Jeg skal være mor nu, jeg skal ikke være 149 over 97

Jeg skal være mor nu, jeg skal ikke være 149 over 97

Siden i går og min noget sure blog-opdatering, har jeg fået sovet lidt, og jeg har fået oplevelsen på sygehuset lidt på afstand. Jeg kan egentlig holde til ret meget normalt, men jeg er ikke specielt god til at håndtere ting der ikke giver mening. Jeg er gravid, jeg er gået over tid, jeg er ekstra sårbar, jeg har indenfor de sidste 14 dage skulle håndtere ret mange pludselige, og ret store omvæltninger i mit forløb. Og så har jeg 9 måneders udmattelse med i bagagen, og nu står jeg her med meningsløshed i den ene hånd og utryghed i den anden.

Fra at min graviditet handlede om at blive mor, forældre til et lille nyt barn, så handler min graviditet nu udelukkende om mit blodtryk. Det gør mig ked af det. Jeg synes jeg havde ret godt styr på det med at finde min egen vej i graviditeten, lytte til min egen stemme, træde min egen sti i denne absurde religion, som alle synes at have den endegyldige sandhed omkring.  Nu sidder jeg så selv her, og går mere op i et eller andet lorte-tal, end jeg går op i, at der lige om lidt kommer et helt nyt væsen til verden, som aldrig nogensinde har været her før, og som 100% afhængig af mit overskud, min kærlighed og mit fokus. 3 ord jeg kun kan stave til, men ikke kan mærke skyggen af i disse dage.

At overgive sig til en hvid kittel

Min mor ringede til sygehuset i dag. Hun havde brug for svar på hvad i alverden der skete på det sygehus i går. Og selvom hun selv var med, og selv hørte hvad lægen sagde, så er det så let at overgive sig til en hvid kittel, nikke samtykkende, og tage hjem i troen om at så var det nok det rigtige at gøre. Nogen gange tænker man først klart igen når man kommer hjem og der er gået lidt tid.

Min mor ringede og bad om en forklaring, en begrundelse eller bare en uddybning af hvorfor i alverden lægen i går traf en beslutning, der lå så langt fra den plan vi hele tiden har fulgt.

Desværre er der sket det, at hverken lægen i fredags (som sagde igangsættelse senest søndag) eller lægen i går (som sagde "smut du bare hjem i 10 dage med dit høje blodtryk, det er overhovedet ikke farligt"), har skrevet så meget som et komma i min journal omkring deres beslutninger, så ingen ved noget som helst. Til gengæld kan hverken jordemodercenteret eller afdelingen forstå hvorfor i alverden jeg er blevet sendt hjem, og jeg skal nu alligevel på sygehuset igen allerede i morgen og igennem alle tests endnu engang. 

Jeg har virkelig forsøgt at møde sygehusvæsenet med en ren tavle. Mine møder med systemet har desværre ikke været ret positive, men hvis noget skal ændre sig, er jeg også nødt til at forsøge igen og lade historikken ligge derhjemme. De gør det bare helt ufattelig svært for mig at møde op i morgen med tryghed og tillid og ro, og jeg har faktisk ikke lyst til at tage derind mere. 

Man kan ikke blive ved med at trække overskud op af en magisk tryllehat

Normalt har jeg et overskud, jeg har en god portion humor og tålmodighed, og en masse andre ressourcer at trække på i sådan en situation. Nu er det desværre bare mig der er den gravide, og jeg har ikke flere kræfter at trække på. Havde det stået til mig, var jeg ikke taget derind i morgen. Selvom jeg har haft en svær graviditet, så har ingen kunnet tage mit gode humør fra mig. På 3 uger er det lykkes mig at blive fuldstændig punkteret for alt hvad der hedder overskud og energi og god humor. Jeg er nærmest ligeglad med om de skærer mig op og piller barnet ud selv, jeg gider ikke mere. Jeg gider ikke mere frem og tilbage, jeg gider ikke flere prøver og jeg gider slet ikke flere læger der mener at vide hvad der er det rigtige at gøre, også selvom det er direkte modstridende med hvad den anden læge sagde for 48 timer siden. Sådan har jeg det lige nu, i dag, i dette øjeblik. I morgen er det anderledes, men lige nu skal det have plads at have det sådan, ellers går det ikke væk.

Jeg skal jo bare være mor

Jeg skal jo bare være mor. Jeg er ikke et blodtryk, jeg er en gravid kvinde, der ligesom alle andre gravide kvinder gerne vil opleve en god fødsel omgivet af tryghed. De folk der har messet for mig at de ikke forstår hjemmefødsel, fordi sygehuset er det eneste rigtige at gøre, for der er man i trygge hænder, de skal prøve et forløb som jeg står i nu. Ja, der er måleapparater, ja der er nåle der kan tage blodprøver og skalpeller der kan skære min mave op. Der er også mange hvide kitler og mangle travle mennesker der skal nå en hel masse på alt for kort tid. Men tryghed? Det er der altså ikke. Til gengæld er der utryghed i rigelige mængder og informationer der på ingen måder giver mening og som er temmelig retningsforvirrede.

Det er svært for mig at sige i måleenheder hvad denne oplevelse gør ved mit system og mit barn og den fødsel jeg skal forsøge at finde energien til at komme igennem. men noget gør den ved mig, og det er ikke positivt.

Udover alt det jazz med hård graviditet, så er jeg med i noget der hedder "blå team" på Hvidovre sygehus, som er en særlig gruppe jordemødre der tager sig lidt ekstra af sårbare gravide. Jeg er en af dem, og det er jeg fordi jeg er tidligere seksuelt overgrebsoffer (fra jeg var 6 år til jeg var 27 år - læs ganske kort om det her hvis du vil, det er old news). Det står også i min journal. Det kunne være helt fantastisk hvis man/jeg var blevet mødt i de senfølger jeg har med fra den historie. Jeg er normalt en fighter og jeg er normalt virkelig viljestærk, men selv en fighter kan miste troen på sig selv, og skal samles op igen. Og i dag er bare sådan en dag. Jeg bliver den lille forsvarsløse pige igen, hende der er bange for mennesker og hende der ikke kan stole på at voksne/autoriteter er på hendes side. Jeg har været her så mange gange før, og jeg kender så udemærket vejen tilbage til styrken, men jeg kan ikke løbe fra at hun også er en del af mig, og har brug for ekstra tryghed lige nu. I dag. 

Min historie er min historie, og det er ikke systemets skyld at jeg har de oplevelser med i bagagen jeg har. Derfor har livet også lært mig at hvis jeg skal mødes i den historie, og de ar jeg har med mig derfra, så er jeg nødt til at yde en indsats selv. Så det har jeg gjort. Jeg har booket en ekstra tid hos min psykolog, jeg har ringet til fødeklinikken Maia (privatklinik som har massive mængder af nærvær og overskud) og jeg har skrevet denne blog, fordi det altid er helende for mig at få sat mine følelse og tanker ind i ordrækker og sende dem ud af mit system.

FLY woman (gad vide hvad det koster i gebyr at skrive på engelsk?)

Om kort tid kommer styrken tilbage til mig, det ved jeg, for det gør den altid. Men den gør den kun når jeg tillader mig selv at være punkteret og have tabt pusten, også selvom det ikke er særlig inspirerende at læse sådan en udånder-energi, som den energi dette blogindlæg er rammet ind i i dag. Jeg giver mig selv plads til at det er noget pissefuckerlortefuckingpikkemøg i dag, og så ved jeg at jeg kan trække vejret noget lettere igen.

Og det er ok. 

Jeg skal bare huske mig selv på at jeg skal være mor om lidt, jeg skal ikke være 149 over 97. Jeg skal have mit fokus tilbage. Og det får jeg når jeg har grædt lidt. Den eneste der muligvis forstår hvorfor jeg er frustreret og ked af det, er den der har trådt den samme sti som mig, og det er der jo kun 1 der har, og det er mig. Det er vigtigt at huske sig selv/mig selv på når jeg møder kommentarer som "der er også børn der sulter i Afrika, Anne". Og så er det jo kun dejligt at der findes mennesker der tager til Afrika og tager sig af de sultne, mens jeg kan blive her og koncentrere mig om mine egne problemer.

Engang lærte jeg hvad F.L.Y. betyder = First love yourself. Man kan ikke hælde fra en tom kop, og for at være noget for andre, er man nødt til at have styr på hjemmebanen først. Hvis jeg på nogen måde skal lære min datter den lektie, er jeg nødt til at praktisere den selv. Det er bare det jeg er i gang med. Så har du svært ved at finde sympatien, så foreslår jeg at du læser en anden blog i stedet for at spilde mere af din eller min tid her.

Thank you <3

PS: De fantastiske billeder har jeg lånt fra Jade Beall Photography