(du må selv lige forestille dig at det er en avocado-øko-mad
Emma har i hånden i stedet for den der lyserøde djævel)
Det er tirsdag, det er ferie, klokken er 10 om formiddagen (det lyder næsten som en reklame for noget chokolade), og jeg sidder her med ro i kroppen. Inde i stuen kan jeg høre lyden af dem, de hygger og har begge to fuldstændig glemt at jeg eksisterer. Jeg havde givet op på den drøm, og nu sidder jeg midt i den, hvad skete der egentlig?Jeg kan stadig huske at jeg havde set programmerne med Silas Holst, hans mand og deres veninde, hvordan de 3 lavede et fælles barn (nu har de to), og hvordan jeg tænkte "det er dét vi skal! Det er præcis sådan jeg ønsker det skal være!". Og så gik alt galt. Så galt at alle drømme for en lys forældre-fremtid den døde.Men hokus pokus, foreningen far ude af fokus, og et par-kursus hos Katrine , og et dybtliggende ønske om ikke at ende som vores egne forældre, og nu sidder jeg her i køkkenet mens far og Emma leger i stuen. I mit hjem. Ikke mere hemmelig adresse, ikke mere optage i skjul, ikke mere stalking, ikke mere alle de der røvssyge foreningen far metoder der smadrer alt samarbejde. I dag skal vi bare hygge, og jeg har glædet mig til at der var "Hangout" i dag. Hangout, fordi "samvær", ordet, stadig lyder og føles som noget der er kommet ud af røven på statsforvaltningen.Vi har allerede været i Ungarn sammen alle 3, og selvom det (også) var en stor overvindelse for mig, så er jeg klar på at tage afsted igen. Det går bare så godt og Emma stortrives. Og jeg stortrives og Emmas far stortrives. Da far kom her til morgen fik han et kæmpe knus af Emma (som tidligere har valgt ham helt fra, dengang foreningen far var inde i billedet), og så satte vi os op til bordet og Emma peger på den stol far sidder på og siger "her er plads til far" og kigger over på min stol og siger "her er plads til mor" og så skriger hun af grin og klapper og laver pruttelyde.
Jeg er helt-ind-i-knoglerne-lykkelig over at vi har formået at flytte os hertil. Jeg var simpelthen så ulykkelig over at være havnet i et sort krigshelvede, et sted jeg kender alt for godt gennem mine forældres skilsmisse. Jeg er 34 år gammel, min mor og far taler stadig ikke sammen, selvom det er over 30 år siden de blev skilt. Det er helt forfærdeligt hvad det gør ved børn, og med den viden i cellerne, og jeg tror også i hans, har vi kæmpet os hertil. Det har været en vild læreproces, og jeg har flere gange haft mere lyst til at dø fra det hele end at fortsætte, men når jeg sidder her, denne helt almindelige regnfulde tirsdag i juli måned, og hører lyden af far og datter-lykke inde i stuen, OG (ej at forglemme!) har mor-tid og kan blogge og slappe af og ligge og læse en god bog, så giver det hele bare mening.Stolt. Jeg er enormt stolt af os. Af ham, af mig! Det må man heldigvis godt sige her på bloggen uden at det går ud over nogen. Jeg er faktisk pissestolt, for i meget lang tid rådnede mit Silas Holst billede foran øjnene på mig. Men nogen gange skal det hele åbenbart rådne op og dø før det kan blive til noget helt andet end det man først havde regnet med. Tænk at jeg har glædet mig til at han skulle komme og være sammen med Emma og os i dag, det er sgu vildt nok. Men det er altså den nye virkelighed, og den er jeg glad for at være med at have skabt og nu bor i.