Lad mig lige slå fast helt fra starten: jeg er IKKE sprogekspert! Sådan. Jeg er bare blevet spurgt ret mange gange om jeg har gjort noget særligt siden Emmalia har så udviklet et sprog, og har så stort et ordforråd, og ja, jeg har gjort noget særligt. Om det så i sidste ende er fordi stjernerne har stået rigtigt og kvasterne er vendt mod Mekka og jeg har ramt et skudår eller noget, det skal jeg ikke kunne sige Men jeg har absolut gjort noget særligt med hensyn til Emmalias sprogudvikling, og hvis andre kan finde inspiration i det, så vil jeg hjertens gerne dele. Men lad nu være med at komme efter mig med fakler og høtyve fordi jeg tillader mig at udtale mig uden at være ekspert. Det har jeg sagt jeg ikke er.Senest var det lægen der spurgte og bed mærke i Emmalias ordforråd og sprog. Og så sagde hun "ja, faktisk ser man tit at børn af enlige mødre har et mere veludviklet sprog, fordi mødrene husker at snakke med børnene". Jeg har dog for nyligt læst en undersøgelse der siger det stikmodsatte, så. Den lader vi bare stå den her.Her er et eksempel på Ems' ordforråd: Jeg har helt fra starten gjort nogle ting helt bevidst, og de kommer her:
- Jeg har benyttet mig af Marte Meo princippet der går ud på at benævne barnets initiativ (læs mere her) Jeg er ikke uddannet Marte Meo terapeut, men jeg har en mor der er, og siden jeg var 11-12 år har jeg kendt til principperne og har nærmet været en del af min mors uddannelse, derfor kan jeg dem i søvne og bruger dem alle mulige steder både med børn og voksne. Det vil sige at når Selinna f.eks smiler, så siger jeg "du smiler Selinna" og når Emmalia f.eks klapper, så siger jeg "du klapper Emmalia". Det samme gælder at sætte ord på følelser. Det hjælper både mig og pigerne. Når Selinna f.eks ikke vil sove og er træt, så kan jeg godt blive frustreret over at hun ikke vil sove (for jeg er oftest selv træt). Men ved at sige "ja skat, du græder fordi du er træt", selvom hun slet ikke har et sprog endnu (andet end gråd og kropssprog), så minder jeg både hende og mig om at der er en årsag, og at det er en lidt svær situation for os lige nu. Udover det får jeg sat ord på Selinnas kropssprog og gråd, og selvom hun ikke forstår det endnu, så kommer hun til det og vænner sig mere og mere til at høre mig sætte ord på hendes initiativer. Og derfor kender Emmalia sig selv ret godt allerede og derfor er Emmalia tryg ved at udforske sproget, for hun er blevet hjulpet på vej helt fra starten. Jeg har gjort det samme med Ems fra starten "jeg kan godt se du er vred skat". Og det nye er at jeg benævner og styrker pigernes søskende relation "Se Emmalia, Selinna kigger på dig, hun lærer rigtig meget fra dig, derfor kigger hun på dig og beundrer dig". På den måde får jeg både sat ord på Selinnas initiativer, og jeg hjælper Emmalia med at se sin lillesøster og hendes initiativer.
- En anden ting jeg har gjort helt bevidst er at tale med dem begge siden de lå inde i maven. Jeg ved fra flere sundhedsplejersker at mange forældre har svært ved det, og at mange glemmer at snakke med deres små babyer, fordi "de forstår det jo alligevel ikke". Men jeg tror det har en stor betydning at de hører ord og lyde mange gange inden de overhovedet har et sprog, jeg tror at de voksnes "guidence" i sproget gør en ret stor forskel for barnet, og at barnet vænner sig hurtigere til sproget, og sprogets lyd og melodi, når de er vant til at høre mor og far bruge sproget.
- Højtlæsning og især sange. Når vi bliver præsenteret for det samme sprog i masser af forskellige indpakninger, så kan vi lære det at kende fra mange sider og vinkler, så bliver det meget sjovere at lege med det. Det at læse højt og synge for babyer, også selvom de ikke forstår sproget, er igen med til at lægge de første vigtige byggesten for et godt og varieret sprog. Faktisk er sang det der virker allerbedst for at få ro på Selinna om aftenen i øjeblikket. Jeg synger "i skovens dybe stille ro" for hende. Og nej, hun forstår ikke et kvæk af hvad jeg synger, men hver sunget sang er en byggesten i det sproglige fundment. Er min overbevisning, og jeg kan se at alle Selinnas sanser tuner ind på mig og sangen, og hun falder til ro og er helt fokuseret på mig, min stemme, tonerne, sangen og lydene. Der må være en sprogekspert derude der kan sige noget mere klogt om det, jeg kan bare se det virker, og det er alt jeg behøver.
- Gentagelse. Jeg genskaber og gentager stort set altid det pigerne siger. Det er noget jeg har fra min coachuddannelse, hvor man lytter til den man coacher, og for at sikre at man har forstået det sagte rigtigt, så genskaber man sætningen PRÆCIS som den er blevet sagt. Du har sikkert været udsat for det selv hvis du har været til coach, eller har en ven eller veninde der er uddannet coach. Så når Emmalia siger "se mor, jeg har lavet en pandekage til dig" så siger jeg "eeeej skat du har lavet en pandekage til mig" og Ems siger "ja, er den ikke flot" og jeg siger "jo skat, den er sørme flot, det ser ud som om du har gjort dig umage". Jeg gør det stort set hele tiden og jeg tænker næsten aldrig over det. Det er både med til at Emmalia føler sig hørt, men også med til at udvikle sproget fordi hun bliver spejlet.
- Aldrig rette. Emmalia siger alt muligt vrøvl, men for mig er det vigtigst at hun har lyst til at lege med sproget, og det er langt vigtigere for mig end at hun udtaler ting korrekt. Det kan hun lære når hun bliver voksen og kedelig. Så jeg retter hende aldrig. Lige i øjeblikket er hun optaget af noget med at gå på arbejde, og hun har opsnappet ordet "kontåhnen". Så hun siger "Mor, jeg skal lige på arbejde på kontåhnen" og "kontåhnen" er altså "kontoret". Men jeg kunne ikke drømme om at rette hende. Både fordi jeg synes livet er meget sjovere med Emmalias version af sproget, og jeg ønsker at hun skal bevare sin sproglige uskyld og nysgerrighed, og hun skal nok finde ud af hvad ting "rigtigt" hedder. Hun er 3 år gammel. Hvis hun bliver rettet hele tiden, så er jeg ret sikker på at hun mister lysten til at udforske og i stedet begynder at spørge hvordan man siger ting rigtigt. Og der vil jeg simpelthen ikke hen. Så jeg overtager Ems' ord og leger med, og en dag kommer hun sikkert selv hjem og har hørt ordet "kontoret" nok gange til at hun alligevel selv har regnet den ud. Og det tror jeg på man vokser allermest af. I stedet for at andre fortæller at blomster er røde og stilken er grøn. Det får mig lige til at tænke på den her sang, som alle burde høre et par gange månedligt, bare lige for at minde os om ikke at tage det smukke ud af børns kreativitet:
Det sjove er at det smitter, så jeg hører ofte Emmalia inde fra stuen, når hun leger med Selinna, sige "Neeej, du smiler Selinna, det er flot!" og så råber Emmalia ud i køkkenet "MOAR SELINNNAAAAAA SMILEEEEEEER!" og jeg er ved at tude af stolthed over de to unger.Så det er sådan vi gør herhjemme. Jeg tror ikke på at der kun findes en måde at gøre det på, men jeg tror på at uanset hvad man gør, så virker det bedst hvis det er sjovt for både forældre og børn at være en del af.Hvordan udvikler I sprog hjemme hos dig?