Det her sker med Selinna og vuggestue

Hvad med Selinna? Skal hun starte i vuggestue? Skal hun starte samme sted som Emmalia? Skal hun blive hjemme? Hvad skal der ske? Spørgsmålene har været mange, svarene har været få. Jeg har listet rundt om emnet længe, og selvom jeg nu har besluttet hvad der skal ske, så er uroen i maven ikke blevet mindre, især ikke efter al den fokus på hvor dårligt det går ude i de “tilbud” vi har til Danmarks børn i dag. Åh jg synes det er kompliceret.

Ej, jeg var lige ved at starte det her helt skævt. Prøv og hør hvad jeg var ved at skrive: “Heldigvis har jeg haft mine piger hjemme længe, og de to gange Emmalia er blevet til luk i børneren har det været årets begivenhed, og jeg har fået skældud fordi jeg alligevel er kommet et kvarter for tidligt”. Det har faktisk ikke en skid med held at gøre. Det har været en benhård prioritering og omlægning af mit liv, at jeg har haft råd og mulighed og har VALGT at det er den barndom mine børn skal have. Jeg har simpelthen ikke kunne aflevere mine så små børn så tidligt og i så mange timer. Og det har jeg taget ansvaret for og konsekvensen af. Punktum.

Nu er Selinna så halvandet, lidt ældre end Emmalia var da hun startede. Jeg kan mærke at tiden er inde til at jeg får lidt timer til rådighed til at arbejde lidt mere, og Selinna kommer ud til nogle andre børn. Jeg kommer til at blive en bedre mor, men jeg tror sådan set ikke Selinna kommer til at blive “et bedre barn”. Hvad i alverden skulle det også være? Jeg synes faktisk stadig det er alt for tidligt (for mig og mine børn) at Selinna skal starte. Jeg er virkelig splittet. Derfor valgte jeg at gøre noget som måske gør mig en smule upopulær (igen), men som er det rigtige at gøre for mit barn.

Jeg havde skrevet Selinna op i Emmalias institution, og jeg havde fået plads d. 1/12. Men siden jeg fik bekræftet pladsen har jeg haft ondt i maven. Og pludselig kom de gamle oplevelser med Emmalia og vuggestuen tilbage til mig. Alle de morgener hvor jeg måtte blive på stuen op til en time fordi der kun var 1 voksen til ale alt for mange børn. En enkelt gang kom jeg for at hente Emmalia meget tidligt, fordi jeg havde mulighed for det, og allerede ude fra parkeringspladsen kunne jeg høre et barn der skreg. Og skreg og skreg og skreg. Jo nærmere jeg kom, jo mere overbevist var jeg om at det var Emmalia. Hun stod op i sin krybbe (med sele på) og hamrede og skreg sine lunger ud, helt alene udenfor og jeg ved ikk hvor længe hun har stået der. Jeg får helt tårer i øjnene bare af at skrive det igen. Ja. Nu græder jeg. Det gør så ondt at hun har været overladt til sig selv. Jeg kan simpelthen ikke en gang til. Derfor har jeg søgt information, snakket med virkelig mange forældre fra kommunen gennem facebook-grupper og nu har jeg fundet et sted jeg, som udgangspunkt er tryg ved. Og der starter Selinna d. 1/12.

Men det er virkelig ikke med ro i maven. Jeg har ikke engang set den nye dokumentar om forholdene i daginstitutionerne, jeg har heller ikke set “hvor er der en voksen"?” (mener jeg den hedder). Jeg kan simpelthen ikke. Jeg har haft svært nok ved at læse artiklerne om emnerne. Jeg kan simpelthen ikke begribe at vi som samfund vil være forholdene bekendt. At vi behandler små væsner så skrækkeligt. At vi kan sove om natten. At vi kan se os selv i øjnene.

Jeg er ved at finde ud af hvordan jeg fortsat kan indrette mig økonomisk og arbejdsmæssigt som enlig mor, sådan så jeg kan tage Selinna hjem igen hvis det viser sig at være en virkelig dårlig ide med den vuggestue. Uanset hvad skal det nok kunne lade sig gøre, for det er min børn. Men stedet er jeg faktisk tryg ved. Der var mange voksne, ro, glade børn. Der var en fornemmelse af overskud, som jeg ellers ikke synes jeg oplever nogen steder. Nu må vi se.

Så det er det der sker lige nu. Jeg har stadig traumer over indkøringen med Emmalia. At jeg kunne gøre det mod hende. Og ja traumer er det helt rigtig ord at bruge. Jeg tror aldrig jeg kommer mig over det. Jeg tror Emmalia gør. Jeg skulle have lyttet til mig selv, jeg skulle have flyttet hende. Også selvom det så ville være den tredje flytning. Hun var simpelthen så ked af det.

Og nu kommer der lige et lille rant. Hvad er det for en verden vi lever i, når et barn er i institution i 5-6 timer og har 17 minutters voksenkontakt, og så hiver man forældrene ind til samtale om mistrivsel fordi lille Peter eller Nikoline ikke viser tegn på trivsel? Jeg har siddet til sådan en samtale. Jeg har faktisk siddet med en ledelse af en dagpleje, og skulle vise videoklip på min telefon af at mit barn altså fungerer fuldstændig normalt socialt når hun er sammen med mig (og min familie), og at det derfor må være dagplejen den er gal med når der er tegn på mistrivsel. Gudskelov havde de en virkelig dygtig børnepsykolog der fuldstændig frikendte både min datter og mig, og hjalp mig med at komme væk fra det forfærdelige sted i en fart.

Men det er bare ikke stedet. Det er kun et symptom på noget endnu værre. Det er samfundet. Det er den løgn vi allesammen køber ind i at børneopbevaring (for det er det), det er en virkelig god ide. Det er det ikke. Alle fagfolk siger det samme. Forholdene er under al kritik. Og det her er Danmark. DANMARK. Ikke Bangladesh. Jeg forstår det simpelthen ikke. Det eneste jeg kan gøre i min egen lille andepøl, det er at tage det fulde ansvar for mig selv og mine børn, og så finde en løsning der fungerer for os. Og det har jeg gjort. Jeg betaler også en god pris for det, men at the end of the day, så er det det hele værd.

Jeg ved at der stadig findes rigtig gode steder derude, og det glæder mig. Jeg har ikke svaret på hvad der skal til for at vende udviklingen. For minimumsnomeringer er ikke svaret. Der skal virkelig også ske en holdningsændring på alle niveauer når det kommer til børn, børne trivsel og udvikling og hvad det kræver at skabe en god og sund børnehverdag for de børn der skal i institution. Jeg tror simpelthen der skal fuldstændig retænkes på området. Og arbejdsmarkedet. Vi skal stoppe op og se os selv i øjnene, og måske endnu vigtigere, mærke efter der hvor det måske gør ondt at mærke, og så skal vi finde ud af hvad det egentlig er vi gerne vil for vores børn, vores eget liv og vores allesammens samfund. Måske er der smartere måder at være et rigt samfund på, end at køre vores arbejdende del ud i stress og sygdom, efterlade vores ældre og syge i forhold der ikke er nogen værdige og behandle vores børn som om de var burkyllinger.

Det er ikke i orden.

Jeg har ikke løsningen.

Ej hvor er det nederen at ødelægge den gode stemning. Men jeg havde brug for at skrive det her. For det fylder helt vildt meget i mit system. Jeg kan ikke bære det. Jeg er ked af det og tung i hjertet for tiden. Jeg synes simpelthen ikke det er i orden.

Hvad skal vi gøre?