Et års ventetid er slut, nu kan jeg ENDELIG afsløre vores store hemmelighed

Hvordan afslører man en hemmelighed man har siddet på i over et år? Et projekt man er så stolt over at være en del af, at man er ved at revne? Noget som har været så enormt svært ikke at dele med alle andre? Noget som kun ganske få i vores omgangskreds kender til? Noget som hele Danmark kommer til at have en holdning til lige om lidt? Og noget som forhåbentligt kommer til at gøre en forskel for børn og deres familier i Danmark i fremtiden? Jeg ved det ikke, men nu gør jeg et forsøg.

Børn i mistrivsel

Det er vist ikke gået læsere af denne blog forbi at vi har haft skolevægring og mistrivsel inde på livet, og at det har ændret vores liv radikalt for 3 år siden. Det er et emne der stadig optager mig utrolig meget, både fordi vi jo hver eneste dag lever i konsekvenserne af mistrivslen, fordi jeg lagde mit liv om og tog mit barn hjem. Min datter blev i slutningen af sin mistrivsel visiteret til et specialtilbud, men jeg valgte at oprette mit helt eget specialtilbud, fordi jeg kunne se at alle de fagpersoner vi havde “koblet på” vores sag, lige fra skole til PPR til familiehus til kommune, de ikke forstod min datters DNA og indre liv, og derfor heller aldrig ville blive i stand til at skabe en sund og tryg ramme for hende, især når der ikke blev lyttet til hverken min datter eller mig. Her 3 år senere er jeg dagligt taknemmelig for at jeg tog den beslutning, også selvom det kan være hårdt i perioder, både økonomisk, fysisk og mentalt. Men det er i min verden en lille pris at betale for at se livsglæden i min datters øjne igen, og se hende danse igen.

Det hemmelige projekt

Derfor var det også med kæmpe glæde og stolthed at vi i sommerferien 2024 takkede kæmpe ja til at være en af de familier, der skulle være med i DR’s kommende dokumentar om mistrivsel og skolevægring. At være med til at give alle de (vores) familier der ikke bliver hørt en stemme. At være en del af det her dokumentarprojekt er både en kæmpe ære, men også et kæmpemæssigt ansvar, fordi vi taler for så enormt mange forskellige familier med så enormt mange forskellige problematikker. Det er så komplekst. Det er ikke noget jeg eller vi på noget tidspunkt har taget let på, og det har hele holdet bag dokumentaren heller ikke. Alle er bevidste om det ansvar der følger med, og det har vi mærket fra start til slut.

Jens, Simon og Marie bag kameraet

Dokumentaren

I et år har vi filmet. Vi har også selv-filmet, Emmalia har haft sit eget kamera (som jeg ikke måtte røre), vi har deltaget i fælles aktiviteter med de andre familier, som også er blevet filmet, og som du skal glæde dig til at se. Vi har langsomt opbygget et sprog, et stærkt fællesskab og en styrke, som jeg glæder mig helt enormt meget til at hele Danmark skal se her i efteråret. Jeg har lært de mest fantastiske og stærke mennesker at kende gennem projektet, jeg har fået nogle af mine nye bedste venner gennem det her projekt. og jeg glæder mig helt afsindigt meget til at du også skal møde nogle af de stærkeste mennekser jeg har mødt i hele mit liv, og høre deres historier, ligesom jeg glæder mig til at vores hjemmeskolehistorie også bliver en del af fortællingen.

Dokumentaren er et kæmpestort projekt, og jeg har sendt så mange tanker til klippeholdet her i sommerferien. Jeg har selv en erfaring indenfor medietilrettelæggelse, og jeg er bare så taknemmelig over at det ikke er mig der skal sidde og træffe de noget nær umulige beslutninger i klipperummet, som holdet bag dokumentaren har måtte træffe denne sommer. Det hele er vigtigt, alt hvad der er blevet filmet det sidste år er vigtigt, men når man kun har X antal minutter og episoder, så skal man træffe virkelig svære beslutninger.

Kæmpe respekt til holdet!

Svære etiske beslutninger

At melde sig selv til sådan et projekt her er en ting, men at melde sine børn til at blive sendt ud i hele Danmark kræver overvejelser der ikke er lette. En af præmisserne for vores deltagelse var 100% transparens, det vil sige at vi også har tændt kameraet og filmet nogle af vores sværeste timer - hvordan de ægte ser ud, fuldstændig filterløse. Jeg kan mærke et sug i maven maven når jeg skriver disse ord, for hvordan går man lige hen og tænder et kamera midt i at ens barn har det allersværest? Alle de overvejelser vil jeg dele meget mere om senere, det er et helt blogindlæg for sig selv, og det er nemmere at folde ud når vi alle har en fælles referenceramme, så det indlæg kommer når dokumentaren bliver sendt i dit TV til efteråret.

Nyheden er ude, nu kan jeg ENDELIG tale om dokumentaren (i hvert fald i små bidder for nu), hold kæft det har været svært ikke at dele, men det har også været en fed øvelse at holde helt mund i et helt år. Et års fokus, arbejde, følelsesrejse er forbi, og nu starter en helt ny del af rejsen. Lige om lidt kommer du til at se hvad vi har lavet, og jeg glæder mig helt vanvittigt til at dele resultatet med dig. Helt ubeskrivelig meget.

Så uden at afsløre mere for nu, så lover jeg at jeg fortæller meget mere om meget snart, og så glæder jeg mig bare til at du skal møde det sejeste hold forældre, badass børn og filmprofessionelle jeg nogensinde har mødt. Så nærværende, stærke, tryghedsskabende, pisseseje, inspirerende og fantastiske. Jeg føler mig mere forbundet til de her mennesker end jeg gør til 95% mennesker jeg har mødt i mit liv - fordi vi har været på det her års rejse sammen og genkender en smerte i hinanden som resten af verden bare ikke har indsigt i - endnu.

Jeg glæder mig så meget til at fortælle mere

Kærlig hilsen

Frejamay