Kære sundhedsvæsen, I er fyret!

skaermbillede-2017-12-11-kl-14-22-56For første gang i halvanden måned kan jeg mærke min krop igen. Mit hjerte banker, mine celler summer og jeg kan mærke energien strømme tilbage i min krop. Jeg føler også jeg er hoppet ud over en klippe uden nogen former for idé om hvor jeg lander, eller om der er en lian et sted jeg kan tage fat i. Men hoppet, det er jeg."Hvorfor skal du have to gange sukkerbelastning? Det giver da ingen mening?" sagde min vikar-jordemoder."Nu skal du jo huske du selv har valgt at blive gravid igen, du har jo selv valgt det, så de overgrebsreaktioner du pludselig har fået, dem må du arkivere i en gammel boks, og så skal du huske at en graviditet er en lykkelig tid" sagde min læge da jeg brød sammen på hendes kontor."Ja, men du er kun 18 uger henne, så vi kan intet gøre for at hjælpe dig" (det er fandme også træls når ens re-traumatisering kommer på det forkerte tidspunkt. Tjek dog kalenderen først idiotiske traume!)" sagde sygehuset begge gange jeg snakkede med dem, også grædende i telefonen.Det første møde med min jordemor, eller, det var hun ikke, hun var vikar, så jeg har ikke mødt min jordemoder endnu, det satte et eller andet i gang. Da jeg gik ud derfra brød jeg helt sammen, fordi det åbnede op for alle mulige følelser og reaktioner på den sidste graviditet, fødsel, akutte kejsersnit og "efterspil". Noget jeg har hørt er meget normalt, når jeg har snakket med folk der ved noget om graviditet, hormoner, sårbarhed og sådan.Mine gamle overgrebshistorier kom frem igen, især fordi fødslen jo faktisk overhovedet ikke gik sådan som jeg havde drømt om sidste gang, og pludselig mistede jeg al tillid til at jeg overhovedet har en krop der kan føde et barn vaginalt. For det kunne den jo ikke første gang.Det væltede op med ting, og jeg har haft det elendigt den sidste måned. Jeg har selvfølgelig kontaktet de fagpersoner (sygehus, læge, jordemoder) der har noget med mit forløb at gøre, men alle steder er jeg blevet mødt med lukkede døre i mit ansigt og et "kom tilbage til februar når du har din næste tid ved din jordemoder". Det er 2 måneder inden jeg skal føde, det er længe at gå rundt i det her helvede alene. "Det må du selv ligge og rode med" - metoden er åbenbart noget man praktiserer på Hillerød sygehus.Da jeg var gravid med Emmalia var jeg tilknyttet et "sårbar gravid" forløb, netop på grund af de mange overgreb jeg nu engang har med i bagagen. Det var en stor hjælp i et svært forløb at blive mødt. Ja. Bare at blive mødt. At blive lyttet til, at føle mig taget alvorligt. Det var sygehuset selv der tilbød mig det, jeg anede slet ikke at man kunne få ekstra omsorg, når man havde traumer med i bagagen. Men det kan man godt på Hvidovre, og det er jeg dybt taknemmelig over findes!Efter at have tilbragt en måned i helvede, hvor jeg heller ikke har mærket liv længere (det gjorde jeg ellers en del allerede fra uge 15), og efter at have sparret rigtig meget med mit private netværk, og efter at have snakket med stærke kvinder jeg kender, der desværre kan genkende de lukkede døre, har jeg i dag taget en beslutning og har handlet på den.Jeg har fyret sygehuset. Hvis jeg alligevel skal bruge "det må du selv ligge og rode med" metoden, så skal jeg gøre det ordentligt. Hvis jeg selv skal rode med det her, har jeg flere knapper at skrue på selv. Så jeg har sagt pænt nej tak til yderligere samtaler og møder med læger og glukosebelastninger, og nu er jeg i gang med at finde blogsamarbejder (og har allerede startet tre tiltag op, det kommer du til at læse mere om ganske snart), hvor vi kan hjælpe hinanden og bytte købmand.Og ved du hvad? Jeg kan mærke mig selv igen. Ikke mere svigt, ikke flere falske forhåbninger om at systemet kan hjælpe folk som mig. Det kan de ikke. Til gengæld er der rigtig mange andre der kan derude. Så derfor har jeg sagt sygehuset op, og har taget min safari-hat på, og er på vej ud i junglen og finde folk som kan hjælpe sådan nogle, som mig der falder udenfor kasserne. Jeg har taget min power tilbage.Det er totalt mit ansvar at jeg kom til at bilde mig selv ind at jeg var i gode hænder, og valgte at give min power fra mig til et system der kun kan tænke i kasser. Det er totalt mit ansvar at jeg troede min læge var en der lyttede, i stedet for at fortælle mig hvor stor en idiot jeg er fordi jeg selv har valgt at blive gravid igen, med den overgrebs historie jeg har. Jeg gik direkte ind i løveburet med bind for øjnene og vat i ørerne.Nu går jeg ud af det igen og låser døren efter mig. Velvidende at jeg på ingen måde er alene herude. Men herude sidder der mennesker der kan møde sårbarhed i øjenhøjde. Jeg har samtaler med min terapeut, Ilse Bjerregaard som hjælper mig med at mestre nye systemer (hos mig selv). Jeg er startet i hypnose hos Jeanette Brium. Jeg har et gæsteblog-indlæg på vej til dig fra en supersej jordemoder, der har et vigtigt indspark til gravide kvinder der også kan skrive #metoo. Jeg kommer til at fortælle meget mere om de her tiltag. Og de tiltag der kommer til løbende.Fandme om jeg gider finde mig i flere svigt! Så må man bruge det man har/kan i stedet, og prøve at skabe noget pissefedt med det. Og jeg gider ikke møde op på sygehuset for sygehusets skyld. Så jeg har aflyst alt, af respekt for alles tid.HELL FUCKING YES!skaermbillede-2017-12-11-kl-14-30-44Jeg læste et tankevækkende indlæg på et af de der baby-forums der er på nettet. "Kan man afbestille sukkerbelastning?" var der en der spurgte gruppen. De fleste svarede "ja, men hvorfor i alverden dog gøre det? Hvorfor ikke tage alt det man kan få?". Det skal jeg fortælle dig. Hvis "alt det man kan få" gør at man som gravid kvinde mister tilliden til sig selv og sin krop, så er det en super gyldig grund til at sige pænt nej tak herfra. Jeg gjorde præcis det samme da min sundhedsplejerske foreslog at jeg kun skulle amme hver 3. time. Jeg nikkede og sagde "hej hej" og så fortsatte jeg ellers med at amme min datter når hun havde lyst. Jeg tror ikke hun er født med et 3-timers-vækkeur oppe i røven.Det jeg siger er, one size never fits them all. Alt det jeg har skrevet her behøver ikke ringe på nogen som helst YES-klokker hos dig. Men det er jo fordi det er dig, din historie, dine erfaringer, dine holdninger, dine alt muligt. Dit "altsammen" virker for dig, men det virker ikke her. Derfor skriver jeg indlægget. For måske sidder der nogen derude og er kommet til at hoppe over i nogle andres, fordi de, ligesom mig, glemte at de godt måtte sige "nej tak, det giver ingen mening for mig det du står og siger", og så finde en anden bus.Og til dig der tænker "jamen tænker du overhovedet ikke på dit barn?" - jo, jeg tænker faktisk ikke på andet. Og hvis hun skal have det godt, så skal mor have det godt, og det har jeg ikke når jeg føler mig powerløs, og ikke kan få fat i nogen at tale med og føler mig totalt alene. Og som min læge jo ganske rigtigt sagde "så kan man jo alligevel ikke stille noget op hvis der skulle ske noget", og det har hun jo ret i. "Så længe du ikke bløder" sagde lægen. Og det gør jeg ikke. Og hvis jeg skulle bløde, så vil jeg som almindelig borger benytte min ret til at komme ind og blive tjekket. Men indtil da må jeg have tillid til at naturen vil det naturen vil. Uanset hvad jeg måtte mene om det.Det føles så godt det her! NU bliver det en god graviditet og en god fødsel. Og kæmpe ja tak til det!