At tage ejerskab over din graviditet, er det noget du gør?
Åh, kender du det, jeg ville egentlig skrive om noget helt andet, men så står der et emne og hamrer løs på hjernen, og jeg kan ikke komme videre før jeg har skrevet det her ned?
So be it.
I går blev jeg interviewet af en kvinde, som sagde "det der er så sejt ved dig, Anne, er at du har taget totalt ejerskab over din graviditet, og har forholdt dig til det hele under rejsen. Gid flere kvinder gjorde det samme". Og kender du det? Sådan har jeg slet ikke set det. Jeg har egentlig tænkt at jeg var en møgbesværlig gravid-type, fordi jeg har stillet en masse spørgsmål, og fordi jeg har gjort en del ting lidt anderledes. Men kvindes version lyder meget bedre, og er langt mere opløftende end min egen version, derfor overtager jeg den nye version pr. dags dato.
Jeg får en masse dejlige kommentarer og en masse dejlige læsermails og læser-facebook beskeder, især fra gravide kvinder, der pludselig forholder sig til hvordan fødslen egentlig skal være, hvem der egentlig skal med, om det egentlig skal være en hjemmefødsel, om der egentlig skal gives smertelindring osv.
Det er vildt dejligt at vide at bloggen her er med til at andre også stiller spørgsmål. Jeg har jo ikke nogen som helst sandhed for andre end mig selv, og den eneste der kan sørge for at min graviditet og fødsel bliver så tæt på mig, mine værdier og mit hjerte, som muligt, ja, det er altså mig selv. Det kræver bare også at jeg tør holde fast i at jeg nu altså i sidste ende ved hvad der er bedst og hvad der passer bedst til mig. Jeg har trods alt kendt mig i 32 år, ingen er klogere på mig end jeg selv er. Og ingen er klogere på dig end du selv er.
Gør dit valg dig egentlig glad, kære gravide kvinde?
Noget af det jeg har kigget meget på under min graviditet, har været om det valg jeg havde truffet egentlig gjorde mig glad?
Gør det mig tryg og glad at have valgt at føde på sygehuset? Nej det gjorde det ikke, det var en beslutning der var taget ud fra frygt, for i virkeligheden bryder jeg mig ikke særlig godt om sygehuse.
Gør det mig tryg og glad at være med i de her termins-grupper på facebook? Nej, det gjorde det ikke, for der var så meget frygt derinde. 171 gravide kvinder der havde frygtfulde snakke om nakkefoldscanninger og tal og resultater og procenter. Inden jeg kom ind i den gruppe var jeg lykkeligt uvidende om alt det jeg kunne gå rundt og frygte. Pludselig skulle jeg tjekke gruppen hele tiden for at se om der var nye ting jeg ikke vidste jeg skulle gå rundt og være bange for. Det endte med at jeg købte en såkaldt "trygheds-scanning" på en privat klinik, simpelthen for at sikre mig at mit foster ikke var dødt, for jeg var simpelthen blevet så bange. Og da jeg så at hjertet bankede fint, besluttede jeg mig for at melde mig ud af alle grupperne, og pludselig havde jeg ro i sjælen igen og kunne pludselig nyde min graviditet uden alt det frygt.
I virkeligheden tror jeg rigtig meget på naturen, hvilket også er årsagen til at jeg tog ind og interviewede Zoologisk have (det blogindlæg i verden jeg er længst tid om at få skrevet, men mon ikke jeg når det inden fødslen?). Jeg tror rigtig meget på at det der skal ske, det kommer til at ske. Hvis mit foster skulle dø, så skulle det jo dø, og så ville det dø fordi der var en årsag til det. Dermed ikke sagt at jeg ikke ville blive fuldstændig knust. Jeg ville bare samtidig vide i mit hjerte at der var en årsag, for sådan er naturen, også selvom det kan virke meget brutalt.
At tage ejerskab over din graviditet betyder ikke kontronella
At tage ejerskab over din graviditet, handler ikke om at bestemme alting, for det kan man ikke. For mig handler det om at tage stilling. At overveje, at mærke efter. Er det her egentlig noget jeg gør, fordi det gør man bare, eller gør jeg det fordi det føles som det helt rigtigte valg?
Når jeg kigger tilbage på de seneste 9 måneder af mit liv, så fatter jeg for det første stadig ikke den drejning mit liv lige pludselig tog, men jeg har samtidig også en god ro i maven, fordi graviditeten har været i min egen ånd.
Ja, jeg valgte at lukke ørerne for alle de velmenende råd (læs hvorfor "at give råd" er en virkelig meningsløs ting, her). Jeg har valgt, temmelig offentligt at stå ved nogle valgt, som ikke ligefrem falder indenfor normen i Danmark, og jeg har taget mine tæsk for det. 6 Ugers barsel, føde hjemme, faderen der ikke skal med til fødslen, ingen k-vitamin-sprøjte, sen afnavling osv.
Jeg er blevet mødt med løftede øjenbryn (og hadefulde mails og kommentarer), jeg er blevet mødt af et system der ikke er vant til kvinder der tager stilling, og samtidig et system der ikke åbner en verden af muligheder op for de gravide kvinder, der aldrig har stået i en fødsel før. Der bliver ikke serveret en buffet af muligheder.
Alternativ behandling under graviditeten
I går var min skønne veninde Christina forbi, og vi snakkede om det der med "alternativ behandling" i forbindelse med fødsel og graviditet. Jeg har søgt af de "alternative veje", fordi det er der jeg finder mest tryghed. Det er jo bare mig. Men f.eks vil jeg 100% hellere ringe til fødeklinikken maia og bestille en rebozo-igangsætning af fødslen (i min verden: den naturlige vej), end jeg vil ringe til sygehuset og få ve-drop eller piller eller medicin ind i kroppen, som i min verden er "den alternative løsning". Sådan hænger det sammen i mit hovede.
Så dette blogindlæg handler ikke om at du skal være som mig, det handler om at vi gerne må tage stilling til hvordan vi egentlig gerne vil have det. Jeg har fået kæmpe værdi ud af alle mine facebook-debatter, alle de kvinder jeg har interviewet (og stadig interviewer), om familieformer, om fødsel, om graviditet osv, fordi de har formået at åbne mit verdensbillede og dermed også min horisont, og det havde jeg brug for, for jeg havde faktisk sat mig på samlebåndet fra starten af. Og det er netop det jeg hører fra de gravide kvinder der skriver til mig. De kan være nok så "find din egen vej i livet", men det er som om, at når det gælder graviditet og fødsler, så sætter vi os til rette (så godt man nu kan som gravid) på samlebåndet og gør som alle andre, fordi "jamen det gør man jo bare". Ikke hvis du ikke vil. Du har lige så mange muligheder her som du har alle andre steder i livet. Nej der står sjældent nogen og klapper på sidelinjen når du træder din egen sti, til gengæld får du skabt rammer som passer præcis til din sjæl. Og ved du hvad? Det tror jeg både du og din baby kan mærke langt ud i fremtiden.
Jeg glæder mig til at læse dine tanker om dette blogindlæg.
Hav en dejlig dag <3
