Hej, jeg hedder Frejamay, jeg er digital junkie og mine børn taber til internettet

Nej, jeg har ikke selv fundet på overskriften. Det har Århus Stiftstidende. Og det er ikke mig, men Mads Langer de har skrevet om (her). Mads Langer er digital junkie. Ligesom Thomas Skov er det, jeg er det, og jeg gætter på at rigtig mange andre er det. Artiklen ramte mig i maven som en hård mavepuster, for jeg ER digital junkie, og ikke længere på den fede måde. Det er nødt til at stoppe omgående, og jeg tænkte på om du vil være med?"Jeg sad og scrollede mens jeg kørte 130 km/t på motorvejen". Sådan siger Thomas Skov i sin podcast serie "jeg er mobilafhængig", som du kan høre alle 5 episoder af her (og det bør du virkelig gøre). Det har jeg dog ikke gjort, men jeg har haft lyst til det. Og det sidste år har jeg været mere og mere irriteret på mig selv over alle de gange jeg samler min telefon op. Lidt ligesom da jeg ville stoppe med at ryge (ja, jeg er tidligere ryger og røg i 10 år før jeg kvittede og aldrig så mig tilbage), begyndte jeg at være opmærksom på om jeg blev mere lykkelig af lige at tjekke facebook og instagram hele tiden. Og sandheden er, at det gør jeg ikke. Tvært i mod. Og hvis jeg kigger tilbage på mine nu 11 år på facebook, hvad har jeg så egentlig lært?Ja, jeg har mødt mange mennesker og jeg kender mange mennesker, og der er klart fordelen, men på det seneste er min koncentrationsevne og mit fokus blevet forstyrret, jeg er ikke ordentligt nærværende med mine børn. Faktisk taber mine børn til internettet. Læge Imran Rashid, som jeg har været i paneldebat med i TV2 news, er med i hvert afsnit af Thomas Skov's podcast-serie, og han fortæller at internettet øger vores dopamin-niveau mere end virkeligheden og vores børn gør. Derfor taber børnene. Og alle de andre vi elsker.OgDetErSkræmmende!!!!!!!Når jeg har haft svære perioder med pigerne, så har jeg søgt tilflugt ind i min mobiltelefon. For derinde er jeg god nok. Derinde er der en masse der synes jeg er en sej mor. Derinde har jeg ikke to piger der skriger og ikke vil have tøj på og kaster med ting og slår. Derinde har jeg to smilende piger der kigger på hinanden, og jeg har sat hjerte-filter på så alle kan se at jeg elsker dem.Og ja, jeg er en af de mødre der viser et noget mere realistisk billede af morhood, men jeg er nødt til at erkende at mit mobilforbrug er for meget. Jeg tager for mange billeder af mine børn i stedet for at være mere nærværende, og jeg er træt af at ligegyldig facebook-scrollen vinder over den stak af bøger, som jeg skal anmelde her til bloggen indenfor ganske nær fremtid. Jeg gider simpelthen ikke spilde mit liv på at være slave af min telefon.Jeg savner at kede mig. Jeg savner nærvær. Jeg savner at grine højlydt i stedet for bare at sætte en "græder af grin" smiley ind i en kommentar til et opslag, samtidig med at mine mundvige og øjne ikke flytter sig så meget som en millimeter.Ja, de sociale medier åbner verden, men jeg skal love for at de også lukker den. De lukker verden ude og lukker mig og min mobiltelefon inde i en illusion hvor jeg ender med at blive den store ensomme taber hvis jeg ikke gør noget nu.Der bliver forsket i at de her (a)sociale medier de skal prikke dig på skulderen hele tiden, og jeg er der nu, modsat for blot et år siden, hvor jeg kan mærke at det ikke er bevidste handlinger hver gang jeg tager min telefon for at tjekke om der er sket noget nyt i verden siden sidst jeg tjekkede for en time siden (nu lyver jeg. 20 minutter siden).Det er halvandet år siden jeg spurgte på facebook hvor folk går hen når de ikke gider være på facebook mere. Vi jokede allesammen. "Facebook er sjovere når du er der Frejamay". Og ja, det er sikkert rigtigt, men mit liv bliver ikke sjovere eller mere meningsfyldt af at jeg er på facebook. Ikke mere. Debatterne, som jeg plejede at elske, de er simpelthen så unuancerede, menneskeligheden og rummeligheden og tolerancen er væk. Empatien dukker op glimtvis og bliver hurtigt skudt ned. De sjovere videoer bliver hakket i stykker fordi jeg nu skal tvinges til at se en reklame midt i en video. Det kan simpelthen ikke være sundt for min hjerne at blive SÅ afbrudt hele tiden.Jeg har tidligere skrevet om vores mobilvaner og skærmforbrug. Min pointe var at man skal være bevidst om hvad man gør, og hvis man er på et sidespor skal man rette ind. Der er jeg nu.Derfor har jeg installeret et app. Og det kan du jo sådan set være ligeglad med, men appen kan måske også åbne dine øjne for dit eget mobilforbrug. Appen hedder moment (find den her) og den tracker dit skærmforbrug. Jeg har haft den på min Iphone i 5 dage nu, og jeg har kun knaldrøde dage. Ingen grønne. Det er så ufedt at se. Så nederen. Og det er åbenbart det der skal til for at jeg gør noget ved det. For det gør jeg nu.I går tog jeg til Røde Kors i Hørsholm for at finde et vækkeur. Og sørme om de ikke havde et flot hvidt vækkeur der kan lyse med regnbuens farver og sige dyrelyde til en 50'er. Det er første skridt. Telefonen ud af soveværelset. Men jeg har brug for at kunne se hvad klokken er i løbet af natten, det skal bare ikke være en undskyldning for at slæbe telefonen med ind i soveværelset.Det næste skridt er at anskaffe mig et lille natbord. Når man skal ændre en vane, så skal man ALTID, inden man stopper med den gamle vane, beslutte hvad man vil erstatte den med. Hvad skal den nye vane være? Ellers kan du være helt sikkert på at du er tilbage ved det gamle og velkendte efter ganske kort tid.Min nye vane skal være at have en bog og min faceroller liggende ved natbordet. Så min aftenrutine ikke er at glo på en skærm eller se netflix, men at jeg laver noget der giver mig nærvær med mig selv, og hvor jeg langt tydeligere kan mærke når jeg er træt, fordi jeg ikke doper mig selv med crazy ass monkeyballs algoritmer på facebook og instagram.Det jeg vil have ud af denne rejse er langt mere nærvær med mine børn (og langt færre billeder!!). Jeg har endda et fint kamera, det vil jeg tage med i stedet for min mobiltelefon når vi tager i skoven. Og jeg vil finde et sted i mit hjem hvor min mobil kan ligge, sådan så jeg ikke ser den hele tiden. En opdateret nærværskasse (læs om nærværskassen her). Nærværskassen virkede rigtig fint i en periode, men den hang midt i mit hjem, og jeg blev mindet om den hele tiden, og til sidst var det nemmere (as if) bare at lade være med at bruge den. Og nu har jeg lavet hele entreen om, hvor den hang, og mobilen skal længere væk.Det er første skridt.Hej jeg hedder Frejamay og jeg er digital junkie. Jeg er ikke klar til at slippe mine sociale medier helt, men der skal helt klart laves om på vanerne og jeg ved ikke om mine dage på facebook er talte. Jeg er træt af facebook.Hvem er med mig? Og hvad gør du derhjemme for at skabe bevidsthed om dit og jeres skærmbrug?