Denne historie fra de varme lande har ændret mit liv

Denne historie fra de varme lande har ændret mit liv

I går havde jeg den sidste coachingsession med en af mine awesome kunder, og her blev jeg mindet om en historie der er ret fantastisk, og som jeg tænkte jeg ville dele med dig.

Der var engang en stamme fra Afrika, der var blevet inviteret på besøg i det hvide hus. Stammen skulle flyve for første gang nogensinde, og skulle lande i Washington for at møde præsidenten.

Da stammen var ankommet, tog de ikke til det hvide hus. Stammen satte telte op ude foran lufthavnen, og der blev de.

Journalister fra hele verden havde hørt om besøget og invitationen, og opsøgte stammens høvding for at få svar på hvad i alverden de havde gang i, præsidenten ventede dem jo?

Intet svar.

Sådan fortsatte det i en måneds tid, og pludselig en dag stod stammen op og pakkede deres telte sammen. Nu var de klar til at møde præsidenten.

En journalist spurgte igen høvdingen hvorfor de havde camperet ude ved lufthavnen i så lang tid, og havde ladet præsidenten vente?

Nu svarede høvdingen:

"Det kan godt være vores kroppe kan rejse jorden rundt på ganske få timer, men vi var nødt til at vente på at sjælen også var landet, og så hurtigt rejser sjælen slet ikke".

 

Nu arbejder jeg selv med forandringer hver dag sammen med mine kunder, både virksomheder og privat, men jeg har den dybeste ydmyghed og respekt for at forandring tager tid. Vi er mere træer end vi er noget som helst andet, og det kan være en god ide at huske os selv på fra tid til anden.

Ja vores kroppe kan være mange steder i løbet af en dag, men følger nærværet og roen og sjælen også med i det tempo vi arbejder i? Jeg læste at en foredragsholder i Danmark kan holde 4 foredrag på 1 dag på grund af geografien. Det er super for dem der kan. Jeg kan på ingen måde. At stå på en scene og holde så stor en energi i længere tid, det koster på energikontoen. Det er jo bare mig og min sjæl, men jeg kan ikke. Jeg har levet det liv hvor jeg holdt flere kurser på en dag, og jeg kunne slet ikke nå at få oplevelsen ind og være ordentligt til stede.

Sjælen skal lige lande. Jeg forsøger at huske mig selv på det hver eneste dag. Især fordi jeg har så svært ved at få øje på hvad det er vi har så travlt med at nå?