3. uge med nyfødt baby og totalt utjekket mor
Ninja-rullepølsen sover. I dag er Emma Jo 22 dage gammel. Jeg sidder i min gule bedstefarstol og kigger rundt i min lejlighed. Her er stadig vildt mange ting der ikke har fået en plads endnu, og som ikke helt er blevet ryddet væk/op/i kælderen siden jeg kom hjem fra hospitalet. Men hvem har travlt? Det er sommer, jeg skal ikke nå en skid, og jeg har efterhånden (næsten da) fundet fred med det her nye tempo. Hvis jeg når i bad en dag er det fint, hvis ikke, så klistrer jeg bare lige en dag mere. Sammen med min baby, som klistrer lige så meget som mig.
For hver dag der går lærer jeg min baby bedre at kende. Der er sket en verden til forskel siden mit indlæg om utilstrækkeligeden som mor, og i særdeleshed siden jeg læste alle de virkelig kærlige og kloge kommentarer fra mine elskede læsere. Det gjorde hele forskellen at læse svar fra så mange kvinder der vidste præcis hvad jeg stod i. Det er uvurderligt.
God nok
Jeg føler mig god nok. Jeg græder godt nok lidt hver dag, mest af glæde godt nok, men også af frustration og magtesløshed, for uanset hvor klog jeg synes jeg er blevet, så er det bare top ufedt at ens barn græder og er svær at trøste. Det holder nok aldrig op. Men jeg føler mig god nok. For hvordan skulle jeg kunne gøre det bedre end mit bedste? Jeg ved meget mere i dag end jeg gjorde for bare tre dage siden, og om en uge ved jeg meget mere end jeg gør i dag. Men jeg er nødt til at føle mig god nok med den viden jeg nu engang har i dag. Hvilket minder mig om denne video fra DeppeTV, som jeg lige tror jeg skal se igen:
Der er så mange måder at være mor på
I går gik jeg en tur sammen med Richie (barnets far) og Emma Jo og barnevognen. Det er 4. eller 5. gang jeg er ude med barnevognen. I starten havde jeg stress over at jeg ikke kom mere ud og var mere café-mor agtig. Nu er jeg pænt ligeglad. Der er kun et tempo, og det er mit (i stærkt samarbejde med min datter, som er den nye CEO i firmaet). Vi snakkede om flytning. Jeg bor i en 1.værelses lejlighed, og har svaret "hun skal ikke have et børneværelse" til alle de spørgende ansigter, der ville vide hvor i alverden min datter skulle bo når hun kom til verden. Altså, jeg mener, har I set en baby? Sådan en fylder mellem 50 og 68 cm det første lange stykke tid? Jeg tænker der er plads nok hjemme hos mig.
Heldigvis kender jeg en hulens masse mennesker der er blevet forældre på de sjoveste måder, har boet de mest spøjse steder, og som har klaret de mest umulige udfordringer som nybagte forældre. Det er virkelig rart at have en masse forskellige løsninger at spejle sig i, så jeg ikke automatisk føler mig forkert fordi jeg nu engang har fået et barn med min underbo, og hun skal bo i mit 1'er her i Hellerup, og faderen og jeg er ikke kærester, men nu engang gode venner der er blevet kickass forældre for Emma Jo. Og hvis jeg kigger på alt andet i mit liv, så er der ikke noget som helst der er gået efter bogen, så hvorfor skulle dette være nogen undtagelse? Jeg er god nok. Min datter får alligevel ikke noget "normalt" liv, ellers skulle hun nok have valgt Hr. og Fru. Bøf som forældre. Det gjorde hun ikke.
Svar lige hurtigt, dør hun af det?
Umiddelbart tænker jeg at jeg nok ikke vinder medaljen som verdens mest tjekkede mor. Men det er faktisk derfor bloggen hedder "Deppe and the lost sock" (jeg tror i hvert fald det er derfor...). For jeg forestiller mig en business-mor der kommer afsted med en baby med kun en sok på, lidt mascara på vildfart i moderens ansigt og drøner ud ad døren med en baby der gylper på min nye jakke. Eller noget.
I går måtte jeg skrive følgende sms til min mor "HJÆLP, jeg er kommet til at give Emma Jo sukkervand direkte fra køleskabet, som ikke er varmet op til 37 grader, dør hun af det? Smadrer jeg hendes tarme? Svar lige hurtigt mor!!" (sukkervandet var lavet på kogt vand og var derefter kølet ned, men jeg var helt i panik). Min mor beroligede mig, og min datter lever endnu, her 24 timer efter katastrofen.
Jeg elsker Emma Jo, og jeg har verdens største tålmodighed med hende (ikke helt med mig selv... måske det kommer), og det er det vigtigste, for det kan hun mærke. Jeg gør mit absolut bedste, og nogen gange vil det ikke være godt nok, men jeg er kun utilstrækkelig som overmenneske, ikke som mor (som en af jer skrev til mig). Som mor har jeg alt hvad jeg skal bruge. Opmærksomhed, lytteevne, nærvær, kærlighed, vedholdenhed, tålmodighed, omsorg, forståelse, nysgerrighed og en masse andet godt jeg kan trække på. Det må være en mors bedste værktøjskasse.
Så nej, jeg er ikke den nybagte mor der lige bager cupcakes, har sat håret og lugter af lavendel og friske blomster. Jeg gider heller ikke sammenligne mit "behind the scenes" med Instagram mødres "highlights". Det vildeste jeg kan præstere er at tage en kjole på og lidt mascara (og dække mine pletter på kjolen med en halskæde), og det er godt nok.
YAY
Det var min 3. uge som mor. Kan du huske din?
