Emmalia er lige løbet grædende ind på sit værelse. Hun sad begejstret og spillede Minecraft da jeg gik på toilettet, og da jeg kom tilbage igen et par minutter senere, havde hun slettet hele spillet, og hele den verden hun har bugt flere måneder på at bygge op. Jeg har forsøgt at snakke med hende, men hun er lige nu slet ikke til at komme i kontakt med, hun er til gengæld i fuld gang med selv at bearbejde sine følelser, og derfor er det bedst jeg lader hende være lige nu.

Det er kun ca et halvt år siden jeg fandt ud af at Emmalia er højt begavet. I sommers fik jeg hende testet ved Gifted institute, og har fået bekræftet at hun er højt begavet. Men allerede kort tid efter at jeg forstod at det nok var det der "var med Emmalia". Giftedness, lærte jeg at det er en enormt misforstået betegnelse, fordi folk hører mig sige at jeg har et barn der er klogere end alle andre børn, og at det er det eneste der "er galt". Ligesom forældre til højt begavede børn skal høre på sagsbehandlere, PPR psykologer og andre fagfolk, der i ramme alvor siger at "måske skal i ikke presse/pace jeres barn så meget". Jeg har stadig til gode at møde en mor eller far til et højt begavet børn som presser/pacer dem på nogen som helst måde. Tvært i mod kæmper de fleste af de her forældre, os, med lige præcis det jeg fortæller om i dag: perfektionismen der lever indeni barnet, helt af sig selv, og som kan være tæt på umulig at tackle til tider.

Nu har Emmalia sat sig til at tegne mens jeg downloader Minecraft igen, og forhåbentligt kan få genetableret Emmalias begejstring for spillet. Hun var sejlet ud i en båd, som hun ikke kunne styre, og pludselig havde hun ikke "overhånden" i Minecraft, og det er i hendes verden en "fatal fejl", og så kan ALT med Minecraft være fuldstændig ligegyldigt.

At være mor eller far til et højtbegavet barn er pissesvært, for mange af os i hvert fald, der er sikkert nogen der har regnet det hele ud, gid jeg også havde. I Danmark møder vi ikke højtbegavede børn i skolesystemet. Og når vi fortæller om vores højtbegavede børn til andre, så møder vi Janteloven før vi møder forståelsen. Hvis vi møder forståelsen.

Pædagoger og lærere bliver ikke uddannede i høj begavelse, det gør psykologer og sagsbehandlere heller ikke. Jeg sad for nyligt til familierådgivning i familiecenteret, og fortalte hvordan Emmalia selv har fået kæmpe interesse for den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. Inden jeg nåede at forklare færdigt, sagde familierådgiveren (altså eksperten i rummet), at måske skulle jeg. heller ikke introducere sådan nogle voksne emner for en 7-årig.

Hvis hun havde gidet at lytte færdig, så ville hun vide at Emmalia læser mange bøger. Rigtig mange bøger. Jeg har forsøgt at finde bøger med gode kvindelige rollemodeller, for dem er der ikke så mange af (endnu). Derfor har vi læst alle bøgerne i serien om kendte mennesker der har forandret verden, en serie der både findes til små børn fra 12 måneder, og for lidt større børn fra ca 4-5 år.

I denne serie har vi læst om Rosa Parks, Martin Luther King, Maya Angelou og mange flere. Efter at have læst bøgerne var det Emmalia selv der linkede flere af de store personligheder sammen, og flere af dem optrådte i hinandens bøger, og derfor opstod interessen for borgerrettighedsbevægelsen, ulighed, uretfærdighed, forskelsbehandling osv, som vi så er dykket ned i (i børnehøjde). Men jeg er ret sikker på at der lige nu i vores papirer står at mor "pacer", fordi eksperten ikke gad høre efter, eller interesserer sig for hvordan interessen opstod hos Emmalia.

Mange tror det med at være højt begavet er noget forældre "gør ved deres børn", presser dem til at være. Men det at have en høj begavelse er noget fysiologisk i hjernen. Ligesom hvis dit barn skal have briller. Hvis dit barn skal have briller går du jo heller ikke hen til dig barn og siger "du skal bare læse noget mindre" eller "måske skal du også ud på legepladsen noget mere" eller siger til forældrene til barnet at måske skal de ikke presse barnet til at bruge øjnene så meget. Du stikker barnet et par briller der passer til barnets øjne. Det er sådan set "bare" det vi mangler i skolerne. Vi mangler et par rammer der passer til de her børn, som filtrerer verden helt anderledes end alle andre børn.

Meget af det jeg hører når jeg fortæller om Emmalia, er at

"hun skal jo også lære at ..."

"hun skal jo også kunne indgå i sociale sammenhænge"

"det er jo også vigtigt at hun forstår at"

alt sammen noget hvor det er Emmalia på 7, der ikke passer ind i et system, fordi det ikke er indrettet til hende, der skal lave sig om (det er umuligt) for at passe ind. Det er sindssygt frustrerende at tale med de fagpersoner der skal hjælpe os, hvor du på deres første spørgsmål kan høre at de intet ved om de det skal hjælpe os med. Dybt frustrerende.

Forestil dig at du skal starte på en ny arbejdsplads. Du skal være der i 10 år. Du har måske brug for ro for at kunne koncentrere dig, men du bliver anbragt midt i et lille rum med 27 andre kollegaer du aldrig har mødt før, og midt i en masse larm. Du vil helst gerne gøre et godt indtryk, passe ind, ikke skille dig ud, men du kan slet ikke deltage i arbejdet, fordi der simpelthen ikke er noget der taler dit sprog eller ser arbejdsopgaverne på samme måde som dig. Du forsøger at være en del af fællesskabet, men ingen gider lege dine lege, fordi det virker som om at de lege du gerne vil lege, de er fra en anden planet. Du prøver i en periode, men giver op, fordi der ikke er nogen som helst der hjælper dig.

"Jamen hvis du er så klog, så prøv at regne det her ud"

At være højt begavet er mange ting. Emmalia er f.eks testet meget højt begavet indenfor det der hedder "visual spatial". Det har intet med matematik og grafer at gøre. Det har noget med abstraktionsniveau og forestillingsevne at gøre. Som Grith fra Gifted institute sagde, forskningscenteret der forsker i giftedness og er dem der har testet Emmalia: "Det er en lidt mere sjælden form for giftedness, det er typisk dem der kan blive manuskripftforfattere og forestille sig hele Badehotellet, med alle miljøerne og karaktererne osv, dem findes der ikke ret mange af". Og det er jo spændende, men det betyder også bare at der er endnu færre steder vi kan gå hen for at blive mødt og få hjælp, så jeg er på kæmpearbejde for overhovedet at forstå Emmalias hjerne og filtrering af verden. Men jeg lærer hver dag.

Nu er Emmalia kommet ind i stuen igen. Jeg har i mellemtiden startet Minecraft op igen. Hele hendes verden var blevet slettet, så jeg startede med at bygge min egen verden. Jeg ville bygge et drivhus. Emmalia kom hen og spurgte hvad jeg lavede. Jeg fortalte at jeg byggede et drivhus. hun spurgte om hun måtte hjælpe. Jeg sagde at nu var det lige mig der spiller. Hun sagde at hun godt kunne vise mig hvor det var godt at bygge et drivhus. Jeg gav hende lov. Og nu har hun spillet Minecraft igen i 20 minutter.

Mission completed. Glæden ved Minecraft er genoprettet, men det tog også halvanden time, og jeg skal være 7 skridt foran hende hvis jeg skal have det til at lykkes, for den der perfektionisme er fucking snu og vedholdende og urimelig og alt mulig andet, og vi kæmper med den hver eneste dag.

Så ja, giftedness er en kæmpe gave, men før det er en kæmpe gave, så er det en kæmpe, til tider umulig opgave, som man som mor eller far er temmelig alene om. Og hvis man kommer i den uønskede situation at ens barn mistrives i skolen (risikoen er desværre meget meget høj for at det sker), så er der nærmest ingen hjælp at hente, og så står du der med et system der fuldstændig fejlfortolker dig som forældre, ingen viden har, og ingen viden har i sinde at søge, for der må jo være "noget andet galt" end at barnet "angiveligt er højt begavet". Der er heller ingen anerkendelse af dig som forældre, din viden, alle de søvnløse nætter du har brugt på at forstå giftedness, alle de fuck ups du selv har lavet gennem hele dit barns liv, indtil du fik et begreb som "højt begavet" der pludselig gav noget mening. Ingen er interesserede i at bruge al den værdifulde viden om dit barn, som du har brugt timer, uger, måneder og år på at samle.

Ikke som det er lige nu.

Nu kommer der en ny skolereform, der er nævnt "højt begavede børn", men det kræver mindst lige så meget et skift i menneskesyn, som det kræver flere ressourcer for at mødet med de her mange fantastiske børn bliver en succes.

Held og lykke til os alle.