Gravid uge 40: Sur sur sur lille bi omkring
Arhh... gravid er jeg nu stadig, det kan jeg ikke rigtigt løbe fra. Men jeg er eddermame sur og tvær. Og ikke rigtigt på nogen som helst, bare sur. Her kommer en update jeg ville ønske jeg ikke havde behøvet at skrive.
Altså. Grundlovsdag, i fredags, skulle jeg ind til kontrol på Hvidovre sygehus, efter at jeg var blevet udskrevet onsdag (læs her). Ingen svangerskabsforgiftning og mine tal var normaliserede igen. Hvilket jo var godt. Til gengæld frygtede jeg at mit blodtryk ville stige igen, for jeg ville i så fald risikere at blive indlagt igen. Det er der for så vidt ikke noget galt i, men alle de der mentale sceneskift, de tærer på energien og overskuddet - som der i forvejen ikke er ret meget tilbage af efter 9 måneders opkast og senge-graviditet. Og ja jeg klynker - deal with it!
Ind på Hvidovre med mig i fredags, min mor tog med. Ganske som forventet var der igen protein i urinen (det skal der helst ikke være) og mit blodtryk var igen for højt. Efter en snak med en læge, blev det besluttet at jeg skulle sendes hjem (yay), og komme ind igen søndag (knap så yay) til endnu en kontrol, og hvis mit blodtryk var det samme, så skulle jeg sættes i gang søndag. Altså i dag.
Igangsættelse eller ikke igangsættelse, det er spørgsmålet
Helt ærligt, så vidste jeg faktisk ikke helt hvordan jeg skulle have det med det hele, da vi trillede ned i parkeringskælderen under hospitalet i dag. Om jeg skulle glæde mig over muligvis at blive sat i gang (igen, ikke igen, igen, ikke igen)? Om jeg skulle glæde mig over at mit blodtryk var faldet, og jeg muligvis skulle fortsætte til kontrol hver anden dag? Eller ej? Eller? Så jeg besluttede mig for bare at tage elevatoren op, og få det hele overstået, og forhåbentlig blive lidt klogere.
Jeg er træt. Min krop er propfyldt med væske. Jeg er desværre stadig plaget af træls kvalme, jeg har dog ikke kastet op i en uges tid (hurra). Mine knæ gør skideondt fordi jeg er blevet så tung og jeg har svært ved at finde overskud. Øv filihankat. Jeg savner at være glad og hopla-agtig.
"Dit blodtryk er stadig for højt Anne..."
Som forventet er blodtrykket det samme som i fredags, men beskeden fra den nye læge var ikke helt som forventet:
"Ja, dit blodtryk er for højt, men vi sender dig hjem alligevel, og hvis du ikke har født indenfor de næste 10 dage, så kan du komme herind og vi kan sætte dig i gang der, hvis du vil det"
Okay? Så det der har været i vejen hele tiden, og det der har været årsag til både indlæggelse og adskillige trusler/løfter (jeg kender ikke forskellen mere) på akut, og mindre akut igangsættelse, det er nu slet ikke noget problem, og du sender mig hjem resten af graviditeten uden nogen former for kontrol?
I don't get it.
Vi forlod sygehuset, jeg ville bare gerne hjem. Jeg er ked af det og sur og træt og skuffet, og jeg ved ikke på hvem og over hvad og hvorfor, men jeg har på den ene side lyst til at råbe og skrige ad nogen, og på den anden side synes jeg, at jeg skal være vildt glad og taknemmelig over at der (næsten) ikke er noget galt med mig. Ja lige bortset fra det høje blodtryk der hele tiden har været et kæmpe problem, og nu er det samme høje blodtryk ikke noget problem.
Jeg føler mig 0% tryg... måske er det derfor jeg er sur.
Fuck this Th*t
Så nu har jeg barrikeret mig og lukket klappen ned. Jeg har opdateret mine nærmeste venner og jeg har frabedt mig opkald og besøg de næste par dage. Jeg kan simpelthen ikke rumme det hele lige nu, jeg er ked af det, frustreret og mangler lidt en knage at hænge det hele på. Det er ikke nogens skyld, alle gør det bedste de kan, og jordemødrene på Hvidovre sygehus har været helt fantastiske igennem alt det her. Jordemoderen i dag var dog (også) noget forbavset over lægens udmelding, og bad mig ringe ind på sygehuset hvis nærmest bare Emma Jo har fået hikke... tror gerne hun ville have set mig igen inden de 10 dage, og holde lidt mere øje med mine tal. Det ville jeg måske også gerne selv, især fordi der nu har været så meget støj omkring det.
Det bliver nok bedre i morgen. Så jeg har bestilt ALT for meget sushi, mest fordi Sticks'n'sushi er dem der har den mest spændende dessert på Just-Eat, og så har jeg tænkt mig at ligge og tude og se dårlige film indtil i morgen engang, og så er det atter en ny dag, og så tager jeg den derfra.
Det skal nok blive godt alt sammen, i dag er jeg virkelig bare træt af det og pissesur. Min humor skal nok komme tilbage til mig igen, for jeg vil så gerne have den med under fødslen, men i dag har den fået en velfortjent pause.
Tak fordi du læser med og sender kærlighed, selvom jeg pt er lukket ned på næsten alle platforme (læser lidt med på Instagram), så ved jeg at der er massive mængder kærlighed i min og Emma Jo's retning. Det ankommer hos os alt sammen <3
