Opfølgning på "I ER FYRET" og et farvel til sygehuset og skam og skyld

Kære Danmarks dejligste læser!Der er sket noget helt fantastisk, og jeg sidder her med et bankende hjerte, fuld af liv, med tårer i øjnene og med fingrer der spæner henover tastaturet. Jeg er simpelthen nødt til at dele hvad der er sket denne uge.I starten af ugen delte jeg dette indlæg om hvordan jeg har fyret det danske sundhedssystem i forbindelse med min graviditet og min fødsel. Jeg følte det som om jeg sprang ud fra en klippe uden faldskærm, uden sikkerhedsnet, for hvad gør man så når man er gravid og ikke længere har sygehuset, fordi de simpelthen ikke magter at løfte opgaven? Det fortæller jeg dig om et ganske kort øjeblik. Men først en sjov lille historie om hvordan vi af og til (næsten altid) bliver bekræftet i de valg vi tager, når blot vi tager dem med udgangspunkt i hjertet.Som sagt, så har jeg fyret systemet. Det vil sige jeg har aflyst min jordemodersamtale i februar, jeg har aflyst aftalen med lægen, der skal snakke med mig om selve fødslen (fordi jeg fik akut kejsersnit sidste gang), jeg har aflyst sukkerbelastningen, og jeg har sagt nej tak til yderligere samtaler på sygehuset. Det enste jeg valgte at beholde, var den scanning jeg skulle til i dag klokken 10:30 (MD scanning eller det der kaldes 20-ugers scanning), fordi jeg rigtig gerne ville se at min barn har det godt derinde.I går klokken 16etellerandet tikker der en sms ind fra sygehuset om at de aflyser min scanning i dag. Selvfølgelig. Og her sker det interessante. Jeg var hverken sur eller slået ud eller skuffet eller noget som helst andet. For jeg havde lige akkurat nået at tage styringen tilbage inden det skete. Jeg havde nået at fyre dem, og så fyrede de bare sig selv fra den sidste aftale. Det føltes helt som det skulle være.Men!Havde jeg IKKE taget beslutningen om at fyre sygehuset, så lover jeg dig at jeg havde ligget i fosterstilling i dag, for den scanning var mit eneste lillebitte håb om at blive set/hørt/mødt/lyttet til / lyttet på, inden februar hvor sygehuset mente de havde tid til at tale med mig.Og til dig der tænker "jamen hvorfor køber du ikke bare en privat scanning/jordemoder/fødselsforløb/osv?" - det gør jeg ikke fordi jeg i snart 5 måneder har ligget i min seng og kastet op. Når man er selvstændig og alene-mor, og ligger syg i 5 måneder, så svømmer man ikke ligefrem i penge. Og da jeg endnu ikke har fundet Onkel Joakims pengetank eller groet mig et træ der selv producerer pengesedler, så går jeg ikke bare lige ud og booker noget. Så det der er sket i dag er at jeg har ringet til sygehuset og aflyst den nye tid de har givet mig til scanning. For det første kan vi ikke den dag, for det andet så synes jeg egentlig bare de skal give den tid til en anden der har mere brug for den. Mit barn har det fint med mindre naturen beslutter sig for noget andet.Så hvad gør man? Man siger det højt. "I ER FYRET!" og så rækker man ud til sit netværk. Og noget af det der er meget bemærkelsesværdigt for mig, det er at jeg de seneste måneder som "gravid i systemet" aldrig har følt mig så alene, så ikke-set, så ikke-mødt og så ensom. Jeg har følt en masse skyld og skam over overhovedet at forvente at nogen ville lytte til mig da jeg havde brug for det, og som jeg skrev til en veninde, så har jeg ærlig talt bare følt mig som en pestilens det sted hvor jeg havde bildt mig selv ind at jeg kunne få hjælp. Siden i mandags, hvor jeg aflyste alle aftaler og foretog den praktiske del af "fyringen", og lukkede døren til systemet, sprang ud i uvisheden og hoppede ned i det jeg troede ville blive "den ultimative ensomhed nu, for nu er du jo HELT alene", siden i mandags har jeg følt mig så set, så hørt og så rummet. Jeg har følt mig mødt og forstået fra alle leder og kanter, og meget hurtigt er der tikket de mest fantastiske blogsamarbejder ind, som jeg glæder mig helt absurd meget til at dele med dig!Det her er en lidt "out-there" sammenligning, men det er altså faktisk samme følelse. Det at sige nej tak til dårlig behandling føles ret meget på samme måde som at forlade et voldeligt forhold (hvilket jeg har gjort engang, så jeg ved hvad jeg snakker om). Man lever i forholdet og accepterer den "kærlighed" man tror man fortjener, men først når man står på den anden side kan man se hvor mange illusioner man var nødt til at bygge op for at blive i noget der langsomt, men sikkert, var totalt sjælenedbrydende. Man tror man ender helt alene, men først efter et endegyldigt farvel kan man rumme kærligheden og omsorgen igen.For ganske få uger siden besluttede jeg mig for følelsemæssigt at lukke for forbindelsen mellem mit hovede og min krop (det lykkes heldigvis ikke særlig godt), for at kunne være i det og være med det sygehuset kunne præstere. Det er jo helt helt forkert. Helt vanvittigt.Og jeg kan slet ikke få armene ned!Jeg har fået den mest fantastiske jordemoder! Jeg er startet i hypnoseterapi hos en skøn skøn hypenoseterapeut, jeg går i terapi hos en ekstremt dygtig terapeut, der kommer lækker rebozo massage til og jeg står stadig her med vidt åbne arme fordi mit mål er skiftet fra at overleve min graviditet (følelsesmæssigt og med sjælen nogenlunde u-knækket) til, i samarbejde med de mest fantastiske kvinder, at forvandle denne graviditet til den bedste tid i verden. Noget jeg på ingen måde troede var muligt.Så.Det er simpelthen det der sker. Og jeg glæder mig til at dele hele rejsen med dig. Jeg har mit netværk i ryggen, og med dem kan man ikke tabe. Det kan man bare ikke.Så skål i et glas col, en god årgang! Og tak fordi du også er med på denne rejse, et af mine livs vigtigste rejser, der starter i dag <3Tak <3