Blogtema: Hjemmefødsel efter kejsersnit - det var aldrig et valg at blive upopulær

Kære skønne læser.I dag skulle du have læst en fødselsberetning, en jeg har glædet mig meget til at dele, fordi den fortæller en historie om at "det gik galt" (det kan vi så diskutere bagefter, hvad du synes, men det tager vi), men den har jeg rykket til i morgen af to årsager: 1. jeg er ikke tilfreds med gennemarbejdningen af den endnu (og den skal lige godkendes af den skønne mama), og 2. der er noget andet jeg har lyst til at fortælle i dag.For 5 minutter siden afsluttede jeg et skype-opkald med min sjæleven i Mexico. Når jeg snakker med ham er det lidt som at have en samtale med en spirituel munk. Han ser verden helt anderlede end mig (han ser verden i tal, ligesom savanter gør), og samtidig er han utrolig klar i spyttet når han fortæller om hans syn på de emner vi snakker om. I dag fortalte jeg ham om dette blogtema og hvorfor jeg er gået i gang med det."Du er en disrupter Frejamay, og det der altid er så fascinerende ved dig, når du disrupter noget, det er at der aldrig er skyggen af tvivl eller tøven. Faktisk er det altid som om du ikke har noget valg" sagde han. Og det er rigtigt, også selvom jeg ikke altid synes det er lige fedt at være en disrupter (man får altid flere fjender når man disrupter noget). Det ville jeg gerne snakke om i dag i forhold til blogtemaet. For det er den styrke jeg ønsker at alle finder i sig selv, og det er den styrke jeg ønsker at kunne bare inde i min selv, også selvom jeg står overfor en hvid kittel eller en autoritet på et sygehus der siger "det her vil være bedst for dit barn" ... at kunne bevare styrken der til stadig at være tro mod sine egne ønsker og finde ud af hvordan man kan samarbejde sig bedst frem til den sti du ønsker for dig selv, uden at brænde alle broer omkring dig.Egentlig startede denne her rejse med et møde med Christina Doula og en skøn TV-tilrettelægger, og vi snakkede om at lave et dokumentar-program om min rejse (som den stedfortrædende historie), hvor vi skulle finde eksperter og cases undervejs til at lave lidt det samme, som det er endt med her på bloggen i stedet. Jeg var helt vildt efter at komme i gang, og fik en masse viden på kort tid om programtilrettelæggelse og dokumentar-fortælling, vinkling osv.Men. Det blev for omfattende og for nyt for mig, der skulle rejses kapital og og og. Og selvom jeg ELSKER at kaste mig ud i ting jeg ikke aner noget som helst om, og selvom jeg elsker at lære, så længe det er noget der giver mening for mig, så måtte jeg bare erkende at det simpelthen var for stor en mundfuld lige nu at lave dokumentar. Derfor blev løsningen at lave præcis det samme, bare som tema på bloggen, en platform og et format jeg kender til hudløshed, og som jeg ved jeg kan skabe nye veje med.Så nu har vi i næsten to uger været i gang med dette blogtema, og det har allerede taget mig steder hen jeg på ingen måde kunne regne ud på forhånd. Og det er en af mine pointer til dig i dag. Vi er nødt til at kaste os ud i det, også selvom det føles som en virkelig dårlig idé. Mest fordi de fleste af os ikke har lyst til at gøre os selv upopulære. Problemet er bare at hvis vi gerne vil have alle med på vognen, så kommer vi ingen som helst steder. Faktisk skal vi helst gerne vide hvem vi pisser af på vejen. Først der begynder vi at have fat i noget af det rigtige. Og sådan var det også denne gang. Og sådan er det også at forberede og træde sin egen sti i sit valg af fødsel.Vid hvem du pisser af undervejs, og forbered dig på at håndtere den situation så godt som muligt når den kommer. Det formåede jeg ikke i starten af denne graviditet, og derfor sad jeg i et indre smertehelvede i 6 måneder. Jeg VIDSTE jo godt at jeg ville løbe panden mod en mur (igen) i det etablerede sygehusvæsen. Jeg VED jo godt jeg er en irriterende vandrende pind der tillader mig at stille spørgsmål og gerne vil have ekstra viden om muligheder. Jeg ved godt de her ting. Alligevel kastede jeg mig med hjertet forrest ind i et system jeg vidste hvad var uden overhovedet at lave en plan først. Og så gik det galt.Når jeg laver et blogtema, og hver eneste gang jeg skriver et indlæg, så ved jeg på forhånd (med rimelig sikkerhed) hvem der bliver sure. Jeg skriver ikke med det formål at gøre noget sure, jeg skriver bare med bevidstheden om hvem der stiller sig på bagben, og jeg forbereder mig allerede når jeg skriver blogindlægget på hvem jeg skal diskutere med når det er udgivet. Det der så er "skægt" er at jeg er så bevidst om det her, i mit blogunivers, og så ubevidst om det når det kommer til min fødsel og sygehuset. Det er præcis samme mekanisme.Så på den ene side gad jeg godt have "set det" i bedre tid. På den anden side havde jeg jo brug for det gok i nødden (igen), ellers havde jeg ikke kunne skrive det her indlæg i dag, men jeg havde heller ikke kunne ændre min graviditet fra et mareridt til den vildeste rejse i kærlighed og nye verdener der åbner sig. Og det er den blevet.Når man disrupter, så åbner man verden op. Også selvom det i starten godt kan føles som om man river verden ned. Jeg kigger altid mig selv i øjnene når jeg skal (og ja "skal" er det rigtige ord, for jeg føler virkelig ikke jeg har et valg) disrupte. Ligesom jeg gjorde med dette blogtema. Og så får jeg sagt noget a la "hold kæft hvor er det dumt altså. Du er gravid i 7. måned, du er træt, du kan ikke gå, det er svært at passe arbejdet, du har lige brugt 6 måneder på at ørle og ligge i sengen, og nu tænker du så det er en god idé at lancere et super kontroversielt emne, der får en masse fagpersoner i fødeverdenen op i det røde felt? Jamen helt og lykke, for jeg ved jo godt der ikke er nogen vej udenom...!" Og så er det bare med at gå i gang.Når man er en der træder stier, så er det her altså virkelig godt at være bevidst om, så man ikke får gjort sig selv helt forkert fordi man ikke er lige populær hos alle. Kan man til gengæld leve med det, og samtidig glædes over at være fuldstændig tro mod sit hjerte hele vejen, og VIDE inderst inde at man har gjort ALT hvad man kunne, med skibet der er ladet med kærlighed undervejs, så får man et liv fuld af eventyr. Så kommer man derhen hvor ingen har gået før, og der vil altid være nogen der har lyst til at gå med, ene og alene fordi en ny vej altid er spændende at gå.Når vi træder stier i vores eget liv, så skal vi turde at være disruptere, Vi skal turde disrupte med andres billeder af dem vi er, vi skal turde disrupte vores eget billede af hvem vi er og vi skal turde at folk ikke kan lide os, ikke bryder sig om os og at folk synes vi fylder for meget, er for meget, larmer for meget og er for meget på tværs. Vi skal turde have kærligheden med. Når vi har uddannet vores omverden i hvordan vi gerne vil behandles, så skal vi turde at både vi selv og omverdenen spræller når vi skal aflære, og lære en ny måde at være sammen på. Og nogle vil falde fra for at nye kan komme til.En graviditet er et fantastisk sted at melde sig ind i disrupter-klubben. Og der er altid plads til flere.I morgen kommer fødselsberetningen som jeg skrev om i starten af indlægget. Der kommer du til at møde endnu en disrupter. Glæd dig <3