mine sociale medier. Jeg elsker de sociale medier. Stort set alle jeg kender i dag er venner jeg har gennem de sociale medier. Undtagen mine venner fra folkeskolen og efterskolen og et par gamle kollegaer. Jeg ekser netværksdelen. Men de sociale medier må ikke suge livet og nærværet og empatien ud af mig. Derfor skal der sunde rammer og restriktioner om forbruget.Jeg fortsætter, det her er drønspændende! Er du stadig med?