En lille guide til et hjem med (genfunden) børnevenlig danseglæde

public.jpeg

Faktisk må jeg give pigernes far æren for det her indlæg, for det var ham der lærte mig at tage dansen hjem igen. Og efter at have postet et par stories på instagram, hvor jeg viser hvordan vi danser i vores hjem hver morgen, så er jeg blevet spurgt om jeg vil skrive lidt om det der dans, og hvordan vi bruger fjernsynet til bevægelse og aktivitet i stedet for passivitet. Og det vil jeg supergerne!

public.jpeg

 For 10 år siden solgte jeg mit fjernsyn. Det gav ikke mening for mig at have sådan et stort skrummel hængende på væggen, selvom jeg (i et stroke af ”kvinder kan sgu da også købe store fladskærmstv’er”) lige havde købt det et par uger forinden. Jeg kunne mærke det helt tydeligt, det TV skulle ud af vagten igen. Så der kom en glad mans og hentede det, og så har jeg levet uden fjernsyn siden.

 

For et års tid siden købte jeg en brugt Ipad til pigerne, mest Emmalia, fordi vi ikke havde fjernsyn, og fordi det nogen gange er rart at koble fra til noget skærm, det kender jeg alligevel godt fra mig selv. Og det fungerede egentlig også fint, indtil det blev til at vi sad med hver vores skærm. Jeg sad enten ved min computer eller med min telefon og så et eller andet og Ems sad med Ipad’en. Og så sad vi der, hver for sig. Og det kunne jeg mærke jeg ikke ville være med til.

 

Derfor solgte jeg Ipad’en og brugte i stedet pengene på et TV som vi fandt brugt (præcis ligesom Ipad’en). 350 kroner, røvtungt, og nu står det på sådan en dims med hjul som flyttemænd bruger når de skal løfte tunge ting. Men det har samlet os. Vi ser alt sammen nu, ingen er isolerede med sin egen skærm, og det meste af tiden foran fjernsynet bruger vi på at danse til sange vi kan lide. Vores top 10 hitliste ser pt. Således ud:

 

1.     Tarzan Mamma Mia med Kim Larsen

2.     Roar med Katy Perry

3.     Syng sangen med Ash (fra filmen syng)

4.     Pippi (alle, gerne på svensk)

5.     ALT med Cykelmyggen Egon og Dansemyggen Dagmar og Minibillen

6.     Baby Shark (oh lord … )

7.     Hello Kitty temasangen til Hello Kitty filmen på dansk

8.     What does the Fox say med Ylvis

9.     AC/DC (tak for det pigernes far, Selinna kan endda sige AC/DC)

10.  Tjubang Chokolademand med Alberte

public.jpeg

 Hver morgen danser vi, uanset om det er 1 minut eller en halv time. Jeg har altid elsket morgener. Altid. Selv da jeg var barn satte jeg vækkeuret til klokken 6 om morgenen så jeg kunne stå op før verden stod op, og havde lidt tid for mig selv. Jeg har aldrig kunnet finde ud af at sove længe, og jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange jeg har måtte vække mine børn med et vækkeur de sidste 4 år. Morgen er der hvor hele dagen starter, det kan lige så godt være fantastisk at have morgen.

 

Jeg tror meget på ”children see children do”, så hvis jeg har hyggemorgen, så har pigerne det også. Hvis jeg danser, så gør pigerne det også. Nogen dage ligger jeg på sofaen mens de danser, pt fordi jeg er ramt af en forfærdelig hoste, men så hepper jeg og kigger på dem og glæder mig over hvor dedikerede dansere de begge to er. Hvis du ikke allerede følger mig på instagram, så kan jeg virkelig anbefale dig at følge med her, og se mine morgen-stories, der bliver danset med hver lille muskel i pigernes små kroppe.

public.jpeg

 Pigernes far danser, og har gjort det altid. Jeg fortalte ham engang at jeg havde glemt dansen og følte mig lidt som en betonklods når jeg dansede. Han sagde at jeg skulle danse 15 minutter hver dag, sætte uret og bare gøre det, så skulle dansen nok komme tilbage. Og det gjorde den. Så i dag føler jeg mig ret fri i mig krop, selvom den er tung og træt i øjeblikket ovenpå hoste og flytning og ikke nok søvn. Prøv det. Put det i din kalender, dans, også selvom du føler dig fjollet eller akavet. Når man har været væk fra noget længe skal man jo lige finde hinanden igen.

 

Emmalia er i øvrigt lige startet til dans i sidste uge. Vi bookede en prøvetime hos Stardance Studio (find dem her)  Og Emmalia var fuldstændig solgt. Du har godt set den der youtube video af nogle små piger der danser, og den ene pige danser som om der ikke er noget i morgen. Sådan danser Emmalia også. Det er pigernes far der tager hende med til dans hver onsdag, og han havde optaget en video af Emmalia der dansede. Og jeg tudede mig igennem den og var simpelthen så stolt over at se min lille dansemus give den så meget gas. Så selvfølgelig skulle hun gå til dans. Det er så sådan nu, at hun går til dans onsdag eftermiddag og torsdag morgen spørger hun hvor mange gange hun skal sove før hun skal til das igen. Hun glæder sig så meget, og i dag har hun vist mig dansetrin fra dansetimen, som jeg tænker vi skal øve til morgendans i morgen tidlig. Jeg glæder mig allerede!

 

Sådan danser vi her hos os. Hvordan bruger i dans hjemme hos jer?

Status på flytning og puttehelvede

public.jpeg

Årh hvor gad jeg godt skrive en masse mere end jeg gør lige pt, men der er simpelthen så meget jeg skal nå i de her uger, og vi hoster på 4. Uge allesammen og jeg skal aflevere gammel lejlighed på lørdag og og og. Men jeg vil gerne lige sige hej, for der er også mange ting der går godt.

En af de ting jeg elsker ved vores nye hjem, det er at der er rum og masser af plads. Det inviterer til bevægelse og nydelse og vi bruger en masse tid på gulvet, både med leg og spisning og dans og kravle og cykle (Ems har en cykel i lejligheden lige pt).

Og så er der ro! Jeg har ikke hørt et pip fra de andre lejligheder, og jeg ved at mindst to af dem er hjemme. Åh hvor er det rart at man ikke SKAL følge med i hele ens nabos liv, ha ha!

public.jpeg

i går kastede jeg håndklædet i ringen, lagde min lange og presserende to-do liste på hylden et øjeblik, og sørgede for at tanke mig selv op. Jeg kunne simpelthen ikke starte endnu en uge på tomme batterier. Så jeg tog et laaaangt mor-bad (ca 4 minutter når det er solomombossminutter), scrubbede min trætte krop, lavede dejlig varm ceremonial cacao, hørte stille afrikansk musik. Det var simpelthen så tiltrængt. Og så lagde jeg mig ind til mine dejlige røvbananer, fordi jeg ærlig talt var lidt af en lortemor i går, og så sov vi allesammen tæt sammen. Minut en time eller to i nat hvor vi var ved at hoste vores lunger ud.

public.jpeg

i dag er min energi bare helt anderledes. Jeg har lavet madplaner for ugen, jeg har bagt antiinflammatoriske valnøddeboller (opskrift her), jeg har lavet dahl med hjemmegroet chili i (hvor sejt er det lige?) og jeg overvejede at tage Selinna med i ladcyklen ud og hente Ems, men mine lunger kan knap nok klare trappen til anden sal, så jeg må hellere vente et par dage.

Men alt i alt går det godt. Vi er lige pt i en periode hvor ingen af mine piger har lyst til at sove, og det resulterer i at jeg starter putningen som en blid hønemor og slutter den som en T-Rex der er klar til at kæmpe for overlevelse. Og det er bare ikke fedt. For nogen. Så jeg er gået i kreativmode for at finde ud af hvad dælen vi kan gøre bedre, og jeg er ude i noget med dæmpet lys, en lille ceremoni, meditation og kærlige tryk og massage, sådan så det bliver noget virkelig rart som vi alle glæder os til.

public.jpeg

Inden du smider om dig med gode råd, så vil jeg godt lige indskyde at vi naturligvis er i en ekstraordinær anderledes situation. Vi bor i et nyt hjem, alt er spændende, vi har ingen rutiner haft et par uger og vi skal alle lige lande. Det er en fuldstændig naturlig reaktion på vores livssituation lige nu, OG derfor må man stadig gerne lige synes det er træls et øjeblik. Men det her er også en mulighed for at starte nye dejlige aftenritualer og det går vi i gang med nu!

Sådan har jeg håndteret flytningen med pigerne

public.jpeg

5 dage har vi boet i den nye lejlighed, og helt ærligt, det går virkelig godt. Jeg har været spændt på pigernes reaktion, og jeg har fået mange spørgsmål omkring håndteringen af flytningen i forhold til pigerne. Hvordan og hvornår har du sagt at I skulle flytte? Har du ventet? Hvorfor, hvorfor ikke? Her er mine tanker omkring at flytte børn og hvad jeg har gjort helt konkret.

public.jpeg

Selinna er 1, 5 år og Emmalia er 4 år gammel. Der er stor forskel på hvad de forstår og ikke forstår, og da det hele skete meget pludseligt, at vi fik tilbudt lejligheden, så besluttede jeg meget hurtigt at involvere begge piger i det, især Emmalia. Så, da jeg havde sagt ja til lejligheden besluttede jeg mig for at fortælle Emmalia at vi snart skal flytte, sådan så hendes system også kan bearbejde flytningen og den forandring hun står overfor. Det har været en rigtig god beslutning.

Selvfølgelig ved Emmalia ikke hvad det vil sige at vi skal flytte, for hun har ikke prøvet det før og hun ved ikke hvad hun “får”, men kun hvad hun skal sige farvel til. Så hun og jeg har brugt en masse tid på at snakke om hvad en flytning betyder, vi har set billeder af den nye lejlighed, og har snakket om at “Mandens ting bliver flyttet ud inden vi skal flytte ind”. Vi har snakket med andre om at vi skal flytte, og at hun får sit eget værelse, og der har været al plads i verden til de dage hun har syntes at det var dumt vi skulle flytte. Jeg har jo også haft dage hvor jeg har haft svært ved at overskue projektet, og det har der også været plads til.

Mit udgangspunkt var at der ikke var grund til at “holde noget hemmeligt” for pigerne, for det fyldte hele mit system og mit liv, og det ville være helt forkert at skulle undlade at snakke om flytningen når pigerne var der. Vi begyndte også ret tidligt at pakke ned, og vi havde mange samtaler om hvilke ting der skulle med. “moar, skal vores seng også med?” og jeg svarede “ja Emmalia, ALLE vores ting skal med, også vores seng”, og dagen efter kunne hun spørge om det samme og så fik hun samme svar igen. SÅ min oplevelse er faktisk at Emmalia har været enormt tryg i den her proces og at hun har følt sig mødt i alle de følelser hun har haft. Også her i efterreaktionerne.

public.jpeg

“Moar, jeg kunne bedre lide den gamle lejlighed”, og jeg fortæller hende at det kan jeg sagtens forstå og spørger ind til hvad det var hun savnede ved den gamle lejlighed. Det ved hun ikke helt, men det ender med at det bare handler om at skulle vænne sig til alt det nye, og det kommer tit i forbindelse med en konflikt med Selinna, og det er helt okay.

Jeg har gjort en stor indsats for at gøre pigernes værelse klar hurtigt, og få pakket deres ting ud hurtigt, sådan så de hurtigt har følt genkendelighed og tryghed. De andre rum kunne vente, børneværelset var vigtigst, køjesengen var vigtigst at få købt hurtigt og hentet, rummet skulle males hurtigt, sådan så mine børn hurtigt kunne lande et trygt sted i det nye hjem. Det har helt klart været en god investering, og Emmlia lukkede allerede første dag døren til sit eget værelse og sagde med begejstring i stemmen “moar, jeg skal lige lege lidt alene, så jeg lukker lige døren”. Det var så hyggeligt.

Nu da vi har fået køjeseng kunne man godt tænke at det er på tide at pigerne sover på deres eget værelse, men helt ærligt, det behov har jeg overhovedet ikke. Til gengæld støtter jeg altid børnenes initiativer, og Emmalia har selv ønsket a sove øverst i køjesengen, så det har hun faktisk gjort i 2 ud af de 4 nætter vi har sovet her allerede. Det har været SÅ underligt, men det har også været SÅ fantastisk at se hvordan Emmalia bare lytter til sine egne ønsker, og hvordan hun bare vokser når jeg udviser tillid til at hun ved bedst selv. Jeg har været inde hos hende 25 gange hver aften, og i nat vågnede jeg ved at hun kaldte stille og roligt, og jeg løb ind til hende, og hun lå bare og smilede. Alligevel spurgte jeg om hun ville med ind i min seng, og det ville hun gerne. Små skridt, lidt frem og tilbage, og en dag så må jeg spørge om jeg må putte inde hos hende lidt.

public.jpeg

Det er så positiv en oplevelse af flytte med pigerne, og hvis der kommer en reaktion senere, hvilket der meget vel kan gøre, så er vi klar til at tage dem også, der er i hvert fald plads til dem. Men det er helt klart at de begge er glade for deres nye hjem. Selinna render rundt her som om hun aldrig har boet andre steder og Emmalia har allerde opdaget alle gemmestederne i lejligheden (dem er der en del af). Og mit hjerte flyder lidt over <3

YAY! Vi er flyttet ind i vores nye drømmebolig!

public.jpeg
public.jpeg

Det er så uvirkeligt. Hver eneste aften den seneste måned, har jeg set på billeder fra lejligheden. Siden i fredags har vi boet her. Vi flyttede alle tingene fredag, og de sidste to dage har stået på at sætte skabe op, male, hente køjeseng til pigerne, købe vaskemaskine. Der har været run på, og så har jeg været syg, så snuden i sporet, og nu sidder jeg her søndag aften og er ved at tude af lykke.

public.jpeg

Emmalia ligger, as we speak, og sover inde på sit eget værelse i sin egen nye køjeseng, omgivet af ALLE de bamser hun ejer. Det har været en hård uge for hende, for det er svært at forstå for en 4årig hvad en flytning indebærer. Hun ved jo kun hvad vi flytter fra. Alligevel er begge piger faldet pladask for lejligheden, og Emmalia er vokset et år på to dage, fordi hun nu har fået sit eget værelse (næsten, hun skal dele med Selinna), og kan lukke døren. Og dagen blev lige en million gange bedre da morfar havde bygget køjesengen færdig og pigerne kunne lege i deres nye seng.

Seriøst, jeg revner af lykke. Der er SÅ meget plads her. Så mange rum, store lyse dejlige rum. Jeg har godt nok malet pigernes værelse helt mørkt, men det er fordi jeg ville skabe en hule/drømmerum. Og det er lykkes SÅ godt, jeg er helt misundelig. Mit eget soveværelse føles lidt som at sove på en sky i himlen, køkkenet er stort og der er plads til min lille urtehave, stuen er stor og rummelig, og i dag hentede jeg vores egen vaskemaskine, som jeg købte brugt af et par i Holte. Køjesengen er også købt brugt, den er fra Flexa.

public.jpeg

Det eneste der skal skiftes ud er vores lækre plankebord. Det passer simpelthen ikke ind i stuen. I stedet skal vi have et let og lyst rundt bord hvor vi kan spise og tegne og hygge. Derfor har jeg solgt plankebordet og købt et andet i stedet, det kommer på tirsdag.

Det har overhovedet ikke været svært at indrette og jeg vidste ret præcist hvor alting skulle stå henne da vi flyttede ind. Lejligheden er fuld af god energi og pigerne kvidrer og leger og griner (når de altså ikke lige ryger i totterne på hinanden, lad os bare være ærlige). Og jeg slapper af og tager mig selv i at smile over hele hovedet flere gange dagligt.

Her kan vi vokse, her kan vi gro, der er mange børn i ejendommen, der er den bedste gård med legetøj, legehus, have og stole og borde og blomster og det tager os cirka 1,5 minut at hoppe ned til toget fra Lyngby station. Jeg har solgt vores bil og skiftet den ud med en ladcykel, og selvom vi ikke har haft bil i en måned, så har jeg virkelig ikke savnet den en eneste gang. Til gengæld er både min krop og sjæl glad for ladcyklen.

Det her er så godt for os. Flytningen er så godt for os. Jeg glæder mig til fremtiden i det her hjem. Det kan gå alle veje herfra <3

public.jpeg

Jeg lover at poste en MASSE billeder fra vores penthouse for rockerfrøer så snart vi er kommet helt på plads. Lige nu går jeg bare og sætter i skabe og lægger tøj sammen og er. Jeg nyder!



Det store vigtige farvel

public.jpeg

Mit hjerte slår hårdt. Ikke hurtigt, bare hårdt. Jeg ved jeg står overfor et stort skifte i mit liv, på mange planer, og selvom jeg godt ved at hele rejsen jo startede for længe siden, så er det alligevel ret vildt at der nu kun er tre dage til at vi rykker rødderne op her i Brede og flytter vores liv ind til Lyngby C. Jeg tager dig her med tilbage til hvor i livet vi var da vi fik denne lejlighed, hvad den har givet os, hvad vi er taknemmelige for og hvor vi skal hen nu. Det er vigtigt at få sagt ordentligt farvel.

public.jpeg

Det føles helt uvirkeligt at sidde her, i det her “nye” liv, og skulle vende tilbage til hvor jeg var henne for tre år siden, da vi flyttede ind her i Brede. Emmalia og jeg var flyttet fra lejligheden i Hellerup, lejligheden over min underbo’s lejlighed, pigernes far. Jeg havde opdaget at han stalkede mig og sendte alverdens ting og sager ind til statsforvaltningen (læs her). Så, sammen mit lille barn på 7-8 måneder boede vi i gode menneskers hjem i nogle måneder, inden denne lejlighed i Brede blev ledig. Først lånte vi en lejlighed i Brønshøj. Der var kun få møbler, men der var ro, og det var et sted jeg kunne lande efter en sindssyg svær tid som nybagt mor og med et samarbejde med faderen som gjorde ondt i sjælen. Så tog vi en uge til Barcelona, hvor jeg besøgte en veninde.

public.jpeg
public.jpeg

Da vi kom tilbage flyttede vi til Trørød, hvor vi boede i et kæmpe dejligt hus og lånte den ene bil af min veninde Zenia, hendes mand Joey Moe og deres søn Elion. Det at have voksne at snakke med om aftenen, og det at Ems havde en legekammerat, og at vi kunne trille rundt med bilen, det gjorde bare en kæmpe forskel. Så da jeg skulle flytte ind i vores nye hjem i Brede, så var det med fornyet energi og med følelsen af at noget nyt og godt kunne blomstre ud af det jeg kom fra. Alle der hjalp i denne periode skal vide at jeg er jer evigt taknemmelige. Team Regen Kirke, mit private netværk og Anja (min engel), Helle BW., mine forældre, Lise B, Zenia og Joey, Nat, min søster var en kæmpe hjælp, og alle dem jeg har glemt at nævne lige nu. Jeg havde ikke klaret det uden alle jer der bar mig igennem en tid jeg seriøst aldrig troede jeg ville overleve.

public.jpeg

Endelig kom dagen hvor vi fik nøglen, og jeg stod med min baby på armen og blev vist ind i denne lille dejlige 2 værelses lejlighed, og her skulle vores nye liv så starte. Jeg var så lykkelig og så taknemmelig. Efter et par dage havde jeg Ems med rundt i området, og det viste sig at Brede jo er den vildeste naturperle, fuld af idyl og historie og vand og skov og natur. Det ANEDE jeg ikke da jeg sagde ja til lejligheden (som jeg heller ikke havde set før den dag jeg flyttede ind). Jeg vidste bare at der skulle jeg bo.

public.jpeg

Vi fik bygget os et fantastisk hjem her i Brede, og langsomt ændrede konflikten med pigernes far sig. Vi fik skiftet statsforvaltningen ud med en parterapeut. Bedste beslutning ever! Stalkingen ophørte og samarbejdet begyndte. Ems gik i vuggestue, jeg arbejdede og livet blev sjovere at leve.

public.jpeg

Som tiden gik, kunne jeg se at jeg ville have ro her i nogle år. Jeg er ellers vild med udfordringer og er ikke bange for at kaste mig ud hvor jeg ikke kan bunde. Der starter alle mine eventyr. Men for sådan en som mig, der kan det godt være sundt med et leverpostejsliv i en periode. Så jeg satte fuld fokus på stabilitet, jeg fik mig en bil, forsikringer, styr på tingen, og så kunne jeg mærke et behov vokse. For som barn med tre søskende, så ved jeg med sikkerhed at mit barn ikke skal være enebarn. Livet med 3 søskende har simpelthen givet mig så meget værdi i mit liv, at det skal mine børn også have. Så jeg besluttede mig for at tiden i Brede er tiden hvor jeg, hvis naturen er med mig, får et barn til.

Det var i sig selv en rimelig vild beslutning at tage. Første gang kom det der barn jo ligesom bare dumpende ned i min turban, og jeg så havde jeg ellers fra nu af til at forholde mig til at jeg skal være mor. Denne gang var processen stik modsat. Jeg ville have et barn mere, nu skulle jeg bare finde ud af hvordan. Og det gjorde jeg så. Det har jeg skrevet en MASSE indlæg om, du finder dem allesammen ved at klikke her.

Det er en stor beslutning at vælge at få et barn selv. Donorvalg, åben/lukket donor, hvordan indretter man sit liv så barnet får den bedste mulige opvækst? (og hvad er det?) Og to dage inden jeg skulle igennem sidste undersøgelse inden inseminering, så ændrede alt sig, for pigernes far meldte sig på banen som donor til nummer to barn. Og jeg sagde ja. Og nu står vi her, forældre til to skønne piger.

public.jpeg
public.jpeg

Den største ting der er sket i denne lejlighed her i Brede, det er helt klart hjemmefødslen med Selinna (læs den her). Denne lejlighed vil altid være det sted hun kom til verden, med min mor, Emmalia, min doula Christina og jordemoder Sophia og dokumentarfotograf Greg ved min side. Det er det mest magiske jeg har oplevet i hele mit liv. Den hjemmefødsel helede så mange gamle traumer og sår som overgreb havde ført med sig. Den hjemmefødsel viste mig at min krop ikke er defekt, men at jeg er en powermama og en fødegudinde og et powerhouse. Og den følelse har jeg med mig hver eneste dag.

public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg
public.jpeg

Kære lejlighed i Brede. Af hjertet tak fordi du har dannet rammerne om de vigtigste år i mit liv, nemlig de år hvor forsoning fandt sted og et fundament blev bygget for vores lille finurlige familiekonstellation. Du har skabt rammerne for mine to smukke børns første leveår, og vi har været så trygge og glade og lykkelige her hos dig. Vi har aldrig rigtig manglet plads, vi har haft fantastiske naboer, vi har boet i de mest vidunderlige omgivelser og vi har haft så mange store og små eventyr i den tid vi har boet her hos dig.

Nu er tiden kommet til at sige farvel og tak for denne gave. Tak fordi jeg kunne få et sted og hele igen, bygge mig selv LANGSOMT op igen, og trække stikket hver gang noget som helst gik for hurtigt. Jeg har hele tiden haft følelsen af at mit hjem var mit helle, og det ha du været, lejlighed, du har været et vidunderligt helle for os. Alle der er kommet i vores hjem har altid påtalt den dejlige energi der har været her, og her er virkelig skønt og en dejlig energi.

Tak for alt!

public.jpeg

Velkommen til en ny begyndelse med masser af nye eventyr ❤️ Jeg tror vores sjæle bliver glade når vi takker og siger ordentligt farvel til alt der har givet os noget og har bragt os videre i livet.


Anbefaling: Take-away, så tæt på hjemmelavet (lækker!) mad som muligt

public.jpeg
Skærmbillede 2019-09-01 kl. 21.07.35.png

Der er tre ting der får mig til at genbestille hos take-out steder. Det ene er om de har dessert på menukortet (GOD dessert, og JA det er prioritet nummer et), det andet er om de overholder leveringstiden, og på en delt andenplads ligger om maden er lækker og velsmagende. Man spiser også med øjnene. Derfor er det mig virkelig en fornøjelse at beskrive min test af take-out konceptet Homemate.dk. Nu skal du høre hvorfor!

Hjemme hos os arbejder vi for det meste med madplaner. Jeg laver madplanerne hver søndag, handler ind og så ved jeg hvad vi skal spise hver aften. Men helt ærligt, 2019 har ikke ligefrem været madplanernes år, i hvert fald ikke for mit vedkommende. Der har simpelthen været så mange ting der er dumpet ned i vores liv, så derfor har madvanerne været lidt som vinden blæser, og der har været en del take-out på menuen.

Den sidste måned har så stået i flytningens tegn, og om præcis 5 dage rykker vi ind i vores nye fantastiske hjem. Så den sidste måned har været kaotisk, og for at det ikke skal være løgn har den sidste uge stået på 39,3 i feber (for mit vedkommende, hej vilde feberdrømme), og virkelig man-flu. Jeg kan simpelthen ikke takke guderne eller Allan nok for at have introduceret homemate.dk i vores liv, for mit overskud har været under nulpunktet.

Nu skal det ikke lyde som om at homemate kun er fantastisk hvis man er i underskudsvognen, jeg har nemlig testet det i flere uger, også uger hvor jeg har haft optur. Men de ER altså fantastiske, og det er de i bund og grund fordi det er take-out som gør at du bevarer din selvrespekt som mor. I hvert fald min indslæt selv stolt mor-smiley. Homemate fungerer på den måde at du går ind på deres hjemmeside, så vælger du (hvis du ligner mig i hvert fald) først hvilken dessert du gerne vil have (og ja der er flere at vælge i mellem), og bagefter vælger du hvad familien skal have og spise. Der er både retter med og uden kød, der er lækre sunde salater, mad børn har lyst til at spise og nåja desserter.

public.jpeg

Når du har valgt din mad, så bestiller du, vælger om du vil afhente eller have maden leveret, og så skal du bare hjem, tage låget af, GØRE INTET udover at stille bakken ind i ovnen, og 15-20 minutter er der næsten hjemmelavet lækker med til rimelige priser! Seriøst, det her koncept redder enhver travl business-mama der lige er lidt underdrejet ELLER som lige sætter kvalitetstid med unger højere end madlavning den ene dag. Og jeg ved godt at de to ting sagtens kan forenes, især hvis man har nogle andre børn end mine. Hvis mine skal med i køkkenet pt, så bliver der i hvert fald ikke serveret mad den dag.

public.jpeg

Helt ærligt, ALT hvad der gør solomombossliv og travle familieliv lettere, men gerne på en sundere og velsmagende måde, det gider jeg virkelig godt reklamere for, og nu har jeg testet det, og det smager godt. Og ja, man kan godt spise deres brownie selv, selvom man kun er en person, og ens børn kom til at blive puttet inden man opdagede at man også havde bestilt brownie. Har jeg hørt …

Kender du konceptet? Har du prøvet det? Hvad er dine erfaringer?

Vil du gerne læse mere? Så kommer der en dybere anmeldelse på momstertest, hvor andre mammas også har testet dette geniale koncept.

Søstersind, søsterhood, søsterskab og new world order. Vær med!

frejamay november søstersind

Der sker et brud. Opbrud måske. Sådan oplever jeg det i hvert fald. De seneste dage har jeg oplevet den positive konsekvensen af opbruddet, og det vil jeg virkelig gerne dele med dig. Det vender jeg lige tilbage til. For der er en gammel skrøne om at “kvinde er kvinde værst”. Og det er måske rigtigt og det har måske været rigtigt. Jeg har i hvert fald bildt mig selv ind at det var rigtigt engang, men jeg må bare sige at den tid har været slut virkelig længe. Velkommen til et indlæg om søsterhood.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg har mange spirituelle venner, jeg snakker enormt meget om “energierne” og jeg arbejder selv med energier, også når jeg skriver blogs. Der er bare ingen der ved det, og jeg har ikke behov for at flashe det eller italesætte det. I dag har jeg alligevel besluttet at det måske vil give mening at nævne netop i denne sammenhæng.

Jeg mærker energier enormt tydeligt, og noget af det der har optaget mig (spirituelt) de seneste år, har været skiftet fra maskulin til feminin energi. Jeg mener det er Lars Muhl der taler om det (hvis du er interesseret i at læse mere). Der har i årevis været et nedbrud af alt det “gamle og tunge”, alt det vi kender det virker ikke mere, og verden gør klar til den mere feminine energi, det bløde, det lette. Det betyder ikke at mænd er dumme og kvinder er gode, overhovedet ikke faktisk. Det har intet med mænd og kvinder at gøre, eller ligestilling eller køn. Det har kun noget med energier at gøre. Og energiskifte.

Årh jeg kan mærke jeg er udfordret ved at skrive det her indlæg, for jeg har jo egentlig ikke brandet mig selv som ret energi-væsen-agtig. Men jeg kommer ikke udenom at tage det her op af og til, derfor kan det lige så godt være i dag. Jeg skriver mig igennem det.

Jeg kommer selv et sted fra hvor mit liv var fyldt med frygt. Jeg havde kæmpe modstand mod at være “en krævende kæreste”, så i stedet blev jeg sådan en kæreste der ingen krav havde, der ikke stod for noget, og som fandt mig i alt for meget. Jeg turde ikke stille krav på mit arbejde, og i mine relationer lod jeg mig behandle som skidt. Min kæreste mente at kvinder med holdninger var nogle kællinger, så det mente jeg naturligvis også. Dengang.

Frejamay november søsterhood søsterskab søstersind

Siden det liv jeg levede dengang er der sket enormt meget. Jeg har opdaget at jeg har masser af holdninger, at folk synes jeg er irriterende (og det lever jeg fint med), at jeg har budskaber der er vigtige, at jeg har masser af krav og forventninger til min omverden og at jeg slet ikke er færdig på den rejse endnu. Og så har jeg opdaget noget andet meget meget vigtigt: kvinder!

Jeg troede at kvinder var sådan nogle der backstabbede hinanden så snart de fik chancen, at arbejdspladser med kvinder var hønsegårde og og og og, du kender sikkert selv alle fortællingerne. Men jeg har oplevet det stik modsatte. Jeg har oplevet massiv støtte blandt mine veninder, mine læsere, mit netværk og de kvinder jeg har omkring mig i mit liv, både tæt på og ude i det fjerne. Bevares, jeg oplever også støtte fra mænd, men det der med at være sammen med andre kvinder, det kan bare noget helt unikt. Og når vi tør træde i karaktér og tale det vi mærker indeni med power og integritet, så er der intet stærkere end kvinder.

Min nyeste opdagelse er sisterhood. Og de seneste dage har jeg oplevet en kollega i blogland gøre lige præcis det jeg beskriver ovenfor. Hun siger fra overfor de der fingre der kommer til at pege hele tiden. Hun gør det på så fin og kærlig og powerfuld en måde, og hun har fået et hav af feminin power til at rejse sig, fordi vi er mange der faktisk gerne vil støtte hinanden. Jeg kan mærke at jeg vil bruge min energi på at hylde flere kvinder oftere, bakke mere op end jeg gør.

Hvis du har læst Liza Marklund - der findes et særligt sted i helvede for kvinder der ikke hjælper hinanden.* reklamelink, så vil du måske også overveje at gøre det samme. Jeg troede egentlig på de der historier med at kvoter i bestyrelser var noget fis, men efter at have læst bogen kan jeg godt se at vi bare ikke kommer videre hvis ikke vi gør noget, og kvoter er måske det bedste forslag der findes lige pt. Forleden dag læste jeg en artikel om at forskningen nu viser at kvinder ikke er bedre til at multitaske end mænd, kvinder laver bare mere (læs den her). Det kommer ingenlunde bag på mig, men det motiverer mig til at heppe mere på kvinder.

Hver gang jeg skriver om mit liv som solomomboss, så modtager jeg mindst 5-10 mails eller beskeder fra kvinder der nærmest undskyldende fortæller at de ikke har det lige så hårdt som mig, for de har jo en mand, men at de VIRKLIG godt kan genkende det jeg beskriver og de føler sig faktisk ret alene om det med børnene. Og hver gang må jeg fortælle dem at jeg måske i virkeligheden er den af os to der har det nemmest, for jeg ved præcis hvad jeg har, så jeg skal ike både være alene og leve med det svigt som de her kvinder (helt berettiget) lever med.

frejamay november søstersind

Og nu kommer min momboss-gangsta lige op i mig. FUCK kvinder er seje. Og ja der er altid undtagelser og #notallmen og #notallwomen og “notalldinosaurs men generelt. Vi får mindre i løn, vi laver mere, vi kæmper imod glaslofter og strukturer der er perfekte til at holde os nede, vi udsætte for mere partnervold og slås oftere ihjel, samtidig med det skal vi opfostre de små borgere som lige om lidt skal bære vores samfund videre, men vi må satme ikke opfostre dem alene, nej nej, vi skal have de børn med en mand, ellers er det også forkert, og så skal vi smile og hvis vi er vrede er vi hysteriske, men hvis mænd er vrede så er det simpelthen så super sagligt og i orden, og ingen beder en vred mand smile fordi han så vil se meget sødere ud. Og når vi så klarer os godt eller har gennembrud så skal vi hagles ned. Jeg er to gange blevet beskyldt for at knalde mig til gode stillinger fordi folk simpelthen ikke kan kapere at en kvinde kan være dygtig til noget andet end at være mor. Eller. Det kan hun heller ikke, hvis man skal tro mængden af de tvivlsomme artikler der flyder alle vegne, fyldt med “eksperter”, der har svaret på de 7 dødssynder mødre begår mod deres børn. Jeg læste lige en af de artikler i går. Min patter faldt sgu næsten af af ren og skær træthed.

frejamay november søstersind søsterhood søsterskab

Vi burde fandme have en eller anden orden. Eller et håndtegn. Sådan et “yo, du er kvinde, du laver mere, du hare strukturerne i mod dig, jeg hylder dig, uanset om søvntræner dit barn eller bager din egen pasta selv eller spiser de fleste måltider på McDonalds. Så hylder jeg dig, yo!” - ligesom når motorcyklister hilser på hinanden. Ingen ved om man hilser på en massemorder, man ved bare han/hun kører motorcykel og så får man lige en hilsen med på vejen.

Det her er den nye tid. Tiden hvor vi hylder hinanden, tiden hvor vi forventer at blive behandlet ordentligt, uanset om det er af vores kærester, arbejdsgivere eller retssamfundet. Tiden hvor vi bekymrer os om vores medmennesker og ikke længere vil være med til at vi ikke behandler vores børn, ældre, syge og svage dårligt mere fordi der skal være råd til en ny Audi. Hov, nu blev jeg lige politisk, det var ikke meningen. Men du forstår hvad jeg mener?

Men Frejamay, jeg har mødt en ond kvinde engang. Og det kan du tro, det har jeg også, og det er nok ikke sidste gang det er sket at du har mødt et ondt menneske, eller i hvert fald en der opførte sig ondt. Men det har bare ikke noget med det her at gøre.

Like en søsters business. Del en søsters budskab. Tag del i en søsters debat- Jeg deltager ofte i debatter om voldtægter, og selvom jeg ofte står alene (fordi jeg ikke synes at det er en kvindes egen skyld at hun er blevet voldtaget), så kan jeg se hvor mange MANGE der liker det jeg skriver. For et halvt års tid siden fik jeg en mail fra en kvindelig læser som skrev at hun havde læst en debat om voldtægt, og hun var simpelthen blevet så modløs over tonen og det kvindehad som (jo det gør) lever i allerbedste velgående. Men så var jeg poppet op, og hun havde følt sig SÅ set og SÅ hørt og grebet af mine kommentarer, selvom vi aldrig har udvekslet et ord hende og jeg. Og det skal vi huske. Det er aldrig lige meget.

Så hvis du ikke har noget at sige så del eller like, hvis du ikke vil stå offentligt ved en deling eller liiking af en søster der “tager en for holdet”, så skriv til hende privat. Du kan altid bare sende et hjerte. Jeg ved selv hvor pissealene man kan føle sig i debatter, sager, shitstorme osv. Og det betyder så ufattelig meget hver gang der er en søster der skriver til mig at det jeg laver har en betydning, at det ikke er lige meget. Hver gang jeg tror jeg står helt alene i mørket, og jeg skriver om det, så kommer der 5.000 søster (og et par brødre!) og tager om mig og fortæller mig “jeg er her sammen med dig, vejen skal du træde selv, men jeg går lige ved siden af dig og passer på dig”.

Det er den nye tid. Det er søstersind og søsterhood og søsterskab. Og jeg håber inderligt du vil være med på den rejse <3


30 dages facebook-blokering og livet i flytterod

public.jpeg

13 flyttekasser er pakket, de står stablede i stuen, klar til at blive flyttet. Jeg har opdaget at jeg faktisk ikke ejer ret mange ting længere, og det er simpelthen så rart, nu hvor vi om ganske kort tid skal flytte til noget større. Og med endnu en blokering fra facebook, så er der masser af ekstra tid til at nye flytteprocessen.

Her går det godt. Jeg synes dagene er lidt lange for tiden, med små børn der vågner tidligt og falder sent i søvn. Så når klokken nærmer sig 19 så synes jeg egentlig godt ungerne må sove. Det synes de så ikke. Så jeg ender lidt med at være en sur mor i de her dage.

Til gengæld er jeg en ret glad mor de resterende timer, for jeg glæder mig simpelthen så ubeskrivelig meget til at skulle flytte. Vi afventer stadig den præcise dato (det bliver senest 15/9), og stod det til mig måtte det gerne være i morgen. Eller i går. Jeg er SÅ klar på at rykke vores liv videre til et nyt kapitel med langt mere plads og rum til udfoldelse. Jeg er så dybt taknemmelig for hvad livet i Brede har givet os. Jeg landede her i en ekstremt svær tid, og jeg fandt ro og grounding og fik et barn mere. Det har været fantastisk. Og nu er tiden bare inde til at vi flytter os.

public.jpeg

Hvordan reagerer pigerne?

Altså, Emmalia er ret meget med. Hun og jeg bruger aftenerne på at kigge på inspirationsbilleder af børneværelser på instagram. Forleden sagde hun “moar, jeg glæder mig rigtig meget til alt det nye, men jeg kommer også til at savne alt det gamle”. Hun er en klog pige, min Emmalia. Jeg kunne kun give hende ret. Selinna ved jo ikke rigtig hvad der skal ske, hun synes bare det er sjovt at stuen ligner en lille lagerhal, og er helt sikkert glad for at mor er glad.

Jeg selv kan faktisk ikke sove af spænding for tiden. Jeg går i ordentligt tid i seng (næsten), og så ligger jeg bare og vender og drejer mig i en time indtil jeg hiver telefonen frem og kigger på billeder fra vores nye hjem, og hopper på pinterest og får ideer.

En ting er helt sikkert, jeg skal have det her badekar for voksne i mit nye hjem. “Men Frejamay, har du ikke sagt at du går ind for bæredygtighed?” og jo det har jeg, men bæredygtighed, for mig, betyder ikke at jeg overhovedet ikke må købe noget nyt. Bæredygtighed, for mig, handler om at passe godt på planeten alle de steder jeg kan, minimere mit forbrug og kun omgive mig med ting der gør mig glad. Det her kommer til at gøre mig rigtig glad, jeg har ønsket mig det siden jeg fandt ud af at det var opfundet, men jeg har ikke haft plads. Før nu. Så det her bliver min indflyttergave til mig selv.

public.jpeg


Facebook blokering

Så ja, min hjerne er totalt i flyttemode. Og ekstra meget fordi jeg er blokeret fra facebook. Yes. Der er sket det at jeg i 2017 har delt et blogindlæg som indeholder et meget smukt billede af min gravide mave. Blogindlægget er delt på min blogside (her). Tilbage i 2017. Det har facebook så lige opdaget IGÅR. Derfor har de nu blokeret mig i 30 dage. Jeg har klaget, men de fastholder at min gravide mave krænker fællesskabet (modsat pornobilleder, vold mod børn/dyr/kvinder, som alle jo ved er fællesskabsstyrkende indhold). Så jeg har taget blokeringen som en pause, og en tid til at tage en vigtig beslutning.

Jeg har længe, i flere år, haft det meget blandet med facebook. Facebook tager mere og mere tid, tonen bliver mere og mere modbydelig, jeg har et par shitstorme på mit influencer-cv og jeg bliver bombarderet med ting jeg ikke ønsker i mit liv: voldeligt indhold, politisk bullshit, folks ligegyldige meninger om ligegyldige ting, mænd der tror jeg elsker dickpics og meget andet. Og havde det så bare været det. Men det er det ikke. Facebook er også stedet hvor jeg connecter med virkelig mange mennesker, hvor jeg har mødt de fleste af mine venner i dag, hvor jeg følger med i folks liv og hvor jeg er med i grupper og fællesskaber jeg ellers ikke ville være med i. Så det er ikke så enkelt, og jeg er normalt stor fortaler for teknologisk udvikling. Men spørgsmålet er om mit liv bliver bedre uden facebook? Nu har jeg 29 dage til at teste det.

Jeg fortsætter naturligvis på min blogside på facebook og så på instagram som jeg er ret vild med, så helt væk er jeg ikke. Og så kommer der en del nyt på bloggen henover de næste måneder, så den står alt andet end stille. Men jeg går i tænkeboks, og så må jeg se hvor jeg lander henne når min blokering er slut.

Hav en awesome mandag!

P.S. Selinna har lært at sige “Tissemand” i dag. Jeg er så stolt!


(Spiritual read) Tid til at steppe up i dit liv (og mit)

public.jpeg

Nu kommer der en lang smøre fra mit hjerte og ud til internettet. Ucensureret og uredigeret (okay slåfejl rettes, men ellers ikke). Jeg har glædet mig hele dagen til at kunne skrive det her.


Jeg elsker at dele livet. Livet når livet er fantastisk og livet når livet er forfærdeligt. I dag havde jeg første session hos min nye fantastiske kropsterapeut Siff Storm (*reklame fordi jeg har et blogsamarbejde med Siff, det fortæller jeg meget mere om senere), og her kom jeg i kontakt med mig selv igen. Hele mig. På blot en time.

Det har været sådan en magisk rejse at blive mor til to. Det er uden tvivl den hårdeste og mest udfordrende rejse jeg nogensinde har været på, men det er samtidig også den mest lærerige, kærlighedsfyldte og ikke mindst selvudviklende rejse (indsæt forpustet smiley). Jeg har haft fuld fokus på mine to vidunderlige børn. Fuld fokus. Så da jeg i dag kort skule fortælle Siff lidt om hvem jeg er og var, så var der mange ting der kom op til overfladen igen. Billeder af mig som der ikke har været plads til i mit “mor-tunnelsyn” det seneste år.

Så her kommer først og fremmest en lille selvhyldest.

public.jpeg

Jeg er en skidegod mor. Ikke fordi jeg er perfekt eller når alting eller har et rent hjem (det har jeg ikke) eller kun giver mine børn sund mad eller altid taler i øjenhøjde og aldrig råber (ja jeg råber af mine børn af og til). Nej. Jeg er en skidegod mor fordi jeg er ægte overfor dem. I morges hævede jeg stemmen fordi jeg hader når Emmalia stikker ting op i hovedet på mig. Koste, sko, mad, ting og sager. Sådan drikke-agtigt. Jeg synes overhovedet ikke det er sjovt. Og det har taget mig virkelig lang tid at lære at jeg godt må have (alle mine) grlnser overfor mine børn også. Hvis de skal lære at respektere andre menneskers grænser, så skal de starte med at lære at respektere mine, præcis ligesom jeg respektere (alle) deres. Og det er en god mor i mine øjne.

Jeg er også en stærk mor. Jeg lærer mine børn at mærke efter i sig selv, og der er meget lidt jeg dikterer. Mine børn er dem der kommer gående uden overtøj på når det sner, fordi det er sundere for mine børn at lære hvornår det er varmt og koldt på egen krop, end at jeg fortæller dem hvornår de skal have varmt og koldt tøj på. Hvis de minder bare lidt om mig, så fryser de måske 2-3 gange årligt, ellers har vi det generelt ret varmt.

public.jpeg

I øjeblikket er jeg ikke særlig nærværende og jeg gider ikke svare på Emmalias 1187497 daglige spørgsmål. Så det siger jeg til dem. Men børn skal, efter min mening, heller ikke lyttes til og høres på fra 6 morgen til 21 aften hver dag året rundt. Det er helt okay at sige at man ikke har tid eller lyst til at være på. Selvfølgelig er jeg der hvis de har brug for mig (har slået sig, er sultne mv), men den måde at være mor på resulterer i at mit barn på 4år i dag sagde “mor, jeg har behov for lidt ro lige nu, så jeg går ind i soveværelset og lukker døren lidt”. Og det gjorde hun. Jg kendte sgu ikke mig selv så godt da jeg var 4 år gammel.

public.jpeg

Jeg er en god rollemodel for mine børn. Jeg har eddermame været igennem meget i mit liv, og jeg har fundet nogle ret gode måder at komme igennem livet på og få det bedste ud af ALT, især de svære perioder. Uanset hvor meget vi skåner vores børn, så slipper de ikke for livet. Jeg kan lige så godt tage dem med på rejsen nu. Jeg kigger altid på en ny situation (god eller svær) og ser efter hvilke muligheder den giver mig og hvordan den situation på en eller anden måde kan hjælpe mig i livet. Der er altid folk der spørger hvordan jeg får nået så meget og hvorfor jeg ikke lader mig slå ud af alt det jeg har været igennem. Well, fordi jeg har en grundtro på at jeg kan bruge alt der kommer til mig. Også livskriser og svære tider.

Betyder det at jeg hopper og danser hver gang livet er svært? Hell no. Jeg dykker ned i alle følelserne, brokker mig, græder, råber, har ondt af mig selv lidt, men fordi jeg tillader mig at være i det hele, så varer det svære sjældent ret lang tid, og jeg kommer hurtigt tilbage til min handlekraft igen.

Mit ønske er at jeg bliver bedre til at hylde mig selv på rejsen, både for min egen skyld, men også fordi mine piger altså spejler sig i mig hver dag. Jeg vil være mere stolt af mig selv, for jeg har simpelthen så meget at være stolt af. Jeg vil være bedre til at tale mig op, stå ved mig selv, rette ryggen og sige “true” når nogen roser mig.

public.jpeg

For et halvt års tid siden læste jeg Marie Kondo’s bog “magisk oprydning” (køb den her * reklamelink). Den har hjulpet med mig at strømline mit hjem og kun efterlade ting i min bolig som jeg virkelig elsker. I bogen skriver hun at hun ofte oplever, at når hendes kunder har været igennem processen med oprydningen, så kommer der en ny bolig til dem eller et nyt job eller lignende. Jeg tror meget på den slags. Jeg tror på at vi hele tiden udsender noget til universet, og at universet sender noget tilbage. Derfor er vores ord vigtige, derfor er det vigtigt hvem vi omgiver os med, derfor er det vigtigt at vi siger højt hvad vi gerne vil have i stedet for at have fokus på alt det vi ikke vil have. Jeg har faktisk en inspirerende historie jeg lige vil dele som underbygger min pointe her.

Da jeg læste til coach for over 10 år siden begyndte mit liv at ændre sig drastisk. Jeg begyndte at sidde i førersædet af mit liv i stedet for at løbe efter bilen uden fører. Jeg begyndte at få succes med min blog. Jeg begyndte at blive inviteret til events med kendte mennesker. Jeg begyndte at hænge ud med seje mennesker jeg kun havde set i Go’ morgen Danmark. Jeg begyndte at sige farvel tll venskaber der ikke var gode for mig, forhold der ikke var gode for mig og sige goddag til venner der levede på samme frekvens som mig. Ting skete, mine projekter havde succes, tiden var magisk. Men …

Da jeg havde en session med min coach påpegede hun at jeg hele tiden omtalte mit “nye liv” som “sindssygt”. “det er sindssygt det her sker!” og “det er sindssygt jeg skal i Go’ morgen Danmark” og “det er sindssygt at jeg har fået så mange tilmeldinger til mit foredrag”. Min coach spurgte ind til hvad “sindssygt” egentlig dækkede over. Og det gik op for mig at de ord der gemte sig bag mit “sindssygt”, det var

  • for godt til at være sandt

  • gode ting forsvinder nok igen om lidt

  • uvirkeligt

  • utroligt

  • ikke noget jeg fortjener

og så videre. Jeg tog på ingen måde ejerskab over mit nye liv, og jeg fortsatte med at holde mit nye liv ude i strakt arm, for så ville det ikke gøre så ondt hvis det hele forsvandt igen. Så jeg besluttede mig for at ændre mine ord. I stedet for at kalde alle de fede nye ting i mit liv for “sindssygt” så sagde jeg nu “det er helt normalt”. Og hvis jeg kom til at sige “sindssygt” så kunne jeg bare rette det til “jeg mener, det er helt normalt”. oG fordi jeg havde fokus på at tage ejerskabet over at JEG havde skabt den succes, så blev det mit nye normal, og har vært det lige siden. Og det er det energi/ord/oprydning/frekvenser og så videre kan, når vi arbejder målrettet med os selv og de energier vi har til rådighed.

Og det er derfor jeg er så glad for at jeg efter min oprydning med Marie Kondo kan se at jeg “bliver belønnet” med et nyt hjem til pigerne og mig. Jeg kunne ikke komme videre her, jeg havde fået det ud af stedet og boligen som jeg kunne. Jeg har elsket hver eneste dag jeg har boet her og jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har sagt “ej hvor jeg bare elsker vores hjem”. Og nu er tiden inde til at takke vores hjem, sige farvel, og sige goddag til det nye hjem.

Egentlig er det ikke så tit jeg skriver om spirituelle ting her bloggen (er det?), men det er fordi det for mig ville svare til at jeg skrev om min opvask eller tøjvask. Den her del at livet, den spirituelle, det energetiske, det har altid været en stor del af mit liv, men altså ikke noget som jeg har behov for at blæse stort op eller går og skilter med. Det er bare. Jeg er bare spirituel. Jeg tror på energier, jeg arbejder med massivt store energier når jeg teamcoacher store teams i virksomheder. Det behøver jeg jo heldigvis ikke sige til nogen, kunderne skal bare se resultater, og det gør de heldigvis også.

public.jpeg

Så. Indlægget i dag er egentlig mest for at minde mig selv om mig selv. Om hvem jeg er. Jeg fik en virkelig god kontakt til mig selv efter min time hos Siff (som jeg LOVER at fortælle meget mere om, jeg har et par sessioner til hos hende inden jeg skriver mit store blogindlæg til og om hende).

Jeg har haft så meget modstand og modgang i mit liv, men jeg synes faktisk selv jeg har formået at få absolut mest ud af livet alligevel. Jeg føler mig rig, priviligeret, jeg er blevet beriget med to små vidunderlige børn, jeg kender de mest fantastiske mennesker, jeg har de mest fantastiske arbejdsopgaver, jeg har haft de mest vidunderlige hjem. Jeg er en fri fugl selvom jeg både har været igennem overgreb, misbrug, kriminalitet, svigt, stress, mobning, tvangsauktion og alt mulig andet. Jeg står her, 25ognoget år gammel (høhø), og jeg er lykkelig.

Det ville jeg egentlig bare gerne dele med dig. Livet er at leve det hele, både de lyse og de mørke dage, at have sig selv med i dem, at vide at man sagtens kan grine på en tung dag, selvom den er tung, og græde på en solskinsdag selvom solen varmer hele kroppen. Det hele er bare øjeblikke efter øjeblikke og det ene er ikke mere forkert end det andet. Jeg har ikke mødt særlig mange mennesker der forstår hvad den her passage handler om. men jeg har mødt få, og dem holder jeg fast i, for de prøver aldrig nogensinde at få mig et andet sted hen end lige præcis der hvor jeg er. Det er så værdifuldt.

Fuck jeg er kickass!

Og det var dagens spirituelle indlæg herfra >3


Q&A om vores flytning

public.jpeg

Det er mærkeligt at pakke et helt andet liv ned, end det liv jeg pakkede ud her i Brede for 3 år siden. For 3 siden boede jeg på hemmelig adresse, førte krig i statsforvaltningen, havde Emmalia i vuggestue uden at nogen vidste det, havde boet flere måneder på folks sofaer indtil lejligheden her var klar. Nu er tiden inde til helt nye og store eventyr for os allesammen. I den forbindelse har jeg samlet en del af de spørgsmål jeg har fået fra jer skønne læsere.

A) Hvorfor flytter i?

Det korte svar er at muligheden bød sig. Jeg har tænkt op at finde noget større i noget tid, men ikke for alvor, så da jeg var hos en venindes indflytterfest sagde jeg lidt henkastet at hun da godt måtte sige til hvis der blev noget ledigt i ejendommen. Det gjorde der så, og for et par uger siden så vi så lejligheden og sagde ja med det samme. Der er mange små grunde til at vi flytter. Et træls forhold til en vicevært, stigende behov for mere plads osv. Men mest af alt flytter vi fordi tiden bare er inde til at rykke videre.

B) Hvor skal i flytte hen?

vi flytter fra Brede i Lyngby til Lyngby C. Vi har fået en stor 3 værelses lejlighed med stort bad og børneværelse til pigerne, en veninde i opgangen ved siden af, sød vicevært og en går og gårdhave hvor pigerne kan lege. Det er tæt på biblioteket og mølleåen, som vi kender og så skal vi ellers lære det nye område godt at kende. Vi glæder os!

public.jpeg

C) Får pigerne så deres eget værelse?

ja det gør de. Jeg glæder mig helt afsindigt til at indrette deres værelse sammen med dem. Emmalia og jeg har allerede tilbragt timer på pinterest og har søgt inspiration til hvordan deres nye børneunivers skal indrettes. Det bliver så godt!

D) Var du ikke glad for at bo i Brede?

jo! Helt vildt faktisk. Her er alt hvad man drømmer om. Masser af natur, gode institutioner, idyl, gode forbindelser med offentlig transport, gratis parkering, gode naboer, folk der hilser om morgenen. Jeg elsker Brede. Vi flytter ikke fordi vi ikke kan lide at bo her, vi flytter fordi nye muligheder er opstået.

E) Skal pigerne beholde deres institution?

ja. Emmalia bliver i den samme børnehave og Selinna starter i samme institution til december hvor hun skal køres ind. Så jeg tager ladcyklen eller bussen til Brede hver morgen alligevel, så helt farvel til Brede bliver det ikke. Mine naboer er også ret kede af at vi flytter så vi skal selvfølgelig forbi og hilse på i ny og næ.

public.jpeg

F) Hvordan forbereder du pigerne på flytningen?

Jeg fortalte pigerne om flytningen så snart jeg selv var landet i beslutningen. Jeg vidste med det samme at jeg ville sige ja til lejligheden, men det tog mig et par dage lige at få sjælen med. Så snart alt var på plads indeni, fortalte jeg pigerne at vi skal flytte til et nyt hjem snart. De har jo set lejligheden, de vidste bare ikke den skulle blive vores.

Selinna er for lille til at forstå hvad der sker, men Emmalia er i fuld gang med at processe. Hun leger flytning med sine venner, hun spørger dagligt om de her bamser eller den her bog eller de her ting også skal flytte med. Hun og jeg drømmer store drømme med børneværelset og jeg prøver at skabe en dejlig eventyrstemning omkring det at vi nu skal bo et nyt sted. Det bliver en omvæltning, men en rigtig god en. Vi er allerede begyndt at pakke hjemmet ned og hver dag har vi mange snakke om at sige farvel og sige goddag til det nye.

G) er din gamle lejlighed så ledig?

Ja og nej. Der har allerede været en del mulige nye lejere for at kigge på den, så jeg mangler ikke flere interesserede :-)

H) er der mange børn der hvor i skal flytte hen?

ja det er der. Og mange på Emmalias alder. Der er legeplads og have i gården og vi bor 5 minutter fra biblioteket. Det kunne ikke være bedre!

Er der noget jeg har glemt at svare på?

Det her ved du ikke om din yndlingsblogger - et smugkig ind behind the bloggerscenes

frejamay november blogger

Åh jeg vil så gerne dele lidt af min verden med dig, især fordi det her er noget af det bedste ved at være blogger, hvis du spørger mig. Nu har jeg lavet det her i over ti år, fordelt over 4-5 forskellige blogs, og der er intet som kontakten med læserne, dig, som kan røre mit arbejds-passions-hjerte. Men først, lad os lige dræbe nogle blogger-myter.

Det virker som om der er mange der har nogle helt urealistiske billeder af hvad det vil sige at være blogger, og være en af dem som lever af blogging. Folk tror man skriver et indlæg på 10 minutter, tager til reception med nogle kendte mennesker, får alting gratis og så vælter det bare ind med penge på kontoen. NØJ hvor ville det være fedt hvis det var sandt. Det gad vi da allesammen godt, ikke?

Sådan er det ikke. Jeg kender ikke en eneste dansk blogger der lever sådan (og jeg kender de fleste). De fleste der blogger professionelt, de har arbejdet gratis i mange år. Når man så begynder at blive anerkendt og de kommercielle interesser “vælter ind”, så lyder mails ofte sådan her (real deal!)

“Kære blogger (bloggere har jo ingen navne, det ved alle)

Vi har fulgt din blog med stor interesse, og føler den rammer rigtig godt ind i vores målgruppe. Derfor vil vi høre om du vil skrive et blogindlæg om vores helt unikke brudekjoler, og som tak, så kan du få en rabatkode på 15% (skrevet med fed), som du kan dele med dine læsere,

send mig gerne alle dine data på din blog, og så synes jeg vi skal snakkes ved om et samarbejde,

Kærlig hilsen

Marketingtype”

Så, nu oversætter jeg den lige til almindelig dansk:

“Kære indehaver af en webside som vi kan se er populær,

Vi vil gerne have snablen ned i dine læsere og følgere, men vi vil ikke betale en krone for det. Derfor vil det passe os glimrende hvis du gider lave det gratis arbejde, ulønnet naturligvis, og så sende en masse dejlig gratis trafik over i vores webshop, hvor vi forhåbentligt kan øge vores omsætning med den her rabatkode, som du heller ikke får en krone ud af.

Lyder det ikke bare som en god idé? Send os data på alt hvad du har bygget op, og så revurderer vi lige om vi står ved vores fantastiske tilbud til dig,

Med venlig hilsen

en der er røvligeglad med hvem du er og hvad du laver”

Du kan være helt sikker på at din yndlingsblogger har skulle spilde tid på 10-20 af de her mails før der viste sig at være et godt produkt som har en oprigtig interesse i at samarbejde, måske at udvide samarbejdet hvis første pilotprojekt går godt. Din blogger er også redaktør, så det gælder naturligvis om at finde nogle brands der læner sig op af bloggerens brand, og som ikke går ind og forstyrrer eller skaber forvirrende budskaber. Derfor reklamerer jeg eksempelvis som solomomboss til to børn jeg fik med min underbo IKKE for brudekjoler. Jeg reklamerer som klimaaktivist heller ikke for RoundUp og som menneske heller ikke for DF. To name a few.

Men jeg reklamerer. Det er efterhånden nogle år siden jeg tog beslutningen om også at være en kommerciel blogger. Jeg så en mulighed for at gøre blogging til en levevej, og jeg besluttede mig for altid at bevare min integritet når det kommer til kommercielt indhold på bloggen. I dag er jeg glad for det, det åbner mange nye døre og jeg har mødt nogle fantastiske samarbejdspartnere denne vej igennem. Altid win-win. Win. Jeg prøver at balancere mit indhold så du ikke bliver bombarderet med reklamer, men sådan så jeg stadig har en god indtægt på bloggen og kan se mig selv i øjnene. Nu hvor jeg det sidste års tid har haft øget fokus på bæredygtighed spiller det naturligvis også ind i mine valg af samarbejdspartnere.

IMG_7671_bw.jpg

Der ligger så meget arbejde som du aldrig får at se. Udover at finde ud af skatteregler og markedsføringsregler, fordi du som blogger jo er et medie (bare uden mediestøtten), og det er faktisk lidt en jungle af finde ud af hvad der er det rigtige at gøre, så er der den samme arbejdsmængde som alle andre selvstændige med regnskaber, omkostninger, pension, løn, kurser, sparring osv. Hvis du er heldig så får du dig også et par stalkere. Dem har jeg af og til. Jeg har fået alt fra dødstrusler til trusler om læsere der vil melde mig til kommunen (da jeg skiftede Emmalias navn kom der et par stykker af dem fordi jeg jo umuligt kan være en god mor når jeg skifter min datters navn midt i hendes identitetsdannelse). Jeg har haft en læser er udgav sig for at være psykolog, og som sendte mig (meget) lange mails med dybdeborende analyser af hvordan mine blogindlæg naturligvis måtte handle om et forkvaklet forhold til min far. Vildt grænseoverskridende.

Når jeg åbner min mail ved jeg faktisk aldrig helt hvad der venter mig. Om der ligger de mest rørende og fantastiske læserbreve (dem vender jeg tilbage til om lidt), eller om der er dødstrusler eller et par “Hej blogger” mails eller hvad der venter. Jeg har stadig til gode at få den der “Hej Frejamay, jeg skriver fordi jeg gerne vil give dine børn og dig en lækker tur til Marokko med alt betalt, du må tage en barnepige med på vores regning, er det noget for dig?”, men det kan være den mail bare er lidt forsinket.

Til gengæld, så bruger jeg mega gerne tid på at besvare mails og kommentarer og direct messages. Jeg har 5-6 indbakker man kan kontakte mig i. Mail, instagram, facebook, facebook side og via kontaktformularen her på min blog. Udover alle de steder man kan skrive kommentarer og kommunikere med mig den vej. Det er mange. Men det er så fedt og dejligt og befriende og rørende og inspirerende at læse hvad du tager med dig fra bloggen her, hvad det sætter i gang, hvad du kan genkende, hvad du slet ikke kan genkende, men som alligevel sætter noget i gang hos dig. I dag har jeg svaret på følgende spørgsmål i mine indbakker:

  • Hvor stor aldersforskel er dig på dine to piger, og er du glad for at du valgte sådan (3 år og ja meget)

  • Hvad måler dine piger klap-sammen badekar? (65x25)

  • Ser dine børn stadig deres far (ja, hver uge)

  • Hvor er de blå smækbukser fra du havde på for noget tid siden, de er megafede (Monki)

  • Kan du ikke skrive et blogindlæg om bloggerlivets bagsider og hvordan du fandt ud af du ville være blogger? (Jo :) )

  • Kan du anbefale en god advokat hvis man skal i retten mod sine børns far (nej, men kontakt mødrehjælpen, de kan hjælpe)

Det giver mig kæmpe indsigt i hvad der rører sig ude hos dig når du kommunikerer med mig. Og det er derfor at jeg nogen gange er lidt længe om at svare, for jeg har virkelig run på indbakkerne. Men jeg læser alting, og jeg svarer også så vidt muligt på alting, men der er mails, kommentarer og beskeder der af og til glipper. Det er aldrig med min onde vilje.

Det jeg egentlig vil sige er at det bedste, det er kontakten med dig. Min verden åbner sig og jeg bliver altid beæret når jeg får mails som indeholder en kæmpe tillidserklæring til mig og historier som ofte aldrig er blevet fortalt til nogen før. Det er så magisk og ubeskrivelig stort at vi har bygget et tillidsbånd op hvor det her kan lade sig gøre. At jeg har dig og du har mig. Det vil jeg virkelig gerne takke for. Jeg synes der er sådan en fin tone på bloggen, i kommentarerne og i langt de fleste mails jeg får. Det er ikke alle der er så heldige.

IMG_7172_bw.jpg

Jeg startede med at blogge for mange år siden, og jeg har så mange gode historier og tips jeg gerne vil dele. Jeg tænker på at lave et online foredrag som du kan købe en plads på, ville det være interessant for dig? Og hvis ja, hvad ville du så specifikt gerne høre noget om? Så kan jeg designe det bedste foredrag! Jeg tænker at lave det online i en lukket facebook gruppe som man køber sig adgang til, og så kan man se foredraget igen og igen og igen. Mange af os har jo børn, så måske kan vi ikke lige være online på samme tid.

I hvert fald, så vil jeg bruge dette blogindlæg til at sige dig en KÆMPE tak fordi du er med på denne rejse. Blogging er noget jeg har været med til at skabe og udvikle i Danmark, og det er et kæmpe priviligium at være nået hertil i dag, sammen med dig, uanset om du har været med fra starten, eller først er hoppet med i dag.

Spørg endelig løs hvis der er mere du gerne vil vide om bloggerlivet, jeg vil så gerne svare.

En hilsen fra helvede

Skærmbillede 2019-08-12 kl. 22.38.41.png

Velkommen til min første dag på den anden side af helvede. Tænkte jeg ville dele den med dig. Dagen. Eller måske skriver jeg mest den her blog fordi jeg vil dele den med mig selv. Doesn’t matter.

For lidt over en uge siden blev vi alle tre ramte af sygdomme herhjemme. Jeg blev ramt af feber og forkølelse og mistede min stemme i nogle dage. Ems fik det samme som mig, og Selinna fik æren af en omgang falsk strubehoste, og en kærlig besked om lige at ringe 112 hvis hun ikke kunne få vejret. Det er her, det er hårdt at være alene, for jeg bliver bange og utryg når jeg skal passe to børn, selv er ramt af relativ høj feber og skal lytte efter vejrtrækning, især om natten. Selinna har haft feber i over en uge, hun har siddet på mig, ligget på mig, været på mig, og det samme har Ems i perioder. Vi har spist pizza de dage vi kunne spise noget, og ellers har det været rester og rugbrødsmadder. Jeg har ikke tjekket mail i en uge. Det er aldrig sket før. Jeg har sluppet alt for at være der for mine børn.

Og i dag er første dag på den anden side. Men jeg sværger jeg har været igennem helvede. For efter de første 3-4-5 nætter hvor hver nat tilbringes med at vugge en feberramt søløveunge ud ad vinduet for at hun kan få luft, så begynder psyken at knække. Overskuddet smuldrer, og jeg har været en rigtig lortemor de seneste par dage. Fucking øv. Jeg bliver den værste udgave af min mor og far, alt det jeg hader fra dem, og det udsætter jeg mine egne børn for når jeg ikke har sovet i en uge, ikke rigtig har spist og ikke har fået fyldt min egen tank op. (ingen grund til at ringe til kommunen, mine børn har det fint, jeg er bare ked af jeg ikke har haft overskud)

I onsdags skulle jeg til kropsterapi. En aftale jeg har haft i kalenderen i flere måneder. Min første date med mig selv i over et år. Jeg blev nødt til at aflyse den fordi vi var møgsyge allesammen. Onsdag var dagen hvor vi fik konstateret falsk strubehost hos Selinna. Jeg var rædselsslagen fordi hun ikke kunne få vejret. Og jeg var i kæmpesorg fordi min eneste date med mig selv gik i vasken.

Ensomheden er normalt ikke en ven der følges ret meget med mig i livet. Jeg elsker at være i mit eget selskab, og jeg tror jeg kan tælle på en hånd hvor mange gange jeg har følt mig ensom og alene i mit liv. Men den sidste uge har ensomheden fyldt mig op. Trætheden, tomheden, aleneheden har larmet i mit hovede og har givet mig hovedpine hver dag. Jeg har aldrig hovedpine ellers.

Men det er sådan her jeg lærer i livet. Jeg må gå igennem de her ture i helvede, og så lærer jeg, og så skynder jeg mig at ændre på det der ikke fungerer når jeg kommer til kræfter igen. Og så reflekterer jeg og ændrer på lidt mere. Men det er skidehårdt. Og jeg har lært at jeg ikke skal stå alene i sådan en omgang her igen. Never. Så jeg skal have skabt et netværk af et par personer som jeg kan trække på. En barnepige og en reservebedste og måske en back-up barnepige. Så snart min flytning er på overstået om en måned, så skal jeg have fundet et ressourcestærkt mini-team. Og jeg glæder mig! Det bliver fedt at finde de rigtige mennesker, og det bliver endnu mere fantastisk at have fast tid til mig selv hver uge. For det er der jeg har fejlet. Jeg har glemt at man ikke kan give i et helt år uden selv at blive tanket bare lidt op engang i mellem. Det går bare ikke. Og vi betaler alle for høj en pris for at jeg ikke bliver tanket op. Jeg har sagt undskyld til mine piger. Jeg mangler at undskylde til mig selv.

Jeg har hverken tid eller lyst til at tage på dyre forældrekurser der skal lære mig “metoder”, når livet er min masterclass hver eneste dag. Der er så meget at lære, der er så meget at vokse med og være nysgerrig på. Jeg har haft alle mulighder for at dulme min ensomhed, min smerte og min selvmedlidenhed den sidste uge. Et glas vin, kage, chips eller slik. Men jeg valgte at lade være. I stedet har jeg grædt. Jeg har grædt en hel masse. Det behøver jeg ikke gøre nu, for jeg har renset ud og jeg har ikke et efterslæb. Ikke andet end at jeg skal være en bedre veninde ved mig selv. Jeg dømmer mig selv så hårdt fordi jeg ikke kan efterleve mine værdier og standarter når jeg er allermest presset. Selvom jeg VIL. Jeg er stadig ikke der hvor jeg accepterer den jeg er når jeg er under massivt pres. Den dag må komme en anden dag. Det kunne bare være så nice hvis det var snart.

Hold kæft hvor er det hårdt at være forældre når man selv er syg med syge børn. Det må man godt sige uden at man skal have smækket verdens dårligste kommentar i hovedet der hedder "(indsæt selv bøvet ekstrabladet-stemme) “nåmen du har jo selv valgt det”. Ja for fanden, vi har allesammen selv truffet en masse valg der gør at vi lever det liv vi lever. Men derfor må vi godt have sympati med hinanden. Når du har haft en hård dag på arbejde, føler du dig så støttet og elsket af din mand eller kone der siger “nåmen nu har du jo selv valgt at gå på arbejde, ikke?” Nej. “Kom her og sæt dig, fortæl mig om det”, det er støtte og kærlighed. Mere af det.

Og lige nu har jeg det sådan at jeg ikke har lyst til at udgive det her blogindlæg. For det er ikke inspirerende nok, positivt nok, inkluderende nok, budskabs-agtigt nok. Men ved du hvad? Det skal ud. For jeg har måske i virkeligheden selv brug for at der er lidt flere indlæg a la dem her. Og det er jo derfor jeg har en blog. Jeg skriver de indlæg jeg har brug for bliver skrevet. Og så læser jeg dem selv. Så nu kommer den inspirerende del:

Mamma, du ER god nok. Jeg ved godt du synes det er bullshit, og at du VED du er en dårlig mor. Men det er du ikke. Selvom det har været et helvede den sidste uge (plus to dage nu), så har du:

  • Sørget (godt) for dine børn selvom du næsten ikke kunne stå på dine egne ben

  • Vugget Selinna hver nat i flere timer fordi du var ved at falde om af træthed

  • Prioriteret benhårdt selvom du ved det har konsekvenser der skal ryddes op i asap

  • (Kom nu Frejamay, du skal finde mindst 7 punkter og det her tæller ikke)

  • Okay … hvad mere. Selvom du var længe om det, så rakte du ud og fik læsset af hos gode veninder

  • Du prioriterede dig selv hver dag. Sagde til pigerne “nu er det Youtube Pause, nu skal mor se voksen TV (friends), I må gerne se med, men I må også lege lidt”. Og sådan gik det til at jeg har fået set hele Handmaid’s Tale (når pigerne sov og jeg vuggede Selinna i timer hver nat), og Ems fik en masse skærmfri tid selvom vi alle var syge hjemme.

  • Accepteret at du ikke kan gøre hverken fra eller til med nedpakning af lejlighed mv lige nu før kræfterne er kommet tilbage

  • Fået frisk luft hver dag, og det har dine piger også

  • Og så lige en ekstra, in your face univers! Jeg har gået hele vejen. Selvom rødvin og kage og så videre havde været helt på sin plads, så tror jeg på at det kan være sundt lige at tage turen helt, mærke det hele for at få klare svar og klarsyn. Det virker i hvert fald for mig, og jeg vidste at det her var en af de gange jeg skulle lukke øjnene og åbne hjertet og høre efter, sådan så jeg ikke havner her igen. Tak for det.

Jeg er på vej tilbage, men det er altså derfor der har været ret stille og derfor at “Solomomboss blogtema” har ladet vente på sig. Jeg glæder mig til at dele de sidste interviews med dig, og så håber jeg at alle er raske og ikke skal igennem den samme tur som vi har været igennem. Og hvis du er er nu så vid at det bliver bedre og du kommer ud på den anden side.

<3

Det her sker når vi stopper med at fixe folk og lader dem træde deres egen sti med os som heppekor

Skærmbillede 2019-07-28 kl. 11.20.33.png

Nu skriver jeg et af de der blogindlæg. Og det er svært at skrive et af de her blogindlæg, for det er med hjertet forrest. Det er med hjertet liggende der, totalt sårbart og let at tabe, og alle kan trampe på det hvis de vil. Men jeg ved at jeg ikke er alene i det her rum. Jeg ved også at jeg altid bliver rådet til at lade være med at invitere andre med herind, “fordi branding” og alt mulig andet skørt. Men det her er det jeg (også) kan. Og det er her jeg vokser og heler og græder de tårer der altid har været svære at græde.

Forleden dag tænkte jeg over det med blogging. Et erhverv som mange har en holdning til efterhånden. Og i dag læste jeg et opslag som instagram som måske er årsagen til at jeg alligvel skriver det indlæg der har holdt mig væk fra min computer den seneste uge. Opslaget lyder sådan her:

Alle på instagram er fotografer. Eller en chef. Eller en kunstner. Eller en fashion blogger. Eller en danser. Hvilket er pretty awesome faktisk. Folk havde ikke denne her slags chance for at vise og dele deres talent tidligere. Gør din ting. Vær kreativ. Lad hele verden se det. Undskyld hvis du forventede en joke.

Jeg følte mig set i det citat. Og nu har det rumsteret nogle timer, så nu skriver jeg det, som jeg er så bange for at skrive, men som jeg ved fjerner alle mine indre blokeringer igen. For jeg plejer at isolere mig når jeg er ked af det, eller ser mig selv i et forvrænget spejlbillede. Når jeg kun ser en tyk korthåret mor, der er blevet gammel og træt. Når jeg kun ser en kvinde der ikke kan noget. En kvinde der droppede ud og aldrig rigtig blev til noget. Ikke blev læge, ikke blev journalist, ikke blev modeperson, ikke blev fotograf eller politibetjent. Hun blev tyk og så blev hun træt. Og sur.

Og jeg ved godt det ikke er det fulde billede, men det er hende jeg ser i de her dage. Og hver dag kæmper jeg for at løfte det tunge tæppe væk over mig, og det lykkes også i glimt i løbet af dagen, men om aftenen opdager jeg at tæppet ikke var et tæppe, men var et kæmpe bjerg, som jeg løftede med de bare næver, og om aftenen har jeg ikke flere kræfter tilbage. Og det er om aftenen jeg skal spire og blomstre og arbejde og skabe. Og det eneste jeg kan er at ligge på min sofa og scrolle igennem meningsløse updates inden jeg kravler i seng alt for sent.

Derfor sagde jeg op (læs her) som mor. Og her er min skønne opfølgning på opsigelsen. Og nu står jeg her i et virvar af stemmer og jeg kan ikke finde ud af hvilken der er min egen. Min hjerne summer og slår kolbøtter i dag. Og hvor kunne det bare være megafedt hvis alt bare spillede når nu man lige havde besluttet sig for at dele fede nyheder på bloggen. “Udgiv indlæg” YES og så rettede livet sig ind efter at man JO LIGE har skrevet at nu skal alt være godt. Og så er det det bare ikke. Det burde ellers være en ny leveregel for den digitale tidsalder: “man har et liv til man blogger et nyt!” ikke?

Nå, men sådan er det ikke. Og mens jeg sidder her og skriver med tårer i øjnene, så trækker jeg også lidt på smilebåndet, for jeg ved jo godt at at det er sådan her livet er. Jeg glemmer det bare når jeg bruger for meget tid online, og nu havde jeg jo lige lovet mig selv at det online liv skulle være mindre, og det udenfor skulle være mere.

Derfor skriver jeg dette blogindlæg. Jeg gider ikke bidrage til online bullshit. Jeg gider godt bidrage til at du læser det her og måske føler at nogen holder et spejl op for dig og siger “det skal nok gå altsammen, det bliver bedre”. For det gør det. Det gode ved at tage livet ved hornene, det er at man (jeg) mange gange har stået her før, i orkanens øje, i et virvar af stemmer, og lige pludselig, så er der en stemme du kan kende. Din egen. Dér var den. Den var bare faret vild. Men den stemme finder altid tilbage igen, og det gør min også.

Så selvom jeg sidder her og er ked af det i dag, så forsøger jeg nu, med dette blogindlæg, at huske mig selv på følgende:

Du blev blogger. Du blev et erhverv som overhovedet ikke fandtes. Det stod ikke i nogen som helst bog at man kunne blive det du blev. Og så skabte du det og så blev du det, og selvom det stadig er et erhverv som udskammes, så bærer DU det med stolhed. Blogging reddede engang dit liv. En andens blog (foredrag følger!). Så startede du med at blogge. Og så bloggede du i 10 år og så sad du her med ufattelig mange læsere og turde stadig at være tro mod dig selv. Du har ikke solgt din sjæl til djævlen, du har formået at holde fast i præcis den du er, selvom der hver eneste dag kommer flere stemmer til der forsøger at fortælle dig hvem du bør være. Den eneste der skal definere dig, det er dig.

Og du BLEV journalist. På grund af din blog blev du kontaktet af et fagblad, som du nu har arbejdet for i 7 år. Et fagblad der har åbnet verden for dig, fået dig til New York og London, og selvom du ikke har en traditionel journalistuddannelse, så har du fået meget ros og anerkendelse for dit arbejde, og lønnen er den samme som en uddannet journalists arbejde. Det blev ikke skænket på et sølvfad. Du tog det. Du krævede det. Du vidste du var det værd. Og du beviste det igen og igen.

Og så blev du uddannet coach. Og Mastercoach. Og blev ansat til at forandre Magasins univers. Og det gjorde du. Og du lavede Danmarks største private indsamling til Lesbos med en 2 måneder gammel baby på armen. Og en succesklub og du holdt foredrag i hele Danmark. Og har coachet over 4000 mennesker. Og coacher stadig.

Og alt det er ikke slut bare fordi en aller anden uge prikker dig på ryggen og beder dig mærke ordentligt efter der hvor det lige er svært. Det er OKAY! DU VED at det her er livet. DU VED at der ikke er noget som helst galt. DU VED at det er sådan her ægte forandring også føles. Det ved du. For du har forandret så meget i dit liv. Du kom ud af en svær skilsmisse mellem dine forældre, du kom ud af hashmisbrug, du forlod et voldeligt forhold, du blev chef for 60 mennesker da du var 23, du hjalp med at bygge en hel forretningskæde op i Danmark. Du købte dit første hjem, du lejede dit første kontor midt i København, du sprang ud som selvstænding. Du lavede en drømmeliste og fik alt hvad du drømte om.

Du har lært at stå ved dig selv, også der hvor det ikke er kønt. Du lærte at OWNE dig! Du er ikke bange for at falde i værdi i andres øjne fordi du står ægte ved dine successer og dine downs. Du er ikke bange for at folk synes du er mærkelig - det gør de jo alligevel. Du er ikke bange for at fortælle at du har været igennem en tvangsauktion eller at du er kommet til at råbe ad dine børn. Men du er heller ikke bange for at fortælle at du kom ud på den anden side af begge dele med selvrespekten i behold. Du er ikke perfekt, men hvem er det? Du har dårlig samvittighed over alle dem du har svigtet og svigter, men du flytter dig hver eneste dag alligevel. Hver. Eneste. Dag.

Da du så de grusomme billeder af de døde børn i på Lesbos startede du en indsamling og endte med at sende en halv million og 200 ton tøj afsted i samarbejde med Mærsk. To måneder efter du blev mor for første gang og havde et forfærdeligt forhold til underboen, som tilfældigvis også var far til barnet. Du blev stalket i den periode, og alligevel stod du op og kom afsted hver eneste dag. Nåja, og så endte du i statsforvaltningen mod en mand der havde meldt sig ind i foreningen far og fulgte deres hjernedøde råd (læs her). Men også det fik du vendt. Du fik endda vendt det (sammen med ham) så meget at i i dag har to fantastiske børn sammen og du har din selvrespekt, din værdighed og dit privatliv i fred. Selvom du flere gange var tæt på at gå på samme niveau, så holdt du fast i at det ikke er måden at gøre det på. Og selvom du i dag stadig kæmper med gammel PTSD, så kender du alle værktøjer til at tackle og leve med at fortiden af og til kommer og banker på og starter hele dit alarmsystem. Men også det klarer du.

Og selvom du ikke er som andre ønsker du skal være, struktureret nok, uddannet nok, høflig nok, PÆNE LIS NOK, afmålt nok, middelmådig nok, tryghedssøgende nok, sikkerhedssele nok, så er du virkelig ikke forkert. Farveløs nok. Du er bare noget andet.

JA, jeg god damn fylder! Men du kan flytte dig hvis du har behov for plads til dig selv. Selvom vi er mange mennesker på jorden, så er der stadig MASSER af plads til dig UANSET hvor meget jeg fylder. F.eks er der plads lige her, ved siden af mig i min sofa. Der kan du sidde og være sur over pladsmangel, indtil du opdager din egen plads og begynder at stråle lidt selv. Og ja mit tøj larmer. Og hvad så? Måske larmer dit tøj for lidt (det fik jeg engang at vide til en eksamen. Jeg blev rost for at have taget neutralt tøj på. Hvad fanden er det for en ikke-ros?)

Jeg er så pissetræt af andres behov for at definere mig. Hold kæft hvor er jeg træt af det. Jeg savner at bruge mere tid på mine fylde-venner. Dem der råber på gaden og vækker opsigt og forargelse og tør mærke deres egen passion i stedet for at sidde stille og vente på at de får lov til at sige “nå men her er jeg så” til verden. “Hende din venind,e hun fylder meget hva?” JA og er det ikke PISSEHERLIGT at vi stadig har mennesker der tør fylde noget i denne her ensartningsfabrik? Hva?

Det synes jeg.

Og sådan her skriver mig sig ud af en øv-følelse og ind i en Gloria Gaynor “I AM WHAT I AM”

Og nu kan du rejse dig og synge med eller du kan lade være. Men i tilfælde af at du vælger det første, så skal du ikke spilde din tid med at google, det har jeg gjort for dig.

YOU’VE GOT THIS!

Special thanks til mit netværk som jeg har delt dagens tilstand med, og ikke ene eneste prøvede at fixe mig. Det her blogindlæg var aldrig kommet ud hvis ikke jeg fik lov til at være i mine følelser, og i stedet bare fik kærlighed og vidste jeg var støttet og holdt <3

Her er den vilde opfølgning på "jeg siger op som mor". Livet har overhalet mig mig indenom!

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.06.13.png

Jeg sagde op som mor. Det gjorde jeg lige her. Jeg lavede en lang liste over ting jeg ikke vil være med til mere og en lang liste over ting jeg vil fra nu af. Og så skrev jeg følgende: “Så tag imod denne opsigelse med kærlighed, sig JA til universet, som nu vil finde de rette vinger til dig, og så er tiden inde til at flyve, nyde, rejse, grine, danse, feste, kramme, kysse og være omgivet af dejlige mennesker som har det samme sind som du.” Og SÅ skete der de vildeste ting.

En time efter jeg postede min “opsigelse som mor” på min blog (satte det op til at udkomme næste morgen), så ringede min telefon. “Hej smukke, jeg ville bare høre om du var interesseret i en lejlighed, for lejligheden ved siden af mig den er blevet ledig, og du har jo nævnt at d måske godt kunne tænkte dig noget større til dig og pigerne. Kan du komme og se den i morgen?”

Så i lørdags tog jeg pigerne under armen (hvilket transportmiddel vi valgte vender jeg også lige tilbage til. Det er så vildt!), og kørte ind og så lejligheden. Hele vejen op ad trappen tænkte jeg “ej, vi skal ikke flytte, jeg spilder alles tid med den fremvisning her, jeg kan ikke lige overskue en flytning lige nu”. Og efter 4 minutter i lejligheden vidste jeg godt at her kommer vi til at bo. Lige om lidt.

Så. efter fremvisningen gik min veninde og jeg ned i gården foran ejendommen, og sad og snakkede. Hun spurgte hvad jeg tænkte, og jeg sagde “jeg aner ikke hvordan jeg skal få det her til at ske lige nu, men jeg ved vi skal flytte ind, det er der ingen tvivl om, jeg skal bare lige selv lande i den beslutning”.

Mandag sagde jeg min lejlighed op og bestilte lejekontrakten på vores nye hjem. I dag har jeg de første 20.000 på plads til depositum, selvom jeg ikke lige havde ret meget på kontoen, resten har jeg nogle sjove planer for (stay tuned). Midt i september siger vi farvel til vores lille hjem her i Brede og flytter til Lyngby hovedgade i en stor 3 værelses lejlighed, og pigerne skal for første gang nogensinde have deres eget værelse.

JEG KAN SLET IKKE VÆRE I MIN EGEN KROP AF REN OG SKÆR BEGEJSTRING!

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.56.22.png

Og nu kommer vi til nyhed to. Jeg har længe overvejet om jeg skal sælge bilen og købe en ladcykel i stedet. Så nu er beslutningen taget. Bilen er sat til salg og ladcyklen er købt. Vi kan ikke have bilen med det nye sted, og jeg har kørt for mange “dovne” ture i bilen. Jeg trænger til motion og bevægelse og udeliv lidt mere, derfor har vi købt en brugt Winther Kangaroo, som jeg er i gang med at sætte i stand. Den kører fantastisk, er uden og, og selvom jeg ikke har cyklet i over to år, så var det ingen problem at cykle 14 kilometer med begge piger i den i lørdags, da vi skulle se lejligheden. Og jeg bor altså i et område de kalder “mini Schweiz” fordi her er så mange bakker. Jeg lover i øvrigt at lave et indlæg om ladcykler ganske snart, for jeg har brugt et års tid på at finde ud af hvilken ladcykel der er den rette for vores familie, og jeg har truffet det helt rigtige valg.

Så.

Hej hej nye liv på Lyngby Hovedgade, hej hej liv uden bil, men med megasej ladcykel, som ungerne er så trygge i allerede at Selinna tog en lur i den på første lange køretur. Se her:

Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.27.21.png

Kommer vi til at savne bilen? Det tror jeg ikke. Vi skal bo lige ved siden af Lyngby station, har jeg jobs i Jylland har jeg rig mulighed for enten at låne eller leje en bil, eller tage offentlig transport så jeg kan arbejde undervejs. Det her valg føles simpelthen så rigtigt. Og det er SÅ fedt at køre ladcykel med sine børn. Halleluja. Jeg har indtil nu grædt af glæde på alle ture, og i morgen kører vi en tur igen, og jeg glæder mig allerede. Selinna hopper op i den så snart vi er i haven og hun er så tryg i den. Jeg havde ellers sat en måned af til at hun skulle vænne sig til den. Men modsat bilen og autostolen, så er hun dus med Kangarroen!


Skærmbillede 2019-07-31 kl. 21.55.12.png

Nå, hvad er der så mere sket siden fredag i sidste uge? Jo. Der er sket det at jeg er kommet lidt længere med mit MOMBOSS projekt. Hvis du ikke ved hvad jeg snakker om, så besøg momboss.dk (der kan godt gå et par timer før linket virker, jeg har lige sat det hele op her til aften). Kort fortalt handler det om at jeg, sammen med dem der har lyst til at være med, vil revolutionere den måde vi tænker arbejde og familie på. Det startede som et solomombossprojekt, men jeg har fået så mange henvendelser fra ikke-solomombosses, at jeg har besluttet at udvide. Der sker en helt masse på den front lige nu, mest “behind the scenes”, du kan følge med i mine stories på instagram. I dag har jeg haft møde med Momunity, de to sejeste kvinder, som har skabt lokale inspirerende fællesskaber for mødre i hele Danmark. Vi har mange af de samme visioner, så dem kommer du helt sikkert til at høre mere om her på kanalen.

Men altså, når momboss.dk virker om et par timer, så kan du allerede nu skrive dig op til nyhedsbrevet, og hvis du brænder for at bedre arbejdsforhold for mødre, solo eller ej, så er det et rigtig godt sted at signe op. Jeg glæder mig til at have dig med på den rejse også, hvis du altså har lyst :)

Frejamay november momboss momunity.png

NU har jeg ikke mere at fortælle i denne her omgang, og jeg kan næsten ikke selv få vejret, for pludselig går det stærkt!

Lige kort:

jeg sælger meget af mit eget og pigernes tøj og ting på min salgsprofil på instagram den kommende tid, der skal ryddes grundigt ud inden vi flytter, og priserne er gode, Find profilen lige her hvis du skal have noget med derfra. Og hvis du vil købe min Yaris kan du finde annoncen her (jeg er jyde og til at handle med)

WOOP! Nu skal jeg i seng og sove, men YEAH, jeg er så glad!

Blogtema Solomomboss: "At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den."

IMG_8506.JPG

Velkommen til det 4. interview i mødes med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Karen, solomor til 3

Navn: Karen

Alder: 40

Antal børn: 3

Beskæftigelse: offentlig ansat på uddannelsesområdet

Vi er en familie på fire. Tre børn og en mor. Plus 25 akvariefisk og to tykke kaniner, der hopper frit i haven. Vi bor i parcelhusidyl i Jylland tæt på venner som vi deler dejlige oplevelser med og tæt på mormor og morfar, som er en stor del af vores hverdag og af morens overskudskonto. Min dreng på 9 år har en far som bor langt væk, men som er en vigtig del af hans liv. Mine to piger på 3 år og 6 måneder har jeg fået med ikke-anonym donor.

 

IMG_8583.jpg

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Efter min søns far valgte at bryde troede jeg, måske lidt naivt, at jeg bare skulle finde en ny mand at bygge en familie med. Det brugte jeg nogle år på at mislykkes med. De mænd jeg faldt for  ville ikke have flere børn. En dag delte jeg mine frustrationer med min læge og hun sagde, hvorfor ikke få et barn med donor? Jeg afviste det blankt, men allerede på vej hjem vidste jeg, at det ville jeg. Jeg ville få et barn alene. Selvom beslutningen var taget, havde jeg tusind overvejelser om mit valg. Ville det være for synd for barnet?, hvordan skulle jeg klare det?, hvad ville det sige at være familie uden far? Jeg havde brug for at danne mig et billede af fremtiden og for at finde nogle familier, der havde gjort det samme. Pia Olsens interview-bøger om alenemor-familier er super gode (find dem her). Og jeg fandt frem til to skønne mødre, der havde fået børn alene og begyndte at ses med dem jævnligt. Der gik et års tid med at blive gravid, så da jeg endelig var gravid var jeg også faldet mere til ro i min beslutning og kunne nyde graviditeten.

 

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer var meget positive og forstående. Jeg er glad for at jeg ikke blev alenemor for 15 år siden, for selvom det stadig er en sjælden familieform, så kender de fleste en solomor eller ved hvad konceptet er.

At være en ny familieform er som at asfaltere vejen mens man går på den. Jeg kender ikke nogen, der har en familiekonstellation mage til min, og jeg kan godt savne ligestillede at få inspiration fra. Er det fx en god idé, at min treårige kalder min søns far for farmand eller brude hun kalde ham ved navn? Hvor meget og hvordan skal jeg bede børnehaven om at tale med børnene om vores familieform? Kan man sagtens klare at rejse alene med børnene eller er det håbløst? Hvordan giver jeg plads til, at min søn kan dyrke sin elskede far uden, at det bliver for meget for pigerne som ikke har en far osv. osv. Det kunne være rart at kende flere familier som min at spejle sig i og hente erfaringer hos.

 

IMG_8010.jpg

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Vildt dejligt! Jeg var top-lykkelig. Ved godt man er høj på hormoner når man ammer, men jeg havde bogstavelig talt kuldegysninger af lykke flere gange om dagen i året efter jeg fik min første datter. Selvfølgelig også hårdt og nyt og vildt. Men jeg var jo trænet i at være alene med min dreng, og han var jo en stor dreng på seks år da  han blev storebror, så det var en dejlig tid.

 

 Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

I takt med, at jeg selv har fundet (nogenlunde) fred med at være den familie vi er, så lægger jeg mindre mærke til omverdenens reaktioner. Men jeg får mange søde og positive tilkendegivelser, og det er selvfølgelig dejligt.

Jeg kan godt blive ramt af misundelse og offermentalitet – hvorfor er det ikke mig, der har en mand at dele livet og børnene med? Jeg ville da ønske det var blevet sådan at mine børn havde en fælles far som jeg var gift med. Men min veninde er god til at tage mig i nakken og huske mig på at: jeg har en dejlig familie, alle familier har deres udfordringer og at jeg selv har valgt det!

 

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Jeg er på barsel og kan hente tidligt fra børnehave og er hjemme, når min søn kommer fra skole med sine kammerater. Der er selvfølgelig nedsmeltninger og jeg hader at møde mine utilstrækkeligheder som mor, men vi har virkelig en fin lille familie med nogle meget kære søskenderelationer. Jeg får brugt alle sider af mig selv som forældre. Jeg er både den skrappe og den bløde. Den praktiske og spontane. Og den med mosleturene, fodboldkampen og den der putter tre børn hver aften.

 

IMG_8280.jpg

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Det skal nok gå! Selvfølgelig er det hårdt, men lykken, stoltheden og glæden over alt det der alligevel lykkes er meget større.

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg læste en interessant artikel af en historiker om fordomme om enlige mødre gennem tiderne. I 80'erne var fordommen, at en enlig mor ikke kunne at holde på en mand, i dag er fordommen, at hun er for kræsen og egoistisk. Jeg håber at fordommene bliver brudt lidt, så de børn der vokser op i solomorfamilier ikke skal føle, at deres familie er forkert.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

At vi er vilde med fædre og mænd i det hele taget. Jeg er meget taknemmelig for de mænd, der tager del i mine pigers liv og jeg oplever, at pigerne heldigvis har et naturligt forhold til mænd/fædre og fx sagtens kan trøstes af Peter i børnehaven.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Hvis alt var muligt… Længere og betalt barsel – for alle selvfølgelig. Og mulighed for kortere arbejdsuge til fuld løn mens børnene er små. Så kunne man måske "betale tilbage" senere i arbejdslivet.


<3


Tusind tak til Karen for et interessant og tankevækkende - og ærligt bidrag til re-brandingen af solomødre. Hvis du vil læse de om de andre seje solomombosses i interviewrækken, så finder du interviewsene lige her:

Dette mini-interview var det tredje i rækken af 7 seje solomombosses. Læs eller genlæse de andre lige her:

BREAKING! Jeg siger op som mor

Skærmbillede 2019-07-26 kl. 21.19.17.png

Jeg er i fuld gang med at bringe interviews med 7 seje solomødre. Det er dette års sommertema. Og midt i mit arbejde med at tilrettelægge interviews, sætte dem op, skrive med de seje solomombosses, så er der bare noget der er gået op for mig. Jeg er havnet i en mormæssig blindgyde. En mor-vej der kun ender et eneste sted, og det er i muren foran mig. Så jeg siger op som mor.

(Og inden du bliver bekymret, så læs lige indlægget til ende, så kan vi snakke sammen om det bagefter i kommentarsporet)

Det første skridt mod forandring, det er erkendelsen. Og selvom jeg godt selv ved jeg i manges øjne er en megasej solomomboss, så er jeg det faktisk overhovedet ikke for tiden. Jeg blev mor til to for over et år siden, og det har lidt været som om mit bælte satte sig fast i en rollercoaster, og jeg blev revet med rundt. Og rundt og rundt og rundt - uden pauser. Og i starten var det vildt og sjovt, og så holdt det op med at være det. Nu er jeg der hvor jeg er hoppet af, har sagt “tak for turen” og nu skal jeg finde en helt ny måde at leve mit mor-liv på, for sådan som jeg lever det nu fungerer ikke for nogen af os. Især ikke for mig. Men først skal mit hovede lige stoppe med at snurre.

Så jeg erkender at det liv jeg lever, det ikke fungerer. Og når jeg skriver at der ikke har været pauser, så er det faktisk helt rigtigt. Siden d. 9 maj sidste år har jeg fået pigerne passet i 8 + 2 + 1 +3 + 2 timer i alt. That’s it. Og det er ingen andres ansvar end mit eget. Men det er gået op for mig at det er en virkelig dårlig prioritering fuldstændig at glemme mig selv. De 16 timer jeg har fået passet pigerne i alt har udelukkende været fordi jeg enten skulle arbejde eller i par-terapi med pigernes far. Som også er arbejde.

Jeg

er

udmattet

Så når jeg skriver at jeg siger op som mor, så siger jeg op som den mor jeg er blevet. Med hænderne for øjnene er jeg for fuld skrue kørt ind ad den blinde vej, og nu står jeg her i erkendelsen af at vejen stopper. Der er ikke mere vej i den her retning. Det er slut.

Jeg aner ikke hvor jeg skal hen i stedet for, og jeg ved heller ikke om det havde været smartere at skrive det her indlæg før jeg har en plan. Men det har jeg ikke og jeg skriver indlægget alligevel.

Her er de ting jeg ikke vil mere:

  • jeg gider ikke være sur hver dag

  • jeg gider ikke føle mig ensom

  • jeg gider ikke knokle og bestige Mount Everest hver dag

  • jeg gider ikke bruge mere tid på mennesker og relationer der dræner mig, heller ikke når det er forklædt som hjælp

  • jeg gider ikke være ked af min krop og min manglende energi

  • jeg gider ikke at jeg (nogen gange) ikke gider mine børn

  • Jeg gider ikke at jeg der er så lidt tid til mig selv

  • Jeg gider ikke at der er så lidt plads til mig selv

  • Jeg gider ikke at jeg næsten ikke har overskud til at passe mit arbejde

  • Jeg gider ikke være så meget på de sociale medier

  • Jeg gider ikke at mit hjem roder så meget



Og så er det nu jeg lige minder mig selv om at hjernen er ligesom en taxachauffør. Den fungerer ikke med alt det vi ikke vil. Den skal vide hvor vi kører hen. Du sætter dig jo heller ikke ind i en taxa og siger “jeg vil ikke til Sydhavnen”. Derfor, kære hjerne, kommer her listen over der hvor du og jeg og pigerne skal hen nu:

  • Jeg vil grine hver dag

  • Jeg vil nyde tiden med mine børn (mere, for jeg nyder nu altså ret meget af tiden med pigerne)

  • Jeg vil spise vegansk

  • Jeg vil have en fast struktur for mit sociale medieforbrug

  • Jeg vil ud og møde mennesker i det virkelige liv i stedet for på de sociale medier

  • Jeg vil have flere gode venner og veninder som ser mig og forstår mig, og som ikke forsøger at lave mig om

  • Jeg vil skabe et inspirerende arbejdsliv der er muligt med mit liv som solomomboss, OG som gør mig glad og får mine celler til at vibrere

  • Jeg vil skabe den familie og de rammer der gør både mig og mine piger lykkelige og glade

  • Jeg vil give min krop kærlighed og bevægelse hver eneste dag

  • Jeg vil på date(s)

  • Jeg vil have ugentlig alene-tid, som kun handler om at tanke mig selv op og IKKE arbejde/møder/parterapi

  • Jeg vil have lethed og nydelse og nærvær ind på toppen af listen over ting der fylder i mit liv

  • Jeg vil gå i hæle og kjoler igen

  • Jeg vil læse bøger igen

  • Jeg vil danse hver dag, bare lidt

  • Jeg vil rejse mere

Så. Jeg siger op som den sure trætte mor. Jeg siger op i hamsterhjulet. Jeg siger op som en del af fortællingen om at livet som solomomboss bare ER sådan her. Hell fucking no, det ved jeg det ikke er. Jeg siger op til de drænende energier jeg har omkring mig. Jeg siger op til det hele. Jeg VIL ikke mere.

Så nu læser jeg spændt alle reaktionerne på det her indlæg, og så lægger jeg en plan for hvad mit nye liv som SOLOMOMBOSS aka Frejamay November rising star det skal indeholde. Og så er det den vej jeg går nu.

Jeg sætter min alarm til 3 måneder, og så evaluerer jeg på hvordan det er gået. Nu skal der planlægges, sættes nogle mål og så er det slut forbudt med den gamle sure trætte mor.

MEN!

Det vigtigste men i verden.

Først vil jeg takke hende.

Kære vol 1 af Frejamay November, sur træt mor til to. Jeg ærer dig. Hold kæft hvor er du stærk. Hold kæft hvor er du vedholdende, udholdende, sej, målrettet og helt enormt stædig. Du har klaret en graviditet med døgnkvalme og opkast i 9 måneder. Du har født hjemme selvom du fik hele systemet imod dig. Du skabte den smukkeste start på livet for din baby og du inviterede storesøster med helt ind i startskuddet på det nye liv for jer alle tre. Du har ligget i uge efter uge uden søvn, du har vugget slyngevuggen, du har kæmpet, du har grædt så mange tårer, du har læst og læst og rakt ud og søgt svar. Jeg kender ingen der er så stærk som du er. INGEN! Du klarer alting alene. Du slæber og slider og kæmper og du hviler dig aldrig. Der gik flere uger fra du fik din nye sofa ind ad døren, til du rent faktisk nåede at ligge ned i den. Det føles stadig uvant for dig at ligge i den.

Du ELSKER dine børn Frejamay, det er der ingen tvivl om, og det her handler ikke om at du har gjort noget som helst forkert. Det her handler udelukkende om at tiden er inde til at slippe kampen, sliden og tårerne, og nu skal nydelse, lethed, grin og hjerteglæde ind i hverdagen. Det skal være dejligt at være dig.

Du har så meget fokus på at dine piger skal have det godt, at de skal have faste trygge rammer, at de skal føle sig set og hørt, at de skal udforske verden og især udforske hvem de selv er. Du stiller dig hele tiden på sidelinjen så de kan få lov til at udfolde sig hver især, som de to forskellige mennesker dine børn er. Det eneste der er “galt” er at du har glemt dig selv. Og det gør mødre. Det har intet med dig at gøre. Vi glemmer os selv.

Så tag imod denne opsigelse med kærlighed, sig JA til universet, som nu vil finde de rette vinger til dig, og så er tiden inde til at flyve, nyde, rejse, grine, danse, feste, kramme, kysse og være omgivet af dejlige mennesker som har det samme sind som du.

Jeg ærer dig. Der findes ingen stærkere.

Tak for nu

<3

Blogtema: Mød Tina, solomomboss: "tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor"

Foto: Privat

Foto: Privat

Velkommen til det tredje interview i rækken af 7 interviews med 7 seje solomombosses. I dag skal du møde Tina. Spænd sikkerhedsselen!

Vores familie er en lille sej trio bestående af: Maja på 8 år, Alma på 11 år og mamma Tina på 50 runde år.
De fleste af mine vågne timer går med mine to store livsopgaver: Den ene som Enestående Mor for mine to skønne unger og den anden som Mentor for andre Enestående Mødre. Det er nemlig blevet hele mit livsprojekt: At være den fuldfede version af mig selv som mor og kvinde – og leve helt inde fra min egen essens. Og den anden: At give den samme gave og frihed videre til andre mødre. Og mit liv har aldrig været mere meningsfuldt.


Jeg har på nogle måder været lidt af en kamikaze-mor og har været i gennem lidt af hvert i mit forældreskab. Det mest spektakulære stunt var nok, da jeg – i forvejen temmelig graviditetsbesværet - faldt og brækkede min arm, dagen før min ældstes 2 års fødselsdag, hvor 30 gæster kom til stor fest. YEEES! – Så så man lige mig klare alting med én hånd, med en 2-årig om benene og en baby i maven! Efter 6 uger med én hånd i gips og én hånd til bleskift og madlavning osv. blev konklusionen: Kan jeg klare ét blebarn med én hånd, kan jeg også klare to blebørn med to hænder. Og sådan blev det!

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Min beslutningsproces var faktisk ret lang og det var slet ikke noget enkelt valg. Derfor gik der også 3 år med overvejelser, lange samtaler og research – og et par mislykkede forsøg på at få en far i hus til mit kommende barn – inden jeg tog skridtet og blev insemineret.

Da jeg først satte fra land gik det til gengæld hurtigt: Jeg blev gravid i første forsøg (og den panik, der spredte sig i kroppen lige dér, den kan jeg altid fortælle om en anden gang…). Og da min ældste var 1 år og 8 mdr var jeg igen gravid. Og 3 år efter min beslutning, var jeg Enestående Mor til to uendeligt skønne piger.

IMG_4950.JPG

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det overraskede mig i den grad, hvor meget jeg blev mødt med bekymring og frygt forklædt som omsorg. Den mest hyppige kommentar var: Er du klar over, hvor hårdt det bliver? En af mine kolleger gik endda så langt, at hun velment rådede mig til at lade være, fordi hun ikke var sikker på, at jeg havde psyken til det – med en undertekst, at jeg var for følsom… Så jeg lærte på den hårde måde at vælge mine fortrolige med stor omhu. En enkelt veninde, som selv var mor til 3, sagde til mig med stor overbevisning i stemmen: Det kan du SAGTENS klare! Og det gjorde en stor forskel for mig. En anden veninde gav mig et mantra, jeg mediterede på frem til min graviditet: ”Gud, tak fordi du sender mig det barn, der skal være i mit liv”. Det var meget stærkt og smukt og den veninde er i dag mine børns åndelige gudmor.

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Mit liv som Enestående Mor og solomomboss har haft mange faser. De første år var fyldt af en intens, ufortyndet lykkefølelse. Jeg var så lykkelig for, at det var lykkedes mig at blive mor – og jeg var dybt forelsket i det lille menneske, som var kommet til mig.

Da jeg kort efter pludselig var mor til to og havde fuld smæk på karrieren, begyndte hamsterhjulet at køre rigtigt stærkt. Og jeg brændte så meget for både job og moderskab, at jeg slet ikke opdagede, at jeg stille og roligt brændte mit lys i begge ender. Så jeg faldt lige så lang jeg var. Det var den knapt så fede periode i vores familieliv. For når en Enestående Mor ryger ned, så tager hun børnene HELT med ned i faldet. Og det var BENhårdt! For os alle tre. Og det tog tid at komme op for der stod altså ikke lige nogen og greb lige dér.

Men op kom vi. Og det er jeg stolt af! Og i dag er vi et rigtigt dejligt sted som familie og alle har det godt. Og jeg har fundet mig selv som mor og kvinde på et helt nyt niveau – og har hevet AL min power hjem! Og ikke på den livsfarlige supermor måde, hvor vi kvinder kommer til at kopiere den traditionelt maskuline spillen-med-musklerne. Nej, med udgangspunkt i en urgammel feminin visdom. Og i min sjæl eller min essens eller hvad man nu foretrækker. Og ja - I know, det bliver måske lidt langhåret. Men jeg ER virkelig dybt fascineret af den kraft, vi kvinder besidder, når vi forbliver tro mod vores feminine visdom. Og dén visdom kan moderskabet om noget give adgang til. Især hvis vi ikke er bange for at kigge ind i de lidt mere mørke rum i os selv. For det er dér al guldet ligger begravet. Så er det sagt!



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Tidligere har jeg mødt mange upassende kommentarer. Det, der har stødt mig mest, er når klodsede voksne har luftet deres kritik eller bekymring foran mine børn. Den slags mennesker er helt ude af min omgangskreds i dag.


I dag kommer jeg faktisk sjældent i situationer, hvor jeg bliver mødt med undren eller klodsede kommentarer. Blandt fordi jeg meget bevidst vælger at omgive mig med kærlige, kloge mennesker, som hepper på andres drømme og livsprojekter – og som ikke har så mange fastlåste forestillinger om den rigtige eller forkerte måde at leve sit liv på.  

IMG_4327.JPG

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?


Armen altså! Jeg er simpelthen stolt af vores hverdag og hvordan vi har det i dag.
Jeg har personligt rejst mig som Fugl Fønix fra et liv, der brændte helt ned til grunden. Jeg har investeret ALT jeg ejer i at få ryddet op på alle hylder i den indre rodebutik, jeg slæbte rundt på. Og det betyder, at jeg i dag er en mor 100% i sync med mine dybeste livsværdier og med en dyb indre ro. Det betyder også, at jeg i dag har to virkelig skønne unger, som er trygge, glade og gakkede på den helt fede måde - og som stortrives. De er godt kørende på alle parametre og har de bedste relationer. Jeg er MEGA stolt!
Og den helt store bonus er, at jeg nu har skabt en helt unik metode, som rent faktisk hjælper andre Enestående Mødre med at leve livet, så der er mere overskud, nærvær og balance-  og ja, mere kærlighed. No more, no less! Dét er jeg også SINDSYGT stolt af – og jeg er så taknemlig, hver gang jeg hjælper en anden Enestående Mor ud af stress-loopet og ind i et lettere liv. Det er det smukkeste og mest meningsfulde arbejde.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?



Kunne jeg rejse tilbage i tiden, ville jeg helt sikkert udfordre mig selv på min selvfedme og kontrol. Jeg troede, jeg havde SÅ meget styr på det, inden jeg fik børn. Jeg havde arbejdet med min egen selvudvikling hele mit voksne liv og jeg troede virkelig, at jeg vidste det hele. Men jeg anede ikke, at jeg havde så meget blind vinkel på virkelig prioritere mine egne behov og på både at bede om og tage i mod hjælp. For blot at nævne nogle temaer, som kom til at spænde rigtigt meget ben for mig. Så det er et væsentligt råd, jeg ville give mig selv, hvis jeg kunne gå tilbage i tiden: Lær at prioritere dine egne behov og at træne det at bede om og tage i mod hjælp! Og tag dig virkelig i agt for supermor, der tror hun kan klare alt alene! Hun er LIVSFARLIG!!

 

Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Helt ærligt, så inspirerer den mig! Til kamp! For kærlighed og mangfoldighed.
For det er SÅ interessant at få andres fordomme blæst lige ind i knolden i bedste sendetid. Det fortæller mig så meget om, hvad for stemmer der også findes ude i det danske land. Og det skærper min bevidsthed i fht. hvad det er for en form for mor-shaming, vi er oppe i mod i vores tid.

For al morshaming er for mig at se en del af samme misogyne surdej. Og jeg ser det 100% som et solidarisk projekt, at vi som mødre kærlighedsfuldt støtter hinanden i nye niveauer af frihed i vores liv. Vi lever i 2019! Ku’ vi lige give hinanden lidt plads og lidt opbakning til at leve livet på vores egne præmisser? Det er ikke et sekund for tidligt, hvis du spørger mig!  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvad ville du ønske fol vidste om solomødre?


Altså, noget af det hyppigst nævnte i debatten er, at det er synd for børnene. Og det er da altså intet belæg for rent videnskabeligt. Tværtimod klarer vores børn sig ret rigtigt godt. Og det er præcis det samme jeg oplever på daglig basis, både i private og professionelle relationer.


Den form for kritik får alt til at stritte på mig! Det er for mig at se en unuanceret form for konformitetstænkning, som dømmer nogle ude fordi vi træffer andre valg end de fleste. Så derfor ville jeg dybest set ønske, at den brede befolkning vidste, hvor godt vores børn rent faktisk klarer sig. Givetvis fordi de i den grad er ønskebørn. Og så ville jeg ønske, at diverse debattører stak piben ind og lavede lidt research, inden de udtalte sig så kategorisk på andres vegne.


Og så ville jeg faktisk ønske, at kernefamilierne og trendforskerne holdt godt øje med fortroppen af Enestående Mødre. For vi kommer simpelthen til at vise vejen for andre. Vi er nemlig nødt til at gøre op med hamsterhjul og præstationsræs før. Fordi vi ganske enkelt ikke kan leve op til det ræs.

Derfor oplever jeg, at vi på mange planer er med til at vise vejen ind i et nyt paradigme, hvor vi dropper ræset og vælger nærværet og kærligheden til! Og at vi på den måde kommer til at inspirere mange andre mødre – ja, familier generelt, med de valg vi træffer. Fordi vi ofte må tænke helt ud af boksen for ikke at havne i defensiven men faktisk få livet til at lykkes - på den fede måde.

 

IMG_7180.JPG

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være?

Helt grundlæggende mere kærlighed og mindre fordømmelse. I det Danmark ville vi også være bedre til at heppe på hinanden. Og til at hjælpe hinanden – og tage i mod hjælpen. Jeg er selv meget inspireret af det afrikanske ordsprog: ”It takes a village to raise a child”. For jeg mener virkelig, at det er den moderne families vildfarelse, at vi tror, at vi skal klare alting selv. Og som Enestående Mor er det et direkte selvmål! Og jeg har kun én ting at sige til den strategi: STOP IT!


Så ja, i et mere solmomboss- og Enestående Mor-venligt Danmark er noget så old school som fælleskab, solidaritet og søstersind, den grund vi bygger vores familier på. Alle sammen. Uanset hvordan vi skaber vores familier. Og nå ja, så er der helt klart noget om hamsterhjul og præstationssamfund, som slet ikke giver mening for mig – og på ingen måde, mens vores børn er små. Der må vi lige have tempoet ned og få tid til at trække vejret, være nærværende med os selv, hinanden og ikke mindst vores børn. Det er livsnødvendigt!

 

Det er en hjertesag for mig, at mor-shamingen må stoppe NU! Den ydre og den indre. At vi taler kærligt og opbakkende til os selv og hinanden. Og det er altid et godt sted at starte med sig selv.
Og tro mig, jo mere kærligt, du kan rumme dig selv, også på en dårlig dag, jo mere overskud har du også til at rumme dine børn, når de har en dårlig dag. De ting hænger uløseligt sammen! – Så tal ALTID kærligt til dig selv, kære Enestående Mor, der læser med her! Jeg er sikker på, at du gør det så godt og er en kick ass mor på så mange planer! Også når du har en dårlig dag.

<3



Følg Tinas vigtige arbejde lige her: Mentor for Enestående Mødre (selvstændig) 

Tina har skrevet en awesome gratis guide til selvkærlig sommer

Du kan hente den lige her  (eller klik på billedet nedenfor)

 

BLOGTEMA: Solomomboss Julie: "Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende"

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilken slags solomomboss er du Julie?

I min familie, findes min datter Olivia på 3 år, og jeg, Julie på 25 år. Jeg er nettop begyndt på HF fjernstudie, da jeg ikke længere ønskede at arbejde som pædagogisk assistent. Før dette, var jeg selvstændig danselærer på fuld tid. Dette kan jeg dog ikke som solomomboss, da det er meget skæve arbejdstider.  Herhjemme ved min datter at lyden "DIIING" (din ret i mikrovnen er færdig) betyder mad. Jeg HADER nemlig at lave mad og laver kun mad, hvis jeg kan laves STORE potioner, som kan fryses ned og tages i microovnen. Men, i det mindste får vi da hjemmelavet mad. 


Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan blev du solomor, og hvilke overvejelser gjorde du dig inden?

Jeg blev solomor, da jeg blev gravid kort efter at jeg havde mødt min datters far. Han var ikke helt med på idéen om baby, men lovede dog at støtte. Dette holdte desværre ikke, så halvvejs i graviditeten måtte jeg bryde kontakten til far. Jeg kontaktede far da jeg havde født og han så vores datter de første 5 måneder, og så har vi (min datter og jeg) efter fars eget ønske, ikke set eller hørt mere fra ham.


Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

Det er som om, at folk ofte antager, at det er MIG, der ikke tillader min datters far at se hende.. Som om at de lige skal stille spørgsmålstegn ved, om jeg nu var fair overfor ham, inden han valgte at stoppe med at se sin datter.  

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Jeg havde forberedt mig på at det ville blive ekstremt hårdt som solomor. Men ud kom verdens nemmeste og milde pige. Jeg var faktisk overrasket over hvor meget jeg elskede HVER EN UDFORDRING det var at være alene. For det klarede jeg jo nemt. En jeg-er-maga-sej og jeg-kan-alt følelse.


Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

1: "Han skal nok fortryde og komme tilbage" Hvem siger vi har behov for det? Han har vist sit værd?

2: "Puha, er det ikke hårdt" Næææh, jeg kender ikke til andet, og har ingen at diskutere med. Jeg tror faktisk at dem i forhold har det hårdere? 

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Min datter Olivia bliver afleveret kl. 9 i børnehave, jeg kører hjem og laver lektier og kører ned og henter hende i børnehave igen kl.14, senest.  Når Olivia er hentet tager vi ofte på legeplads, veninde-besøg, lege-aftale, eller hygger derhjemme, inden vi spiser aftensmad kl.17 og gør klar til at putte derefter. Har vi brug for en fridag, så tager vi det. Og weekender er ofte fyldt op med udendørs aktiviteter, hjemmedag (nattøj og morgen-hår hele dagen) eller familie-besøg.


Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Lad vær' at bekymre dig om fremtiden så meget. Du skal nok klare det. Remember.. you are badass!


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Den påvirker mig ofte negativt, da det ofte er negative debatter. 


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Bare fordi vi har råd til at rejse eller lave andre aktiviteter med vores børn, betyder det ikke at vi er rige, af de tilskud vi får som enlige.. (Og nu kan jeg kun snakke for mig selv) Men pengene bliver prioriteret, og vi undlader meget andet, for nettop at kunne give vores børn andre oplevelser.

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

Større mulighed for enlige til at arbejde hjemmefra. Flere arbejds-pladser der gør det muligt at arbejde hjemmefra. Det kan være UTROLIG svært at få et fuldtidsarbejde til at svinge, uden samtidig at svigte sit barn. Vi har ikke altid folk at trække på.


<3

Tusind tak for et indblik i jeres liv Julie, jeg synes også du er badass, jeg bliver helt glad af at læse dine svar! Dette interview er bragt i en serie af 7 interviews, du kan læse det første interview her

Mød solomomboss Nadja, som fortæller om livet som solomomboss: “Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utroligt rigtigt”

Over de næste 14 dage bringes de næste 5 interviews med seje solomombosses. Tag en solomomboss hvis du kender en der trænger til lidt kærlig medvind, del like og kommentér gerne, vi har brug for noget positiv energi på de sociale medier omkring kickass solomombosses!

"Husk nu at nyde det" - hvad så hvis man virkelig ikke gør det?

woman-2349048_1920.jpg

“Husk nu at nyde det”

Verdens mest velmenende og samtidig mest irriterende råd, det er “husk nu at nyde det”. Jeg møder det stort set ugentligt, især hvis jeg skriver om noget der er udfordrende eller hårdt for tiden, så bliver jeg lige tacklet bagfra af en “husk nu at nyde det”. Hvis jeg skulle lave en liste over bullshit-ting vi siger til hinanden, så ligger denne her på top 10.

Forleden dag spurgte jeg om et konkret på de sociale medier. Det sker, selvom jeg normalt ikke bryder mig meget om råd. Men jeg er god til at spørge når jeg føler jeg kommer til kort, og det gjorde jeg lige her. Jg har pt. to små børn som larmer fra morgen til aften. Min lille pige larmer i den forstand at hendes vilje er fordoblet, men hendes sprog er ikke udviklet nok til at udtrykke ALT hvad hun ønsker sig, så der bliver øffet en del i løbet af sådan en dag. hvilket er helt okay, og i 95% af tilfældene er det ret tydeligt hvad hun vil, og så finder vi ud af det, og så er der de sidste 5% hvor Emmalia som regel ender med at knække koden. Halleluja for storsøster.

Og nu vi er ved storesøster. Så er Emmalia trådt ind i en ny æra, hvor jeg enten skal se hver eneste nye bevægelse hun har lært sig selv at lave, hvor jeg skal svare på alle spørgsmål om alt lige fra fuglelorte til ting Alfred måske eller måske ikke siger eller ting om Elsa og Anna eller om hindbær er lavet af jordbær, og om det ikke er rigtigt at hvis man spiser agurk så bliver ens lort grøn? Jeg er vild med hendes nysgerrighed, hendes vidunderlige undren og sin lyst til at inddrage mig i sit univers. Og når det så er sagt, så har jeg fysisk ørepine hver eneste aften i øjeblikket, fordi der bare er larm og støj og spørgsmål fra klokken 5 om morgenen til klokken ca 20.30 om aftenen NONSTOP. Og jeg skal huske, som en lille service til de læsere der glemmer det, at tilføje at jeg ELSKER MINE BØRN, men der er simpelthen grænser for hvor meget lyd jeg kan holde til på daglig basis. Derfor spurgte jeg om råd til netop dette på facebook og på instagram.

Heldigvis har jeg fået en masse dejlige og sjove og brugbare svar, som jeg er ved at samle i et blogindlæg, så vi alle kan lære af dem, for jeg lærte nemlig meget hurtigt at jeg langt fra er den eneste mor med denne udfordring, og at det varer i mange år endnu, derfor er det en ret god ide at finde en løsning på udfordringen ret hurtigt, i hvert fald hvis ørerne ikke skal visne og falde af. Klonk.

Så lærte jeg, som altid, at børn er spejle, og at deres konstante lyd nok er et udtryk for at jeg ikke er en nærværende mor eller ikke er nok til stede, og at jeg skal overveje at være mere til stede med mine børn, for hvis jeg er det, så forvandler de sig til små mutede englebaser, der kun siger “namasté” og “jeg elsker dig mor du er bare den bedste”, og ikke siger “jeg hader dig din dumme mor” og “du er bare en lort mor!”. Det råd har jeg valgt fuldstændig at ignorere, fordi jeg (som kender mig) VED at jeg er en nærværende og til stede mor meget af tiden. men jeg har simpelthen valgt at det er okay ikke at være det hele tiden, og der må simpelthen være andre løsninger end at være en overperfekt supermor der kan være nærværende 100% af tiden.

Og så kom den så. I flere former. “husk nu at nyde det…” Du ved, den der slags sætning som fuldstændig ignorerer den udfordring og frustration som man sidder med, og lige så godt kunne have hedder “hold nu kæft med dit tuderi, jeg ved bedre end dig, nu skal du bare høre”. Og ved du hvad? Jeg nyder det ikke. Jeg elsker at være mor, men der er virkelig også ting jeg ikke nyder. Og ting jeg ikke SKAL nyde, bare fordi du savner at have små børn.

yes-4328419_1920.jpg

Så til dig derude der også er ufrivilligt modtager af den lortesætning: det er helt okay at der er ting du ikke nyder. Og helt ok at der er ting du ønsker dig løsninger eller erfaringer til at kunne ændre eller gøre anderledes, sådan så du jo rent faktisk måske kunne nyde lidt mere. Både du og jeg ved at du nyder, du nyder så mange ting, selv nogle af de svære ting nyder du. Du nyder så meget, og det er simpelthen ikke nødvendigt at nyde ALT. Ingen mennesker nyder ALT i sit liv. Ingen, og derfor skal du ikke huske dig selv på at nyde noget som helst som du ikke nyder. Nope, Niet, niente, nein, nej, nutterbutter.

Så kan vi blive enige om at næste gang nogen beder dig nyde noget du ikke nyder, så er det helt okay at sige “ved du hvad, jeg nyder det overhovedet ikke, derfor spørger jeg om hjælp”. Og selvom de har de bedste intentioner.

Her er ting der som udgangspunkt også er rare, men også kan være virkelig dårlige

Sex

Mad

Rejser

En kjole

Der er jo heller ikke nogen der skal nyde et knald der føles lidt som et kaste en cocktailpølse ind i Aalborghallen, vel? “Husk nu at nyd det”. Øh nej tak til det. Eller et måltid der smager som om ens forkølede 6årig har lavet modellervoks og kylling på samme tid. Det behøver vi heller ikke nyde. Vi skylder ingen nydelse til nogen.


Det var bare det :)

P.S. Dette indlæg er skrevet mens jeg har haft en sovende baby på armen, spist en hjemmelavet pizza og har sat plaster på den ene balde på mit andet barn. Det skulle bare ud, men jeg retter først slåfejl senere.

Solomor Tema: "Solomombosslivet er helt utrolig hårdt og helt utrolig rigtigt" - Nadja, solomor

Foto: Privat

Foto: Privat

Mit navn er Nadja, jeg er 24 år gammel og har en datter, Leia, på 11,5 måned. Jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer en 2,5 uge inden min termin og starter mit første lærerjob op til august.  

 Vi er noget af en regnbuefamilie, det er helt sikkert. Hvis jeg skal starte med mig selv, så har jeg min mor og far, der er skilt, men heldigvis stadig snakker sammen. De er både med til fødselsdage sammen, og vi holder også stadig nytår sammen. Derudover har jeg min lillesøster på 20 og et sæt bedsteforældre på min mors side. Småt, men godt.

Min datters far og jeg er ekskærester. Dog helt tilbage fra 2011-2012. Vi har siden vi slog op, været gode venner, der on/off har hjulpet til i forhold til hinandens behov, så at sige. Det vender jeg lige tilbage til. I hvertfald har min datter adresse hos mig, så det er bare os to, i en lille 1 værelseslejlighed. Rent principielt laver jeg vel ikke noget til dagligt, I hvertfald ikke I skrivende stund. Blev færdiguddannet kort tid inden jeg fødte og gik derfor direkte på barsel efter endt uddannelse. Dog har jeg job fra 1/8, så der skal jeg ud og undervise andres børn.

Foto: Privat

Foto: Privat

Egentlig har jeg vidst at jeg skulle være solomomboss lige siden jeg fandt ud af at jeg var gravid. Min datter var ikke planlagt, og jeg var først 5 måneder henne, da jeg fandt ud af, at jeg var gravid. Og så tænker du sikkert: 5 måneder?! Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?! Jo nu skal du bare høre. Jeg var midt I en enormt stresset periode på studiet, jeg havde en kæmpe eksamen I januar måned. Jeg var stoppet på mine p-piller en måned efter jeg blev gravid (rent tilfældigt), fordi jeg følte de fuckede med mine hormoner (der skulle jeg vist have lyttet bedre til min krop, hva?) og eftersom det ikke er første gang jeg stoppede på pillerne, vidste jeg også at min cyklus ville være helt, i mangel på et bedre ord, fucked. Så at jeg ikke fik min menstruation lige til at starte med, undrede mig ikke.

Når men jeg var altså gravid, og en måned inden jeg fandt ud af det, havde far fået en kæreste. Ikke at det ville have ændret på tingene. Vi var enormt dårlige til at være kærester. Jeg var alt for dominerende I det forhold og han var alt for sensitiv til mig. Det var en nem beslutning og han fik også af vide at det var op til ham, om han ville være en del af hans datters liv. Det ville han heldigvis gerne. Og selvom vi er uenige engang imellem, ved jeg at vi er bedre forældre for sig end sammen. Det er bare ikke alle der delte det synspunkt. Tanken om at være solo mor skræmte mig egentlig ikke. Til dels fordi jeg har et tæt forhold til min familie, og dermed et godt netværk, men også fordi jeg har haft mulighed for at følge folk som dig, Frejamay, der viser det hele, godt på ondt. Det var hjulpet mig igennem de hårde dage.

Foto: Privat

Foto: Privat

Hvilke kommentarer mødte du og hvad overraskede dig mest på denne del af rejsen?

De fleste kommentarer jeg fik, var heldigvis positive. Har haft en håndfuld støttende veninder, de var guld værd igennem min graviditet og også her efterfølgende. Det der nok overraskede mig mest, var da vi fortalte min datters farmor at jeg var gravid. En af de første kommentarer jeg/vi fik, var om det ikke var en god ide at vi fandt sammen igen, for vores datters skyld. Og selvom drømmen altid havde været en kernefamilie, følte jeg virkelig det var den dummeste kommentar i verden. Først og fremmest havde han fundet en anden, og for det andet forstår jeg simpelthen ikke ideen i at en kernefamilie skulle være bedre, hvis det er med forældre der er ulykkelige? Jeg følte mig simpelthen så forarget, og vred over det. Det gik mig utroligt meget på, at hun mente at jeg/vi ikke ville gøre hvad der var bedst for vores barn.

 

Hvordan var det at så da du endelig stod i situationen og var blevet solomomboss?

Helt utroligt hårdt, men også så rigtigt på samme tid. Jeg har været utroligt heldig og har haft en relativt nem baby, der siden jeg stoppede amningen har sovet igennem hele natten, hvilket har gjort at jeg har haft mere overskud i løbet af dagen. Men derfor har det stadig været utroligt hårdt. På de rigtig øv dage, har jeg været så ked af at der ikke kom en hjem kl 16 så jeg kunne få en pause. Jeg har måtte ofre rigtig meget at mit social liv, fordi jeg ikke har haft en til at være hos hende om aftenen, i mens jeg er ude. Selvom jeg har familie der glædeligt passer hende, har det ikke altid været nok. Så det første år her, har været enormt hårdt. Men det hele værd.

Foto: Privat

Foto: Privat

Rent egoistisk, ville jeg nogle gange ønske at jeg stod alene med det hele. Det er hårdt sagt, men det ville sgu nogle gange være en del lettere, ikke at skulle planlægge, snakke and what not, med hendes far. Jeg er jo så glad for, at hun har en far der gider hende. Men det havde godt nok gjort mit liv, og min hverdag så meget lettere, hvis jeg bare kunne stå med beslutningerne selv.



Hvilke reaktioner har du fået efterfølgende og hvilke får du i dag? Hvordan er din reaktion på de reaktioner?

Jamen jeg får nærmest på ugentlig basis af vide hvor sej jeg er. At folk er så imponeret over hvordan jeg har klaret hele situationen osv.. Og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal tage det? Jeg ved at folk mener det godt. Men det kan også nogle gange virke som om, at det er fordi jeg har overgået deres forventninger.

Jeg siger altid tak, men at jeg ikke føler mig sej. Mest fordi jeg ikke har prøvet det anderledes. Jeg er ikke gået fra at have hjælp, til at stå alene med det hele. Jeg var været alene med det hele fra day one, og det tror jeg ærligt talt har gjort en del ting, meget lettere.






Hvordan ser jeres hverdag ud i dag?

Vores hverdag kører rimelig smooth. Min barsel sluttede d. 24/6 og Leia er startet I vuggestue. Det er enormt hårdt. Hårdt at hun ikke er der hele tiden, hårdt at hun er ked af at jeg går. Men også enormt rart at jeg kan få et par timers pusterum til at få ordnet ting derhjemme, uden at hun skal sidde på armen hele tiden. Vi ser min far også søster flere gange om ugen og går også I mødregruppe. Vi har generelt et ret godt flow for tiden, så jeg er spændt på hvordan det hele bliver, når jeg starter på arbejde, og det hele bliver vendt op og ned. Jeg må indrømme at jeg er super nervøs.

 

Hvilket råd ville du gå tilbage og give dig selv inden beslutningen blev taget om at blive solomor, hvis altså du kunne rejse tilbage i tiden?

Stol på dig selv. Der er en årsag til alt.

image2.jpeg


Hvordan påvirker debatten om solomødre dig?

Jeg er bare så træt af at blive set ned på. Det kan simpelthen ikke være rigtig at nogle I dagens danmark stadig ser ned på solomødre. Jeg er simpelthen bare så skuffet.


Hvad ville du ønske folk vidste om solomødre?

Vi gør det absolut bedste for vores børn. Om det er planlagt eller ej. Og så skal folk bare forstå at vi er fucking seje, og at man altså ikke har brug for en mand I hjemmet, bare fordi man får/har børn.

 

Hvis du skulle give et bud på hvordan Danmark kunne være mere solomomboss-venligt, hvad skulle det så være? (hvis nu alt var muligt)

 Det ville være så fedt hvis arbejdspladser tog mere hensyn. Specielt ift arbejdstider. Derudover stod jeg I min barsel og fik nærmest ingen penge ind på kontoen, fordi jeg havde haft en studiejob, og afsluttet mit studie. Det gjorde det nærmest umuligt at få udbetalt en ordenligt beløb I barselsdagpenge og jeg har derfor levet fra måned til måned det sidste år.

 Folk skal bare huske at bære lidt over med os solomødre. Vi gør fandme det vildeste stykke arbejde, og har ikke nogle til at tage over når det brænder på. Så kender du en solomor, så hjælp hende. Ikke bare tilbyd, men hjælp. Kom forbi med mad til fryseren, hjælp til med at handle ind eller en opvask. Selvom vi måske ikke siger det med det samme, så er det de små ting der gør hverdagen en million gange nemmere.

<3



Tak for dit bidrag Nadja, jeg ved i hvert fald at jeg personligt synes du er mega kickass, og tak for din ærlighed, jeg kan virkelig genkende ALT det du skriver!

Hvad med dig? Har du lyst til at følge med hos Nadja, så hop ind på instagram lige her og følg livet som solomomboss hos Nadja. Du er også velkommen til at stille spørgsmål i kommentarfeltet, jeg er sikker på Nadja gerne vil besvare. Alle kommentarer med gode intentioner får lov at forblive, også kritik sålænge intentionen og tonen er god. Alt andet slettes.

Her passer vi på hinanden <3