Og så tyrede jeg hendes Askepot-karret ind i vores nye reol (som gik i stykker) ...

Mine veninder har virkelig været krise-hotline for mig de seneste dage. Og nu hvor Ghita Nørby (måske) har lagt internettet ned, i hvert fald facebook og Instagram, så er der tid til lige at skrive lidt om hvad der foregår i vores krisehjem for tiden. For hold. Nu. Kæft. hvor er jeg prøvet."Frejamay, du er ikke en lortemor, du er bare en træt mor". Sådan sagde min veninde Lone Powerprinsesse til mig, da hun ringede i går. Og den omformulering satte mig lidt fri. For jeg var virkelig ikke stolt af mig selv. Normalt er det ungerne jeg har lyst til at sætte til salg på Ebay, men lige i de her dage er det mig selv jeg har lyst til at forære væk, så mine børn kan få nogle af de der søde, rummelige, rare voksne, som kan rumme enhver situation og håndtere den med rolig stemme og i øjenhøjde. Sådan en mor er jeg bare ikke. Ikke hele tiden i hvert fald.Så. Udover at vi har været sygdomsramte, og at min far er indlagt med blodprop i hjernen, og jeg er bagud med alt arbejde og tøjvask, så har jeg heller ikke rigtig sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Jeg har ikke sovet i et år. Indsæt selv bas og beat. Og som om det ikke var nok, og ja, det lyder måske lidt klage-offer-agtigt, men helt ærligt, sådan har jeg det også. Som om det ikke var nok så er Emmalia gået ind i sådan en "gad vide hvor mange tæsk min lillesøster egentlig kan holde til" - fase, og det var sådan en dag vi havde forleden dag, hvor jeg endte med at tyre, og splintre, hendes Askepot-karret i lidt mere end 12 stykker. Og ødelægge den nye flotte reol vi har fået i legehjørnet. Yes. SÅ awesome en mor er jeg.Jeg synes ikke jeg laver andet end at beskytte Selinna mod en virkelig charmerende og skøn udgave af mini-hulken (som jeg elsker!) herhjemme for tiden. Og jeg ved godt alt det med at Emmalia reagerer på at der er kommet en lillesøster, og jeg har læst artiklen der siger at det svarer til at ens mands elskerinde er flyttet ind og nu skal man bo sammen og selvfølgelig kommer der en reaktion og og og. Jeg ved det hele. På trods af tidspres får jeg alligevel læst ret meget, som ironisk nok ender med ikke at løfte mig særlig meget som mor.Det der fik mit bæger til at flyde over, var da Emmalia, efter at jeg på rummelig og pædagogisk vis omkring 15 gange i løbet af dagen havde afværget diverse halvfarlige situationer, kiggede på mig, satte sit ben op i luften og tyrede benet ind i ryggen på Selinna. Jeg havde ikke flere ord, ikke mere rummelighed tilbage, min krop tog bare nærmeste genstand, som var den skide karret, og så tyrede jeg den med al kraft over mod væggen, hvor den ramte reolen. Og Emmalia blev så forskrækket. Og jeg sagde ikke et ord, men gik ud i køkkenet og trøstede Selinna.Da stormen havde lagt sig fandt vi hinanden igen og vi snakkede situationen igennem. Emmalia var ret hurtigt glad og i hopla igen (og elskede pludselig sin lillesøster), og jeg græd lidt videre. Emmalia spurgte om hun godt måtte fortælle Birthe ovre i børneren at jeg havde ødelagt hendes Askepot-karret, og jeg sagde at det måtte hun selvfølgelig gerne.Så da jeg hentede Emmalia i går, kom Birthe hen til mig og fortalte at "MOR VAR BLEVET MEGET SUR OG HAVDE ØDELAGT ASKEPOT-KARRETEN FORDI JEG SPARKEDE SELINNA I RYGGEN". Og her er det virkelig bare guld værd at have en god Birthe som man ved, godt ved at det her var en "nu er nok fandme bare nok" situation. Og Birthe grinede, og jeg stod 100% ved hvad Emmalia havde fortalt. Og da vi gik hjem snakkede Emmalia og jeg igen om at jeg var blevet meget meget vred og havde ødelagt hendes legetøj, og at man faktisk ikke må ødelægge hinandens legetøj, og jeg har lovet at købe en ny (brugt, ligesom den anden var) karret til Emmalia. Og i dag fortalte vi begge to far hvad der var sket, og jeg er stadig langt mere påvirket af det end hun er.Hos mig bliver de her situationer hængende i lang tid, og jeg har faktisk rigtig svært ved at tilgive mig selv for at jeg mister kontrollen og bliver sådan en råbemor der tyrer legetøj igennem stuen. Og egentlig har jeg fred med at jeg råber (hæver stemmen), for jeg gør det kun i situationer hvor nogen bliver behandlet dårligt, som eksempelvis når Emmalia slår eller skubber eller kradser mig eller Selinna eller andre. Jeg udskammer ikke, kalder hende ikke grimme ting eller taler ned til hende. Men jeg kan godt råbe "SÅ STOPPER DU FANDME!" Jeg synes bare aldrig det er rart. Og hvem gør i øvrigt også det?I børnehaven får Emmalia til gengæld stor ros for at hun er god til at sætte grænser og markere og sige tydeligt fra. Og det må jeg bare erkende at hun faktisk også lærer herhjemme. Jeg har ikke haft en eneste råbe-situation hvor vi ikke efterfølgende har samlet hinanden op bagefter og har snakket om situationen, hvad der skete, at man godt må være vred, men at man stadig ikke må slå/sparke.Jeg ved det ikke. Jeg har altid sådan en dum frygt for at jeg går rundt og ødelægger mine børn. Jeg kan bare ikke være pædagog-Jonna med dem. Jeg er deres mor. Jeg skal lære dem andre ting i livet end mine piger skal lære i børnehaven. Det skal jeg bare huske at minde mig selv om engang i mellem. Og så skal jeg blive bedre til at snakke med mine veninder når de her ting sker, så jeg ike bruger dage og uger på at slå mig selv i hovedet. Det gavner jo hverken ungerne eller mig.I virkeligheden handler det, for mig, bare om at jeg skal holde op med at læse artikler fra virksomheder som gerne vil sælge mig "sådan bliver du en god mor" - kurser. Eller "sådan lærer du at holde op med at skælde ud" kurser. Eller "sådan ødelægger råben dit barn" kurser. Og gid der dog var nuancer i "at råbe" når man udskammer forældre for at råbe. Nøj hvor er der stor forskel på hvordan man råber og hvad man råber. Jeg gør mig virkelig umage i mit mor-hood, det tror jeg langt de fleste gør, og så går det alligevel ind og rammer min dårlige samvittighed når jeg læser med hos familie-eksperter der taler til min frygt og min angst.Og så sidder jeg der med Askepots karret-låge og en halv hest i hånden og tænker "nå ja, jeg skal også huske at rumme mine børns følelser mere, og være nærværende mere og jeg må heller ikke råbe, nej, jeg skal huske at mine børn ikke forstår konsekvenser før frontallapperne er helt udviklede når de er 25... gud hvor er du en forfærdelig mor!"Så. Jeg skal lige have lidt hvid træmaling til reolen og så skal jeg en tur i Røde Kors i Hørsholm, hvor jeg så de havde karreten til 25 kroner. Ems, Selinna og jeg er allesammen hele igen. Og jeg føler ikke jeg forherliger at råbe eller tilskynder den adfærd hos nogen. Jeg fortæller bare det der er, uanset hvor rigtigt eller forkert det så end måtte være.