Blogging og mig: et tilbageblik og den rigtige historie om hvorfor blogging har reddet mit liv

7 år Niller. Plus 3. Jeg skrev mit første blogindlæg i oktober 2007. Det er 10 år siden nu. Plus det løse. Siden dengang jeg udgav mit første indlæg, som handlede om en blå fjer, er der sket virkelig meget, og en samtale med en anden blogger i dag fik mig til at tænke på hvor meget der egentlig er sket siden. Og det vil jeg gerne fortælle om.Jeg startede på Jubii-debatten, ligesom flere af de andre "store" bloggere på blogscenen i dag. En dag kom blogging til Danmark, og vi var flere der "brød ud" og begyndte at blogge. Jeg var en af dem. Jeg postede out-fit billeder på min blog, stadig med en sort bjælke over øjnene, for det der med at være synlig på nettet var bestemt ikke noget man bare gjorde dengang.Ret hurtigt begyndte bloggen at hive mig i en helt anden retning end de der outfit-billeder. Tabuer. Ting jeg aldrig havde turde tale om. Pludselig havde jeg et sted, mit eget sted, hvor det var mig der bestemte, mig der kunne skrive lige præcis hvad jeg havde lyst til, og helt ærligt, de 10 der læste med, udover min mor, de kendte mig jo sådan rimeligt i forvejen.Så jeg begyndte at skrive. Jeg skrev om svære tanker, om selvskade, om mit forhold til medicinalindustrien, lidt om mode, en masse fis og ballade. Der var ingen som helst rød tråd, jeg skrev bare. Og skrev og skrev og nød at have det space hvor jeg bare kunne skrive til langt ud på natten.En dag opdagede jeg en funktion på min blog hvor man kunne se hvor mange der egentlig læste med. Jeg turde ikke trykke på den, for tænk hvis der stod 2? Jeg havde overhovedet ikke overvejet at der kunne stå 400. Men det gjorde der. Det var første gang jeg tænkte at jeg gerne ville skære min blog lidt til i forhold til mine læsere. Ikke at mine læsere skal hverken diktere eller bestemme, men mere så man lidt har en idé om hvad man kan forvente, og hvad man ikke kan forvente, når man skriver min blogadresse ind i sin browser.I dag er det 10 år siden. Jeg lever delvist af blogging, jeg elsker at være en del af branchen og jeg elsker min elskede blog, mine fantastiske læsere og (næsten) alt det der følger med. Jeg føler jeg og vi sammen har skabt et kærligt univers hvor der er plads til bare at være sig selv. Sålænge man ike sabler andre ned for at kunne være her. Og det betyder helt vildt meget for mig.Men har jeg egentlig fortalt historien om hvordan blogging i sin tid reddede mit liv? Det tror jeg ikke. Kun på foredrag.For 10 år siden havde jeg en lang periode i mit liv hvor alting så sort ud. Så sort at jeg faktisk overvejede om jeg ville fortsætte med at leve. Som en form for "afbræk" i mit indre sorte helvede begyndte jeg at støvsuge nettet for metoder til at tage sit eget liv. Jeg vidste ikke om det var for at få afløb for noget jeg søgte eller om det var fordi jeg reelt ville gøre noget ved mine mørke tanker. Men jeg søgte. Jeg kom ind på mange foraer, og næsten alle steder stod der noget om hvor egoistisk det var at tage sit eget liv. At man skulle tænke på de efterladte. Om endnu mere skam og skyld end det man som selvmordstanke-ramt sidder med i forvejen. Det gjorde bare at jeg havde endnu mere lyst til at forsvinde. Tanken om OGSÅ at være en klods om benet for dem jeg elsker, efter jeg er død. Så kunne det hele være virkelig ligemeget. Håbløshed.En dag landede jeg på en blog. Den her. Et helt almindeligt menneske havde skabt en platform hvor han fortalte en personlig historie om hans elskede der havde begået selvmord. Og han var ikke vred. Til gengæld havde han dedikeret sin blog til en helt anden retning end dem jeg (som daværende selvmordstruet) havde læst indtil nu.Min søgen efter måder at ende mit liv på blev erstattet med at nærlæse hans blog fra ende til anden. Jeg læste og læste. Langsomt blev jeg fyldt med håb og mit mod og min livslyst vendte tilbage til mig. Jeg havde dengang både læst på livslinjen, ringet til dem, læst på diverse sider for selvmordstruede, og pludselig, midt i det hele, i et lillebitte hjørne af google, var en blog, et menneske, der kunne hele noget inde i mig: en vildt fremmed. Vi ville aldrig komme til at møde hinanden. Men hans blog reddede mit liv.Det er det blogging kan. Og det er det blogging gjorde. Når vi stiller os frem med vores historier og deler dem, ærligt og sårbart, så bliver vi på en eller anden måde den stedfortrædende historie for de læsere der mangler et sted at lande deres egen historie i. Eller det kan vi i hvert fald blive. Og det kræver ikke et eller andet særligt talent eller en særlig grad af sårbarhed eller en doktorgrad i blogging. Det kræver at turde vise hvem man er, også selvom man er bange for hvad folk måske vil tænke, og frygte at man bliver dømt.For det bliver man.  Men det er ikke nær så hårdt at blive dømt på den man helt oprigtigt er inderst inde, end at blive bedømt på en poleret version af den man prøver at være. Det sidste er meget smertefuldt. Det første går hurtigere over igen.Blogging er for mig en slags kunstværk, et åndehul, en ventil, et sted at være, min plads til at være mig med alt hvad jeg nu indebærer, et sted jeg kan undre mig, et sted jeg kan være forarget, inspireret, sårbar og nogen gange også skidesur over et eller andet. Lige pt. kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden min blog, som har været en tro følgesvend i 10 år nu.Der har gennem de 10 år været mange i min omgangskreds der har haft utrolig mange holdninger til det jeg skriver om og "hvor meget jeg udstiller mig selv" (det føler jeg jo ikke rigtigt jeg gør). Jeg har nogen gange lyttet og forsøgt at ændre mig. Eksempelvis ved ikke at skrive om noget noget ikke synes jeg skulle skrive om fordi "ej det kan man ikke". Men jeg har efterhånden lært at det kan jeg ikke. Jeg hænger aldrig nogen ud (lige pånær Elgiganten og Foreningen Far - men de ligger også lige til højrebenet hver gang), jeg nævner ingen navne og det er et princip jeg altid har haft og fortsætter med at have.Inden jeg udgiver et blogindlæg, så kigger jeg mig selv i øjnene, mærker efter i hjertet, og tjekker lige med min indre mor, mine indre søskende, mine indre kommende chefer og andre der kunne poppe op på listen, om det her er noget jeg ville stå ved hvis det havnede på forsiden af Ekstrabladet med omvendt fortegn. Hvis nej, så sletter jeg hele lortet uden at se mig tilbage. Hvis ja, så udgiver jeg med det samme.Der sker rigtig meget på blog-scenen i de her år. Den kommercielle del eksploderer (hvilket jeg synes er mega positivt), og generelt synes jeg bloggere er gode til at bevare deres integritet selvom der kommer mange penge ind i blogligningen efterhånden. Der kommer flere til, og pludselig er det blevet meget populært at blogge. Medierne har stadig en tendens til at dreje bloggerne over på billeder af tomhjernede speltmødre med urtekusseholdninger (been there done that, got the T-shirt), men selv i medierne ændrer billedet sig, og Børsen og Finans er begyndt at interessere sig for emnet, fordi blogging er en seriøs business med super dedikerede og målrettede profiler bagved. Med hver deres tilgang og hver deres historie.I dag er jeg med som suppleant i en relativt nystartet blogforening hos Dansk Journalistforbund, som har som formål at sikre etiske retningslinjer, overholdelse af gældende lov, at styrke hele branchen fagligt og blåstemple den branche vi allesammen brænder så meget for, og har været en del af i så mange år. Det er jeg vildt stolt over og det er utrolig interessant at arbejde med blogging på et fagligt højt niveau sammen med andre bloggere med helt andre indgangsvinkler og historier end mig. Det er utrolig lærerigt og inspirerende.Jeg underviser i blogging, holder foredrag og oplæg og får ugentligt et hav af spørgsmål fra passionerede læsere der drømmer om selv at starte en blog. Til dig kan jeg kun sige: DO IT! Hellere i dag end i morgen. Bare kom i gang. Læs mit spark i røven til dig her.Blogging har forandret mit liv. Og selvom det for nogle af mine læsere "bare" er ugens underholdning fra hende der engang knaldede med sin underbo, så er det en stor del af mit liv, mit netværk, min fortid og min fremtid. Derfor bliver jeg også nærtagende i debatter nogen gange, især når folk jeg ikke kender betvivler min evne til at være mor eller menneske eller hvad jeg nu får af kommentarer med på vejen. Jeg har groet mig en masse tyk hud i årenes løb, men jeg vil altid være et menneske med et hjerte der banker meget passioneret for det jeg laver, og et hjerte kan også blive såret.Og så vil jeg benytte dette indlæg til at takke alle mine fantastiske læsere, både dig der er komet forbi bloggen i dag og dig der har været med siden jeg startede for 10 år siden. Uden dig stod jeg ikke hvor jeg gør i dag. Tak for dine rørende mails, læserbreve, kommentarer, deling af dine egne erfaringer og historier, din undren, din irettesættelse af mig når jeg kommer til at skrive noget der er forkert eller refererer til en undersøgelse der er malplaceret eller hvad jeg nu laver. Tak til alle der er blevet en fast del af mit blogliv. Jeg lærer jo også jer læsere at kende, og kan genkende mange navne der går igen, både i kommentarer her på bloggen, på facebook og på instagram. Jeg husker næsten alle der har rørt mig i hjertet, og I er mange.Når jeg har delt noget jeg troede jeg stod helt alene med, så står I bare klar til at gribe mig og kramme mig og dele 30 forskellige historier, og jeg føler mig omgivet af cyberspace-kærlighed, og min verden ser pludselig meget mere kærlig og rar ud fordi I findes og fordi i skriver og er en del af det univers som betyder så meget for mig.Uden dig ingen Frejamay November Blog.Så tak.Jeg glæder mig til 10 år mere. Og en eller anden dag holder jeg sgu en rigtig IRL live fest hvor vi kan fejre hinanden!Tak <3