Planlagt kejsersnit eller naturlig fødsel: sorgen der er svær at snakke omJeg tror alle ville råde mig til ikke at skrive det her blogindlæg. Men det er nu engang ikke sådan jeg fungerer. Det fylder, jeg er nødt til at skrive mig igennem det for at forstå hvad der sker og for at finde min vej igennem det. "jamen du kan jo bare lade være med at udgive det" nej det kan jeg ikke.Det her er ikke et "jeg søger dit råd eller dit svar" blogindlæg, for det gør jeg ikke. Det her er et "sådan her kan virkeligheden også se ud, og det må vi godt stå i uden at nogen eller noget skal eller behøver løse det lige nu" blogindlæg. Det er lige præcis hvad det er. Så nu skriver jeg det og jeg har ingen anelse om hvor det her tager mig hen."Akutmodtagelsen for gravide det er Marie". Sådan lød det da jeg i dag, klokken 9.01 ringede til akutmodtagelsen og græd i telefonen. Lige da hun sagde sit navn vidste jeg hvem det var. Der er nogengange en fordel ved at have en stor berøringsflade på de sociale medier, for jeg vidste at denne jordemoder vidste hvem jeg var, og derfor kunne jeg bare græde da jeg sagde mit navn, og hun tilkendegav med det samme at hun vidste hvem jeg var, og det var vildt rart, for så kunne jeg bare referere til facebook i stedet for at forklare det hele forfra.Vi snakkede. Hun beroligede mig. Jeg ringede egentlig fordi jeg lavede nogle øvelser for et par dage siden hvor jeg pludselig fik en voldsom smerte i maven omkring navlen. Den varede et par minutter. Jeg var bange for der der noget der havde revet sig løs. Siden har jeg ikke mærket liv. Og rationelt set ved jeg godt at man i uge 18 slet ikke kan forvente at mærke liv hver dag, men man (jeg) brygger bare langsomt en historie i hovedet, og når så andre ting begynder at fylde (dem kommer jeg til om lidt), så er det pludselig helt galt. Og så kunne jeg mærke at jeg ikke kunne overskue at gå på weekend uden at have vendt det med en fagperson eller lige blive lyttet til.Men i virkeligheden handler det om noget helt helt andet. Det gør det jo næsten altid.For halvanden uge siden var jeg til første konsultation hos min jordemoder. Det var en vikar den dag, så jeg har ikke mødt min "rigtige" jordemoder endnu. Snakken var fin, men allerede efter 10 minutter kunne jeg mærke trangen til bare at bryde sammen. Jeg havde INGEN idé om hvorfor. Hun sagde intet forkert, der var intet galt med samtalen, jeg svarede fint på de ting jeg blev spurgt om, men indeni var det som om jeg bare gik helt i stykker. Og det startede en eller andet process som jeg måske først har fået rigtigt hul på her i løbet af de seneste par dage.Fødsel. Fødsel fylder helt utrolig meget. Jeg har en historik med overgreb. Og selvom jeg for nyligt har snakket med en hypnoterapeut der forklarede mig at "man bare kan melde sig ud af cirkusset og lade være med at gå ind i det", så har jeg altså en krop der har lagret overgreb (mange overgreb) og som sidste gang, da jeg fødte Emmalia, slet ikke kunne slippe. Jeg havde veer fra onsdag til lørdag, veststorm, blev sat i gang med piller, mit vand gik af sig selv, mine egne veer tog over, jeg fik alligevel vedrop (fordi vi kun havde 18 timer på fødegangen, så skulle vi være ude igen), og alligevel havde min krop kun åbnet sig 1,5 cm.Uanset hvor mange gode intentioner jeg har om at slippe og overgive mig til processen og "bare" lade fortid være fortid, så er jeg oppe imod min egen krop som er skadet af noget gammelt. Uanset hvor "grøn og bæredygtigt" en fødsel jeg ønsker, så er min krop ikke der. Og jeg har virkelig haft mange lange samtaler med mig selv de sidste mange nætter om at det "er en falliterklæring så tidligt i processen at give op på sin egen krop", at "man kan altid give kroppen en chance først" og og og og. Det ændrer ikke på at min krop reagerer, og det er jeg nødt til at forholde mig til.Jeg har allerede fået de første mange mails med søde og velmenende forskellige behandler der tilbyder mig alt muligt i forbindelse med et blogsamarbejde. Jeg er lagt ned af kvalme (som nok også er relateret til min historie om min krop der reagerer), jeg kæmper for at holde min indtægt kørende som sengeliggende, og selvom det går godt med Emmalias far og mig, så er det absolut ikke lige ud ad landevejen, og der er også mange ting der tager min energi i den kasse pt. Jeg har faktisk ikke overskud til igen igen igen igen igen igen at dykke dybere ned i min gamle overgrebshistorie, som på så mange måder er blevet bearbejdet allerede, og som jeg jo godt kan se stadig hersker, særligt i min krop hvor jeg på refleksionsniveau og intellektuelt niveau bare aldrig når ind.Så nu står jeg her. Ansigt til ansigt med mit verdensbillede, med min overbevising om at alle kvinder kan føde naturligt, om at man altid skal vælge den naturlige vej først, om at man skal have tillid til den krop (der så mange gange har forrådt mig ved f.eks at reagere med nydelselignende reaktioner på noget der bare var helt forkert) man har, mit ønske om den naturlige fødsel, og så med et eller andet ønske om selv at være lidt med i processen denne her gang, og erkende at min krop måske bare ikke kan. Eller vil.Da jeg var indlagt på Hvidovre Hospital stod der i min journal, klart og tydeligt og markeret med fed og rød (eller hvad de nu gjorde), at jeg havde en overgrebshistorie. Så vaginale undersøgelser (og dem var der mange af), de skulle lige håndteres med lidt tålmodighed og ro. Jeg havde især en oplevelse med en jordemoder som kom ind og skyndte på mig og hele tiden bad mig (lettere irriteret) om at slappe af i musklerne, og hun kunne slet ikke komme til og og og. Jeg brød helt sammen. Min mor fik hende kylet ud og fandt ud af at hun slet ikke havde læst min journal.Tidligt i forløbet sidste gang snakkede jeg med en veninde om min "system-harme". Jeg stoler ikke på systemet (jeg har nogle gode grunde til det). Men vi snakkede om at man også er nødt til at viske tavlen ren nogen gange, så det hele ikke bare ender med at gentage sig igen. Og det gjorde jeg virkelig. Jeg kastede mig ud i min graviditet med åbenhed og tog i mod, og alligevel skete der bare så mange fejl, især oplevelsen ovenfor, som gjorde det rigtig svært, det der man at man "bare skal overgive sig".Jeg ville så gerne have født hjemme. Det ville jeg også denne gang, men det kan jeg ikke fordi jeg har et ar på min livmoder, og jeg har ikke brug for at gamble med liv og død hvis arret går op. Jeg ville gerne føde i vand, føde naturligt, opleve smerten, urkaldet, oxytocin eksplosionen, ingen slanger og maskiner der bipper. Men jeg får både hjertebanken og stress over at skulle bruge de sidste måneder at min gravid på at rode rundt i gamle traumer for måske, måske ikke at lære min krop at give slip på nogen den måske aldrig helt lærer at slippe.Og jeg kan lige se argumenterne for mig: "Kvinder i dag vil bare gerne have leveret ungerne i en flettet kurv foran hoveddøren og så tage på barselscafé. De er så bange for den rigtige smerte, de tør ikke føde rigtigt, bla bla bla".Tjah. Hvad skal jeg sige til det? Hvis det er sådan det ser ud udefra, så er det sådan det ser ud. Sådan ser det slet ikke ud herinde fra. Jeg har selv siddet og advokeret for den naturlige fødsel. Det gør jeg egentlig stadig. Nu er sagen bare den at jeg står her på den anden side, og skal finde fred i mit hjerte med hvordan jeg egentlig har det, i stedet for hvordan jeg burde have det.Så det arbejder jeg lige lidt videre med... Jeg er ikke landet noget sted endnu.